Hvor blev metafysikken af?

af morton_h, the blogger

Hvad er metafysik, og hvorfor omtales det som noget hedengangent med en afsmag af overtro og som et emne for hovedrysten?

Hverken i videnskab eller filosofi har man i dag lov til at tale om metafysik.
Er der en grund til det?

Aristoteles

Ta meta ta physica

Aristoteles' meta-fysik, hvilket betyder: De væsener (Ta: Det), der kommer efter den naturlige verden – ikke før eller over men efter.

Hvad vil det sige at komme efter? Det skyldes, at en 1500-tals filosof fra Kroatien, Andronicus af Rhodos gik og ryddede op i sit bibliotek og opfandt en ny label. Denne filosof fra det 1. århundrede, bibliotekar i biblioteket i Alexandria var en af hovedredaktørerne af Aristoteles' opus. Det skyldtes blot, at han besluttede sig til at kalde de Pragmatica, der betyder bøger, der stodefter bøger om den fysiske verden, dvs. bla Aristoteles' 14traktater verden var efter-naturlige, meta-fysiske. Og derfor kender vi dem under det navn, selvom Aristoteles ikke selv brugte ordet.

Det viser, hvor dårligt funderet videnskab kan være. Man skulle tro, at akademia og professorer baserer deres viden på et fast grundlag, men her viser det sig, atet af de mest anvendte begreber i filosofien fundereret på brødkrummer af information, som den kroatiske filosof Branco Malic formulerer det.

Hvordan ved vi overhovedet noget om denne Andronicus? Det stammer fra neo-platonikeren Porfirius, elev og biografist for Plotin, der nævner dette i én eneste linie, hvor hans siger: Andronicus samlede Aristoteles' og Theofrastus' værker i traktater og opdelte dettemateriale på samme sted. Citat slut og det er, hvad vi ved overhovedet om denne skikkelse, der tilskrives den første autoritative udgave af Aristoteles. En videnskab, der som en Kolos fra Rhodosstår på lerfødder med yderst tyndbenede præmisser!

Aristoteles bruger aldrigordet metafysik i det værk, som Andronicus kalder for hans Metafysik. Han taler enten om Proto Philosophia, den første filosofi, Sophia, visdom, eller Theologia, læren om Theos, Gud/guderne eller Universet og dets energier. Han hævder aldrig på noget tidspunkt, at han kommer op med en ny videnskab, han samler blot det, man vidste og giver det en klar form. Hele opus'et, de 14 traktater, er afsøgningen, eftersøgningen eller udsøgningen af muligheder for en metode, der kunne blive til en videnskab. Aristoteles fastslår aldrig, hvad det metafysiske er. Alligevel blev denne bog, disse 14 traktater, så vigtige og fik så stor indflydelse for eftertiden, at de stort set har bygget en hel civilisation.

En vigtig ting er altså at forstå er, at Aristoteles aldrig anså sig selv som skaberen af et originalt tankesæt, men som samleren og eksponenten af alt eksisterende i sin tid. Allerhøjest som genopdageren af noget ifølge det græske koncept om cyklisk tid, noget der forsvinder og genopstår. Det samme gælder i for Platon, og man kan ikke forstå Aristoteles helt uden Platon.

Wikipedia viser sig for, hvad den er: en dårlig kilde til information, da den flot og uimodsagt hævder, at Aristoteles'(384-322)Metafysik er den første kilde til viden om dette emne. Det er den bestemtikke, for det var Thales af Milet (appr. 624-546) næsten 300 år før. ALLE græske filosoffer med undtagelse af kynikere og skeptikere var metafysikere. Og lad os herefter bruge ordet, siden det sidder som et prædikat.Metafysikomhandler Archae, det gamle, oprindelsen, det der var først. I begyndelsen var metafysikken. Archae er det første metafysiske hovedfelt. Metafysik er altså hverken en opfindelse gjort af Aristoteles eller en gren indenfor filosofi. Hvad han gjorde var, at lægge grundlaget for videnskab, som vi senere kender det altså felter, der skulle opdyrkes, for at videnskaberne senere kunne opstå. Redskabet er metodisk undersøgelse, Episteme.Metafysik er derfor ikke en gren af hverken filosofi eller videnskab. Metafysiker grundlaget for begge disse.

Det andet metafysiske hovedfelt er Væren qua Væren, væren som væren. Det kaldes i dag for Ontologi, Læren om Væren.

