Den okkulte baggrund for kapitalisme

af morton_h
aka marco_hanuman
the blogger

Vi bruger ordet kapitalisme i dag, fordi vores hovedkilde gør det. Vi gør det lidt i protest, da vi plejer at skelne mellem kapitalisme og monopol-kapitalisme.

Dr. Matthew Raphael Johnson er en amerikansk professor i filosofi og historie og dertil orthodox kristen med en akademisk uortodoks attitude til sine emner. Med et dybdegående kendskab til filosofien og kirkehistorien og i følge den gamle skole' indenfor orthodoxien - denne har også haft sine anslag og sine forsøg på reformation - betegner han den uddøde atlantiske civilisation, der kom ud af Nimrod/Babylon som baggrunden for industrialismen. Et overraskende udsagn! Hvordan?

På sit site rusjournal.org – med timelange lyddokumenter som akademiske essays – findes en blogpost kaldet The Occult Background of Capitalism, hvor han fremlægger, hvordan industrialismensfædre, hvis efterkommerevi i dag kender somtrans-atlantikerne, via den industrielle revolution stræbte efter at genskabe det tabte Atlantis, som de regnede sig som nedstammende fra og arvtagere af. Denne tanke er uhyre sjældent nævnt eller beskrevet i historieskrivning om industrialismen, hvilket selvfølgelig skyldes, at industrialisterne aka imperialisterne selv har bestilt og betalt for historieskrivningen om Imperiet. Men vi finder den til gengæld, når de tager deres pingvin-dress på og møder op medderes loge-slæng. Frimurere pralerofte af, at deres viden (hvor meget ved de, når det kommer til stykket?) stammer fra Atlantis. Imperialisterne/industrialisterneanså dette Atlantis som et globalt fænomen, og på det punkt havde med al sandsynlighed ret. Derfor findes deres globalistiskeattitude allerede i Det Britiske Imperium og globalisme som navn for deres agenda i dag. Derfor ogsåderes teknokratisme, deres maniske besættelse af teknologisk udvikling. De længes konstant efter at genskabe den teknologi, der gik tabt, og som gav dem den ultimative magt engang i fortiden.

Hertil kunne man mene, at det netop er den værste del af denne formodede atlantiske civilisation og deres teknologi, de har drømt om og til dels allerede genskabt, netop den del, der førte til faldet. Man fristes til at sige syndefaldet. Hvis det er rigtigt, at de har deres kilder, så er det temmelig sært, at de ikke synes at have lært noget.

Matthew Raphael Johnson, en sprænglærd orthodox

Lucifer

Grundfilosofien bag industrialismen er, at Naturen er noget billigt skidt, der skal afskaffes, og som de omsider vil være i stand til at afskaffe. Mener de selv. Industrialisternesgud er Lysbringeren. Globalismen er satanisk i sin kerne. Den er anti-natur, anti-human og som Matt Johnson ville sige uden tøven Antikrist. Vel vidende, at det vil gibbe i enhver ateisk eller newager at høredet ord. Det er deres problem. Interessant er det blot, at også med orthodox-kristne øjne giver Atlantis fuld mening. Alle kulturer, siger Johnson, har beretningen om Syndfloden, katastrofen der bla. førte til oversvømmelse. Derudover bør vi på baggrund af de observationer, der kan gøres – se Man pisser ikke ustraffet på guderne– tilføje: forstening, forstøvning, formudring, nedsmeltning/deformation, nedsænkning, overisning/indefrysning, overgroning, ørkengørelse og alle mulige tegn på allestedsnærværende og ufattelig ødelæggelse forårsaget af en kombination af hi-tech masseødelæggelsesvåben i størst tænkelig skala og de deraf følgendenaturkatastrofale efterdønninger.

Nimrod-civilisationen (navnet i dagens anledning) var den eneste civilisation, der har kunnet betegnes som global før det makværk, der nu bliver skabt. Ingen Imperier er i mellemtiden kommet så langt. Romerne var stadigvæk et europæisk fænomen ligesom deres efterfølgere. Alexander den Store kom længere omkring, men hans rige var ikke så solidt. Først med det transatlantiske, post-britiske imperium er det igen blevet muligt. Globalisterne tænker og handler dog ikke som hverken briter eller amerikanere eller begge tilsammen, for disse nationer er blot parasittens værtsdyr, de har ingen solidaritet over for disse nationer, tværtimod.

Historien om Atlantis' fald indeholder altid elementer af en eller anden form for menneskelig arrogance, en indbygget fejl ved systemet, der endte med at destruere det. Hvis vi regner med, at der stadig findes efterkommere af de, der startede destruktionen – om så blot i ånden eller identifikationen - så er de hermed genkendt blot via deres ufattelige arrogance. De stort set ødelagde planeten dengang, og de vil gøre det igen, hvis de som de rotter, der er, bliverdesperate nok. Lad os blot minde om det nært forestående amerikanske valg, hvor det sandsynligvis med manipulation og valgsvindel ender med at blive mega-bitchen, Killary fra Clinton-mafiaen. Hun må om nogen med hendes generalieblad siges at repræsentere den sataniske, globalistiske nye verdensorden, og hvis hun får go fra sin betændte bagland, så er der storkrig med Rusland, Kina og Iran = WW3! Hun vil være i stand til det, fordi hun er til fals for penge, mangt og korruption, fordi hun kun er begavet i forhold til at bane sig vej til magten men ignorant i forhold til egentlig geopolitik, fordi hun er i lommen på dystre kræfter i og omkring administrationen, fordi hun er udvalgt, ikke valgt (jf allerede rapporteret valgsvindel ved primærvalget, hvilket uden tvivl vil blive gentaget i slutrunden) - og ikke mindst fordi hun er en sociopat, der kommer ud af det, som nogen har kaldt en gammel satanisk familie, the Rothams. 

De fleste af de grupper, vi kan kalde frimurere, hemmelige loger, kabbalister mener, at de er bærere af en tradition, der går tilbage til den forsvundne civilisation og som minimum viden fra hedensk tid. De har ideen om, at den tabte kulturs beherskelse af teknologi gjorde dem i stand til at tilsidesætte naturen og skabe deres egen pseudo-natur. Det kan tænkes at være en ønsketænkning, en projektion foretaget af de globalistiske megalomaner, for måske den tabte kultur mente, at den faktisk arbejdede med naturen, blot på et højere niveau – altså indtil visse elementer begik det ultimative hybris.

At det ikke var de gamle egyptere, kinesere eller andre storkulturer, der udviklede højteknologi, som vi kender den i dag – her ser vi bort fra deres præ-kulturer, deres del af Nimrod-kulturen - kan undre. Vi taler om dynastierne, som de er ret velbeskrevne indenfor 5.000 år. Det skyldes ikke, at de ikke besad tilstrækkelig viden, eller at deres matematik ikke var avanceret nok. De havde medicinsk kunst og forståelse af den menneskelige organisme, der var højere end vores – vores er ikke højere, den er blot mere fragmenteret og specialiseret og kan derfor syneshøjere. De gamle kulturer var sandsynligvis langt lykkeligere end vores. Det skyldes, at de ikke besad mentaliteten, der dukkede op i Europa fra Renaissancen og som førte til skabelsen af industrisamfundet, hvor masseproduktion tog over. Materialismens tidsalder.

Hovedtesen i materialismen/industrialismen er, at naturen er en fejl, og at videnskab og teknologi kan reparere den eller skabe sin egen (u)natur. Læg også mærke til, at tanken om den store tilfældighed opstår med industrialisterne. Hos Darwin er genetik rene tilfældigheder. Hos fysikerne bliver hele universet en tilfældighed. Uden Logos vil alt være Kaos.

Katasonov

ValentineKatasonov er en velanset russisk økonom ved Moskva Statsinstitut for Internationale Relationer (MGIMO), og for størstedelens vedkommende kun tilgængelig på russisk. Han beskæftiger sig mest med nutidige emner, især modstanden mod den Ny Verdensorden. Men han giver også et bud på oprindelsen til penge. Industrialismen baserer sig på imperialisme. Kun via undertvingelse og udplyndring af hele nationer kunne et område som England i det Britiske Imperiums storhedstid skabe dette monstrum. Vi taler om søimperiets piratvirksomhed, dets drughandel og dets slavehandel. Kun et internationalt funderet system kunne skabe det overskud, der skulle til for at udvikle industri, og der var aldrig tale om nationale økonomier.

