Wall City - De Dødes By

af marco_hanuman
aka morton_h
the blogger

Jeg er på det seneste blevet tilskuer i første række på gulvet til det global-eksperimentale projekt. Fra et vindforblæst tag-over-hovedet-udsyn i et kolonihavekvarter ser jeg ind i en af mini-metropolen Københavns Wall Cities*, Islands Brygge. Som en massiv og dagligt voksende mur 500 meter bred, flere kilometer lang og alt mellem 5-15 etager høj er der indenfor et årti rejst et monstrum af en bydel langs den sydøstlige del af havneløbet. Måske 20.000 mennesker svarende til en halvstor provinsby på størrelse med Næstved er blevet stuvet sammen på omkring en kvadratkilometer.





København har i samme periode fostret lignende monster-projekter: Ørestaden, Nordhavnen, Kalveboderne, Sydhavnen, Amager Strand. Københavns Havn og de tilgrænsende områder er blevet byudviklet fra at være byens industrielle områder og grønne lommer – produktivitet på den ene side og iltforsyning på den anden – til at blive en kæmpe slagmark og legeplads for et indbringende og spekulativt byggeri.

Disse lokaliteter – og de er kun en brøkdel af det samlede københavnske totalprojekt for bydudvikling, dette skønne eufemistiske udtryk, som vi absout MÅ elske! – indebærer et stykke københavnsk historie og kultur, der nu er jævnet med jorden. Noget var ikke værd at samle på - vi gider se på en afdanket soyakagefabrik - men andet var et stykke kultur.

* Kowloon Walled City en nu nedrevet bydel i Hong Kong af forfaldne højhuse. I dens indre fandtes et mylder af folk, der forsøgte at overleve ved at drive småhandel, mens de boede der. Stedet, der dannede en lang mur af bygninger var så forfaldne, at det konstant regnede ned gennem etagerne.
Det danner baggrund for Tech-Noir-klassikeren Blade Runner, hvor Harrisson Ford render rundt og jagter replikanter, mens der kommer gul regn ned.
Der er en hel masse, der bor på de lavere niveauer, og så er der enkelte, der bor ovenover det hele.


Kowloon Walled City, Hong Kong

Wall City var med andre ord enten noget i Hong Kong eller i en Ridley Scott film fra sen-70’erne. Sandt nok, men der er en række foruroligende træk ved metropolernes Wall Cities i disse tider, der giver mindelser om sci-fi thrillerens på den ene side rådne og på den anden side gennem-æstetiserede univers. Blade Runner blev et nærmest profetisk varsel om den post-moderne designer-forfalds-æstetik.



Sådan kan de lide at afbillede Bryggen: lækker og ved vandet.

Islands Brygge er et iskoldt, kalkuleret projekt. Hvilket er min påstand, jeg skal herefter argumentere for den, hvorefter du gerne må citere mig for den. En stribe generationer af villige politikere – en generation i denne verden er kun fire år, selvom de fantaserer om evigt liv – har ladet sig forføre af industri-lobbyister til at blåstemple den slags urbane projekter. Det startede for så vidt med en socialdemokratisk overborgmester ved navn Jens Kramer Mikkelsen, der lukkede op for Pandoras æske og iværksatte Ørestads-projektet. Det er måske underligt for de, der lider af det 20 århundredes ideologi-forgiftning, at det netop var socialdemokraterne, der stod for den slags. Men hvis man ser på kommunismen/socialismens historie er det fuldstændig logisk. Studér beton-kommunismens trøstesløse byggestil, studer den socialdemokratiske lækre udgave af stilen, same-same. Bemærk endvidere, hvordan denne lækkerhed i løbet af blot et par årtier forvandler sig til ulækkerhed, forfaldenhed, slumhed, elendighed og voldelighed. Kramer var på mange måder en både venlig og sympatisk overborgmester, men bag overfladen på den bløde, lækre, lyserøde socialdemokratisme gemte der sig – og vi kan først se det retrospektivt – en agent for den globalisme, der har ramt os i dag og nu ødelægger vore samfund og kultur. Jeg tror egentlig ikke, at Kramer og Kramer-lignende typer før og efter ham var klar over, hvad de medvirkede til. Det lå bare til højrebenet. Men de globale pengemænd vidste det.



Formanden for Ørestadskommitteen ved den daværende byggegrund.

Ørestads-projektet blev et skoleeksempel på, hvad der dengang gik og stadig i dag går galt for Beton-modernismen 2.0. Man har lært visse ting af modernismens fejltagelser, men i det store og hele køres der ud af samme sidespor. Det, man har lært, synes at være: der kan sminkes og opblødes på betonmodernismen via design- og oplevelsesprojekter. Giv folket sjove broer, designerbænke og mini-amifetatre, de kan sidde på, lækre (og hundedyre) træ-kajer, brostens-passager, mærkelige skulpturer, og alt sådan noget. Noget af det er, indrømmet, vældig lækkert, men det er stadigvæk designer-sminke. Designerne og arkitekterne hygger sig, men problemet er, at de intet skaber i sig selv. De leger med former, mens de lapper hullerne i den arkitektoniske Behemoth. Den egentlige skabelse foregår altid i det levede liv.



Endelig sker der noget ved Langebro...

Hvad mener jeg med det? Egentlig skabelse af beboelse, byer, levesteder for mennesker sker kun via det liv, der leves af mennesker. Det er det, som byplanlæggerne grundlæggende ikke har forstået – eller er ligeglade med, da det er noget helt andet, der styrer deres planlægninger. Det levede liv kræver ingen egentlig planlægning, det kræver for så vidt kun, at livet bliver levet. Problemet for planlæggerne, kulturdesignerne er, at det levede liv ikke kan planlægges men kræver tid til at udfolde sig, hvilket de ikke har tid eller tålmodighed til, da deres business-plan kræver realisering på sigt. Det er derfor, en landsby fremstår som en organisme, hvorimod Wall City fremstår som et stykke arkitektonisk vold.

Da planlæggerne i virkeligheden har dårlig samvittighed - altså de ved godt, at det er pengemændene og globalisterne, der har sat det hele i værk, og at de blot er endt op som tjenende ånder og medløbere - kompenserer de ved at afholde beboer-høringer, hvor de tilsyneladende tager borgerne med på råd. Det gør de bare ikke, for beslutningerne er allerede taget, hvilket beboerne ikke ved, men hvis beboerne blot føler, at de bliver hørt, vil de ikke kunne brokke sig bagefter, for de er nu taget som gidsler i beslutningsmøllen.





Hvad styrer egentlig planlæggernes planlægninger? Som tidligere ansat i et arkitektfirma (CAD-tegner), kender jeg den klassiske konflikt mellem bygherre og arkitekt. Bygherren tjener sig selv og pengene, alting skal være så billigt og umiddelbart rentabelt som muligt. Arkitekten tjener sine egne kunstneriske ambitioner (for arkitekten er jo kunstner, ikke kun håndværker ...), men også en idealisme og ambition om at skabe kvalitet og holdbarhed. Gæt en gang, hvem der går af med sejren, og gæt dernæst, hvorfor spændet mellem nybyggeri og nedslidt slum er blevet mindre og mindre. Arkitekten bliver ikke frikendt i dette spil, hvor der finder en løbende og snigende korruption og prostitution sted. Sagen er, at der opererer meget stærke kræfter, der i sidste ende går af med sejren, fordi arkitekter, videnskabsfolk, teknokrater, politikere og andet laverestående kryb (ifølge pengemændene) er dybt afhængige af at have et arbejde, og uden et duknakket tjenerskab overfor pengemændene skal de tjenende klasser ikke regne med at have et arbejde eller noget, der ligner en karriere.



I virkelighedens verden er dette ikke arkitekten. Det er globalisten.

