Den etiske tjekliste - Ikke for psykopater!

Logos

det ordnede, det forstandige, det uden indre modsigelser, det videnskabelige, det kloge, det endog viise – hjernen, intellektet, det spirituelle

Ethos

det gode, det rigtige, det forsvarlige, det retfærdige, det samvittighedsfulde – hjertet, de pålidelige følelser, det intuitive

Pathos

det nødvendige, det brændende, det heltemodige, det handlende, det lidende – kroppen, viljen, tyngdepunktet, det instinktive

Her tales ikke om godt og ondt men om tilstande og kræfter i det menneskelige selv. Alle har deres ret og styrke, og alle er en mulig kilde til både svaghed og ubalance.

_________

Mennesket er et trehjernet væsen (Gurdjieff). Vejen til dig selv (eng: selfhood) går via en balance mellem – og udvikling af - de tre hjerner.

Ormen er et enhjernet væsen.

Den har et avanceret centralnervesystem, den har skudskikre instinkter.

Den omformer med en kemiprofessors sikkerhed naturlige substanser til deres nedbrudte, videreførte og for helheden gavnlige tilstand.

Bien udfører med sin egen genialitet et ret begrænset antal ret komplicerede processer uden at tænke et sekund over det.

Pattedyr og fugle er tohjernede væsener.

De har et væld af pålidelige følelser (ulig det forvirrede menneskes upålidelige følelser), de er eksperter i følelser og fornemmelser. Deres sanser er så forfinede, at de er omvandrende intuitive metafysikere.

Hunden kan lugte de mindste koncentrationer af sporstoffer.

Haren kan høre på kilometers afstand som en retningsbestemt mikrofon.

Ørnen kan se fra kilometers højde som med teleskop.

Katten kan sin QiGong, når den visualiserer sit spring – dens qi-body har allerede udført springet, før den springer.

Elefanten mærker tsunamien flere timer før, den ankommer.

Visse dyrs adfærd minder om de trehjernede væseners intelligens. Kragefugle er fantastiske problemløsere, delfiner har semi-menneskelig adfærd, og grise er særdeles lærenemme.

Mennesket kan reflektere, og det kan være kreativt. Det kan forestille sig noget, der ligger udenfor det allerede eksisterende. Det kan finde løsninger på komplicerede problemer, og det kan udvikle kulturer af højest forskellig art. Dyr kan tilpasse sig varierede livsbetingelser, men menneskets tilpasning er nærmest uendelig.

Mennesket burde med sine evner for tænkning være dyrene overlegent, men kulturen har sat dets overlegenhed over styr, og vores overlegenhed består efterhånden kun i, at vi kan drive dyr imod deres natur og naturen ud over afgrunden. Overlegenhed forpligter, men det toneangivende segment af nutidens menneskehed har som et hovedprojekt valgt at sætte sig udenfor. I en kultur ude af balance er det enkelte menneske derfor ude af balance. Når mennesket er ude af balance, reproducerer og forstærker det en kultur ude af balance. En kultur og et menneske ude af balance med sig selv og naturen er svagt og kontrollerbart. I stedet for at udvikle en række højere evner, antager det semi-dyrisk adfærd. Dets evne til abstraktion er blevet en abstraktion fra naturen, hvorved det mister naturens støtte. 

Det bliver patetisk, der lider. Pathos som livsenergi, drive, gåpåmod, lyst til livet (Qi) bliver til lidelse, smerte, afskårethed, intethed.

_________

Når Logos driver ubalancen

lever vi i en verden, hvor venstre hjernehalvdel undertrykker den højre. Husk at der sker en cross-over mellem hjernedele og kropsdele, når det drejer sig om motorik og organer, og den visuelle, emotionelle, intuitive og symboldannende del af hjernen er forbundet til den del af kroppen, hvor hjertet befinder sig.

En forstands-domineret kultur er over-maskuliniseret. Alt måles i rationale og mekanisk produktivitet. Der mangler Ethos og fornemmelse for, hvad det hele er godt for, og der mangler Pathos, for pligtskyldighed og tvang dominerer. Begrebet kald er afskaffet, man kaldes ikke, man udskrives. Teknokratismen er en logos-ubalance. Positivistisk videnskab er gået i stok midt i sin logos. Husk at logik er svaret på spørgsmålet: hvorfor. Når man har alle svarene, forsvinder den kreative nysgerrighed og trangen til at lege. Barnet har det ikke godt i en sådan kultur, og det bliver tvunget til at lære matematik allerede i børnehaven inden dets hjerne er gearet til det.

En ekspert uden ble

I en forstandsdomineret kultur spørger man eksperter. I deres pingvindress - eller bar røv som ovenfor - optræder de på fladskærme med blå, kølig, autoritativ baggrund som guder fra en højere sfære, der lige har parkeret deres rumskibe udenfor studiet for en stund, for derefter at trække sig tilbage til et utilgængeligt og uforståeligt pantheon.

I logos-ubalance hersker abstraktioner som logik uden grammatik. Det er sådan – hvorfor – fordi far siger det! Landskaber bliver lavet om efter tegnede landkort, grammatikken bliver efterrationaliseret ifølge det logiske diktat.

Når Ethos driver ubalancen

har vi en lovreligion eller et følelsestyranni. Måske et gynokrati. Det er idealistens paradis. Alle revolutioner er drevet af trangen til retfærdighed parret med vrede, og når den først er tændt, er der altid 'nogen', der sætter sig ved styrepinden. Det er her, mennesket for det meste taber hovedet og danner den ideelle ursuppe for Oligarkiet. Det starter med ønsket om det gode og ender med med realiseringen af det onde.

I lovreligionen slås der hårdt ned på dissidenterne, de politisk-religiøst ukorrekte. Det er en replika af talmudismen. Kristendommen kopierede talmudismen, når den forfulgte hedninge og kættere. Rabbineren var nu en præst og overrabineren en biskop eller måske en pave.

Det DJØF'icerede samfund er en blanding af logos- og ethos-ubalance. Jurister og økonomer er både teknokrater og human-ressource-managere. De elsker at fortælle folk, hvad de skal tænke og føle og gøre og især hvorfor. De laver medarbejderudvikling, seminarer, workshops, brainstormings. De excellerer i tavlemøder, årshjul, MUS-samtaler, handlingsplaner. Teknokratismen og talmudismen i en herlig suppedas krydret med lidt omklamrende newage coachingkultur.

Vi vil jo det gode, siger de, mens de brolægger vejen til Helvede.

Ethos-ubalancen er ideologiernes element. En ideologi er neutralt set et samlet og konsistent ide-sæt. I realiteten og set i bakspejlet har ideologierne været et net for menneskefiskere, hvor den urmenneskelige trang til retfærdighed, det gode liv, kan indfanges, udbyttes og udtværes i uendelige variationer. Ganske umærkeligt er det gode liv skredet over det dårlige liv - der til gengæld er blevet en god forretning for en snæver kreds af oligarker.

Når Pathos driver ubalancen

Hvis du har Pathos, er du en ildsjæl.

Hvis din ild i røven iført etiske og logiske skyklapper, er du patetisk.

Din lidenskab bliver til lidelse og lidenhed.

Det er Pathos, der får mennesker til at udøve ekstraordinære bedrifter og ofre sig for en sag, der er større end dem selv. Men det er også Pathos, der får mennesker til at kamme over i selvberuselse og ofre deres og andres liv for en rådden ideologi, hvorved ofre bliver skabt og ikke givet. Desværre har vi ikke den fine skelnen, der findes på engelsk mellem offer og victim. Vi kan sige du gør et offer for en god sag. Vi kan også, at du bliver et offer for en dårlig sag. Endnu værre er det, når du gør dig selv til et offer for at få ret.

Det er Pathos, der driver en sportsmand til at overgå sig selv.

Det er også Pathos, der får hujende hooligans til at gå amok på stadion og smadre hinanden ude på gaden bagefter.