Valentine Katasonov

Industrialismenvar international fra starten af. Derfor kan det heller ikke overraske, at det senere er fra de amerikanske globalister, de jødiske bankfolk i Wall Street, at International Socialismen blev finansieret i form af den russiske revolution. Der var en jødisk revolution i form af et statskup udført af tilrejsende udlændinge. Hvis man tror, at dette er en ny tanke, så vidste alle i første halvdel af det 20. århundrede, at det forholdt sig sådan, men efter 2. Verdenskrig og især efter, at Holocaust-mytologien med dens tabuiseringer og dæmoniseringer fik et boost i 50-70'erne, er denne generelt kendte viden blev støvsuget ud af dagsordenen for samtaler viaskyld, skam, frygt, politisk korrekthed, hylen op om anti-semitisme, propaganda, Hollywood – hele maskineriet. Da man nåede frem til ungdomsoprøret og babyboomer-generationen blev propagandaen kørt ind via universiteterne, hvor filosofien bag den jødiske revolution/statskup, marxismen, satte sig på dagsordenen. Ofte via folk, der ikke engang havde læst Karl Marx. Herefter satte babyboomerne, den mest forkælede og destruktive af alle generationer, sig på det vigtigste og mest lukrative stillinger i samfundet, og sørgede for den fede pension, som de hygger sig med i dag – og som ingen senere generation får del i.

Den jødiske finger i spillet

Internationalismen er særdeles jødisk i sin karakter. Den jødiske mentalitet er aldrig at solidarisere sig med nogen nation (bortset fra en jødisk) og aldrig at regne andre end dem selv (goyim) for værdige mennesker. Franskmanden Roger Domergue går i dybden med de psykiske og neurologiske årsager til, at det har været muligt at skabe og stadig er muligt at opretholde denne mentalitet af non-empatisk, sociopatisk mentalforstyrrethed hos en gruppe mennesker. Han er ikke i tvivl: 8-dags-omskærelsen, traumatiseringen af drengebørn på et afgørendetidspunkt i deres liv, hvor den såkaldt første pubertetindtræffer, altså fra den 8. dag og 21 dage frem. Dette brutale og satanisk vel-timede indgreb afbryder udviklingen af det sunde menneske pået fundamentalt hormonelt niveau, og det kan ikke senere helbredes. Dette skaber ifølge Domergueen systematisk fastholdelse af sociopati, og i relation til ovenstående medvirkende til at skabe mentaliteten bagNew World Order.

Det er ikke tilfældigt, at Bank of England ligner et græsk tempel

Det Britiske Imperium indeholder en kraftig jødisk indflydelse. Fra starten af var venetianerne (fønikere = efterkommere af det folk, som antikkens historikere netop ikkekaldte jøder, men fønikere) de, der skabte The City of London efter mellemlanding i Amsterdam. Her bliver jødiske bankfolk inviteret tilbage af Cromwell og vi ser dannelsen af Bank of England, den første centralbank. Ved slutningen af napoleonskrigene overtages den + hele den engelske nationaløkonomi af det jødiske Rothschild-dynasti. En anden gruppe, hvis indflydelse har suppleret den samme verdensorden er jesuitterne, hvis generaler (en militær, ikkeen religiøs organisation, selvom de udgiver sig for det) altid har været kryptojøder. Fingeraftrykkene på de to verdenskrige + samtlige revolutioner (fx den tyrkiske) varjødiske og handlede om udraderingen af alle forhindringer for Den Nye Verdensorden. Når vi i dag ser iscenesatte revolutionære omvæltninger via farvede revolutioner, medieskabte statskup, infiltrationer via ngo'ere, finansterror (fx crash af Bank of England og den svenske nationaløkonomi, terrorkuppet i Ukraine, ...), så ser vi bag det en slem blanding af neocons (zionistiske nytrotskister) og George Soros, zionistisk finansterrorist. Alle ved det, ingen taler om det. Svineriet fortsætter uanfægtet søvngængeragtigt til den dag, der omsider og igen bliver talt ud om det.

Katasonov går ikke ud af den streng, skal det siges. Han holder sig til sikker grund. Og med 'sikker' menes ytringsmæssigt sikkert, ikke at sikre facts ikke findes, for det gør de i overvældende grad. Netop derfor bliver der brugt så overvældende meget energi på at undertrykke facts. Men han stiller spørgsmål til, hvordan den vestlige kultur kunne frembringe netop en vanskabning som Industrialismen, når ingen anden storkultur i 5000 år på trods af rigelig med viden kunne have gjort det. Det er Katasonov, der nævner, at Atlantis havde sin efterfølger i Nimrod/Babylon. Jf. også Joseph P. Farrells bøger om bankvæsenet startende med Babylons Banksters. Jf. hele den jødiske forbindelse til Babylon. Babylon var det første Imperium med global ambition efter Atlantis. Den atlantiske ide er beskrevet i Katasonovs bog Capitalism and Modern Civilisation (eng. oversættelse ved Matthew Raphael Johnson) essensen for industri og handel, som vi kender den i dag. Den nominalistiske ide, hvor der ikke længere findes naturlige love og begrænsninger for mennesket, altså liberalismens totalprojekt, hvor mennesket skal blive frit og uafhængigt af alle bånd i sit eget selvskabte univers, er en grundtanke, der opstod i slut-renaissancen, slog igennem i Oplysningstiden, blev udbygget i Industrialismen og er totalitært dominerende i dag.

Jf også Réne Guénons beskrivelse af det samme – seMaterialisme som ind i Helvede. Jf. også Alexandr Dugin, jævnaldrende med Katasonov og ganske på linie med både Katasonov og Johnson (han tilhører også den gamle tro indenfor russisk orthodoxi). Dugin beskriver den ældgamle modsætning mellem Søimperiet og Landimperiet. Søimperiet svarer netop til den atlantiske ide, hvor Landimperiet, det eurasiske kontinuum, svarer til udbryderne fra Atlantis, Lemuria, Hyperboria. I dag ville vi sige Eurasia, da der ikke findes en kontinent i Stillehavet længere.

Alexandr Dugin - en mand som nogle har visse meninger om uden at have læst ham

Marduk

Det første imperium var dedikeret til guden Marduk. Definér gud. Der var ikke for hverken babylonerne eller egypterne tale om Universets Skaber. Vi omtaler glat væk guder fra den tid i én stor rodekasse som netop guder/afguder. Alt, hvad der kom før kristendommen var afguderi. Men de gamle beskæftigede sig ikke med Universets skaber, og deres såkaldte guder var ikke skabere, de var arkitekter. Stoffet i Verden blev anset som uendeligt og ubegrænset. Marduk var en arkitekt, en bygmester, en demiurgos(demi: halv). Der er intet fuldkomment over disse såkaldte guder, så det er verbalt-terminologisk misvisende at kalde dem ved det ord, som vi bruger for en almægtig skaber. Vi burde snarere kalde dem for helte eller arketyper. Forskydningen ville svare til, at historikere om 1000 år beskrev amerikanernes gud som Batman, Superman eller en eller anden Hollywood- eller politiker-celebritet. Marduk var ikke en gud, det var en ide, et udtryk for en samfundsorden, der var vigtig for babylonerne, og billedet var så at sige deres forfatning,deres sociale dyder. I hvert fald i babylonisk tid. Hvorvidt der så i en præ-antik, atlantisk- eller Nimrod-tid var tale om egentlige skikkelser, altså muligvis fremmede væsener med overmenneskelige evner, går Johnson/Katasonov ikke ind på. På det punkt og på trods af den overaskende åbenhed er der tale om akademikere indenfor murene og ikke fx en Levashov, en Tsarion eller andre, der altid har arbejdet udenfor murene.

Det er med tal nævnt i det gamle testamente som med ordet guder. Tal er ikoner og ikke tal i vores forstand. De har egenskaber udover de numeriske. Nummer Et, tallet 1 betyder noget, det betyder enhed. Det er altid maskulint, det er Faderen. Tallene fra 1-9 havde køn og sociale funktioner. Tallene var hellige og henviste til enkvalitativ virkelighed, ikke en kvantitativ opremsning eller optælling. Numerologer har forstået lidt mere af det, men er stadig begravet i kabbalistisk spekulation. Tallet 4 er tallet for død. Som en kiste eller et fængsel, hvor livet er spærret inde. En ørkenvandring på fyrretyve år betyder derfor i en dødlignende tilstand af forvirring.

Når Babylon var dedikeret til Marduk var det på samme måde, som når USA i dag er dedikeret til deres founding father, George Washington og hans principper. Igen med muligheden for, at Marduk i en fjern fortid var en egentlig skikkelse, der blot senere gled over i et pantheon som en helt, en arketype.

