EXIT 2 - Globalistan

af morton_h, the blogger 

Party-killer
For inden vi kommer for godt i gang med begejstring for Brexit - og der er grund til en vis entusiasme her, EXIT 1 - bør vi minde os selv om, at ting ikke sker, uden at det sociale ingeniørlag er med på vognen. Alle nedbrud, alle omvæltninger, alle revolutioner, alle folkelige bevægelser bliver som minimum observeret - ifølge den svage version. Ifølge den stærke version er de planlagt og igangsat med fuldt overlæg. I realiteten en mixtur af de to versioner.

Den globale finanselite er fuldstændig klar over, at deres EU-krati - lige som alt, der er baseret på løgn og svindel - har en begrænset holdbarhed. De har altid haft, og de har med garanti også nu en endnu større og endnu mere perfid konstruktion i baghånden.

Man vil nu forsøge at trække den reelle exit ud, så englænderne i løbet af et par år har glemt, hvad de stemte om. Så får de en ny manipuleret afstemning ligesom irerne ved Lissabon-traktaten, der omgør den oprindelige. Eller også bliver den oprindelige blot ignoreret og glemt. Demokrati i dag er en by i Sovjet ved navn post-demokrati.

Herefter vil England blive straffet yderligere for at være ulydig. Brexit vil blive brugt som løftestang for drakoniske stramninger andre steder i Eurozonen. Der  vil blive statueret eksempler ligesom i folkeskolen: Se hvor galt det kan gå - I vil da ikke forsøge noget lignende, vel. Der sker ting og sager lige nu med den italienske nationaløkonomi, og alle de store drenge og piger - inkl. kanslermaskinen i Tyskland - er i omdrejninger for at forhindre Italien i at gøre noget, der kan løsne kvælertaget.

Skulle det mod forventning reelt lykkes England at træde ud, så er de stadig bundet på hænder og fødder i forhold til dollar og euro, bundet af IMF, WTO, BIS, bundet af NATO, bundet af TTIP, og bundet af 100-vis af traktater, forordninger, kartelliseringer, loger/selskaber, organer, tænketanke + allerede implementerede lovkomplekser, der ikke bliver fjernet efterfølgende.

Og der er endnu værre: England er et af det mest korrupte nationer i hele verden. Englænderne tror, de er sluppet fri af EU-korruptionen, hvorefter de havner i hænderne på parasitterne i The City of London, Bank of England (ejet af Rothschild-familiesyndikatet - ligesom den danske Nationalbank?). Been there, done that. The Splendid Isolation har altid være det britiske imperiums motto, og befolkningen er nu strandet på en ø sammen den størst tænkelige koncentration af bankstere og post-semi-royale parasitter. Englænderne er sammensnøret indefra af en blød og diffus militær-/politistat, der langsomt har sneget sig ind. Det britiske monarki er - ligesom nationalbanken med omvendt fortegn - konstitutionel. Men i realiten er England (ligesom Danmark i øvrigt?) stadig styret af monarkiet. De gik bare under jorden eller om bag en skærm. De har deres netværk af loger og selskaber, hvor man skal være kompromitteret for at blive medlem. Hørte jeg nogen nævne pædofili ...? ... blot for at nævne én mulighed for kompromittering blandt mange.

Og det stopper ikke her. Hvis vi kigger yderligere på det, som mr. ChaosNavigator ville kalde for et Andet Narrativ, altså at nogen på et højere niveau end Brexit-gulvniveau er fuldt klar over, hvad der sker allerede før, det skete - vi behøver blot at nævne George Soros? - og at et større nedbrud en del af deres plan. Så har de allerede luret, at der er murren i geledderne, bla i forbindelse med de handelskrige, som EU er blevet presset ind i, tydeligst mod Rusland og i forbindelse med Ukraine. EU blev simpelthen en krigsførende supernation, og langt fra alle politikere i EU-zonen og da langt-langt fra alle virksomheder var glade for at deltage i dette svineri. De europæiske lande blev simpelthen tvunget til at gøre skade på sig selv for USA's skyld. Og vi kan ikke engang sige USA som sådan men en lille syg-syg neocon herskerklike, der kører staten USA rundt ved næsen.

Europæerne er efterhånden klar over - jeg taler om de menige, almindelige europæere, og ikke de ideologiinficerede intellektuelle, der overhovedet ikke kan se noget problem, eftersom de selv er (en del af) problemet - , at masseindvandrig er et masseødelæggelsesvåben, eller i hvert fald, at de bliver udsat for noget, der er særdeles ødelæggende. Selvtægt, ghetto-klanstyre, massevoldtægter, stenkastninger, zoner hvor politi og brandvæsner ikke kan komme (fx Sverige og Frankrig), storbyer der ikke længere bebos af de folk, der altid har boet der (London og flere engelske storbyer), flygtninge der ikke er flygtninge, men som til gengæld bliver favoriseret fremfor forarmede europæere.

Samtidig er europæerne vidne til en bølge af besynderlige terrorhandlinger. De bærer alle sammen et underligt fingeraftryk, de virker kunstige og teateragtige, medierne gebærder sig skummelt, politikerne stør om sig med klicheer og i kølvandet på dem ankommer der med garanti altid færdigpakkede 'løsninger', der alle drejer sig om at folk mister deres friheder og rettigheder, at der bliver mere kontrol, mere politi og mer regulativ. Det handler altid om at miste, at overgive, at underlægge, at indskrænke, at forarme.

