Ordet og andre poetiske essays

af morton_h, the blogger

Ordet

Hvis menneskets adfærd i hele sin kompleksitet som historiske valg kunne koges ned til én eneste suppeterning af et sminkeløst, nådesløst og kompromisløst udsagn i form af ét eneste ord, ville det muligvis være: IDIOT!

Ord er magiske – både på den fede og på den lede måde.

Med ord kan vi beskrive, bekræfte, berømme, berige, begave, besynge

Med ord kan vi befamle, bebrejde, bekrige, bedrage, beordre, bebyrde

Der var engang en vismand, der sagde:

Det er mindre vigtigt, hvad du putter i din mund

end hvad der kommer ud af den.

Hvis du kommer til at fylde noget forkert i munden,

så klarer din fordøjelse og en tur på tønden det for dig.

Vi antager selvfølgelig, at du ikke har slugt stryknin eller arsenik ...

Hvis du derimod kommer til at smide noget forkert i hovedet på et andet menneske,

så hænger det måske i luften resten af jeres dage.

Vi antager selvfølgelig, at der ikke er tale om en samvittighedsløs massemorder, for hvem det vil være passende at have begge ord hængende i luften resten af sine dage.

Et ord er et ord, turde vi engang sige.

Det var en tid med ære, hæder, stolthed, retfærdighed, sandhed, nationer, folk, familier – selv Gud. Ikke alle talte sandt, men ordet var endnu ikke afskaffet som noget man bare ikke kan sige, da alt jo, som bekendt er relativt ...

Et løfte var et ord, der skulle holdes.

Nu siges det, at det er vigtigt at få ordet, tage ordet, bruge ordet og smide ordet væk.

Det en en tid med brudte løfter, falske løfter, forførende løfter.

Vi lever i den nye tids ord og de nye ords tid.

I de nye ords tid er en spade en teske og en skovl et stykke glanspapir.

I de nye ords tid hænger ord på hovedet og staves bagfra.

I de nye ords tid bruger man ord som:

Humanitær indsats med ansvar for at beskytte de svage mod deres onde diktator og indføre folkestyre som i det retskafne Vesterland

mens der rent faktisk menes:

Inhuman og uansvarlig intervention på de svage udkantsbefolkningers bekostning for at nakke deres ulydige statsledere og indføre globaliseret, korporatistisk despoti og kaos vha af terrorisme ifølge Vesterlandets våde drøm om Den Globale Landsby.

Med andre ord:

De nye ord er vandret, lodret og ordret løgn.

Ordet er magt for den stærke og den snu.

Men også for den, der tager ordet i sin magt og siger NEJ!

Lad os igen kalde et ord for ord, og en idiot for en idiot.

Tømmermænd
Vi lever i bagskidens tidsalder.

Når vi vågner om morgenen sidder der en hjelm og trykker.

Den passer ikke til hovedets facon, den gnaver, og den er ikke indstillet ordentligt.

Der var en masse idioter, der lavede revolution, der var en masse stakler, der faldt i skyttegrave, døde af sult og tyfus, og endnu flere idioter, der drak CocaCola og mente at det var sådan en god ide, at de abbonnerede på ideologier, der masseproducerede skyttegrave, sult og tyfus.

Det er som at vågne op med sko, jakke og hat på i en seng, der ikke er vores med en underlig fornemmelse af, at der er sket noget pinligt, vi ikke kan huske, og som vi måske skal stå til regnskab for. Hvad er det for et sted, hvad laver vi her, hvad er klokken, og hvad er der med den hovedpine?

Måske banker det på døren, og en piccolo i abekostume præsenterer os for regningen for noget, vi ikke anede, vi havde bestilt.

Der var nogen, der holdt en ordentlig fest for nylig, dernede i det 20. århundrede. It Was Fucking Great!

Der var fest efter de store, gammeldags krige.

Der var forbrugsfest, grisefest, gadefest, nytårsfest og fest i sjove kostumer.

Der var glemselsfest på flimmerskærmene, party på balkonerne og fyrværkeri i det fjerne.

Der var fest over de nye krige med de nye festtaler og deraf følgende nye hurra-råb.

Der var fest hele vejen hen til banken og ligtog hele vejen tilbage.

Der var fest og børnefødselsdag - men lillesøster gik lige pludselig i stå og ville have et svar på, hvorfor Tredje Verdenskrig absolut behøvede at finde sted, inden hun var fyldt 7 år og havde nået at få en rigtig kæreste.

Skyld
Skyld og skyld er to ting. Fejl og fejl er to ting. De to meninger bliver for det meste blandet i samme pærevælling. Og det er synd, for synd og synd er to ting.

Det er din skyld, sagde han. Det er ikke min skyld sagde hun. Det er de andres skyld sagde de. Det er i hvert fald ikke min skyld, pev jeg, hvorefter jeg fyrede en stak dårlige undskyldninger af (for mig selv) – de startede ikke overraskende alle sammen med 'jamen, det er også fordi at' (det hedder ikke 'fordi at', lille skat, det hedder 'fordi'!) - hvorefter jeg stak halen mellem benene.

Muligheden er selvfølgelig til stede, at jeg er helt uskyldig, altså at jeg ikke skylder at gøre eller sige noget som helst, og at bolden helt og holdent ligger på anden banehalvdel. Men muligheden er reelt større for, at der er noget om snakken i tider, hvor uansvarlighed er gået mainstream på højeste niveau som en gennemgående dårlig stil med at løbe fra regningen. Far og mor, læreren, staten, kommunen eller rengøringskonen fra Thailand kommer nok og rydder op efter mig. Til gengæld er vi nu kommet dertil, hvor vi er nødt til at rydde op efter staten og kommunen og far og mors udeladelser og hængepartier – altså alle dem der er løbet fra regningen.

Anyway: hvis der er noget om snakken, hvad så med at se på skyld som en gave? Hvis det er min fejl og min skyld, og det er menneskeligt både at fejle og skylde, så bør jeg juble højt og sige: Endelig! Nu kan jeg gøre noget ved det, nu får jeg chancen for en ommer, nu har jeg stjålet flaget og kan løbe med det, nu kan jeg få lov til at overtage ansvaret. Og tak for, at jeg ikke længere behøver at klynke mig igennem en manipulerende offerrolle og spæne efter bussen, der kører et andet sted hen med en hund af skyld i røven. Haleluja!

Ægte skyld er totalt befriende – og ganske uskyldig. Falsk skyld er den, andre prøver at smøre af på dig, når DE er i gang med at løbe fra regningen. Fuck dem, og tag ansvar! Eller vær sød og venlig og hjælp dem til at forstå, at de har et problem, som du sagtens kan hjælpe dem lidt med. Fuck deres forlorne skyld, skam, frygt og dårlig samvittighed – som de ikke selv er i besiddelse af. Fuck politisk korrekthed og andre hjernevaskerier.