Baal som tegneseie

Marduk er den samme skikkelse som Baal. Det er mere en titel, der referer til ejerskab over landet. David Livingstone vil måske løfte fingeren her, da han identificerer begge skikkelser som Den Døende Gud, som der ofres mennesker og menneskebørn til. Men det ene udelukker ikke det andet. Marduk var både god og ond (som Jahweh), han var udøvelsen af magi. Der er hævdet, at han var identisk med Poseidon, stifteren af Atlantis. Baal var elitens mentalitet. Han dyrkes stadig den dag i dag i Bohemian Grove, hvor den amerikanske perverterede elite mødes hvert år for at dyrke homofili, tage stoffer, drikke sig stive, se på skuespil med indbygget menneskeofring og ordne deres seneste magtspil.m

Penge er en spirituel ide. Eliten er i dag global for første gang siden Atlantis/Babylon og baserer deres regime på teknologi kaldet teknokrati. De kaldte deres teknologier for arbejdsbesparende foranstaltninger, hvilket alle ved blot betyder, at man skal arbejde endnu hårdere, når man får en maskine i hånden eller bliver en del af et produktions-apparat. Der forventes mere, end hvis man ikke havde maskiner.

Når du sætter dig imod industrialisternes agenda, bliver du ædt

Titanerne

Industrialisterne henviser til sig selv som industri-titaner. Det henviser direkte til titanerne, kæmperne, et atlantisk begreb. Det betyder også noget stort og dominerende. Titaner er oligarker, industri-magnater, bank-typhoner. Deres modstykke er spirituelt monarki. Når den jødiske psykolog Sigmund Freud beskriver det rituelle fadermord, så beskriver han, hvordan faderen bliver myrdet, og sønnerne gør, som de herefter har lyst til. De lever for sig selv. Vi ser dette fadermord/kongemord udført gang på gang i verdenshistorien. Et eksempel er det perverterede rituelle mord på den russiske Tzar Nicolai II bestilt af den jødiske Kahane, overrabinatet i Brooklyn. Ikke nok med at han skulle myrdes, han skulle også lemlæstes, og konen og døtrene skulle voldtages. De samme perversiteter blev senere udført af de jødisk-bolsjevikkiske kommisærer og deres infame politi, Chekaen overfor civilbefolkningen. Senere blev det sovjettiske soldater i slutningen af 2. verdenskrig beordret af kommisærerne til at voldtage og myrde millioner af tyske kvinder ved fremrykningen i Østpreussen. I hele sovjetperioden 1917-90 døde 147 millioner russere og et ukendt antal fremmede pga kommunismen. Læg dertil 100 millioner kinesere i kommunisternes kulturrevolution. Og Winston Churchill, der blev holdt ved magten udelukkende med opbakning fra en gruppe af hovedsagelig jødiske, britiske finansoligarker kaldet Focus, skrev i starten af 40'erne:Dette er ikke en krig mod Nazityskland, dette er en krig mod hele det tyske folk, hvorefter han brandbombede samtlige tysker byer over 25.000 indbyggere som Dresden (ikke beskrevet i historiebøgerne). Så det rituelle folkemord og den rituelle menneskeofring eller det freudianske fadermord svarer til det nietzsche'anske koncept med Guds død. Når der ikke længere er en højeste lov, findes der ikke længere et moralsæt, og så kan man gøre, hvad man vil. Derfor elsker eliten tanken om at fodre deres gudebillede, Baal.

Fra Babylon stammer ideen om Talmud, jødernes opsugning af den magiske ide. Hvad de dengang kaldte for magi, kalder vi i dag for teknologi. Sort eller hvid afhænger af intentionen. Hvad siger du til begrebet sort teknologi? Men vi sætter ikke som i Babylon et ansigt på, vi personaliserer det ikke, for så bliver det til mytologi. I det videnskabelige tankesæt kan det ikke være levende som en person, det kan ikke have et formål, det skal være ren mekanik uden Logos, uden essens.

Markedet er svindel

Katasonov siger, at markedet er et svindelnummer. Man kunne sige et magisk trick. Ideologier er væsensforskellige fra principper. I det spirituelle monarki, altså Platons stat med dens filosof-konger, er den grundlæggende ide sandhed og det fælles gode. Platon var hverken demokrat eller oligark men noget helt tredje og kvalitativt anderledes. I titanernes/oligarkernes stat er den grundlæggende ide det private gode. Den ideelle stat er derfor kun set realiseret i spirituelle monarkier, altså oplyst enevælde med en monark som fx Nicolai II, der trådte i karakter som sådan uden at falde i korruption. Det blev han rituelt og brutalt-perfidt myrdet for. I Rusland sås typen anti-monarken under Peter den Store, en af de meste perverterede, korrupte, magtsyge herskere i Rusland nogensinde. Han hadede russere, han talte ikke russisk, og han dyrkede de perverse frimurer-sexritualer, han havde lært i Frankrig sammen med brødrene til tider på åben gade. Han bekæmpede indædt det gamle orthodoxi, og de måtte gå under jorden i eremitklostre, uden hvilket Rusland ikke ville eksistere som nation i dag. Peter den Store (1672-1725) var prototypen på en bolsjevik, et ødelægger af kultur.

Som han yndede at se sig selv - som franskmand

Frihedi terminologien fra den Franske Revolution er ideen om, at mennesker skal være fri til at gøre lige hvad de vil, bare det ikke går ud over andre – selvom ingen er i stand til at definere, hvad der ikke går ud over andre. Sagen er, at de folk, der har magt, kræver en sådan ideologi for at retfærdiggøre deres selvudskrevnerettigheder. Den liberale tanke er frihed for de få og magtfulde og ufrihed for de mange. Det samme med det revolutionære begreb égalité, lighed. Alle folk ved, at nogen er mere lige end andre. Vi så det med bolsjevismen, hvor alle var lige undertrykt på gulvet, mens en lille snæver avantgarde og elite af kommissærer og politbureaukratister levede i stor luksus – baseret på de penge, de havde tyvstjålet fra bourgeoisiet. Vi ser det i trans-atlanticisternes 'fri'-handel, der betyder frihed for dem, og dem alene. Skulle en nation have problemer med, at de frit tager for sig af retterne, vil de blive sagsøgt i følge den Transatlantiske Partnerskabsaftale, TPP. Det revolutionære begreb broderskab orker vi næste ikke at beskrive, for det er så selvindlysende, hvem disse hyggelige brødre var.

Der er stor forskel på, om det er dig eller Warren Buffett, en af verdens rigeste mænd, der forfølger sinfrihed. Hvis du gør det, vil du blive straffet for det. Hvis han gør det, bliver han endnu rigere, og at han skulle risikere at blive retsforfulgt og straffet for det kommer aldrig på tale. Vi så det med de enorme finansforbrydelser, der fandt sted i forbindelse med finanskrisen i 2008. Ingen blev straffet for noget som helst, alle fisk over en vis størrelse går fri, mens offentligheden får en lille luns at gnave i, en Bernie Madoff, som de alligevel ikke kunne lide. Det er ligesom i en Godfather-film.

Jugoslavien

Når IMF, der grundlæggende blot er et konglomerat af storbanker, går ind i et land, bliver dette land plyndret rub og stub. Få har forstået, at det var den egentlige årsag til Bosnienkrigen og opløsningen af Jugoslavien, det måske eneste socialistiske land nogensinde, hvor socialismen var en succes, fordi marskal Tito var den eneste socialist, der rent faktisk bekymrede sig omarbejderklassen, hvilket ingen, gentager INGEN sovjetkommunist nogensinde gjorde. For dem var arbejdere udelukkende et redskab og aldrig et mål i sig selv. Jugoslavien var stærkt på alle måder, inklusive Europas stærkeste hær, den serbiske. Landets eneste svaghed var dets etniske sammensætning. Så da globalisterne og IMF indledte deres angreb på landet og dets samfundsform, var de to hovedredskaber IMF's særlige finansterrorisme kombineret med CIA's sætten de etniske grupper op imod hinanden. Det var derfor vi pludselig så al Qaeda operere blandt muslimerne i Bosnien (som ISIS mod Syrien i dag). Det var organiseret ideologisk og imperialistisk del-og-hersk i praksis. Herefter blev den serbiske præsident Milosevic dæmoniseret og beskyldt for folkemord og alt muligt ondt og endte med at blive enten myrdet eller tvunget til selvmord i sin celle hos folkedomstolen i Haag. Og hvornår vælger så den samme folkedomstol, der blot er et NATO-organ, at indrømme, at der intet var at komme efter, og at Milosevic er renset for alle beskyldninger, man brugte som afsæt til at myrde ham med og smadre Jugoslavien? Mens Europa er sat på den anden ende med masseindvandrings-kaos, mens alle amerikanere er optaget af deres forlorne valgcirkus, og mens alle idioterne render rundt og spiller Pokemon Go! Altså ingen opdager, at man indrømmer et kæmpe svindelnummer og forbrydelse mod menneskeheden, som en stribe NATO-generaler + europæiske og amerikanske politikere burde retsforfølges for!

