Wall City - De Dødes By

af marco_hanuman
aka morton_h
the blogger

Jeg er på det seneste blevet tilskuer i første række på gulvet til det global-eksperimentale projekt. Fra et vindforblæst tag-over-hovedet-udsyn i et kolonihavekvarter ser jeg ind i en af mini-metropolen Københavns Wall Cities*, Islands Brygge. Som en massiv og dagligt voksende mur 500 meter bred, flere kilometer lang og alt mellem 5-15 etager høj er der indenfor et årti rejst et monstrum af en bydel langs den sydøstlige del af havneløbet. Måske 20.000 mennesker svarende til en halvstor provinsby på størrelse med Næstved er blevet stuvet sammen på omkring en kvadratkilometer.





København har i samme periode fostret lignende monster-projekter: Ørestaden, Nordhavnen, Kalveboderne, Sydhavnen, Amager Strand. Københavns Havn og de tilgrænsende områder er blevet byudviklet fra at være byens industrielle områder og grønne lommer – produktivitet på den ene side og iltforsyning på den anden – til at blive en kæmpe slagmark og legeplads for et indbringende og spekulativt byggeri.

Disse lokaliteter – og de er kun en brøkdel af det samlede københavnske totalprojekt for bydudvikling, dette skønne eufemistiske udtryk, som vi absout MÅ elske! – indebærer et stykke københavnsk historie og kultur, der nu er jævnet med jorden. Noget var ikke værd at samle på - vi gider se på en afdanket soyakagefabrik - men andet var et stykke kultur.

* Kowloon Walled City en nu nedrevet bydel i Hong Kong af forfaldne højhuse. I dens indre fandtes et mylder af folk, der forsøgte at overleve ved at drive småhandel, mens de boede der. Stedet, der dannede en lang mur af bygninger var så forfaldne, at det konstant regnede ned gennem etagerne.
Det danner baggrund for Tech-Noir-klassikeren Blade Runner, hvor Harrisson Ford render rundt og jagter replikanter, mens der kommer gul regn ned.
Der er en hel masse, der bor på de lavere niveauer, og så er der enkelte, der bor ovenover det hele.


Kowloon Walled City, Hong Kong

Wall City var med andre ord enten noget i Hong Kong eller i en Ridley Scott film fra sen-70’erne. Sandt nok, men der er en række foruroligende træk ved metropolernes Wall Cities i disse tider, der giver mindelser om sci-fi thrillerens på den ene side rådne og på den anden side gennem-æstetiserede univers. Blade Runner blev et nærmest profetisk varsel om den post-moderne designer-forfalds-æstetik.



Sådan kan de lide at afbillede Bryggen: lækker og ved vandet.

Islands Brygge er et iskoldt, kalkuleret projekt. Hvilket er min påstand, jeg skal herefter argumentere for den, hvorefter du gerne må citere mig for den. En stribe generationer af villige politikere – en generation i denne verden er kun fire år, selvom de fantaserer om evigt liv – har ladet sig forføre af industri-lobbyister til at blåstemple den slags urbane projekter. Det startede for så vidt med en socialdemokratisk overborgmester ved navn Jens Kramer Mikkelsen, der lukkede op for Pandoras æske og iværksatte Ørestads-projektet. Det er måske underligt for de, der lider af det 20 århundredes ideologi-forgiftning, at det netop var socialdemokraterne, der stod for den slags. Men hvis man ser på kommunismen/socialismens historie er det fuldstændig logisk. Studér beton-kommunismens trøstesløse byggestil, studer den socialdemokratiske lækre udgave af stilen, same-same. Bemærk endvidere, hvordan denne lækkerhed i løbet af blot et par årtier forvandler sig til ulækkerhed, forfaldenhed, slumhed, elendighed og voldelighed. Kramer var på mange måder en både venlig og sympatisk overborgmester, men bag overfladen på den bløde, lækre, lyserøde socialdemokratisme gemte der sig – og vi kan først se det retrospektivt – en agent for den globalisme, der har ramt os i dag og nu ødelægger vore samfund og kultur. Jeg tror egentlig ikke, at Kramer og Kramer-lignende typer før og efter ham var klar over, hvad de medvirkede til. Det lå bare til højrebenet. Men de globale pengemænd vidste det.



Formanden for Ørestadskommitteen ved den daværende byggegrund.

Ørestads-projektet blev et skoleeksempel på, hvad der dengang gik og stadig i dag går galt for Beton-modernismen 2.0. Man har lært visse ting af modernismens fejltagelser, men i det store og hele køres der ud af samme sidespor. Det, man har lært, synes at være: der kan sminkes og opblødes på betonmodernismen via design- og oplevelsesprojekter. Giv folket sjove broer, designerbænke og mini-amifetatre, de kan sidde på, lækre (og hundedyre) træ-kajer, brostens-passager, mærkelige skulpturer, og alt sådan noget. Noget af det er, indrømmet, vældig lækkert, men det er stadigvæk designer-sminke. Designerne og arkitekterne hygger sig, men problemet er, at de intet skaber i sig selv. De leger med former, mens de lapper hullerne i den arkitektoniske Behemoth. Den egentlige skabelse foregår altid i det levede liv.



Endelig sker der noget ved Langebro...

Hvad mener jeg med det? Egentlig skabelse af beboelse, byer, levesteder for mennesker sker kun via det liv, der leves af mennesker. Det er det, som byplanlæggerne grundlæggende ikke har forstået – eller er ligeglade med, da det er noget helt andet, der styrer deres planlægninger. Det levede liv kræver ingen egentlig planlægning, det kræver for så vidt kun, at livet bliver levet. Problemet for planlæggerne, kulturdesignerne er, at det levede liv ikke kan planlægges men kræver tid til at udfolde sig, hvilket de ikke har tid eller tålmodighed til, da deres business-plan kræver realisering på sigt. Det er derfor, en landsby fremstår som en organisme, hvorimod Wall City fremstår som et stykke arkitektonisk vold.

Da planlæggerne i virkeligheden har dårlig samvittighed - altså de ved godt, at det er pengemændene og globalisterne, der har sat det hele i værk, og at de blot er endt op som tjenende ånder og medløbere - kompenserer de ved at afholde beboer-høringer, hvor de tilsyneladende tager borgerne med på råd. Det gør de bare ikke, for beslutningerne er allerede taget, hvilket beboerne ikke ved, men hvis beboerne blot føler, at de bliver hørt, vil de ikke kunne brokke sig bagefter, for de er nu taget som gidsler i beslutningsmøllen.





Hvad styrer egentlig planlæggernes planlægninger? Som tidligere ansat i et arkitektfirma (CAD-tegner), kender jeg den klassiske konflikt mellem bygherre og arkitekt. Bygherren tjener sig selv og pengene, alting skal være så billigt og umiddelbart rentabelt som muligt. Arkitekten tjener sine egne kunstneriske ambitioner (for arkitekten er jo kunstner, ikke kun håndværker ...), men også en idealisme og ambition om at skabe kvalitet og holdbarhed. Gæt en gang, hvem der går af med sejren, og gæt dernæst, hvorfor spændet mellem nybyggeri og nedslidt slum er blevet mindre og mindre. Arkitekten bliver ikke frikendt i dette spil, hvor der finder en løbende og snigende korruption og prostitution sted. Sagen er, at der opererer meget stærke kræfter, der i sidste ende går af med sejren, fordi arkitekter, videnskabsfolk, teknokrater, politikere og andet laverestående kryb (ifølge pengemændene) er dybt afhængige af at have et arbejde, og uden et duknakket tjenerskab overfor pengemændene skal de tjenende klasser ikke regne med at have et arbejde eller noget, der ligner en karriere.



