29 bevingede pip fra en skamskudt hjerneskade

af morton_h aka marco_hanuman, the blogger

Alt kan ske i den blå time, når kyst møder himmel i reflekteret blåhed.

Absolut intet sker, selv den lille lyd af radioen på båden kan ikke forstyrre den kvalitative øredøvende stilhed, den store klangkasse der tier stille og synker ind i sig selv.

Så er det tid til at give tankerne et 100.000 km's eftersyn.
Er de blevet en smule rustne og slidte, har ligegyldigheden indsneget sig?
Lad vrøvlet forsvinde i gradienten mellem horisont og kystlinie, lys og mørke.

De 17 gæs, der krydser himlen fra nordvest til sydøst er fuldstændig ligeglade med betalingsbalance, UEFA-cup, Hollywood-celebriteter, benzinpriser, CO2-afgifter, mobiltelefoni og pensionsordninger. Deres fokus er overgangen mellem tydelig blå over rød-orange til utydelig blå-grøn reflekteret i et spejlblank hav.

Intet kan være vigtigere.

Bag enhver stor mand er der en stor kvinde.
Betyder det så, at der ikke er ret mange store kvinder?

Eller betyder det, at de der er, nægter at stå bag mænd men hellere vil stå forest, stå i vejen eller stå på egne ben? I så fald er vi en hel del mænd, der gerne står tilbage og ønsker jer held og lykke mod alle odds i en verden, hvor de ivrigste frontfigurer er udset til at være de nyttigste bagstræbere.

Bagstræberen har lært sig selv at bruge ordet progressiv - om sig selv.
Så hvad er problemet i at stræbe bagud? Intet.

Problemet opstår først, når stræberen ikke selv vælger, hvad den stræber efter, fremad eller bagud, men lader dig servere alle valg for din stræben.

Bag ethvert suveræn valg er der en suveræn vælger.
Sig det lige igen – har du mødt en suveræn vælger for nylig?

Definér suveræn. Det betyder selvstyrende.

Cyborgeren er flyttet ind, den er din nye nabo.

Cyborgeren har omdefineret begrebet nabo til én der befinder sig i samme rum som dig uden at være i kontakt med dig.
Cyborgeren kommunikerer digitalt vha divices. Den ser ind i En Ny Verden, der er prædefineret for den. Cyborgeren mener, at den selv har defineret Den Nye Verden.

Cyborgeren holder sig til meget korte udsagn, der ikke optager for meget mental båndbredde.

Cyborgeren udsender et konstant signal, så den ikke bliver væk for den store moder.

Cyborgeren har kredit- og debikort, kørekort, pas, cpr-nummer, rejsekort – og IP-adresse på enhver device, den identificerer sig med.

Du er cyborgerens nye nabo.

Der var engang et Sprog. Det endte i en krog. Som føde for en snog.
Der var engang Etik. Og siden slog det klik. Nu sutter den på pik.
Der var engang Natur. Den døde præmatur. Nu bruger vi kultur.
Der var engang et Land. Omkring det var der vand. Vi pisser i en spand.
Der var engang et Rige. Pirater måtte vige. Det ejes nu af rige.
Der var engang en Visdom. Vi tænkte på vort afkom. Vi trues nu af dødsdom.
Der var engang en Tro. At alting kunne gro. En kage fra en ko
Der var engang et kald. Og hovmod stod for fald. I dag et hurtigt knald.
Der var engang en fortid. Til sammen med en fremtid. Nu sidder vi i utid.

Engang i tidernes morgen så de Verdenshjulets vendepunkt. Hamlets kværn havde nået sit Zenith, og pendulet svingede den anden vej. Det startede derude, hvor den store spiral står stille for at kunne dreje. Som Retfærdighedens Hjul drejer det langsomt men sikkert, og ingen undslipper.

De så med stor sørgmodighed, at alt det skabte og venererede var dømt til at visne og skrumpe ifølge en profeti, der byggede på kostbar, indhøstet erfaring, der tog 100 generationer og gik tilbage til en tid, de ikke selv var i stand til at tidsregne.

Forinden havde de flyttet rundt på en masse umanerligt store sten. Og nu begyndte de at nedfælde det i sten, grave sig ned i sten og dynge sten og jord oven på deres sten.

Da deres efterkommere i den visne og skrumpede tid så deres efterladenskaber, undrede de sig og begyndte at opfinde sære bortforklaringer af tidernes morgens utilladelige storhed.

For de uindviede kan det synes helt hen i vejret. For den hjemmearbejdende er det med årene blevet indlysende. 
Verden er en syg stodder med ondt i samtlige organer.

Nyrerne, vandet, den rensende blå kilde, blodets destillator.
Leveren, mineralerne, det kemiske grønne kraftværk.
Lungerne, luften, det kølende hvide nærvær.
Hjertet, ilden, det flammende elektriske røde, den anden hjerne.
Maven, jorden, det nedbrydende og nærende gule, al sundheds kilde, den tredje hjerne.

Sådan burde det være.
Men Verdens recirkulerede blod flyder dårligt. Hver gang det passerer destilatoren er det mere beskidt. Snarligt forestående nyresvigt.

Verdens kemi er petrokemi. Det hele stinker af olie, medicin og tilsætningsstoffer. Snarligt forestående forgiftning.

Verdens luft er fyldt med smog, beskidt elektricitet, sjove striber på himlen. Snarligt forestående kvælning.

Verdens iltede blod, den store økonomi og husholdning er inficeret og blokeret. Snarligt forestående parasit-ophobning.

Verdens køkkenhave, grønttorv og spisekammer er fuld af kakkerlakker, dræbersnegle og pest i siden. Snarligt forestående udhungring.

Gør det noget, at jeg lige blander mig i diskussionen?
Det er blot fordi, jeg savner substans og facts og fornemmer en udtalt mangel på forholden sig til virkeligheden. 

Jeg hører en masse snak om Utopia og Dystopia i en kultur ved navn Myopia.

Jeg kunne godt tænke mig at tale om Verden, som den er, har været og bør være og ikke Verden, som den sidder ubehjælpeligt i flæsket på os.

Jeg ved og anerkender, at denne snak eller rettere mangel på samme er et produkt af det århundrede, der ødelagde al samtale om virkeligheden. Jeg mener ikke, at det er endegyldigt og for sent.

Jeg mødte for nylig en stak mennesker, der havde det på samme måde. Og de begynder nærmest at stimle sammen. Jeg tænkte, at det måske ikke var så forhåndsbestemt og håbløst alligevel?

Havet er uendeligt.
Det er med vand som hønen og ægget: det umuligt at sige, hvad der kom først, skyen, regnen, isbjernet eller havet. I mellemtiden udsprang kilden, floden, søen og senest ankom kanalen, havnen og isterningemaskinen, så meget ved vi. Men hvor kom havet fra?

Der er dem, der siger, at det kom ned fra Himlen, fordi en ukendt vandplanet i en ukendt fortid af ukendte årsager gik i stykker. 

Der er dem, der siger, at der er en kæmpe iskugle inde i Jorden, der konstant udvider sig. Hvor kom den så fra?

Der er stadig dem, der siger, at Gud zappede med sin kæp og sin stav (med andre ord pissede over det hele) og skabte vandene efter først at have skabt Himmel og Jord.

Der er også dem, der er ræbende ligeglade, bare der er koldt og varmt vand i hanen.

