Ekstremisten og andre essays

af morton_h, the blogger

Ekstremisten

Hvis nogen i et opløftet eller passioneret øjeblik skulle vove at løfte fingeren og adressere rod-problemerne i den verden, vi lever i, vil vedkommende omgående blive kaldt en ekstremist, en person der går til yderligheder.

Dette er et ekstremtparadoks. Personen, der løfter fingeren, adresser et samfund, et system, en virkelighed, der i ekstrem grad har fordummet, forgiftet, forløjet, forført, forulempet og fordærvet sine samfundne, bliver kaldt alt det, som systemet har udsat vedkommende for. 

Det er nu potentielt kriminelt at påpege kriminalitet udover lommetyvs-niveau.

Det er nu potentielt amoralsk at adressere amoral og dobbeltmoral.

Det er nu en potentiel terrorhandling at anholde regeringer, institutioner og organisationer, der udvikler og profitterer af terror mod egne og fremmede borgere.

Det er nu potentielt sundhedsskadeligt ikke at underkaste sig sygdomsindustriens(medicinalindustri + sundhedsstyrelser + lægevidenskab + sygehusvirksomhed + sundhedspolitik) produkter, kampagner, tiltag og forordninger.

Det er nu potentielt patologisk ikke at anerkende det patologiske prædikat, der er sat på dig, eller som du forventes at sætte på andre.

Det er nu potentielt samfundsskadeligt ikke at bifalde lalleglad, bajer-bøvet og hooligan-hellig deltagelse i plyndringstogter, folkemord, overfald, sønderbombninger og overfald på nationer-befolkninger-regeringer.

Det er nu potentielt ekstremistisk ikke at have det godt med ekstremisme.

Det regnes derimod for samfundsbevarende at dyrke ekstreme sager som:

• at se fjernsyn og læse aviser og tage deres udsagn for pålydende
• at afgive sin stemme til valg og afgive beføjelser til idioter, der lover guld og grønne skove men gør det modsatte af, hvad de lovede, og dernæst regne med, at du får indflydelse på væsentlige emner. Dette har afgørende konsekvenser for dig, dine børn og dine børne-børn ...
• at betale sin skat uden at vide, at krigskat i fredstid er ulovlig og at ingen multinational virksomhed betaler skat
• at acceptere gæld til sin bank uden at vide, at det er din bank, der skylder dig penge og ikke omvendt
• at passivt og helst applauderende godkende, ja helst hylde og forherlige ødelæggelsen af diverse nationer, samfund, regeringer, lande – fordi amerikanerne, briterne, israelerne, saudierne, tyrkerne og franskmændene siger, at det er politisk korrekt ifølge deres syn på verden og menneskeheden og deres selvopfattende storhed
• at se passivt og endog bifaldende til, mens en minister forærer en stor dansk virksomhed til et af verdens førende finansielle forbrydersyndikater samtidig med at folketinget vedtager en offentlighedslov, hvor du ikke længere har indsigt i beslutningsprocessen.

Du vil blive betegnet som radikaliseret, hvis du udtaler dig om roden (radix: rod) til ondskab.
Du vil få at vide, at det er hadefuld tale at give udtryk for vrede, som ethvert hæderligt menneske udstyret med samvittighed bliver nødt til at udtrykke i mødet med denne ondskab.
Du vil få prædikatet politisk ukorrekt, hvis du tillader dig at give udtryk for noget, der strider imod det nye globale kommissærvældes standarder for korrekthed.
Du vil blive udråbt som farlig for samfundet, hvis kommissærvældets lakajer - det må være på tide de tyndslidte marxist-floskler vender tilbage til dem, der sled dem tynde - finder, at dine interesser strider mod dem og deres neo-feudalherrers ditto.

Så meget desto mere grund til ikke at lægge fingrene imellem! 
Hvis kommissariatet mener, at de er nødt til at sætte hele det tumpe-tunge totalitære skyts ind overfor enhver anfægtelse, så er de på det, der på godt dansk hedder: skideren. 

Lad os endelig gå til yderligheder. 

 

Et samfund der fungerer

Der er noget, der tyder på, at bysamfund på over 500.000 mennesker ikke fungerer. Tallet kan diskuteres, men et faktum er, at samfund, det være sig byer, bebyggelser, beboede landskaber, fællesskaber, der vokser sig meget store, altid får problemer der synes uløselige, evigt tilbagevendende, og som accelererer, medmindre der konstant og massivt sættes alle mulige kompensatoriske programmer og styresystemer i værk. Det er derfor storbyer og metropoler altid generer en bærme af socialt katastrofale, dysfunktionelle, forarmede, kriminelle og trøstesløse kvarterer og sociale lag. Det er derfor, at storbymagneten er falsk varebetegnelse, når den lokker 1000-vis og atter 1000-vis af tilflyttere til med løftet om det fede liv, de fede relationer, den fede gang-i-den og den fede fortjeneste. Det gælder egentlig kun for det fåtal, der trives i parasittens mave på de manges bekostning. 

Den altædende Metropol

Et absolutistisk og trøstesløst udsagn, men ikke desto mindre med en virkelighed bag sig. Husk i øvrigt at gradbøje den slags udsagn.

Det samme synes at være tilfældet med kreative virksomheder. Her går grænsen ved syv personer. Alt over syv – tallet kan igen diskuteres - betyder, at teamet ikke længere fungerer som en organisme, der generer den dynamik, der kendetegner en kreativ virksomhed. I større virksomheder skal der iværksættes alle mulige og umulige management-procedurer, der kompenserer for tabet af kreativt flow og givende samarbejde. Industriel storproduktion, javist, men skabende virksomhed er ikke længere tilstede. Det er derfor, man hele tiden ser små kreative virksomheder blive opkøbt, spist, fordøjet og skidt ud igen i det korporatiske kannibal-orgie.

Samfund opskaleret til politiske styreformer synes at have en øvre grænse, hvor de begynder at udvise tegn på forfald. Imperiet er over grænsen. Alle styreformer kan i princippet fungere. Socialisme, kapitalisme, demokrati, monarki, anarki, diktatur. Alle kan fungere i et eller andet omfang, men størrelsen af de samfund, hvor det skulle fungere, vil modarbejde det og bringe systemet til fald.