Og undskyld venligt min facon, som skyldes, at jeg bliver svar skyldig.

Demokraten

Jeg går ind for demokrati og ytringsfrihed.

Jeg kan godt li' tanken om, at det er folket der styrer.

Folket, det er mig, det kan jeg godt li' at sige. Det har selvfølgelig ikke noget med Solkongen at gøre :-)

Jeg kan godt li' tanken om, at jeg må sige, hvad jeg vil.

Jeg bliver euforisk ved tanken.

Jeg synes på den anden side ikke, at jeg har mod på at styre, for jeg kan godt fornemme, hvor det bærer hen.

For så skal jeg tage stilling, kvalificere mine meninger, sætte mig ind i sagerne, gøre mit hjemmearbejde, påtage mig ansvar og bekymre mig for andre end mig selv.

Jeg synes ikke, at jeg har det fornødne overblik over styresystemet, så jeg vil helst overlade til de teknisk kyndige og professionelt trænede at være folkelige og styrende.

Jeg synes ikke, at alle skal ha' lov til at sige lige, hvad de har lyst til, for der er altså nogle af dem derude, der siger ting, jeg ikke bryder mig om, og som jeg bestemt ikke er enig i. De skal ikke ytre sig mere end højst nødvendigt.

Det er godt, at visse institutioner indenfor folkestyret har udviklet metoder till at forhindre disse typer at ytre sig.

Jeg kan godt li' en gang imellem at gå ned og putte en seddel ned i urnen. Jeg synes, det er hyggeligt. Bare der ikke var sådan nogle lange køer, for jeg skal nå hjem og se valgudsendelser. Jeg kan godt li' at se på demokratiet. Det er enormt demokratisk selv at kunne bestemme, hvilken TV-kanal, jeg vil overvære demokratiet på.

Jeg har en god sofa, og der er fire år til næste valg, hvor jeg ikke behøver at bekymre mig om politik. Men de dér sofavælgere, der ikke gider at stemme: dem har jeg ikke en skid tilovers for! Det vil jeg bare lige sige!

Antagelser
Jeg bliver ved med at løbe ind i dem. Folk der antager.

Forstå mig ret. Vi slipper ikke uden om at antage, for vi kan ikke vide alt. Derfor er vi nødt til at antage, indtil vi ved. Her opstår problemet, for bag den udbredte hang til udelukkende at antage ligger en stor uudsagt uvilje mod at vide. Vi kommer aldrig længere end til at antage.

For mange antagelser kendetegner en dårlig teori, siger de i videnskaben. De siger i øvrigt så meget, som de ikke selv følger og overholder. Eksempel: Hvis du kalder dig darwinist, abbonerer du på en usædvanlig dårlig teori med en umådelig bunke antagelser. Det er bare lykkedes darwinisterne at glemme, at det er en teori, så de antager, at det er en højere videnskabelig sandhed. Der er ikke i biologien beskrevet én eneste mutation, der er velgørende for organismen. Alligevel findes der en antagelse, et ikke underbygget udsagn om, at der findes en eller anden mystisk mekanisme, der udvælger de evolutionsfremmende mutationer og skaber myriader at biologisk velgørenhed.

Antagelsernes højborg: Kend din venstre-liberalist på mængden af antagelser. En venstre-liberalist – førhen kendt som en socialist - når at fyre et nærmest utal af antagelser på blot fire minutter i enhvert forsøg på at etablere en samtale om emner, som det er lykkedes ham at befænge med politisk korrekt skyld og skam og vi-ved-jo-allesammen-at … Kend ligeledes din højreliberalist på mængden af antagelser om, hvor ansvarlig og velgørende rovdyrkapitalisme er for det menneskelige samfund, og hvor gode intentioner bankvæsenet og Bjarne Corydon havde, da han forærede DONG-Energy til Goldman-Sachs, og hvor uansvarligt og samfundsskadeligt det vil være at sige nej til den transatlantiske megafascisme.

En af de mest katastrofale antagelser i vor tid er, at vi får sand og pålidelig information ved at smække vore røvballer ned i en sofa, befamle remoten og tage frontalt bad i journalistisk nonsens. Sagt på en anden måde: at antage, at medierne kan, tør og især: vil det godt for os.

Hvorfor er mennesker så bange for at vide, og hvorfor er de så glade for at antage? Fordi viden forpligter for alle, der er udstyret med menneskelig samvittig og empati. Fordi viden kan tænkes at være ubehagelig, og fordi ubehaget nødvendigvis får konsekvenser og må føre til handling. Det er simpelthen bekvemt at antage. Den dovne slipper for at gøre sit hjemmearbejde. Den dumme slipper for at prøve at tænke. Og den feje slipper for at se ubehaget i øjnene.

For sæt nu, hvis dengrundlæggende antagelse om et stort, vigtigt og gennemgribende emne ikke holderstik. Hvilke andreantagelser holder så heller ikke stik. Sagt på en anden måde: hvisdet, der blevregnetfor sikkert og vist, uundgåeligt, nødvendig, naturgivent, det vi jo alle ved, den store hellige konsensus, … altså hvis det vedtagne verdensbillede, når det kommer tilstykket, blot er en stak forlorne antagelser købt hos en slimet sælger, der ringede på døren engang i tidernes morgen? Hvad så?

Journalisten
Journalisten kan godt li at høre sig selv spørge.

Journalisten satser på forudsigelige og redigerbare svar.

Journalisten synes, det er vigtigt at vinkle.

At vinkle betyder: at udradere det, der ikke er i vinkel.

Journalisten har det godt bag et skrivebord.

Journalisten er god til at tage hensyn til sin redaktør og sin karriere.

Journalisten anser sig selv for repræsentant for den Fjerde Statsmagt.

Journalisten kalder dem for interviewofre. Bare sig navnet!

Journalisten stiller nærgående spørgsmål til sine ofre, og høflige spørgsmål til sine opdragsgivere, der har været så venlige at fortælle ham, hvilken god eller dårlig historie, der skal fortælles.

Journalisten mener ikke, at virkelighed, sandhed, paradokser, kompleksitet og systemisk ondskab er salgbare størrelser i dagens medievirkelighed.

Journalisten kalder ikke selv sine historier for fiktioner.

Journalisten mener, at det er vigtigt at underholde og mindre vigtigt at oplyse.

Journalisten kan godt li dårlige nyheder, konflikter, skænderier, katastrofer og skandaler.

Journalisten anser det for professionelt at hjælpe de dårlige nyheder lidt på vej, hvis de ikke selv kan finde ud af det.