Spørg i øvrigt arkitekterne – bare for sjov – om de er villige til at flytte ind i deres egne kreationer. Spørg bygherrerne om det samme. Spørg medicinalfabrikanterne, hvor meget de æder af deres egen gift. Spørg lægerne, om de vil lade sig kemobehandle, hvis de får kræft. Spørg brugtvognsforhandlerne, om de kører rundt i de lig, de sælger. Spørg politikerne, om de sender deres børn i de multikulturelle folkeskoler, de selv har lovprist, eller flytter ind i de multikulturelle kvarterer i Kbh-NV, som de hylder. Eller spørg dem, om de sender deres sønner ud i de amerikanske krige, de har ført DK ind i, mens deres haler logrede løs. Spørg bankmændene, om de og deres familie kører den gælds-økonomi, som de har solgt til deres kunder. Der er et udtalt fravær af villighed til walk-the-talk blandt beslutningstagere og salgsagenter i den verden vi lever i. Ingen af de ovenfor nævnte gør, hvad de siger eller siger, hvad de gør. Dobbeltmoral er vor tids amerikaniserede standard.

Bryggen
Hvis du ikke har været der for nylig, eller hvis du bor i Jylland eller Volgograd – nå nej, det gør du ikke, for Google-datamafiaen har algoritmisk frasorteret russiske læsere af paradigmet.blogspot.dk pga af Imperiets igangsatte krig med Rusland, og da Paradigmet for to måneder siden boomede i Rusland, blev der lukket ned fra dag-til-dag - …. vi starter lige igen: Hvis du ikke har været på Islands Brygge for nylig, så ser der sådan ud:



At Ballonparken (billededet), HF Bryggen og Nokken stadig ligger der skyldes muligvis et Christianialignende ramaskrig, der ville opstå, hvis man myrdede det sidste gamle Bryggen.

Indre Islands Brygge er selvfølgelig ikke revet ned, og indeholder de gamle gader med huse tilbage fra slut 1800-tallet. Disse er dog byfornyet, og det københavnerliv, der engang fandtes, er ikke længere tilstede. Det er i dag primært et hipster-nyrig-kvarter iblandet tilstedeværelsen af den socialdemokratisk obligatoriske og legitimerende 15-20% normalindkomst-dansker, der i øvrigt knokler med dobbeltindtægt som små svin M/K for at få råd til at bo der. Vi taler langt hen ad vejen om 10-15.000 pr måned for de billigste.


Landskabsarkitekterne fik også noget at rive i. Der er intet som kunstig natur. Og træskure i ballonparken er arkitekter lorne ved. For den slags huse kan folk jo selv både tegne og bygge, og hvis det greb om sig, ville de jo blive overflødige.

Når man bevæger sig udad, er modellen den samme, men her sker der noget besynderligt. For det første er det skræmmende at bevæge sig rundt i kvarterer af udelukkende stål-aluminium-glas-beton, alle kasser udstyret med altaner selvfølgelig, selvom ingen bruger dem. Gader efter gader med strømlinede kasser af som minimum 7-etagers komplekser, hvor alle ligner hinanden, selvom arkitektfirmaerne ville blive fornærmede over udsagnet. Kun firmaer i Bjarne Ingels-liga har lov til at bryde kasse-mønstret, men i virkeligheden laver de bare skæve, skrå eller runde kasser i stedet for lige. Lige nu ser vi fx den runde trend på Islands Brygge, efter at man renoverede et par runde betonmonstre ved Slangebroen fra Fisketorvet (den kom senere) ud fra siloerne i den gamle soyakagefabrik. Vel sagtens inspireret af renovationen af Carlsbergs gamle kornsilo, der også er blevet et babelstårn for velhavere. At renovere betonskallen fra siloerne og omskabe dem til ultra-luksus-lejligheder har kostet dobbelt så meget som at opføre noget lignende fra bunden – but who cares, når man i dag kan leje en lejlighed ud for mellem 25-40.000 om måneden via indbygget story telling.


Silo for folk med kornfede tegnebøger

Og her kommer så det interessante spørgsmål: hvem køber og bebor disse lejligheder? Det gælder både lejligheder i ultra-luksus-klassen og i den nye ’normal’-klasse. Sagen er, at et stort antal af disse lejligheder står tomme. Folk, der rent faktisk bor der, er flyttet ind i spøgelsesbyer. Hvis de ikke står egentlig tomme, så ser naboerne til de formodede indbyggere sjældent deres naboer.

Lige så spekulativt byggerierne er opbygget og finansieret, lige så spekulativt er de opkøbt. Dette er ikke et københavnsk fænomen, det er et globalt fænomen. London er ikke længere britisk, for der bor ikke længere briter. Hvis man kører på motorvejen fra lufthavnen til Giza i Cairo, ser man 100.000-vis af døde lejligheds-komplekser. Beirut blev sønderbombet af globalisterne (zionisterne) i 60’erne, og i dag er det et kæmpe spekulations-projekt for globaliseret lejlighedsspekulation. En køretur langs ringvejen i Paris viser det samme. Nævn en storby, hvor det ikke finder sted.

Så hvem køber lejligheder på Islands Brygge? Det gør åbenbart og for en stor dels vedkommende globaliserede nyrige. De har ikke tænkt sig at bo der, men de har investeret for at bruge lejlighederne som en slags AirB&B for dem selv, når de lige er i byen mellem to million-deals. De beholder dem, til de er salgsmodne for den dobbelte pris, og de har måske en 10-20 stykker af dem. Måske har de købt en hel opgang, for så har de ikke bopælspligt. Hvorefter de lejer dem ud – altså uden bopælspligt, for den cockservative stat stiller i globalismens århundrede ikke den slags urimelige krav.




Her bor de rige, der har råd til ikke at bo der.

Er Bryggen et normalt boligkvarter? Well, normaliteten er skredet i den retning, og normen er i dag etage-soveby-kvarterer, så langt øjet rækker. Ingen butikker, ingen småhandlende på hjørnerne, ingen lokalbutikker, ingen steder, hvor man kan spise eller droppe ind, ingen steder, hvor man hænger ud på pladser, no-fucking-nothing! Bryggen er forbløffende oplevelsesfattig. Bryggen består af endeløse gader af døde facader og parkerede biler. Der er intet gadeliv, der er intet lokal-miljø, der er ingen glade børn mellem husene, for der er sgu ikke noget mellem husene!! De børn, der måtte være, bliver ikke lukket ned i gården, uden at far er med, for det virker ikke betryggende.

De Dødes by
Wall Cities er dødens byer. I Wall City Hong Kong foregik livet på trods af døden via den særlige kinesiske overlevelses-mentalitet. Dødens By er ikke bare et uheldigt biprodukt, det var en tanke allerede fra starten. I de metropole Wall Cities i Europa er døden smack-in-the-face. Hipsterne til-og-fra Bryggen cykler tusindtallige gennem De Dødes By med deres hipster-stone-face på. Øjenkontakt er yderst sjælden. De har travlt, for en hipster er altid kommet for sent i seng og for sent op - ligesom deres børn. På vejen over den labre Slangebro ved Fisketorvet udsætter de sig for livsfare, da den er byens hurtigste bobslædebane den første vinterdag med frost. Eller også sidder de i deres hipsterbiler med én person i hver sin strømlinede sardindåse i en stagneret kø. Ifølge byplanlæggernes planlægning skal vi alle sammen den samme vej om morgenen, men til gengæld kan planlæggerne ikke forstå, at det giver store trafikale, logistiske og miljømæssige problemer. Centraliseringen er ved at centralisere sig selv til døde.





I Dødens By er der ekstremt overtrafikeret i myldretiden. Folk, der bor der, siger, at det er så svært at komme over vejen om morgenen, at de efter at have ventet i fem minutter er nødt til at gå over gaden med deres børn og bare regne med, at bilerne holder tilbage. Good luck to you!