Globalistan
Så europæerne aner det. Der er noget stort på trapperne, men hvad det er, hvor det kommer fra, hvem der har gang i det og hvornår det sker, har de ikke en sammenhængende anelse om. Briterne - og vi taler om overvejende the british working class + lower middle class - har mærket forarmelsen i årtier og på det seneste set, hvilket kaos indvandringen har skabt. Så de tænker: det kan ikke blive værre end EU, alt andet må være bedre. Lidet aner de, at de, der skabte EU, nu er i gang med at kreere Globalistan, det ultimative Behemoth. Det kræver selvfølgelig opløsningen af springbrættet/trædestenen EU. Europæerne er i stigende grad begyndt at gennemskue, hvad EU er for en størrelse. Jamen fint, tænker designerholdet bag Globalistan, så har vi noget større på bedding, noget der er så stort, så fjernt, så utilnærmeligt, at ingen længere har indflydelse.

Parlamentet i Globalistan - der vil ikke være tale om parlament i ordets oprindelige betydning, for du har ikke taleret her (on ne parle pas ici) - kunne lige så godt befinde sig i det ydre rum eller på en anden planet. Parler: at tale, mente: i sindet/tanken. Der føres ikke folkelige samtaler i dette non-parlament. Tanker og beslutninger undfanges her af Kommisariatet 3.0 - de udsendte. Kommissær-tanken når her en uanet grad af perfektion. Verden vil være sovjettiseret i Globalistan. Vi vil leve i regioner, ikke sovjetter - same-same. Der vil være en europæiske hær, en asiatisk hær (måske en central- og en øst-), en afrikansk hær og en amerikansk hær. 

Når herskerne i Globalistans generaler/håndlangere, altså zionistiske finansterrorister som George Soros, ser disse modbevægelser blandt befolkninger, så går hans syge hjerne i gang med at undfange nye farvede revolutioner baseret på nye fake-NGO'ere, fake oprørere med støtte fra fake-fonde og fake-tænketanke, der spreder kilometervis af fake-information. Den europæiske EXIT-bevægelse - for der er nu tale om en bevægelse - bliver hermed energikilden til den nye århundredes transformationer. 

Det tyvende århundrede transformerede menneskeheden via verdenskrige og store kriser. Vi ved i dag, at disse fandt sted med fuldt vidende og overlæg, og at drivkraften var det finans-militær-industrielle kompleks. NB! ordet finans er nødt til at stå først, hvis vi skal forstå komplekset. Den samme klike af psykopater har for længst lagt deres planer om det næste århundrede. Vi kan ikke vide med 100% sikkerhed, hvad den konkrete ordlyd er, men medmindre  vi snorksover i timen eller er fuldstændig ude af stand til at genkende mønstre og forstå sammenhænge, når de byder sig skamløst til, så behøver vi ikke at gisne om, hvor det hele bærer hen. Globalistan - denne vej, står der på skiltet.

Kom indenfor. Og vent med at tænde lyset.

Da EU blev skabt og solgt som en begrænset og frivillig handelssammenslutning, var der ikke mange, der anede, hvad der var at forvente og hvor det i sidste ende førte hen. Også dengang kørte vi ind i en tunnel uden at tænde lyset. Der var enkelte gule lamper, der lyste. Venstrefløjen var endnu ikke dengang totalt afstumpet og korrumperet og talte åbenlyst om den Europæiske Union som et elitært og imperialt projekt. 

I dag, hvor fløjen har opgivet ævret og bekendt kulør som totalitær - sammen med det meste af højrefløjen, der altid har været det - der findes ikke klassisk socialisme, kapitalisme, fascisme og nazisme længere, der findes kun højre- og venstre-liberalisme, og begge er totalitære (citat: Alexandr Dugin) - elsker de EU og NATO. De kan ikke få nok af tekno-bureaukrati og imperialisme. Men det giver fuld mening, at fløjen efter murens fald gik åndeligt i stå og nu er trådt i karakter som det, den hele tiden har været, og som den ikke engang selv var klar over: et produkt af Sovjet-projektet. Det giver i den grad fuld mening, da den nærmeste sammenligning af EU med noget, der har historisk præcedens netop er: Sovjet. EU har planøkonomi og kommissærvælde. EU er udemokratisk og totalitær. EU har en megaloman og dysfunktionel økonomi, og Europa er nu i færd med at blive forarmet med mangel på egentlig produktiv virksomhed, selvforsyning og høj beskæftigelse, og militær og politistat er ved at blive lidt for tydelig. 

Eurasia
Da den russiske præsident for nylig blev spurgt under et møde i Asien om Brexit-fænomenet, lagde han en interessant vinkel. En tidligere europæisk statsleder - vi kan gætte på, hvem det var - havde iflg. Putin i en personlig off-the-record samtale udtalt, at EU i dag udstedte flere bureaukratiske forordninger om ugen, end man gjorde i det tidligere Sovjet. Det siger ikke så lidt. Europæerne har for sent opdaget, at de er havnet i en tidslomme - i en copy-paste af det tidligere Sovjet. Det var her, lyset blev tændt i tunnelen. Det var lidt sent, for porten smækkede i bag dem.