Begejstring og fanatisme er gjort af samme stof, det ene er vores glade ven, det andet er vores sørgelige fjende.

Disse herlige mænd og deres ukontrollerede pathos

_________

Tjeklisten

Hvor ville det være dejligt at have en tjekliste, en tænknings-, bedømmelses- og handlings-algoritme. Problematik/spørgsmål/svar – hvis dette svar, gå denne vej, hvis et andet svar, gå den anden vej, hvis et tredje-fjerde … Det virker for arbejdsgange, artsbestemmelser af planter, rutinetjek af biler og en hel masse andet, blot ikke for den menneskelige sjæl.

Vi kan godt stille os selv spørgsmål for at tjekke Logos, Ethos og Pathos.

Og hvis et af disse spørgsmål bonner ud med/så:

• det ved jeg sørme ikke – der er som bekendt visse ting, der er svære og endog umulige at vide, men er denne ting en af dem?
• det havde jeg ikke lige tænkt over – var det en overvejelse værd at indføre en sådan tænkning, inden det blev for sent?
• det kan jeg ikke se, har noget med sagen at gøre? - hvilket det muligvis heller ikke har, men hvorfor har det ikke med sagen at gøre?
• hvad rager det mig? - måske rager det dig en hel del lige om lidt?

Svaret på spørgsmålet ligger indkaplet i selve spørgsmålet, hvis det er stillet godt nok. Så i stedet for katten om den varme grød, hvad kunne være relevante spørgsmål til en tjekliste?

Logos-tjek

Tænkning kan systematiseres. Logos er orden. Hvis der er slinger i logikken, giv den et logik-tjek. Uden sammenligning, for tænkning er ikke mekanik, så er det som en bil, der ikke kører ordentligt. Her vil man gå enkeltdelene efter i sømmene, åbne og skille ad, skifte ud, justere, smøre for derefter at samle igen til den logiske enhed, bilen udgør. Og hvis der ligger en gammel støvle inde i motorblokken, så skal den nok ikke være der.

Før logik (svaret på spørgsmålet hvorfor), stil først og fremmest de generelt grammatiske spørgsmål:

- hvad/hvilket?

- hvem?

- hvor?

- hvornår?

Dette er hjemmearbejdet. Det kaldes også Trivium-metoden. Hvis du ikke engang har fundamentet for Logos på plads, hvordan tør du nogensinde håbe på at bringe din forstand i balance med dine følelser, din retfærdighedssans og din beslutnings- og handlekraft? Stil de fire H-spørgsmål, til de hænger dig ud af halsen – og gå først derefter videre til hvorfor-spørgsmålet. For tidlig logik er som for tidlig udløsning - det er utilfredsstillende for alle parter.

Hvis undersøgelsen af virkeligheden er for stort et projekt, eller hvis du bevæger dig ind på et ukendt eller uopdyrket felt, så kan du tillade dig at have visse antagelser og danne en teori. En teori er et foreløbigt svar på hvorfor, en foreløbig konklusion. Så længe det står klart, og teorien ikke gror fast, så er det helt i orden. I videnskab ville det være videskabeligt redeligt. Men videnskab er for stor dels vedkommende blevet politiceret, så der finder en dogmatisering sted. Pludselig er en teori om the Big Bang eller om menneskeskabt klimaforandring blevet ophøjet til en færdig konklusion på foranledning af udefra kommende interesser. Big Bang blev foranlediget af Vatikanet (de elskede urknaldet, for det mindede dem om I begyndelse var ... og der blev lys!). Klimadogmet blev mere end foranlediget, det blev forlangt af globalisterne. Hvor Vatikanet snedigt forførte, så voldtog politikere og industri-lobbyister en ung og skrøbelig videnskab for at skaffe sig og FN en måde at udskrive skat på globalt for første gang i verdenshistorien. 

Fundamentet for Logos er Kundskab. Sørg for at vide så meget som muligt af det, der er relevant at vide. Stol ikke som udgangspunkt på, hvad andre påstår er relevant. Stol på din fornemmelse og find så ud af, om den holder. Det er her, det bliver svært. Ikke alt, der udgiver sig for viden, er hvad det udgiver sig for.

Viden er ikke:

- udenadslære (udenadslære er værdifuldt som redskab)

- det preussiske skolesystem

- kulturmarxisme

- indoktrinering

- mediesladder

- imperial historieskrivning

- politiceret videnskab

- uanfægtede og dogmatiserede teorier

- antagelser

- darwinistisk bullshit

- krigspropaganda forklædt som journalistik

- hengiven sig til blind tro

- ideologisk pseudo-religion / pseudo-videnskab

Stol ikke på:

- en såkaldt ekspert indkaldt til et TV-program

- en bankmand, der udtaler sig om bankvæsen

- en artikel i Illustreret Videnskab

- en læge, der udskriver medicin med et pennestrøg

- en politiker, der anbefaler krigshandlinger

- en journalist, der formidler fiktion forklædt som fakta

- en lobbyist og en mobilabonnement-sælger (hvad er forskellen?)

- en genforsker, der siger, han kan fixe menneskeheden

- en fremtidsforsker, der spør om fremtiden ved at fremskrive nutiden

- en gadget, der lover dig, at du blive lykkelig

- en økonom, der hele tiden taler om vækst i samfundet

Vi er nødt til at montere et bullshit'o'meter og opbygge vores egen liste.

Det kan vi gøre ved at skærpe øret og blikket for logiske forfalskninger, falske varebetegnelser, falske løfter.

Ethos-tjek

Ethos kan hurtig blive meget kompliceret. Derfor er Etik og Moralfilosofi (det samme i angelsaksisk og tysk filosofisk tradition) tilsyneladende uudtømmelige emner. I stedet for at rode os ind i hele den store diskussion, lad os holde det simpelt.

Problemet med etik som filosofisk disciplin er til dels, at den prøver at føre bevis for det gode. Det gode ER, det er selvindlysende. Hvis ikke det gode og det rigtige og det retfærdige giver umiddelbar og intuitiv mening, så er det måske en indikator for, at det ikke er det gode, det rigtige og det retfærdige.

Derfor bliver emnet nemt forurenet. Der ankommer lynhurtigt en psykopat, der sælger ideen om, at noget er vældig godt – som senere viser sig at være rent selvmord. Som regel er det ikke psykopaten selv, der sælger os den dårlige ide om det gode-rigtige-retfærdige, men en eller anden ofte sympatisk, veltalende og velmenende spade, der har ladet sig indrullere og forføre og nu identificerer sig med den dårlige ide. Og pludselig er der en hel masse mennesker, der mener, at den dårlige ide er en fremragende eller som minimum en nødvendig ide. Et helt samfund, en hel kultur bliver således opbygget omkring usandheder og dårlige ideer, hvis eneste formål er at fodre en yderst begrænset stak parasitter og deres behov.

Parasitkultur

Vi lever i en ide-forbrugende kultur. Der er fabrikanterne af ideerne, de er meget få, og mange af dem er tilpas syge i hovedet. Så er der sælgerne, deres dygtige, villige håndlangere, de professionelle, teknokraterne, mediemagerne, spinnerne, politikerne, eksperterne, der lancerer ideerne og bare bliver ved og bliver ved, indtil folk giver op. For der er jo folk, som de er flest, ide-forbrugerne. I starten havde folk, som de er flest, måske et intuitivt glimt i bevidstheden om, at der var noget galt på færde, det smagte ikke helt godt, det skurrede lidt i ørerne, det lignede noget billigt skidt. Men siden de kloge og de smarte nu insisterede, så måtte det jo være godt nok.

En fuldstændig syg og dybt menneskefjendsk tanke indpakket i guldpapir med sløjfe om, serveret med violiner i baggrunden og en svag men inciterende duft af Eau de Cologne kan blive et rent hit som ide-forbrugsgode. Selv om det var et onde, der aldrig burde blive forbrugt. Det er behavourismens genialitet: ved hjælp af forførelse at over-rule samvittighed, moral, intuition og menneskets urgamle fornemmelse for, hvad det var det gode, det rigtige og det retfærdige. Arèté, Dharma, retfærd – her blot fra tre kulturer, den græske, den vediske og den nordiske.

