Hvor blev metafysikken af?

af morton_h, the blogger

Hvad er metafysik, og hvorfor omtales det som noget hedengangent med en afsmag af overtro og som et emne for hovedrysten?

Hverken i videnskab eller filosofi har man i dag lov til at tale om metafysik.
Er der en grund til det?

Aristoteles

Ta meta ta physica

Aristoteles' meta-fysik, hvilket betyder: De væsener (Ta: Det), der kommer efter den naturlige verden – ikke før eller over men efter.

Hvad vil det sige at komme efter? Det skyldes, at en 1500-tals filosof fra Kroatien, Andronicus af Rhodos gik og ryddede op i sit bibliotek og opfandt en ny label. Denne filosof fra det 1. århundrede, bibliotekar i biblioteket i Alexandria var en af hovedredaktørerne af Aristoteles' opus. Det skyldtes blot, at han besluttede sig til at kalde de Pragmatica, der betyder bøger, der stodefter bøger om den fysiske verden, dvs. bla Aristoteles' 14traktater verden var efter-naturlige, meta-fysiske. Og derfor kender vi dem under det navn, selvom Aristoteles ikke selv brugte ordet.

Det viser, hvor dårligt funderet videnskab kan være. Man skulle tro, at akademia og professorer baserer deres viden på et fast grundlag, men her viser det sig, atet af de mest anvendte begreber i filosofien fundereret på brødkrummer af information, som den kroatiske filosof Branco Malic formulerer det.

Hvordan ved vi overhovedet noget om denne Andronicus? Det stammer fra neo-platonikeren Porfirius, elev og biografist for Plotin, der nævner dette i én eneste linie, hvor hans siger: Andronicus samlede Aristoteles' og Theofrastus' værker i traktater og opdelte dettemateriale på samme sted. Citat slut og det er, hvad vi ved overhovedet om denne skikkelse, der tilskrives den første autoritative udgave af Aristoteles. En videnskab, der som en Kolos fra Rhodosstår på lerfødder med yderst tyndbenede præmisser!

Aristoteles bruger aldrigordet metafysik i det værk, som Andronicus kalder for hans Metafysik. Han taler enten om Proto Philosophia, den første filosofi, Sophia, visdom, eller Theologia, læren om Theos, Gud/guderne eller Universet og dets energier. Han hævder aldrig på noget tidspunkt, at han kommer op med en ny videnskab, han samler blot det, man vidste og giver det en klar form. Hele opus'et, de 14 traktater, er afsøgningen, eftersøgningen eller udsøgningen af muligheder for en metode, der kunne blive til en videnskab. Aristoteles fastslår aldrig, hvad det metafysiske er. Alligevel blev denne bog, disse 14 traktater, så vigtige og fik så stor indflydelse for eftertiden, at de stort set har bygget en hel civilisation.

En vigtig ting er altså at forstå er, at Aristoteles aldrig anså sig selv som skaberen af et originalt tankesæt, men som samleren og eksponenten af alt eksisterende i sin tid. Allerhøjest som genopdageren af noget ifølge det græske koncept om cyklisk tid, noget der forsvinder og genopstår. Det samme gælder i for Platon, og man kan ikke forstå Aristoteles helt uden Platon.

Wikipedia viser sig for, hvad den er: en dårlig kilde til information, da den flot og uimodsagt hævder, at Aristoteles'(384-322)Metafysik er den første kilde til viden om dette emne. Det er den bestemtikke, for det var Thales af Milet (appr. 624-546) næsten 300 år før. ALLE græske filosoffer med undtagelse af kynikere og skeptikere var metafysikere. Og lad os herefter bruge ordet, siden det sidder som et prædikat.Metafysikomhandler Archae, det gamle, oprindelsen, det der var først. I begyndelsen var metafysikken. Archae er det første metafysiske hovedfelt. Metafysik er altså hverken en opfindelse gjort af Aristoteles eller en gren indenfor filosofi. Hvad han gjorde var, at lægge grundlaget for videnskab, som vi senere kender det altså felter, der skulle opdyrkes, for at videnskaberne senere kunne opstå. Redskabet er metodisk undersøgelse, Episteme.Metafysik er derfor ikke en gren af hverken filosofi eller videnskab. Metafysiker grundlaget for begge disse.

Det andet metafysiske hovedfelt er Væren qua Væren, væren som væren. Det kaldes i dag for Ontologi, Læren om Væren.

I moderne filosofi har man ikke lov til at tale seriøst om Metafysik, for så bliver man latterliggjort eller skudt i sænk, men man kan godt tale om Væren. Filosofi er i dag blevet smidt ud af Akademia og erstattet med sprogfilosofi, der regner det, Aristoteles tog alvorligt, for illusorisk. Også filosofien er blevet invaderet af nysprog på et højere intellektuelt plan (Wittgenstein, Chomsky, ..). Filosofiske problemer er blevet til linkvistiske problemer. Vi skaber verden med vores sprog, for Verdener der ikke i sig selv, den er en projektion, en illusion.

Man kunne også være så fræk at hævde, at Kabbalismensmagiske sprog har invaderet filosofien og bor der som en parasit. Der findes stort set ingen betydningsfulde jødiske filosoffer, men til gengæld er kabbalisterne kommet ind fra sidelinien. Mysteriet er punkteret med en sækulariseret sprogfilosofi, hvor det hele blot er et spørgsmål om ord/sprog. Hegel var i realiteten en kabbalist, og han danner det filosofiske grundlag for Marx's økonomiske filosofi, den marxistiske dialektik og hvad vi kunne kalde for politisk behavourisme. Metoden med at forføre menneskemassermed problem-reaktion-løsning er Hegels dialektik med tese-anitese-syntese.

Problemet med sprogfilosofien er, at den hægter os af fra vores fortid. Mange af de ord, vi bruger i dag, har dybe metafysiske meninger, og de går nu tabt i illusionsboblen. Det kabbalistiske projekt er: NIHIL. Det er nihilisme. Mennesket skal glemme sin fortid og sin historie, og vor tid er blevet et glemselsprojekt.

Et af de metafysiske ord er hierarki. Det blev undfanget af Pseudo-Dionysius Aeropagita, en anonym kristen filosof. Hierarchiabetyder helligdommens kilde, hvilket er transcendent og ikke et hverdagsord, der betegner en militær opbygning eller et administrativt system i pyramideform.

Aristoteles' metafysik har skabt den kristne, religiøse og filosofiske tradition, og til dels også Islam, og for at forstå ham, må vi ophøre med at tage ting for givet men regne med, at også han tager ting for givet. En dobbelt hurdle.