Nu forsøger de så endnu en gang at lokke os ind i en tunnel. Vestens befolkninger har i årtier været de dårligst informerede mht. tunnelprojektet, da Vestens medier indtil videre har været mørkelagte. Mens Vestens journalistik står til dumpekarakter for at levere sand information, så står de til topkarakter for medvirken til et bedrag af uhørt omfang. Ikke siden forrige århundredes store mediemaskiner før-under-og-efter de to verdenskrige har verden oplevet noget lignende. Det er et Goebbelsk-Stalinsk propaganda-apparat i 4. potens. Behavourismen + Edward Barnaise's 'Propaganda' + Tavistock + Frankfurterskolen + Fabian Socialism + CIA + JP Morgans opkøb af de amerikanske medier før 1. Verdenskrig + CNN + Tøger Seidenfaden og Bilderberg + the-whole-fucking-chabang!! Det 20. århundrede er propagandismens århundrede, hvor medie-industrien er blevet en monopoliseret/monoteistisk prædikestol for Vestens Verdenssyn. Vores verdenssyn er blevet opkøbt, og det er først for nylig begyndt at gå op for os.

Men der er også en reel modbevægelse. Den hedder Eurasia. Den eurasiske tanke er så grundlæggende, så profound, at den fortjener en selvstændig blog. Den er ældgammel som Europa og Nær-Asien før EU. Vi er forbundet via ældgamle bånd, kulturelle, sociale, genetiske, nationale (nation = det sted, du er født, det sted, du kommer fra, din historie udover dit eget liv). Den egentlige krig - for vi befinder os midt i en krig - foregår mellem denne ældgamle kultur og en tilrejsende, okkuperende, parasittisk kultur. En parasit er karakteriseret som gennemsyrende. Den gennemborer og forgrener sig i vævet på værtsdyret. Den usynliggør sig ved at være allesteds- og intetssteds-nærværende. Den kan benægte sin egen eksistens ved at være identisk med sit miljø. 

Usura
Parasitten har mange navne. Et af dem er Usura. Parasitten er en ågerkarl. Den bor i vores bankvæsen, den suger af vores økonomi, som er samfundenes blod. Usura er en tæge, en vampyr, en igle. Ezra Pound - den største digter i det 20. århundrede - skrev sit berømte digt With Usura - hvorefter han blev buret inde på en anstalt i 10 år for at beskrive parasitten. Alle lande - og jeg mener ALLE LANDE! - der i det 20. århundrede modsatte sig Usura, blev udsat for krig, finans-terror, statskup, omstyrtelse/subversion, invasion, tilsvining, udplyndring, folkemord. Østrig Ungarn, Det Osmanniske Rige, Rusland, Tyskland (to gange), Libyen, Irak, Sudan, Syrien, Malaysia, Japan, Taiwan (de har undgået det, for de er ikke anerkendt som nation, så det benytter de sig af), Guernsey, ... Iflg. sharia-bankvæsen er usura strengt forbudt, men siden englænderne korrumperede Islam for 150 år siden og fortløbende, er Islam i dag pivåben for ågerkarlene. Den katolske kirke var langt hen ad vejen modstander af usura, men blev infiltreret og korrumperet af samme. Ågerkarlene blev konsekvent smidt ud i samtlige lande i middelalderens Europa. Men under Cromwell og under Reformationen blev de inviteret tilbage, og her starter det ågerkarle-system, vi kender i dag som det globale centralbankvæsen.

Hvis vi vil forstå Globalistan, må vi forstå Usura.
Hvis vi dernæst vil bekæmpe og undgå Globalistan, må vi finde erstatninger og reelle modspil til Usura. Hold øje med de tiltag, der dukker op for tiden.
Start fx her:

PERSPEKTIV - Politik & Finans

og se de danske politikere afsløre sig selv på stribe på et simpelt spørgsmål om pengeskabelsen.

Se & Hør danske top-politikere på glatis i færd med at bortforklare, at de ikke aner, hvordan Usura suger blod af vore samfund. Den rare dame her er som bekendt Eva Kjer, der efter sigende er kørt i stilling som partiet Venstres nye leder efter Lars Løkke Rasmussen.

Pengeskabelsen
Vi vil i den kommende tid opleve en kraftig forøget fokus på pengeskabelsen. Et emne, der er fløjet under radaren grundet dets lave grad af sexethed. Jamen er det ikke bare Nationalbanken, der skaber penge, og er den skid så ikke slået?