Alle kulturer har et ord for det, der ER, og som derfor er selvindlysende. Men de samme kulturer vidste også, at vejen var smal, og at der var grøfter i begge sider. Når visdom gennemsyrer et samfund, findes det gode blandt de mange og til fordel for de mange. Kulturer har haft deres gyldne tid for ind i mellem at opleve en nedtur. Nogen mener, at det er en synkront fænomen over tid, andre kan påvise asynkrone bølgebevægelser. Vestens kultur oplever lige nu en etisk bundskraber. Sådan har det ikke altid være overalt i Vesten, men lige nu er der en totalitær mangel på etik i hele det kontinuum, vi kalder Vesten. Der er en næsten fuldstændig mangel på visdom. Til gengæld drives samfundet af materialisme, snuhed, management, grådighed, misundelse, dårlig stil, samvittighedsløshed, snævertsyn, dogmatik, foragt for egentlige værdier og hengivelse til øjeblikkelig sanseberigelse. Løgn er blevet en dyd.

Vi har opfundet ordet hedonisme, fordi vi har projiceret vores egen mangel på etik ned i en fjern fortid, hvor menneskene sagdes at opføre sig primitivt. Det er OS, der er de hedenske, det er os, der lever som dyremennesker (hvilket er værre end dyr, for dyr lever i overensstemmelse med naturen). Det betyder ikke, at vi dagligt går rundt og tér os hedonistisk fra morgen til aften (der er rent faktisk en del, der gør), civilisationen har sin overflade, sin egen balance om sin ubalance. Men det betyder, at vi er villige til at sanktionere alle former for menneskelige overgreb, bare de ikke går ud over os selv ved at vende øjet bort, holde os for ørerne og sætte en hånd for munden (ikke sige fra). Når samvittighedens stemme hvisker til os, slukker vi for programmet og skruer op for musikken.

Kom vi bort fra sporet? Hvor blev Ethos-tjekket af? På ingen måde, det ligger lige her. Sluk for musikken og hør efter, når der bliver hvisket. Sluk for fjernsynet, sluk for computeren, sluk for de sociale medier. I det hele taget sluk for strømmen, bevæg dig udenfor byen og før en samtale med et træ, en skovsø, en strand, en natugle eller en stjernehimmel. Med andre ord, giv dig lov til en tilstand, hvor du bliver un-switched fra den store matrix-kværn. 

Dernæst bliver du nødt til at genoptage samtalen. Altså ikke smalltalk, fnidder, sladder eller ligegyldigheder. Smid lortesproget i skraldespanden. Tag stjernehimlen med ind i samtalen. Mål og vej med den store lineal. Og så send da for guds skyld den sms bagefter, hvis du skal – first things first. De gamle, som vi har nedgjort som hedonister/hedenske kunne ikke får sig selv til at svine naturen til, for de vidste, at det var dem selv, de svinede. Vi lever som svin, hvor vi burde leve i skønhed og selvrespekt. Vi kan ikke længere bruge ordet i pagt med naturen, for det har alle utopisterne, socialromantikerne og kirkegængerne i newage-kulten om 'de ædle vilde' slidt tyndt til kliché. Men hvis der skulle være en Tredje Pagt (testamente = pagt), så bliver den nødt til at gendrive det, som de to første smed ud: naturens lov. Gud blev en abstraktion. Vi har sat os selv udenfor døren, hvorved etik ikke længere er selvindlysende, men overlades til filosofiske æggehoveder, der hævder, de kan spekulere baglæns og dekonstruere sig til en rekonstruktion, hvilket svarer til at skære alle organerne fri på en syg hest i håb om at sætte den sammen igen på en bedre måde. It ain't gonna happen!

Pathos-tjek

Har vi ondt i forstanden, har vi ondt i moralen, har vi ondt i … ja hvad har vi egentlig ondt i her? Hvornår er vi patetiske?

Det er vi, når vi ikke erkender vores behov, men forfølger vores begær. Vores pathos, vores stræben går efter det, vi ikke har brug for, og som fører til vores egen ulykke. Vi bliver tragiske personer, vi undgår vores fjender, vores opponenter, vores modsigere, vores udfordringer. Vi vender om, når vi møder portvagten. Kongen lytter til hofsnogen og ikke til vismanden, hvorefter hans pathos overgår til at føre krig.

Skal vi kaste os ud i handling? – just do it! Det skal vi, hvis vi er havnet i den anden grøft, hvis vi er blevet handlingslammede af frygt for at dumme os, at tabe ansigt, at fejle, at blive afvist eller for at kompromittere os selv. Jeg kender folk, der får tilbudt et job, hvor de kan tjene 300.000 kr ved at bruge deres særlige evner og muligheder, men som får skrupler over, at klienten ikke 100% ideologisk clearet. Det bliver lige pludseligt syndigt at tjene penge, og resultatet er vedvarende forarmelse. En sådan person er en tragisk person. Den indre portvagt sagde stop, og der blev adlydt. Portvagten burde ha' været udfordret, så man i det mindste kunne se, hvad der var på den anden side af døren. Ethos blev en destruktiv stopklods for Pathos.

I andre situationer bør vi stoppe op at tage tjekket, inden vi handler. Og se nu her … hvor det i Ethos-tjekket er svært at tale om, fordi det involverer følelser og intuition, bliver det i Pathos-tjekket pludselig case-baseret. Jeg kender folk, der i et beruset, entusiastisk øjeblik har smidt en formue bort på en investering, et indkøb, et partnerskab el. lign, der, hvis de havde konsulteret de rette folk forinden – og havde lyttet! - kunne været undgået og anvendt til noget konstruktivt og indbringende.

Hvis en nation vælger at handle med drastiske midler i forhold til andre nationer, altså hvis et lands befolkning lader sig overtale til at sanktionere krig og deltage i lovprisningens sangkor over aflivning af mennesker, så mangler der en konstruktiv etisk stopklods for Pathos. Krig og revolutioner drives af Ethos + Pathos. Eller rettere: hvis man kan bilde folk ind, at etikken er helt fin i kanten, så er det bare at give los for Pathos.

Hvis din vrede bliver provokeret, hvis der lægges op til en konflikt, fordi noget ønsker den som overtryksventil eller påskud for at starte et selviscenesættende drama, så er det tid til at tage en dyb indånding. Kan vi sige, at vi altid gjorde det? Vi har alle eksempler på, at vi tabte hovedet og reagerede, og de, der hævder noget andet, taler nok ikke helt sandt.

Det bedste middel er: praktiseret humor. For hvad er humor andet end træden et skridt tilbage eller op på skamlen, så man ser sig selv og den situation, man befinder sig i, fra siden eller ovenfra i perspektiv. Herved vender man det potentielt tragiske til noget komisk. Husk her, hvad det komiske er versus det tragiske. Heltens historie bliver til en komedie, når han erkender sit behov og gennemskuer sit begær. Komedien er den lykkelige slutning. Så konfliktsituationer er enten skalérbare (små/store) tragedier eller -komedier. Dette er genereltmisforstået. Komediener en dyb kunstform, og at den involverer humor, har ikke noget med falden-på-halen og lagkagekomik at gøre. Som Karen Blixen sagde: Gud er humorist. Som Dante sagde: Komedien er Guddommelig.

Det kræver humor at beskytte sig mod Mørkets Kræfter

Det er nemt nok at være humorist i en afslappet stund over en kop øl. Og den umiddelbart forløsende effekt af en god latter bør ikke undervurderes. Det er fysisk og neurologisk sundt. Men når vi har grinet færdig, og hvis lystigheden bareer en kunstig vedligeholdelse af en tilstand af virkelighedsflugt, så er det ikke sjovt længere. Hvor bliver humoren af, når det kniber, og vi virkelig har brug for den?