Aristoteles har en ontologi indbygget i sin metafysk. Han har en videnskab om væren som væren i bøgerne Gamma, Epsilon og Kapha. Selv i jødedom findes der et sådan udsagn: Jeg er den, Jeg er. Helt over til Vedisk filosofi findes der en ontologi, Sat-Chit-Ananda, Væren-Visdom-Kærlighed, det der hos Paulus bliver forvrænget til Tro-Håb-Kærlighed, for nu kan man ikke vide længere, man skal tro, og man kan ikke være længere, man kan håbe på en væren bagefter i et evigt liv, siden dette liv var en gang usselt slaveri i lidelse. Paulus alias Josephus Flavius har selvfølgelig kendt til disse filosofiske skoler, men han var, som læsere af Paradigmet er bekendt med, hyret til at føre politik og designe ideologi for Roms kejsere.

Aristoteles siger i starten af kapitlet i sin Metafysik kaldet Gamma, at Der findes en videnskab, der omhandler Væren som Væren og det, der oprindeligt tilhører Væren i sig selv. Det er ikke en speciel videnskab som fx matematik. Med Væren menes altså ikke ikke et eller andet levende væsen, vi møder i vores hverdag, men Universel Væren, en fælles kilde, et samlende koncept for eller bag bevidsthed, liv, skabelse, det vediske Sat. I dag tillades der ikke at tale om Væren i sig selv, da det kun må være noget, vi kaotisk og tilfældigt uddrager fra vores erfaring, noget sekundært, et produkt. Vi konstruerer Væren (konstruktivisme).

Denne moderne tanke startede med Kant, der kaldte Væren en analytisk apriorisk dom (apriorisk: på forhånd givet). Prædikatet bliver lig med af subjektet, 1=1, Jeg er Mig, altså tautologi. Det er sandt, men det har intet indhold eller virkelighed og er derfor overflødigt. Det fører frem til Wittgenstein, der forsøger at bevise, at det hele blot er koncepter, måder vi opfatter og taler om verden på grundet misbrug af sprog. Jeg taler om det, ergo findes det.

Hos Aristoteles er en sådan projiceret og afmonteret virkelighed utænkelig, for Der findes en viden om Væren som Væren og det, der oprindeligt tilhører Væren i sig selv. Her tales der ikke om opfattelse / koncept, her tales der om virkelighed. Virkelighed og Væren et ikke et stykke manipulerbart, kabbalistisk legetøj. Det er virkeligt i Naturen, i tænkningen, i sproget og i hverdagens liv. Aristoteles' relevans for mennesker i dag er, at de fleste mennesker intuitivt tænker på denne måde, hvorimod nutidens videnskab, filosofi, ideologi og teologi IKKE deler denne intuition om den virkelige verden men tænker konstruktivistisk i, hvordan den/de kan bemægtige sig, okkupere og manipulere al Væren og konstant forsøger at aflære os vores intuition.

Aristoteles har i modsætning til filosofister i dag tillid til menneskets intuition, og at de aldrig gik helt galt af sandheden.

Aristoteles definerer de særlige videnskaber som afskårne virkeligheder. Videnskaben med stort V, som han eftersøger er ingen af disse. Interessant. Han hvade tilsyneladende en fornemmelse af, at der fandtes en Videnskab større end videnskaberne allerede inden, de var skabt. En tabt eller glemt Videnskab, som han eftersøgte. Han regnede fx ikke den matematik, som i dag har taget patent på kosmologi og opfundet noget så herligt som The Big Bang for noget særligt. Han havde en fornemmelse af, at en svunden kultur havde adgang til en sådan Videnskab med Stort V. Det virker på sin vis, som om Antikken kendte Præ-Antikken med en fornemmelse af, at der var noget, der manglede, topstykket på pyramiden, hierarchia.

Se: Atlantis … link

Matematik ligger i senere klassisk tænkning lavest i Quadrivium, den er en redskabs-videnskab med geometri som math+rum, musik er math+tid og astronomi er math+rum+tid. Fundamentet, tænkningens metodik er Trivium, grammatik > logik > retorik. Øverst og først ligger filosofien og hos Aristoteles er forudsætningen for den Metafysik = den oprindelige, teologi, væren som væren (ren væren, Sat), visdom (ren intiutiv viden, Chit).

Videnskaberne udskiller et område af Væren som Væren og forlader derved metafysikken, hvis emne er Væren som Væren. Matematik håndterer Væren som tal, hvilket aldrig kan forklare Væren. En matematiker i dag vil måske sige, Jamen vi skylder da ingen forklaring. Og til svar må komme: Er I så ikke så venlige at lade være med at lade som om, at det er det I gør. Eksempelvis i astrofysk og kosmologi, hvor der fra Newton og frem til vort århundrede, hvor der startede og fuldførtes et kup, så det nu er matematikerne, der dikterer, hvordan Universet ser skruet sammen. Problem, Stort Problem, for matematikere er vældig gode til at opstille abstrakte modeller, mens eksperimentel fysik og anvendt fysik anses som lavpandet. De har skabt, eller fået lov til at skabe en teknokratisk ny-religion, der er lige så trosbaseret som katolsk skolastik i middelalderen. Igen nævner vi Big Bang, en slatten teori ophøjet til dogme.

Fysik hos Aristoteles, Physica, handler om kinetik, væsener i bevægelser. Hvor Metafysik er den første filosofi, er Physica den anden filosofi. Verden er en samling af bevægelser, Kinesis, og processer. Ganske i tråd den grundlæggende græske tanke om at Alting flyder. Væren er nu form og stof, hvilket gør dem ikke-uendelige, endelige. Væsener, der er uendelige, består ikke af stof. Erkendelse/viden kommer til os fra sanserne, men det betyder ikke, som en nutidig videnskabsmand ville hævde, at det ikke-stoflige ikke kan erkendes. Faktisk modsiger de sig selv, for deres matematiske sofisterier er én stor abstrakt, ikke stoflig, mental øvelse.

Vi er bundet af de fem sanser, men vores erkendelse er ikke, får ikke-sanselige virkeligheder og væsener kan manifestere sig sanseligt uden i sig selv at være sanselige. Man har i dag svært ved at håndtere dette. I Astrofysikken ævler man om dark matter og dark energy. Altså ikke-sanseligt stof (noget ævl, da det ikke er stof) og ikke-sanselig energi, der åbenbart virker på det sanselige. Man har fabrikeret ny-ord for at reparere det vakuum, der er opstået ved afskaffelsen af Metafysikken i Oplysningstiden. Teologien er blevet lige så amputeren, for den har afskaffet den sanselige virkelighed og hengivet sig til teologiske spidsfindigheder eller føleri. Vi har en torso uden hoved og et hoved uden krop. På denne måde har Oplysningstiden bragt os i en retning, hvor den samlede viden er utilgængelig.