Punkt 1:
Nationalbanken er ikke national men ejet af en privat fond i udlandet, som man ikke fra bankens side ønsker at oplyse om ved forespørgsel.
Direkte forspurgt oplyser de ansatte, at de faktisk ikke selv er klar over det.
Punkt 2:
Nationalbanken er listet op i Selskabsstyrelsen som et selskab. Det ville en ægte Nationalbank, der fuldtud var en del af staten aldrig være.
Dens britiske forbillede, The Bank of England, nævner ved hvert årsregnskab, at en 'unknown shareholder' har ret til i særlige tilfælde at hæve op til halvdelen af overskudet. En nationalbank har ikke aktionærer.
Punkt 3:
Nationalbanken blev formelt nationaliseret i 1936. Bank of England blev formelt nationaliseret i samme periode. Hvis de var nationale, hvorfor var detaktueltat nationalisere dem? Dernæst må man spørge sig selv, omde overhovedet nationaliseret udover pro-forma-niveau?
Punkt 4:
Hverken Nationalbanken, Bank of England, Banque National de France eller den amerikanske Federal Reserve – for at nævne blot en håndfuld af de centralbanker, der kalder sig 'nationale' - tillader auditering, dvs. at uvildige, ikke-interne observatører får adgang til deres regnskaber.
De udgør altså et lukket, ikke-nationalt og derved hemmeligt og uigennemsigtigtsystem, der ikke tillader deres værts-nationer at have indsigt i deres interne forhold.
Punkt 5:
Denne private udenlandsk ejede og kontrolleredebank, som folk tror er national, skaber kun omkring 5% af pengemængden - den del der består af sedler og mønter. Og rent fysisk er det i øvrigt udliciteret til et foretagende i Polen.
Punkt 6:
Det er til gengæld de private banker, der har 'fået lov' til at skabe pengene. Hvem har oprindelig givet dem lov?Det foregår ved, at de svinger en tryllestav og ud af den blå luft skaber penge i det øjeblik, nogen skaber gæld. De kunne lige så godt gå ned i kælderen og dreje på en seddelpresse, som hvis andre ville gøre det det, ville blive kaldt for falskmøntneri.
Punkt 7:
Herefter tillader de private banker sig at hævde, at de har lånt folk penge, men det forholder sig omvendt: folk har lånt de private bankerpenge til at gamble og investere for.
Punkt 8:
Når de private banker har gamlet så eftertrykkeligt, at de er kommet i krise, truer de staten og borgerne med at gå konkurs og derved hive staten og borgerne med i faldet. Herefter invilliger staten på borgernes bekostning at godtgøre deres omfattende tab (kaldet bail-out), hvorefter bankerne nægter at låne de borgere penge, for hvis skattekroner de er blevet godtgjort.
Punkt 9:
Hverken højre- eller venstre-fløjene i de nationale forsamlinger forstår den okkulte og kryptiserede mekanisme, der kaldes pengeskabelsen. De strides blot i Danmarkom to milliarder årligt, hvor venstrefløjenvil bruge dem på sociale ydelser og højrefløjenvil bruge dem til skattelettelser. Alt imens skovler de private banker 150 milliarder årligt ud af systemet til boligspekulation og styrer dermed al inflation og deflation. Det er penge, som samfundet aldrig siden ser.

______

Hvis Nationalbanken var national og hvis det var den danske stat = det påståede repræsentantskab for de danske borgere, der styrede pengeskabelsen, så ville hele samfundsøkonomien og enhver borgers økonomi se fuldstændig anderledes ud.
Hvis du vil vide mere om dette, så hold øje med initiativer, der er ved at opstå i Danmark og andre steder i verden. USURA synger på sit sidste vers. Denne uhellige dæmoni har styret verden i 2-3000 år. Alting når på et tidspunkt sidste salgsdato. Alt, der bygger på løgn, svindel, tyveri, overgreb - og enhver form for parasittisk kultur, der nærer ved en kultur, der burde være sund, men hvis immunforsvar er (blevet) svækket, vil før eller senere blive sat i fokus. 
Den tid er nu kommet. 

Ordet og andre poetiske essays

af morton_h, the blogger

Ordet

Hvis menneskets adfærd i hele sin kompleksitet som historiske valg kunne koges ned til én eneste suppeterning af et sminkeløst, nådesløst og kompromisløst udsagn i form af ét eneste ord, ville det muligvis være: IDIOT!

Ord er magiske – både på den fede og på den lede måde.

Med ord kan vi beskrive, bekræfte, berømme, berige, begave, besynge

Med ord kan vi befamle, bebrejde, bekrige, bedrage, beordre, bebyrde

Der var engang en vismand, der sagde:

Det er mindre vigtigt, hvad du putter i din mund

end hvad der kommer ud af den.

Hvis du kommer til at fylde noget forkert i munden,

så klarer din fordøjelse og en tur på tønden det for dig.

Vi antager selvfølgelig, at du ikke har slugt stryknin eller arsenik ...

Hvis du derimod kommer til at smide noget forkert i hovedet på et andet menneske,

så hænger det måske i luften resten af jeres dage.

Vi antager selvfølgelig, at der ikke er tale om en samvittighedsløs massemorder, for hvem det vil være passende at have begge ord hængende i luften resten af sine dage.

Et ord er et ord, turde vi engang sige.

Det var en tid med ære, hæder, stolthed, retfærdighed, sandhed, nationer, folk, familier – selv Gud. Ikke alle talte sandt, men ordet var endnu ikke afskaffet som noget man bare ikke kan sige, da alt jo, som bekendt er relativt ...

Et løfte var et ord, der skulle holdes.

Nu siges det, at det er vigtigt at få ordet, tage ordet, bruge ordet og smide ordet væk.

Det en en tid med brudte løfter, falske løfter, forførende løfter.

Vi lever i den nye tids ord og de nye ords tid.