I moderne filosofi har man ikke lov til at tale seriøst om Metafysik, for så bliver man latterliggjort eller skudt i sænk, men man kan godt tale om Væren. Filosofi er i dag blevet smidt ud af Akademia og erstattet med sprogfilosofi, der regner det, Aristoteles tog alvorligt, for illusorisk. Også filosofien er blevet invaderet af nysprog på et højere intellektuelt plan (Wittgenstein, Chomsky, ..). Filosofiske problemer er blevet til linkvistiske problemer. Vi skaber verden med vores sprog, for Verdener der ikke i sig selv, den er en projektion, en illusion.

Man kunne også være så fræk at hævde, at Kabbalismensmagiske sprog har invaderet filosofien og bor der som en parasit. Der findes stort set ingen betydningsfulde jødiske filosoffer, men til gengæld er kabbalisterne kommet ind fra sidelinien. Mysteriet er punkteret med en sækulariseret sprogfilosofi, hvor det hele blot er et spørgsmål om ord/sprog. Hegel var i realiteten en kabbalist, og han danner det filosofiske grundlag for Marx's økonomiske filosofi, den marxistiske dialektik og hvad vi kunne kalde for politisk behavourisme. Metoden med at forføre menneskemassermed problem-reaktion-løsning er Hegels dialektik med tese-anitese-syntese.

Problemet med sprogfilosofien er, at den hægter os af fra vores fortid. Mange af de ord, vi bruger i dag, har dybe metafysiske meninger, og de går nu tabt i illusionsboblen. Det kabbalistiske projekt er: NIHIL. Det er nihilisme. Mennesket skal glemme sin fortid og sin historie, og vor tid er blevet et glemselsprojekt.

Et af de metafysiske ord er hierarki. Det blev undfanget af Pseudo-Dionysius Aeropagita, en anonym kristen filosof. Hierarchiabetyder helligdommens kilde, hvilket er transcendent og ikke et hverdagsord, der betegner en militær opbygning eller et administrativt system i pyramideform.

Aristoteles' metafysik har skabt den kristne, religiøse og filosofiske tradition, og til dels også Islam, og for at forstå ham, må vi ophøre med at tage ting for givet men regne med, at også han tager ting for givet. En dobbelt hurdle.

Aristoteles har en ontologi indbygget i sin metafysk. Han har en videnskab om væren som væren i bøgerne Gamma, Epsilon og Kapha. Selv i jødedom findes der et sådan udsagn: Jeg er den, Jeg er. Helt over til Vedisk filosofi findes der en ontologi, Sat-Chit-Ananda, Væren-Visdom-Kærlighed, det der hos Paulus bliver forvrænget til Tro-Håb-Kærlighed, for nu kan man ikke vide længere, man skal tro, og man kan ikke være længere, man kan håbe på en væren bagefter i et evigt liv, siden dette liv var en gang usselt slaveri i lidelse. Paulus alias Josephus Flavius har selvfølgelig kendt til disse filosofiske skoler, men han var, som læsere af Paradigmet er bekendt med, hyret til at føre politik og designe ideologi for Roms kejsere.

Aristoteles siger i starten af kapitlet i sin Metafysik kaldet Gamma, at Der findes en videnskab, der omhandler Væren som Væren og det, der oprindeligt tilhører Væren i sig selv. Det er ikke en speciel videnskab som fx matematik. Med Væren menes altså ikke ikke et eller andet levende væsen, vi møder i vores hverdag, men Universel Væren, en fælles kilde, et samlende koncept for eller bag bevidsthed, liv, skabelse, det vediske Sat. I dag tillades der ikke at tale om Væren i sig selv, da det kun må være noget, vi kaotisk og tilfældigt uddrager fra vores erfaring, noget sekundært, et produkt. Vi konstruerer Væren (konstruktivisme).

Denne moderne tanke startede med Kant, der kaldte Væren en analytisk apriorisk dom (apriorisk: på forhånd givet). Prædikatet bliver lig med af subjektet, 1=1, Jeg er Mig, altså tautologi. Det er sandt, men det har intet indhold eller virkelighed og er derfor overflødigt. Det fører frem til Wittgenstein, der forsøger at bevise, at det hele blot er koncepter, måder vi opfatter og taler om verden på grundet misbrug af sprog. Jeg taler om det, ergo findes det.