I virkelighedens verden er dette ikke arkitekten. Det er globalisten.

Spørg i øvrigt arkitekterne – bare for sjov – om de er villige til at flytte ind i deres egne kreationer. Spørg bygherrerne om det samme. Spørg medicinalfabrikanterne, hvor meget de æder af deres egen gift. Spørg lægerne, om de vil lade sig kemobehandle, hvis de får kræft. Spørg brugtvognsforhandlerne, om de kører rundt i de lig, de sælger. Spørg politikerne, om de sender deres børn i de multikulturelle folkeskoler, de selv har lovprist, eller flytter ind i de multikulturelle kvarterer i Kbh-NV, som de hylder. Eller spørg dem, om de sender deres sønner ud i de amerikanske krige, de har ført DK ind i, mens deres haler logrede løs. Spørg bankmændene, om de og deres familie kører den gælds-økonomi, som de har solgt til deres kunder. Der er et udtalt fravær af villighed til walk-the-talk blandt beslutningstagere og salgsagenter i den verden vi lever i. Ingen af de ovenfor nævnte gør, hvad de siger eller siger, hvad de gør. Dobbeltmoral er vor tids amerikaniserede standard.

Bryggen
Hvis du ikke har været der for nylig, eller hvis du bor i Jylland eller Volgograd – nå nej, det gør du ikke, for Google-datamafiaen har algoritmisk frasorteret russiske læsere af paradigmet.blogspot.dk pga af Imperiets igangsatte krig med Rusland, og da Paradigmet for to måneder siden boomede i Rusland, blev der lukket ned fra dag-til-dag - …. vi starter lige igen: Hvis du ikke har været på Islands Brygge for nylig, så ser der sådan ud:



At Ballonparken (billededet), HF Bryggen og Nokken stadig ligger der skyldes muligvis et Christianialignende ramaskrig, der ville opstå, hvis man myrdede det sidste gamle Bryggen.

Indre Islands Brygge er selvfølgelig ikke revet ned, og indeholder de gamle gader med huse tilbage fra slut 1800-tallet. Disse er dog byfornyet, og det københavnerliv, der engang fandtes, er ikke længere tilstede. Det er i dag primært et hipster-nyrig-kvarter iblandet tilstedeværelsen af den socialdemokratisk obligatoriske og legitimerende 15-20% normalindkomst-dansker, der i øvrigt knokler med dobbeltindtægt som små svin M/K for at få råd til at bo der. Vi taler langt hen ad vejen om 10-15.000 pr måned for de billigste.


Landskabsarkitekterne fik også noget at rive i. Der er intet som kunstig natur. Og træskure i ballonparken er arkitekter lorne ved. For den slags huse kan folk jo selv både tegne og bygge, og hvis det greb om sig, ville de jo blive overflødige.

Når man bevæger sig udad, er modellen den samme, men her sker der noget besynderligt. For det første er det skræmmende at bevæge sig rundt i kvarterer af udelukkende stål-aluminium-glas-beton, alle kasser udstyret med altaner selvfølgelig, selvom ingen bruger dem. Gader efter gader med strømlinede kasser af som minimum 7-etagers komplekser, hvor alle ligner hinanden, selvom arkitektfirmaerne ville blive fornærmede over udsagnet. Kun firmaer i Bjarne Ingels-liga har lov til at bryde kasse-mønstret, men i virkeligheden laver de bare skæve, skrå eller runde kasser i stedet for lige. Lige nu ser vi fx den runde trend på Islands Brygge, efter at man renoverede et par runde betonmonstre ved Slangebroen fra Fisketorvet (den kom senere) ud fra siloerne i den gamle soyakagefabrik. Vel sagtens inspireret af renovationen af Carlsbergs gamle kornsilo, der også er blevet et babelstårn for velhavere. At renovere betonskallen fra siloerne og omskabe dem til ultra-luksus-lejligheder har kostet dobbelt så meget som at opføre noget lignende fra bunden – but who cares, når man i dag kan leje en lejlighed ud for mellem 25-40.000 om måneden via indbygget story telling.


Silo for folk med kornfede tegnebøger

Og her kommer så det interessante spørgsmål: hvem køber og bebor disse lejligheder? Det gælder både lejligheder i ultra-luksus-klassen og i den nye ’normal’-klasse. Sagen er, at et stort antal af disse lejligheder står tomme. Folk, der rent faktisk bor der, er flyttet ind i spøgelsesbyer. Hvis de ikke står egentlig tomme, så ser naboerne til de formodede indbyggere sjældent deres naboer.

Lige så spekulativt byggerierne er opbygget og finansieret, lige så spekulativt er de opkøbt. Dette er ikke et københavnsk fænomen, det er et globalt fænomen. London er ikke længere britisk, for der bor ikke længere briter. Hvis man kører på motorvejen fra lufthavnen til Giza i Cairo, ser man 100.000-vis af døde lejligheds-komplekser. Beirut blev sønderbombet af globalisterne (zionisterne) i 60’erne, og i dag er det et kæmpe spekulations-projekt for globaliseret lejlighedsspekulation. En køretur langs ringvejen i Paris viser det samme. Nævn en storby, hvor det ikke finder sted.

Så hvem køber lejligheder på Islands Brygge? Det gør åbenbart og for en stor dels vedkommende globaliserede nyrige. De har ikke tænkt sig at bo der, men de har investeret for at bruge lejlighederne som en slags AirB&B for dem selv, når de lige er i byen mellem to million-deals. De beholder dem, til de er salgsmodne for den dobbelte pris, og de har måske en 10-20 stykker af dem. Måske har de købt en hel opgang, for så har de ikke bopælspligt. Hvorefter de lejer dem ud – altså uden bopælspligt, for den cockservative stat stiller i globalismens århundrede ikke den slags urimelige krav.




Her bor de rige, der har råd til ikke at bo der.

Er Bryggen et normalt boligkvarter? Well, normaliteten er skredet i den retning, og normen er i dag etage-soveby-kvarterer, så langt øjet rækker. Ingen butikker, ingen småhandlende på hjørnerne, ingen lokalbutikker, ingen steder, hvor man kan spise eller droppe ind, ingen steder, hvor man hænger ud på pladser, no-fucking-nothing! Bryggen er forbløffende oplevelsesfattig. Bryggen består af endeløse gader af døde facader og parkerede biler. Der er intet gadeliv, der er intet lokal-miljø, der er ingen glade børn mellem husene, for der er sgu ikke noget mellem husene!! De børn, der måtte være, bliver ikke lukket ned i gården, uden at far er med, for det virker ikke betryggende.