Journalisten mener, at blodbade og folkemord har en vis salgsfremmende effekt.

Journalisten føler sig ikke forpligtet til at dementere eventuelle unøjagtigheder.

Journalisten færdes med erotisk opstemthed i Magtens Korriderer.

Journalisten deler soveværelse, lagner og mundvand med indbyggerne i Magtens Korridorer.

Journalisten har glemt, hvad det hele skulle til for.

Journalisten får stådreng (M/K) hvis der tilbydes en plads i et militærkøretøj, der ruller sejrssikkert ind ondskabens akse.

Journalisten er ikke så meget for at berette om de stakler, der overlevede – eller ikke overlevede indrulningen.

Journalisten har denne gang glemt, at han havde glemt, hvad det var, dethele skulle til for.

Journalisten kan godt lide soundbites og one-liners og er ikke meget for komplekse 565-liners.

Journalisten kan godt lide at afbryde, så han kan høre sig selv.

Journalisten kan godt li at høre sig selv spørge.

Rumi – Ghazal 838 (1207-73) 
hvis du ikke kan falde i søvn
min kære sjæl
i nat
hvad tror du der ville ske

hvis du tilbringer natten
og blander den med morgenen
for hjertets skyld
hvad tror du der ville ske

hvis hele verden
var dækket med blomster
du møjsommeligt havde plantet
hvad tror du der ville ske

hvis livets eliksir
der var skjult i mørket
fyldte ødemarker og byer
hvad tror du der ville ske

hvis nu
ved din gavmildhed og din kærlighed
et par mennesker fandt deres liv
hvad tror du der ville ske

hvis du hældte en hel krukke
fyldt med herlig vin
i hovedet på de, der allerede var berusede
hvad tror du der ville ske

gå min ven
hæld din kærlighed - endog i hovedet på dine fjender
hvis du rører deres hjerter
hvad tror du der vil ske

Behovssøjlen 
Sådan noget kan du ikke sige, sagde relativisten

Du kan ikke bruge den slags udtryk længere

Fremskridtet har sørget for, at alt storladent sludder er blevet skyllet ud i kummen

Se det som en fordel:

Du behøver ikke sandhed, for vi har relativisme

Du behøver ikke moral, for vi har det, vi slipper afsted med

Du behøver ikke dyd, for vi har snyd

Du behøver ikke ære, for vi har hære

Du behøver ikke medlidenhed, for vi har nedladenhed

Du behøver ikke ridderlighed, for vi har liderlighed

Du behøver ikke troværdighed, for vi har uværdighed

Du behøver ikke bekymring, for vi har kummer

Du behøver ikke medfølelse, for vi har følelsesporno og føleri

Du behøver ikke værdier, for vi har kopier

Du behøver ikke Himmerige, for vi har stenrige, nyrige og superrige

Du behøver ikke Helvede, for vi har Distortion-festivaller
Du behøver ikke helligdom, for vi har Hollywood

Du behøver ikke samvittighed, for vi har masser af vittigheder

Du behøver ikke ansvar, for vi har svar på det hele

Du behøver ikke Gud, for vi har OMG!

Du behøver ikke skønhed, for vi kører ikke det shit længere

Du behøver ikke ren snak, for vi har dirty talk, fucking luder!
Du behøver ikke modersmål, for vi har motherfucking

Du behøver ikke ærbarhed, for vi elsker barer, barhed og barberede genitalier

Du behøver ikke at danse, for vi har twerking

Du behøver ikke pligt, for vi har svigt

Du behøver ikke kundskab, for vi har fuldskab, galskab og dårskab

Du behøver ikke kvalifikationer, for vi har kompetencer

Du behøver ikke venskab, for vi har dårligt selskab

Du behøver ikke sjæl og sorg, for vi har blå piller

Du behøver ikke tænkning, for vi har tænketanke

Du behøver ikke visdom, for vi har snedighed som ind i helvede

Du behøver ikke helbred, for vi har rød-gule piller af mærkerne Hellbreed og Selmorsil
Du behøver ikke omsorg, for vi har forsorg
Du behøver ikke hensyn, for vi har tilsyn 

Du behøver ikke nationer, for vi har korporationer

Du behøver ikke familie og frænder, for vi har Facebook

Du behøver ikke frihed, for vi har frihandel, fri taletid, og fri sex

Du behøver ikke mådehold med midler, for vi har middelmådighed

Du behøver ikke kvalitet, for vi har kvantitet i kvalmende mængder

Du behøver ikke ledelse, for vi har lede ved ledelse

Du behøver ikke voksne, for curling-sociopater når aldrig så langt

Du behøver ikke økonomi, for vi har Usura, Mammon og George Soros

Du behøver ikke lykke, for vi har lykkepiller, lottospil og Linse Kessler

Du behøver ikke transcendens, for vi har transhumanisme og transvestitter

Du behøver ikke essens, for vi har essenser (smagen af al muligt)

Du behøver ikke væren, for vi har det, der er værre

Du behøver ikke natur, for den ødelægger landbrugsmaskinerne

Du behøver ikke studier, for vi har stupidier

Du behøver ikke hjemmearbejde, for vi har fladskærme

Du behøver ikke historie, for vi har glemsel

Du behøver ikke mod, for vi har fjernstyrede droner

Du behøver ikke kærlighed, for vi har raveparties, røvpuling og Ritalin

Du behøver ikke ærlighed, for vi har journalistik og politik

Du behøver ikke respekt, for vi har terror
Du behøver ikke opmærksomhed, for vi 'hører, hvad du siger'
Du behøver ikke samtale, for vi har soundbites, sms'er og symbolpolitik

Du behøver ikke liv, for vi har en samlet pakke fra livmoder til losseplads


Jeg ser

Jeg ser på hvide skyer om natten

Efter de lyse nætter kommer de hvide skyer

Tror du ikke på, hvad jeg siger?

Alt hvad jeg siger er virkeligt og kommer et sted fra

Lad være med at tro på det, tjek det ud

Tro er for svagpissere, duknakker og troskyldigheder

Troskyldighed er, når nogen mener, du skylder at tro på godnathistorier

Tro og skyld er komponenter til et styresystem for paver og pantelånere

Troværdighed indeholder ordet værdighed, husk lige det!

Den trolovede, hed det i en ikke så fjern fortid, hvor trofasthed var en besungen dyd

Jeg ser de bøgelyse øer udover havet spredt

Hvordan turde de skrive sådan noget fucking … smukt pis?

Jeg indrømmer det: fækaliesprog er blank indrømmelse af æstetisk og moralsk fejhed (fucking siger ikke noget, mens du siger det)

Hvornår blev det moderne at være uskøn?