I de nye ords tid er en spade en teske og en skovl et stykke glanspapir.

I de nye ords tid hænger ord på hovedet og staves bagfra.

I de nye ords tid bruger man ord som:

Humanitær indsats med ansvar for at beskytte de svage mod deres onde diktator og indføre folkestyre som i det retskafne Vesterland

mens der rent faktisk menes:

Inhuman og uansvarlig intervention på de svage udkantsbefolkningers bekostning for at nakke deres ulydige statsledere og indføre globaliseret, korporatistisk despoti og kaos vha af terrorisme ifølge Vesterlandets våde drøm om Den Globale Landsby.

Med andre ord:

De nye ord er vandret, lodret og ordret løgn.

Ordet er magt for den stærke og den snu.

Men også for den, der tager ordet i sin magt og siger NEJ!

Lad os igen kalde et ord for ord, og en idiot for en idiot.

Tømmermænd
Vi lever i bagskidens tidsalder.

Når vi vågner om morgenen sidder der en hjelm og trykker.

Den passer ikke til hovedets facon, den gnaver, og den er ikke indstillet ordentligt.

Der var en masse idioter, der lavede revolution, der var en masse stakler, der faldt i skyttegrave, døde af sult og tyfus, og endnu flere idioter, der drak CocaCola og mente at det var sådan en god ide, at de abbonnerede på ideologier, der masseproducerede skyttegrave, sult og tyfus.

Det er som at vågne op med sko, jakke og hat på i en seng, der ikke er vores med en underlig fornemmelse af, at der er sket noget pinligt, vi ikke kan huske, og som vi måske skal stå til regnskab for. Hvad er det for et sted, hvad laver vi her, hvad er klokken, og hvad er der med den hovedpine?

Måske banker det på døren, og en piccolo i abekostume præsenterer os for regningen for noget, vi ikke anede, vi havde bestilt.

Der var nogen, der holdt en ordentlig fest for nylig, dernede i det 20. århundrede. It Was Fucking Great!

Der var fest efter de store, gammeldags krige.

Der var forbrugsfest, grisefest, gadefest, nytårsfest og fest i sjove kostumer.

Der var glemselsfest på flimmerskærmene, party på balkonerne og fyrværkeri i det fjerne.

Der var fest over de nye krige med de nye festtaler og deraf følgende nye hurra-råb.

Der var fest hele vejen hen til banken og ligtog hele vejen tilbage.

Der var fest og børnefødselsdag - men lillesøster gik lige pludselig i stå og ville have et svar på, hvorfor Tredje Verdenskrig absolut behøvede at finde sted, inden hun var fyldt 7 år og havde nået at få en rigtig kæreste.

Skyld
Skyld og skyld er to ting. Fejl og fejl er to ting. De to meninger bliver for det meste blandet i samme pærevælling. Og det er synd, for synd og synd er to ting.

Det er din skyld, sagde han. Det er ikke min skyld sagde hun. Det er de andres skyld sagde de. Det er i hvert fald ikke min skyld, pev jeg, hvorefter jeg fyrede en stak dårlige undskyldninger af (for mig selv) – de startede ikke overraskende alle sammen med 'jamen, det er også fordi at' (det hedder ikke 'fordi at', lille skat, det hedder 'fordi'!) - hvorefter jeg stak halen mellem benene.

Muligheden er selvfølgelig til stede, at jeg er helt uskyldig, altså at jeg ikke skylder at gøre eller sige noget som helst, og at bolden helt og holdent ligger på anden banehalvdel. Men muligheden er reelt større for, at der er noget om snakken i tider, hvor uansvarlighed er gået mainstream på højeste niveau som en gennemgående dårlig stil med at løbe fra regningen. Far og mor, læreren, staten, kommunen eller rengøringskonen fra Thailand kommer nok og rydder op efter mig. Til gengæld er vi nu kommet dertil, hvor vi er nødt til at rydde op efter staten og kommunen og far og mors udeladelser og hængepartier – altså alle dem der er løbet fra regningen.

Anyway: hvis der er noget om snakken, hvad så med at se på skyld som en gave? Hvis det er min fejl og min skyld, og det er menneskeligt både at fejle og skylde, så bør jeg juble højt og sige: Endelig! Nu kan jeg gøre noget ved det, nu får jeg chancen for en ommer, nu har jeg stjålet flaget og kan løbe med det, nu kan jeg få lov til at overtage ansvaret. Og tak for, at jeg ikke længere behøver at klynke mig igennem en manipulerende offerrolle og spæne efter bussen, der kører et andet sted hen med en hund af skyld i røven. Haleluja!

Ægte skyld er totalt befriende – og ganske uskyldig. Falsk skyld er den, andre prøver at smøre af på dig, når DE er i gang med at løbe fra regningen. Fuck dem, og tag ansvar! Eller vær sød og venlig og hjælp dem til at forstå, at de har et problem, som du sagtens kan hjælpe dem lidt med. Fuck deres forlorne skyld, skam, frygt og dårlig samvittighed – som de ikke selv er i besiddelse af. Fuck politisk korrekthed og andre hjernevaskerier.

Og undskyld venligt min facon, som skyldes, at jeg bliver svar skyldig.