Et tankeeksperiment om styreformer

Lad mig vove den påstand, som de fleste vil automat-reagere på pga indpiskede vaner og obligatoriske holdninger, men hold alligevel fast et øjeblik: selv nationalsocialismen ville have fungeret udmærket, hvis ikke Tyskland havde rodet sig ud i en storkrig mod primært Sovjet. Husk, at de aldrig ønskede krig med England og Frankrig, og at USA som i 1. Verdenskrig intet egentlig mellemværende havde med dem. Men krigen var planlagt og ønsket af styregrupperne hos de allierede, altså inklusive Sovjet, der var den egentlige aggressor. En meget lang historie i sig selv at få afdækket, da der er skrevet så meget selvforherligende pynten-på-vendenshistorien om det emne.

Men foretag for en stund tankeeksperimentet – også selvom det med rimelighed kunne indvendes, at man ikke kan skille emnet ad på den måde. At Tyskland kunne rejse sig og smide åget fra Versailles skyldtes opbakning fra befolkningen og den nationalsocialistiske økonomi. Naboerne, selv briterne, beundrede dem for det. De kan ikke lide at indrømme det, men det gjorde de. Kombineret med tyskernes enorme effektivitet skabte det en historisk styrke uden sidestykke. Men så kom krigen. Husk endvidere, du der per automatik har lært dig selv at sige: jaaa, men det var også kun, fordi de oprustede. Tyskland gendannede en national hær på størrelse med Frankrigs og Englands. Ikke yderligere. Men hemmeligheden bag opsvinget var, at de udmanøvrerede ågerkarlenes centralbankvæsen. Derfor ankom krigserklæringen i 1933 fra Judea, et ikke særlig kryptisk navn til lejligheden for den zionistiske verdensorganisation. Den kazariske mafia erklærede Tyskland krig. Den samme mafia, der havde skabt den russiske revolution med tilhørende folkemord (147 millioner, senere 100 millioner i the sequel: kulturrevolutionen i Kina), den tyrkiske revolution (inkl. det armenske folkemord), der finansierede og marionetdukke-styrede Winston Churchill (gruppen Focus), der i 1919 forsøgte at gentage revolutionen i München men blev opdaget og smidt ud, som satte ild til Rigsdagen, og som bragte USA ind i en verdenskrig igen (læs, hvad Chaim Weitzmann skriver til Churchill, manden der dengang medvirkede i sænkningen af Lusitania). Den mafia blev i 1933 blev frataget deres tag-selv-bord indenfor ågerkarleri i Tyskland, og derfor oplevede den tyske økonomi et historisk enestående opsving.

Den altfortærende ågerkarle-parasit

Havde tyskerne ikke lagt sig ud med den åger-parasit, der udsugede det tyske samfund og havde crashet dusinvis af tyske banker og stjålet kundernes penge, og havde de undgået krig med England, hvis hær allerede var slået ved Dunkerque, så ville deres model være blevet kopieret af andre lande med stor velstand til følge. Men det er alt sammen kontrafaktuel historieskrivning, hvor vi kan forestille os alt muligt. At det er hypotetisk skyldes to faktorer. At zionisterne og det internationale centralbankvæsen for enhver pris måtte forhindre Tyskland i fuldt ud at implementere og især eksportere deres økonomiske model. Hvis ikke det lykkedes ved at Tyskland blev ødelagt i en storkrig, så ville det have betydet faldet for hele den megaparasittiske grundstruktur, der stadigvæk i dag er garanten for global forarmelse og evig krig. For det andet var det utænkeligt, at England og USA ikke involverede sig i krigen, da dette allerede var indskrevet i manuskriptet. Hverken den engelske, franske eller amerikanske befolkning ønskede krigen, men i de kredse, hvor folk som netop Weizmann og Churchill færdedes (sidstnævnte psykopat var i virkeligheden blot en nyttig dukke i spillet), og hvor City-of-London og Wall Street hajer svømmede rundt, stod der krig og ødelæggelse af endnu to kejserdømmer på menuen.

Hvad nu hvis ...

De siger, at kontrafaktuel historieskrivning er forbudt i den hellige historieskrivnings navn. Jeg siger, at vi er nødt til at øve os i at forestille os hvad-nu-hvis, hvis vi nogensinde skal vende skibet, dødsejleren, Titanic 2.0.

Det står lige nu i manuskriptet, at Tredje Verdenskrig skal udrulles. Chancen for at det vil ske er indlysende, fordi vi intet har lært af de to foregående verdenskrige + alt 'det løse' i de 70 år, der er gået. 2 ½ generation forbrugs-liderlige og historieløse mennesker og en ny generation af iPhone- og social-lirs-narkomaner regnes af krigsmagerne som garanter og glidecreme for deres næste projekt. Hvis vi ikke træner os selv op i at genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge, og hvis vi fortsat er så naive at tro, at massemordere og psykopater fortæller sandheden om, hvad de har gang i, mens de er åh-så-bekymrede for vores ve og vel, så har vi med garanti en full-blown verdenskrig engang efter næste amerikanske valg.

By-the-way, glemte jeg at nævne, at Tredje Verdenskrig allerede er startet?

Hvad nu hvis? Hvis man ved valgsvindel – en herlig amerikansk tradition praktiseret med stor succes siden 1876, nu med computersystemer – får placeret en kvindelig neo-con og terrorist-hore som præsident (Benghazi, ISIS,...), så har vi en åben krig med Rusland, Iran og Kina indenfor et par år. Hvis det bliver en lettere forvirret milliardær, der betaler for sin egen valgkamp og udtaler det, som alle tænker, men få vover at sige, så skal de først have skudt en kugle gennem hjernen på ham – endnu en herlig amerikansk tradition – og det vil selvfølgelig igen-igen være en ensom, forstyrret galning uden forbindelser til hverken efterretningsvæsener eller hofsnoge i-og-omkring hans politiske modstandere. Måske vil det være – ja, det er faktisk en skidego ide! - en russisk agent udsendt af mr. Putin. Herefter hurtig magtovertagelse og omgående nucleart-konventionelt-eksotisk modangreb sættes ind. Militærindustrien har allerede ståpik og savl ned af hagen ved udsigten til endelig big-scale at afprøve deres seneste starwars-våben. Tre fluer med et smæk. Exit milliardæren, intro psyko-bitchen, falsk flag for næsen af vestens befolkninger og ud over stepperne med det store blodbad i det 21. århundrede.

Den alt-foragtende psyko-bitch før det store blodbad

Det ville dårlig nok være kontrafaktuelt gætværk, for alle erfaringer og historiske fakts peger i netop den retning. Altså fakta, kendsgerninger vel at mærke, ikke det slatne simili, der går under navnene journalistik, medieinformation og skolebogshistorie, men virkelig, vaskeægte, verificerbar viden frembragt af folk, der kan genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge.