Her har Villibald Bonderøv lige siddet i timer og været på grineren på bodegaen med slænget, træder ud på gaden og falder ind en stakkel, der har lidt travlt på fortovet – hvorefter staklen bliver svinet til. Hvor blev humoren af her?

Her sidder Smarte Egon i sin Audi i en traffikø og er ved at komme for sent til et møde, og en eller anden stakkel begår en fejl i den kø, som alle er ofre for. Hvorefter Smarte Egon ruller ruden ned og overfuser staklen. Hvor blev humoren af her. Smarte Egon var ellers rigelig humoristisk, da hende den dumme blondine ikke kunne lave en sidelæns parkering udenfor domicilet.

Her har Café Latte Lisette lige været på socialgrineren med veninderne nede på hipsteren og finder ud af, at en af dem har flirtet med hendes ex. Hvad så, finke, du ville jo ikke have ham, hvad er problemet? Hvor er grineren, når du kunne trænge til den, og trænger du i øvrigt ikke bare til at blive lagt ned?

Her har Adam og Eva lige rodet sig ind i en diskussion efter at have haft sex, hvor han ikke føler, hun anerkender hans barndomstraumer, men mener, at han nok burdetage sig sammen, og hun ikke føler, at han lytter nok til hendes ufejlbarlige følelser og tillader sig at mene, at de ikke er helt så ufejlbarlige og spirituelle, som hun mener. Hvor bliver praktiseret humor af her, Adam og Eva? Hvorefter de går fra hinanden som to forurettede børn.

Her har Barack Obama lige været til G20-møde, og der var ingen statsledere, der gad at snakke med ham, bortset fra den patetiske nigerianske præsident, der invilligede i at erklære sanktioner mod Rusland – som alle i øvrigt gerne ville tale med. Det giver dejligt mening. Men hvad så præsident Buhari og præsident Osama ... sorry Obama, hvor bliver statsmandens sande humor af her? Skyldes det, at hverken undermåleren Buhari eller dansedukken Obama er egentlige statsmænd? At mafiatøsen Hillary Clinton er i stand til at skraldgrine over, at Gadaffi blev myrdet, at Libyen blev ødelagt som velfungerende land, og at 2 millioner libyere blev statsløse, er ikke det samme, som at bitchen har humor.

En kvindelig præsidentkandidat lader sig portrættere på denne måde.
Hvordan ser der ud inde i hovedet på de vælgere, der stemmer på en sådan kandidat?

Her har samfundskritikeren, æggehovedet, den kulturradikale lige siddet og sagt, at kritikken er filosofien og latterliggjort alle de, der mentenoget andet end ham selv. Hvorefter nogen formastede sig til at kritisere hans designer-ideologi, hvilket de aldrig skulle have gjort, for kritik er kun tilladt for denrettroende. Hvor blev denhøjt priste humor af, da den ramte den kulturradikales egen politisk korrekte selvfedme? Moral er godt, …

╫

Slut på tjeklisten for denne gang. Som du ser, ganske ufuldkommen og næsten usystematisk grundet morton_h, the bloggersdøde vinkler og manglende dagsform. Men fordi du jo har gennemskuet det, kære læser, har jeg den højeste grad af tillid til, at du fuldstændiggør den ud fra egne præmisser og udvikler din egen tjekliste – den eneste rigtige ;-)

Manifest om Det 21. Århundrede

 af morton_h, the blogger

De dårlige undskyldningers tid er forbi

De store uimodsagtes løgnes tid er forbi

- når sandheden skal siges

De falske ideologiers og designerreligioners tid er forbi

Oligarkernes og ågerkarlenes store illusionstid er ikke længere punkterfri

Der er endnu ingen, der har opdaget det

- ikke løgnerne, ideologerne, præsterne og oligarkerne

Tider med fri bar og tornerosesøvn er forbi

Tider med godnatnistorier for det historieløse menneske er forbi

- for længst og forgangen

Tider med overgivelse af manges ansvar til få udvalgte er forbi

Tider med syngen i kor med bind for øjnene er forbi

Der er ikke så mange, der har opdaget det

- ikke de sovende, de historieløse, de uansvarlige og de opstemte korsangere

Henvisning til lykkelig uvidenhed hører nu til blandt dårlige undskyldninger

Fjernsynskiggernes meningsdannelser er irrelevante

- for resten og for evigt

Ordet stemmeurne indeholder lugten af lig

Deltagelse i psykopatiske nationers krigshandlinger er en deltagende forbrydelse

- medmisbrugeren er ligeså god som misbrugeren, kolportøren er lige så god som aktøren

Der er kun få, der har opdaget det

- ikke uvidende, fjernsynskiggere, stemmekvæg og medmisbrugende hæler-nationer

Det er tid til at smide fladpandede fladskærme til storskrald

Det er tid til at genoptage de samtaler, der blev afbrudt af ligegyldigheder

- dengang i forrige århundrede

Det er tid at lufte alle møghunde, skabsskeletter, surt undertøj og hænder, der blev vasket

Det er tid til at gøre det, der er ævlet om i fire menneskealdre

Det er ikke alle, der har opdaget det,

- ikke fladpanderne, ligegyldighederne, skeletterne og ævlerne

Vi har levet i tider, hvor dumhed gik amok, hvor visdom gik på stand-by, i kloster eller på pension, hvor ansvar gik på kompromis, og hvor Verden gik i stykker, i stok eller bare ad helvede til
Vi har levet i tider, hvor psykopater har fået den længste line, og hvor psykopatiens håndlangere mente, at de udførte hæderværdigt arbejde
Vi har levet i tider, hvor Fanden hyttede sine og hvor forvirringsfilosofier, fjendebilledgallerier, finanssvindlere og folkeforførelser var de facto færdigt arbejde og fint i kanten
Vi har levet i tider, hvor folkemord blev kaldt frelse for de forfulgte, hvor en despot blev kaldt en demokrat, og hvor lort blev kaldt for lagkage.

Tiden er nu kommet, hvor den ideologiske fødekæde fra forrige århundrede har nået sidste holdbarhedsdato

- der sælges billigt ud for tiden

Tiden er kommet, hvor parolerne har samme akustiske efterklang, som når man råber ned i en tønde

- inden man kaster op over stanken dernede

Tiden er kommet, hvor de rettroende hægter sig selv af togstammen

- og bliver stående tilbage på sporet i et øde landskab som museumsstøtter over dengang, de heller ikke anede, hvor toget gik hen

Tiden er kommet, hvor det er irrelevant at sidde i en forsamling og råve kapitalist!

- uden at fatte, at det ikke er kapitalisme, der råves efter men alt det, der blev udeladt i det politisk korrekte ordforråd

Råverne har ikke opdaget, at de er irrelevante ekkoer i en tom hal på en for længst nedlagt klichéfabrik

Der er ikke længere tid til koldkrigerier, kulturfascisterier, kommisærer, korrektheder, kommunistflirt, kønskrampe, kapitalfims og klimasvindel

Der er ikke længere tid til sofisterier, socialromantik, småsnakkerier, senstalinisme, stik-i-renddrenge, stupiditetsfabrikanter og salgsagenter for senile skolesystemer og sovesale

Der er ikke længere tid til uhæderlige udbydere, ulden udenrigspolitik, uvidende undervisningsministre og andre udpinte undulater

Der er ikke længere tid til røvslikkende relativismer og reaktionære radikalismer – der er ikke plads til flere 'ismer og mere skrumpehjevirksomhed

Det er på høje tid, at det tænkende segment prøver at tænke (noget helt nyt)

- og anskaffer sig et middel mod intellektuel impotens

Det er på høje tid, at det herskende segment kaldes til ansvar for det seneste århundredes mangel på samme

Det er på høje tid, at giftblandere, hofsnoge, folkemordere, ågerkarlei jakkesæt og falske profeter får hevet bukserne ned og jakkesættet op om ørerne

Det er på høje tid, at neolingvistister får en mikrofon op i røven

- siden der kun kommer lort ud af munden på dem

Tiden er kommet til seriøse samtaler, silkeveje, sandhed og storsind

- Stormagtens storhedstid er omme

Tiden er kommet til hjemmearbejde, husflid, håndværk og hæderlighed

- præfabrikanternes tid er omme

Tiden er kommet til tænkning, tale, troværdighed og transpartiske tiltag

- reaktionismens barnagtige rød-blå tid er omme

Tiden er kommet til revision, ransagning, rengøring og rodfuldhed

- historieforfalskernes tid er omme

Der er ingen tid at spilde: den store molokmaskine er igen kørt ud af garagen

Det er tidsspilde at lukke munden på de, der ikke stryger med hårene

Det er på ingen måde for tidligt at tage temperaturen på ordet

Tiden er løbet fra tidsspilde

Det er nu, der faktisk er nogen, der har opdaget det

Det er nu, de opdager, at de er opdaget

Det er nu, vi opdager, hvad der er gammelt under Solen

Det er tid – mød til tiden!