Demokraten

Jeg går ind for demokrati og ytringsfrihed.

Jeg kan godt li' tanken om, at det er folket der styrer.

Folket, det er mig, det kan jeg godt li' at sige. Det har selvfølgelig ikke noget med Solkongen at gøre :-)

Jeg kan godt li' tanken om, at jeg må sige, hvad jeg vil.

Jeg bliver euforisk ved tanken.

Jeg synes på den anden side ikke, at jeg har mod på at styre, for jeg kan godt fornemme, hvor det bærer hen.

For så skal jeg tage stilling, kvalificere mine meninger, sætte mig ind i sagerne, gøre mit hjemmearbejde, påtage mig ansvar og bekymre mig for andre end mig selv.

Jeg synes ikke, at jeg har det fornødne overblik over styresystemet, så jeg vil helst overlade til de teknisk kyndige og professionelt trænede at være folkelige og styrende.

Jeg synes ikke, at alle skal ha' lov til at sige lige, hvad de har lyst til, for der er altså nogle af dem derude, der siger ting, jeg ikke bryder mig om, og som jeg bestemt ikke er enig i. De skal ikke ytre sig mere end højst nødvendigt.

Det er godt, at visse institutioner indenfor folkestyret har udviklet metoder till at forhindre disse typer at ytre sig.

Jeg kan godt li' en gang imellem at gå ned og putte en seddel ned i urnen. Jeg synes, det er hyggeligt. Bare der ikke var sådan nogle lange køer, for jeg skal nå hjem og se valgudsendelser. Jeg kan godt li' at se på demokratiet. Det er enormt demokratisk selv at kunne bestemme, hvilken TV-kanal, jeg vil overvære demokratiet på.

Jeg har en god sofa, og der er fire år til næste valg, hvor jeg ikke behøver at bekymre mig om politik. Men de dér sofavælgere, der ikke gider at stemme: dem har jeg ikke en skid tilovers for! Det vil jeg bare lige sige!

Antagelser
Jeg bliver ved med at løbe ind i dem. Folk der antager.

Forstå mig ret. Vi slipper ikke uden om at antage, for vi kan ikke vide alt. Derfor er vi nødt til at antage, indtil vi ved. Her opstår problemet, for bag den udbredte hang til udelukkende at antage ligger en stor uudsagt uvilje mod at vide. Vi kommer aldrig længere end til at antage.

For mange antagelser kendetegner en dårlig teori, siger de i videnskaben. De siger i øvrigt så meget, som de ikke selv følger og overholder. Eksempel: Hvis du kalder dig darwinist, abbonerer du på en usædvanlig dårlig teori med en umådelig bunke antagelser. Det er bare lykkedes darwinisterne at glemme, at det er en teori, så de antager, at det er en højere videnskabelig sandhed. Der er ikke i biologien beskrevet én eneste mutation, der er velgørende for organismen. Alligevel findes der en antagelse, et ikke underbygget udsagn om, at der findes en eller anden mystisk mekanisme, der udvælger de evolutionsfremmende mutationer og skaber myriader at biologisk velgørenhed.

Antagelsernes højborg: Kend din venstre-liberalist på mængden af antagelser. En venstre-liberalist – førhen kendt som en socialist - når at fyre et nærmest utal af antagelser på blot fire minutter i enhvert forsøg på at etablere en samtale om emner, som det er lykkedes ham at befænge med politisk korrekt skyld og skam og vi-ved-jo-allesammen-at … Kend ligeledes din højreliberalist på mængden af antagelser om, hvor ansvarlig og velgørende rovdyrkapitalisme er for det menneskelige samfund, og hvor gode intentioner bankvæsenet og Bjarne Corydon havde, da han forærede DONG-Energy til Goldman-Sachs, og hvor uansvarligt og samfundsskadeligt det vil være at sige nej til den transatlantiske megafascisme.

En af de mest katastrofale antagelser i vor tid er, at vi får sand og pålidelig information ved at smække vore røvballer ned i en sofa, befamle remoten og tage frontalt bad i journalistisk nonsens. Sagt på en anden måde: at antage, at medierne kan, tør og især: vil det godt for os.

Hvorfor er mennesker så bange for at vide, og hvorfor er de så glade for at antage? Fordi viden forpligter for alle, der er udstyret med menneskelig samvittig og empati. Fordi viden kan tænkes at være ubehagelig, og fordi ubehaget nødvendigvis får konsekvenser og må føre til handling. Det er simpelthen bekvemt at antage. Den dovne slipper for at gøre sit hjemmearbejde. Den dumme slipper for at prøve at tænke. Og den feje slipper for at se ubehaget i øjnene.

For sæt nu, hvis dengrundlæggende antagelse om et stort, vigtigt og gennemgribende emne ikke holderstik. Hvilke andreantagelser holder så heller ikke stik. Sagt på en anden måde: hvisdet, der blevregnetfor sikkert og vist, uundgåeligt, nødvendig, naturgivent, det vi jo alle ved, den store hellige konsensus, … altså hvis det vedtagne verdensbillede, når det kommer tilstykket, blot er en stak forlorne antagelser købt hos en slimet sælger, der ringede på døren engang i tidernes morgen? Hvad så?

Journalisten
Journalisten kan godt li at høre sig selv spørge.