Tito - noget så uhyre sjældent som en socialist, der reelt bekymrede sig om arbejderklassen

Markedet er et svindelnummer, siger Katasonov. Opløsningen af Jugoslavien VAR markedet. IMF forlangte, at man opgav Titos ide om lokal selvforsyning og selvbestemmelse. Bagefter flyttede alle de udenlandske firmaer ind, hvorefter jugoslaviske firmaer det ene efter det andet endte på udenlandske hænder. Fra fuld beskæftigelse blev der arbejdsløshed. Velstand forsvandt og blev til fattigdom. Jugoslavien oparbejdede en stor statsgæld, et andet trick fra centralbankvæsenet og IMF.

Åger

Noget lignende skete med Rusland mellem 1990-92. Den russiske økonomi blev overtaget i løbet af ingen tid af folk fra Harward University, det amerikanske statsapparat og deres korrupte lokale lakajer, Gaidar og Jeltzin. Folk, der allerede havde magt, brugte det såkaldte marked til at berige sig selv. Russerne blev taget med bukserne nede og var fuldstændig uforberedte på den slags, da man i sovjetstaten ikke havde udviklet immunforsvar mod markedskræfterne.

Vi minder igen om, at industrialismen og kapitalismen i dens monopoliserede form med korpokrati, karteller/syndikater og dominans af markedet som deres redskab kun kunne etableres via imperialisme. Altså via det sølv, som spanierne slæbte hjem fra Sydamerika, via udplyndringen af Irland (kartoffelpesten, der aldrighandlede om kartofler), udplyndringen af Indien, opiumshandlen i Kina, osv. Parasitten var global, men dens æg blev i starten lagt lokalt i form af fabrikkerne, minerne, spinderierne, møllerne osv i Manchester, Liverpool, Sheffield og de andre britiske byer, der blev til de store industribyer.

Fundamentet var lagtunder Henrik d. 8 og Cromwell, der konfiskerede store landområder, der havde hørt under kirken – et af de nedtonede hovedformål med engelsk protestantisme – og senere under William af Oranje, hvor der blev indført et pengesamfund med ågerkarlevirksomhed, altså gældsbaseret økonomi som det styrende princip. Gæld = lænke = slaveri. For at kunne skabe det enorme industriapparat måtte der finde en massiv desposition, afgivelse af midler og ressourcer, sted hos ikke blot englændere men hos folk, især bønder,overalt på Jorden. Læg mærke til, hvordan også bolsjevikkerne havde denne dybe foragt for bønder, som blev totalt udplyndret. Kina var et bondeland, allegevel myrdedes 100 millioner af dem. Man kan ikke have folk, der er i stand til at leve et simpelt, selvforsynende og uafhængigt liv i en verden, hvor et stort system baseret på dyb afhængighed skal etableres. I Titos Jugoslavien havde både arbejdere og bønder lokal uafhængighed, og kommunistledere andre steder i verden hadede ham for det.

Feder

Lokal selvforsyning, en fuldstændig objektivt set kernesund tanke, var også en af grundtankerne hos Gottfried Feder, en af hovedideologernebag nationalsocialismen – husk at det var nationalsocialisme. Hvis man ville foreslå og beskrive noget lignende i dag, ville det først blive kaldt græsrodsagtigt progressivt – lige indtil en eller anden oligark-spindokter opdagede, at en tysker i 30'erne havde udtænkt noget fuldstændig magen til, og at grundtanken er anti-liberalistisk og anti-korporatistisk – og så ville manstraks blive kaldt en nazist! Det samme kunnefinde sted, hvis nogen skulle få den skøre ide, at pengeskabelsen burde ske via en folkeejet nationalbank, at der ikke må tages renter i denne banks udlån, at private banker ikke må skabe penge, og at statens overskud skal ud som borgerdividende i stedet for at smide dem i 100 milliard-klassen efter banker, der hiver dem over på skattefri konti i en bananrepublik i Caribien, samt at bede multinationale karteller om blot at betale 1% i skat til det land, de udplyndrer. Så ville en eller anden finde ud af, at der var en økonomisk bevægelse i 30'erne i Danmark kaldet JAK (Jord Arbejde Kapital), der havde lignende ideer, men som dengang blev associeret med det tyske økonomiske mirakel mellem 33-36 og dermed med nazisterne (de findes i øvrigt stadigvæk i bedste velgående, jak.dk). Så lur, om ikke man kunneblive jordet som nazist via et karaktermord og falsk logik og skyld-via-association, hvis man kommer med lignende ideer. Eller hvis nogen skulle finde på at foreslå ægte sharia-bankvæsen, hvor ågervirksomhed er totalt forbudt. Så ville man blive hængt ud som rabiat islamist og terrorist. Imperiet har altid lavet stråmænd og falske associationer, når de skulle lamme deres ulydige undersåtter og de, der truede deres virksomhed ved at gøre noget rigtigt, mennneske-gavnligt, sundt eller på anden måde livsfremmende.

Krig og oligarki

Industrialismen skabte muligheder for krig og ødelæggelse i hidtil uhørt omfang. 1. Verdenskrig må have fået våbenfabrikanterne til at juble af fryd over at se deres nyeste gear afprøvet, og enhver krig siden har givet disse folk nye fornøjelser – og ubeskrivelige fortjenester. For at et land kan gå i krig, kræves der en enorm mængde udgifter. Det betyder altid, at de er nødt til at henvende sig til bankmændene. Når vi i dag uden tøven kan sige, at alle krige var bankmændenes krige, så skal det forstås på denne måde. De låner regeringen til det, som den egentlig ikke har råd til, hvorefter staten står med en stor gæld til dem, allerede inden den første bombe er faldet. Derfor vil bankfolkene altid være interesseret i, at staten starter en ny krig, og de vil stå på sidelinien og heppe på både staten OG dens modstander. Bankfolk er ligesom industrialisterne/globalisterne ikke nationale . They don't give a shit, hvem der vinder, bare alle kommer i gæld. Bankmændene vil gå så langt som til at starte krige på eget initiativ. Husk i øvrigt at krig ikke blot udkæmpes med kanoner, jf Jugoslavien. Finansiel terror er en af de giftigste former krigsførelse.

Oligarkiet virker ved, at de rige låner penge ud til ågerrenter, men til gengæld afstår staten, der er i gældsforlegenhed, fra at beskatte dem. Kan en stat regulere banker? Det kan den ikke, sådan som landet ligger, for banker ejer staten – eksempelvis Bank of England, der igen ejes af et privat familiedynasti. Det gælder i øvrigt også for den danske nationalbank, og vi taler minsandten om det samme familieforetagende.

Når man arbejder i en bank, skaber man intet. Man tager fra dem, der skaber og producerer. At de 'skaber' penge er en tilsnigelse, for de skaber absolut intet andet end tal på en computer, der kan printes på et stykke papir. De udfører ikke et ærligt stykke dagens arbejde, selvom de flytter rundt på tal og manipulerer med konti og teknikaliteter. De er snyltere på folk, der arbejder, skaber og producerer. Allerede Cicero formulerede det: Naturlig Lov påbyder aldrig at leve højt på andres bekostning. Banker fungerer altid på trods af naturlig lov og modtager en indkomst på baggrund af andres afsavn. De har aldrig ydet noget for det, for pengene har de ved et magisk trick skabt ud af den blå luft som gæld, når nogen bad om et lån. Det kan de kun tillade sig, fordi folk ikke har andre steder, de kan gå hen. Det har de omhyggeligt og stædigt sørget for, for hver eneste gang der var et initiativ fra folk, eksempelvis sparekasser, lokale økonomier, nulrente-udlån, alternative pengesystemer, så har centralbankerne gjort alt, hvad de kunne for at kvæle det. Og det er som regel lykkedes.