Men hvad nu hvis? Hvis en kritisk masse af mennesker i den vestlige verden med en stigende viden i samarbejde med mennesker udenfor den vestlige verden, der længe forinden har vidst det meste, siden de er blevet overfaldet den ene gang efter den anden af Imperiet 1-2-3.0 de seneste 250 år – altså hvis tilstrækkelig mange mennesker hver for sig og i flok og med tilstrækkelig gennemslagskraft via en akkumuleret energi får kanaliseret deres vrede bort fra use the dark force og får skabt en ny megatrend:

• At alle spots og lamper peger på krigsmagerne og at der bliver sagt så tydeligt NEJ, at det svier langt op i røven, samt stillet krav om en fyldestgørende forklaring på, hvad det danske militær laver som en hund i halen på en aggressiv, krigsliderlig stormagt og dens forfatningsstridige krige.
• At det bliver hipster at spørge de uansvarlige politikere lige op i ansigtet, hvor mange fedterøvstillæg de har fået for at medvirke til folkemord.
• At det bliver mainstream at forlange en fyldesgørende forklaring på, hvad terrorisme er, hvem der opfinder, træner, finansierer, bevæbner og hyrer terrorister for dernæst at profittere via de befolkninger, de har skræmt livet af og hvis civile rettigheder de har inddraget (var der et hint til svaret i formuleringen af spørgsmålet? – sorry for that).
• At gøre så meget hjemmearbejde, at de dumme, dovne og kujonagtige medieredaktioners inkompetence bliver så skinger, at de for ikke at tabe deres sidste lag af faglig troværdighed + deres kunder + deres job bliver nødt til at beskrive virkeligheden og ikke længere kan nøjes med at lade studentermedhjælperen på redaktionen skrive af efter Reuters og Ritzaus med venstre hånd, mens hun flimrer på Facebook med den højre.
• At forlange 100% gennemsigtighed i alle nationaløkonomiske anliggender, startende med ejerskabet bag Nationalbanken, videre til, hvordan det kan lade sig gøre for et rigt land af have en kæmpe statsgæld, videre til hvor mange penge bankerne hvert år scorer på gældsættelse af borgerne via et okkult system, og endnu videre til helt nøjagtigt hvor meget de multinationale skylder i skat i et land, hvor der betales 50% i skat af borgerne men 0% af dem selv.

Hvad nu hvis vi fik Apokalypsen – græsk: tæppefald, afsløring – og ikke Armageddon og Holocaust igen-igen? Altså det virkelige Holocaust – den halve milliard massemyrdede i det 20. århundrede og ikke det ynkelige zionistisk-bolsjevikkiske Hollywood-svindelnummer, der skulle aflede opmærksomheden fra den egentlige forbrydelse og samtidig skaffe en mikroskopisk og snotforkælet gruppe mennesker en langtidsholdbar dårlig undskyldning for at fortsætte etnisk udrensning, racisme og folkemord i lokalområdet.

Hvad nu hvis – og dette bringer os op i de højere luftlag udenfor vores egentlige indflydelsessfære og ind i feltet af høj-oktan-spekulationer(J.P. Farrell) – at den gamle energi, det Store Traume for menneskeheden efter katastrofen ved istidens afslutning, der udryddede det meste af Jordens befolkning samt den avancerede civilisation, som videnskab og historie ikke vover at beskrive … hvad nu hvis den energi er udslukt?

Konsekvenserne af det, vil i så fald være, at vi ikke kommer til at se en full-blown version Tredje Verdenskrig men blot psykopat-elitens febrilske tiltag og desperate forsøg på at gennemføre deres plan. At det er deres plan, står skrevet overalt på mure og plankeværker, det skriger til Himlen, så det er ikke et diskussionsoplæg men en konstatering. Hvorvidt planen lykkes, står derimod til diskussion. For hvad nu hvis de har de stærkest tænkelige universelle energier imod sig? Og hvad nu hvis Sort Magi ikke længere tilstrækkelig til at manipulere med energierne?

Tilstedeværelse

Den tyske filosof Martin Heidegger har et begreb for autencitet og åndsnærvær: das Dasein.

Skal vi så lige få den på plads fra starten: det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige filosof har i sit eftermæle måttet kæmpe med beskyldninger for nazi-sympati og antisemitisme. Suk, gab, where to even begin!? Han mente i starten, at det nye styre var påvirkeligt og valgte at understøtte det. Da han så, at det ikke kunne lade sig gøre, tog han afstand, lige som han tog afstand fra den katolicisme, han var vokset op i, da han så kirkens korruption og stivnen i dogmatik. Han støttede uden forbehold sine jødiske kolleger, digtere og elever, og hans livs kærlighed var Hannah Arendt, tidligere elev, jødinde og filosof. Og kan vi så få lov at komme videre?

Jeg har endnu ikke læst den danske oversættelse af hans hovedværk Sein und Zeit/ Being and Time. Så uden at kende oversætterens valg, vil jeg sige Nærværenhed. Jeg skal jo opfinde et nyt ord, for det gjorde Heidegger selv for at bringe sine læsere og elever ud af ordets fængsel.

Nærværenheder i familie med Eckhard Tolles Væren i Nuet og det buddhistiske koncept for væren, det er afledt af. På det punkt er Heidegger ligesom Schopenhauer en slags mystiker, og ligesom Wittgenstein en slags zenbuddhist. Men han flirtede han aldrig med østlig mysticisme og tog sit udgangspunkt i den store vestlige tradition. Han kendte buddhismen, hvilket et filmet interview med enthailandsk buddhistmunk viser, men han kendte også forskellen og fandt intet behov for kulturspring.

Den altfavnende filosof på sin bænk

Hans eget liv demonstrerer hans tankesæt og hans bud på Nærværenhed. Ligesom en af det 19. århundredes vigtigste filosoffer, Søren Kierkegaard, færdedes han i sit lokalsamfund og hang ud med alt og alle, på gader og stræder. Han sad ikke dagen lang i sit elfenbenstårn som en parodi på en abstraktions-filosof, han drak sin øl i det lokale værtshus i Messkirch, Baden-Würtenberg, det yderste sydvest af Tyskland, før det bliver til Schweitz eller Frankrig. Vi er i Kaspar Hauser-land, en kernehistorie i sig selv. Han var ikke ud af en fin, akademisk familie men en simpel søn af bonderøve i Schwartzwald. Han var der, her-og-nu nærværende og tilstede.