Alt godt er også smukt, er også skønt, er også kendetegn på godt

Det skønne var ikke i høj kurs efter Sarajevo, Vinterpaladset, Armenien, Jekyll Island, Titanic, Luciania og Wall Street -29

Det skønne blev afløst af forvredne kroppe, krampagtige ansigter og køer af vrede mænd med kasketter

Det skønne ved skyttegrave, gule skyer af sennepsgas og kvalte kadavre i uniform kræver en særlig elitær form for skønhed

Det uskønne blev derfor besunget med ordet Great, Kvantitetens forherligelse

Det skønne gled ud af kurs og blev til kældermennesker, kapitallogik, kitch, journalistik, bar røv og moderne kunst

Jeg ser på hammeren, kniven og øksen

Jeg ser på skålen, skeen og skaftet – glem ikke glasset

Jeg ser hånden, der griber og øjet der ser hånden, der griber

Billedet på perfektion findes endnu, det er virkeligt

Det kommer fra et sted, der ikke er et sted men er tilstede, før det ankommer

Tiden og stedets enhed, siger manden med kameraet, ellers forstår de ikke fortællingen

At være tilstede tager sin tid, her og nu

Afsted, afsted før du tilstedes for retten eller stedes til hvile

Tilstedeværen er tidens ankommen til stedet

Hvis du tror, du har fattet tiden med et ur, er du en spade

Jeg hører årernes tag i vandskorpen, tyngdepunktet er er lige under

Så kommer tunnelsynet, der er ingen begyndelse og ingen slutning

Tiden er ikke gået i stå, for den har lige indfundet sig

Det er rummet, der er gået i stå, og tiden skal bare ingen steder hen

Måske jeg dematerialiserer jeg mig og kommer tilbage efter flodbølgen

I byen er der alle lyde undtagen ørenlyd

Tiden er så fast, at man kan skære i den

De flyver helikoptere midt om natten, selv en kost er motoriseret

Du går i seng til lyden af autotunes og pulserende dunk kun afbrudt af bøvede skrål af territoriepisning

Du vågner til lyden af skraldemænd og et accelerando af køretøjer med én person i hver

Jeg ser æbletræer, gæs i flokke, flagermus og hvide skyer igen

Efter rabarber, kirsebær, brombær, blommer, hyben, hyldebær - så kommer æblerne

Tror du ikke længere, at jorden og træerne har gaver, der kan modtages?

Jeg siger dig, rødbeden og grønkålen bringer dig i ekstase!

Jeg nævner ikke engang hestebønnen ..

En verden der forsvandt

af morton_h, the blogger

Dette handler om en verden, der satte retning mod intetheden og forsvandt.

Toget mod Intetheden

Den forsvundne verden kan stadig ses i små enklaver, i udkanten, i randene, i små spontane museums-indhegninger, i reminiscenser. Genoplivning er i visse tilfælde mulig for tapre og stædige ildsjæle, men toget er kørt og kommer ikke tilbage. Det var en kultur, der rakte 1000 år og længere tilbage, og nu er den næsten væk.

Ikke alt forgangent bør begrædes. Kultur forandrer sig og mennesker med. Sådan er det, sådan må det være. Men der har hidtil været en konstant kerne og understrøm, der har overlevet. Det, der er anderledes nu, er, at kernen er døende.

Dette er ikke bagstræberisk flæberi men en nostalgisk statusopgørelse, en erkendelse. Det er til og med en sørgelig erkendelse af, at moderniteten netop ikke var en organisk udvikling. Moderniteten var en forceret, brudt udvikling, en voldtægt, et kulturelt attentat, en civilisations-forbrydelse.

Voldtægten og forbrydelsen ankom i bølger. Med kikkerten for øjet kan vi se tre bølger og en fjerde på vej.

Den første bølge
Den første bølge var Industrialismen. Folk i millionvis blev drevet som kvæg ind mod byerne for at blive installeret i den nye, store maskine, der spiste hænder, fødder, kroppe og sjæle. Mange valgte selv installationen i den tro, at der var et bedre liv i udsigt. De få opnåede et sådan liv målt materielt, de mange fik på alle måder et værre liv. Industrialismen var tidens grundlæggende forbrydelse mod de europæiske befolkninger. Senere kopierede resten af verden installationen uden større succes. Miseren blev blot opskaleret. Selv midlertidig afgrænset velstand har en høj pris.

Der kan argumenteres for, at vi bør anlægge en længere tidsvinkel, for ondskaben er urgammel. Hvad med pestens Europa? Hvad med 30-årskrigen, der slagtede halvdelen af Europas folk og varede 30 år? Hvad med imperialismen? Javist, men i dagens tekst taler vi om modernitetens ankomst. Vi taler om roden til verdenskrigene, det kemiske århundrede, løgnens århundrede, ideologiernes århundrede, teknokratiets ankomst og forudsætningerne for det inhumane-transhumane projekt, der i skrivende stund bliver synligt. Derfor starter vi med industrialismen og opfindelsen af maskinmennesket.

I industrialismen mistede mennesket kontakt med sin egen natur, fordi det blev revet bort fra den større ydre og mindre indre natur. Selv under det feudale hoveri på landet med al dets klassiske grusomhed havde mennesker en fornemmelse af, hvem de var, og hvor de kom fra. De havde stadig rent vand og ren luft. Selv i deres fattigdom bevarede de fleste et stykke naturlig værdighed - omend til tider og sine steder kraftigt undertrykt. Lukket inde i trange usunde, fængselslignende barakker i tilsodede industribyer og hver dag fastspændt til en ubarmhjertig maskine, derimod, blev denne værdighed et stykke fortid. Transformationen skete ikke i én generation. Der skulle mere til. Industrialisterne, bankmændene og etablissementets social-arkitekter havde andet i tankerne. Hvad de tænkte, ved vi fra, hvad de skrev i det 19. århundrede. Vi har det fra 'hestens egen mund'. Vi så det herefter ske som beskrevet.

Den anden bølge
Den anden bølge var to bølger i sig selv. Verdenskrigene, startede med 'The Great War', 1. Verdenskrig, de tre verdenskriges sorte moder. Som fast læser af denne blog, spørger du ikke længere om, hvad der menes med treverdenskrige, for det er indlysende. 1. Verdenskrig (som tanke overhovedet) udsprang af industrialismen og det perverterede tankesæt, der okkuperede industrialisterne. For dem var den 'herlige krig' og dens masse-traumatisering af europæere blot endnu en investering i sønderbrudte hænder, fødder, kroppe og sjæle. Det traumatiserede menneske er altid det bløde ler, som social ingeniørkunst er gjort af. Det 20. århundrede blev derfor 'The Century of Social Ingeneering'.