De Dødes by
Wall Cities er dødens byer. I Wall City Hong Kong foregik livet på trods af døden via den særlige kinesiske overlevelses-mentalitet. Dødens By er ikke bare et uheldigt biprodukt, det var en tanke allerede fra starten. I de metropole Wall Cities i Europa er døden smack-in-the-face. Hipsterne til-og-fra Bryggen cykler tusindtallige gennem De Dødes By med deres hipster-stone-face på. Øjenkontakt er yderst sjælden. De har travlt, for en hipster er altid kommet for sent i seng og for sent op - ligesom deres børn. På vejen over den labre Slangebro ved Fisketorvet udsætter de sig for livsfare, da den er byens hurtigste bobslædebane den første vinterdag med frost. Eller også sidder de i deres hipsterbiler med én person i hver sin strømlinede sardindåse i en stagneret kø. Ifølge byplanlæggernes planlægning skal vi alle sammen den samme vej om morgenen, men til gengæld kan planlæggerne ikke forstå, at det giver store trafikale, logistiske og miljømæssige problemer. Centraliseringen er ved at centralisere sig selv til døde.





I Dødens By er der ekstremt overtrafikeret i myldretiden. Folk, der bor der, siger, at det er så svært at komme over vejen om morgenen, at de efter at have ventet i fem minutter er nødt til at gå over gaden med deres børn og bare regne med, at bilerne holder tilbage. Good luck to you!

I Dødens By er der til gengæld så dødt om aftenen, at en kvinde kan blive voldtaget midt på åben gade, uden at der er nogen, der griber ind. Den eneste grund til, at Wall City Bryggen ikke er decideret voldelig er, at det lader til at være de sørgelige rester af middelklassen, der flytter ind her og ikke white & brown trash - undskyld udtrykket - som i satelitbyerne Brøndbyerne, Ishøj, Hundige, Voldsmose i Odense, Gjellerup i Århus, Hyllie i Malmö. Listen er uendelige, alle storbyer i hele verden har den slags.

I Dødens By er der store problemer med vindtunneler, når det blæser. Arkitekterne har tilsyneladende ikke fundet en løsning på det problem, som de tilsyneladende aldrig har forudset, da de tilsyneladende ikke har lært om det på arkitektskolerne. De kæmpe stål-og-glas-facader skaber åleglatte kanaler for vind. Et problem, der ikke er set så grelt før, da arkitekturen aldrig har været så ensrettet, strømlinet, høj-og-tæt, uden runde kanter og vindbrydende dekorationer som nu - den slags ufunktionelt pjat er sparet væk. Lur mig, om 10 år vil man kunne læse i en eller anden medienotits: Videnskaben har nu fundet ud af, at dekorativ facadeudsmykning har aerodynamiske egenskaber og faktisk er funktionel! Ja, og det vidste de allerede i middelalderen - ud over at øjet og sjælen elsker den slags.

Op gennem midten af forrige århundrede var trenden typehus-villakvarterer. Hver familie sin bungalow med et frimærke af en have til omkranset af ligusterhæk. Kedsomheden lurede i disse endeløse flade kvarterer, men illusionen om et stykke natur og en lille urbaniseret husmand med egen køkkenhave var midlertidig konserveret. Man var i det mindste herre i eget hus bag egen hæk under eget tag og med egen kælder. I Dødens By er man ikke herre over noget som helst - og held og lykke med en køkkenhave på en vindomsust altan.

For i Dødens By har alle folk altaner. Har du for nylig prøvet at sidde på en altan i en vindtunnel af sidevind? Hvem sidder i øvrigt på altanerne? Ingen har tid til at sidde der, for alle skal enten tjene penge eller sidde udbrændt-apatiske foran fladskærmen. Eller også bor der ingen. Er du i tvivl, så prøv selv en sommeraften at køre en tur langs facaderne. De er totalt døde.

I Dødens By findes der en 7/11, hvis du er villig til at køre to kilometer - altså til den oprindelige del af Bryggen, der er udenfor Wall City, Dødens By. Her vil du finde 7/11's standardsortiment af trendy varer, som hipsterkulturen formodes at forbruge. Du vil også kunne finde et pizzaria, en shawarmabix og lignende, der tilhører den globale landsby-designerkultur. Du vil med garanti ikke finde noget så uglobalistisk som en fiskemand, en slagter eller en isenkræmmer. En gammeldags købmand findes kun på Frederiksberg Allé langt fra Wall City - de velbjergede borgere på 2000 Frb har råd til at vedligeholde et nostalgisk levn fra de forrige århundreder. Og noget så ærkedansk - altså ærkedansk for 50 år siden - som en smørrebrødsforretning er ganske utænkelig i Wall City og omegn. Danskerne har ikke længere en fornemmelse af, at det eneste originale og delikate bidrag til verdensgastronomien er: smørrebrød. Med andre ord ikke spaghetti med kødsovs, købe-pizza eller fast food fra den globale landsby og for den sags skyld heller ikke trendy designermad fra madmagasinerne.





I Dødens By - og her bliver det weird-o - høres lyden af helikoptere. Hele lørdagen og hele søndagen, hvor indbyggerne i Dødens By formodes at være hjemme, overflyves bydelen af helikoptere. Frem-og-tilbage, frem-og-tilbage, frem-og-tilbage. Her har man stuvet 20.000 mennesker sammen i en kondenseret firkant, og så udsætter man dem for lyden af helikoptere, der af alle lyde indgyder frygt, terror og stress. Alle folk holder weekend for at koble af og finde ro, og så udsætter man dem for lyden af militærøvelse og krigshandling. Hvad er meningen? Er vi under optræning? Er vi i de indledende faser? 

Agendaen
Wall City-fænomenet er velbeskrevet. I FN’s Agenda 21 – nu opdateret til Agenda 33 – er det beskrevet, hvordan globalstaten (FN-utopien) ønsker, at landdistrikterne bliver affolket, og at folk drives ind til Metropolerne. Denne udvikling er en 150 år gammel opfindelse ved navn Industrialisme, men nu sættes den yderligere i system og fuldbyrdes som Globalisme. Og FN er det organ, der er udset til at fungere som udemokratisk verdensregering.



Er det visionært, eller er det totalitært? Jasque Frescos Venusprojekt.

Avantgarde-arkitekten Jasque Fresco skitserede for årtier siden disse hi-tech-metropoler. I dag bygges de. Disse hyldest-magere taler i forelskede vendinger om globalismens, neo-feudalismens, neo-imperialismens, teknokratiets og transhumanismens vidundere. De bruger ord som:

• Vi må vænne os til, at …
• I fremtiden vil mennesker … 
• Det er uundgåeligt, at … 
• Man kan allerede købe en dims, der … 
• Fremskridtet kræver, at … 
• Om få år vil vi se ... 

Det er interessant, at de profeter, der beskriver eller advarer imod fremtidens rædsler, er de, der ved nærmere eftersyn promoverer rædslerne og stiller sig til rådighed for det såkaldte fremskridt. Det er da besynderligt! Er Huxley, Russell og Orwell ikke de, der advarer? Svaret er nej, de annoncerer, de er insidere og repræsenter The Blueprint of the New Order. Fresco har visionen. Kurzweill og Michiu Kaku er henrykte og højt betalte promovører for robotmennesket i robot-rotteræset i en designer-futuristisk verden, der allerede er nutid.