Journalisten satser på forudsigelige og redigerbare svar.

Journalisten synes, det er vigtigt at vinkle.

At vinkle betyder: at udradere det, der ikke er i vinkel.

Journalisten har det godt bag et skrivebord.

Journalisten er god til at tage hensyn til sin redaktør og sin karriere.

Journalisten anser sig selv for repræsentant for den Fjerde Statsmagt.

Journalisten kalder dem for interviewofre. Bare sig navnet!

Journalisten stiller nærgående spørgsmål til sine ofre, og høflige spørgsmål til sine opdragsgivere, der har været så venlige at fortælle ham, hvilken god eller dårlig historie, der skal fortælles.

Journalisten mener ikke, at virkelighed, sandhed, paradokser, kompleksitet og systemisk ondskab er salgbare størrelser i dagens medievirkelighed.

Journalisten kalder ikke selv sine historier for fiktioner.

Journalisten mener, at det er vigtigt at underholde og mindre vigtigt at oplyse.

Journalisten kan godt li dårlige nyheder, konflikter, skænderier, katastrofer og skandaler.

Journalisten anser det for professionelt at hjælpe de dårlige nyheder lidt på vej, hvis de ikke selv kan finde ud af det.

Journalisten mener, at blodbade og folkemord har en vis salgsfremmende effekt.

Journalisten føler sig ikke forpligtet til at dementere eventuelle unøjagtigheder.

Journalisten færdes med erotisk opstemthed i Magtens Korriderer.

Journalisten deler soveværelse, lagner og mundvand med indbyggerne i Magtens Korridorer.

Journalisten har glemt, hvad det hele skulle til for.

Journalisten får stådreng (M/K) hvis der tilbydes en plads i et militærkøretøj, der ruller sejrssikkert ind ondskabens akse.

Journalisten er ikke så meget for at berette om de stakler, der overlevede – eller ikke overlevede indrulningen.

Journalisten har denne gang glemt, at han havde glemt, hvad det var, dethele skulle til for.

Journalisten kan godt lide soundbites og one-liners og er ikke meget for komplekse 565-liners.

Journalisten kan godt lide at afbryde, så han kan høre sig selv.

Journalisten kan godt li at høre sig selv spørge.

Rumi – Ghazal 838 (1207-73) 
hvis du ikke kan falde i søvn
min kære sjæl
i nat
hvad tror du der ville ske

hvis du tilbringer natten
og blander den med morgenen
for hjertets skyld
hvad tror du der ville ske

hvis hele verden
var dækket med blomster
du møjsommeligt havde plantet
hvad tror du der ville ske

hvis livets eliksir
der var skjult i mørket
fyldte ødemarker og byer
hvad tror du der ville ske

hvis nu
ved din gavmildhed og din kærlighed
et par mennesker fandt deres liv
hvad tror du der ville ske

hvis du hældte en hel krukke
fyldt med herlig vin
i hovedet på de, der allerede var berusede
hvad tror du der ville ske

gå min ven
hæld din kærlighed - endog i hovedet på dine fjender
hvis du rører deres hjerter
hvad tror du der vil ske

Behovssøjlen 
Sådan noget kan du ikke sige, sagde relativisten

Du kan ikke bruge den slags udtryk længere

Fremskridtet har sørget for, at alt storladent sludder er blevet skyllet ud i kummen

Se det som en fordel:

Du behøver ikke sandhed, for vi har relativisme

Du behøver ikke moral, for vi har det, vi slipper afsted med

Du behøver ikke dyd, for vi har snyd

Du behøver ikke ære, for vi har hære

Du behøver ikke medlidenhed, for vi har nedladenhed

Du behøver ikke ridderlighed, for vi har liderlighed

Du behøver ikke troværdighed, for vi har uværdighed

Du behøver ikke bekymring, for vi har kummer

Du behøver ikke medfølelse, for vi har følelsesporno og føleri

Du behøver ikke værdier, for vi har kopier

Du behøver ikke Himmerige, for vi har stenrige, nyrige og superrige

Du behøver ikke Helvede, for vi har Distortion-festivaller
Du behøver ikke helligdom, for vi har Hollywood

Du behøver ikke samvittighed, for vi har masser af vittigheder

Du behøver ikke ansvar, for vi har svar på det hele

Du behøver ikke Gud, for vi har OMG!

Du behøver ikke skønhed, for vi kører ikke det shit længere

Du behøver ikke ren snak, for vi har dirty talk, fucking luder!
Du behøver ikke modersmål, for vi har motherfucking

Du behøver ikke ærbarhed, for vi elsker barer, barhed og barberede genitalier

Du behøver ikke at danse, for vi har twerking

Du behøver ikke pligt, for vi har svigt

Du behøver ikke kundskab, for vi har fuldskab, galskab og dårskab

Du behøver ikke kvalifikationer, for vi har kompetencer

Du behøver ikke venskab, for vi har dårligt selskab

Du behøver ikke sjæl og sorg, for vi har blå piller

Du behøver ikke tænkning, for vi har tænketanke

Du behøver ikke visdom, for vi har snedighed som ind i helvede

Du behøver ikke helbred, for vi har rød-gule piller af mærkerne Hellbreed og Selmorsil
Du behøver ikke omsorg, for vi har forsorg
Du behøver ikke hensyn, for vi har tilsyn 