Greatness in Imperial Optics - snapshot from The Great War

Den anden bølge 2.0 var 'The Good War', og hvad der kom efter. Destruktions- og folkemords-forherligelsen nåede med 2. Verdenskrig sit zenith. Endnu et britisk elitært projekt. Løgnen, mytomanien og hyper-dæmoniseringen af fjendebilledets imaginære ondskab nåede hysteriske og tegneserieagtige højder. Traumatiseringen gjorde, at vi endnu ikke er kommet ud af efterdønningerne af den anden bølge. Menneskehedens grundlæggende verdensbillede er stadig fastfrosset et sted mellem 1910 og 1940. De 'gode-og-retfærdige' fra den tid forsyner os stadigvæk dagligt med deres verdensbillede og denne historieskrivning - alt sammen løgn fra ende til anden.

De frø, der fandtes for 100 år siden, der med den rette behandling kunne have givet mennesker et bedre liv, blev mishandlet, stjålet, skjult eller ikke kendt af de mange. En igangværende udvikling, der ville have været naturlig, blev kuppet, og industrierne overtog vores liv med beskidt olie, uorganisk kemi, kemisk medicin, syntetiserede fødevarer, unødvendige forbrugsvarer. En usund forbrugskultur med tilhørende skabagtig livsførelse, systematisk begærs-dannelse, amoral, misbrug, undertrykkelse, misinformation, spild, disrespekt. Socialdarwinismen sejrede ad helvede til. Et alien spaceship med en stor kikkert ville have set med vantro ned på en amok verden. 'Se her, Zorg. Jeg tror, jeg har fundet universets ultimative røvhul'.

Den tredje bølge
Den tredje bølge, den Kolde Krig (at kalde det Efterkrigstidenville være fuldstændig misvisende) varede reelt 70 år (formelt taler man om DKK fra 1947-91 med Sovjetunionens afvikling), og nu er den tredje bølge løbet tør for energi. Ifølge det elitære konstrukt råber det på endnu en verdenskrig og endnu en bølge. En syg hjernes logik! Vi ser den lige nu heftigt promoveret og i færd med at blive oprullet, den synes uundgåelig og sælges endnu en gang som nødvendig. Fjendebilleder og løgne bringes på plads. Behøver vi at tilføje, at en ny storkrig selvfølgelig sælges som 'retfærdig'. Bring mig en spand, for retfærdighed er på ophørsudsalg. Behøver vi endvidere at nævne, at fjendebillederne gentager sig selv i al deres stereotype fantasiløshed. Disse fjendebilleder er for et sobert blik så tegneserieagtige, så Hollywood-skadede, at det er svært at afgøre, om vi skal le eller græde. Vi har vænnet os til tegneserien i en grad, så de fleste af os nu accepterer at leve i dens kunstige virkelighed. Vi skriger på mere af slagsen, og mere skal vi få!

Den anden bølge bragte den Store Løgn til et handlings-klimaks. Den tredje bølge gjorde den Store Løgn til skolepensum og noget, vi hver dag kan se på TV beskrevet og afbilledet som fuldbyrdet og indiskutabelt.

Landskabet der forsvandt

Agenda 21

Jeg kører gennem landskabet og ind til byen. Æstetikken er visse steder et sørgeligt syn. Vi har mistet sansen for harmoni og skønhed, og hvis arkitekter og byplanlæggere forsøger at kompensere for tabet, går det nærmest dobbelt galt. Forstædernes beboelseskvarterer signalerer kaserne, fængsel, vold, angst, kollektivistisk ens-hed, lige linjer, massefabrikeret tristhed og billige materialer, der blot et par år senere er slidte og lurvede.

Forstæderne, disse enorme rande af hønsehuse, grisekasser, dueslag og kvægstalde - for mennesker! Behøver vi at sige, at et industrielt hønsehus-kompleks ikke primært er indrettet for at hønsene skal have det godt, men for at ejeren af hønsehuset kan komme til. Høns skal kun ifølge ejeren have det godt i det omfang, det fører til flere æg og hurtig vækst frem mod slagtning. Jeg taler ikke om enklaven, reminiscenserne, mine naboer på landet og deres hyggelige, glade høns, der spæner gennem hækken, æder græs og larver og lægger æg med gul blomme i deres små skure. Jeg taler om flertallet af hønserier drevet som en fabrik, hvor de forpinte kræ lever på et eksistensminimum af føde og plads og hakker hinanden til blods - hvis de ikke har fået klippet næbbet for at forhindre det eller er proppet ind i bure på størrelse med ... dem selv. 

Du er, hvad du æder.

Mennesker i industrisamfundet 2.0 er som fabrikshøns bag kilometerlange trådhegn. Ikke nok med at det er uskønt, ulækkert og uspiseligt, det er også uetisk. Grimheden er det ydre tegn på den indre grusomhed. Selv filosoffer har svært ved at se, at ubalance og balance har et intuitivt aftryk. Menneskehøns lever også på et evigt eksistensminimum i deres hønserækker, og også de hakker hinanden til blods.

Eksempel. Forskellen mellem store dele af den engelske countryside og det danske industrilandskab er, at det engelske har bevaret denne for moderniteten upraktiske og ulogiske asymetri med ældgamle snoede hegn og stendiger. De var for svære at udjævne for industrialisternes maskineri. Det danske post-istids-landskab af pløjbar jord, derimod, er nærmest udjævnet. Markerne er som parcelhus- og rækkehus-kvarterer. 80% af det danske landskab er mono-kulturel industrijord, hvor selve naturen er i landsflygtighed. Danskerne har været 'dygtigere' end englænderne på det punkt, til gengæld har de ødelagt det meste af deres natur.

Folket der forsvandt

Der boede engang et folk i det landskab, der forsvandt. For længe siden var der store skove, der dækkede landskabet, de folk, der boede her, var tilpasset skovene. Langs skovene var der strande og strandenge, hvor fjorde skar sig ind. Disse findes stadig og sine steder intakt. Jeg bor et sådan sted. Der høstes stadig strå til tage, og mit hus har strå på taget. Jeg danner måske en undtagelse fra den danske norm.

Huset, opført 1780, i dag med nyt stråtag, havehus, bådeskur, hønsehus, røgeovn, køkkenhave på 100 m2, to fulde etager, syv frugttræer i haven, fritgående fasaner, rådyr og harer + en million fugle i nabolaget inklusive havørne ... En verden der forsvinder.