Rundt om Metropolen - men endelig ikke ude på landet! - ligger en glas-stål-beton-kødrand af satellitbyer. Ifølge agendaen skal der køre højhastighedstog mellem satelliterne og metropolerne og imellem metropolerne. Landsbyerne er aflyst til fordel for den multietniske globale landsby. Hvis man tror, der er fritgående høns og geder i den landsby, så tager man fejl, for det er blot et salgsstunt for at få neo-feudalisme til at fremstå som lækkert og politisk korrekt. Den globale landsby er det ULTIMATIVE slavesamfund, Worldwide.

I det hele taget vil det være afskaffet (= forbudt, forhindret, forkert) at være selvforsynende, som landsbyfolk var dengang. Der vil være gigantiske landbrugsfabrikker i sovjetisk statsbrugsstil til at sørge for det. Alt sammen genmodificeret, selvfølgelig, for det giver volumen. Kvalitet tales der ikke længere om.




I realiteten kunne byplanlæggerne have tænkt sådan her fra starten.
Men det har deres opdragsgivere ikke ønsket, at folk skulle have adgang til.
Agenda 21 anbefaler bestemt ikke den slags.

Det lyder som et fremskrevet og fuldbyrdet science-fiction-scenarie. Men i virkeligheden kun meget lidt fremskrevet, for scenariet er allerede langt hen ad vejen virkeliggjort. Jeg ser i skrivende stund ud på Wall City, De Dødes By. Jeg lever allerede i Orwells, Huxleys, Russels, Frescos, Kurzweills og globalisternes våde drøm. Jeg er blot havnet i en tidslomme, en parantes i form af et hviderussisk bjælkehus med blomme- og æbletræ, gaskomfur, trætjære og uld i sprækkerne. En lomme, der vil blæse i stykker, den dag pengemændene får bestukket, forført eller truet planlæggerne til at jævne den slags urentable, livslevende enklaver af uproduktiv nostalgi med jorden. OG hvor folk lod det ske, fordi de var ligeglade med deres eget liv og overlod beslutninger til Dødens Købmænd.

Udenfor murene, på randen af De Dødes By.

29 bevingede pip fra en skamskudt hjerneskade

af morton_h aka marco_hanuman, the blogger

Alt kan ske i den blå time, når kyst møder himmel i reflekteret blåhed.

Absolut intet sker, selv den lille lyd af radioen på båden kan ikke forstyrre den kvalitative øredøvende stilhed, den store klangkasse der tier stille og synker ind i sig selv.

Så er det tid til at give tankerne et 100.000 km's eftersyn.
Er de blevet en smule rustne og slidte, har ligegyldigheden indsneget sig?
Lad vrøvlet forsvinde i gradienten mellem horisont og kystlinie, lys og mørke.

De 17 gæs, der krydser himlen fra nordvest til sydøst er fuldstændig ligeglade med betalingsbalance, UEFA-cup, Hollywood-celebriteter, benzinpriser, CO2-afgifter, mobiltelefoni og pensionsordninger. Deres fokus er overgangen mellem tydelig blå over rød-orange til utydelig blå-grøn reflekteret i et spejlblank hav.

Intet kan være vigtigere.

Bag enhver stor mand er der en stor kvinde.
Betyder det så, at der ikke er ret mange store kvinder?

Eller betyder det, at de der er, nægter at stå bag mænd men hellere vil stå forest, stå i vejen eller stå på egne ben? I så fald er vi en hel del mænd, der gerne står tilbage og ønsker jer held og lykke mod alle odds i en verden, hvor de ivrigste frontfigurer er udset til at være de nyttigste bagstræbere.

Bagstræberen har lært sig selv at bruge ordet progressiv - om sig selv.
Så hvad er problemet i at stræbe bagud? Intet.

Problemet opstår først, når stræberen ikke selv vælger, hvad den stræber efter, fremad eller bagud, men lader dig servere alle valg for din stræben.

Bag ethvert suveræn valg er der en suveræn vælger.
Sig det lige igen – har du mødt en suveræn vælger for nylig?

Definér suveræn. Det betyder selvstyrende.

Cyborgeren er flyttet ind, den er din nye nabo.

Cyborgeren har omdefineret begrebet nabo til én der befinder sig i samme rum som dig uden at være i kontakt med dig.
Cyborgeren kommunikerer digitalt vha divices. Den ser ind i En Ny Verden, der er prædefineret for den. Cyborgeren mener, at den selv har defineret Den Nye Verden.

Cyborgeren holder sig til meget korte udsagn, der ikke optager for meget mental båndbredde.

Cyborgeren udsender et konstant signal, så den ikke bliver væk for den store moder.

Cyborgeren har kredit- og debikort, kørekort, pas, cpr-nummer, rejsekort – og IP-adresse på enhver device, den identificerer sig med.

Du er cyborgerens nye nabo.

Der var engang et Sprog. Det endte i en krog. Som føde for en snog.
Der var engang Etik. Og siden slog det klik. Nu sutter den på pik.
Der var engang Natur. Den døde præmatur. Nu bruger vi kultur.
Der var engang et Land. Omkring det var der vand. Vi pisser i en spand.
Der var engang et Rige. Pirater måtte vige. Det ejes nu af rige.
Der var engang en Visdom. Vi tænkte på vort afkom. Vi trues nu af dødsdom.
Der var engang en Tro. At alting kunne gro. En kage fra en ko
Der var engang et kald. Og hovmod stod for fald. I dag et hurtigt knald.
Der var engang en fortid. Til sammen med en fremtid. Nu sidder vi i utid.

Engang i tidernes morgen så de Verdenshjulets vendepunkt. Hamlets kværn havde nået sit Zenith, og pendulet svingede den anden vej. Det startede derude, hvor den store spiral står stille for at kunne dreje. Som Retfærdighedens Hjul drejer det langsomt men sikkert, og ingen undslipper.

De så med stor sørgmodighed, at alt det skabte og venererede var dømt til at visne og skrumpe ifølge en profeti, der byggede på kostbar, indhøstet erfaring, der tog 100 generationer og gik tilbage til en tid, de ikke selv var i stand til at tidsregne.

Forinden havde de flyttet rundt på en masse umanerligt store sten. Og nu begyndte de at nedfælde det i sten, grave sig ned i sten og dynge sten og jord oven på deres sten.

Da deres efterkommere i den visne og skrumpede tid så deres efterladenskaber, undrede de sig og begyndte at opfinde sære bortforklaringer af tidernes morgens utilladelige storhed.

For de uindviede kan det synes helt hen i vejret. For den hjemmearbejdende er det med årene blevet indlysende. 
Verden er en syg stodder med ondt i samtlige organer.

Nyrerne, vandet, den rensende blå kilde, blodets destillator.
Leveren, mineralerne, det kemiske grønne kraftværk.
Lungerne, luften, det kølende hvide nærvær.
Hjertet, ilden, det flammende elektriske røde, den anden hjerne.
Maven, jorden, det nedbrydende og nærende gule, al sundheds kilde, den tredje hjerne.

Sådan burde det være.
Men Verdens recirkulerede blod flyder dårligt. Hver gang det passerer destilatoren er det mere beskidt. Snarligt forestående nyresvigt.