For et halvt århundrede lå der en fyrbøje i Østersøen mellem Sjælland og Bornholm. I jobannoncen til stillingen som fyrpasser blev der udover de faglige kvalifikationer stillet som krav at ansøgeren var i stand til at være alene med sig selv på ubestemt tid. Fyrpasseren kunne ikke forlade sin bøje, og han fik kun et kort besøg en gang om måneden af en forsyningsbåd.

Der kunne også have stået i annoncen:
- Har du et afklaret forhold til uendeligheden og dit eget sjæleliv?
Underforstået: hvis ikke, vil du gå rablende gazongas efter et stykke tid, og du er dermed ikke den rette mand til jobbet.

Information til samfundet fra borgerne:

Kære Samfund! 
Det drejer sig om den titel, du ved nok, som du bruger, når du snakker: borger. Det med at være en borger, er det ikke noget med at være i sikkerhed indenfor murene? Ikke at vi savner hverken Berlinmuren, Grædemuren eller muren ved Dannevirke. Vi synes også, det ville være besværligt at møve sig gennem voldanlægget omkring København kl. 8 om morgenen på cykel. Men vi er nogen, der synes, at herrerne og damerne på Borgen ikke helt har forstået udtrykket, og at de har forpligtet til at passe på de folk, der bor i og udenfor bymuren. Vi synes ikke, at hverken de såkaldt borgerlige eller de venstreliberale – altså de, der hed de venstreorienterede før socialismen omkom – borger for nogen kvalitet i den måde de sælger ud af både nationale værdier såvel som moral for tiden og tydeligvis mere ser det som deres opgave at passe på, at Goldman Sachs og A.P Møller ikke kommer til skade – som om de havde indgået borgerlig vielse på råddenhuset og var hoppet i kanen sammen bagefter.

Vi kunne derfor godt tænke os ikke at blive kaldt for borgere længere men bare mennesker. Og så kunne vi måske også tænke os, at I holdt op med at kalde jer selv for Samfundet. Det kan godt være, at I har fundet sammen om at dukke nakken på alle de undermålere, som I kalder for borgerne, men det sted, I kalder for samfundet har ikke længere fundet sammen. Det er klasket og stuvet sammen.

Og hvis I absolut insisterer på at bruge det skrankepave-udtryk, så burde I i det mindste yde noget borgerservice, så det såkaldte samfundet ikke kører ud i en borgerkrig. Hermed et par borgerlige ord fra Borgmester Hansens Allé.

Jobannonce: Gud søges.
Unik stilling som Verdens Skaber og Opretholder.

Du er den rette ansøger til denne attraktive stilling, fordi du:
- altid har drømt om et Big Gang Bang
- ikke ser dig unødvendigt over skulderen, når du fyrer ansatte
- ikke er bange for at slukke lyset ved konjunktursving
- har mindst to ansigter og gerne et par stykker i skuffen
- bipolaritet er derfor ingen hindring
- har forstået, at begrebet kompetence er et darwinistisk koncept, der handler om, at visse dyr æder andre dyr
- har forstået, at verdens skabelse og opretholdelse er noget bullshit,
og at du er i ingeniør- og design-branchen
- har en tordenkile og er ikke bange for at bruge den på givent signal
- er højt hævet over begreber som mental sundhed, samvittighed og medfølelse

Du har mindst 3000 års erfaring med menneskeofring.
Kvinder er også velkomne til at søge stillingen og behøver ikke at have langt skæg.

Korrekthedens lov:

Du skal ikke tro, du kan mene noget, der ikke er godkendt.
Vi er korrekthedens stempel.

Du skal ikke tro, at du kan nyde accept uden at være korrekt.
Vi er korrekthedens psykiatri.

Du skal ikke tro, at du kan være klogere, end korrektheden tillader.
Vi er korrekthedens skolevæsen.

Du skal ikke bilde dig ind, at du kan være korrekt på egen hånd
Vi er korrekthedens forældre.

Du skal ikke tro, at du kan være mere korrekt end korrektheden.
Vi er korrekthedens perfektion.

Du skal ikke tro, at der findes andet end korrektheden.
Vi er korrekthedens univers.

Du skal ikke tro, at du kan stille noget op mod korrekthedens lov.
Vi er korrekthedens højesteret.

Du skal ikke tro, du kan korrigere os.
Vi er korrekthedens ingeniører.

Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dine indvendinger mod det korrekte.
Vi er korrekthedens omdrejningspunkt.

Du skal ikke tro, at du kan gennemskue korrektheden, for vi ved alt om den, selvom den er uigennemskuelig.
Vi er korrekthedens ypperstepræster.

Du skal ikke tro, at korrektheden kan gennemskues.
Vi er korrekthedens kryptører.

Du skal ikke tro, at vi ikke ved bedre, selvom du aldrig kan vide bedre.
Vi er korrekthedens oplyste


Du skal ikke tro, at du kan undslippe den politiske korrekthed, for vi ved noget om dig. 
Vi er korrekthedens efterretningsvæsen.

Landet, jeg bor i, er bygget af lerbanker, kalkaflejringer, muslingeskaller, gæs der har skidt, vestenvind, træer og græs, salt- og brakvand og millioner af regnorm, der har trukket visne blade ned i jorden. Kun få nævnt, ingen glemt.

Landet, jeg bor i, var beboet af utalte generationer af mænd og kvinder, der ærede landet, de boede i, dets gaver, dets landskab, dets dal- og bakkestrøg, dets heder, dets skove og dets enge og strande. Af leret sprang der mursten og tegl, af strandengene sprang der rør til tage. Af skovene sprang der planker til møbler, vægge og skibe. Af jorden sprang der afgrøder og alskens overflod.

Landet, jeg bor i, er udtværet af en maskine. Maskinen har fældet skovene, gennempløjet og udpint og forgiftet jorden, vandet og luften. Hvor der før var en variation af forskellige dyr og planter har maskinen efterladt få og ensartede. Hvor der før gik glade grise rundt på markerne, bor de nu i etageegendomme, vader rundt i eget lort og sygdomme og får et skud penicillin i røven. Ligesom forsøgsdyrene på to ben i byerne.

Landet, jeg bor i, er for det meste ved at dø.

Mørkets Fyrste kalder de mig. 

Jeg er ikke upåvirket af smiger, men smigreren har mere brug for at smigre, end jeg jeg har brug for at blive smigret.

Jeg tager gerne imod invitationer. Jeg kan ifølge min stillingsbeskrivelse ikke ankomme uden, men da tilbudene synes at ankomme løbende, er det aldrig et problem.

Jeg er en meget reserveret person, så jeg holder af at færdes incognito. Derfor indeholder min garderobe et stort og varieret udtræk af tillidsskabende og respektable outfits. Ligeledes indeholder mit sminkeskab muligheder for at skjule min til tider lidt gustne teint.

Som den fødte sportsmand holder jeg af at spille på udebane. Du vil derfor have mulighed for at møde mig i såkaldt fine og hæderlige selskaber. Hvis du dog for en stund kan holde på en hemmelighed, så er disse selskaber langt fra så hæderlige og fine, som de udgiver sig for. Faktisk føler jeg mig for det meste hjemme der. Jeg vil tro min stil har dannet mode gennem tiderne.

Som særdeles erfaren i mørkets kunster kan jeg tilbyde en række konsulent-ydelser. Alle sammen for en pris, selvfølgelig.