Astrofysikken nærmer sig Aristoteles igen. De er ikke meget for at indrømme det. Årsagerne til de materielle ting er ikke-materielle. Synlige ting har deres oprindelse i usynlige. Allerede atomet er et sådant koncept, og der er ikke indtil videre taget et snapshot af atomet. Måske findes det ikke, hvem ved. Men modeller er der masser af. Aristoteles siger, at de ting, der er sidst for os selv, er først i sig selv. De ting, der er først for os, er sidst i sig selv. Har vi hørt det senere: De første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første. Og nej, det handler ikke om, at de retfærdige skal komme i Himlen, det er Aristoteles' indflydelse på teologien. Det betyder, at de første er mere virkelige end de sidste. Sanselige ting synes at være de første, de er de sidste. Tænkning kan udvikles eller som Aristoteles siger, aktualiseres, virkeliggøres ved optræning, hvorved vi kan fatte den første virkelighed.

Altså metafysik er vores måde at erkende Væren som Væren på. Det bevæger sig baglæns. Først sanser vi det sidste, dernæst erkender vi med tanken det første. Hvorved det første skal blive det sidste, og det sidste skal blive det første. Det ene betegner skabelsen, det andet betegner vores erkendelse af det skabte som udspringende af Væren som Væren.

Den ikke-sanselige virkelighed er en causal virkelighed, det er her årsagerne findes. Der er formelle årsager, endelige årsager, materielle årsager og effektive årsager. Denne opdelig skyldes hans metodik med at spørge. Eksempel de endelige årsager er afskaffet i moderne videnskab af samme grund, som at metafysik er afskaffet. Aristoteles 'spørger baglæns': hvad skaber det? Hvorfor er det skabt? Men hvad skaber så det? Indtil man ikke kan spørge mere. Det er sådan, børn spørger, hvorved de driver de voksne til vanvid, så de stopper de små mini-filosoffer. 

Den gamle har noget at sige til de helt unge

For Aristoteles er alt individuelt på sin vis. Alt har sin særlige substans, alt er unikt. Det skyldes at viden og erkendelse ikke er rent sanselig, hans Univers er ikke en maskine. I dag er det kun det sansede, der tæller, vi er grundlæggende positivister og relativister. Resultatet af det er materialisme, industrialisme, copy-paste-isme, massekultur, massekontrol, massemedier og massebedrag, nihilisme, corporatisme, ... Vi er ikke individualister, som der altid hævdes, vi er kopister i det store simulakrum, der alle æder hos McDonalds, alle drikker Coca Cola og shopper i 7/11 på hvert gadehjørne i hele verden, mens vi hører den samme popmusik, går i det samme tøj, glor på den samme slags TV-programmer med de samme forlorne nyheder, som man gør i USA. Og hvad værre er, vi har ikke engang en bevidsthed, for den er blot ifølge videnskaben et biprodukt af kemiske og elektroniske processer skabt i en kødmaskine kaldet hjernen. Noget så ikke-sanseligt som bevidsthed er vores substans, og alligevel findes den ikke i sig selv. Bevidsthed er et STORT problom for videnskab og filosofi – i dag, ikke for Aristoteles.

Vi lever i en bevidstløshedens kultur, hvor fundamentet for sandhed, dialog, visdom, retfærdighed, hukommelse/historie – alt det, der kendetegner et rigtigt menneske er udhulet til en nihilistisk dødssejler af ubevidsthed.

Metafysik er ikke det samme som common sense. Det er en logisk fejlslutning. Fordi mange mener noget, må det være sandt, er lige så forkert som Fordi få mener noget, må det være sandt. Opsummeret af Dirty Harry/Clint Eastwood, der udover Make my day, punk, siger Well, opinions are like assholes, everybody has one. At forståelse af årsag kræver træning og tænkning betyder dog ikke nødvendigvis, at det er elitært. Alle, der kvalificerer sig til viden og kontemplerer på den rette måde, kan opnå den.

Væren med stort V hos Aristoteles er generel. Dvs. det genereralt andet. Alle videnskaber er nødt til at foretage undersøgelser i de fire årsager: formelle, endelige, materielle og effektive. Forskellige videnskaber har forskellige Genera, og kræver forskellige grader af præcision, dvs. de er enten teoretisk-abstrakte, praktiske eller poetiske. Matematik er en abstrakt og ikke materiel videnskab, abstrakt for tal er abstraktioner, ikke-materiel ikke som metafysik, men abstrakt som skabt af mennesker. Her bliver han muligvis uenig med Pythagoras, der mener, at tallene er Universets/Naturens kode og lovmæssigheder formuleret som tal. Muligvis ikke, da Pythagoras blot specialiserede sig i tallenes, formernes og svingningernes/frekvensernes verden iflg hans egyptiske lærermestre. Etik er ikke abstrakt med et sted mellem praktisk og poetisk. Hvis én videnskab forsøger at gå ind på et andet videnskabeligt område med sine egne metoder, ville Aristoteles sige, at den mangler de rigtige genera. Som når matematikere kupper astrofysikken, kemikere kupper lægevidenskaben, eller finansialister kupper klimavidenskaben.

Ligeså videnskabsfolk, der arrogant påstår, at de er filosoffer, fx Richard Dawkins mangler totalt styr på genera. De går uden at blinke ind med deres matematiske kaluler og reduktionisme og mener, de kan beregne Gud og hævde, at teologi er meningsløs. De mener, at de kan definere det absolute fuldstændig ahistorisk vha afstumpet statistik, og de lader bevidst eller reelt hjernedødt som om der ikke fandtes civilisation og tænkning før dem. De tillader oven i købet at kalde deres ikke-tænkning for tænkning. Afstumpede materialister, positivister og nihilister invaderer teologien og metafysikken og vader rundt på udebane som elefanter i et drivhus, og der er hverken glas eller gevækster tilbage, når de er færdige. De forstod intet før, de forstod intet undervejs, og de forstår endnu mindre bagefter. Som en intellektuel krigshandling har de jævnet et delikat felt med jorden og hævder derefter, at det aldrig fandtes. 

En videnskapist

For Aristoteles har alle videnskaber form. Vi tænker i dag form som tom formalisme, et typisk marxistisk begreb, hvor meningen er gået tabt og siger mere om, hvordan disse er skruet sammen i deres hoved. Form er formende, dannende, skabende. Ordet formalitet i dag betyder ligegyldig, overfladisk, hvor formelhos Aristoteles er en nødvendig forudsætning for at forstå noget indenfor et videnskabeligt felt. Form er Energia, aktualiseringen af noget, Væren transcenderer form, det kommer før.

Lad os rekapitulere. Væren som Væren er en forståelig virkelighed. For Aristoteles er Væren ikke blot et Mysterium men muligt at vide noget om. Heidegger, det 20. århundredes største ontolog (Væren og Tid), vil på sin vis være enig, selvom hans elev Wittgenstein vil benægte det via sine sprog-filo-sofisterier. De engelske begreber it matters eller it doesn't matterskal forstås aristotelisk: det bliver til stof = sanselig virkelighed, eller ej. Væren aktualiseres og manifesteres fra ikke-sanseligt til sanseligt. Hvad siger kristendommen om det? Og Ordet blev kød … Logos blev til Stof.