Verdens kemi er petrokemi. Det hele stinker af olie, medicin og tilsætningsstoffer. Snarligt forestående forgiftning.

Verdens luft er fyldt med smog, beskidt elektricitet, sjove striber på himlen. Snarligt forestående kvælning.

Verdens iltede blod, den store økonomi og husholdning er inficeret og blokeret. Snarligt forestående parasit-ophobning.

Verdens køkkenhave, grønttorv og spisekammer er fuld af kakkerlakker, dræbersnegle og pest i siden. Snarligt forestående udhungring.

Gør det noget, at jeg lige blander mig i diskussionen?
Det er blot fordi, jeg savner substans og facts og fornemmer en udtalt mangel på forholden sig til virkeligheden. 

Jeg hører en masse snak om Utopia og Dystopia i en kultur ved navn Myopia.

Jeg kunne godt tænke mig at tale om Verden, som den er, har været og bør være og ikke Verden, som den sidder ubehjælpeligt i flæsket på os.

Jeg ved og anerkender, at denne snak eller rettere mangel på samme er et produkt af det århundrede, der ødelagde al samtale om virkeligheden. Jeg mener ikke, at det er endegyldigt og for sent.

Jeg mødte for nylig en stak mennesker, der havde det på samme måde. Og de begynder nærmest at stimle sammen. Jeg tænkte, at det måske ikke var så forhåndsbestemt og håbløst alligevel?

Havet er uendeligt.
Det er med vand som hønen og ægget: det umuligt at sige, hvad der kom først, skyen, regnen, isbjernet eller havet. I mellemtiden udsprang kilden, floden, søen og senest ankom kanalen, havnen og isterningemaskinen, så meget ved vi. Men hvor kom havet fra?

Der er dem, der siger, at det kom ned fra Himlen, fordi en ukendt vandplanet i en ukendt fortid af ukendte årsager gik i stykker. 

Der er dem, der siger, at der er en kæmpe iskugle inde i Jorden, der konstant udvider sig. Hvor kom den så fra?

Der er stadig dem, der siger, at Gud zappede med sin kæp og sin stav (med andre ord pissede over det hele) og skabte vandene efter først at have skabt Himmel og Jord.

Der er også dem, der er ræbende ligeglade, bare der er koldt og varmt vand i hanen.

For et halvt århundrede lå der en fyrbøje i Østersøen mellem Sjælland og Bornholm. I jobannoncen til stillingen som fyrpasser blev der udover de faglige kvalifikationer stillet som krav at ansøgeren var i stand til at være alene med sig selv på ubestemt tid. Fyrpasseren kunne ikke forlade sin bøje, og han fik kun et kort besøg en gang om måneden af en forsyningsbåd.

Der kunne også have stået i annoncen:
- Har du et afklaret forhold til uendeligheden og dit eget sjæleliv?
Underforstået: hvis ikke, vil du gå rablende gazongas efter et stykke tid, og du er dermed ikke den rette mand til jobbet.

Information til samfundet fra borgerne:

Kære Samfund! 
Det drejer sig om den titel, du ved nok, som du bruger, når du snakker: borger. Det med at være en borger, er det ikke noget med at være i sikkerhed indenfor murene? Ikke at vi savner hverken Berlinmuren, Grædemuren eller muren ved Dannevirke. Vi synes også, det ville være besværligt at møve sig gennem voldanlægget omkring København kl. 8 om morgenen på cykel. Men vi er nogen, der synes, at herrerne og damerne på Borgen ikke helt har forstået udtrykket, og at de har forpligtet til at passe på de folk, der bor i og udenfor bymuren. Vi synes ikke, at hverken de såkaldt borgerlige eller de venstreliberale – altså de, der hed de venstreorienterede før socialismen omkom – borger for nogen kvalitet i den måde de sælger ud af både nationale værdier såvel som moral for tiden og tydeligvis mere ser det som deres opgave at passe på, at Goldman Sachs og A.P Møller ikke kommer til skade – som om de havde indgået borgerlig vielse på råddenhuset og var hoppet i kanen sammen bagefter.

Vi kunne derfor godt tænke os ikke at blive kaldt for borgere længere men bare mennesker. Og så kunne vi måske også tænke os, at I holdt op med at kalde jer selv for Samfundet. Det kan godt være, at I har fundet sammen om at dukke nakken på alle de undermålere, som I kalder for borgerne, men det sted, I kalder for samfundet har ikke længere fundet sammen. Det er klasket og stuvet sammen.

Og hvis I absolut insisterer på at bruge det skrankepave-udtryk, så burde I i det mindste yde noget borgerservice, så det såkaldte samfundet ikke kører ud i en borgerkrig. Hermed et par borgerlige ord fra Borgmester Hansens Allé.

Jobannonce: Gud søges.
Unik stilling som Verdens Skaber og Opretholder.

Du er den rette ansøger til denne attraktive stilling, fordi du:
- altid har drømt om et Big Gang Bang
- ikke ser dig unødvendigt over skulderen, når du fyrer ansatte
- ikke er bange for at slukke lyset ved konjunktursving
- har mindst to ansigter og gerne et par stykker i skuffen
- bipolaritet er derfor ingen hindring
- har forstået, at begrebet kompetence er et darwinistisk koncept, der handler om, at visse dyr æder andre dyr
- har forstået, at verdens skabelse og opretholdelse er noget bullshit,
og at du er i ingeniør- og design-branchen
- har en tordenkile og er ikke bange for at bruge den på givent signal
- er højt hævet over begreber som mental sundhed, samvittighed og medfølelse

Du har mindst 3000 års erfaring med menneskeofring.
Kvinder er også velkomne til at søge stillingen og behøver ikke at have langt skæg.

Korrekthedens lov:

Du skal ikke tro, du kan mene noget, der ikke er godkendt.
Vi er korrekthedens stempel.

Du skal ikke tro, at du kan nyde accept uden at være korrekt.
Vi er korrekthedens psykiatri.

Du skal ikke tro, at du kan være klogere, end korrektheden tillader.
Vi er korrekthedens skolevæsen.

Du skal ikke bilde dig ind, at du kan være korrekt på egen hånd
Vi er korrekthedens forældre.

Du skal ikke tro, at du kan være mere korrekt end korrektheden.
Vi er korrekthedens perfektion.

Du skal ikke tro, at der findes andet end korrektheden.
Vi er korrekthedens univers.

Du skal ikke tro, at du kan stille noget op mod korrekthedens lov.
Vi er korrekthedens højesteret.

Du skal ikke tro, du kan korrigere os.
Vi er korrekthedens ingeniører.

Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dine indvendinger mod det korrekte.
Vi er korrekthedens omdrejningspunkt.

Du skal ikke tro, at du kan gennemskue korrektheden, for vi ved alt om den, selvom den er uigennemskuelig.
Vi er korrekthedens ypperstepræster.

Du skal ikke tro, at korrektheden kan gennemskues.
Vi er korrekthedens kryptører.

Du skal ikke tro, at vi ikke ved bedre, selvom du aldrig kan vide bedre.
Vi er korrekthedens oplyste


Du skal ikke tro, at du kan undslippe den politiske korrekthed, for vi ved noget om dig. 
Vi er korrekthedens efterretningsvæsen.