I Dødens By er der til gengæld så dødt om aftenen, at en kvinde kan blive voldtaget midt på åben gade, uden at der er nogen, der griber ind. Den eneste grund til, at Wall City Bryggen ikke er decideret voldelig er, at det lader til at være de sørgelige rester af middelklassen, der flytter ind her og ikke white & brown trash - undskyld udtrykket - som i satelitbyerne Brøndbyerne, Ishøj, Hundige, Voldsmose i Odense, Gjellerup i Århus, Hyllie i Malmö. Listen er uendelige, alle storbyer i hele verden har den slags.

I Dødens By er der store problemer med vindtunneler, når det blæser. Arkitekterne har tilsyneladende ikke fundet en løsning på det problem, som de tilsyneladende aldrig har forudset, da de tilsyneladende ikke har lært om det på arkitektskolerne. De kæmpe stål-og-glas-facader skaber åleglatte kanaler for vind. Et problem, der ikke er set så grelt før, da arkitekturen aldrig har været så ensrettet, strømlinet, høj-og-tæt, uden runde kanter og vindbrydende dekorationer som nu - den slags ufunktionelt pjat er sparet væk. Lur mig, om 10 år vil man kunne læse i en eller anden medienotits: Videnskaben har nu fundet ud af, at dekorativ facadeudsmykning har aerodynamiske egenskaber og faktisk er funktionel! Ja, og det vidste de allerede i middelalderen - ud over at øjet og sjælen elsker den slags.

Op gennem midten af forrige århundrede var trenden typehus-villakvarterer. Hver familie sin bungalow med et frimærke af en have til omkranset af ligusterhæk. Kedsomheden lurede i disse endeløse flade kvarterer, men illusionen om et stykke natur og en lille urbaniseret husmand med egen køkkenhave var midlertidig konserveret. Man var i det mindste herre i eget hus bag egen hæk under eget tag og med egen kælder. I Dødens By er man ikke herre over noget som helst - og held og lykke med en køkkenhave på en vindomsust altan.

For i Dødens By har alle folk altaner. Har du for nylig prøvet at sidde på en altan i en vindtunnel af sidevind? Hvem sidder i øvrigt på altanerne? Ingen har tid til at sidde der, for alle skal enten tjene penge eller sidde udbrændt-apatiske foran fladskærmen. Eller også bor der ingen. Er du i tvivl, så prøv selv en sommeraften at køre en tur langs facaderne. De er totalt døde.

I Dødens By findes der en 7/11, hvis du er villig til at køre to kilometer - altså til den oprindelige del af Bryggen, der er udenfor Wall City, Dødens By. Her vil du finde 7/11's standardsortiment af trendy varer, som hipsterkulturen formodes at forbruge. Du vil også kunne finde et pizzaria, en shawarmabix og lignende, der tilhører den globale landsby-designerkultur. Du vil med garanti ikke finde noget så uglobalistisk som en fiskemand, en slagter eller en isenkræmmer. En gammeldags købmand findes kun på Frederiksberg Allé langt fra Wall City - de velbjergede borgere på 2000 Frb har råd til at vedligeholde et nostalgisk levn fra de forrige århundreder. Og noget så ærkedansk - altså ærkedansk for 50 år siden - som en smørrebrødsforretning er ganske utænkelig i Wall City og omegn. Danskerne har ikke længere en fornemmelse af, at det eneste originale og delikate bidrag til verdensgastronomien er: smørrebrød. Med andre ord ikke spaghetti med kødsovs, købe-pizza eller fast food fra den globale landsby og for den sags skyld heller ikke trendy designermad fra madmagasinerne.





I Dødens By - og her bliver det weird-o - høres lyden af helikoptere. Hele lørdagen og hele søndagen, hvor indbyggerne i Dødens By formodes at være hjemme, overflyves bydelen af helikoptere. Frem-og-tilbage, frem-og-tilbage, frem-og-tilbage. Her har man stuvet 20.000 mennesker sammen i en kondenseret firkant, og så udsætter man dem for lyden af helikoptere, der af alle lyde indgyder frygt, terror og stress. Alle folk holder weekend for at koble af og finde ro, og så udsætter man dem for lyden af militærøvelse og krigshandling. Hvad er meningen? Er vi under optræning? Er vi i de indledende faser? 

Agendaen
Wall City-fænomenet er velbeskrevet. I FN’s Agenda 21 – nu opdateret til Agenda 33 – er det beskrevet, hvordan globalstaten (FN-utopien) ønsker, at landdistrikterne bliver affolket, og at folk drives ind til Metropolerne. Denne udvikling er en 150 år gammel opfindelse ved navn Industrialisme, men nu sættes den yderligere i system og fuldbyrdes som Globalisme. Og FN er det organ, der er udset til at fungere som udemokratisk verdensregering.



Er det visionært, eller er det totalitært? Jasque Frescos Venusprojekt.

Avantgarde-arkitekten Jasque Fresco skitserede for årtier siden disse hi-tech-metropoler. I dag bygges de. Disse hyldest-magere taler i forelskede vendinger om globalismens, neo-feudalismens, neo-imperialismens, teknokratiets og transhumanismens vidundere. De bruger ord som:

• Vi må vænne os til, at …
• I fremtiden vil mennesker … 
• Det er uundgåeligt, at … 
• Man kan allerede købe en dims, der … 
• Fremskridtet kræver, at … 
• Om få år vil vi se ... 

Det er interessant, at de profeter, der beskriver eller advarer imod fremtidens rædsler, er de, der ved nærmere eftersyn promoverer rædslerne og stiller sig til rådighed for det såkaldte fremskridt. Det er da besynderligt! Er Huxley, Russell og Orwell ikke de, der advarer? Svaret er nej, de annoncerer, de er insidere og repræsenter The Blueprint of the New Order. Fresco har visionen. Kurzweill og Michiu Kaku er henrykte og højt betalte promovører for robotmennesket i robot-rotteræset i en designer-futuristisk verden, der allerede er nutid.





Rundt om Metropolen - men endelig ikke ude på landet! - ligger en glas-stål-beton-kødrand af satellitbyer. Ifølge agendaen skal der køre højhastighedstog mellem satelliterne og metropolerne og imellem metropolerne. Landsbyerne er aflyst til fordel for den multietniske globale landsby. Hvis man tror, der er fritgående høns og geder i den landsby, så tager man fejl, for det er blot et salgsstunt for at få neo-feudalisme til at fremstå som lækkert og politisk korrekt. Den globale landsby er det ULTIMATIVE slavesamfund, Worldwide.

I det hele taget vil det være afskaffet (= forbudt, forhindret, forkert) at være selvforsynende, som landsbyfolk var dengang. Der vil være gigantiske landbrugsfabrikker i sovjetisk statsbrugsstil til at sørge for det. Alt sammen genmodificeret, selvfølgelig, for det giver volumen. Kvalitet tales der ikke længere om.




I realiteten kunne byplanlæggerne have tænkt sådan her fra starten.
Men det har deres opdragsgivere ikke ønsket, at folk skulle have adgang til.
Agenda 21 anbefaler bestemt ikke den slags.

Det lyder som et fremskrevet og fuldbyrdet science-fiction-scenarie. Men i virkeligheden kun meget lidt fremskrevet, for scenariet er allerede langt hen ad vejen virkeliggjort. Jeg ser i skrivende stund ud på Wall City, De Dødes By. Jeg lever allerede i Orwells, Huxleys, Russels, Frescos, Kurzweills og globalisternes våde drøm. Jeg er blot havnet i en tidslomme, en parantes i form af et hviderussisk bjælkehus med blomme- og æbletræ, gaskomfur, trætjære og uld i sprækkerne. En lomme, der vil blæse i stykker, den dag pengemændene får bestukket, forført eller truet planlæggerne til at jævne den slags urentable, livslevende enklaver af uproduktiv nostalgi med jorden. OG hvor folk lod det ske, fordi de var ligeglade med deres eget liv og overlod beslutninger til Dødens Købmænd.