Når der falder frugter ned fra Himlen, så er det på tide at overveje, om de er bedst til at fodre geder med, brygge vin på, lave chutney af eller smide efter naboens kat. Eller det hele på én gang og efter tur.

Hvis du aldrig har haft en frugtgård/træhave, så ved du ikke, hvad jeg taler om. Jeg vidste det ikke, før jeg havde én og oplevede den, hvorefter jeg ved om den, værdsætter den og taler om den og bruger den i ære og respekt for dens rige gaver. 

Jeg ser en udtalt mangel på værdsættelse, hvor jeg kommer og går. Det gror, det er gratis, det er en gave. Sådan er det, men vi har lært, at det er dødt, det er dårligt, og det er debit. Og hvis det ikke koster kassen, er det ikke noget værd.

Naturen, det billige skidt, tænker anderledes. Det giver, og det giver igen, og hvis det værdsættes, giver det endnu en gang. Hvis du oven i købet giver tilbage, giver det fire-dobbelt.

Ordet er frit, siger de. Det kaldes ytringsfrihed.
Det er nok, hvad der kaldes en sandhed med modifikationer.
Det demokratiske selvbedrag holder af at smykke sig selv med dette udsagn.

Ordet er kun frit, så længe du taler og stryger det liberale projekt med hårene.
Ordet er kun frit, hvis Imperiet føler sig tryg ved dine ytringer.
Ordet er kun frit, hvis du ikke kritiserer de egentlige magthavere - du kan til enhver tid kritisere deres demokratiske stand-in-dummies, det er det, de er beregnet til.
Ordet er kun frit, hvis du ikke kommer for tæt på tampen, der brænder. 
Ordet er kun frit, hvis du ikke nævner denne verdens egentlige herskere.
Ordet er kun frit, så længe du ikke udtrykker berettiget vrede, det kaldes hadetale og er blevet forbudt i flere lande i Verden.
Ordet er kun frit, så længe de er sikker på, at du ikke bliver hørt. Du må gerne lukke døren og råve efter tøjdyrene i sofaen.

Ordet er til gengæld frit for de, der er clearet for enhver tilskyndelse til at udtale sig om noget, der kan vække anstød i det toneangivende selskab bag røgfarvede panserglas.

Ponenos på græsk er ondskab. 
Findes der overhovedet ondskab, spørger relativisten?

Der stilles hermed et svært spørgsmål, for begreberne er vendt på hovedet og al tale om ondskab er blevet idømt politisk ukorrekthed af Ondskabens Imperium. For relativisten er det bare et stupidt spørgsmål.

Svaret er entydigt: selvfølgelig findes der ondskab. Vi bør indføre et nyt kriterium, der ret beset er et ældgammelt kriterium: intuitivt korrekt. Folk ved via simpel intuition, at ondskab findes. Ondskaben er direkte oplevbar.

Ondskabens Imperium, sagde du, hvad er det? Det er uhyre simpelt. Det er psykopat-vældet. Herefter et det blot at stadfæste, hvori dette vælde består. Det er de 5% hjerneskadede af menneskeheden, der tvinger 20% til gøre deres beskidte arbejde, så de 75% kan bidrage med deres dumhedskraft.

Hvorfor er der 5% hjerneskadede, spørger du?
Spørsmålet kan ikke besvares uden at blive politisk ukorrekt. 

Det skyldes for en dels vedkommende, at en særlig etnisk-social-politisk gruppe af global-dominante mennesker har valgt at omskære og traumatisere deres drengebørn i deres 8'nde levedag, hvilket forstyrrer den essentielle 21-dags periode (den primære pubertet) for dermed at skabe sociopater, egnet til at styre Ondskabens Verden. Læg dertil størstedelen af den mandlige amerikanske befolkning, hvor man ikke ventede 8 dage med overgrebet men gjorde det ved fødslen. Om det så er værre eller bedre, er uvist

Læg dertil de psykopater, der ikke tilhører den omtalte etnisk-social-politiske gruppe, der blot er blevet svigtet og mishandlet på anden vis indenfor deres første to leveår. Mere skal der ikke til. Gør det sig mere gældende i lavere sociale lag? Tværtimod. Whiskybæltet nærmest massefabrikerer dem qua deres selvoptagede karriereforældre. Vi ser dem senere stige til vejrs som korkpropper i alle magtstrukturer.

Var det svar på spørgsmålet, spørger vi relativisten?

Q& A


Hvad er forskellen på en tyran og en politisk korrekt?
Tyrannen giver sig ikke ud for at være andet.

Hvorfor bruger man ikke ordet stokkonservativ længere?
Vi har ordet venstreliberal i stedet.

Hvad er forskellen på elektroniske og trykte nyhedsmedier?
De trykte kan til nød bruges til at tørre røv med.

Hvad er forskellen på TV-avisen og en telefonbog?
Telefonbogen er non-fiktion.

Hvad er forskellen på den amerikanske præsident og Adolf Hitler?
Hitler var folkevalgt.

Hvad er forskellen på et banklån og en agurk?
Agurken indeholder substans, der ikke er opstået ud af den blå luft.

Hvad er ligheden mellem Anders Fogh og en bagerjomfru?
Begge har haft fingrene i kagedåsen.

Hvem er mest pålidelig, CIA eller en statistik?
CIA - du kan trygt stole på, at de lyver hver gang, de bliver spurgt.

Hvad er ligheden mellem amerikansk krigsførelse og en telefonsvarer?
Begge gentager sig selv ad infinitum, indtil nogen knalder røret i.

Råb i ørkenen, råb til Himlen, råb ad Helvede til hvis så
Røv en bank, bank en røv, red et barn fra voksnes ar
Rod i grunden, grav i bunden, kræv i bund og grund et svar

Ryg en pibe, rul en tåbe, rentefri er kæmperim
Ryst et træ med søde frugter, vinens bobler buldrer svagt
Giv din Fanden skud for panden, gød din gane ganske bragt

Rid din mare før den rider, ryd din bar for kildevand
Ret din rygmarv, rank din retfærd, rist en rune til en ven
Ret din færden i din Verden, ryst og rens og råb igen

Således talte profeten Alcaselzer i et surt opstød:

Gud fri os fra de frigjorte fra alt, thi de har fribyttet Jorden og belånt dens indvånere med global friværdi og liberal libido.

Salig er de levende i ånden, thi rentedøden er dem vederstyggelig, og ågerkarlene vil lede forgæves i ørkenen efter gæld og skyld.

Forsager eder Mammon, al hans gerning og alt hans væsen.

Sandelig siger jeg: Jeg vil uddrive den ny tids kræmmere fra den ny tids Templer.

Jeg anråber Himlen til et Jubilæum for denne Verdens udpinte.

Men mere end alt anmoder jeg Jordens udpinte: Lad så for helvede være med at hoppe på den forpulede limpind én gang til, for kræmmerne og ågerkarlene har glemt, hvad et Jubilæum er.

Og som en af mine kolleger med langt gråt skæg mumlede allerede for et par årtusinder siden: Falske vægtskåle er Herren en gru, fuldvægtig lod er efter hans sind (Ordsp 11,1). Det er sgu de samme typer, der snyder ved vægten i dag som dengang!

En anden af mine kolleger fik nok en dag, hvorefter han tævede alle ågerkarlene i Templet med en hårdt vredet gulvklud. Så tag bare sådan en med næste gang, du skal til møde med skattevæsenet, har en aftale med din bankråddengiver eller assurandør. Og mens du er i gang, kan du også lige lammetæve et par mobilabbonementsælgere i forhallen til Hovedbanegården. Du har min velsignelse, min søn.