Landet, jeg bor i, er bygget af lerbanker, kalkaflejringer, muslingeskaller, gæs der har skidt, vestenvind, træer og græs, salt- og brakvand og millioner af regnorm, der har trukket visne blade ned i jorden. Kun få nævnt, ingen glemt.

Landet, jeg bor i, var beboet af utalte generationer af mænd og kvinder, der ærede landet, de boede i, dets gaver, dets landskab, dets dal- og bakkestrøg, dets heder, dets skove og dets enge og strande. Af leret sprang der mursten og tegl, af strandengene sprang der rør til tage. Af skovene sprang der planker til møbler, vægge og skibe. Af jorden sprang der afgrøder og alskens overflod.

Landet, jeg bor i, er udtværet af en maskine. Maskinen har fældet skovene, gennempløjet og udpint og forgiftet jorden, vandet og luften. Hvor der før var en variation af forskellige dyr og planter har maskinen efterladt få og ensartede. Hvor der før gik glade grise rundt på markerne, bor de nu i etageegendomme, vader rundt i eget lort og sygdomme og får et skud penicillin i røven. Ligesom forsøgsdyrene på to ben i byerne.

Landet, jeg bor i, er for det meste ved at dø.

Mørkets Fyrste kalder de mig. 

Jeg er ikke upåvirket af smiger, men smigreren har mere brug for at smigre, end jeg jeg har brug for at blive smigret.

Jeg tager gerne imod invitationer. Jeg kan ifølge min stillingsbeskrivelse ikke ankomme uden, men da tilbudene synes at ankomme løbende, er det aldrig et problem.

Jeg er en meget reserveret person, så jeg holder af at færdes incognito. Derfor indeholder min garderobe et stort og varieret udtræk af tillidsskabende og respektable outfits. Ligeledes indeholder mit sminkeskab muligheder for at skjule min til tider lidt gustne teint.

Som den fødte sportsmand holder jeg af at spille på udebane. Du vil derfor have mulighed for at møde mig i såkaldt fine og hæderlige selskaber. Hvis du dog for en stund kan holde på en hemmelighed, så er disse selskaber langt fra så hæderlige og fine, som de udgiver sig for. Faktisk føler jeg mig for det meste hjemme der. Jeg vil tro min stil har dannet mode gennem tiderne.

Som særdeles erfaren i mørkets kunster kan jeg tilbyde en række konsulent-ydelser. Alle sammen for en pris, selvfølgelig.

Når der falder frugter ned fra Himlen, så er det på tide at overveje, om de er bedst til at fodre geder med, brygge vin på, lave chutney af eller smide efter naboens kat. Eller det hele på én gang og efter tur.

Hvis du aldrig har haft en frugtgård/træhave, så ved du ikke, hvad jeg taler om. Jeg vidste det ikke, før jeg havde én og oplevede den, hvorefter jeg ved om den, værdsætter den og taler om den og bruger den i ære og respekt for dens rige gaver. 

Jeg ser en udtalt mangel på værdsættelse, hvor jeg kommer og går. Det gror, det er gratis, det er en gave. Sådan er det, men vi har lært, at det er dødt, det er dårligt, og det er debit. Og hvis det ikke koster kassen, er det ikke noget værd.

Naturen, det billige skidt, tænker anderledes. Det giver, og det giver igen, og hvis det værdsættes, giver det endnu en gang. Hvis du oven i købet giver tilbage, giver det fire-dobbelt.

Ordet er frit, siger de. Det kaldes ytringsfrihed.
Det er nok, hvad der kaldes en sandhed med modifikationer.
Det demokratiske selvbedrag holder af at smykke sig selv med dette udsagn.

Ordet er kun frit, så længe du taler og stryger det liberale projekt med hårene.
Ordet er kun frit, hvis Imperiet føler sig tryg ved dine ytringer.
Ordet er kun frit, hvis du ikke kritiserer de egentlige magthavere - du kan til enhver tid kritisere deres demokratiske stand-in-dummies, det er det, de er beregnet til.
Ordet er kun frit, hvis du ikke kommer for tæt på tampen, der brænder. 
Ordet er kun frit, hvis du ikke nævner denne verdens egentlige herskere.
Ordet er kun frit, så længe du ikke udtrykker berettiget vrede, det kaldes hadetale og er blevet forbudt i flere lande i Verden.
Ordet er kun frit, så længe de er sikker på, at du ikke bliver hørt. Du må gerne lukke døren og råve efter tøjdyrene i sofaen.

Ordet er til gengæld frit for de, der er clearet for enhver tilskyndelse til at udtale sig om noget, der kan vække anstød i det toneangivende selskab bag røgfarvede panserglas.

Ponenos på græsk er ondskab. 
Findes der overhovedet ondskab, spørger relativisten?

Der stilles hermed et svært spørgsmål, for begreberne er vendt på hovedet og al tale om ondskab er blevet idømt politisk ukorrekthed af Ondskabens Imperium. For relativisten er det bare et stupidt spørgsmål.

Svaret er entydigt: selvfølgelig findes der ondskab. Vi bør indføre et nyt kriterium, der ret beset er et ældgammelt kriterium: intuitivt korrekt. Folk ved via simpel intuition, at ondskab findes. Ondskaben er direkte oplevbar.

Ondskabens Imperium, sagde du, hvad er det? Det er uhyre simpelt. Det er psykopat-vældet. Herefter et det blot at stadfæste, hvori dette vælde består. Det er de 5% hjerneskadede af menneskeheden, der tvinger 20% til gøre deres beskidte arbejde, så de 75% kan bidrage med deres dumhedskraft.

Hvorfor er der 5% hjerneskadede, spørger du?
Spørsmålet kan ikke besvares uden at blive politisk ukorrekt. 

Det skyldes for en dels vedkommende, at en særlig etnisk-social-politisk gruppe af global-dominante mennesker har valgt at omskære og traumatisere deres drengebørn i deres 8'nde levedag, hvilket forstyrrer den essentielle 21-dags periode (den primære pubertet) for dermed at skabe sociopater, egnet til at styre Ondskabens Verden. Læg dertil størstedelen af den mandlige amerikanske befolkning, hvor man ikke ventede 8 dage med overgrebet men gjorde det ved fødslen. Om det så er værre eller bedre, er uvist

Læg dertil de psykopater, der ikke tilhører den omtalte etnisk-social-politiske gruppe, der blot er blevet svigtet og mishandlet på anden vis indenfor deres første to leveår. Mere skal der ikke til. Gør det sig mere gældende i lavere sociale lag? Tværtimod. Whiskybæltet nærmest massefabrikerer dem qua deres selvoptagede karriereforældre. Vi ser dem senere stige til vejrs som korkpropper i alle magtstrukturer.

Var det svar på spørgsmålet, spørger vi relativisten?

Q& A


Hvad er forskellen på en tyran og en politisk korrekt?
Tyrannen giver sig ikke ud for at være andet.

Hvorfor bruger man ikke ordet stokkonservativ længere?
Vi har ordet venstreliberal i stedet.