En verden der forsvandt

af morton_h, the blogger

Dette handler om en verden, der satte retning mod intetheden og forsvandt.

Toget mod Intetheden

Den forsvundne verden kan stadig ses i små enklaver, i udkanten, i randene, i små spontane museums-indhegninger, i reminiscenser. Genoplivning er i visse tilfælde mulig for tapre og stædige ildsjæle, men toget er kørt og kommer ikke tilbage. Det var en kultur, der rakte 1000 år og længere tilbage, og nu er den næsten væk.

Ikke alt forgangent bør begrædes. Kultur forandrer sig og mennesker med. Sådan er det, sådan må det være. Men der har hidtil været en konstant kerne og understrøm, der har overlevet. Det, der er anderledes nu, er, at kernen er døende.

Dette er ikke bagstræberisk flæberi men en nostalgisk statusopgørelse, en erkendelse. Det er til og med en sørgelig erkendelse af, at moderniteten netop ikke var en organisk udvikling. Moderniteten var en forceret, brudt udvikling, en voldtægt, et kulturelt attentat, en civilisations-forbrydelse.

Voldtægten og forbrydelsen ankom i bølger. Med kikkerten for øjet kan vi se tre bølger og en fjerde på vej.

Den første bølge
Den første bølge var Industrialismen. Folk i millionvis blev drevet som kvæg ind mod byerne for at blive installeret i den nye, store maskine, der spiste hænder, fødder, kroppe og sjæle. Mange valgte selv installationen i den tro, at der var et bedre liv i udsigt. De få opnåede et sådan liv målt materielt, de mange fik på alle måder et værre liv. Industrialismen var tidens grundlæggende forbrydelse mod de europæiske befolkninger. Senere kopierede resten af verden installationen uden større succes. Miseren blev blot opskaleret. Selv midlertidig afgrænset velstand har en høj pris.

Der kan argumenteres for, at vi bør anlægge en længere tidsvinkel, for ondskaben er urgammel. Hvad med pestens Europa? Hvad med 30-årskrigen, der slagtede halvdelen af Europas folk og varede 30 år? Hvad med imperialismen? Javist, men i dagens tekst taler vi om modernitetens ankomst. Vi taler om roden til verdenskrigene, det kemiske århundrede, løgnens århundrede, ideologiernes århundrede, teknokratiets ankomst og forudsætningerne for det inhumane-transhumane projekt, der i skrivende stund bliver synligt. Derfor starter vi med industrialismen og opfindelsen af maskinmennesket.

I industrialismen mistede mennesket kontakt med sin egen natur, fordi det blev revet bort fra den større ydre og mindre indre natur. Selv under det feudale hoveri på landet med al dets klassiske grusomhed havde mennesker en fornemmelse af, hvem de var, og hvor de kom fra. De havde stadig rent vand og ren luft. Selv i deres fattigdom bevarede de fleste et stykke naturlig værdighed - omend til tider og sine steder kraftigt undertrykt. Lukket inde i trange usunde, fængselslignende barakker i tilsodede industribyer og hver dag fastspændt til en ubarmhjertig maskine, derimod, blev denne værdighed et stykke fortid. Transformationen skete ikke i én generation. Der skulle mere til. Industrialisterne, bankmændene og etablissementets social-arkitekter havde andet i tankerne. Hvad de tænkte, ved vi fra, hvad de skrev i det 19. århundrede. Vi har det fra 'hestens egen mund'. Vi så det herefter ske som beskrevet.

Den anden bølge
Den anden bølge var to bølger i sig selv. Verdenskrigene, startede med 'The Great War', 1. Verdenskrig, de tre verdenskriges sorte moder. Som fast læser af denne blog, spørger du ikke længere om, hvad der menes med treverdenskrige, for det er indlysende. 1. Verdenskrig (som tanke overhovedet) udsprang af industrialismen og det perverterede tankesæt, der okkuperede industrialisterne. For dem var den 'herlige krig' og dens masse-traumatisering af europæere blot endnu en investering i sønderbrudte hænder, fødder, kroppe og sjæle. Det traumatiserede menneske er altid det bløde ler, som social ingeniørkunst er gjort af. Det 20. århundrede blev derfor 'The Century of Social Ingeneering'.

Greatness in Imperial Optics - snapshot from The Great War

Den anden bølge 2.0 var 'The Good War', og hvad der kom efter. Destruktions- og folkemords-forherligelsen nåede med 2. Verdenskrig sit zenith. Endnu et britisk elitært projekt. Løgnen, mytomanien og hyper-dæmoniseringen af fjendebilledets imaginære ondskab nåede hysteriske og tegneserieagtige højder. Traumatiseringen gjorde, at vi endnu ikke er kommet ud af efterdønningerne af den anden bølge. Menneskehedens grundlæggende verdensbillede er stadig fastfrosset et sted mellem 1910 og 1940. De 'gode-og-retfærdige' fra den tid forsyner os stadigvæk dagligt med deres verdensbillede og denne historieskrivning - alt sammen løgn fra ende til anden.

De frø, der fandtes for 100 år siden, der med den rette behandling kunne have givet mennesker et bedre liv, blev mishandlet, stjålet, skjult eller ikke kendt af de mange. En igangværende udvikling, der ville have været naturlig, blev kuppet, og industrierne overtog vores liv med beskidt olie, uorganisk kemi, kemisk medicin, syntetiserede fødevarer, unødvendige forbrugsvarer. En usund forbrugskultur med tilhørende skabagtig livsførelse, systematisk begærs-dannelse, amoral, misbrug, undertrykkelse, misinformation, spild, disrespekt. Socialdarwinismen sejrede ad helvede til. Et alien spaceship med en stor kikkert ville have set med vantro ned på en amok verden. 'Se her, Zorg. Jeg tror, jeg har fundet universets ultimative røvhul'.

Den tredje bølge
Den tredje bølge, den Kolde Krig (at kalde det Efterkrigstidenville være fuldstændig misvisende) varede reelt 70 år (formelt taler man om DKK fra 1947-91 med Sovjetunionens afvikling), og nu er den tredje bølge løbet tør for energi. Ifølge det elitære konstrukt råber det på endnu en verdenskrig og endnu en bølge. En syg hjernes logik! Vi ser den lige nu heftigt promoveret og i færd med at blive oprullet, den synes uundgåelig og sælges endnu en gang som nødvendig. Fjendebilleder og løgne bringes på plads. Behøver vi at tilføje, at en ny storkrig selvfølgelig sælges som 'retfærdig'. Bring mig en spand, for retfærdighed er på ophørsudsalg. Behøver vi endvidere at nævne, at fjendebillederne gentager sig selv i al deres stereotype fantasiløshed. Disse fjendebilleder er for et sobert blik så tegneserieagtige, så Hollywood-skadede, at det er svært at afgøre, om vi skal le eller græde. Vi har vænnet os til tegneserien i en grad, så de fleste af os nu accepterer at leve i dens kunstige virkelighed. Vi skriger på mere af slagsen, og mere skal vi få!