Tro ikke, at du kan fortælle de skriftkloge noget.
Thi de har dekonstrueret alt, de kom i nærheden af og sat det sammen igen på forunderlig vis. 

De har skabt lejehære af kimærer, kloner, klabautermænd, kastrater, kulturradikalister, kron-kapitalister, kontorterrorister, kabbalister og andre kakafonister.

De har vist os vejen som ind i helvede med kvantiteter, klimasuppe, kapitalgrød, kompetencer, kønsforvirring, kræftformer, kinasyndromer, kz-lejre krigsmaskiner, kvindeforskning, kujonforherligelse og kosmisk vækstforstoppelse.

Mener du, at du har noget at byde ind med i misforster-industrien?
Hvis ja, god fornøjelse så længe det varer.

Utyske, sagde de. De skiftede bare dyr ud med tyske.
Den britiske premierminister sagde i starten af krigen:
Dette er ikke en krig mod nazisterne, dette er en krig mod hele det tyske folk.

Herefter bombede man ikke længere militære eller industrielle mål men kun beboelseskvarterer om natten. Der var ikke kun Dresden, der var 75 brandbombede Dresden'er. I kælderskaktene flød der et tykt lag af smeltet menneskefedt. I slutningen af krigen blev millioner af tyske kvinder voldtaget til døde. De, der overlevede, var pumpet fulde af bolsjevik-sæd efter ordre fra Stalins propagandaminister, Ilya Ehrenreich.

Det tog to verdenskrige at knække og knægte tyskerne. 1. Verdenskrig knækkede dem økonomisk og smurte krigen og gælden/skylden af på dem i Versailles, selvom det var det britiske establishment, der udtænkte og startede krigen for at destruere deres misundelsesobjekter: det østrig-ungarske, det tyrkiske, det tyske og det russiske rige. 2. Verdenskrig fandt sted, fordi tyskerne forståeligt nok ikke accepterede skylden for det Perfide Albion's misundelsesprojekt. 

Det lykkedes. Tyskerne er i dag et skyldbetynget, selvcensurerende folkefærd, pumpet op med politisk masochistisk korrekthed, ædende op den bolsjevikkiske løgn om gaskamrene, det perfekte cover-up for både Gulag, 75 Dresden'er og det store folkmord på en halv milliard mennesker i det 20. århundrede.

Det giver ordet utyske en dybere betydning. Tyskerne har lært at være utyske.

Var der nogen, der sagde noget? (seen til højre og til venstre)
Godt, for hvis der var, så kom lige herop, så vi kan få visse ting på plads!

Først og fremmest skal du ikke være næsvis.
Eller selvsikker.
Eller kålhøgen.
Eller kritisk.
Eller konspiratorisk teoretisk.
Eller bedrevidende, fordi du mener, at du har gjort et stykke hjemmearbejde.
Eller uautoriseret, fordi du fraskriver dig uddannelsesskade.
Eller suveræn, fordi du ikke vil indordne dig som subjekt.
Eller fordomsfri, fordi du ikke anerkender vores suveræne domsafsigelser.
Eller lidt for krævende, fordi du ikke har tænkt dig at leve op til vores kravs-specifikation.
Eller utilstedeligt vredladen blot fordi du bliver røvpulet.

Så fik vi lissom det på plads. Sæt dig ned igen og sut lidt på dén.

What the fuck, er der ikke noget wifi!? det er det rene wildcart, der her!

OK, Bimboline, når vi nu har et par af de anglo-lækre ord fremme, kan det godt være, du kunne trænge til en detox fra din dåse der - altså mobildildoen. Det er jo rimelig sygt at se på, at du hiver den op af lommen hver gang du holder for rødt lys på cykel i fald af, at skulle være ankommet en sms, som, hvis ikke du straks svarer på den med en en-liniers blørp, bevirker, at du vil blive socialt udstødt.

Hvornår har du sidst sovet uden at have din iTingest under hovedpuden til at udsende et elektromagnetisk signal lige gennem din hjerne, der er fire gange så kraftigt som emf'en fra et diesellokomotiv? Suppleret af de 48 lignende wifi-signaler af fremragende styrke, der kører i opgangen og ejendommen overfor. Samtidig med at der står en sendemast på jeres tag. Samtidig med, at ejendomsselskabet har installeret smartmetre på dine radiatorer, der pinger dit nervesystem hvert 4. sekund.

Hvornå slukkede du sidst for lommetyrannen og tog ud og sov under åben himmel i bælravende mørke med lyden af natugler midt i stilheden? Eller endnu bedre: lod den blive hjemme. Som kontormus er du punket til at levere hurtige svartider, men derfor behøver servicebranchens krav vel ikke også gælde dit privatliv?

Siger du, at du bliver enormt stresset, hvis ikke er online 24/7? Den tror jeg lige, du skal vende med din psykolog-coach. Det hedder abstinenser, for du er iNarkoman, det er symptomer på AT du er kronisk stresset i forvejen. Det er da klart, at narkomanen er helt nede og køre, hvis hun ikke får sit fix, hvad havde du regnet med?

X er et sært overflødigt og i nogen grad udenlandsk bogstav.

Xerxes og Alexander havde brug for x for at være helte.
Pax Romanorum fik romerrigets undersåtter til holde op med at gøre oprør.
Okkulte farvekodninger kræver hexadecimaler.
Sex stavet uden x er en gang xxx bunkepul.
Apple har et okkult X i den bløde afdeling.
Oaxaca er en by i Mexico, der udtales wahaka (hvad skulle man så med x'et?)
Metaxa kan ikke drikkes uden x.
Exit fungerer ikke uden x.
P_x er en mærkelig måde at skrive Jesus på.

P^x er noget med medicinalindustri. Det hedder symbolgenbrug.
Jeg har mødt en, der kalder sig for Jexper for at være mere interessant, og nu har jeg vrøvlet 12 linier i træk, mindst.

Hvis vi skal sige noget ikke-vrøvl om X, så skal vi tilbage til den ældre Futhark, hvor X er Gebo, gaven. Og gæt, hvad vi løber ind i her: X-mas!
Men den historie er så spændende, at jeg vil gemme den til en anden gang.

Ydmyghed er et miskendt og misforstået ord.

Det forveksles med duknakkethed, selvom det betyder respekt for det, der er større end dig selv. En hjerneskade fra en imperial-slave-kultur.

At være ydmyg er at udvise ære og respekt uden opfordring og i simpel anderkendelse det anerkendelsesværdige.

I en kultur, der dyrker foragt og disrespekt, kan en sådan gestus meget nemt tolkes som det modsatte: underkuethed. Det har intet med mangel på selvværd eller falsk beskedenhed at gøre. Det er det modsatte af megaloman.

Slavekulturen forstår ikke, at ydmyghed er en ganske suveræn og frivillig gestus. Både slaven og slavepiskeren vil straks tænke på den ydmyge som den ydmygede. Tyv tror, at hver mand stjæler.

Zombierne vælter op af kloakkerne for tiden og blander sig med vampyrerne, automatonerne og dræbersneglene.

En psykopat på afveje krydser indover for lige netop ikke at give plads til en hipster-varulv med et afdanket heroinvrag på bagagebæreren, der kolliderer tre roadracer-hooligans.