Hvad er forskellen på elektroniske og trykte nyhedsmedier?
De trykte kan til nød bruges til at tørre røv med.

Hvad er forskellen på TV-avisen og en telefonbog?
Telefonbogen er non-fiktion.

Hvad er forskellen på den amerikanske præsident og Adolf Hitler?
Hitler var folkevalgt.

Hvad er forskellen på et banklån og en agurk?
Agurken indeholder substans, der ikke er opstået ud af den blå luft.

Hvad er ligheden mellem Anders Fogh og en bagerjomfru?
Begge har haft fingrene i kagedåsen.

Hvem er mest pålidelig, CIA eller en statistik?
CIA - du kan trygt stole på, at de lyver hver gang, de bliver spurgt.

Hvad er ligheden mellem amerikansk krigsførelse og en telefonsvarer?
Begge gentager sig selv ad infinitum, indtil nogen knalder røret i.

Råb i ørkenen, råb til Himlen, råb ad Helvede til hvis så
Røv en bank, bank en røv, red et barn fra voksnes ar
Rod i grunden, grav i bunden, kræv i bund og grund et svar

Ryg en pibe, rul en tåbe, rentefri er kæmperim
Ryst et træ med søde frugter, vinens bobler buldrer svagt
Giv din Fanden skud for panden, gød din gane ganske bragt

Rid din mare før den rider, ryd din bar for kildevand
Ret din rygmarv, rank din retfærd, rist en rune til en ven
Ret din færden i din Verden, ryst og rens og råb igen

Således talte profeten Alcaselzer i et surt opstød:

Gud fri os fra de frigjorte fra alt, thi de har fribyttet Jorden og belånt dens indvånere med global friværdi og liberal libido.

Salig er de levende i ånden, thi rentedøden er dem vederstyggelig, og ågerkarlene vil lede forgæves i ørkenen efter gæld og skyld.

Forsager eder Mammon, al hans gerning og alt hans væsen.

Sandelig siger jeg: Jeg vil uddrive den ny tids kræmmere fra den ny tids Templer.

Jeg anråber Himlen til et Jubilæum for denne Verdens udpinte.

Men mere end alt anmoder jeg Jordens udpinte: Lad så for helvede være med at hoppe på den forpulede limpind én gang til, for kræmmerne og ågerkarlene har glemt, hvad et Jubilæum er.

Og som en af mine kolleger med langt gråt skæg mumlede allerede for et par årtusinder siden: Falske vægtskåle er Herren en gru, fuldvægtig lod er efter hans sind (Ordsp 11,1). Det er sgu de samme typer, der snyder ved vægten i dag som dengang!

En anden af mine kolleger fik nok en dag, hvorefter han tævede alle ågerkarlene i Templet med en hårdt vredet gulvklud. Så tag bare sådan en med næste gang, du skal til møde med skattevæsenet, har en aftale med din bankråddengiver eller assurandør. Og mens du er i gang, kan du også lige lammetæve et par mobilabbonementsælgere i forhallen til Hovedbanegården. Du har min velsignelse, min søn.

Tro ikke, at du kan fortælle de skriftkloge noget.
Thi de har dekonstrueret alt, de kom i nærheden af og sat det sammen igen på forunderlig vis. 

De har skabt lejehære af kimærer, kloner, klabautermænd, kastrater, kulturradikalister, kron-kapitalister, kontorterrorister, kabbalister og andre kakafonister.

De har vist os vejen som ind i helvede med kvantiteter, klimasuppe, kapitalgrød, kompetencer, kønsforvirring, kræftformer, kinasyndromer, kz-lejre krigsmaskiner, kvindeforskning, kujonforherligelse og kosmisk vækstforstoppelse.

Mener du, at du har noget at byde ind med i misforster-industrien?
Hvis ja, god fornøjelse så længe det varer.

Utyske, sagde de. De skiftede bare dyr ud med tyske.
Den britiske premierminister sagde i starten af krigen:
Dette er ikke en krig mod nazisterne, dette er en krig mod hele det tyske folk.

Herefter bombede man ikke længere militære eller industrielle mål men kun beboelseskvarterer om natten. Der var ikke kun Dresden, der var 75 brandbombede Dresden'er. I kælderskaktene flød der et tykt lag af smeltet menneskefedt. I slutningen af krigen blev millioner af tyske kvinder voldtaget til døde. De, der overlevede, var pumpet fulde af bolsjevik-sæd efter ordre fra Stalins propagandaminister, Ilya Ehrenreich.

Det tog to verdenskrige at knække og knægte tyskerne. 1. Verdenskrig knækkede dem økonomisk og smurte krigen og gælden/skylden af på dem i Versailles, selvom det var det britiske establishment, der udtænkte og startede krigen for at destruere deres misundelsesobjekter: det østrig-ungarske, det tyrkiske, det tyske og det russiske rige. 2. Verdenskrig fandt sted, fordi tyskerne forståeligt nok ikke accepterede skylden for det Perfide Albion's misundelsesprojekt. 

Det lykkedes. Tyskerne er i dag et skyldbetynget, selvcensurerende folkefærd, pumpet op med politisk masochistisk korrekthed, ædende op den bolsjevikkiske løgn om gaskamrene, det perfekte cover-up for både Gulag, 75 Dresden'er og det store folkmord på en halv milliard mennesker i det 20. århundrede.

Det giver ordet utyske en dybere betydning. Tyskerne har lært at være utyske.

Var der nogen, der sagde noget? (seen til højre og til venstre)
Godt, for hvis der var, så kom lige herop, så vi kan få visse ting på plads!

Først og fremmest skal du ikke være næsvis.
Eller selvsikker.
Eller kålhøgen.
Eller kritisk.
Eller konspiratorisk teoretisk.
Eller bedrevidende, fordi du mener, at du har gjort et stykke hjemmearbejde.
Eller uautoriseret, fordi du fraskriver dig uddannelsesskade.
Eller suveræn, fordi du ikke vil indordne dig som subjekt.
Eller fordomsfri, fordi du ikke anerkender vores suveræne domsafsigelser.
Eller lidt for krævende, fordi du ikke har tænkt dig at leve op til vores kravs-specifikation.
Eller utilstedeligt vredladen blot fordi du bliver røvpulet.

Så fik vi lissom det på plads. Sæt dig ned igen og sut lidt på dén.

What the fuck, er der ikke noget wifi!? det er det rene wildcart, der her!

OK, Bimboline, når vi nu har et par af de anglo-lækre ord fremme, kan det godt være, du kunne trænge til en detox fra din dåse der - altså mobildildoen. Det er jo rimelig sygt at se på, at du hiver den op af lommen hver gang du holder for rødt lys på cykel i fald af, at skulle være ankommet en sms, som, hvis ikke du straks svarer på den med en en-liniers blørp, bevirker, at du vil blive socialt udstødt.

Hvornår har du sidst sovet uden at have din iTingest under hovedpuden til at udsende et elektromagnetisk signal lige gennem din hjerne, der er fire gange så kraftigt som emf'en fra et diesellokomotiv? Suppleret af de 48 lignende wifi-signaler af fremragende styrke, der kører i opgangen og ejendommen overfor. Samtidig med at der står en sendemast på jeres tag. Samtidig med, at ejendomsselskabet har installeret smartmetre på dine radiatorer, der pinger dit nervesystem hvert 4. sekund.