Åger i antikken og senere

Når et billede, en symbolsk scene er sluppet igennem censuren i Bibelen – sært nok i øvrigt – af Jesus, der svinger svøben over kræmmerne i Templet, så viser det, at fænomenet var kendt og hadet også i antikken. Kirkefædrene fordømte det på det voldsomste. Profeterne i det Gamle Testamente ligeså. I Islam regnedes åger som en synd på linje med mord. Åger ødelægger ALT for mennesker og samfund. Den katolske kirke fordømte det frem til omkring 1620, hvor ågervirksomhed blev redefineret fra at være syndigt og forbudt til blot at betegne 'for høj rente', og hvornår er renten så for høj? Altså starten på en gradbøjning og udhuling frem til i dag, hvor Vatikanbanken er en kæmpe ågerkarl med stor aktivitet indenfor pengevaskeri, mafiapenge og andet slibrigt. De kan komme helt op og ringe over seksuelle synder, men finansielle synder gør tusind gange mere skade og bliver sjældent nævnt blandt kirkefolk. Og med en jesuittisk pave kan man ikke forvente nogen kursændring, da jesuitterne har kørt en kæmpe under-radaren pengemaskine og råder over midler af ukendt størrelse.

Templet som en central for pengevekslere og ågerkarle er en babylonisk opfindelse

Islam er ligeledes faldet slemt af på den, og selvom de taler om sharia-bankvæsen, tager de nu renter ligesom enhver bank udenfor Islam. Med én interessant undtagelse, da det islamiske land, Malaysia, i 70'erne lod sig overtale til at reformere deres centralbank og pengeskabelse og genindføre original sharia-bankvæsen uden renter. Så hvad skete der, da Tiger-økonomierne blev ramt af et finansielt angreb fra centralbankvæsenet i slut-70'erne? Kun Malaysia og Taiwan var uberørte, Sydkorea, Singapore og Hong Kong led voldsomt. Taiwan, fordi de har et pengesystem som det tyske i starten af 30'erne, hvilket også burde være en udsøgt fornærmelse mod globalisterne, siden den tyske økonomi var en dyb provokation af ågerkarlene og en af hovedårsagerne til 2. Verdenskrig (nej, det står der ikke i britisk-amerikansk historieskrivning). Men Taiwan griner bare ad det hele, for de har jo ikke lov til at kalde sig en nation alligevel, så de kan gøre, hvad de har lyst til som ikke-nation. Derfor har de en af verdens stærkeste og nærmest urørlige økonomier.

Udover scenen, hvor Jesus svinger svøben over kræmmerne i Templet, finder man ikke meget politisk teori i Det Nye Testamente. Det gør man til gengæld i Det Gamle. Orthodoxe teologer vil hævde, at det skyldes, at profetierne er indforstået af Jesus. Vi skal ikke her gå nærmere ind i teologien, men det er i Det Gamle Testamente, at vi finder begrebet jubilæum, hvor al gæld skulle eftergives hver 50. år. Man kan i hvert fald heraf konkludere, at de jødiske bankfolk i Wall Street ikke er praktiserer jødedom, for det har de vist aldrig foreslået. De langskæggede gammeltestamentelige profeter ville nok have givet dem en over nakken for det. Det er faktisk blandt de slangekrøllede orthodoxe lærde, at man kan høre den slags brandtaler den dag i dag. Men de fordømmer også staten Israel som ulydighed mod Gud, for Gud har ikke givet dem landet, de har selv stjålet det.

Fælles gode versus privat gode

Den russiske tzar Alexander II underskrevi 1861 et papir, der sagde, at alle livegne i det russiske tzardømme nu var frie. De skulle dog betale noget til landejeren for det land, de fik, men ellers var de frie. Da de ikke kunne betale for det, aflyste Alexander III det hele og vedtog, at de overhovedet ikke skulle betale noget. Han dekretede altså et jubilæumved at slette deres gæld.Det viser en situation, hvor kronen har større magt end oligarkerne. Oligarker vil altid eksistere, men en stat har kun legitimitet, når det fælles gode har større ret end det private gode. I USA er der ikke længere et fælles gode, for oligarkerne har købt alt rub og stub inklusive regeringen – og uden at betale for det. I Rusland er der nu et fælles gode, for Vladimir Putin har vist, at han er stærkere end oligarkerne. Han har legitimitet til endog at være en oligark som dem og bruge deres trick, så længe han gør det med den hensigt at beskytte det fælles gode. Hvis han svigter det, mister han sin legitimitet og går fra at være en sand statsmand til en simpel politiker.

Alexander III

Rovdyr-, monopol- og casino-kapitalisme er appetittens sejr over fornuften, det private godes sejr over det fælles gode, oligarki over monarki. Og vi taler ikke om korrupt monarki som fx det britiske, vi taler om monarki som Alexander d. III, Nicholai II og disse store monarker, der trådte i karakter som Platons filosof-konger. Der kan findes andre eksempler, men de findes muligvis ikke længere. Og dog, for i Japan trådte kejserfamilien i karakter forleden. Der har længe været stor japansk vrede over den amerikanske militærbase på Okinawa. På det det seneste har der være mange tilfælde af overgreb og voldtægter foretaget af amerikanske soldater mod øens kvinder. Det fik kejserinden til – man sagde på eget initiativ – at rejse til øen og deltage i demonstrationer imod dette ækle fænomen. Men nu er det sådan, at en kejserinde ikke bare tager egne initiativer, så selvfølgelig har kejseren været helt indforsået. Man kan måske ikke sige, at monarkiet her matcher oligarkiet, da det drejer sig om det globale oligarki, der er alt for voldsomt. Den amerikanske hær er ikke en national hær, den er bankmændenes og korporationernes - og våbenindustriens - hær. Men det var en manifestation, hvor kejserdømmet stillede sig til rådighed for nationen for at skaffe den af med de forhadte amerikanere, der aldrig er glemt for det bestialske folkemord, de blev udsat for under Roosewelt. Står den historie ikke klart, og er den stadig mudret i propaganda-apparatet kaldet mainstream historieskrivning, så læs Den hemmelige historie om Østasien – og resten af verden. Verden er generelt ved at have fået nok at amerikanernes evige brutale tilstedeværelse og besættelsesmagt. Tyrkiet og Incirlik-basen som seneste eksempel. Der er tale om starten på en bølge.

Vladimir Putin kan i modsætningen til de amerikanske præsidenter, der har begge arme vredet om på ryggen, gøre hvad han vil i forhold til, hvad han kan sætte igennem. Det gør ham både effektiv og populær. Han har en opbakning i befolkningen, der aldrig er set hos en amerikansk præsident. Det er dog ikke længe siden, at amerikanerne refererede til de russiske oligarker som fakler for frihed, at de stod for demokrati! Hvilket er en særlig syg form for propaganda. Oligarker står aldrig for andet end selvisk interesse. Russerne hader den form for demokrati, for de ved, at det er en økonomisk og ikke en politisk kategori. Altså som Katasonov siger: Markedet er et svindelnummer. Han kunne også have sagt: Demokrati i Vesten stinker af hykleri, men det gjorde han ikke.

Offentlig gæld i USA er på 18 trilliarder $, men den private gæld skal medregnes her, og den er på 15 trilliarder $. Med en gæld så stor, er der ikke længere mulighed for en genetablering. Derfor er USA i færd med at miste sit førergreb på Verden. About f…… time, kunne man mene! På et tidspunkt kan de ikke sælge deres gæld længere, for så lukrativt et marked for fx kineserne er de ikke længere, når de stadig mister deres købekraft. USA vil blive dumpet i skraldespanden.

Starikov

Katasonov blev inviteret til at være en del af den russiske regeringsstruktur, men takkede nej. Til gengæld gør han sit arbejde fra sit institut, hvilket danner skole og spreder ringe i vandet. Nicolai Starikov er en yngre økonom i den skole, hvis man kan bruge det udtryk. Om kort tid bliver der luftet et nyt politisk parti i Rusland kaldet Fædrelandspartiet. Det kommer udover at stå for russisk national revival til at arbejde for den sidste hurdle i den russiske økonomi, nationaliseringen af Den Russiske Nationalbank. Ja, du læser rigtigt, for det er blot endnu et eksempel på en Nationalbank af navn ikke af gavn, og som stadig er i kløerne på parasitterne, der stadig malker landet for midler. Det er en træg proces, for den skal igennem en Duma, hvor der stadig sidder en masse folk, der opererer til fordel for Vesten, altså resultatet af globalisternes manøvrer tilbage i 1990-92. Skulle det alligevel lykkes, så åbner vejen sig for en russisk økonomisk konsolidering og en vækst, der vil give Europa baghjul. Oligarkerne frygter dette, og de gør for tiden alt, de kan for at stresse, true og svække Rusland.

Om de vil være villige til at trække kortet Tredje Verdenskrig, vil vi få at se efter valget af Hillary Clinton, der er udset til netop at iværksætte den slags svinestreger i største skala. Kun en stjernepsykopat som hende vil være i stand til det uden at blinke.