Den anden bølge bragte den Store Løgn til et handlings-klimaks. Den tredje bølge gjorde den Store Løgn til skolepensum og noget, vi hver dag kan se på TV beskrevet og afbilledet som fuldbyrdet og indiskutabelt.

Landskabet der forsvandt

Agenda 21

Jeg kører gennem landskabet og ind til byen. Æstetikken er visse steder et sørgeligt syn. Vi har mistet sansen for harmoni og skønhed, og hvis arkitekter og byplanlæggere forsøger at kompensere for tabet, går det nærmest dobbelt galt. Forstædernes beboelseskvarterer signalerer kaserne, fængsel, vold, angst, kollektivistisk ens-hed, lige linjer, massefabrikeret tristhed og billige materialer, der blot et par år senere er slidte og lurvede.

Forstæderne, disse enorme rande af hønsehuse, grisekasser, dueslag og kvægstalde - for mennesker! Behøver vi at sige, at et industrielt hønsehus-kompleks ikke primært er indrettet for at hønsene skal have det godt, men for at ejeren af hønsehuset kan komme til. Høns skal kun ifølge ejeren have det godt i det omfang, det fører til flere æg og hurtig vækst frem mod slagtning. Jeg taler ikke om enklaven, reminiscenserne, mine naboer på landet og deres hyggelige, glade høns, der spæner gennem hækken, æder græs og larver og lægger æg med gul blomme i deres små skure. Jeg taler om flertallet af hønserier drevet som en fabrik, hvor de forpinte kræ lever på et eksistensminimum af føde og plads og hakker hinanden til blods - hvis de ikke har fået klippet næbbet for at forhindre det eller er proppet ind i bure på størrelse med ... dem selv. 

Du er, hvad du æder.

Mennesker i industrisamfundet 2.0 er som fabrikshøns bag kilometerlange trådhegn. Ikke nok med at det er uskønt, ulækkert og uspiseligt, det er også uetisk. Grimheden er det ydre tegn på den indre grusomhed. Selv filosoffer har svært ved at se, at ubalance og balance har et intuitivt aftryk. Menneskehøns lever også på et evigt eksistensminimum i deres hønserækker, og også de hakker hinanden til blods.

Eksempel. Forskellen mellem store dele af den engelske countryside og det danske industrilandskab er, at det engelske har bevaret denne for moderniteten upraktiske og ulogiske asymetri med ældgamle snoede hegn og stendiger. De var for svære at udjævne for industrialisternes maskineri. Det danske post-istids-landskab af pløjbar jord, derimod, er nærmest udjævnet. Markerne er som parcelhus- og rækkehus-kvarterer. 80% af det danske landskab er mono-kulturel industrijord, hvor selve naturen er i landsflygtighed. Danskerne har været 'dygtigere' end englænderne på det punkt, til gengæld har de ødelagt det meste af deres natur.

Folket der forsvandt

Der boede engang et folk i det landskab, der forsvandt. For længe siden var der store skove, der dækkede landskabet, de folk, der boede her, var tilpasset skovene. Langs skovene var der strande og strandenge, hvor fjorde skar sig ind. Disse findes stadig og sine steder intakt. Jeg bor et sådan sted. Der høstes stadig strå til tage, og mit hus har strå på taget. Jeg danner måske en undtagelse fra den danske norm.

Huset, opført 1780, i dag med nyt stråtag, havehus, bådeskur, hønsehus, røgeovn, køkkenhave på 100 m2, to fulde etager, syv frugttræer i haven, fritgående fasaner, rådyr og harer + en million fugle i nabolaget inklusive havørne ... En verden der forsvinder.

Skovene er i defensiven. Bønderne fældede en del af træerne gennem århundreder, men i det gamle bondesamfund var der stadig en balance mellem skov, mark og strand. Med industrisamfundet ankom industrilandbruget, og balancen blev ødelagt. Bønderne blev til industriarbejdere. Hvis de var heldige i opgangsperioden, havde de eget fabriksudstyr og egen maskinpark. Der var en tro på, at maskinerne garanterede velstand. I staldene stod køer på stribe klar til at blive malket af nye maskiner. Svinene blev stuvet sammen, senest i flere etager. Det samme skete med høns og fisk. Først ankom de sejlende fiskerifabrikker, der voldtog havbunden med kæmpe-trawl, senere de kunstige havbrug, hvor man hældte GMO-foder og antibiotika i hovedet på fiskene. Alt sammen i en folkelig tro på, at det var ensbetydende med fremgang og velstand og en industriel tro på hurtig gevinst - og fuck konsekvenserne! Men både GMO og antibiotika havner i kroppen hos de, der spiser fiskene. Industrialisterne har deres egne regler, og de har dygtigt formået at sælge dem til folk, så de nu på bizar vis accepterer og forsvarer dem som deres egne. 

Industri er masseproduktion, men det er også ensbetydende med faldende kvalitet og forgiftning. Mekanisering og kemi afvasker jorden for næring. Hyperkonservering tilføjer gift i daglige små men kroniske doser, og summen af disse doser er voldsom. Den kroniske forgiftning er godkendt af myndigheder og kaldes 'tilladte mindsteværdier'.

Bonden og fiskeren, som engang var, forsvandt. Begge havde kendskab til og respekt for det, de dyrkede og fangede. Den oprindelige samler-jæger-kultur skiftede gear til bonde-kulturen - fiskeren var stadig en slags jæger. Til sidst skiftede industrien gear på det hele, og samler-jæger-bonde-begrebet forsvandt.

Rue mejeri, nedlagt. Min gamle far på 91 var mejeri-elev her.

Andelsbevægelsen forsvandt. Mejerierne forsvandt. Husmændene og de bæredygtige småbrug forsvandt. Sparekasserne forsvandt. Skolerne og de små butikker forsvandt. Mælk - alle dyre- og menneskebørns grundernæring - er nu et værdiløst industriprodukt via pasteurisering og homogenisering, som gør folk syge og børn allergiske med snot hængende ud af næsen. Industrien har formået at indrette hele logistikken på deres industrielle holdbarheds- og transport-præmisser, og en lovgivning er sideløbende bragt på plads, der forhindrer/forbyder folk i at afvige fra disse præmisser. Sundt lokal-landbrug og -dyrehold er i dag enten forbudt eller så behæftet med kontrol-afgifter, at de er urentable. Dørsalg er forbudt eller beskattet i en grad, der gør det kriminelt. Naboer, der gør hinanden en tjeneste, kaldes 'sort arbejde' og er derved kriminelle.

Nøjsomheden der forsvandt

Efter de udmattende krige iværksat af industrialisterne var Europas og USA's befolkninger møre. Industrialisterne så det for længst komme og klappede i deres hænder. Forbrugsmaskinen startede, og propagandamaskinen, der drev krigen, drev nu forbrugssamfundet.

Folk fik materielle goder viftet for næsen. Køb din lykke, køb din fremtid! Keynes'ianismen / forbrugerismen handlede om at forbruge sig ud af den evigt forestående eller pågående krise. Hvis man ikke købte sin røv i laser for de penge, man havde tjent ved at arbejde samme legemsdel i laser, så gik maskinen i stå, og så var der krise! Sagde økonomerne, sagde politikerne, sagde bankmændene. Og vi troede på dem, for de havde jo uddannelser, magt og medier fuld af farvebilleder, der lovede en bedre verden.