Skovene er i defensiven. Bønderne fældede en del af træerne gennem århundreder, men i det gamle bondesamfund var der stadig en balance mellem skov, mark og strand. Med industrisamfundet ankom industrilandbruget, og balancen blev ødelagt. Bønderne blev til industriarbejdere. Hvis de var heldige i opgangsperioden, havde de eget fabriksudstyr og egen maskinpark. Der var en tro på, at maskinerne garanterede velstand. I staldene stod køer på stribe klar til at blive malket af nye maskiner. Svinene blev stuvet sammen, senest i flere etager. Det samme skete med høns og fisk. Først ankom de sejlende fiskerifabrikker, der voldtog havbunden med kæmpe-trawl, senere de kunstige havbrug, hvor man hældte GMO-foder og antibiotika i hovedet på fiskene. Alt sammen i en folkelig tro på, at det var ensbetydende med fremgang og velstand og en industriel tro på hurtig gevinst - og fuck konsekvenserne! Men både GMO og antibiotika havner i kroppen hos de, der spiser fiskene. Industrialisterne har deres egne regler, og de har dygtigt formået at sælge dem til folk, så de nu på bizar vis accepterer og forsvarer dem som deres egne. 

Industri er masseproduktion, men det er også ensbetydende med faldende kvalitet og forgiftning. Mekanisering og kemi afvasker jorden for næring. Hyperkonservering tilføjer gift i daglige små men kroniske doser, og summen af disse doser er voldsom. Den kroniske forgiftning er godkendt af myndigheder og kaldes 'tilladte mindsteværdier'.

Bonden og fiskeren, som engang var, forsvandt. Begge havde kendskab til og respekt for det, de dyrkede og fangede. Den oprindelige samler-jæger-kultur skiftede gear til bonde-kulturen - fiskeren var stadig en slags jæger. Til sidst skiftede industrien gear på det hele, og samler-jæger-bonde-begrebet forsvandt.

Rue mejeri, nedlagt. Min gamle far på 91 var mejeri-elev her.

Andelsbevægelsen forsvandt. Mejerierne forsvandt. Husmændene og de bæredygtige småbrug forsvandt. Sparekasserne forsvandt. Skolerne og de små butikker forsvandt. Mælk - alle dyre- og menneskebørns grundernæring - er nu et værdiløst industriprodukt via pasteurisering og homogenisering, som gør folk syge og børn allergiske med snot hængende ud af næsen. Industrien har formået at indrette hele logistikken på deres industrielle holdbarheds- og transport-præmisser, og en lovgivning er sideløbende bragt på plads, der forhindrer/forbyder folk i at afvige fra disse præmisser. Sundt lokal-landbrug og -dyrehold er i dag enten forbudt eller så behæftet med kontrol-afgifter, at de er urentable. Dørsalg er forbudt eller beskattet i en grad, der gør det kriminelt. Naboer, der gør hinanden en tjeneste, kaldes 'sort arbejde' og er derved kriminelle.

Nøjsomheden der forsvandt

Efter de udmattende krige iværksat af industrialisterne var Europas og USA's befolkninger møre. Industrialisterne så det for længst komme og klappede i deres hænder. Forbrugsmaskinen startede, og propagandamaskinen, der drev krigen, drev nu forbrugssamfundet.

Folk fik materielle goder viftet for næsen. Køb din lykke, køb din fremtid! Keynes'ianismen / forbrugerismen handlede om at forbruge sig ud af den evigt forestående eller pågående krise. Hvis man ikke købte sin røv i laser for de penge, man havde tjent ved at arbejde samme legemsdel i laser, så gik maskinen i stå, og så var der krise! Sagde økonomerne, sagde politikerne, sagde bankmændene. Og vi troede på dem, for de havde jo uddannelser, magt og medier fuld af farvebilleder, der lovede en bedre verden.

Det er paradoksalt. Samtidig med dette begær efter og tilsyneladende værdsættelse af det materielle findes en stor foragt for det materielle. Tingene forfalder og får lov til at forfalde, for der er jo så mange af dem. Vi foragter det, vi begærer. Måske med rette. Kvalitet forsvandt, ting blev ikke længere skabt til at holde men til at blive foragtet og smidt væk, så nye ting kunne blive foragtet og smidt væk. Føde blev ikke skabt til at give næring til kroppens mæthed men for at give næring til evig fornyet sult. Medicin blev ikke skabt for at kurere, men for enten via såkaldte bivirkninger at gøre den syge syg på en ny måde eller give den syge en pause indtil næste udbrud, så en lukrativ patient ikke døde. Altså kontrolleret symptomdæmpning, der ikke fjerner sygdommen. Materialismen er som denne sygdom, og dens tomme eller halvubrugelige ting er overernæring og underernæring på én gang. Vi opfatter det som rigdom at have meget skrammel omkring os, men de alt for mange og alt for dårlige ting er en ny og uværdig form for fattigdom. Den nøjsomme er rig på ægte værdsættelse af de få ting, men vores evne til værdsættelse forsvandt, og vi blev værdimæssigt underernærede.

Nøjsomhed er ikke fattigdom, nøjsomhed er naturligt. Naturen bruger kun det bedste og efterlader alt andet. Naturen tager, hvad den har brug for og ikke mere. I materialismens ære produceres langt mindre end det bedste, og vi tager langt mere, end hvad vi har brug for.

Folkestyret der forsvandt

I materialismens ære forsvandt demokratiet, og vi fik noget andet i stedet for. Man kunne argumentere for, at vi aldrig har haft egentlig demokrati, for det ville betyde, at 'folk styrede sig selv', og det ville i realiteten svare til anarki i den filosofiske betydning, altså ikke som afstumpet skældsord, der blot betyder 'lovløst kaos'. Et stykke hen ad vejen var der nationer, der gave it a good shot, drevet af personer med god intention om, at ideen var realiserbar. Igen kan man så diskutere, hvorvidt ideen så var god nok overhovedet. Et faktum er, at der enten ikke længere findes demokrati, eller at demokratiet aldrig har eksisteret, men at skærmen nu er revnet, så det er blevet synligt, at samfundene ikke styres af folk, men af 'noget andet'. 

 

Det er komplekst at forstå, hvad dette 'andet' er. Måske er det i virkeligheden en algoritme, et stykke kunstig intelligens, der blev startet engang, og som bevirker, at selv de få højt på strå, der selv mener, at de kontroller de mange som er bange, ikke - når det kommer til stykket - har kontrol over noget som helst, men bliver drevet af en kæmpe maskine uden stopknap, der er nødt til at køre i samme retning, indtil den bryder sammen.
While lovin' it, of course!
 