Hos Aristoteles er en sådan projiceret og afmonteret virkelighed utænkelig, for Der findes en viden om Væren som Væren og det, der oprindeligt tilhører Væren i sig selv. Her tales der ikke om opfattelse / koncept, her tales der om virkelighed. Virkelighed og Væren et ikke et stykke manipulerbart, kabbalistisk legetøj. Det er virkeligt i Naturen, i tænkningen, i sproget og i hverdagens liv. Aristoteles' relevans for mennesker i dag er, at de fleste mennesker intuitivt tænker på denne måde, hvorimod nutidens videnskab, filosofi, ideologi og teologi IKKE deler denne intuition om den virkelige verden men tænker konstruktivistisk i, hvordan den/de kan bemægtige sig, okkupere og manipulere al Væren og konstant forsøger at aflære os vores intuition.

Aristoteles har i modsætning til filosofister i dag tillid til menneskets intuition, og at de aldrig gik helt galt af sandheden.

Aristoteles definerer de særlige videnskaber som afskårne virkeligheder. Videnskaben med stort V, som han eftersøger er ingen af disse. Interessant. Han hvade tilsyneladende en fornemmelse af, at der fandtes en Videnskab større end videnskaberne allerede inden, de var skabt. En tabt eller glemt Videnskab, som han eftersøgte. Han regnede fx ikke den matematik, som i dag har taget patent på kosmologi og opfundet noget så herligt som The Big Bang for noget særligt. Han havde en fornemmelse af, at en svunden kultur havde adgang til en sådan Videnskab med Stort V. Det virker på sin vis, som om Antikken kendte Præ-Antikken med en fornemmelse af, at der var noget, der manglede, topstykket på pyramiden, hierarchia.

Se: Atlantis … link

Matematik ligger i senere klassisk tænkning lavest i Quadrivium, den er en redskabs-videnskab med geometri som math+rum, musik er math+tid og astronomi er math+rum+tid. Fundamentet, tænkningens metodik er Trivium, grammatik > logik > retorik. Øverst og først ligger filosofien og hos Aristoteles er forudsætningen for den Metafysik = den oprindelige, teologi, væren som væren (ren væren, Sat), visdom (ren intiutiv viden, Chit).

Videnskaberne udskiller et område af Væren som Væren og forlader derved metafysikken, hvis emne er Væren som Væren. Matematik håndterer Væren som tal, hvilket aldrig kan forklare Væren. En matematiker i dag vil måske sige, Jamen vi skylder da ingen forklaring. Og til svar må komme: Er I så ikke så venlige at lade være med at lade som om, at det er det I gør. Eksempelvis i astrofysk og kosmologi, hvor der fra Newton og frem til vort århundrede, hvor der startede og fuldførtes et kup, så det nu er matematikerne, der dikterer, hvordan Universet ser skruet sammen. Problem, Stort Problem, for matematikere er vældig gode til at opstille abstrakte modeller, mens eksperimentel fysik og anvendt fysik anses som lavpandet. De har skabt, eller fået lov til at skabe en teknokratisk ny-religion, der er lige så trosbaseret som katolsk skolastik i middelalderen. Igen nævner vi Big Bang, en slatten teori ophøjet til dogme.

Fysik hos Aristoteles, Physica, handler om kinetik, væsener i bevægelser. Hvor Metafysik er den første filosofi, er Physica den anden filosofi. Verden er en samling af bevægelser, Kinesis, og processer. Ganske i tråd den grundlæggende græske tanke om at Alting flyder. Væren er nu form og stof, hvilket gør dem ikke-uendelige, endelige. Væsener, der er uendelige, består ikke af stof. Erkendelse/viden kommer til os fra sanserne, men det betyder ikke, som en nutidig videnskabsmand ville hævde, at det ikke-stoflige ikke kan erkendes. Faktisk modsiger de sig selv, for deres matematiske sofisterier er én stor abstrakt, ikke stoflig, mental øvelse.

Vi er bundet af de fem sanser, men vores erkendelse er ikke, får ikke-sanselige virkeligheder og væsener kan manifestere sig sanseligt uden i sig selv at være sanselige. Man har i dag svært ved at håndtere dette. I Astrofysikken ævler man om dark matter og dark energy. Altså ikke-sanseligt stof (noget ævl, da det ikke er stof) og ikke-sanselig energi, der åbenbart virker på det sanselige. Man har fabrikeret ny-ord for at reparere det vakuum, der er opstået ved afskaffelsen af Metafysikken i Oplysningstiden. Teologien er blevet lige så amputeren, for den har afskaffet den sanselige virkelighed og hengivet sig til teologiske spidsfindigheder eller føleri. Vi har en torso uden hoved og et hoved uden krop. På denne måde har Oplysningstiden bragt os i en retning, hvor den samlede viden er utilgængelig.