Udenfor murene, på randen af De Dødes By.

Nationernes endeligt - 10 gravsten

af morton_h 

aka marco_hanuman,

the blogger

Hvor mange gange har vi ikke hørt om nationernes og nationalismens ondskab?

• At det er nationalisme, der er ansvarlig for krige og især verdenskrige.
• At nationalisme er roden til alt ondt.
• At alle nationer bør destrueres for at den sande international-socialisme, globalisme, globale landsby, multikulturalisme og Ny Verdensorden kan indføres.
• At nationale interesser ikke er i EU's interesse (hvem han så end er?)
• At Nation er et uddateret og politisk stærkt ukorrekt udtryk.
• At enhver omtale af nation og national berettiger det politisk korrekte segment til uden yderligere argumentation at benævne omtaleren som fascist, nazist, racist eller ekstremist.

Where to even begin?

De nationale og de rodløse

Lad os begynde med begrebet Nation. Det kan bedst illustreres ved anti-nationalisternes gedigne og himmelråbende stykke dobbeltmoral, der på den ene side nægter en given nation, fx en nation sin ret til at forfægte sin arv, sin historie, sit sprog, sin kultur, sit særpræg - og på den anden side politiske korrekt skamløst lefler for det, de kalder for First Nations, eksempelvis de amerikanske indianere, hvor nationen, USA – eller rettere: amerikanerne! skal føle en grundlæggende skyld for disse første nationers nuværende tilstand. Hvilket ikke betyder, at der ikke fandt grusomheder sted, og at de amerikanske indianere ikke blev massakreret og rettelig hører hjemme på den lange og tunge liste over imperiale overgreb. Fokus her er, hvad skyldkomplekser kan og bliver brugt til.

Nationbetyder: det sted du er født. Hvor lang tid skal der i øvrigt gå, før du er en person, der er blevet født et sted og dermed kan kalde dig indfødt og stedet, du er født, for din Nation?

Vi ved udmærket, at man bruger ordet Nation om generationers indfødthed. Fair nok, nation tager altså tid, generationer. Det gør desværre mytologien om de ædle vilde, der hverken var ædle - for de havde en tradition for tortur og grusomhed, og de var overhovedet ikke vilde, for de var en destinkt civilisation - til et falsum. Det primære falsum består i, at de overhovedet ikke var First Nation, for der er dokumenterbare beviser for, at der var en helt anden kultur før dem, en kaukasisk kultur med høje, rødhårede, ikke-mongolide mennesker. Det vender med andre ord billedet 180 grader på hovedet. Det var med andre ord ikke kun de stakkels uskyldige indianere, der blev udryddet af de hvide – hvilket de blev, tag ikke fejl af det! jeg gentager: intet folkemord bliver forsvaret her - men før dem deres forgængere, der var kaukasiere, der blev udryddet af de indrejsende mongolske stammer, vi kalder for indianere, og som gik over Beringsstrædet.

Pointen her er, at de politisk korrekte ædle vilde har lov til at kalde sig en nation (et sted, hvor de er født), mens de de kaukasiske folk og  det sted, de nu er vendt tilbage til, kun til nød må kalde sig en nation. Det er politisk ukorrekt at mene det forkerte om, hvad der er egentlig First Nation, og at deres nationale følelser forventes at stille sig til rådighed for en aggressiv agenda, en falsk nationalisme, der snarere bør betegnes som imperialistisk korsang. Og det kan enten ske frivilligt, hvilket Imperiet selvfølgelig håber på. Hvis ikke, kan det eventuelt ske med armene vredet om på ryggen og/eller en kugle for panden.

Newage'ere er vældig meget til mytologien om de ædle vilde. De går så langt i deres fornægtelse af egen kultur og fortid (NewAge - New World Order), at de har transformeret sig til storby-indianere og amatør-shamanister, der slår folk i hovedet med den påståede First Nations prægtighed og store visdom. De har skåret deres egne rødder over, og nu gnasker de løs på stumper af andre kulturers rødder, som om de kan give dem reel næring. Rodløshed kan aldrig repareres med andres rødder. Som Guénon udtrykte det: Man kan kun blive initieret (indviet) i sin egen kultur. Se Materialisme som ind i helvede. De rodløse skulle have gravet de overgroede og sedimenterede rødder og rige skatte op i deres egen kultur, hvorved de ville have opdaget prægtighed og visdom i tonsvis.

Hermed bliver newagerne og kulturmarxister - to alen af samme stykke - til aktører i det, som er blevet kaldt for Det Hvide Folkemord. Bevidst eller forført og alle gradbøjninger der imellem.


De femte kolonner

Folks nationalfølelse er – som alle stærke og ægte følelser - i tidens løb blevet misbrugt til mangt og meget, og vi bliver for klarhedens skyld nødt til at skelne mellem nationalisme og chauvinisme. Nationalisme, ideologien bag noget så basalt som kærlighed og troskab til det sted, det land, den nation, det folk, hvor man er født. Chauvinisme er, når folks fædrelands- og nationalfølelse bliver udnyttet af oligarker, der for egen vindings skyld og uden nogen som helst bekymring for folk ønsker, at disse folk skal medvirke til aggression mod andre folk i andre nationer.

Rigtig interessant samt rigtig betændt bliver det, når visse folk af ideologiske årsager forsøger at tilsværte og dæmonisere andre, der tillader sig at udtrykke deres grundlæggende kærlighed til deres land og en bekymring, når dette land bliver truet af udefra kommende kræfter. Med andre ord, når det bliver bandlyst at forsvare sig, og når det forventes, at man frivilligt vil lade sig tromle ned af en eller anden form for invasion eller kulturelt overgreb.

Hvem er disse nogen, og hvad er deres agenda?

Der findes en særlig form for femte kolonne-virksomhed, der er international, og som bedriver denne virksomhed med at dæmonisere og destruere alt, der er nationalt.

• Disse folk er internationalister, globalister og nationsløse.
• De er rodløse, historieløse og traditionsløse.
• De kalder sig ansvarlige men de har skabt sig et ståsted som ansvarsløse.  
• De kalder sig medfølende, men de forveksler medfølelse med feel-goodness.
• De pudser deres glorie med en beskidt pudseklud.
• De stiller sig aldrig op og protesterer imod ekstrem-chauvinistiske og imperialistiske angreb på de steder i Verden, der bliver ødelagt af globalisterne.
• De er ekstremt racistiske i deres syn på sydeuropæere, der er blevet nakket af EU, men tøver ikke med at kalde dig racist, hvis du ikke bryder dig om massevoldtægter af europæiske kvinder udført af horder af nordafrikanske unge mænd, der poserer som flygtninge uden af være det.

Det er lykkedes Imperialismen/Globalismen med massepsykologiske propagandatrick at få millioner af efter eget udsagn velmenende og retfærdssøgende mennesker til at udføre deres beskidte arbejde med dobbelt grundighed. Først ved at klappe i hænderne, når folks hjem, familier, byer, lande og kultur bliver smadret af USA's og NATO's krigsmaskine. Og dernæst masochistisk til at indvillige i at lade deres egne hjem, familier, byer, lande og kulturer ødelægge af masseødelæggelsesvåbenet masseindvandring OG med skyld og skam undertrykke de, der ikke hylder deres dobbeltbeskidte og dobbelt destruktive arbejde og selv hopper på ligvognen. De er ofte veluddannede og dermed toneangivende, da de er i stand til formulere sig. De kalder ofte intellektuelle, men deres intellekt må snarere betegnes som veldresserethed. De siger, at de kan tænke, men deres verdensbillede har de mest fra fjernsynskiggeri og kan i bedste fald betegnes som copy-paste-holdninger og i værste fald som lodrette løgne om en verden, de ikke fatter en brik af.