En kønsforstyrret men politisk fuldstændig korrekt trækkerdreng råber racist efter den afblegede blondineluder, der er kommet for langt ud i rabatten.

Gaden er fuld af hylende teenage-øgler på gule og blå piller, der skulle ha været i seng for flere timer siden, og som dumper deres logistiske ekskrementer på stedet - der var én, for hvem det undtagelsesvis lykkedes at ramme en tom skraldespand med en pizzaæske.

Et mappedyr med slips er det mest eksotiske indslag. En overtatoveret nålepudepunk med en halvkilotung hængelås gennem sit venstre øjenlåg er den mest afbalancerede i miles omkreds.

Æblet er frugtens konge i nord. Druen er frugtens dronning i syd.

Æblet hænger på sin stilk og venter på det sekund, hvor det slipper. Svup!

Som enhver frugt ønsker æbletræet på vegne af sine æbler, at der kommer en hjort, en ged eller et andet venligt dyr og spiser det, går en tur og fordøjer, og efter fire dage lægger en stak kugler i græsset med intakte æblekærner og medfølgende gødning, hvorefter et nyt æbletræ vokser op.

Det nedbrydende æble skaber sin helt egen form for liv. Hvis du fanger det, kan du få del i dette liv. Den ædle drue i syd giver liv til den dybe vin. Det spændstige æble i nord giver liv til den perlende cider eller den mindre ædle, men ikke mindre livgivende æblevin. Og i modsætning til druen overlever æblet med sin tykke skal adskillige vintermåneder med den rette opbevaring.

Et æble om dagen.

Vidste du i øvrigt, at du altid skal spise kernerne i æblet? I de kulturer, hvor man spiser æblekerner, eksisterer kræft ikke. En særlig syre i æblekernen kombinerer sig med en anden komponent og går målrettet og eksklusivt efter cancerceller. Medicinalindustrien ved det. De ved i det hele taget rigtig meget, men de skilter som bekendt ikke med naturens kure for de kroniske eller terminale sygdomme, for det er via uvidenhed og sygdom, de tjener alle deres penge.

Øl, fisse og hornmusik – bliver det større?
Bøvs, OMG og kulørte lamper.
Kunne vi sætte kikkertsigtet en anelse skarpere?

Kunne det tænkes, at der fandtes større landskaber, mere solid næring, bedre kvalitet, dybere boringer, højere flyvninger - eller større fremtidssikring og bæredygtighed for at bruge de mest fladtrampede buzzwords på markedet?

Her vil nogen måske indvende: Skal øl, fisse og hornmusik nødvendigvis være fremtidssikret? Der fik du mig! Jeg indrømmer, at jeg satte målet for urealistisk højt. Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg føler mig allerede behageligt kompromitteret.

Årene, der gik, har enten gjort os dummere eller klogere.
Pessimisten siger, at vi alle er blevet dummere.
Optimisten siger, at vi har nået bunden og er i færd med at blive klogere.
Divissionisten siger, at de fleste bliver dummere og et mindretal bliver klogere.
Personligt har jeg aldrig været dummere, så det kan stort set kun gå den anden vej herfra.

Årene har lært de af os, der ikke kan blive dummere:

- At der findes en form for viden, der bliver tilgængelig, når man holder op med at tænke på sig selv som vidende, blot fordi man er en halvstuderet røver eller oven i købet har en eller andet blæret titel på sit eksamenspapir.

- At viden er et spørgsmål om at turde stille de rigtige spørgsmål i forventning om, at du selv og ligesindede kan besvare disse spørgsmål. Med andre ord: du er ikke så dum, som man skulle tro.

- At være dum eller ikke at være dum er et Hamlet'sk dilemma. Man kan forestille det ene, mens man vælger det andet. The Way of the Fool (det lyder forkert i oversættelse).

- At dumhed ofte er et valg og ikke nødvendigvis en medfødt egenskab. Nogen har valgt, at det er bedst for dem, at vi er dumme. Herefter vælger vi selv at forblive dumme for ikke at fornærme ingeniørerne fra Stupiditetsakademiet. Eller fordi dovenskab skaber dumhed. Eller fordi vi er bange for at vide vel vidende, at viden forpligter og har konsekvenser.

Hvad er en stat? og andre spørgsmål voksne ikke kan svare på

af Heinrich R.

Rune Lykkeberg har begået et interview med Mogens Herman Hansen, i anledning af dennes seneste bog. Det kan ses og høres her: Verdensberømt filolog gør dig klogere på, hvad en stat er

Mogens Herman Hansen er så afgjort værd at lytte til, og givetvis vil hans pointer fremgå klarere af bogen end af interviewet. Men der var en del udsagn under interviewet der skurrede snarere end behagede, hvilket gav anledning til nedenstående betragtninger.

At 'staten' skulle være befolkningen, folket, nationen, landet eller dets territorium, er ordskvalder, som er hørt mange gange. Det er muligt at Mogens Herman Hansen gengiver hvad de fleste forstår ved 'stat', snarere end sin egen opfattelse. I det tilfælde observerer han korrekt; i modsat fald er det trist at observere at en opvakt filolog tilsyneladende tilslutter sig koret.

Max Weber har fattet hvad 'stat' er, nemlig noget der er knyttet til et lands forvaltningsapparat, eller rettere de politiske herrers bureaukratiske apparat, der forestår forvaltningen er de herskendes vilje gennem deres monopol på tvang og vold. En anden nogenlunde samtidig politisk tænker, Carl Schmidt, udtrykker samme statsforståelse, bl.a. i værket som “The Concept of the Political” (oversat fra tysk).

Det er pinefuldt at lægge ører til opsummering af hvad der bør forstås ved 'samfundet'. Men måske misforstår jeg - er det vitterligt MHH's opfattelse, der kommer til udtryk, eller er det blot nutidens, gængse vrangforestillinger der udsættes for polemisk luften?

Et samfund er summen af alle dets dele; hverken mere eller mindre. Et samfund er ikke en entitet, en persona af en art, såsom f.eks. en klub, man kan være medlem af eller ej. Man kan være en del af et samfund, og være medlem af en klub. Ingen kan være medlem af et samfund, eller være en del af en klub, for det ordvalg beskriver ikke relationen mellem et individ og de to vidt forskellige former for et kollektiv. 

Hans forklaring på hvad der må forstås med 'nationalstat', er uheldig. En nation er det territorie, der er rammen for et folks liv, og således er nation og folk tæt forbundne størrelse. Et folk uden nation (f.eks. en etnisk gruppe der er blevet tvangsforflyttet) er reelt ikke længere 'et folk', da et folk uden territorie og en vis grad af selvbestemmelse (autonomi) ikke er andet end efterladenskaberne af et folk der var, men ikke længere er. Et folk, reduceret til 'a has been'. Det er ikke uden grund, at grundordet i 'nation' er det latinske natio, 'fødsel', for ordet udtrykker en tæt forbundethed mellem en gruppes medlemmer og deres levested.