Det kan ikke benægtes eller undslippes: Det Første hos Aristoteles er den Ubevægelige Bevæger. Videnskabernes fader var teolog i ordets ikke-katolske betydning og han havde ikke en opfattelse som Gud som en person. Han var bestemt ikke mystiker, men hans verdensbillede omfatter alligevel det, vi i dag ville betegne som det mystiske. Men det er jo kun mystisk, fordi det er blevet udelukket fra videnskab og virkelighed. Han derimod ser ingen modsætning, for denne modsætning er ankommet senere. Det samme gælder kirkefædrene før øst-vest-skismaet og også arabiske tænkere.

For Aristoteles er tingenes essens noget, vi opdager, ikke noget vi opfinder. Naturen er vores lærermester, ikke vores underkuede slave eller tilfangentagne bytte. Hele begrebet Natur-Videnskab er blevet til non-sense. Det burde hedde Abstrakt-Videnskab, for Naturen er helt skrevet ud af stykket. Moderne videnskab er ikke videnskab overhovedet, men teknologi og har fuldstændig opgivet ideen om Undersøgelsen af Væren. Hvad der før var Visdom er nu blot teknikaliteter. Moral/Etik er blevet udskilt/adskilt, og der er ikke længere et indbygget kompas i videnskaben, der kan fortælle os, hvad der er godt eller skidt. Det gør videnskaben ekstremt sårbar overfor politisering, og hele kuppet af klimavidenskaben til et kommercielt-parasittisk skyldkompleks er et af de mest tydelige eksempler i nyere tid.

Når Aristoteles taler om Theoria, så mener han noget ganske andet end det udvandede begreb teori. Han mener kontemplation. Det er langt mere i tråd med vedisk videnskab, hvor bevidsthed ikke er blevet landsforvist fra universel virkelighed, og hvor subjekt-objekt-relationer ikke endnu er blevet et imperialt projekt for underkastelse (sub-jacio = under-kastelse). Vi kan sammen kon-temple-re, altså gå i dialog med (i et tempel) end en højere virkelighed, der (i templet) giver os svar og modspil, som vi kan spørge videre om. Ved nøje at betragte som heretes kan vi få direkte adgang til tingenes essens, osia, deres enhed, deres unikke karakter. Eller personlighed, hvis man fører det ind i kristendommen. Gud er fx personlig, altomfattende og unik på samme tid.

Der er karakteristika ved en person, der er essentielle, unikke og ting, der er tilfældige. At vi er dem, vi er som personer er unikke, at vi er blevet solbrændte eller stukket af en myg er tilfældigt, ikke-essentielt. Selve ordet es-sentiel betyder ikke-sanseligt. Vi sanser som første led i en forståelse ikke-sanselige, hvorefter vi kontemplerer det. Herefter kan vi forstå årsager og virkeligheden bag det sansede, det essentielle, det der eksisterede før os og vil være der efter os.

Universet er en bevægelse sat i gang af en ubevægelig bevæger, en årsag med et formål, elsket af alt de bevægede, det skabte, ren form, ren energi og ren intelligens, det kristendommen kalder Gud, men som hos Aristoteles ikke er en person som hos de kristne. Der findes også mindre ubevægelige bevægere en den Ene, og det er den kraft, der bevæger sfærerne, dvs. galakserne og stjernerne. Altsammen indpasset i kristendommen frem til Thomas Aquinus.

Logik er udeladelse af selvmodsigelse. To andre principper er udelukkelse af identitet og udelukkelse af den tredje term. Aristoteles siger, at der er ting, der ikke kan bevises, fordi de er indlysende. Her ville en moderne videnskabsmand blive helt rundt på gulvet, fnyse af forargelse og vende hovedet bort. Hvilket måske er klogere end at forsøge at argumentere for at bevise det. Det kaldes sofisteri. Sofisteri blev i antikkens Hellas udøvet af jurister og retorikere, hvilket var det amme, folk der prøvede at lære unge mænd at vinde alle diskussioner for enhver pris. Platon gik via sin skikkelse Sokrates i rette med dem i sine afhandlinger. En af disse sofister var Protagoras, der kunne bevæge sig ud i selvmodsigelser og hævde at noget både eksisterede og ikke eksisterede, at mennesket var målestokken for alt, og at denne verden kun bestod af sanselige ting. Det er moderne videnskab, der med al sin sofistikerethedhævde netop dette og derved bliver til falsk filosofi, videnskapisme.

Jurister og retorikere overtager dagsordenen og afstumper samfundet, fordi det passer i deres kram. Hvor har vi lige oplevet det samme i vor tid? Det var simpelthen verdenshistoriens første DJØF'icering af samfundet!

Sandhed kan ikke sanses, sandhed kan fattes gennem tænkning og kontemplation og kun gennem det som ER i sig selv, Væren som Væren, det der ikke modsiger sig selv, Logos. I begyndelse var Logos, som de kristne ville kalde Ordet. Når Gurdjieff kalder en bog for Livet er kun virkeligt, når Jeg Er, så udtrykker han denne tanke fra Aristoteles. Og fra den antikke og før-antikke forståelse af Universet, som Aristoteles blot er så præcis med at formulere. Heidegger ville kalde det Das Dasein, tilstedeværenhed, fornemmelsen af tingenes indre helligdom. Det er indiskutabelt, indlysende og kan ikke bevises. Alle skolastiske Gudsbeviser i Kristendommen er sofisterier. Sindet er det tættetste, vi kommer på ren Væren.

Hos Aristoteles er virkning ikke adskilt fra årsag. I moderne videnskab er alt tilfældigt som et hjernedødt billiardspil, hvor en bold rammer en bold, der rammer en anden bold, osv. One incident led to another, som der står i tåbelige engelske historiebøger, hvor man ønsker at lade folk forstå, at 1. Verdenskrig ikke var intentionel, og at det ikke var britiske oligarker og mammonister, der havde brygget den sammen.

Når en udvikling foregår, findes årsagen stadig inde i udviklingen. Det er en fortsættelse, et kontinuum. Relation, relativitet er den svageste af alle sammenhænge hos Aristoteles, for den er ikke selv-tilstrækkelig, kontinuerlig. Einsteins relativitetsteori er en svag teori. Relativisme er filosofisk svagpisseri, for det er blot nihilisme. Det hævdes, at alt er lige gyldigt, og at der ingen virkelighed eller første årsag findes. Alt er fænomener, relateret til subjekt. Men da der savnes fast grund og sikkerhed, gøres stof, det sanselige, til den faste grund. Dette ligger i posthumanismens tro på at nano-robotter vil overtage verden og den menneskelige intelligens – som jo ikke findes, da intelligens et afskaffet. Materien har erstattet intelligens. En diabolsk intelligens.