Det er paradoksalt. Samtidig med dette begær efter og tilsyneladende værdsættelse af det materielle findes en stor foragt for det materielle. Tingene forfalder og får lov til at forfalde, for der er jo så mange af dem. Vi foragter det, vi begærer. Måske med rette. Kvalitet forsvandt, ting blev ikke længere skabt til at holde men til at blive foragtet og smidt væk, så nye ting kunne blive foragtet og smidt væk. Føde blev ikke skabt til at give næring til kroppens mæthed men for at give næring til evig fornyet sult. Medicin blev ikke skabt for at kurere, men for enten via såkaldte bivirkninger at gøre den syge syg på en ny måde eller give den syge en pause indtil næste udbrud, så en lukrativ patient ikke døde. Altså kontrolleret symptomdæmpning, der ikke fjerner sygdommen. Materialismen er som denne sygdom, og dens tomme eller halvubrugelige ting er overernæring og underernæring på én gang. Vi opfatter det som rigdom at have meget skrammel omkring os, men de alt for mange og alt for dårlige ting er en ny og uværdig form for fattigdom. Den nøjsomme er rig på ægte værdsættelse af de få ting, men vores evne til værdsættelse forsvandt, og vi blev værdimæssigt underernærede.

Nøjsomhed er ikke fattigdom, nøjsomhed er naturligt. Naturen bruger kun det bedste og efterlader alt andet. Naturen tager, hvad den har brug for og ikke mere. I materialismens ære produceres langt mindre end det bedste, og vi tager langt mere, end hvad vi har brug for.

Folkestyret der forsvandt

I materialismens ære forsvandt demokratiet, og vi fik noget andet i stedet for. Man kunne argumentere for, at vi aldrig har haft egentlig demokrati, for det ville betyde, at 'folk styrede sig selv', og det ville i realiteten svare til anarki i den filosofiske betydning, altså ikke som afstumpet skældsord, der blot betyder 'lovløst kaos'. Et stykke hen ad vejen var der nationer, der gave it a good shot, drevet af personer med god intention om, at ideen var realiserbar. Igen kan man så diskutere, hvorvidt ideen så var god nok overhovedet. Et faktum er, at der enten ikke længere findes demokrati, eller at demokratiet aldrig har eksisteret, men at skærmen nu er revnet, så det er blevet synligt, at samfundene ikke styres af folk, men af 'noget andet'. 

 

Det er komplekst at forstå, hvad dette 'andet' er. Måske er det i virkeligheden en algoritme, et stykke kunstig intelligens, der blev startet engang, og som bevirker, at selv de få højt på strå, der selv mener, at de kontroller de mange som er bange, ikke - når det kommer til stykket - har kontrol over noget som helst, men bliver drevet af en kæmpe maskine uden stopknap, der er nødt til at køre i samme retning, indtil den bryder sammen.
While lovin' it, of course!
 

Samtalen der forsvandt

Tag ikke fejl, de få højt på strå bør ikke frikendes. Tværtimod, for de kendte til maskinen i modsætning til de mange, der blot væltede rundt i maskinen uden at fatte den. Men demokratiet forsvandt, fordi et sådan fænomen kræver vidende og engagerede mennesker. Efter et nyligt overstået folketingsvalg i Danmark er det slående, hvor afstumpet folks samtaleformer er blevet. Det afspejler en helt afgørende - og desværre fraværende - komponent for, og altså selve forudsætning for at tanken om demokrati overhovedet skulle kunne fungere. Hvilket det så ikke gør. Og denne komponent er viljen og evnen til at beskæftige sig med substans.

I stedet har vi fået pseudopolitiske pseudosamtaler, hvor folk lyder som små børn. 'Adr, den frikadelle kan jeg ikke li! Uhmn, den frikadelle smager godt!' Da jeg mest omgås folk, der 'tænker venstreorienteret' vil jeg gerne give et eksempel. Først: som mantra husker jeg at sige, at jeg gerne en anden gang og med største fornøjelse skal sige noget grimt om de, der 'tænker højreorienteret'. Altså det er ikkepointen, hvorvidt man mener, at man identificerer sig med noget venstre/højre, rødt/blåt, med os/mod os, de gode/de onde, sort/hvidt tankesæt. Til sagen: et eksempel. 

Dagen efter valget udspinder der sig en af disse pinlige pseudosamtaler i et forum af folk, alle med akademiske uddannelser, alle folk, der er højt uddannede og anser sig selv for veloplyste og i stand til at udøve egentlig tænkning. En hel time i træk fik de - på skatteydernes regning i arbejdstiden - tiden til at gå med emotionelt reaktionært (ikke-tænkende = reagerende = reaktionært), små-infantil, dårlig-taber-agtig latterliggørelse af den-og-den politiker, som de ikke kunne li, men som tilfældigvis havde vundet i valgkampen. 'Og se lige hans næse ... og hende dér ligner jo ... og ham der er sådan en, vi ikke kan fordrage, ka vi vel? ... de skulle fand'me skydes ...'. En rettelse af mit eget udsagn: det var ikke små-infantilt, det var regulært barnagtigt! Så afstumpet er det tænkende segment blevet. Al energi blandt venstrefløjer'e bliver brugt på at karakter-afstumpe modstandere, lukke munden på anderledes tænkende, udøve af politisk korrekthed og selvfedt klappe hinanden på ryggen ('ka' vi vel? vil du ikke nok mene som jeg, så jeg ikke ska føle mig angst ved at ... tænke). Ikke en eneste gang, hverken før, under eller efter det omtalte valg har jeg været vidne til ægte, sober og substantiel samtale blandt disse mennesker om egentlige politiske emner. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at disse 'typer' vovede at udfordre sig selv ved at placere sig i øjenhøjde med folk, der ikke mente som dem selv. Ikke en eneste gang har jeg hørt dem udøve fokuseret faktuel og substantiel ressonneren. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at hvad-hvem-hvor-hvornårblev bespurgt og besvaret, før det præmature svar på hvorforankom som en slags intellektuel for tidlig udløsning.

Typerne taler aldrig om substans, og det mentalt/moralske niveau blandt det tænkende segment er ulideligt lavt. På det punkt kan vi måske kan tage dem som målestok for resten af befolkningen. Eller kan vi? Folk uden fine akademiske uddannelser er underligt nok ikke så tilbøjelige til selvforherligelse i troen på egen ufejlbarlighed som akademi-snobberne. Én ting står klart for undertegnede - og jeg tilhører selv segmentet, hvorfor jeg anser det som min fulde ret, ja nærmest pligt at udøve denne kritik: det bliver under ingen omstændigheder fra akademia, der primært er venstredrejet og har været det, siden kulturmarxisterne overtog i 60'erne, at noget godt for menneskeheden vil ankomme. Tværtimod de luxe!

Endnu mere latterligt og grotesk bliver det, når vi sammenholder det emotionelle reaktionsmønster, som disse ikke-politisk ikke-samtalende men blot hønsegokkende akademikere udøver, med den indflydelse, de mener, de har (+ som alle vælgere mener, de har), når de en gang hvert fjerde år letter deres fede røv fra sofaen for at sætte et fedtet kryds på en smørrebrødsseddel ... altså når vi sammenligner med den reelle indflydelse på reelle beslutninger, der tages udenomdemokratiet. Hvad taler vi om? Vi er måske oppe på 1%, i heldigste fald! Resten bliver truffet i lukkede fora bag nedrullede gardiner i bestyrelser, kommissioner, selskaber, institutioner, karteller og syndikater bag røgfarvede, skudsikre glasruder i lokaler på øverste etage. Altså: blandt få folk, som for det første ikke er valgt, og som mange folk for det andet sjældent har hørt om. Ingen af disse fora har nogen interesse i mennesker, der er indbyggere i nationer. De er alle globale, og alle tjener egne interesser - og algoritmender startede engang, som ikke har nogen stopknap. Den sølle 1% indflydelse er så fucked-up af del-og-hersk blå-rød snot-forvirring hos vælger-kvægene, at de yderligere reducerer den sølle indflydelse til 0.1 %. Det må siges at være den perfekte omvendte afspejling af, at 0.1 % af menneskeheden styrer og profiterer på det store globale svindelnummer.