Han delte sin store aversion mod teknologi med J.R. Tolkien – uden forbindelse i øvrigt - og han så det som fremmed for autencitet. Vi kan sige, at han så det (in)humane affaldsprodukt, som industrialismen havde skabt: overflade-mennesket, det ikke-nærværende menneske. Heidegger så tværs igennem det, som industrialismen havde gjort ved mennesket. Industrialisterne havde skabt en dehumaniseret Golem af et over-individualiseret, subjektiviseret væsen, der konstant var på vej et andet sted hen til en anden tid, og som aldrig var tilstede, for hvem ønsker at være i Helvede i tid og sted? Industrimennesket opfatter verden omkring sig som en serie redskaber, ligesom det selv opfattes og behandles som et redskab, en maskindel.

Mens vi har de store Fantasy-mestre fremme – før Fantasy-genren gik i forfald og blev plattenheimer-Hollywood-industri – så skriver en anden mester udi genren, Michael Ende, videre på et Heideggersk koncept: Intetheden,das Nichts. I sin mesterfortælling for børn og barnlige sjæle med en særdeles voksen dybde: Den Uendelige Historie, beskriver han, så det løber koldt ned af ryggen på én, hvordan Intetheden, meningsløsheden, uautenciteten, fremmegørelsen, den traumatiserede uvirkelighed angriber drengen, fortællingens hovedperson, og sender ham ud på en Quest of Selfhood, den store road-movie på vej hjem.

Heidegger-eleven Wittgenstein siger: Om det man ikke kan tale, må man tie. Heidegger forudgreb ham ved at praktisere, at man godt kan tale om det alligevel, blot man finder det rigtige sprog. Poesi og musik er derfor det sprog, der kan udsige det uudsigelige ved at inkludere stilheden, ordet bag ordet, lyden bag lyden. Fortiden er uigenkaldelig, nutiden er udefinerbar, og fremtiden er et uendeligt antal muligheder, hvilket er Intet. Vi ser hele tiden frem til noget, der ikke eksisterer. Kun døden er virkelig og ikke til at komme udenom. Heidegger svarede en gang på et spørgsmål om livets mening med: Mennesker burde tilbringe mere tid på kirkegårde. Friedhof – fredsgartner.

Væren såvel som ikke-væren er evigt tilstedeværende i vores liv, sprog og bevidsthed. Intethed lever sit parallelle, parasitiske liv med Nærværenhed. Vi kender altså betydningen af at væreog derfor også ikke-at-være. To be, or not to be. Den herskende tilstand i det nutidige samfund er en systematiseret, totalitær, rendyrkning af not to be, uautencitet, fremmedhed, ikke-tilstede-væren. Das Nichts.

Heideggers opus er én stor kritik af det utilitære helvede udtænkt i Oplysningstiden, realiseret i Industrialismen og perfektioneret i Totalitarismen i det 20. århundrede.

Meninger til discountpris

At have en mening om noget er det letteste i verden. At have en kvalificeret mening en en anden sag.

I omgangen med det (efter dets egen opfattelse) dannede og tænkende segment, er det slående, hvor mange ukvalificerede meninger der flyver rundt i luften. Det er sagt før, og det siges nu igen: de er jo uddannede, de har titler, de er intellektuelle, de er akademikere, de har læst x-antal bøger indenfor deres speciale – så de kan jo ikke tage fejl. Et af problemerne er blot, at det, de troede var kritisk tænkning, i virkeligheden var præfabrikat og hjernevask. De lærte ikke at tænke, og deres ikke-tænkning gik under falsk varebetegnelse som tænkning. De kom aldrig videre end til den intellektuelle kravlegård, der var den ideologi, de abonnerede på, og som sikrede et steady flow af meningsdannelse.

Det gik et stykke tid, en håndfuld årtier. De levede højt via den aura, den selvhøjtidelige fims der omgærede dem. Men tiden overhalede dem, og deres manglende hjemmearbejde i forhold til virkeligheden indhentede dem. Når de stadigvæk uden at blinke fyrer deres bøvede discount-meninger af, er der et sært og grimt reverb, en distorsion, en normalize, et ekkokammer over lyden. De er med garanti politisk korrekte og klapper i udsigelsens øjeblik både sig selv og hinanden på ryggen. De elsker at være i hinandens selvbekræftende selskab og skyer enhver lejlighed til at møde folk, der tænker anderledes end dem selv. Hvis de meget imod deres vilje bliver konfronteret med noget, der anfægter deres selvtilstrækkelighed med anderledeshedens substans og indhold, vil de altid gå efter manden og aldrig efter bolden for hurtigst tænkeligt at lukke munden på den irriterende modstand. Karaktermord er deres speciale, substans er et hul i jorden for dem. Falsk logik sidder på rygmarven. Deres interesse i forskellighed er lig nul, men de kan vældig godt lide at tale om diversitet. De mener, at kritik er filosofien, men bliver de selv udsat for kritik, skider de både røde og grønne grise. 

Hvem sked mig ud?!

Efter et stykke tid og en håndfuld årtier var det slut. De opdagede det ikke lige med det samme. Der var bare noget ved den måde, de grinede på … he-he-heeh? (grines der med?), der fik dem til at se sig over skulderen. Det var ikke sjovt længere at være akademiker-smart og ironi-arrogant. Der var et par af de gamle venner, der var begyndt at stille ubehagelig spørgsmål. Landskabet var begyndt at opføre sig anderledes end kortet. Det var ikke længere nok at råve kapitalist!og så regne med som sikkert, at der blev klappet i hænderne og sunget i kor. Der var ved at blive ufedt at sige, at man havde set det i fjernsynet – eller ikke at indrømme, at man bare havde set det i fjernsynet uden at have tjekket det ud. Det var ikke længere nok at hyle fascist!, for hvad var det nu, det betød. Det var ikke længere nok at vræle antisemit, for hvad var det lige, en semit var for en fætter? Der var endog de, der var begyndt at mene, at EU og NATO burde nedlægges. Kan man nu ikke længere få lov til at være teknokrat-elitær eller krigsliderlig uden at stå til ansvar for det? Det er saftsuseme den stiveste!!

Og hvis man også skal til at kvalificere sine meninger, så kan det fanderme også være lige meget ...

Mafia og døde munke

af morton_h, the blogger

You come into my house on the day my daughter is to be married, and you ask me to do murder for money?