Ekstremisten og andre essays

af morton_h, the blogger

Ekstremisten

Hvis nogen i et opløftet eller passioneret øjeblik skulle vove at løfte fingeren og adressere rod-problemerne i den verden, vi lever i, vil vedkommende omgående blive kaldt en ekstremist, en person der går til yderligheder.

Dette er et ekstremtparadoks. Personen, der løfter fingeren, adresser et samfund, et system, en virkelighed, der i ekstrem grad har fordummet, forgiftet, forløjet, forført, forulempet og fordærvet sine samfundne, bliver kaldt alt det, som systemet har udsat vedkommende for. 

Det er nu potentielt kriminelt at påpege kriminalitet udover lommetyvs-niveau.

Det er nu potentielt amoralsk at adressere amoral og dobbeltmoral.

Det er nu en potentiel terrorhandling at anholde regeringer, institutioner og organisationer, der udvikler og profitterer af terror mod egne og fremmede borgere.

Det er nu potentielt sundhedsskadeligt ikke at underkaste sig sygdomsindustriens(medicinalindustri + sundhedsstyrelser + lægevidenskab + sygehusvirksomhed + sundhedspolitik) produkter, kampagner, tiltag og forordninger.

Det er nu potentielt patologisk ikke at anerkende det patologiske prædikat, der er sat på dig, eller som du forventes at sætte på andre.

Det er nu potentielt samfundsskadeligt ikke at bifalde lalleglad, bajer-bøvet og hooligan-hellig deltagelse i plyndringstogter, folkemord, overfald, sønderbombninger og overfald på nationer-befolkninger-regeringer.

Det er nu potentielt ekstremistisk ikke at have det godt med ekstremisme.

Det regnes derimod for samfundsbevarende at dyrke ekstreme sager som:

• at se fjernsyn og læse aviser og tage deres udsagn for pålydende
• at afgive sin stemme til valg og afgive beføjelser til idioter, der lover guld og grønne skove men gør det modsatte af, hvad de lovede, og dernæst regne med, at du får indflydelse på væsentlige emner. Dette har afgørende konsekvenser for dig, dine børn og dine børne-børn ...
• at betale sin skat uden at vide, at krigskat i fredstid er ulovlig og at ingen multinational virksomhed betaler skat
• at acceptere gæld til sin bank uden at vide, at det er din bank, der skylder dig penge og ikke omvendt
• at passivt og helst applauderende godkende, ja helst hylde og forherlige ødelæggelsen af diverse nationer, samfund, regeringer, lande – fordi amerikanerne, briterne, israelerne, saudierne, tyrkerne og franskmændene siger, at det er politisk korrekt ifølge deres syn på verden og menneskeheden og deres selvopfattende storhed
• at se passivt og endog bifaldende til, mens en minister forærer en stor dansk virksomhed til et af verdens førende finansielle forbrydersyndikater samtidig med at folketinget vedtager en offentlighedslov, hvor du ikke længere har indsigt i beslutningsprocessen.

Du vil blive betegnet som radikaliseret, hvis du udtaler dig om roden (radix: rod) til ondskab.
Du vil få at vide, at det er hadefuld tale at give udtryk for vrede, som ethvert hæderligt menneske udstyret med samvittighed bliver nødt til at udtrykke i mødet med denne ondskab.
Du vil få prædikatet politisk ukorrekt, hvis du tillader dig at give udtryk for noget, der strider imod det nye globale kommissærvældes standarder for korrekthed.
Du vil blive udråbt som farlig for samfundet, hvis kommissærvældets lakajer - det må være på tide de tyndslidte marxist-floskler vender tilbage til dem, der sled dem tynde - finder, at dine interesser strider mod dem og deres neo-feudalherrers ditto.

Så meget desto mere grund til ikke at lægge fingrene imellem! 
Hvis kommissariatet mener, at de er nødt til at sætte hele det tumpe-tunge totalitære skyts ind overfor enhver anfægtelse, så er de på det, der på godt dansk hedder: skideren. 

Lad os endelig gå til yderligheder. 

 

Et samfund der fungerer

Der er noget, der tyder på, at bysamfund på over 500.000 mennesker ikke fungerer. Tallet kan diskuteres, men et faktum er, at samfund, det være sig byer, bebyggelser, beboede landskaber, fællesskaber, der vokser sig meget store, altid får problemer der synes uløselige, evigt tilbagevendende, og som accelererer, medmindre der konstant og massivt sættes alle mulige kompensatoriske programmer og styresystemer i værk. Det er derfor storbyer og metropoler altid generer en bærme af socialt katastrofale, dysfunktionelle, forarmede, kriminelle og trøstesløse kvarterer og sociale lag. Det er derfor, at storbymagneten er falsk varebetegnelse, når den lokker 1000-vis og atter 1000-vis af tilflyttere til med løftet om det fede liv, de fede relationer, den fede gang-i-den og den fede fortjeneste. Det gælder egentlig kun for det fåtal, der trives i parasittens mave på de manges bekostning. 

Den altædende Metropol

Et absolutistisk og trøstesløst udsagn, men ikke desto mindre med en virkelighed bag sig. Husk i øvrigt at gradbøje den slags udsagn.

Det samme synes at være tilfældet med kreative virksomheder. Her går grænsen ved syv personer. Alt over syv – tallet kan igen diskuteres - betyder, at teamet ikke længere fungerer som en organisme, der generer den dynamik, der kendetegner en kreativ virksomhed. I større virksomheder skal der iværksættes alle mulige og umulige management-procedurer, der kompenserer for tabet af kreativt flow og givende samarbejde. Industriel storproduktion, javist, men skabende virksomhed er ikke længere tilstede. Det er derfor, man hele tiden ser små kreative virksomheder blive opkøbt, spist, fordøjet og skidt ud igen i det korporatiske kannibal-orgie.

Samfund opskaleret til politiske styreformer synes at have en øvre grænse, hvor de begynder at udvise tegn på forfald. Imperiet er over grænsen. Alle styreformer kan i princippet fungere. Socialisme, kapitalisme, demokrati, monarki, anarki, diktatur. Alle kan fungere i et eller andet omfang, men størrelsen af de samfund, hvor det skulle fungere, vil modarbejde det og bringe systemet til fald.

Et tankeeksperiment om styreformer

Lad mig vove den påstand, som de fleste vil automat-reagere på pga indpiskede vaner og obligatoriske holdninger, men hold alligevel fast et øjeblik: selv nationalsocialismen ville have fungeret udmærket, hvis ikke Tyskland havde rodet sig ud i en storkrig mod primært Sovjet. Husk, at de aldrig ønskede krig med England og Frankrig, og at USA som i 1. Verdenskrig intet egentlig mellemværende havde med dem. Men krigen var planlagt og ønsket af styregrupperne hos de allierede, altså inklusive Sovjet, der var den egentlige aggressor. En meget lang historie i sig selv at få afdækket, da der er skrevet så meget selvforherligende pynten-på-vendenshistorien om det emne.

Men foretag for en stund tankeeksperimentet – også selvom det med rimelighed kunne indvendes, at man ikke kan skille emnet ad på den måde. At Tyskland kunne rejse sig og smide åget fra Versailles skyldtes opbakning fra befolkningen og den nationalsocialistiske økonomi. Naboerne, selv briterne, beundrede dem for det. De kan ikke lide at indrømme det, men det gjorde de. Kombineret med tyskernes enorme effektivitet skabte det en historisk styrke uden sidestykke. Men så kom krigen. Husk endvidere, du der per automatik har lært dig selv at sige: jaaa, men det var også kun, fordi de oprustede. Tyskland gendannede en national hær på størrelse med Frankrigs og Englands. Ikke yderligere. Men hemmeligheden bag opsvinget var, at de udmanøvrerede ågerkarlenes centralbankvæsen. Derfor ankom krigserklæringen i 1933 fra Judea, et ikke særlig kryptisk navn til lejligheden for den zionistiske verdensorganisation. Den kazariske mafia erklærede Tyskland krig. Den samme mafia, der havde skabt den russiske revolution med tilhørende folkemord (147 millioner, senere 100 millioner i the sequel: kulturrevolutionen i Kina), den tyrkiske revolution (inkl. det armenske folkemord), der finansierede og marionetdukke-styrede Winston Churchill (gruppen Focus), der i 1919 forsøgte at gentage revolutionen i München men blev opdaget og smidt ud, som satte ild til Rigsdagen, og som bragte USA ind i en verdenskrig igen (læs, hvad Chaim Weitzmann skriver til Churchill, manden der dengang medvirkede i sænkningen af Lusitania). Den mafia blev i 1933 blev frataget deres tag-selv-bord indenfor ågerkarleri i Tyskland, og derfor oplevede den tyske økonomi et historisk enestående opsving.