Enhver nation har selvfølgelig et folk, og en selvforvaltning af en eller anden slags, altså en stat. Den konstruktion - en nations og dermed et folks eget forvaltningsapparat, der hersker over over det nationale territorie og dets befolkning, folket. Den opfattelse falder i tråd med tidligere tiders bystater, som har været nationer med eget folk. Den statsmodel var udbredt i klassisk tid, var det i romerriget, og har været det på danske breddegrader meget længe og indtil for nyligt. Enhver købstad var en stad, dvs. en (by)stat, hvor en central forvaltningen (staden) var det administrative omdrejningspunkt for oplandet og folket der hørte til. Et amt (fra tysk Amt, bet. forvaltning) var en fortsættelse af samme ide, hvor en stad var centrum for et selvforvaltende område. Før de størrelse blev kaldt amter, blev de (i det danske rige) kaldt lener, og før det bispedømmer. Same same; altid har en stad været knyttet til forekomsten af en katedral (og dermed en biskop), da enhver 'katedral' (kypriotisk græsk: katedrikos, bet. “sæde”, vel at mærke ikke een af den slags korporlige sæder der er en integreret del af siddemøbler) altid (?) har været et sted der handlede om politisk ledelse, om forvaltning og om undervisning. 

Det er dog ikke hvad der er forstået med 'nationalstat'; i det mindste ikke helt. Nationalstater (som begreb med den betegnelse) begyndte at opstå midt i 1800-tallet, og betød da ofte snarere en sammenslutning af nationer med tilhørende folk, forsamlet i et forbund med en fælles forvaltning. Den slags størrelser kunne være i form af en føderation, et rige (som f.eks. det danske rige eller Danmarks Rige, der var andet og mere end Kongeriget Danmark) o.lign. 

Sådanne nationalstater var ofte kunstigt sammenbragte, da nationerne havde forskellig kultur, bl.a. store forskelle i traditioner, sprog osv. Den slags nationalstater vil jeg mene egentligt var anti-nationale af natur, da de fordrede at nationale identitet blev svækket og i høj erstattet med en over-national pseudo-identitet, som ikke kunne være andet end resultatet af en intellektuel konstruktion. En konstruktion, der alene kunne gøres til kollektivets illusion (aka 'virkelighed', 'verden', 'Reality') såfremt et statsskolevæsen (en del af datidens kultus og kultusvæsen) havde kontrol over hvilke fortænkte forestillinger der skulle indpodes i befolkningens børn, gennem kartografisk gestalteri og intens doceren overfor de uvidende og uskyldige små. 

Samt ikke mindst, gennem politisk kontrol med det sprog, der skulle været nationalstatens, således at et officielt fællessprog kunne dekreteres til at være nationalstatens sprog. Ofte betød det, at et fællessprog ligefrem blev konstrueret i et anfald af modernistisk begejstring for tidens klogskab; bl.a. blev moderne dansk bevidst konstrueret i den tid gennem en kommission af lærde tænkere, med Svend Grundtvig i førertrøjen, hvilket resulterede i moderne dansk, i værkerne “Dansk Haandordbog” (dets to udgaver bør vist ses som snarere to værker) og siden det kodificerede (skrift)sprog etablering som påtvungen norm som følge af den velkendte juridisk-politisk proces som består i legalisering. Konkret som følge af Rigsdagens behandling og tilslutning til forslaget om en (ny) bekendtgørelse om ret skrivning, i 1892.

At kalde Polen for en nationalstat er på sin vis korrekt, og på den anden side ekstremt misvisende. At 97% af Polens befolkning taler ikke blot polsk, men rigspolsk (polsk uden dialekt) vidner ikke nødvendigvis om at Polen er én nation; måske vidner det om at Polen ikke er resultatet af nationers sammenlægning til en samlet nationalstat? Hvis Polen var en nationalstat (i betydningen en forening af polske nationer/folk), ville der have været talrige polske dialekter i Polen. Dialekt forekommer vistnok ikke i det moderne Polen, og det antyder i sig selv, at det moderne Polen kan være langt mere kunstig konstruktion end man skulle tro, da fraværet af dialekt antyder at der kan være stærkt begrænset historicitet bag dette moderne Polen! En uunderbygget formodning og tese, som vidende personer formodent kan skyde i sænk eller på anden vis korrigere.

Betragtningerne om Polen er lidet historisk korrekte. Det er tænkeligt, at den Stalin-sovjetiske invasion af den østlige del af Polen, betød at polakker drog vestpå, til det område det national-socialistiske Tyskland nogenlunde samtidige havde gjort til ikke-Polen. Det er muligvis vanskeligt at afgøre, da forholdene i ex-Polen dengang er meget ringe dokumenterede, og de fortællinger der fortælles ikke er synderligt troværdige. Det er ikke et emne, jeg har nogen viden om, så jeg skal ikke påstå mere end hvad min mangel på viden kan bære.

Hvad angår de 4 mio. tyskere der blev fordrevet fra Polen i 1945, er MHH's udsagn stærkt fordrejet - etniske tyskere forsøgte at flygte fra den Røde Hær, og ikke mindst det sovjetiske statspoliti, NKVD. De søgte med vest, mod en del af Tyskland som de håbede ville blive 'befriet' af briterne og amerikanerne, som de antog ville være mindre morderisk stemte end de røde horder. Det var de også, men hvis man undersøger de faktiske, historiske forhold, så begik også US Army massemord på den tyske befolkning, både under krigen (bombning af tyske byer, på samme vis som britiske RAF havde gjort siden 1943) og efter krigens ophør (deciderede dødslejre; læs James Bacque for at få dén del af historien med). De amerikanske dødslejre efter krigen, der resulterede i ca. 1 mio. villede dødsfald, og mange andre uhyrligheder som briterne og amerikanerne begik, står dog ikke mål med Stalin-regimets excesser i samme ufine disciplin.

Det lykkes langtfra alle de germanere der gerne ville undgå den sovjetiske stålmands eugeniske ambitioner og ekstreme hævngerrighed, at opnå det. Uha uha, her bliver ubehaget for alvor fór grafisk og ubehageligt til at dvæle ved. Selv ved genforeningen af Tyskland for 25 år siden, blev de tyske lande ikke samlet igen. Det var blot en brøkdel af det tidligere Preussen, der er så germansk og tysk som noget og nogen, der igen blev indlemmet i det nyeste Tyskland.

Påstanden om at jøderne var døde i 1945, er ahistorisk spin, men selvfølgelig helt i tråd med Stalin-æraens propaganda om tyskernes massemord på jøderne, der årtier senere er blevet brandet “(The) Holocaust”. Det bedragerisk spin, som blev fostret af syge hovedet i datidens sovjet-apparat, blev godtaget dengang, og i dag er det en myte der ivrigt forsvares med alle tænkelig kneb, uagtet at anekdoterne og påstandene siden har vist sig at være funderet på nul og niks. Løgn og pure opspind, som der i tidens løb er blevet spinnet videre på. Ja, vist, den slags er det ikke salonfähig tale, men hvorfor gentage eller fortie løgne, når der i høj grad er brug for at forstå fortiden, så historiens skæve gang ikke endnu en gang skal lede til gentagelser af lignende fejltagelser?

Mogens Herman Hansen har fat i den lange ende, når han taler om 'retsstat', for det handler om at staten skal handle 'ret'. Retsstat kaldes på tysk 'Rechtsstaat', og det emne tog Carl Schmidt også under kyndig behandling.