Intelligens er ånd. Vi talte om åndfuldhed på gammeldags, noget en moderne intellektuel sofist, en kulturmarxist ville snerpe over at sige. Sikke noget sludder, ånd findes ikke længere, det er politiske ukorrekt. Man kunne også vælge at sige pænt tak til Ray Kurtzweill og hans singularitet, for så bliver sofisteriets grad af sindssyge fuldstændig tydeligt. Hvis man hopper på den, er man i frit fald.

Metafysik er tænkning. Det er ikke en new-age-style sandheds-vibration. Kvantemekanik er ikke metafysik. Metafysik kræver bevidsthed, intelligens, og kvantemekanik er, som ordet selv indrømmer, blog mekanik. Metafysik er ikke at forsvinde i et sort hul, metafysk ser over, opad. Aristoteles sagde, at Visdom, Sophia, kom til verden, da mennesker begyndte at se opad, at undre sig, at se Underet. 

Her er vi tilbage til vores hverdag. Metafysik er ikke fjernt herfra, det er hele tiden, altid, overalt i stort og småt, i det sansede før det ikke sansede, det essensielle. Vi tænker metafysisk uden at være klar over det. Formålet med filosofi er, at vi bliver klar over det.

∞

Ekstremisten og andre essays

af morton_h, the blogger

Ekstremisten

Hvis nogen i et opløftet eller passioneret øjeblik skulle vove at løfte fingeren og adressere rod-problemerne i den verden, vi lever i, vil vedkommende omgående blive kaldt en ekstremist, en person der går til yderligheder.

Dette er et ekstremtparadoks. Personen, der løfter fingeren, adresser et samfund, et system, en virkelighed, der i ekstrem grad har fordummet, forgiftet, forløjet, forført, forulempet og fordærvet sine samfundne, bliver kaldt alt det, som systemet har udsat vedkommende for. 

Det er nu potentielt kriminelt at påpege kriminalitet udover lommetyvs-niveau.

Det er nu potentielt amoralsk at adressere amoral og dobbeltmoral.

Det er nu en potentiel terrorhandling at anholde regeringer, institutioner og organisationer, der udvikler og profitterer af terror mod egne og fremmede borgere.

Det er nu potentielt sundhedsskadeligt ikke at underkaste sig sygdomsindustriens(medicinalindustri + sundhedsstyrelser + lægevidenskab + sygehusvirksomhed + sundhedspolitik) produkter, kampagner, tiltag og forordninger.

Det er nu potentielt patologisk ikke at anerkende det patologiske prædikat, der er sat på dig, eller som du forventes at sætte på andre.

Det er nu potentielt samfundsskadeligt ikke at bifalde lalleglad, bajer-bøvet og hooligan-hellig deltagelse i plyndringstogter, folkemord, overfald, sønderbombninger og overfald på nationer-befolkninger-regeringer.

Det er nu potentielt ekstremistisk ikke at have det godt med ekstremisme.

Det regnes derimod for samfundsbevarende at dyrke ekstreme sager som:

• at se fjernsyn og læse aviser og tage deres udsagn for pålydende
• at afgive sin stemme til valg og afgive beføjelser til idioter, der lover guld og grønne skove men gør det modsatte af, hvad de lovede, og dernæst regne med, at du får indflydelse på væsentlige emner. Dette har afgørende konsekvenser for dig, dine børn og dine børne-børn ...
• at betale sin skat uden at vide, at krigskat i fredstid er ulovlig og at ingen multinational virksomhed betaler skat
• at acceptere gæld til sin bank uden at vide, at det er din bank, der skylder dig penge og ikke omvendt
• at passivt og helst applauderende godkende, ja helst hylde og forherlige ødelæggelsen af diverse nationer, samfund, regeringer, lande – fordi amerikanerne, briterne, israelerne, saudierne, tyrkerne og franskmændene siger, at det er politisk korrekt ifølge deres syn på verden og menneskeheden og deres selvopfattende storhed
• at se passivt og endog bifaldende til, mens en minister forærer en stor dansk virksomhed til et af verdens førende finansielle forbrydersyndikater samtidig med at folketinget vedtager en offentlighedslov, hvor du ikke længere har indsigt i beslutningsprocessen.

Du vil blive betegnet som radikaliseret, hvis du udtaler dig om roden (radix: rod) til ondskab.
Du vil få at vide, at det er hadefuld tale at give udtryk for vrede, som ethvert hæderligt menneske udstyret med samvittighed bliver nødt til at udtrykke i mødet med denne ondskab.
Du vil få prædikatet politisk ukorrekt, hvis du tillader dig at give udtryk for noget, der strider imod det nye globale kommissærvældes standarder for korrekthed.
Du vil blive udråbt som farlig for samfundet, hvis kommissærvældets lakajer - det må være på tide de tyndslidte marxist-floskler vender tilbage til dem, der sled dem tynde - finder, at dine interesser strider mod dem og deres neo-feudalherrers ditto.

Så meget desto mere grund til ikke at lægge fingrene imellem! 
Hvis kommissariatet mener, at de er nødt til at sætte hele det tumpe-tunge totalitære skyts ind overfor enhver anfægtelse, så er de på det, der på godt dansk hedder: skideren. 

Lad os endelig gå til yderligheder. 

 

Et samfund der fungerer

Der er noget, der tyder på, at bysamfund på over 500.000 mennesker ikke fungerer. Tallet kan diskuteres, men et faktum er, at samfund, det være sig byer, bebyggelser, beboede landskaber, fællesskaber, der vokser sig meget store, altid får problemer der synes uløselige, evigt tilbagevendende, og som accelererer, medmindre der konstant og massivt sættes alle mulige kompensatoriske programmer og styresystemer i værk. Det er derfor storbyer og metropoler altid generer en bærme af socialt katastrofale, dysfunktionelle, forarmede, kriminelle og trøstesløse kvarterer og sociale lag. Det er derfor, at storbymagneten er falsk varebetegnelse, når den lokker 1000-vis og atter 1000-vis af tilflyttere til med løftet om det fede liv, de fede relationer, den fede gang-i-den og den fede fortjeneste. Det gælder egentlig kun for det fåtal, der trives i parasittens mave på de manges bekostning. 

Den altædende Metropol

Et absolutistisk og trøstesløst udsagn, men ikke desto mindre med en virkelighed bag sig. Husk i øvrigt at gradbøje den slags udsagn.