Sicilien, et sagnomspundet sted. 

Turister kender det måske mest for lækre ferie-resorts som Taormina. Andre har været en tur oppe på Etna med svævebanen i bus eller bil … hvor vildt kan det blive? Men hvor mange har vadet de slummede kvarterer i Palermo til fods, prånget med gutterne i cykelsmedenes gade, fået et godt tilbud på en 100 liters gryde i køkkentøjshandlernes gade, blevet blæst ad helvede til af sciroccoen for dernæst at rave rundt om natten, æret gravstenen for en ægte moderne helgen skudt af mafiaen, boet hos gamle mænd i baggårde, set indtørrede lig af munke hængt på kroge til indtørring, levet af verdens 5. bedste gademad i flere dage, kørt med alle de små togbaner mellem kystbyerne, boet med en vild hundflok i en container på siden af Mount Etna, besteget den lunefulde dame uden sikkerhedsnet på mountainbike og i is-regn? Og hvor mange har gidet at sætte sig ind i kulturen, der er skabt af alle kulturer, som alle har været der? Man kan ikke forstå Sicilien uden at forstå den ting. Og man har reelt ikke været der.

Palermo Airport Punta Rais - nummer 5 på verdensranglisten i sværhedsgrad blandt piloter.
Når vinden blæser.

Sciroccoen, nærdødsoplevelse nr 1

Lad mig starte med mit første indirekte møde med den sicilianske mafia. Sciroccoen, den sandede vind fra Sahara, blæste af helvede til ved forsøget på landing i Palermo akkompagneret af skrigende kvinder i kabinen udsat for ekstrem turbulens … hvorefter piloten hev i pinden og trak flyet fri af kollision med klipperne ved kysten og fløj 65 km mod syd til lufthavnen i Trapani. Her står the-human-dump så og glor, og ingen ved, hvad der skal ske, for sådan er Sicilien. Det er ikke, fordi tingene ikke fungerer. Alt fungerer på en eller anden måde. Det fungerer bare ikke efter bogen og forventeligheden. Som mit første imødekommende bekendtskab tilbage i returbussen udtrykte det: lad være med at forvente og dømme på baggrund af skuffede forventninger. Hvorefter der uannonceret dukkede en bus op.

Så hvordan kommer mafiaen ind i billedet her? Fordi lufthavnen aldrig skulle være placeret på et sted udsat for tør, heftig ørkenvind lige bag et forbjerg, der med garanti skaber den mest modbydelige turbulens. Der var stor kvalificeret modstand mod projektet, men mafiaen gennemtvang det af prestige-årsager, og de havde magt og midler til det. Palermo resten blandt top-5 i sværhedsgrad hos piloter.

På trods af min ekstreme forsinkelse, var der alligevel en lille gammel bedstefar, der smilende åbnede døren til sin AirBnB lejlighed. Han talte ikke et ord udenlandsk, men jeg forstod alligevel alt, han sagde på siciliansk, og han forstod tilsyneladende alt, hvad jeg sagde på minimalist-italiensk. Længe leve sprogets redundans og den store latinprøve i gymnasiet kombineret med fransk-latin. + diverse stilsikre gestikulater selvfølgelig. Lejligheden var en rejse tilbage i tid, mindst 100 år. Gården med søjlerne, opgangen med højt til loftet, den hellige jomfru i sit belyste vægkapel på vej op af trappen – ethvert hus, enhver gade har det – pudset, der falder ned af væggene, højt til loftet er nærmest et udtryk for, at selvom der findes fattigdom her, så findes der menneskerum, og det sker nedenfra-og-op. I snotforkælede velfærds-DK er den slags afskaffet. Undtaget det superkunstige ideologiske politisk-korrekte ovenfra-og-ned påbud om, at vi skal være ukritisk tolerante overfor et ubegrænset antal bekvemmelighedsindvandrere, der sejler under flaget flygtninge – og hvis ikke vi æder den gift, så skal vi føle skyld, skam og frygt.

Hvad er hun også for en skikkelse, den hellige jomfru, der hænger på hvert gadehjørne, opgang, baggård? Hun er ingen andre end gudinden, man finder overalt i-og-omkring Middelhavet med mange navne til alle tider. Det er ikke kun i Latinamerika, at der findes synkretisme, hvor det såkaldt 'hedenske' stikker sit hoved frem gennem de kristne facader. Hun er frugtbarheden, moderen, lyset om natten, stjernen om morgenen, medfølelsen.

Mit næste indirekte møde med mafiaen kommer næste morgen. Jeg vågner ved de typiske lyde af mænd, der råber til hinanden nede i baggården og opstarten af de obligatoriske scootere. Jeg havde endnu ikke lært mig det særlige 3-skodder-system, der kan reducere lyd og lys til dørene ud til en balkon. Og der er selvfølgelig ingen vinduer, for hvad skal man man med dem, når man har en balkon. I modsætning til det underligere snobberi, der udøves i danske bylejligheder, hvor alle for enhver pris skal have mindst en balkon/altan, men ingen bruger den til andet end at lagre dyre teaktræs-havemøbler og diverse skrammel – og ingen af delene bruger de. Er det løgn, hvad jeg siger? Tjek det ud: der er absolut intet liv på bydanskernes altaner! Det er et stykke arkitektonisk 'frigjort' nonsens.

En helgen for folkets retfærdighed

Mafiaen er ikke ankommet endnu på dagens rute. Men en tidlig gåtur bringer mig ned til San Domenico, den dominikanske kirke, et skrummel af en katolsk kirke i katedralstørrrelse. Den typiske indretning er et stort midterfelt og to sidefelter adskilt af høje søjler. Foroven i bygningen findes alterpartiet. Langs siderne i søjlegangene er der sidekapeller for diverse helgener. En af dem er usædvanlig og huser en stor sten med navnet Giovanni Falcone.

Man kan sige meget om den katolske kirke, men man er nødt til at vide, hvad man taler om. Taler vi om den sataniske struktur, der har okkuperet Vatikanet, Vatikanbanken, Jesuitterpaven og hans pædofilistiske forgængere, Vatikanbanken, de indkapslede magt-loger, skabshedningerne forklædt i dametøj, hykleri og sychophantisme? Eller taler vi om de mange naivt troende katolikker, deres totale uvidenhed om den elitære ondskab og deres naivt men ærlige tro på det hellige, det gode og det folkelige. Taler vi om elitens parasittering af det hellige enfold blandt troende og tilbedende folk, eller taler vi om berettigelse af det folkelige og dets ærlige godtroenhed? Vi er simpelthen nødt til at vide, hvad vi taler om for ikke at falde pladask for et anti-propaganda-nummer og for ikke at blive lige som dem, vi har det med at kritisere og pege fingre af.