Den altfortærende ågerkarle-parasit

Havde tyskerne ikke lagt sig ud med den åger-parasit, der udsugede det tyske samfund og havde crashet dusinvis af tyske banker og stjålet kundernes penge, og havde de undgået krig med England, hvis hær allerede var slået ved Dunkerque, så ville deres model være blevet kopieret af andre lande med stor velstand til følge. Men det er alt sammen kontrafaktuel historieskrivning, hvor vi kan forestille os alt muligt. At det er hypotetisk skyldes to faktorer. At zionisterne og det internationale centralbankvæsen for enhver pris måtte forhindre Tyskland i fuldt ud at implementere og især eksportere deres økonomiske model. Hvis ikke det lykkedes ved at Tyskland blev ødelagt i en storkrig, så ville det have betydet faldet for hele den megaparasittiske grundstruktur, der stadigvæk i dag er garanten for global forarmelse og evig krig. For det andet var det utænkeligt, at England og USA ikke involverede sig i krigen, da dette allerede var indskrevet i manuskriptet. Hverken den engelske, franske eller amerikanske befolkning ønskede krigen, men i de kredse, hvor folk som netop Weizmann og Churchill færdedes (sidstnævnte psykopat var i virkeligheden blot en nyttig dukke i spillet), og hvor City-of-London og Wall Street hajer svømmede rundt, stod der krig og ødelæggelse af endnu to kejserdømmer på menuen.

Hvad nu hvis ...

De siger, at kontrafaktuel historieskrivning er forbudt i den hellige historieskrivnings navn. Jeg siger, at vi er nødt til at øve os i at forestille os hvad-nu-hvis, hvis vi nogensinde skal vende skibet, dødsejleren, Titanic 2.0.

Det står lige nu i manuskriptet, at Tredje Verdenskrig skal udrulles. Chancen for at det vil ske er indlysende, fordi vi intet har lært af de to foregående verdenskrige + alt 'det løse' i de 70 år, der er gået. 2 ½ generation forbrugs-liderlige og historieløse mennesker og en ny generation af iPhone- og social-lirs-narkomaner regnes af krigsmagerne som garanter og glidecreme for deres næste projekt. Hvis vi ikke træner os selv op i at genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge, og hvis vi fortsat er så naive at tro, at massemordere og psykopater fortæller sandheden om, hvad de har gang i, mens de er åh-så-bekymrede for vores ve og vel, så har vi med garanti en full-blown verdenskrig engang efter næste amerikanske valg.

By-the-way, glemte jeg at nævne, at Tredje Verdenskrig allerede er startet?

Hvad nu hvis? Hvis man ved valgsvindel – en herlig amerikansk tradition praktiseret med stor succes siden 1876, nu med computersystemer – får placeret en kvindelig neo-con og terrorist-hore som præsident (Benghazi, ISIS,...), så har vi en åben krig med Rusland, Iran og Kina indenfor et par år. Hvis det bliver en lettere forvirret milliardær, der betaler for sin egen valgkamp og udtaler det, som alle tænker, men få vover at sige, så skal de først have skudt en kugle gennem hjernen på ham – endnu en herlig amerikansk tradition – og det vil selvfølgelig igen-igen være en ensom, forstyrret galning uden forbindelser til hverken efterretningsvæsener eller hofsnoge i-og-omkring hans politiske modstandere. Måske vil det være – ja, det er faktisk en skidego ide! - en russisk agent udsendt af mr. Putin. Herefter hurtig magtovertagelse og omgående nucleart-konventionelt-eksotisk modangreb sættes ind. Militærindustrien har allerede ståpik og savl ned af hagen ved udsigten til endelig big-scale at afprøve deres seneste starwars-våben. Tre fluer med et smæk. Exit milliardæren, intro psyko-bitchen, falsk flag for næsen af vestens befolkninger og ud over stepperne med det store blodbad i det 21. århundrede.

Den alt-foragtende psyko-bitch før det store blodbad

Det ville dårlig nok være kontrafaktuelt gætværk, for alle erfaringer og historiske fakts peger i netop den retning. Altså fakta, kendsgerninger vel at mærke, ikke det slatne simili, der går under navnene journalistik, medieinformation og skolebogshistorie, men virkelig, vaskeægte, verificerbar viden frembragt af folk, der kan genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge.

Men hvad nu hvis? Hvis en kritisk masse af mennesker i den vestlige verden med en stigende viden i samarbejde med mennesker udenfor den vestlige verden, der længe forinden har vidst det meste, siden de er blevet overfaldet den ene gang efter den anden af Imperiet 1-2-3.0 de seneste 250 år – altså hvis tilstrækkelig mange mennesker hver for sig og i flok og med tilstrækkelig gennemslagskraft via en akkumuleret energi får kanaliseret deres vrede bort fra use the dark force og får skabt en ny megatrend:

• At alle spots og lamper peger på krigsmagerne og at der bliver sagt så tydeligt NEJ, at det svier langt op i røven, samt stillet krav om en fyldestgørende forklaring på, hvad det danske militær laver som en hund i halen på en aggressiv, krigsliderlig stormagt og dens forfatningsstridige krige.
• At det bliver hipster at spørge de uansvarlige politikere lige op i ansigtet, hvor mange fedterøvstillæg de har fået for at medvirke til folkemord.
• At det bliver mainstream at forlange en fyldesgørende forklaring på, hvad terrorisme er, hvem der opfinder, træner, finansierer, bevæbner og hyrer terrorister for dernæst at profittere via de befolkninger, de har skræmt livet af og hvis civile rettigheder de har inddraget (var der et hint til svaret i formuleringen af spørgsmålet? – sorry for that).
• At gøre så meget hjemmearbejde, at de dumme, dovne og kujonagtige medieredaktioners inkompetence bliver så skinger, at de for ikke at tabe deres sidste lag af faglig troværdighed + deres kunder + deres job bliver nødt til at beskrive virkeligheden og ikke længere kan nøjes med at lade studentermedhjælperen på redaktionen skrive af efter Reuters og Ritzaus med venstre hånd, mens hun flimrer på Facebook med den højre.
• At forlange 100% gennemsigtighed i alle nationaløkonomiske anliggender, startende med ejerskabet bag Nationalbanken, videre til, hvordan det kan lade sig gøre for et rigt land af have en kæmpe statsgæld, videre til hvor mange penge bankerne hvert år scorer på gældsættelse af borgerne via et okkult system, og endnu videre til helt nøjagtigt hvor meget de multinationale skylder i skat i et land, hvor der betales 50% i skat af borgerne men 0% af dem selv.

Hvad nu hvis vi fik Apokalypsen – græsk: tæppefald, afsløring – og ikke Armageddon og Holocaust igen-igen? Altså det virkelige Holocaust – den halve milliard massemyrdede i det 20. århundrede og ikke det ynkelige zionistisk-bolsjevikkiske Hollywood-svindelnummer, der skulle aflede opmærksomheden fra den egentlige forbrydelse og samtidig skaffe en mikroskopisk og snotforkælet gruppe mennesker en langtidsholdbar dårlig undskyldning for at fortsætte etnisk udrensning, racisme og folkemord i lokalområdet.

Hvad nu hvis – og dette bringer os op i de højere luftlag udenfor vores egentlige indflydelsessfære og ind i feltet af høj-oktan-spekulationer(J.P. Farrell) – at den gamle energi, det Store Traume for menneskeheden efter katastrofen ved istidens afslutning, der udryddede det meste af Jordens befolkning samt den avancerede civilisation, som videnskab og historie ikke vover at beskrive … hvad nu hvis den energi er udslukt?

Konsekvenserne af det, vil i så fald være, at vi ikke kommer til at se en full-blown version Tredje Verdenskrig men blot psykopat-elitens febrilske tiltag og desperate forsøg på at gennemføre deres plan. At det er deres plan, står skrevet overalt på mure og plankeværker, det skriger til Himlen, så det er ikke et diskussionsoplæg men en konstatering. Hvorvidt planen lykkes, står derimod til diskussion. For hvad nu hvis de har de stærkest tænkelige universelle energier imod sig? Og hvad nu hvis Sort Magi ikke længere tilstrækkelig til at manipulere med energierne?

Tilstedeværelse

Den tyske filosof Martin Heidegger har et begreb for autencitet og åndsnærvær: das Dasein.