Det samme synes at være tilfældet med kreative virksomheder. Her går grænsen ved syv personer. Alt over syv – tallet kan igen diskuteres - betyder, at teamet ikke længere fungerer som en organisme, der generer den dynamik, der kendetegner en kreativ virksomhed. I større virksomheder skal der iværksættes alle mulige og umulige management-procedurer, der kompenserer for tabet af kreativt flow og givende samarbejde. Industriel storproduktion, javist, men skabende virksomhed er ikke længere tilstede. Det er derfor, man hele tiden ser små kreative virksomheder blive opkøbt, spist, fordøjet og skidt ud igen i det korporatiske kannibal-orgie.

Samfund opskaleret til politiske styreformer synes at have en øvre grænse, hvor de begynder at udvise tegn på forfald. Imperiet er over grænsen. Alle styreformer kan i princippet fungere. Socialisme, kapitalisme, demokrati, monarki, anarki, diktatur. Alle kan fungere i et eller andet omfang, men størrelsen af de samfund, hvor det skulle fungere, vil modarbejde det og bringe systemet til fald.

Et tankeeksperiment om styreformer

Lad mig vove den påstand, som de fleste vil automat-reagere på pga indpiskede vaner og obligatoriske holdninger, men hold alligevel fast et øjeblik: selv nationalsocialismen ville have fungeret udmærket, hvis ikke Tyskland havde rodet sig ud i en storkrig mod primært Sovjet. Husk, at de aldrig ønskede krig med England og Frankrig, og at USA som i 1. Verdenskrig intet egentlig mellemværende havde med dem. Men krigen var planlagt og ønsket af styregrupperne hos de allierede, altså inklusive Sovjet, der var den egentlige aggressor. En meget lang historie i sig selv at få afdækket, da der er skrevet så meget selvforherligende pynten-på-vendenshistorien om det emne.

Men foretag for en stund tankeeksperimentet – også selvom det med rimelighed kunne indvendes, at man ikke kan skille emnet ad på den måde. At Tyskland kunne rejse sig og smide åget fra Versailles skyldtes opbakning fra befolkningen og den nationalsocialistiske økonomi. Naboerne, selv briterne, beundrede dem for det. De kan ikke lide at indrømme det, men det gjorde de. Kombineret med tyskernes enorme effektivitet skabte det en historisk styrke uden sidestykke. Men så kom krigen. Husk endvidere, du der per automatik har lært dig selv at sige: jaaa, men det var også kun, fordi de oprustede. Tyskland gendannede en national hær på størrelse med Frankrigs og Englands. Ikke yderligere. Men hemmeligheden bag opsvinget var, at de udmanøvrerede ågerkarlenes centralbankvæsen. Derfor ankom krigserklæringen i 1933 fra Judea, et ikke særlig kryptisk navn til lejligheden for den zionistiske verdensorganisation. Den kazariske mafia erklærede Tyskland krig. Den samme mafia, der havde skabt den russiske revolution med tilhørende folkemord (147 millioner, senere 100 millioner i the sequel: kulturrevolutionen i Kina), den tyrkiske revolution (inkl. det armenske folkemord), der finansierede og marionetdukke-styrede Winston Churchill (gruppen Focus), der i 1919 forsøgte at gentage revolutionen i München men blev opdaget og smidt ud, som satte ild til Rigsdagen, og som bragte USA ind i en verdenskrig igen (læs, hvad Chaim Weitzmann skriver til Churchill, manden der dengang medvirkede i sænkningen af Lusitania). Den mafia blev i 1933 blev frataget deres tag-selv-bord indenfor ågerkarleri i Tyskland, og derfor oplevede den tyske økonomi et historisk enestående opsving.

Den altfortærende ågerkarle-parasit

Havde tyskerne ikke lagt sig ud med den åger-parasit, der udsugede det tyske samfund og havde crashet dusinvis af tyske banker og stjålet kundernes penge, og havde de undgået krig med England, hvis hær allerede var slået ved Dunkerque, så ville deres model være blevet kopieret af andre lande med stor velstand til følge. Men det er alt sammen kontrafaktuel historieskrivning, hvor vi kan forestille os alt muligt. At det er hypotetisk skyldes to faktorer. At zionisterne og det internationale centralbankvæsen for enhver pris måtte forhindre Tyskland i fuldt ud at implementere og især eksportere deres økonomiske model. Hvis ikke det lykkedes ved at Tyskland blev ødelagt i en storkrig, så ville det have betydet faldet for hele den megaparasittiske grundstruktur, der stadigvæk i dag er garanten for global forarmelse og evig krig. For det andet var det utænkeligt, at England og USA ikke involverede sig i krigen, da dette allerede var indskrevet i manuskriptet. Hverken den engelske, franske eller amerikanske befolkning ønskede krigen, men i de kredse, hvor folk som netop Weizmann og Churchill færdedes (sidstnævnte psykopat var i virkeligheden blot en nyttig dukke i spillet), og hvor City-of-London og Wall Street hajer svømmede rundt, stod der krig og ødelæggelse af endnu to kejserdømmer på menuen.

Hvad nu hvis ...

De siger, at kontrafaktuel historieskrivning er forbudt i den hellige historieskrivnings navn. Jeg siger, at vi er nødt til at øve os i at forestille os hvad-nu-hvis, hvis vi nogensinde skal vende skibet, dødsejleren, Titanic 2.0.

Det står lige nu i manuskriptet, at Tredje Verdenskrig skal udrulles. Chancen for at det vil ske er indlysende, fordi vi intet har lært af de to foregående verdenskrige + alt 'det løse' i de 70 år, der er gået. 2 ½ generation forbrugs-liderlige og historieløse mennesker og en ny generation af iPhone- og social-lirs-narkomaner regnes af krigsmagerne som garanter og glidecreme for deres næste projekt. Hvis vi ikke træner os selv op i at genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge, og hvis vi fortsat er så naive at tro, at massemordere og psykopater fortæller sandheden om, hvad de har gang i, mens de er åh-så-bekymrede for vores ve og vel, så har vi med garanti en full-blown verdenskrig engang efter næste amerikanske valg.

By-the-way, glemte jeg at nævne, at Tredje Verdenskrig allerede er startet?

Hvad nu hvis? Hvis man ved valgsvindel – en herlig amerikansk tradition praktiseret med stor succes siden 1876, nu med computersystemer – får placeret en kvindelig neo-con og terrorist-hore som præsident (Benghazi, ISIS,...), så har vi en åben krig med Rusland, Iran og Kina indenfor et par år. Hvis det bliver en lettere forvirret milliardær, der betaler for sin egen valgkamp og udtaler det, som alle tænker, men få vover at sige, så skal de først have skudt en kugle gennem hjernen på ham – endnu en herlig amerikansk tradition – og det vil selvfølgelig igen-igen være en ensom, forstyrret galning uden forbindelser til hverken efterretningsvæsener eller hofsnoge i-og-omkring hans politiske modstandere. Måske vil det være – ja, det er faktisk en skidego ide! - en russisk agent udsendt af mr. Putin. Herefter hurtig magtovertagelse og omgående nucleart-konventionelt-eksotisk modangreb sættes ind. Militærindustrien har allerede ståpik og savl ned af hagen ved udsigten til endelig big-scale at afprøve deres seneste starwars-våben. Tre fluer med et smæk. Exit milliardæren, intro psyko-bitchen, falsk flag for næsen af vestens befolkninger og ud over stepperne med det store blodbad i det 21. århundrede.