Folkets helgen - blot fordi han antog retfærdighed for en mulighed.

Tag ikke fejl her. Sicilianerne ved udmærket, hvad mafiaen er. Den er nøjagtig ligesom alle andre høje herskaber, der driver et slet spil for egen vindings skyld uden smålig skelen til folket. Giovanni Falcone var en berømt advokat, der kompromisløst forsvarede alle, høj som lav, med lovens intenderede bogstav. Det bragte ham – selvfølgelig! – på kant med mafiaen, der altid har bøjet loven og alle dens bogstaver. Det kostede ham livet, og folk vidste det.

Her bliver det interessant. Det tvang kirken til uofficielt at helgenkåre ham, og det var en af de helgenkåringer, der var gennemtvunget via et folkeligt pres og ikke ovenfra. Det var politisk ukorrekt men folkeligt korrekt. Kirken og i særdeleshed Vatikanet er som bekendt kraftigt inficeret af mafiaen, logerne, bankerne, familierne, satanikerne. Men kirkens ledelse har ikke råd til at miste sit fodfæste hos folket, så de var nødt til at give efter. Kirken er heller ikke én størrelse, det er én stor broget magtkamp. Der er masser af fraktioner i Den Katolske, og de dækker hele spektret. At de dystre fraktioner har det med at gå af med de politiske sejre betyder blot, at de har de mest stinkende rige og magtfuldkomne 'venner'. Det er her, vi finder fællesnævneren mellem katolicisme og mafia / fascisme.

Så Falconi blev en folkelig kåret nutidig siciliansk helgen, fordi han forsvarede folket mod den grumme magt kaldet mafiaen. Læg mærke til, hvordan der spontant er strøet om sig med små papirlapper omkring hans gravsten. Den slags spontan affekt tilkommer kun ganske få og aldrig 'store' officielt helgenkårede.

Normannisk overdådighed

Palermo er både en moderne storby og et levn fra fortiden. Det er Italiens femtestørste by, og man kan sagtens tilbringe en uge med blot at se på kunst og kultur, hvis man er til den slags. Der er en kirke på hvert andet gadehjørne og et madonnna-kapel på vægget i hver baggård. Der findes fx to af de mest fantastiske og overvældende byzantinske kirker i hele verden. Det ene befinder sig i et rum i Normannerborgen, og den anden hedder San Cataldo. Begge er små rum, altså ikke katedral-size, men den dekorative-kunstneriske tæthed i disse rum er overvældende. Normannere siger du, og byzantinere? Ja, alle har været her. Og normannerne er som bekendt efterkommere af nordboere, vikinger. Vidste du fx, at vikingerne var så berømte som krigere, at de byzantinske kejsere hyrede dem af alle som livvagter? Så normannerne, dvs 2. generations-vikinger fra Normandiet, der som bekendt oversvømmede England med Wilhelm Erobreren, ankom også til Sicilien. De flyttede ind i de bygningsværker, som araberne havde efterladt og berigede dem yderligere. Penge = guld til at betale med havde de rigeligt af. Guld er der heller ikke sparet på langs væggene, kuplerne, hvælvingerne og nicherne. Ingen plads er efterladt bar.

Verdens mærkeligste begravelsesplads

Hvis man er til lidt mere makaber æstetik, så skal man blot bevæge sig videre mod nord efter normannerborgen til capuchinerklostret. Disse munke begravede deres døde ved netop ikke at begrave dem. De har balsameret dem ved lufttørring og imprægnering, hvorefter de er placeret på hylder, bag glas, i skuffer, siddende på stole, hængede på bøjler på væggene. Intet sted i verden, kan man se så sær en dødsæstetik. Er det makabert? Sådan virker det ikke. Men hvis man er bange for edderkopper, så er synet af en edderkop en rædsel, og hvis man er bange for døden, så er synet af efterladenskaber af en tidligere levende en rædsel.

o særlig form for makaber æstetik. Det kunne overvejes som modelfotos i Vogue og deres anorektiske herioinvrag af modeller med sorte rande under øjnene. Den milevide forskel mellem Vogue og Capuchinerne er modebladets totale foragt for mennesker og munkeordenens respektfulde ære for de afdøde.

Munkene gjorde det i største ære og respekt for deres afdøde brødre. Senere kom der snobberi ind i billedet, for de velhavende borgere i Palermo syntes pludselig, at de skulle lade sig balsamere og indramme i deres eget hyldesæt. Herefter begyndte familierne at forlange, at deres forfædre skulle behandles med særlig omhu og få skiftet til festtøj ved særlige lejligheder. Altså en slags aristokratiske post-mortem påklædningsdukker. Traditionen fortsatte til starten af 1900-tallet, hvor en yndig 6-årig pige, navn …, blev balsameret efter alle kunstens regler. Her bliver det lidt spooky. Hun er så velbevaret, at det ser ud, som om hun blot ligger og sover under sit glaslåg.

Ved du, hvorfor det hedder en capuchino? Det gør det, fordi det ser ud som den grå hårtop med en skaldet plet i midten på en lille, gammel capuchinermunk, der stikker hovedet op af kaffekoppen.

Hvis man oven i købet har taget turen omkrig Palermo Katedralen på vej ned af bakken, har man fået nok af klerikal kultur, og så trænger man til det, som Palermo er blevet kåret som værende iblandt top 5 i: Street Food, som det hedder på hipster-lingo. Det betyder sådan set bare mad, der er forberedt i god tid på simpel vis, eller som ikke kræver stor forberedelse, og som derfor kan serveres uden den store ventetid. Det er fast food, men det har intet med det latterlige, ulækre, syntetiske og strengt taget giftige MacDonalds-koncept for non-food at gøre. Man behøver ikke at gå ind i en restaurant. auberginer, det er rejer og fyldte blæksprutter, oliven, tomater og mozarella, fyldte risboller, fritteret lammelever med citron, kickærte-fritter, indbagt tunfisk, artiskokker og pizza-agtig sag kaldet sfincione + en hel masse andet. Hvis man er søde sager, så findes der ikke bedre steder. Hvad med en canola, en sprød pandekage fyldt med frisk ricotta, honning og strøet med hakkede pistacier?