I de engelsktalende lande kalder disse folk sig selv for de liberale. De, der mener sig frigjorte fra fødested og fædreland, frigjorte fra rødder, historie og traditioner og dermed fri for ansvar og egentlig tænkning. Det sidste råber de ikke op om, for det lyder ikke så godt. En del søger frihed fra deres egen køn, deres egen krop og deres eget hormonsystem. De kræver fri tale i betydninger fri bar, og denne frihed gælder kun for dem selv, for hvis andre skulle kræve det samme, så vil deres mund blive lukket. Hvis et debatemne skulle blive for konkret og faktuelt og siger deres verdensbillede imod, vil de straks gribe til latterliggørelse og karaktermord.

Sagen med den liberale tanke er, at den er opfundet af oligarkiet, fordi de selv havde brug for den. Ligesom med syndsforladelse, fordi et præsteskab var blevet for belastet af egne synder. I begge tilfælde sælges det som forældrelig bekymring for den stakkels, lidende menneskehed. Det er kun oligarkiet, der er i stand til at udnytte frihed, for det kræver mange penge, og det er dyrt at være fattig. Frihandel er kun for dem, ikke for deres konkurrenter og deres undersåtter. Det er kun mafiosi-inderkredsen indenfor kirken, der sammen med deres affilierede har begået synder, der store nok til, at Gud bør involveres.

De frigjorte

Problemet med nationer er, at de står i vejen for globalismen. Derfor dette giftige mantra med, at nationen er roden til alt ondt, som de lærte af fremsige af revolutionens forfædre, de perfide jacobinere, der under den Franske Revolution mente, at det var på tide af afskaffe nationen Frankrig. Men nationernes Europa var på ingen måde klar til at blive afskaffet, så det var dårlig timing. Men her stiftede vi for alvor bekendtskab med systematiseret og påtvunget fædrelandsforagt som et ideologisk masseødelæggelsesvåben. Her lærte ideologerne om hvordan enten selvhad eller overdreven skinger parodi på fædrelandskærlighed kammet over til chauvinisme/jingoisme kan splitte en nation ad eller sende dens frustrationer i hovedet på en anden nation. 

Kun 'frigjorte' mennesker kan gøre sådan noget.

• Der var en grund til at ethvert stykke rettroende kulturmarxist-yngel skulle lære at hade sine forældre i ungdomsoprørets glade, skingre og dybt narcissistiske dage.
• Der var en grund til at enhver rettroende feminist skulle lære at hade mænd og tage deres børn som gidsler i en selvretfærdig 'kønskamp'.
• Der var en grund til at babyboomerne smed alle traditioner, ritualer, skikke og enhver pli i lokummet – og glemte, hvad ordet betød.
• Der var en grund til, at de ikke længere kunne synge, kun skråle eller brumme.
• Der var en grund til, at deres børn blev svigtet og deres børnebørn blev til sociopaiske curlingmonstre.

Grunden var, at det ikke var noget, de lærte sig selv. Det var noget, de blev formet til, fordi de kulturbærende institutioner, familie, tradition og nation stod i vejen for oligarkernes store liberale projekt.

Det frigjorte menneske er simpelthen en svagpisser, men har ikke opdaget det! Og det er netop tricket. Det er hovedstrategien i det, der kaldes fabiansk socialisme: At mennesker gør det ved sig selv, så oligarkerne ikke behøver at gøre det. De behøver ikke længere som i totalitarismens 20. århundrede at sparke til os med støvler. De kan nøjes med at implantere visse tanker. De kender alle input for tankeimplantater. De er behavourister, propagandister, de ejer og behersker medierne, de er sociale ingeniører, de har tænketanke og institutter for sociale studier. Og skulle det ikke være nok, så kommer der en krig til en by nærved, og så holder alle ganske op med at tænke.

Når en frigjort smart-ass stiller sig op og fyrer den af med, 'at nationerne er roden til alt ondt' har han lige fået sin egen boomerang midt mellem øjnene. Da venstrefløjen for 40 år siden strøede om sig med skældsord som imperialist-lakaj, vidste de ikke, at udsagnet 40 år senere skulle ramme dem selv. I dag er det dem, der er imperialist-lakajerne! De gør Imperiets dobbelt-beskidte arbejde, de forråder den nation, som de egoistisk og snæversynet har frigjort sig fra, de klapper i deres små fedtede hænder over EU, NATO, Imperialisme. De lavede en Obama, hvor de lærte at elske krig, fordi den var chokoladefarvet og sexet, og fordi de dybt nede i deres velfærdsforstoppede hjerner godt ved, at de er kompromitterede, prøver de at kompensere med deres feel-good politiske korrekthed social-warrior økofascistiske pseudoreligion. Når Far EU siger, at vi ikke længere skal være en nation, så må det jo være rigtigt. Når Mor Hillary lige om lidt siger, at vi skal være med til at bombe resten af verden sønder og sammen, så må det jo også være rigtigt. 

Hvor gik det galt for dem? Det gjorde det, som Niels Skousen synger: Skuddet det var godt nok, der var bare ingen pil på buen. Da de frigjorte spankulerede rundt og slyngede om sig med paroler og skældsord, dengang, havde de intet at have det i. Man kunne til nød formilde omstændighederne med, at det Store Bedrag efter verdenskrigene ikke havde lagt sig og lå som en stor, tyk tåge omkring dem. For det gjorde den. Folk anede simpelthen ikke, hvad der havde ramt verden, forvirringen var maksimal, men der var masser af Coca Cola, cigaretter, rock'n'roll og Hollywood til at tage den let smertefulde følelse af uvirkelighed. Velfærden og småborgerligheden sneg sig ind sammen med kedsomheden. Nye krige rullede i det fjerne. Så kom marxisterne og tilbød en nyreligion kaldet for en videnskab, der så var en ideologi, og så havde de svaret på det hele. Meget få af dem læste i øvrigt Marx, men det var ikke nødvendigt, for der var altid en eller anden velmenende avantgardist, der tilbød tegneserieversionen. Hverken marxisten eller medløberen anede, hvordan der så ud i et socialistisk land og klæbede plakater op med massemorderne Lenin og Mao. De skulle have holdt sig til Ho Chi Minh, for han og general Sharp smed både franskmænd, amerikanere, kinesere og Pol Pot's røde khmerer ud og de endte også med at smide kommunisterne ud og helbrede landet – på trods af Monsanto og landminer..

Det var der, det gik galt for ideologi-abbonnenterne? De anede ikke, hvad det var for en giftig ideologi, de havde købt den dag, de drak sig i hegnet til gymnasiefesten med The Beatles i ørerne og røgen fra den første joint. Socialisme blev solgt som frigørende, og ingen fattede mistanke om, at den var designet som et dødbringende masseødelæggelsesvåben fyret af imod arbejdere i alle lande, så de kunne indrulleres i det 20. århundredes slavestat. 

De hjernevaskede

For babyboomerne kom det nationale til at stå for den småborgerlighed, som de kedede sig over. Vi må gøre op med det bestående, sagde de, men det meste af deres drivkraft var overhovedet ikke social indignation, det var en kombination af ren og skær kedsomhed og det, som Thomsen & Stjernfelt i deres pamflet Kritik af den negative opbyggelighedbeskriver som at trække offerrolle-kortet eller proklamere (hykle) solidaritet med såkaldte undertrykte, hvorved de ved et trylleslag altid fik ret.

De legede med attituder, de leflede for kliken, de købte sig identitet og social accept, de fik opmærksomhed og udstillede sig selv - alt det, de og deres afkom bruger Facebook til i dag.

De var simpelthen fremme på beatet dengang, hvis de poserede med revolutionære attituder, som de i øvrigt ikke mente noget med og ej heller vidste hvad indebar.