Udtrykket 'den suveræne stat' må være en hvilken som helst stat, der er ubunden og ikke skal lyde og lystre andre. MHH har ret når han siger, at USA blev dannet i 1787 (og ikke i 1776, som de fleste tror og hævder), og at der tales om uafhængige og suveræne stater, der dog udgør en formaliseret union, der da begynder at have mere karakter af at blive 'en klub' end at være et samfund af suveræne republikker. Siden blev der ført en krig om spørgsmålet om staternes suverænitet og unionens karakter. Det var ikke reelt en borgerkrig, selv om den betegnes “The Civil War”, men en krig mellem bl.a. konføderalister og unionister. Som bekendt er det sejrherrerne der har dominerende indflydelse på hvilke løgne der skal kanoniseret som den historiske sandhed, og det gør sig også gældende for krigene i Amerika i årene 1860-1865.

Faktisk var hver enkelt amerikansk borger suveræn i sig selv suveræn i 1787, og var det også før (dét handler de første afsnit af det berømte 1776 dokument om), og siden, uagtet at det ikke fremgår eksplicit af nogen dokument. Det er stadig gældende i dag, omend det er vanskeligt at få de moderne, korporatiske tribunaler i United Bluff til at tage udgangspunkt i de amerikanske borgerrettigheder.

Årsagerne til at det ikke eksplicit fremgår af nogen tekst, at hin enkelte borger er suveræn, er to. Den ene var, at det ville være upassende at noget menneskeskabt dokument skulle erklære hvad en grundlæggende lov har dikteret, nemlig at enhver mand bør være sin egen herre, og i tilgift var det ikke strengt nødvendigt at skrive, for den konklusion lå i forlængelse af Common Law, der var vel forstået dengang. Den anden årsag, var at der var en suveræn over alle suveræne entiteter, nogle gange omtalt som 'The Sovereign' og i mere dagligdags sprogbrug 'God', som enhver nok så suveræn persona måtte føje. Mon ikke det koncept kaldet 'gud', var noget i stil med et princip om hvad der tjener det almene vel, altså 'det gode' som må og skal gøres? 

Al tale om “et demokrati” nærmer sig det grinagtige; lige bortset fra at det snarere gråd end grin, den slags moderne sludder fremkalder. Demokrati er ikke en styreform eller en regeringsform. Det er ordgas af værste slags. Gid Hal Kochs “Hvad er demokrati?” blev læst, og ikke mindst forstået. Herunder en gengivelse af de første sider af forordet fra 1945-udgaven af Hal Kochs pamflet.

»FORORD

I de sidste Dage af Aaret 359 holdtes der i den romerske Rigskirke paa Kejserens Foranledning et Kirkemøde, der gjorde den paa tidligere Møder forkætrede Arianisme til officiel Kirkelære; herom skriver en af Kirkefædrene ironisk, at Nytårsmorgen 360 “vågnede Verden pludselig op og saa til sin Forbavselse, at den var blevet ariansk”. I de sidste Aar har jeg ofte maattet mindes denne Historie. Slet saa brat og pludseligt er det vel ikke gaaet, men man kan alligevel med en let Ændring anvende Kirkefaderens Ord også om vor Tid: “Verden er pludselig vaagnet op og har til sin forbavselse set, and den er blevet demokratisk”. Det var den nemlig ikke før, og i 1930’erne var de vidtskuende og profetiske Aander ganske sikre paa, at den heller ikke vilde blive det. Jeg gad se den, der paa det Tidspunkt havde staaet frem og forkynde, at det skulde blive Churchill og Stalin, der i Fællesskab skulde redde Demokratiet. Det vilde i Sandhed have været første Klasses Stof for den internationale politiske Vittighedspresse. Og endnu den Dag i Dag er den, som er belemret med blot en lille Smule Hukommelse, let fortumlet ved den store Omskiftning i Sceneri og Rollebesætning.

I Trediverne lød det med stigende Styrke, at een Ting stod fast: Det vesteuropæiske Demokrati som politisk System havde udspillet sin Rolle. De Toner kom ikke blot fra de egentlige Diktaturstater – hvortil man dengang også henregnede Rusland – men lige saa fuldt fra halv- eller heldemokratiske Lande, fra Portugal og Østrig, fra England – hvor Beundringen for Signor Mussolini var meget stor – og fra Frankrig. Herhjemme forkyndtes, at der ved Siden af Kommunisme og Nazisme kun gaves et tredie Standpunkt; et fjerde fandtes ikke, thi det gamle Demokrati var “uigenkaldeligt dødt”, og et politisk System, som er afgaaet ved Døden, lader sig ikke genoplive. Set paa denne Baggrund virker det unægtelig lidt pudsigt, at nu ethvert anstændigt Menneske – og de uanstændige for den Sags Skyld ogsaa – sværger til Demokratiet og er villig til at forsikre os om, at den, der ikke er en god Demokrat, er en politisk Gangster, en politisk Forbryder, som man maa overveje, om man ikke hellere skal spærre inde. Demokratisk Overbevisning – eller i hvert Fald Udtalelse af demokratisk Overbevisning – er blevet Adgangstegn for enhver, der vil akcepteres i det pæne Selskab. Saa hurtigt omskiftes Verdens Gunst! Man faar haabe, at Omslaget bliver af større Varighed end hint Omslag til Arianisme paa Synoden i 359.

For det er vel ikke saaledes, at Grunden til den stærke Bekendelse til Demokratiet blot er den, at de demokratiske Stater har vist sig at have de bedste og stærkeste Vaaben? Det er vel ikke blot den gamle Bøjen sig for den stærkeste i en ny Klædedragt? Den, der vilde være ondskabsfuld, kunde maaske anstille følgende Overvejelse: hvis det nu var blevet Tyskerne, der havde fundet Atombomben, og hvis Krigens Lykke var blevet en helt anden, saa vilde man vel have været lige brændende i Troen, og have svoret lige mange dyre Eder til Demokratiets Fane. Ja, jeg stiller blot Spørgsmaalet frem til Overvejelse – maaske en ganske nyttig Overvejelse!

Naar man siden Mussolinies March mod Rom i 1922 har fulgt alle fascistiske og nazistiske Diktaturer i deres mere eller mindre moderate Former med et aldrig vaklende Had, er det i og for sig kun Grund til at glæde sig over det, som er sket. I Aarene før Krigen maatte den, der virkelig med Sjæl og Sind var bundet til det Demokrati, som er skabt af den græsk-kristelige vesteuropæiske Kultur, Gang paa Gang spørge sig selv, om han ikke havde knyttet sin Skæbne til en døende Sag, om han ikke var om Bord paa en Skude, der var bestemt til at gaa under. Hvilken Opvaagnen har da ikke disse sidste Aar betydet! Og saa kan man ikke lade være at blive betænkelig ved den nye Tingenes Tilstand. Det er et Spørgsmaal, om Demokrati ikke trives bedre under Kritik og med Vinden imod – bedre end naar alle synger dens Pris. Jeg er tilbøjelig til at tro, at man lettere kan rose Demokratiet ihjel, end udrydde det ved Kritik. Dertil kommer den Fare, som altid lurer, naar et System eller en Lære bliver eneraadende. Lad mig fremdrage et enkelt Eksempel, der kan belyse hvad jeg her tænker paa.