Er du til blæksprutter? Altså ikke panerede friturestegte bildæk, men en rigtig sæsonfrisk calamari fyldt med semouile, citron, persille, krydderier m.m.

Så også madkulturen vidner om, at 'alle har været der'. Araberne kom fx med pistacierne. Først var der de præantikke folk, som vi ikke ved nok om. Etruskerne, skyterne, kulturer fra Sortehavet, Lilleasien og Centralasien. Fønikerne var der. Så ankom grækerne, så araberne, så normannerne, så tyskerne fra det Hellige Romerske Rige, hohenstauferne. I mellemtiden havde franskmændene været der, en seriøst pestilens, hvilket førte til det navnkundige og blodige oprør kaldet Siciliansk Vesper. Umiddelbart herefter spanierne fra Aragon, og senere nogle østrigske slægter. Sicilien var et kongerige på et tidspunkt. Så kom italienerne omsider. Lad os ikke glemme, at der hele tiden boede sicilianere, der lærte at leve med skiftende herskere af mere eller mindre velgørende art. I I800-tallet blev de fremmede omsider smidt ud, og Italien blev en republik med selsstyrende provinser efter Garibaldi.

Ikke nok med, at Sicilien og dens indbyggere måtte døje med deres herskere. Jordskælv og vulkanudbrud har op gennem historien ramt hårdt. Flere byer på øen, den største ø i Middelhavet, har meget få intakte bygninger efter barokken, hvor der fandt et af de store jordskælv sted. Hele byen Messina fik tilføjet 3 meter ekstra ved samme lejlighed, så en af dens eneste velbevarede middelalderbygninger, Santissima Annunziata dei Catalani,meget byzantisk, står i en 3 meter dyb forsænkning, nærmest som Sfinxen i Giza. Det er næsten et Herculanum-agtigt sediment. Men det er altså det oprindelige gadeniveau, og hver eneste gang, man graver ud til en ny bygning, går det hele i stå, fordi et historisk lag dukker op indeholdende alle mulige værdifulde genstande.

Siciliansk Vesper

Et blodigt kapitel i øens historie. Jeg befandt mig her i påsken (2016), og i påsken 1282 brød der et oprør ud vendt med franskmændene og deres despotiske konge Charles I. I 1266 lod han Manfred, den foregående tyske regent, myrde. Hans og hans soldaters behandling havde vanrøgtet deres styre og brandskattede øboerne. Han havde ambitioner med Sicilien som et springbræt til et større Middelhavs-erobringstogt, hvor han ville helt til Byzans og omstyrte Palaiologos-dynastiet.

Det startede i Palermo. Bortset fra en liller franskdomineret landsby ved navn Sperlinga støttede snart hele Sicilien oprøret. Den udløsende event var ifølge en af de legendariske versioner en fransk sergeant, der lagde aggressivt an på en gift kvinde. Hendes mand stak ham derefter ned, og i det øjeblik kirkeklokkerne ringede ud efter Vesperen, var gaderne fulde af mænd, der råbte 'morana li Franchiski', død over franskmændene. I løbet af 6 uger blev der ombragt 3.000 franskmænd. Der findes flere versioner af historien, men de går alle ud på, at franskmændene forgreb sig på kvinderne. En bestemt skikkelse, Giovanni di Proada, regnes som hovedmanden i oprøret.

Efter de seks uger havde oprørerne kontrol over hele Sicilien, undtagen Messina. Men det blev snart fulgt op, og hele den franske flåde blev nedbrændt. Kong Charles udbryder klynkende: 'Min Gud, hvis vi skal gå ned, så lad det blive i små portioner ad gangen'. Exit Franchiski. Næsten da. Det stopper først i hele Italien, da Garibaldi og Victor Emanuel II smider bourbon'erne ud.

Videre til Catania. Den virker nærmest større end Palermo, men det er måske fordi man kan se, hvordan den kravler langt op af bjerget, altså vulkanen Etna. At den hører til for foden af Etna ses på alle de sorte byggesten, der er brugt som kæmpebrosten og som mursten på husene iblandet hvide sten. Meget flot og ganske særligt. Byens vartegn er en fjollet sort elefant i lavasten på en piedestal på domkirkepladsen. Der stikker oven i købet en obelisk op fra dyret. Man tænker: helstegt elefant på spid. Da grækerne fra Naxos koloniserede øen, foretog de etnisk udrensning hos de daværende 10.000 beboere og erstattede dem med grækere. Men forstår, hvordan grækerne blev romernes forbillede.

Mit mål er en overnatning hos Luis Martin – med catalanske rødder – i den lille by Nicolosi 14 km oppe af bjerget. Det var 600 meter over havet og ville danne en perfekt base for at cykle op til snekanten på mountain bike næste dag. Martin, som han foretrak at blive kaldt, er sammen med sin kone folkemusikere. Hun synger, han spiller på jødeharpe. Hans første spørgsmål, da han havde åbnet den tunge jernport for enden af jordvejen hen til huset, var: 'You have problem with dogs?' Det mente jeg ikke, jeg havde. 'Only one of the is like WOOF!' Hans engelsk var sparsomt. Til gengæld tilbød han at tale spansk eller fransk, det sidste oplevede jeg flere steder. Selvom de tog livet af franskmændede dengang, har de altså ikke noget imod at tale deres sprog. Der viste sig at være tre fuldvoksne hunde, 5 nuttede unger, tre katte, et ukendt antal ænder og høns, der som han sagde 'They like to sing at night'. Godt jeg bor på landet i forvejen.

Skuret i midten - en oase i en hundeflok

Etna, nærdødsoplevelse nr 2

Gæstehuset var ligeså overraskende: en ombygget container. Jeg synes, det var perfekt. Næste morgen afsted op af bjerget. Det bestod i en stigning på gennemsnitlig 12%, der varede fire timer. Herefter ved snegrænsen kunne man ikke komme videre andet end til fods eller med Funiviaen, hejsen, der førte op lige under toppen. Rimelig smadret fik jeg en times pause med pasta med auberginer og tomat (del Norma). Jeg måtte opgive at nå toppen på grund af et ondt snevejr, og da mit udstyr mildest talt ikke var i orden, og mine hænder hurtigt skreg på forfrysninger, så kunne jeg ikke komme hurtigt nok ned igen. Det tog til gengæld kun en halv time – jeg tør ikke tænke på topfarten, men det galt om ikke at give efter med de frosne fingre og slippe bremsen. Det ville have være selvmorderisk. Herefter i et varmt bad, et glas vodka og under dynen.