Der var ingen pil på buen, men de skød løs til højre og venstre. Højre var nem nok at ramme med luftpilene, tænkte de, og når der var en eller anden venstrefløjs-attitude, der ikke var helt rettroende, så brugte de alt deres krudt på den, så diverse fraktioner på fløjen aldrig kunne blive enige om noget. Oligarkerne grinede af dem, så tårerne trillede hele vejen hen til banken.

Det var en tid med kulturel del-og-hersk. Alle tegneserie-krigerne opdagede ikke i deres selvberuselse, at de blev taget i røven og blev til et stykke social-psykologisk design.

Og her har vi dem så og deres børn og børnebørn i dag.

De tre hjernevaskede generationer.

De grå

Deres børn er så langt, at de reelt ikke aner, hvad en nation er længere. Alle bånd til traditionerne synes at være skåret over. Der er bællet så meget Coca Cola, set så mange subversive Hollywoodfilm, hørt så meget anglo-americano-pop-rock, indført så meget anglo-slang i sproget, købt og forbrugt så meget billigt skidt (made in China det meste), surfet så mange anglo-americano sites og social networks og spist så mange burgere, at der ikke længere er en kerne af noget tilbage, der ikke er forurenet eller helt jævnet med jorden af amerikansk simulacrum.

Lad os foretage et stykke science fiction, altså at sætte nutidens trends under lup og fremskrive den i en nær fremtid.

Snart vil der ikke være nogen tilbage, der kan huske, at der var noget, der hed en nation. Stedet er beboet af folk, hvis forfædre boede et helt andet sted, og som også har glemt deres nation, deres kultur og deres traditioner.

• En ny leverpostej-race er begyndt at tage over.
• De er ikke engang en race, for de er alle racer i én pærevælling.De har ikke engang glemt deres kultur, for de har aldrig haft en.
• De har også glemt deres natur, for de er kunst-produkter.
• De ved ikke, at Verden har set anderledes ud, for de lever alle frigjorte i nuet.
• De ved ikke, hvor de kommer fra, og de er ikke på vej nogen steder hen.De er som børn, for de bliver aldrig voksne.
• De er hverken lykkelige eller ulykkelige, for de er bare smertestillede.
• De er hverken fastboende eller nomader, for de er socialt mobile og omstillingsparate.
• De er de frigjorte leverpostejs-mennesker.
• De er hverken hvide, gule, sorte eller røde, for de er bare grå.

Det er ikke blot et endeligt for nationerne men for al etnicitet - hvis det står til globalisterne. Hvis det anholdes, så trækkes racistkortet. Man er altså racist, hvis man tillader sig at mene, at der er noget smukt og stort ved de oprindelige ikke-udtværede, ikke 7/11-MacDonalds-Disney'ficerede kulturer, og at multikulturalisme er en ødelæggelse af det. Og pludselige går det op for én, at denne udtværing er den mest afskyelige form for racisme, der nogensinde har fundet sted: Ødelæggelse af al race, etnicitet, oprindelig kultur, traditionen og historie. De egentlige racister kalder deres kritikere for racister. Hmm, hvor er det, vi finder den samme på-hovedet-mekanisme? Nå jo, en zionist kalder altid folk for anti-semitter - hvilket skulle være en form for racisme - hvorefter de hader løs på deres semitiske naboer. Kunne der være et sammenfald her ...?

Det uhyggelige er, at dette ikke er science fiction, det er allerede en virkelighed i udstrakt grad.

Mekanismen med at vende den egentlige offerrelation på hovedet er standardprocedure for Imperiet og det imperiale tankesæt, som dets subjekter, dets undersåtter, dets ja-sigere besidder. Det er just derfor, at nationerne, det nationale, nationalismen beskyldes for at være overgriberne. De er ofrene. Mekanismen er satanisk. Mens ofrene, nationerne, er nede med nakken af overgreb, undertrykkelse og udslettelse, kan man lige så godt give dem skylden for hele miseren.

For at forstå det arkaiske og sataniske i denne virkelighedstransformerende handling, skal man kende til kabbalisme. Fra Den døende gud og Kabbalah har vi lært, at det er et kabbalistisk ritual, hvor synd bliver overført til offeret. Vi finder det indskrevet i bibelen som Oh, du Guds Lam, der bærer alverdens synd. Det sneg sig ind i solkulten, Det Nye Testamente, efter at det var udskrevet i Det Gamle Testamente i historien om Abraham og Isaac. Gud brød sig først ikke om menneskeofring, og senere brød han sig om det alligevel. Ritualmordet skal rense bødlen for al skyld ved i en magisk handling at overføre den til offeret. Man vidste det, man praktiserede det, så fik man lede ved det, og så krøb det ind ad bagdøren igen.


De afsporede

Ikke alle udsete ofre var lige villige. Der blev protesteret mod leverpostejs-revolutionen, udtværingen af nationerne. En stribe ny-nationale modbevægelser opstod som reaktion på det store kulturdestruktive projekt.

Hvad skal vi mene om protestanterne? Hvis skuddet var godt nok uden pil på buen for venstrefløjen, så var pilen god nok, men skuddet ramte ved siden af for det nye højre. Oligarkerne så reaktionen komme, hvilket de altid har gjort, så de gjorde det, de altid har gjort: infiltrerede og afsporede protestanterne, inden de fik fodfæste, hvorved protesten blev til en parodi på sig selv. Ligesom protestantismen i 1500-tallet, der blev værre end moderkirken.

I virkeligheden er protester ikke svære at afspore. Man skal blot afkode den indre dumhed, den blinde vinkel. Man skal læse, hvad det er, folk reagerer imod (reaktionær = barnagtig), og hvornår folk ophører med at tænke. Uballanceret emotionalitet er altid populismens og symbolpolitikkens bedste allierede. Derefter skal man med alle de midler, der er til rådighed, implantere de tanker, der fodrer den indre dumhed, den forudsete reaktion og dernæst trække i de rigtige håndtag og give de rigtige/forkerte billeder, som folk reagerer mod. 

Det nye højre i Europa reagerede mod at blive invaderet af folk fra muslimske lande. Ergo troede de, at det var Islam, der var problemet, og at det hele handlede om at hade muslimer. Truslen var reel nok, men de så aldrig den skjulte hånd, der allerede for 100 år siden havde proklameret den tredje verdenskrig som sammenstødet mellem civilisationerne (Clash of Civilisations), hvor både kristendom, jødedom og Islam skulle ødelægge sig selv for at bane vejen for en ny verdensorden. Så det nye højre faldt lige lukt i armene på zionismen og stillede sig til rådighed for denne politiske ideologi og dens udsøgte form for bagvendt anti-semitisme, der består i at hade alle arabisk talende (semitter) og alle muslimer = Israels naboer. Derved fik det nye højre aldrig øje på den egentlige fjende, globalisterne og deres zionist-hangarounds. 

Det nye højre blev deres mest entusiastiske goys. De blottede sig for latterliggørelse og dæmonisering. Et eksempel er Dansk Folkeparti. De så den ene vej, men opdagede ikke hvad der så på dem bagfra. De havde flere i princippet gode sager, som ingen andre havde nosser til at røre ved: EU og indvandring, men endte op som zionist-lakajer, fordi de lige siden deres forfader i Fremskridtspartiet, Glistrup, mente, at det nok var muhammedanerne, der var problemet. Åh nej, manden, en begavet jurist, der identificerede mange reelle problemer ved Staten, faldt i sin egen sump af en fælde. Træk en lige linje til en af de mest magtfulde DF'ere, Søren Espersen, og tag et tjek på hans zionist-forbindelser. 