Du behøver ikke nationer, for vi har korporationer

Du behøver ikke familie og frænder, for vi har Facebook

Du behøver ikke frihed, for vi har frihandel, fri taletid, og fri sex

Du behøver ikke mådehold med midler, for vi har middelmådighed

Du behøver ikke kvalitet, for vi har kvantitet i kvalmende mængder

Du behøver ikke ledelse, for vi har lede ved ledelse

Du behøver ikke voksne, for curling-sociopater når aldrig så langt

Du behøver ikke økonomi, for vi har Usura, Mammon og George Soros

Du behøver ikke lykke, for vi har lykkepiller, lottospil og Linse Kessler

Du behøver ikke transcendens, for vi har transhumanisme og transvestitter

Du behøver ikke essens, for vi har essenser (smagen af al muligt)

Du behøver ikke væren, for vi har det, der er værre

Du behøver ikke natur, for den ødelægger landbrugsmaskinerne

Du behøver ikke studier, for vi har stupidier

Du behøver ikke hjemmearbejde, for vi har fladskærme

Du behøver ikke historie, for vi har glemsel

Du behøver ikke mod, for vi har fjernstyrede droner

Du behøver ikke kærlighed, for vi har raveparties, røvpuling og Ritalin

Du behøver ikke ærlighed, for vi har journalistik og politik

Du behøver ikke respekt, for vi har terror
Du behøver ikke opmærksomhed, for vi 'hører, hvad du siger'
Du behøver ikke samtale, for vi har soundbites, sms'er og symbolpolitik

Du behøver ikke liv, for vi har en samlet pakke fra livmoder til losseplads


Jeg ser

Jeg ser på hvide skyer om natten

Efter de lyse nætter kommer de hvide skyer

Tror du ikke på, hvad jeg siger?

Alt hvad jeg siger er virkeligt og kommer et sted fra

Lad være med at tro på det, tjek det ud

Tro er for svagpissere, duknakker og troskyldigheder

Troskyldighed er, når nogen mener, du skylder at tro på godnathistorier

Tro og skyld er komponenter til et styresystem for paver og pantelånere

Troværdighed indeholder ordet værdighed, husk lige det!

Den trolovede, hed det i en ikke så fjern fortid, hvor trofasthed var en besungen dyd

Jeg ser de bøgelyse øer udover havet spredt

Hvordan turde de skrive sådan noget fucking … smukt pis?

Jeg indrømmer det: fækaliesprog er blank indrømmelse af æstetisk og moralsk fejhed (fucking siger ikke noget, mens du siger det)

Hvornår blev det moderne at være uskøn?

Alt godt er også smukt, er også skønt, er også kendetegn på godt

Det skønne var ikke i høj kurs efter Sarajevo, Vinterpaladset, Armenien, Jekyll Island, Titanic, Luciania og Wall Street -29

Det skønne blev afløst af forvredne kroppe, krampagtige ansigter og køer af vrede mænd med kasketter

Det skønne ved skyttegrave, gule skyer af sennepsgas og kvalte kadavre i uniform kræver en særlig elitær form for skønhed

Det uskønne blev derfor besunget med ordet Great, Kvantitetens forherligelse

Det skønne gled ud af kurs og blev til kældermennesker, kapitallogik, kitch, journalistik, bar røv og moderne kunst

Jeg ser på hammeren, kniven og øksen

Jeg ser på skålen, skeen og skaftet – glem ikke glasset

Jeg ser hånden, der griber og øjet der ser hånden, der griber

Billedet på perfektion findes endnu, det er virkeligt

Det kommer fra et sted, der ikke er et sted men er tilstede, før det ankommer

Tiden og stedets enhed, siger manden med kameraet, ellers forstår de ikke fortællingen

At være tilstede tager sin tid, her og nu

Afsted, afsted før du tilstedes for retten eller stedes til hvile

Tilstedeværen er tidens ankommen til stedet

Hvis du tror, du har fattet tiden med et ur, er du en spade

Jeg hører årernes tag i vandskorpen, tyngdepunktet er er lige under

Så kommer tunnelsynet, der er ingen begyndelse og ingen slutning

Tiden er ikke gået i stå, for den har lige indfundet sig

Det er rummet, der er gået i stå, og tiden skal bare ingen steder hen

Måske jeg dematerialiserer jeg mig og kommer tilbage efter flodbølgen

I byen er der alle lyde undtagen ørenlyd

Tiden er så fast, at man kan skære i den

De flyver helikoptere midt om natten, selv en kost er motoriseret

Du går i seng til lyden af autotunes og pulserende dunk kun afbrudt af bøvede skrål af territoriepisning

Du vågner til lyden af skraldemænd og et accelerando af køretøjer med én person i hver

Jeg ser æbletræer, gæs i flokke, flagermus og hvide skyer igen

Efter rabarber, kirsebær, brombær, blommer, hyben, hyldebær - så kommer æblerne

Tror du ikke længere, at jorden og træerne har gaver, der kan modtages?

Jeg siger dig, rødbeden og grønkålen bringer dig i ekstase!

Jeg nævner ikke engang hestebønnen ..