Vi hidser os altså helt vildt op over noget, der nærmest er fuldstændig uden betydning for vores liv. Vi er blevet til til fodbold-fanatikere, hvor al rationalitet er tilsidesat for emotionel reaktivitet. Hvilket selvfølgelig er meningen for tilskuerne til en fodboldkamp eller for publikummet i et teater. Vi hengiver os til kollektiv hepning eller illusionen i stolerækkerne, og bagefter stiger vi ud af illusionen. Herregud, det var bare et spil. Men det politiske teater er helt anderledes giftigt. For det første bliver det solgt som virkelig samtale, virkelig politik, og virkelig indflydelse for mennesker, selvom det blot er romersk teater. For det andet stiger vi ikke ud af illusionen bagefter. Den klæber til os. Muligvis har de mest hardcore fodboldfans gjort det til deres religion, fordi de ikke har andet indhold i livet, men de allerfleste tager det som uforpligtende underholdning en lørdag eftermiddag. Derimod har det syge og indholdsløse teaterstykke, som en mediebåren valgkamp er, i langt højere en ritualistisk, religiøs karakter. Den måde, vælgere gebærder sig på, minder i betænkelig grad om hjernevaskede kultmedlemmer. At tilhøre 'fløjen', partiet, ideologien eller menings-segmentet indebærer den samme form for blind tro/ikke-tænkning, forhånelse af de vantro, dem der ikke er med os og som er mod os -mentalitet, illusionsmageri, og fornægtelse af virkeligheden til fordel for en fremmedgørende abstrakt ide samt indlemmelse og afretning af ulydige proselytter med frygt, skyld og skam ... som man finder i religionerne. It walks like a duck, it quacks like a duck, ...

Pseudodemokratiet er ikke længere andet end en statskult. Så simpelt og dog så sørgeligt kan det formuleres.

Ideology Sucks!

Jeg glemte lige at formulere, hvad vi så har i stedet for. Vi har teknokrati, videnskabeligt tekno-bureaukrati, post-demokratisk og - hvis det står til teknokraterne, og implementeringen af deres våde drøm - et post-humant, globaliseret, neofeudalt og på alle tænkelige måder umenneskeligt tekno-tyranni. Det var til det formål, algoritmen ankom. Den er archoniski sit (u)væsen ligesom teknokraterne selv.

Nationen der forsvandt

'Hvad synes De om den Franske Revolution?'

'Det er for tidligt at udtale sig om.'

svarede: Chou En Lai

Han vidste som maoist, hvad han talte om (det må man give ham), for revolution var hans projekt. Hvad var projektet så?

Udover at skabe den ny form for slavesamfund, der oprindelig var udtænkt i London og finansieret af jødiske Wall Street moguler, var et af hovedformålene destruktionen af verdens nationer. Derfor var maoisten Chou En Lai spot-on, da han sagde, at den Franske Revolution ikke var fuldendt. Den Internationale Socialisme havde ligesom forinden den Franske Revolution det overordnede formål at destruere de traditionelle og nationale magtstrukturer for at bane vejen for en Ny Verdensorden. Startskuddet, den Russiske Revolution, skulle fx destruere den ene af den angelsaksiske elites, Misundelsens Imperium's, hovedfjende: det Russiske Zardømme. Det er den samme verdensorden in spe, der affødte de Tre Bølger (se starten), og som nu er i gang med at udføre den Fjerde Bølge.

Hvad er en nation? Det er nødvendigt en gang imellem at skære ind til selve ordet. En nation er menneskers fødested. Men det er ikke blot stedet som lokalitet. Begrebet er langt mere og stikker langt dybere. En nation er menneskers ophav, deres slægt, deres genetik, deres kultur, deres sprog og hele deres bevidsthedsdannelse. En nation er hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hvis vi kender vores nationalitet, ved vi ALT om, hvem vi er, og spørgsmålet om, hvorfor vi er her, bliver overflødigt. Svaret bliver selvindlysende.

Så hvorfor gik 'de revolutionære' efter nationen som værested?

Det gjorde de, fordi destruktionen af menneskelig hukommelse, identitet og historie var nødvendig for deres totalitære projekt og deres Nye Verdensorden. Mennesker, der ved, hvem de er og hvor, de kommer fra, er krop-umulige at manipulere og regere. Mennesker, folkeslag og nationer, der har selvrespekt, respekterer andre mennesker, folkeslag og nationer, hvorved krig og revolution ikke kommer på tale. Og selvom krig bliver nødvendigt grundet ukontrollerbare drivkræfter, respekterer de stadigvæk deres fjender - hvorved fred efterfølgende bliver mulig.

I det revolutionære, anti-nationale tankesæt er fred ikke længere en mulighed, da det indebærer en grundlæggende disrespekt for de revolutionæres fjendebilleder. Med streg under -billeder, for hele tankesættet, hele ideologien fungerer ved hjælp af billeddannelse. Det revolutionære tankesæt umenneskeliggør sit fjendebillede for at legitimere sit eget overgreb. Det var og er kun muligt at forgribe sig, som de revolutionære gjorde via deres revolutioner, ved at umenneskeliggøre mennesker. Det gælder både deres egne umenneskeliggjorte stormtropper og de mennesker, som stormtropperne udslettede og voldtog.

Se dokumentaren Hellstorm- hvis du har nerver til det.

Kulturmordet som institution og strategi er som minimum 2000 år gammelt. Det er opfundet af romerne. Strategien er: først massemyrder man en vis portion af et folkeslag, en nation, man ønsker at undertvinge. Så ka de lære det! Dernæst stjæler den målsatte nations viden, teknologi og kulturskatte - inklusive deres materielle skatkamre, selvfølgelig - deres ressourcer, intelligentsia og 'hukommelse' i form af biblioteker eller andre vidensinstitutioner. Til sidst udfører man enten en total folkelig masse-udslettelse, eller hvis det ikke er muligt (hvilket det sjældent er) udstyrer man de overlevende med et surrogat for deres religion, deres historie / deres hukommelse og deres selvforståelse. Listen over romerske nedbrændinger/tømninger af biblioteker hos deres nabokulturer er skræmmende lang (klassikeren er det store bibliotek i Alexandria). Turns out: prototypen på Misundelsens Imperium, det britisk-amerikanske wannabe unilaterale imperium er netop romerne. Igen ifølge dem selv og 'hestens mund'. Efter kulturmordet har man et slattent, amøbeagtigt og i alle-ender-og-kanter bøjeligt væsen. Glemsel er det ultimative styresystem. I dag drikker amøben Coca Cola, æder junkfood, dyrker pornosex, ser dårlige TV-serier og tager stoffer. Men først og fremmest har amøben glemt sin egen historie og er i færd med at lære at hade sin egen kultur.

En verden der forsvandt

Paradigmet.blogspot.comer et fortløbende projekt. En nation, der ikke ved, hvem de er, hvor de kommer fra og hvad de står for, er ikke en kompatibel nation men et bytte for en rovdyr-agenda. Consider yourself eaten!

Herefter vælger morton_h, the blogger begrænsningens kunst. Gå endelig på opdagelse i paradigmet.blogspot.com, hvor du finder følgende behandlede emner:

• Fællesskabet der forsvandt
• Samfundet der forsvandt
• Tænkningen der forsvandt
• Etikken der forsvandt
• Kulturen der forsvandt
• Sundheden der forsvandt

Michael Ende fik ret i Den Uendelige Historie. Intetheden er ankommet. Einstein havde ret i, at entropien findes. Forskellen på Ende og Einstein er, at Ende så, at den forsvindende verden var skabt af et traume, der med den rette erkendelse kan vendes og standses, mens Einstein og hans jødiske kosmologi - en slags darwinisme overført på naturvidenskabelig kosmologi -  hævdede, at det selvdestruktive univers var en uomtvistelig naturlov. Det var Ende - hvis efternavn ironisk nok på tysk betyder det, som navnet siger - der sad med det lange strå. Han skrev sin bog i to dele: en entropisk og en extropisk. Både Einstein - hvis vi skal tyde navne, må det være videnskabsmanden, der manglede den ene nosse - og Darwin vil om mindre end 50 år fremstå som historiske eksempler på, hvor groft man kan tage fejl.