Samtalen der forsvandt

Tag ikke fejl, de få højt på strå bør ikke frikendes. Tværtimod, for de kendte til maskinen i modsætning til de mange, der blot væltede rundt i maskinen uden at fatte den. Men demokratiet forsvandt, fordi et sådan fænomen kræver vidende og engagerede mennesker. Efter et nyligt overstået folketingsvalg i Danmark er det slående, hvor afstumpet folks samtaleformer er blevet. Det afspejler en helt afgørende - og desværre fraværende - komponent for, og altså selve forudsætning for at tanken om demokrati overhovedet skulle kunne fungere. Hvilket det så ikke gør. Og denne komponent er viljen og evnen til at beskæftige sig med substans.

I stedet har vi fået pseudopolitiske pseudosamtaler, hvor folk lyder som små børn. 'Adr, den frikadelle kan jeg ikke li! Uhmn, den frikadelle smager godt!' Da jeg mest omgås folk, der 'tænker venstreorienteret' vil jeg gerne give et eksempel. Først: som mantra husker jeg at sige, at jeg gerne en anden gang og med største fornøjelse skal sige noget grimt om de, der 'tænker højreorienteret'. Altså det er ikkepointen, hvorvidt man mener, at man identificerer sig med noget venstre/højre, rødt/blåt, med os/mod os, de gode/de onde, sort/hvidt tankesæt. Til sagen: et eksempel. 

Dagen efter valget udspinder der sig en af disse pinlige pseudosamtaler i et forum af folk, alle med akademiske uddannelser, alle folk, der er højt uddannede og anser sig selv for veloplyste og i stand til at udøve egentlig tænkning. En hel time i træk fik de - på skatteydernes regning i arbejdstiden - tiden til at gå med emotionelt reaktionært (ikke-tænkende = reagerende = reaktionært), små-infantil, dårlig-taber-agtig latterliggørelse af den-og-den politiker, som de ikke kunne li, men som tilfældigvis havde vundet i valgkampen. 'Og se lige hans næse ... og hende dér ligner jo ... og ham der er sådan en, vi ikke kan fordrage, ka vi vel? ... de skulle fand'me skydes ...'. En rettelse af mit eget udsagn: det var ikke små-infantilt, det var regulært barnagtigt! Så afstumpet er det tænkende segment blevet. Al energi blandt venstrefløjer'e bliver brugt på at karakter-afstumpe modstandere, lukke munden på anderledes tænkende, udøve af politisk korrekthed og selvfedt klappe hinanden på ryggen ('ka' vi vel? vil du ikke nok mene som jeg, så jeg ikke ska føle mig angst ved at ... tænke). Ikke en eneste gang, hverken før, under eller efter det omtalte valg har jeg været vidne til ægte, sober og substantiel samtale blandt disse mennesker om egentlige politiske emner. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at disse 'typer' vovede at udfordre sig selv ved at placere sig i øjenhøjde med folk, der ikke mente som dem selv. Ikke en eneste gang har jeg hørt dem udøve fokuseret faktuel og substantiel ressonneren. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at hvad-hvem-hvor-hvornårblev bespurgt og besvaret, før det præmature svar på hvorforankom som en slags intellektuel for tidlig udløsning.

Typerne taler aldrig om substans, og det mentalt/moralske niveau blandt det tænkende segment er ulideligt lavt. På det punkt kan vi måske kan tage dem som målestok for resten af befolkningen. Eller kan vi? Folk uden fine akademiske uddannelser er underligt nok ikke så tilbøjelige til selvforherligelse i troen på egen ufejlbarlighed som akademi-snobberne. Én ting står klart for undertegnede - og jeg tilhører selv segmentet, hvorfor jeg anser det som min fulde ret, ja nærmest pligt at udøve denne kritik: det bliver under ingen omstændigheder fra akademia, der primært er venstredrejet og har været det, siden kulturmarxisterne overtog i 60'erne, at noget godt for menneskeheden vil ankomme. Tværtimod de luxe!

Endnu mere latterligt og grotesk bliver det, når vi sammenholder det emotionelle reaktionsmønster, som disse ikke-politisk ikke-samtalende men blot hønsegokkende akademikere udøver, med den indflydelse, de mener, de har (+ som alle vælgere mener, de har), når de en gang hvert fjerde år letter deres fede røv fra sofaen for at sætte et fedtet kryds på en smørrebrødsseddel ... altså når vi sammenligner med den reelle indflydelse på reelle beslutninger, der tages udenomdemokratiet. Hvad taler vi om? Vi er måske oppe på 1%, i heldigste fald! Resten bliver truffet i lukkede fora bag nedrullede gardiner i bestyrelser, kommissioner, selskaber, institutioner, karteller og syndikater bag røgfarvede, skudsikre glasruder i lokaler på øverste etage. Altså: blandt få folk, som for det første ikke er valgt, og som mange folk for det andet sjældent har hørt om. Ingen af disse fora har nogen interesse i mennesker, der er indbyggere i nationer. De er alle globale, og alle tjener egne interesser - og algoritmender startede engang, som ikke har nogen stopknap. Den sølle 1% indflydelse er så fucked-up af del-og-hersk blå-rød snot-forvirring hos vælger-kvægene, at de yderligere reducerer den sølle indflydelse til 0.1 %. Det må siges at være den perfekte omvendte afspejling af, at 0.1 % af menneskeheden styrer og profiterer på det store globale svindelnummer.

Vi hidser os altså helt vildt op over noget, der nærmest er fuldstændig uden betydning for vores liv. Vi er blevet til til fodbold-fanatikere, hvor al rationalitet er tilsidesat for emotionel reaktivitet. Hvilket selvfølgelig er meningen for tilskuerne til en fodboldkamp eller for publikummet i et teater. Vi hengiver os til kollektiv hepning eller illusionen i stolerækkerne, og bagefter stiger vi ud af illusionen. Herregud, det var bare et spil. Men det politiske teater er helt anderledes giftigt. For det første bliver det solgt som virkelig samtale, virkelig politik, og virkelig indflydelse for mennesker, selvom det blot er romersk teater. For det andet stiger vi ikke ud af illusionen bagefter. Den klæber til os. Muligvis har de mest hardcore fodboldfans gjort det til deres religion, fordi de ikke har andet indhold i livet, men de allerfleste tager det som uforpligtende underholdning en lørdag eftermiddag. Derimod har det syge og indholdsløse teaterstykke, som en mediebåren valgkamp er, i langt højere en ritualistisk, religiøs karakter. Den måde, vælgere gebærder sig på, minder i betænkelig grad om hjernevaskede kultmedlemmer. At tilhøre 'fløjen', partiet, ideologien eller menings-segmentet indebærer den samme form for blind tro/ikke-tænkning, forhånelse af de vantro, dem der ikke er med os og som er mod os -mentalitet, illusionsmageri, og fornægtelse af virkeligheden til fordel for en fremmedgørende abstrakt ide samt indlemmelse og afretning af ulydige proselytter med frygt, skyld og skam ... som man finder i religionerne. It walks like a duck, it quacks like a duck, ...