Hvornå slukkede du sidst for lommetyrannen og tog ud og sov under åben himmel i bælravende mørke med lyden af natugler midt i stilheden? Eller endnu bedre: lod den blive hjemme. Som kontormus er du punket til at levere hurtige svartider, men derfor behøver servicebranchens krav vel ikke også gælde dit privatliv?

Siger du, at du bliver enormt stresset, hvis ikke er online 24/7? Den tror jeg lige, du skal vende med din psykolog-coach. Det hedder abstinenser, for du er iNarkoman, det er symptomer på AT du er kronisk stresset i forvejen. Det er da klart, at narkomanen er helt nede og køre, hvis hun ikke får sit fix, hvad havde du regnet med?

X er et sært overflødigt og i nogen grad udenlandsk bogstav.

Xerxes og Alexander havde brug for x for at være helte.
Pax Romanorum fik romerrigets undersåtter til holde op med at gøre oprør.
Okkulte farvekodninger kræver hexadecimaler.
Sex stavet uden x er en gang xxx bunkepul.
Apple har et okkult X i den bløde afdeling.
Oaxaca er en by i Mexico, der udtales wahaka (hvad skulle man så med x'et?)
Metaxa kan ikke drikkes uden x.
Exit fungerer ikke uden x.
P_x er en mærkelig måde at skrive Jesus på.

P^x er noget med medicinalindustri. Det hedder symbolgenbrug.
Jeg har mødt en, der kalder sig for Jexper for at være mere interessant, og nu har jeg vrøvlet 12 linier i træk, mindst.

Hvis vi skal sige noget ikke-vrøvl om X, så skal vi tilbage til den ældre Futhark, hvor X er Gebo, gaven. Og gæt, hvad vi løber ind i her: X-mas!
Men den historie er så spændende, at jeg vil gemme den til en anden gang.

Ydmyghed er et miskendt og misforstået ord.

Det forveksles med duknakkethed, selvom det betyder respekt for det, der er større end dig selv. En hjerneskade fra en imperial-slave-kultur.

At være ydmyg er at udvise ære og respekt uden opfordring og i simpel anderkendelse det anerkendelsesværdige.

I en kultur, der dyrker foragt og disrespekt, kan en sådan gestus meget nemt tolkes som det modsatte: underkuethed. Det har intet med mangel på selvværd eller falsk beskedenhed at gøre. Det er det modsatte af megaloman.

Slavekulturen forstår ikke, at ydmyghed er en ganske suveræn og frivillig gestus. Både slaven og slavepiskeren vil straks tænke på den ydmyge som den ydmygede. Tyv tror, at hver mand stjæler.

Zombierne vælter op af kloakkerne for tiden og blander sig med vampyrerne, automatonerne og dræbersneglene.

En psykopat på afveje krydser indover for lige netop ikke at give plads til en hipster-varulv med et afdanket heroinvrag på bagagebæreren, der kolliderer tre roadracer-hooligans.

En kønsforstyrret men politisk fuldstændig korrekt trækkerdreng råber racist efter den afblegede blondineluder, der er kommet for langt ud i rabatten.

Gaden er fuld af hylende teenage-øgler på gule og blå piller, der skulle ha været i seng for flere timer siden, og som dumper deres logistiske ekskrementer på stedet - der var én, for hvem det undtagelsesvis lykkedes at ramme en tom skraldespand med en pizzaæske.

Et mappedyr med slips er det mest eksotiske indslag. En overtatoveret nålepudepunk med en halvkilotung hængelås gennem sit venstre øjenlåg er den mest afbalancerede i miles omkreds.

Æblet er frugtens konge i nord. Druen er frugtens dronning i syd.

Æblet hænger på sin stilk og venter på det sekund, hvor det slipper. Svup!

Som enhver frugt ønsker æbletræet på vegne af sine æbler, at der kommer en hjort, en ged eller et andet venligt dyr og spiser det, går en tur og fordøjer, og efter fire dage lægger en stak kugler i græsset med intakte æblekærner og medfølgende gødning, hvorefter et nyt æbletræ vokser op.

Det nedbrydende æble skaber sin helt egen form for liv. Hvis du fanger det, kan du få del i dette liv. Den ædle drue i syd giver liv til den dybe vin. Det spændstige æble i nord giver liv til den perlende cider eller den mindre ædle, men ikke mindre livgivende æblevin. Og i modsætning til druen overlever æblet med sin tykke skal adskillige vintermåneder med den rette opbevaring.

Et æble om dagen.

Vidste du i øvrigt, at du altid skal spise kernerne i æblet? I de kulturer, hvor man spiser æblekerner, eksisterer kræft ikke. En særlig syre i æblekernen kombinerer sig med en anden komponent og går målrettet og eksklusivt efter cancerceller. Medicinalindustrien ved det. De ved i det hele taget rigtig meget, men de skilter som bekendt ikke med naturens kure for de kroniske eller terminale sygdomme, for det er via uvidenhed og sygdom, de tjener alle deres penge.

Øl, fisse og hornmusik – bliver det større?
Bøvs, OMG og kulørte lamper.
Kunne vi sætte kikkertsigtet en anelse skarpere?

Kunne det tænkes, at der fandtes større landskaber, mere solid næring, bedre kvalitet, dybere boringer, højere flyvninger - eller større fremtidssikring og bæredygtighed for at bruge de mest fladtrampede buzzwords på markedet?

Her vil nogen måske indvende: Skal øl, fisse og hornmusik nødvendigvis være fremtidssikret? Der fik du mig! Jeg indrømmer, at jeg satte målet for urealistisk højt. Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg føler mig allerede behageligt kompromitteret.

Årene, der gik, har enten gjort os dummere eller klogere.
Pessimisten siger, at vi alle er blevet dummere.
Optimisten siger, at vi har nået bunden og er i færd med at blive klogere.
Divissionisten siger, at de fleste bliver dummere og et mindretal bliver klogere.
Personligt har jeg aldrig været dummere, så det kan stort set kun gå den anden vej herfra.

Årene har lært de af os, der ikke kan blive dummere:

- At der findes en form for viden, der bliver tilgængelig, når man holder op med at tænke på sig selv som vidende, blot fordi man er en halvstuderet røver eller oven i købet har en eller andet blæret titel på sit eksamenspapir.

- At viden er et spørgsmål om at turde stille de rigtige spørgsmål i forventning om, at du selv og ligesindede kan besvare disse spørgsmål. Med andre ord: du er ikke så dum, som man skulle tro.

- At være dum eller ikke at være dum er et Hamlet'sk dilemma. Man kan forestille det ene, mens man vælger det andet. The Way of the Fool (det lyder forkert i oversættelse).

- At dumhed ofte er et valg og ikke nødvendigvis en medfødt egenskab. Nogen har valgt, at det er bedst for dem, at vi er dumme. Herefter vælger vi selv at forblive dumme for ikke at fornærme ingeniørerne fra Stupiditetsakademiet. Eller fordi dovenskab skaber dumhed. Eller fordi vi er bange for at vide vel vidende, at viden forpligter og har konsekvenser.