Det samme med franske Front National. De havde mange af de relevante analyser, fx forlangte Marine le Pen en auditering (et uvildigt gennemsyn) af Banc de France i forhold til dens relationer og deponering af guld til Federal Reserve som, hvilket amerikanerne ikke ønskede at indrømme, at de har formøblet i mellemtiden. Guldet findes ikke længere - hokus pokus! Det samme med det tyske guld. Det samme med alle de godtroende post-allierede fra WW2, der mente, at USA var deres frelser. Hvad skete der så? Frankrig hærgedes af en bølge designer-terror-angreb med zionistiske fingeraftryk all f…… over! Højrefløjen røg totalt af sporet i deres analyser. Venstrefløjen løb med politisk-korrektheds-faklen. Løbet var kørt af sporet.

Resultat: Socialistregeringen har med vold skaffet sig et påskud til nedlukning af civile rettigheder i Frankrig og overgang til totalitær politistat med forbud mod at forholde sig kritisk til staten. 

Så er der britisk Brexit. Ikke en entydig højrefløjssag, men overvejende. Fænomenets store undladelse er at briterne ikke har adresseret det virkelige problem, der – omend EU er et klart/uklart korrupt projekt – er lokaliseret ikke i Bruxelles men i The City of London. Man kan udmærket tænke sig, at en britisk udmelding af EU er udtænkt og ønsket i The City. Det er bemærkelsesværdigt, at et af de udslagsgivende faktorer var rygtet om, at dronningen havde anbefalet en udmelding. Hvis den slags er i kongehusets interesse, kan man være sikker på, at det er i hele det britiske establishments interesse, og så er briterne endnu en gang blevet tørret i røven og blevet til det, man i de alternative meder kalder for kontrolleret opposition.

De uafprøvede

Venstrefløjen er korrupt og totalitær. Højrefløjen er naiv og uduelig. Hvis der skal ske noget nyt, må det komme fra et sted, der ikke er kompromitteret og udslidt af designerideologierne fra de forrige århundreder. Man kan ikke forvente nytænkning fra folk, der fuldt og fast tror på, at det ikke var deres ideologiske skrotbunke, der var noget galt med, men at problemet var, at ikke var nok skrot i bunken. Det gik galt, ergo må vi have noget mere af det, der gik galt, så vil alting blive godt! Hvis du påpeger overfor en hangover-socialist, en venstre-liberalist (der ikke har opdaget, at muren faldt i 90, og at designerideologien udåndede), at der ikke var et eneste socialistisk land, der fungerede, så vil vedkommende straks sige: Jamen det var jo fordi, det ikke var rigtig socialisme! Altså det, der er inde i hovedet på tåben er vedtaget som værende fuldendt, derfor må virkelighedens verden være ufuldendt. Hvis du påpeger overfor en højreliberalist at det monopolkapitalistiske samfund og dets antagelser om, at det ikke kan være på anden måde, at markedet er et stykke natur, så vil de bare overtrumfe deres udsalgs-ideologi til mere magt til de multinationale, mere magt til EU, flere penge ned i lommen på de ultrarige, mere privatisering af staten. Og i forbifarten nedlæggelse af Christiania og dermed al magt til rocker- og indvandrer-gangs til at pushe dope.

Folk med disse attituder kan man ikke engang sende til omskoling, for de er uden for pædagogisk rækkevidde. Først i det øjeblik, at de er modne til at indrømme, at det var det ideologisæt, de abonnerede på, der var stinkeren, ville der være håb for dem. Men alle, der har taget det spring ved, hvor svært det er. Det er tanker og ord, der er tænkt og sagt millioner af gange i et levet liv. Det er en investering, der har kostet, og hvis den erklæres forældet og værdiløs – ikke engang pantelåneren gider at overtage den – så falder folks verden sammen.

Det frygtelige er, at selv helt unge mennesker mellem 15-25 kan være helt forstokkede på et ubrugeligt verdensbillede, som de i deres identitets-søgen (søgen efter at blive noget andet end dem selv, fordi de ikke kan lide sig selv) har iført sig og med ungdommelig fanatisme forfægter. Økofascismen og Agenda 21 hyrer alle de mest idealistiske typer, og når de først er blevet hjernevaskede social justice warriors, er der intet, der adskiller dem fra FDJ (Freie Deutsche Jugend i Østtyskland) og Hitlerjugend. Eller alle de muslimske unge i Gülens koranskolehær eller Hizb ut Tahrir. Resten af ungdommen kan man ikke få til den slags og behøver det heller ikke, for de har travlt med at spejle deres ego i de sociale medier på en iPhone.

Når man allerede er fanget ind af Imperiet som ung enten som hjernevasket aktivist eller forbrugsskadet passivist, er det meget svært at slippe ud igen. De har som forbrugere overhalet både deres forældre og bedsteforældre indenom. MEDMINDRE der sker noget afgørende, der afstedkommer konstruktiv desillusionering. Og desillusionen skal virkelig afstedkommes, for medmindre man er forberedt og parat til at fatte, hvad det var, der ramte en i panden, så kan resultatet meget vel blive illusionering på et højere plan. Eksempelvis, hvis det lykkes de amerikanske neocons at komme med et større falsk flag og starte en verdenskrig, så de kan sige, at det var russerne, kineserne eller iranerne, der begyndte, så vil det kun være de, der i forvejen har forstået globalismens ondsindede teknikker, der vil reagere og forstå, hvad der skete. Og de vil straks blive rangeret ud på et sidespor i den velforberedte medie- og menings-storm, der vil blive sluppet løs, så erkendelsen bliver indkapslet.

De erfarne

Russerne og kineserne er nationalister. Det samme er iranerne. Hvorfor skulle de ikke være det? Deres nationale stolthed – forstå venligst dette ord på den ikke-stupide måde – er den drivkraft, der har forhindret dem i at blive løbet over ende mere end én gang. Alle tre kæmpenationer har oplevet, hvad det vil sige, og de ønsker det ikke en gang til.

• 147 millioner russere † 1917-90, myrdet af bolsjevikkerne/kommunisterne
• 100 millioner kinesere † 1966-69, myrdet af maoisterne
• 20 millioner iranere † 1919-21, udsultet af briterne

læg dertil:

• 50 millioner indere (meget konservativt og stærkt underdrevet) †1858-1947, myrdet af briterne – læg dertil Churchills bengalske folkemord i 1943
• 2millioner irere †1845-52, udplyndret og udsultet af briterne
• 2 millioner armenere †1915, myrdet af de jødiske, frankistiske frimurergrupper, der væltede det ottomanske rige
• 3 millioner filipinere †1899-1902, myrdet af amerikanerne
• 12 millioner tyske civile †1940-45, brandbombet af britiske og amerikanske fly
• 1.5 millioner tyske krigsfanger †1945, myrdet af amerikanerne i Eisenhowers fangelejre i Rhinlandet.
• 1.6 millioner vietnamesere †1955-75 – læg dertil laotere og cambodianere – myrdet af den amerikanske hær
• Hele den tasmanske befolkning †1826-29, myrdet af britiske kolonialister
• 2 millioner irakere †2003-, myrdet af den amerikanske hær + NATO

Ovenstående er blot ikke-fyldestgørende nedslag og tilfældigt udvalgte eksempler på DETSTORE FOLKEMORD udsprunget fra Imperiet. 

 

Hvorfor står der ikke 6 millioner jøder gasset i Auschwitz af nazisterne?

Og hvorfor står det ikke oven over alle de andre?