Astrofysikken nærmer sig Aristoteles igen. De er ikke meget for at indrømme det. Årsagerne til de materielle ting er ikke-materielle. Synlige ting har deres oprindelse i usynlige. Allerede atomet er et sådant koncept, og der er ikke indtil videre taget et snapshot af atomet. Måske findes det ikke, hvem ved. Men modeller er der masser af. Aristoteles siger, at de ting, der er sidst for os selv, er først i sig selv. De ting, der er først for os, er sidst i sig selv. Har vi hørt det senere: De første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første. Og nej, det handler ikke om, at de retfærdige skal komme i Himlen, det er Aristoteles' indflydelse på teologien. Det betyder, at de første er mere virkelige end de sidste. Sanselige ting synes at være de første, de er de sidste. Tænkning kan udvikles eller som Aristoteles siger, aktualiseres, virkeliggøres ved optræning, hvorved vi kan fatte den første virkelighed.

Altså metafysik er vores måde at erkende Væren som Væren på. Det bevæger sig baglæns. Først sanser vi det sidste, dernæst erkender vi med tanken det første. Hvorved det første skal blive det sidste, og det sidste skal blive det første. Det ene betegner skabelsen, det andet betegner vores erkendelse af det skabte som udspringende af Væren som Væren.

Den ikke-sanselige virkelighed er en causal virkelighed, det er her årsagerne findes. Der er formelle årsager, endelige årsager, materielle årsager og effektive årsager. Denne opdelig skyldes hans metodik med at spørge. Eksempel de endelige årsager er afskaffet i moderne videnskab af samme grund, som at metafysik er afskaffet. Aristoteles 'spørger baglæns': hvad skaber det? Hvorfor er det skabt? Men hvad skaber så det? Indtil man ikke kan spørge mere. Det er sådan, børn spørger, hvorved de driver de voksne til vanvid, så de stopper de små mini-filosoffer. 

Den gamle har noget at sige til de helt unge

For Aristoteles er alt individuelt på sin vis. Alt har sin særlige substans, alt er unikt. Det skyldes at viden og erkendelse ikke er rent sanselig, hans Univers er ikke en maskine. I dag er det kun det sansede, der tæller, vi er grundlæggende positivister og relativister. Resultatet af det er materialisme, industrialisme, copy-paste-isme, massekultur, massekontrol, massemedier og massebedrag, nihilisme, corporatisme, ... Vi er ikke individualister, som der altid hævdes, vi er kopister i det store simulakrum, der alle æder hos McDonalds, alle drikker Coca Cola og shopper i 7/11 på hvert gadehjørne i hele verden, mens vi hører den samme popmusik, går i det samme tøj, glor på den samme slags TV-programmer med de samme forlorne nyheder, som man gør i USA. Og hvad værre er, vi har ikke engang en bevidsthed, for den er blot ifølge videnskaben et biprodukt af kemiske og elektroniske processer skabt i en kødmaskine kaldet hjernen. Noget så ikke-sanseligt som bevidsthed er vores substans, og alligevel findes den ikke i sig selv. Bevidsthed er et STORT problom for videnskab og filosofi – i dag, ikke for Aristoteles.

Vi lever i en bevidstløshedens kultur, hvor fundamentet for sandhed, dialog, visdom, retfærdighed, hukommelse/historie – alt det, der kendetegner et rigtigt menneske er udhulet til en nihilistisk dødssejler af ubevidsthed.

Metafysik er ikke det samme som common sense. Det er en logisk fejlslutning. Fordi mange mener noget, må det være sandt, er lige så forkert som Fordi få mener noget, må det være sandt. Opsummeret af Dirty Harry/Clint Eastwood, der udover Make my day, punk, siger Well, opinions are like assholes, everybody has one. At forståelse af årsag kræver træning og tænkning betyder dog ikke nødvendigvis, at det er elitært. Alle, der kvalificerer sig til viden og kontemplerer på den rette måde, kan opnå den.