Den alt-foragtende psyko-bitch før det store blodbad

Det ville dårlig nok være kontrafaktuelt gætværk, for alle erfaringer og historiske fakts peger i netop den retning. Altså fakta, kendsgerninger vel at mærke, ikke det slatne simili, der går under navnene journalistik, medieinformation og skolebogshistorie, men virkelig, vaskeægte, verificerbar viden frembragt af folk, der kan genkende mønstre og forstå egentlige sammenhænge.

Men hvad nu hvis? Hvis en kritisk masse af mennesker i den vestlige verden med en stigende viden i samarbejde med mennesker udenfor den vestlige verden, der længe forinden har vidst det meste, siden de er blevet overfaldet den ene gang efter den anden af Imperiet 1-2-3.0 de seneste 250 år – altså hvis tilstrækkelig mange mennesker hver for sig og i flok og med tilstrækkelig gennemslagskraft via en akkumuleret energi får kanaliseret deres vrede bort fra use the dark force og får skabt en ny megatrend:

• At alle spots og lamper peger på krigsmagerne og at der bliver sagt så tydeligt NEJ, at det svier langt op i røven, samt stillet krav om en fyldestgørende forklaring på, hvad det danske militær laver som en hund i halen på en aggressiv, krigsliderlig stormagt og dens forfatningsstridige krige.
• At det bliver hipster at spørge de uansvarlige politikere lige op i ansigtet, hvor mange fedterøvstillæg de har fået for at medvirke til folkemord.
• At det bliver mainstream at forlange en fyldesgørende forklaring på, hvad terrorisme er, hvem der opfinder, træner, finansierer, bevæbner og hyrer terrorister for dernæst at profittere via de befolkninger, de har skræmt livet af og hvis civile rettigheder de har inddraget (var der et hint til svaret i formuleringen af spørgsmålet? – sorry for that).
• At gøre så meget hjemmearbejde, at de dumme, dovne og kujonagtige medieredaktioners inkompetence bliver så skinger, at de for ikke at tabe deres sidste lag af faglig troværdighed + deres kunder + deres job bliver nødt til at beskrive virkeligheden og ikke længere kan nøjes med at lade studentermedhjælperen på redaktionen skrive af efter Reuters og Ritzaus med venstre hånd, mens hun flimrer på Facebook med den højre.
• At forlange 100% gennemsigtighed i alle nationaløkonomiske anliggender, startende med ejerskabet bag Nationalbanken, videre til, hvordan det kan lade sig gøre for et rigt land af have en kæmpe statsgæld, videre til hvor mange penge bankerne hvert år scorer på gældsættelse af borgerne via et okkult system, og endnu videre til helt nøjagtigt hvor meget de multinationale skylder i skat i et land, hvor der betales 50% i skat af borgerne men 0% af dem selv.

Hvad nu hvis vi fik Apokalypsen – græsk: tæppefald, afsløring – og ikke Armageddon og Holocaust igen-igen? Altså det virkelige Holocaust – den halve milliard massemyrdede i det 20. århundrede og ikke det ynkelige zionistisk-bolsjevikkiske Hollywood-svindelnummer, der skulle aflede opmærksomheden fra den egentlige forbrydelse og samtidig skaffe en mikroskopisk og snotforkælet gruppe mennesker en langtidsholdbar dårlig undskyldning for at fortsætte etnisk udrensning, racisme og folkemord i lokalområdet.

Hvad nu hvis – og dette bringer os op i de højere luftlag udenfor vores egentlige indflydelsessfære og ind i feltet af høj-oktan-spekulationer(J.P. Farrell) – at den gamle energi, det Store Traume for menneskeheden efter katastrofen ved istidens afslutning, der udryddede det meste af Jordens befolkning samt den avancerede civilisation, som videnskab og historie ikke vover at beskrive … hvad nu hvis den energi er udslukt?

Konsekvenserne af det, vil i så fald være, at vi ikke kommer til at se en full-blown version Tredje Verdenskrig men blot psykopat-elitens febrilske tiltag og desperate forsøg på at gennemføre deres plan. At det er deres plan, står skrevet overalt på mure og plankeværker, det skriger til Himlen, så det er ikke et diskussionsoplæg men en konstatering. Hvorvidt planen lykkes, står derimod til diskussion. For hvad nu hvis de har de stærkest tænkelige universelle energier imod sig? Og hvad nu hvis Sort Magi ikke længere tilstrækkelig til at manipulere med energierne?

Tilstedeværelse

Den tyske filosof Martin Heidegger har et begreb for autencitet og åndsnærvær: das Dasein.

Skal vi så lige få den på plads fra starten: det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige filosof har i sit eftermæle måttet kæmpe med beskyldninger for nazi-sympati og antisemitisme. Suk, gab, where to even begin!? Han mente i starten, at det nye styre var påvirkeligt og valgte at understøtte det. Da han så, at det ikke kunne lade sig gøre, tog han afstand, lige som han tog afstand fra den katolicisme, han var vokset op i, da han så kirkens korruption og stivnen i dogmatik. Han støttede uden forbehold sine jødiske kolleger, digtere og elever, og hans livs kærlighed var Hannah Arendt, tidligere elev, jødinde og filosof. Og kan vi så få lov at komme videre?

Jeg har endnu ikke læst den danske oversættelse af hans hovedværk Sein und Zeit/ Being and Time. Så uden at kende oversætterens valg, vil jeg sige Nærværenhed. Jeg skal jo opfinde et nyt ord, for det gjorde Heidegger selv for at bringe sine læsere og elever ud af ordets fængsel.

Nærværenheder i familie med Eckhard Tolles Væren i Nuet og det buddhistiske koncept for væren, det er afledt af. På det punkt er Heidegger ligesom Schopenhauer en slags mystiker, og ligesom Wittgenstein en slags zenbuddhist. Men han flirtede han aldrig med østlig mysticisme og tog sit udgangspunkt i den store vestlige tradition. Han kendte buddhismen, hvilket et filmet interview med enthailandsk buddhistmunk viser, men han kendte også forskellen og fandt intet behov for kulturspring.