Pseudodemokratiet er ikke længere andet end en statskult. Så simpelt og dog så sørgeligt kan det formuleres.

Ideology Sucks!

Jeg glemte lige at formulere, hvad vi så har i stedet for. Vi har teknokrati, videnskabeligt tekno-bureaukrati, post-demokratisk og - hvis det står til teknokraterne, og implementeringen af deres våde drøm - et post-humant, globaliseret, neofeudalt og på alle tænkelige måder umenneskeligt tekno-tyranni. Det var til det formål, algoritmen ankom. Den er archoniski sit (u)væsen ligesom teknokraterne selv.

Nationen der forsvandt

'Hvad synes De om den Franske Revolution?'

'Det er for tidligt at udtale sig om.'

svarede: Chou En Lai

Han vidste som maoist, hvad han talte om (det må man give ham), for revolution var hans projekt. Hvad var projektet så?

Udover at skabe den ny form for slavesamfund, der oprindelig var udtænkt i London og finansieret af jødiske Wall Street moguler, var et af hovedformålene destruktionen af verdens nationer. Derfor var maoisten Chou En Lai spot-on, da han sagde, at den Franske Revolution ikke var fuldendt. Den Internationale Socialisme havde ligesom forinden den Franske Revolution det overordnede formål at destruere de traditionelle og nationale magtstrukturer for at bane vejen for en Ny Verdensorden. Startskuddet, den Russiske Revolution, skulle fx destruere den ene af den angelsaksiske elites, Misundelsens Imperium's, hovedfjende: det Russiske Zardømme. Det er den samme verdensorden in spe, der affødte de Tre Bølger (se starten), og som nu er i gang med at udføre den Fjerde Bølge.

Hvad er en nation? Det er nødvendigt en gang imellem at skære ind til selve ordet. En nation er menneskers fødested. Men det er ikke blot stedet som lokalitet. Begrebet er langt mere og stikker langt dybere. En nation er menneskers ophav, deres slægt, deres genetik, deres kultur, deres sprog og hele deres bevidsthedsdannelse. En nation er hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hvis vi kender vores nationalitet, ved vi ALT om, hvem vi er, og spørgsmålet om, hvorfor vi er her, bliver overflødigt. Svaret bliver selvindlysende.

Så hvorfor gik 'de revolutionære' efter nationen som værested?

Det gjorde de, fordi destruktionen af menneskelig hukommelse, identitet og historie var nødvendig for deres totalitære projekt og deres Nye Verdensorden. Mennesker, der ved, hvem de er og hvor, de kommer fra, er krop-umulige at manipulere og regere. Mennesker, folkeslag og nationer, der har selvrespekt, respekterer andre mennesker, folkeslag og nationer, hvorved krig og revolution ikke kommer på tale. Og selvom krig bliver nødvendigt grundet ukontrollerbare drivkræfter, respekterer de stadigvæk deres fjender - hvorved fred efterfølgende bliver mulig.

I det revolutionære, anti-nationale tankesæt er fred ikke længere en mulighed, da det indebærer en grundlæggende disrespekt for de revolutionæres fjendebilleder. Med streg under -billeder, for hele tankesættet, hele ideologien fungerer ved hjælp af billeddannelse. Det revolutionære tankesæt umenneskeliggør sit fjendebillede for at legitimere sit eget overgreb. Det var og er kun muligt at forgribe sig, som de revolutionære gjorde via deres revolutioner, ved at umenneskeliggøre mennesker. Det gælder både deres egne umenneskeliggjorte stormtropper og de mennesker, som stormtropperne udslettede og voldtog.

Se dokumentaren Hellstorm- hvis du har nerver til det.

Kulturmordet som institution og strategi er som minimum 2000 år gammelt. Det er opfundet af romerne. Strategien er: først massemyrder man en vis portion af et folkeslag, en nation, man ønsker at undertvinge. Så ka de lære det! Dernæst stjæler den målsatte nations viden, teknologi og kulturskatte - inklusive deres materielle skatkamre, selvfølgelig - deres ressourcer, intelligentsia og 'hukommelse' i form af biblioteker eller andre vidensinstitutioner. Til sidst udfører man enten en total folkelig masse-udslettelse, eller hvis det ikke er muligt (hvilket det sjældent er) udstyrer man de overlevende med et surrogat for deres religion, deres historie / deres hukommelse og deres selvforståelse. Listen over romerske nedbrændinger/tømninger af biblioteker hos deres nabokulturer er skræmmende lang (klassikeren er det store bibliotek i Alexandria). Turns out: prototypen på Misundelsens Imperium, det britisk-amerikanske wannabe unilaterale imperium er netop romerne. Igen ifølge dem selv og 'hestens mund'. Efter kulturmordet har man et slattent, amøbeagtigt og i alle-ender-og-kanter bøjeligt væsen. Glemsel er det ultimative styresystem. I dag drikker amøben Coca Cola, æder junkfood, dyrker pornosex, ser dårlige TV-serier og tager stoffer. Men først og fremmest har amøben glemt sin egen historie og er i færd med at lære at hade sin egen kultur.

En verden der forsvandt

Paradigmet.blogspot.comer et fortløbende projekt. En nation, der ikke ved, hvem de er, hvor de kommer fra og hvad de står for, er ikke en kompatibel nation men et bytte for en rovdyr-agenda. Consider yourself eaten!

Herefter vælger morton_h, the blogger begrænsningens kunst. Gå endelig på opdagelse i paradigmet.blogspot.com, hvor du finder følgende behandlede emner:

• Fællesskabet der forsvandt
• Samfundet der forsvandt
• Tænkningen der forsvandt
• Etikken der forsvandt
• Kulturen der forsvandt
• Sundheden der forsvandt

Michael Ende fik ret i Den Uendelige Historie. Intetheden er ankommet. Einstein havde ret i, at entropien findes. Forskellen på Ende og Einstein er, at Ende så, at den forsvindende verden var skabt af et traume, der med den rette erkendelse kan vendes og standses, mens Einstein og hans jødiske kosmologi - en slags darwinisme overført på naturvidenskabelig kosmologi -  hævdede, at det selvdestruktive univers var en uomtvistelig naturlov. Det var Ende - hvis efternavn ironisk nok på tysk betyder det, som navnet siger - der sad med det lange strå. Han skrev sin bog i to dele: en entropisk og en extropisk. Både Einstein - hvis vi skal tyde navne, må det være videnskabsmanden, der manglede den ene nosse - og Darwin vil om mindre end 50 år fremstå som historiske eksempler på, hvor groft man kan tage fejl.