Væren med stort V hos Aristoteles er generel. Dvs. det genereralt andet. Alle videnskaber er nødt til at foretage undersøgelser i de fire årsager: formelle, endelige, materielle og effektive. Forskellige videnskaber har forskellige Genera, og kræver forskellige grader af præcision, dvs. de er enten teoretisk-abstrakte, praktiske eller poetiske. Matematik er en abstrakt og ikke materiel videnskab, abstrakt for tal er abstraktioner, ikke-materiel ikke som metafysik, men abstrakt som skabt af mennesker. Her bliver han muligvis uenig med Pythagoras, der mener, at tallene er Universets/Naturens kode og lovmæssigheder formuleret som tal. Muligvis ikke, da Pythagoras blot specialiserede sig i tallenes, formernes og svingningernes/frekvensernes verden iflg hans egyptiske lærermestre. Etik er ikke abstrakt med et sted mellem praktisk og poetisk. Hvis én videnskab forsøger at gå ind på et andet videnskabeligt område med sine egne metoder, ville Aristoteles sige, at den mangler de rigtige genera. Som når matematikere kupper astrofysikken, kemikere kupper lægevidenskaben, eller finansialister kupper klimavidenskaben.

Ligeså videnskabsfolk, der arrogant påstår, at de er filosoffer, fx Richard Dawkins mangler totalt styr på genera. De går uden at blinke ind med deres matematiske kaluler og reduktionisme og mener, de kan beregne Gud og hævde, at teologi er meningsløs. De mener, at de kan definere det absolute fuldstændig ahistorisk vha afstumpet statistik, og de lader bevidst eller reelt hjernedødt som om der ikke fandtes civilisation og tænkning før dem. De tillader oven i købet at kalde deres ikke-tænkning for tænkning. Afstumpede materialister, positivister og nihilister invaderer teologien og metafysikken og vader rundt på udebane som elefanter i et drivhus, og der er hverken glas eller gevækster tilbage, når de er færdige. De forstod intet før, de forstod intet undervejs, og de forstår endnu mindre bagefter. Som en intellektuel krigshandling har de jævnet et delikat felt med jorden og hævder derefter, at det aldrig fandtes. 

En videnskapist

For Aristoteles har alle videnskaber form. Vi tænker i dag form som tom formalisme, et typisk marxistisk begreb, hvor meningen er gået tabt og siger mere om, hvordan disse er skruet sammen i deres hoved. Form er formende, dannende, skabende. Ordet formalitet i dag betyder ligegyldig, overfladisk, hvor formelhos Aristoteles er en nødvendig forudsætning for at forstå noget indenfor et videnskabeligt felt. Form er Energia, aktualiseringen af noget, Væren transcenderer form, det kommer før.

Lad os rekapitulere. Væren som Væren er en forståelig virkelighed. For Aristoteles er Væren ikke blot et Mysterium men muligt at vide noget om. Heidegger, det 20. århundredes største ontolog (Væren og Tid), vil på sin vis være enig, selvom hans elev Wittgenstein vil benægte det via sine sprog-filo-sofisterier. De engelske begreber it matters eller it doesn't matterskal forstås aristotelisk: det bliver til stof = sanselig virkelighed, eller ej. Væren aktualiseres og manifesteres fra ikke-sanseligt til sanseligt. Hvad siger kristendommen om det? Og Ordet blev kød … Logos blev til Stof.

Det kan ikke benægtes eller undslippes: Det Første hos Aristoteles er den Ubevægelige Bevæger. Videnskabernes fader var teolog i ordets ikke-katolske betydning og han havde ikke en opfattelse som Gud som en person. Han var bestemt ikke mystiker, men hans verdensbillede omfatter alligevel det, vi i dag ville betegne som det mystiske. Men det er jo kun mystisk, fordi det er blevet udelukket fra videnskab og virkelighed. Han derimod ser ingen modsætning, for denne modsætning er ankommet senere. Det samme gælder kirkefædrene før øst-vest-skismaet og også arabiske tænkere.

For Aristoteles er tingenes essens noget, vi opdager, ikke noget vi opfinder. Naturen er vores lærermester, ikke vores underkuede slave eller tilfangentagne bytte. Hele begrebet Natur-Videnskab er blevet til non-sense. Det burde hedde Abstrakt-Videnskab, for Naturen er helt skrevet ud af stykket. Moderne videnskab er ikke videnskab overhovedet, men teknologi og har fuldstændig opgivet ideen om Undersøgelsen af Væren. Hvad der før var Visdom er nu blot teknikaliteter. Moral/Etik er blevet udskilt/adskilt, og der er ikke længere et indbygget kompas i videnskaben, der kan fortælle os, hvad der er godt eller skidt. Det gør videnskaben ekstremt sårbar overfor politisering, og hele kuppet af klimavidenskaben til et kommercielt-parasittisk skyldkompleks er et af de mest tydelige eksempler i nyere tid.