Et af de Problemer, som med god Grund har optaget Sindene i den sidste Tid, har været Spørgsmaalet, hvad man skal gøre ved de Tjenestemænd, der i Besættelsens Aar har vist en uværdig Holdning. Diskussionen var livlig og der fremkom adskillige Forslag til en ny Lovgivning paa dette Punkt. I et af de Forslag, som fremkom fra næsten autoritativ Side (Frit Danmark), gik Forslagets anden Paragraf ud paa, at man ved denne Udrensningslov vilde ramme alle Tjenestemænd, som havde ytret “Opfattelser, der stred imod Demokratiet”!! Det tør nok siges at være en temmelig vidtgaaende Bestemmelse og typisk for den sejrende Ortodoksis Intolerance. Og det i et Folk, som i 5 Aar har kæmpet for Retten til frit at tænke, tro og tale! Ingen maa bekende sig til andet end den sande og sunde Lære. Gør han det, maa han betale Omkostningerne: han maa fjernes fra sit Embede. En saadan Fremgangsmaade er velkendt fra Historien. Begyndte ikke Kejser Dioklatian sin store […]«

Hal Koch har ganske ret i, at kejseren af Roms forsøg til at justere på statsreligionen ikke resulterede i nogen stor succes. Et par årtier senere, kollapsede det romerske rige, og det havde det nok gjort ganske uafhængigt af hvilke feberredninger 359-synoden havde forsøgt sig med. Rom faldt af andre årsager.

Det skal tilføjes, at det Hal Koch omtaler som “Demokratiet”, ikke har det fjerneste at gøre med det partivælde der først for alvor slog rod i årene efter 1945. For Hal Koch er “Demokratiet” den offentlige samtale, som den passende kunne komme til udtryk bl.a. den daværende Rigsdags to kamres parlamenteren, men selvfølgende også i form at en bredere offentlig samtale, hvor enhver kunne deltage (f.eks. ved at skrive læseværdige pamfletter).


I ovenstående uddrag, er det muligt at få øje på, at Hal Koch læner sig kraftigt op af den observans, at de aktører der tilraner sig statsmagten i Danmark (Frit Danmark og konsorter) begår noget nær statskup, hvor de raner magten fra det danske folk på basis af den realpolitiske ubehagelighed, at de kredse tjener det britiske imperiums interesser. I så fald, tilslutter jeg mig opfattelsen. 

Tilbage til Lykkebergs interview.

Mogens Herman Hansen tager lodret fejl, når han tager Montesquieu til indtægt for at have talt om “tre suveræner”. Det er muligt, at nogle af de danske oversættelser af Montesquieus hovedværk, anvender det ordvalg, men man bør som bekendt altid søge mod kilden, og den er fransk.

Montesquieu skrev om “pouvoir”, på engelsk “Power”, hvilket på dansk svarer til “myndig(hed)”. Den berømte tredeling gælder netop “myndighed” eller mere præcist “at være (gjort) myndig”, og ikke “magt” i det ords vanlige betydninger. At være myndig handler om at en entitet gives ansvar og opgave for at bestemme på et bestemt område, hvilket betyder at andre ikke kan være medbestemmende. Det er ikke det samme som at være suveræn. En suveræn kan handle i overensstemmelse med vedkommendes egen vilje (at gøre som vedkommende har valgt at ville agere), da vedkommende ikke er nogen noget skyldigt. Derimod er en nok så myndig entitet forpligtet af det ansvar og den opgave, da vedkommende er blevet 'givet' det, og ikke har opnået den form for myndighed som følge af nogen naturlig lovmæssighed.

Det skal retfærdigvis siges, at en lødig udgave af Montesquieus hovedværk, indtil for relativt nyligt har været endnu mindre opdrivelig end Hal Kochs pamflet. Ikke én eneste komplet, nyoversat udgave af værket, er blevet publiceret på engelsk, i 237 år (efter Thomas Nugents glimrende oversættelse fra 1752, indtil Cambridge University i 1989 gentager samme bedrift).

Nogle ord man nemt løber sur i, er "lov", "Lov", "loven", "Loven", "lovene" osv. De ord er ofte blevet anvendt på bedragerisk vis af de der søgte at bedrage, og i flæng af de forvirrede der ikke er bekendt med hvordan ordene kodes og dermed kan/skal afkodes. Der er forskel mellem “lovlig” og “legal”, og det er ikke tilfældigt at Max Webers definition af stat angår det legalistiske og ikke det lovlige. Hvad der er legalt, skyldes at det er blevet legaliseret, dvs. at en eller anden bekendtgørelse, forskrift eller andet, er blevet vedtagen sig gældende som følge af proces kaldet “legislation”. Hvad der på den måde er gjort legalt, står ofte i misforhold til hvad der er lovligt, for hvorfor skulle nogen søge at legalisere hvad der allerede er lovligt? Således udtrykker det forhold at noget er “legalt”, at noget er erklæret tilladt, uagtet at dette i mange tilfælde netop ikke var lovligt (“Lawful”). 

Et glimrende opslagsværk, Black's Law Dictionary, der indtil dets sjette udgave inklusive var og er en kilde til troværdig viden, definerer (citeret fra dets sjette udgave, fra 1990):

»Legalize. To make legal or lawful [...] To confirm or validate what was before void or unlawful. To add the sanction and authority of law to that which before was without or against law«

Moderne farisæere (på dansk kaldet “jurister”) er reelt ikke andet end et moderne ypperstepræsteskab, der hævder at have kontakt til “det evige, ophøjede og sande” og være den uudgrundelige Lovs eneste, kyndige og sande fortolkere. En selvbestaltet autoritet, der i mange tilfælde anvendes til at fravige at følge den eller de love, der hverken har tidsmæssig begrænsning eller har materialiseret sig i form at mejslede stene, til at undlade at handle ret, og tilmed til at bedrage, til at straffe uskyldige, til at begå tvang (i mange tilfælde rettet mod personer, der burde anses for suveræn, og således ikke underlagt noget tribunals jurisdiktion), til at plyndre og franarre mennesker ved at lade som om de (det juridiske præsteskab) har myndighed over alle og enhver.

Om det sidste emne, kan det varmt anbefales at læse Fred Rodells (Professor of Law, Yale University) værk fra 1939, med titlen “Woe Unto You, Lawyers” og den uddybende undertitel “A lusty, gusty attack on “The Law” as a curious, antiquated institution which, through outworn procedures, technical jargon and queer mummery, enables a group of medicinemen to dominate our social and political lives and our business, to their own gain”. 

Her et citat fra første kapitel, “Modern Medicinemen”:

»In TRIBAL TIMES, there were the medicine-men. In the Middle Ages, there were the priests. Today there are the lawyers. For every age, a group of bright boys, learned in their trade and jealous of their learning, who blend technical competence with plain and fancy hocus-pocus to make themselves masters of their fellow men. For every age, a pseudo-intellectual autocracy, guarding the tricks of its trade from the uninitiated, and running, after its own pattern, the civilization of its day.

It is the lawyers who run our civilization for us – our governments, our business, our private lives. Most legislators are lawyers; they make our laws. Most presidents, governors, commissioners, along with their advisers and brain-trusters are lawyers; they administer our laws. All the judges are lawyers; they interpret and enforce our laws. There is no separation of powers where the lawyers are concerned. There is only a concentration of all government power – in the lawyers. As the schoolboy put it, ours is “a government of lawyers, not of men.”

It is not the businessmen, no matter how big, who run our economic world. Again it is the lawyers, the lawyers who “advise” and direct every time a company is formed, every time a bond or a share of stock is issued, almost every time material is to be bought or goods to be sold, every time a deal is made. The whole elaborate structure of industry and finance is a lawyer-made house. We all live in it, but the lawyers run it.«

Også det værk, er værd at læse, i disse tider hvor orwellsk nysprog for længst har erstattet meningsfuld omgang med sproget og ordene.