En halv time før snestorm

Fru Etna havde vist sig fra både sin milde og sine grumme side. Alle ved det: der er mikroklima omkring Etna, og vejret skifter hurtigt og til tider radikalt. Næste dag på vej med toget tværs gennem Sicilien, var der skyfrit hele dagen og udsigt helt op til toppen (Etna kan ses over halvdelen af øen i klart vejr).

Toget mellem Catania over Enna og til Palermo er helt nyt og moderne indrettet, meget uciciliansk kan man sige. Undervejs får man i højttalerne en del beskeder, men deriblandt en lidt besynderlig en, der minder én om, '..at personalet i toget statsansatte togofficielle, at man er forpligtet til at vise gyldig billet til dem, og hvis man nægter vil det være strafbart med fængselsstraf!' Det er første gang, man har hørt denne total-overkill besked om noget så selvfølgeligt, at man skal vise sin billet. Hvorfor denne tone – på forhånd? Det nye totalitær-Europa er også ankommet her. Også her kommer vi til at se det nye europæiske politi, der tales om nu efter det seneste års stribe af terror-events, og som Schengen-aftalen blot har været et trin i retning af, ligesom EU blot har været en USA-lignende superstat i støbeskeen – efter amerikansk model, for EU har aldrig været andet end en handelsordning for USA, hvilket sås tydeligere end nogensinde i forbindelse med den politisk-økonomiske krig mod Ukraine. EU gjorde simpelthen, hvad USA gav dem besked på. Og med EU menes ikke europæerne og samlede europæiske nationale politikere men kommisærernes, teknokraternes og atlanticisternes EU-krati, EU det neo-fascistiske projekt, centralbankmændenes store malkemaskine.

Gladio dengang og nu

Her begynder vi at kunne forstå den dystre sammenhæng, der er mellem terror og legitimeringen af det totalitære projekt. Efter Paris, København og Bruxelles havde man i forvejen hele pakker klar med totalitær lovgivning. Umiddelbart efter Paris 2 – Paris 1 var sømmet på brættet, Paris 2 var hovedet på sømmet – ankom inddragelsen af civile rettigheder på den måde, der kun kendetegner totalitære regimer. I mini-eventen havde man på forhånd færdige pakker klar med terrorlovgivning = mere kontrol = mindre civil frihed = masser af penge til politiet, så de kan fortsætte med ikke at gøre deres arbejde, men være standby til 'et nyt arbejde'.

De vil have penge for billedet - et af de få tilgængelige. No fucking way!

I samme skuffe: I italiensk fjernsyn bragte de et af de sandsynligvis enslydende klip af Bruxelles-affæren mage til medier i resten af Europa [link] med det sædvanlige gas og svindel om ensomme muslimske terrorister og ISIS. Ingen bemærker åbenbart det indlysende i, at både EU og NATO styres fra Bruxelles. Kleptokratiets og terrorkratiets hovedkvarter ligger her!

Italienerne burde rent faktisk have en reel mulighed for at gennemskue svindelnummeret. De har både oplevet fascismens folkeforførende tricks og post-WW2 mindst lige så beskidte Operation Gladio, hvor civile italienere blev massemyrdet på NATO's foranledning vha højrefascistiske terrorceller. Dette er ingen konspirationsteori men officiel historieskrivning, som var umulig at udradere fra historiebøgerne, da det italienske politi gik seriøst ind i sagerne som fx banegården i Bologna og kidnapningen og mordet på Aldo Moro. Problemet er selvfølgelig, at italienerne ligesom alle andre vesterlændinge, der har set for meget fjernsyn, labbet for meget mentalforstyrrende Hollywood i sig, haft den ene ustraffede politiske korruptionssag efter den anden, og nu sammen med Grækenland, Cypern, Spanien, Portugal og Island har oplevet et finansielt terrorangreb fra EU, ECB og IMF – og Goldman Sachs (Mario Draghi), at deres historiske hukommelse og evnen til at se mønstre er forsvundet. Bruxelles [dato] ER den Operation Gladio, der aldrig sluttede og blev reduceret til en eneståend historisk skamplet. Svineriet fortsatte og vil fortsætte, indtil det bliver hevet fuldstændig frem i lyset. Bare sig navnet Tyrkiet. Dengang fascistgrupper, nu jihaddist-grupper. [Se NATO – historien om en terrororganisation]. Dengang Italien, senere Bosnien, Tjetjenien, nu Libyen, Ukraine og Syrien. NATO og opdragsgiver Pentagon all-fucking-over!

SOVENDE VERDEN, VÅGN OP! SNART ER DET FOR SENT.

Tilbage i Palermo og straks videre til lufthavnen og sølle 5 km med taxa til et fake-luxuøst lortehotel til en 4x overpris. Alt på Sicilien er halv pris, bortset fra enhver taxatur til og fra en lufthavn. En anden gang bliver turen p.å scooter lejet direkte i lufthavnen - med udstyret i orden og lidt senere henne på foråret eller tidligt i efteråret – påsken 2016 var den tidligst mulige. Og en 125 kbm Vespa har altså en topfart på 100 km/t – uden at man skal have motorcykelkørekort. 100 km er halvvejs på langs af Sicilien. Inden man vover sig op på en scooter her, skal dog sørge for at have læst og forstået trafikken og landskabet. I byerne køres der anderledes, end vi er vant til. Der køres ikke råddent! Der køres latino-sikkert og -flexibelt. Man ser hinanden i øjnene i stedet for at holde på sin ret. Alt glider i et ustresset tempo, men regler er til for at blive bøjet, især på Sicilien. Når man som fodgænger går over en trafikeret vej, finder man et passende hul, og så går man. Man kan derefter være forvisset om, at der bliver holdt tilbage.

Turen hjem gik som planlagt efter skemaet og uden forsinkelser og reschedules. Det var nærmest skuffende, efter en uge, hvor hver dag havde budt på uforudsigelige udfordringer. Det var så kedeligt, at det lykkedes mig at falde i søvn mellem Rom og Düsseldorf. Det kan også skyldes 4 timers dårlig søvn med en maskine, der konstant stoppede og startede udenfor hotelvinduet.

Lufthavne, transit, check-in-køer, toldfri megakonsum, sandwichs til overpris er røvsygt. Så hellere en nødlanding i en mafia-lufthavn – det ved man da, hvad er. Husk altid en god papirbog til at synke ned i på turen. Og sæt den i flight-mode.