Skal vi så lige få den på plads fra starten: det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige filosof har i sit eftermæle måttet kæmpe med beskyldninger for nazi-sympati og antisemitisme. Suk, gab, where to even begin!? Han mente i starten, at det nye styre var påvirkeligt og valgte at understøtte det. Da han så, at det ikke kunne lade sig gøre, tog han afstand, lige som han tog afstand fra den katolicisme, han var vokset op i, da han så kirkens korruption og stivnen i dogmatik. Han støttede uden forbehold sine jødiske kolleger, digtere og elever, og hans livs kærlighed var Hannah Arendt, tidligere elev, jødinde og filosof. Og kan vi så få lov at komme videre?

Jeg har endnu ikke læst den danske oversættelse af hans hovedværk Sein und Zeit/ Being and Time. Så uden at kende oversætterens valg, vil jeg sige Nærværenhed. Jeg skal jo opfinde et nyt ord, for det gjorde Heidegger selv for at bringe sine læsere og elever ud af ordets fængsel.

Nærværenheder i familie med Eckhard Tolles Væren i Nuet og det buddhistiske koncept for væren, det er afledt af. På det punkt er Heidegger ligesom Schopenhauer en slags mystiker, og ligesom Wittgenstein en slags zenbuddhist. Men han flirtede han aldrig med østlig mysticisme og tog sit udgangspunkt i den store vestlige tradition. Han kendte buddhismen, hvilket et filmet interview med enthailandsk buddhistmunk viser, men han kendte også forskellen og fandt intet behov for kulturspring.

Den altfavnende filosof på sin bænk

Hans eget liv demonstrerer hans tankesæt og hans bud på Nærværenhed. Ligesom en af det 19. århundredes vigtigste filosoffer, Søren Kierkegaard, færdedes han i sit lokalsamfund og hang ud med alt og alle, på gader og stræder. Han sad ikke dagen lang i sit elfenbenstårn som en parodi på en abstraktions-filosof, han drak sin øl i det lokale værtshus i Messkirch, Baden-Würtenberg, det yderste sydvest af Tyskland, før det bliver til Schweitz eller Frankrig. Vi er i Kaspar Hauser-land, en kernehistorie i sig selv. Han var ikke ud af en fin, akademisk familie men en simpel søn af bonderøve i Schwartzwald. Han var der, her-og-nu nærværende og tilstede.

Han delte sin store aversion mod teknologi med J.R. Tolkien – uden forbindelse i øvrigt - og han så det som fremmed for autencitet. Vi kan sige, at han så det (in)humane affaldsprodukt, som industrialismen havde skabt: overflade-mennesket, det ikke-nærværende menneske. Heidegger så tværs igennem det, som industrialismen havde gjort ved mennesket. Industrialisterne havde skabt en dehumaniseret Golem af et over-individualiseret, subjektiviseret væsen, der konstant var på vej et andet sted hen til en anden tid, og som aldrig var tilstede, for hvem ønsker at være i Helvede i tid og sted? Industrimennesket opfatter verden omkring sig som en serie redskaber, ligesom det selv opfattes og behandles som et redskab, en maskindel.

Mens vi har de store Fantasy-mestre fremme – før Fantasy-genren gik i forfald og blev plattenheimer-Hollywood-industri – så skriver en anden mester udi genren, Michael Ende, videre på et Heideggersk koncept: Intetheden,das Nichts. I sin mesterfortælling for børn og barnlige sjæle med en særdeles voksen dybde: Den Uendelige Historie, beskriver han, så det løber koldt ned af ryggen på én, hvordan Intetheden, meningsløsheden, uautenciteten, fremmegørelsen, den traumatiserede uvirkelighed angriber drengen, fortællingens hovedperson, og sender ham ud på en Quest of Selfhood, den store road-movie på vej hjem.

Heidegger-eleven Wittgenstein siger: Om det man ikke kan tale, må man tie. Heidegger forudgreb ham ved at praktisere, at man godt kan tale om det alligevel, blot man finder det rigtige sprog. Poesi og musik er derfor det sprog, der kan udsige det uudsigelige ved at inkludere stilheden, ordet bag ordet, lyden bag lyden. Fortiden er uigenkaldelig, nutiden er udefinerbar, og fremtiden er et uendeligt antal muligheder, hvilket er Intet. Vi ser hele tiden frem til noget, der ikke eksisterer. Kun døden er virkelig og ikke til at komme udenom. Heidegger svarede en gang på et spørgsmål om livets mening med: Mennesker burde tilbringe mere tid på kirkegårde. Friedhof – fredsgartner.

Væren såvel som ikke-væren er evigt tilstedeværende i vores liv, sprog og bevidsthed. Intethed lever sit parallelle, parasitiske liv med Nærværenhed. Vi kender altså betydningen af at væreog derfor også ikke-at-være. To be, or not to be. Den herskende tilstand i det nutidige samfund er en systematiseret, totalitær, rendyrkning af not to be, uautencitet, fremmedhed, ikke-tilstede-væren. Das Nichts.

Heideggers opus er én stor kritik af det utilitære helvede udtænkt i Oplysningstiden, realiseret i Industrialismen og perfektioneret i Totalitarismen i det 20. århundrede.

Meninger til discountpris

At have en mening om noget er det letteste i verden. At have en kvalificeret mening en en anden sag.

I omgangen med det (efter dets egen opfattelse) dannede og tænkende segment, er det slående, hvor mange ukvalificerede meninger der flyver rundt i luften. Det er sagt før, og det siges nu igen: de er jo uddannede, de har titler, de er intellektuelle, de er akademikere, de har læst x-antal bøger indenfor deres speciale – så de kan jo ikke tage fejl. Et af problemerne er blot, at det, de troede var kritisk tænkning, i virkeligheden var præfabrikat og hjernevask. De lærte ikke at tænke, og deres ikke-tænkning gik under falsk varebetegnelse som tænkning. De kom aldrig videre end til den intellektuelle kravlegård, der var den ideologi, de abonnerede på, og som sikrede et steady flow af meningsdannelse.

Det gik et stykke tid, en håndfuld årtier. De levede højt via den aura, den selvhøjtidelige fims der omgærede dem. Men tiden overhalede dem, og deres manglende hjemmearbejde i forhold til virkeligheden indhentede dem. Når de stadigvæk uden at blinke fyrer deres bøvede discount-meninger af, er der et sært og grimt reverb, en distorsion, en normalize, et ekkokammer over lyden. De er med garanti politisk korrekte og klapper i udsigelsens øjeblik både sig selv og hinanden på ryggen. De elsker at være i hinandens selvbekræftende selskab og skyer enhver lejlighed til at møde folk, der tænker anderledes end dem selv. Hvis de meget imod deres vilje bliver konfronteret med noget, der anfægter deres selvtilstrækkelighed med anderledeshedens substans og indhold, vil de altid gå efter manden og aldrig efter bolden for hurtigst tænkeligt at lukke munden på den irriterende modstand. Karaktermord er deres speciale, substans er et hul i jorden for dem. Falsk logik sidder på rygmarven. Deres interesse i forskellighed er lig nul, men de kan vældig godt lide at tale om diversitet. De mener, at kritik er filosofien, men bliver de selv udsat for kritik, skider de både røde og grønne grise. 

Hvem sked mig ud?!

Efter et stykke tid og en håndfuld årtier var det slut. De opdagede det ikke lige med det samme. Der var bare noget ved den måde, de grinede på … he-he-heeh? (grines der med?), der fik dem til at se sig over skulderen. Det var ikke sjovt længere at være akademiker-smart og ironi-arrogant. Der var et par af de gamle venner, der var begyndt at stille ubehagelig spørgsmål. Landskabet var begyndt at opføre sig anderledes end kortet. Det var ikke længere nok at råve kapitalist!og så regne med som sikkert, at der blev klappet i hænderne og sunget i kor. Der var ved at blive ufedt at sige, at man havde set det i fjernsynet – eller ikke at indrømme, at man bare havde set det i fjernsynet uden at have tjekket det ud. Det var ikke længere nok at hyle fascist!, for hvad var det nu, det betød. Det var ikke længere nok at vræle antisemit, for hvad var det lige, en semit var for en fætter? Der var endog de, der var begyndt at mene, at EU og NATO burde nedlægges. Kan man nu ikke længere få lov til at være teknokrat-elitær eller krigsliderlig uden at stå til ansvar for det? Det er saftsuseme den stiveste!!

Og hvis man også skal til at kvalificere sine meninger, så kan det fanderme også være lige meget ...