Fordi det ikke fandt sted, sådan som det er blevet fortalt. Her må vi henholde os til de officielle kilder, ikke bolsjevikkerne, der løj så vandet drev eller Hollywood, der lever af at fabrikere illusioner. Der er en nøje overensstemmelse mellem International Røde Kors, det Britiske Efterretningsvæsen og de nazistiske kilder beregnet på intern kommunikation, altså ikke propaganda, at de omkomne i arbejds- og krigsfangelejrene alt i alt – dvs for alleetniske gruppers vedkommende - var mindre end 300.000. Og Røde Kors har intetsteds angivet dødsårsagen som gasning, men som tyfus og kolera, de typiske krigssygedomme, forårsaget af de britiske tæppe- brandbombninger og i krigens sidste år bombninger af den tyske logistik, hvilket betød, at ingen forsyninger kom frem til lejrene. Det officielle tal skrevet i museet i Auschwitz er faldet støt fra det gammeltestamentlige6 millioner til nuværende 1.1 millioner, og det er konstanti frit fald. Derudover er skiltet fjernet fra det påståede gaskammer – der selvfølgelig ikke var et gaskammer, siden væggene ikke bærer spor af Cyclon-B, der i øvrigt var beregnet til aflusning/desinfektion af tøj, ikke aflivning af mennesker. Man bakker med andre ord ud af bagdøren uden at gøre reklame for det. Interessant men ikke usædvanligt.

Man kunne spørge, hvorfor tyskerne ikke hører til de erfarne? Det gør de ikke, fordi deres helt indlysende erfaring aldrig blev fuldført, den fik ikke lov til at finde sted. De blev fanget i en Versailles-traktat 2.0, hvor en verdenskrig og dens årsag endnu engang blev smurt af på dem. Som Churchill sagde og skrev: Dette er ikke en krig mod Nazityskland, dette er en krig mod hele det tyske folk. Tyskere i dag lider af et designer-skyldkompleks skabt af de allierede, bolsjevikkerneog deres zionist-venner. Alle de allieredes krigsforbrydelser er smurt af på tyskerne for anden gang, og alle tyskere er via deres skattebillet dømttil at betale for opretholdelsen af Staten Israel og dens indbyggere i endnu 100 år – med juridisk mulighed for forlængelse. Tyskland er en kæmpe malkemaskine for ågerkarlene og svindlerne, og tre generationer af tyskere er en stak forskræmte køer når det kommer til at se deres fortid i øjnene.

De uerfarne … ?

Der er en stor synkronicitet i luften. De dukker op overalt i verden,organisationer, sammenslutninger, bevægelser, initiativer, partier … der går i andreretningerend de, som Imperiet anser som hensigtsmæssige.

Altså i andreretningerend gentagelseraf fortidens underkastelser.

Hvor kommer de fra, og hvad er deres afsæt?Først og fremmest: er de overhovedet uerfarne?
Er de ikke de mest erfarne, når det kommet til stykket?Er det ikke os, der er de uerfarne, siden vi så internt-villige har understøttet Imperiet og ligesom tyskerne har underkastet os den præfabrikerede godnathistorie om krigen, de gode og de onde?

Som europæere burde vi ikke være uerfarne. Fra 30-årskrigene til WW2 burde vi have rigeligt med erfaringsmateriale. Men vibefinder vi os i et vakuum af iscenesat glemsel, hvor vi har svært ved at bruge vores erfaringer til noget. Den store løgn om det 20. århundrede sidder i sulet på os. Når ødelæggelsen af Europa nu igen-igen sætter ind som finans- og kulturterrorisme, så aner vi ikke, hvad vi skal mene om det. Som den franske præsident Hollande siger direkte og tilsyneladende uden skam: Vi skal bare vænne os til terrorisme! Han siger altså hvad oligarkiet tænker: at terrorisme er blevet et legalt politisk redskab. Hans regering har selv været med til at skabe den og profitere af dens effekter. Socialisterne bekender kulør, hvilket måtte ske før eller senere: som de altid voldelige og totalitære.

Frankrig er ikke tilfældig. Det var Frankrig, der stod i spidsen for overfaldet på Libyen. Det var Frankrig, der ønskede deres fortids storhed tilbage som dominerende imperialister i Mellemøsten og Afrika. Det var de franske overgreb i netop Maghreb og Afrika, der skabte indvandrerbølgerne til Frankrig på samme vis, som at England er oversvømmet med indvandrere fra deres tidligere koloniale overgreb. Det er Frankrig, der grotesk nok har sat sig på FN's såkaldte fredsbevarende aktiviteter. Her meldes der om det ene overgreb og den ene ignorering af overgreb efter den anden. De har skabt en fredsbevaringsindustri for dernæst aldrig at gribe ind. Og i Vestafrika har de bare erstattet deres kolonistyrker med FN-styrker, så de kan sige, at de ikke bedriver imperialisme længere, hvilket er en tyk løgn. 

Ydermere er det zionistiske establishment meget stærkt i Frankrig. Vi har før Hollande haft en zionistisk præsident, Sarkocy og hans infame spindoktor, Bernard Henri-Levy som hovedaktører i forbindelse med Libyen. Den franske-camaroonske satiriker Dieudonné startede sin karriere, da han efterforskede oprindelsen til slavehandlen i Camaroon og Afrika. Her opdagede han, at jødiske slavehandlere havde spillet en afgørende rolle. Da zionisterne ikke kunne lukke munden på ham ved at gendrive facts - de kan de som grundregel aldrig - så greb de til censur, karaktermord, nedlukning af ytringsfrihed. 

De udbyttede
I udkantsverden har de generelt fået nok. Der har til fulde erfaret, hvad det liberale projekt går ud på. Enten er de oprindelige riger blevet smadret, eller også har de fået en kunstig nation trukket ned over hovedet (Mellemøsten) med lige linier i ørkensandet, opsplitning af etniske grupper i flere minoritetsgrupper (kurderne), folkemord (Gongo, Rwanda), udplyndring (Libyen), borgerkrig (Ukraine), stammekrig (Afghanistan), finansielt kvælertag (Japan), embargo (Iran), terror (Tjetjenien), statskup (Chile, Argentina), farvede pseudorevolutioner (Egypten) eller andet snask fra den store CIA-håndbog over subvertering af nationerog samfund.

De tillader oven i købet at organisere sig derude i udkantsverden. Visse store landes præsidenter tillader sig endog at være dicideret næsvise overfor deres retmæssige herrer og mestre i den liberale verden og – ja det er dog den stiveste! – at sætte effektiv magtudøvelse bag deres næsvished. En ny form for nationalisme er ved at opstå: anti-imperial nationalisme, forfægtelse af den – skulle man mene – indlysende ret til at være et land, en nation, der ikke har forpligtet sig til at falde på knæ og kysse beskidte støvler, blot fordi det forlanges. Hvad er det dog for noget, nægter de skide nationer at afgå ved døden?!

Imperiet havde sin masterplan for slutspillet: Civilisationernes Sammenstød. Den kører sådan set for fuld damp, men europæerne kan ikke øjne skoven for bare træer, og har ikke for alvor forstået, at de er under angreb.

Udenfor Europa har de derimod været under indlysende og klart forståeligt angreb i længere tid, og de er i fuld færd med at omdefinere det iscenesatte civilistationssammenstød, den globale borgerkrig i den globale landsby til anti-imperial nationalisme versus unilateral globalisme.Det sidste lød nærmest som en selvmodsigelse, men et misfoster som dette fænomen er nødt til at have et misforstret navn. 

Salig er de uerfarent erfarne, thi de skal arve jorden.

_________________

Åh jo, glemte vi at fortælle, at Google nu har blokeret paradigmet.blogspot, så det ikke længere er tilgængeligt for russiske læsere. Altså fra at være den konstant tredjestørste målgruppe, er det nu ikke en målgruppe længere. Det skyldes, at populariteten sidste måned steg til 5-6000 russiske hits om måneden. Hokus-pokus, en algoritme.

Var vi i tvivl om, at datamafiaen arbejdede for Imperiet? Egentlig ikke. Spørgsmålet var blot, hvornår det blev aktuelt. Don't be evil ... i sig selv et mistænkelig slogan. Jamen hvorfor skulle de da være det? Medmindre de hele tiden har været det.