Den altfavnende filosof på sin bænk

Hans eget liv demonstrerer hans tankesæt og hans bud på Nærværenhed. Ligesom en af det 19. århundredes vigtigste filosoffer, Søren Kierkegaard, færdedes han i sit lokalsamfund og hang ud med alt og alle, på gader og stræder. Han sad ikke dagen lang i sit elfenbenstårn som en parodi på en abstraktions-filosof, han drak sin øl i det lokale værtshus i Messkirch, Baden-Würtenberg, det yderste sydvest af Tyskland, før det bliver til Schweitz eller Frankrig. Vi er i Kaspar Hauser-land, en kernehistorie i sig selv. Han var ikke ud af en fin, akademisk familie men en simpel søn af bonderøve i Schwartzwald. Han var der, her-og-nu nærværende og tilstede.

Han delte sin store aversion mod teknologi med J.R. Tolkien – uden forbindelse i øvrigt - og han så det som fremmed for autencitet. Vi kan sige, at han så det (in)humane affaldsprodukt, som industrialismen havde skabt: overflade-mennesket, det ikke-nærværende menneske. Heidegger så tværs igennem det, som industrialismen havde gjort ved mennesket. Industrialisterne havde skabt en dehumaniseret Golem af et over-individualiseret, subjektiviseret væsen, der konstant var på vej et andet sted hen til en anden tid, og som aldrig var tilstede, for hvem ønsker at være i Helvede i tid og sted? Industrimennesket opfatter verden omkring sig som en serie redskaber, ligesom det selv opfattes og behandles som et redskab, en maskindel.

Mens vi har de store Fantasy-mestre fremme – før Fantasy-genren gik i forfald og blev plattenheimer-Hollywood-industri – så skriver en anden mester udi genren, Michael Ende, videre på et Heideggersk koncept: Intetheden,das Nichts. I sin mesterfortælling for børn og barnlige sjæle med en særdeles voksen dybde: Den Uendelige Historie, beskriver han, så det løber koldt ned af ryggen på én, hvordan Intetheden, meningsløsheden, uautenciteten, fremmegørelsen, den traumatiserede uvirkelighed angriber drengen, fortællingens hovedperson, og sender ham ud på en Quest of Selfhood, den store road-movie på vej hjem.

Heidegger-eleven Wittgenstein siger: Om det man ikke kan tale, må man tie. Heidegger forudgreb ham ved at praktisere, at man godt kan tale om det alligevel, blot man finder det rigtige sprog. Poesi og musik er derfor det sprog, der kan udsige det uudsigelige ved at inkludere stilheden, ordet bag ordet, lyden bag lyden. Fortiden er uigenkaldelig, nutiden er udefinerbar, og fremtiden er et uendeligt antal muligheder, hvilket er Intet. Vi ser hele tiden frem til noget, der ikke eksisterer. Kun døden er virkelig og ikke til at komme udenom. Heidegger svarede en gang på et spørgsmål om livets mening med: Mennesker burde tilbringe mere tid på kirkegårde. Friedhof – fredsgartner.

Væren såvel som ikke-væren er evigt tilstedeværende i vores liv, sprog og bevidsthed. Intethed lever sit parallelle, parasitiske liv med Nærværenhed. Vi kender altså betydningen af at væreog derfor også ikke-at-være. To be, or not to be. Den herskende tilstand i det nutidige samfund er en systematiseret, totalitær, rendyrkning af not to be, uautencitet, fremmedhed, ikke-tilstede-væren. Das Nichts.

Heideggers opus er én stor kritik af det utilitære helvede udtænkt i Oplysningstiden, realiseret i Industrialismen og perfektioneret i Totalitarismen i det 20. århundrede.

Meninger til discountpris

At have en mening om noget er det letteste i verden. At have en kvalificeret mening en en anden sag.

I omgangen med det (efter dets egen opfattelse) dannede og tænkende segment, er det slående, hvor mange ukvalificerede meninger der flyver rundt i luften. Det er sagt før, og det siges nu igen: de er jo uddannede, de har titler, de er intellektuelle, de er akademikere, de har læst x-antal bøger indenfor deres speciale – så de kan jo ikke tage fejl. Et af problemerne er blot, at det, de troede var kritisk tænkning, i virkeligheden var præfabrikat og hjernevask. De lærte ikke at tænke, og deres ikke-tænkning gik under falsk varebetegnelse som tænkning. De kom aldrig videre end til den intellektuelle kravlegård, der var den ideologi, de abonnerede på, og som sikrede et steady flow af meningsdannelse.

Det gik et stykke tid, en håndfuld årtier. De levede højt via den aura, den selvhøjtidelige fims der omgærede dem. Men tiden overhalede dem, og deres manglende hjemmearbejde i forhold til virkeligheden indhentede dem. Når de stadigvæk uden at blinke fyrer deres bøvede discount-meninger af, er der et sært og grimt reverb, en distorsion, en normalize, et ekkokammer over lyden. De er med garanti politisk korrekte og klapper i udsigelsens øjeblik både sig selv og hinanden på ryggen. De elsker at være i hinandens selvbekræftende selskab og skyer enhver lejlighed til at møde folk, der tænker anderledes end dem selv. Hvis de meget imod deres vilje bliver konfronteret med noget, der anfægter deres selvtilstrækkelighed med anderledeshedens substans og indhold, vil de altid gå efter manden og aldrig efter bolden for hurtigst tænkeligt at lukke munden på den irriterende modstand. Karaktermord er deres speciale, substans er et hul i jorden for dem. Falsk logik sidder på rygmarven. Deres interesse i forskellighed er lig nul, men de kan vældig godt lide at tale om diversitet. De mener, at kritik er filosofien, men bliver de selv udsat for kritik, skider de både røde og grønne grise. 

Hvem sked mig ud?!

Efter et stykke tid og en håndfuld årtier var det slut. De opdagede det ikke lige med det samme. Der var bare noget ved den måde, de grinede på … he-he-heeh? (grines der med?), der fik dem til at se sig over skulderen. Det var ikke sjovt længere at være akademiker-smart og ironi-arrogant. Der var et par af de gamle venner, der var begyndt at stille ubehagelig spørgsmål. Landskabet var begyndt at opføre sig anderledes end kortet. Det var ikke længere nok at råve kapitalist!og så regne med som sikkert, at der blev klappet i hænderne og sunget i kor. Der var ved at blive ufedt at sige, at man havde set det i fjernsynet – eller ikke at indrømme, at man bare havde set det i fjernsynet uden at have tjekket det ud. Det var ikke længere nok at hyle fascist!, for hvad var det nu, det betød. Det var ikke længere nok at vræle antisemit, for hvad var det lige, en semit var for en fætter? Der var endog de, der var begyndt at mene, at EU og NATO burde nedlægges. Kan man nu ikke længere få lov til at være teknokrat-elitær eller krigsliderlig uden at stå til ansvar for det? Det er saftsuseme den stiveste!!

Og hvis man også skal til at kvalificere sine meninger, så kan det fanderme også være lige meget ...