Når Aristoteles taler om Theoria, så mener han noget ganske andet end det udvandede begreb teori. Han mener kontemplation. Det er langt mere i tråd med vedisk videnskab, hvor bevidsthed ikke er blevet landsforvist fra universel virkelighed, og hvor subjekt-objekt-relationer ikke endnu er blevet et imperialt projekt for underkastelse (sub-jacio = under-kastelse). Vi kan sammen kon-temple-re, altså gå i dialog med (i et tempel) end en højere virkelighed, der (i templet) giver os svar og modspil, som vi kan spørge videre om. Ved nøje at betragte som heretes kan vi få direkte adgang til tingenes essens, osia, deres enhed, deres unikke karakter. Eller personlighed, hvis man fører det ind i kristendommen. Gud er fx personlig, altomfattende og unik på samme tid.

Der er karakteristika ved en person, der er essentielle, unikke og ting, der er tilfældige. At vi er dem, vi er som personer er unikke, at vi er blevet solbrændte eller stukket af en myg er tilfældigt, ikke-essentielt. Selve ordet es-sentiel betyder ikke-sanseligt. Vi sanser som første led i en forståelse ikke-sanselige, hvorefter vi kontemplerer det. Herefter kan vi forstå årsager og virkeligheden bag det sansede, det essentielle, det der eksisterede før os og vil være der efter os.

Universet er en bevægelse sat i gang af en ubevægelig bevæger, en årsag med et formål, elsket af alt de bevægede, det skabte, ren form, ren energi og ren intelligens, det kristendommen kalder Gud, men som hos Aristoteles ikke er en person som hos de kristne. Der findes også mindre ubevægelige bevægere en den Ene, og det er den kraft, der bevæger sfærerne, dvs. galakserne og stjernerne. Altsammen indpasset i kristendommen frem til Thomas Aquinus.

Logik er udeladelse af selvmodsigelse. To andre principper er udelukkelse af identitet og udelukkelse af den tredje term. Aristoteles siger, at der er ting, der ikke kan bevises, fordi de er indlysende. Her ville en moderne videnskabsmand blive helt rundt på gulvet, fnyse af forargelse og vende hovedet bort. Hvilket måske er klogere end at forsøge at argumentere for at bevise det. Det kaldes sofisteri. Sofisteri blev i antikkens Hellas udøvet af jurister og retorikere, hvilket var det amme, folk der prøvede at lære unge mænd at vinde alle diskussioner for enhver pris. Platon gik via sin skikkelse Sokrates i rette med dem i sine afhandlinger. En af disse sofister var Protagoras, der kunne bevæge sig ud i selvmodsigelser og hævde at noget både eksisterede og ikke eksisterede, at mennesket var målestokken for alt, og at denne verden kun bestod af sanselige ting. Det er moderne videnskab, der med al sin sofistikerethedhævde netop dette og derved bliver til falsk filosofi, videnskapisme.

Jurister og retorikere overtager dagsordenen og afstumper samfundet, fordi det passer i deres kram. Hvor har vi lige oplevet det samme i vor tid? Det var simpelthen verdenshistoriens første DJØF'icering af samfundet!

Sandhed kan ikke sanses, sandhed kan fattes gennem tænkning og kontemplation og kun gennem det som ER i sig selv, Væren som Væren, det der ikke modsiger sig selv, Logos. I begyndelse var Logos, som de kristne ville kalde Ordet. Når Gurdjieff kalder en bog for Livet er kun virkeligt, når Jeg Er, så udtrykker han denne tanke fra Aristoteles. Og fra den antikke og før-antikke forståelse af Universet, som Aristoteles blot er så præcis med at formulere. Heidegger ville kalde det Das Dasein, tilstedeværenhed, fornemmelsen af tingenes indre helligdom. Det er indiskutabelt, indlysende og kan ikke bevises. Alle skolastiske Gudsbeviser i Kristendommen er sofisterier. Sindet er det tættetste, vi kommer på ren Væren.

Hos Aristoteles er virkning ikke adskilt fra årsag. I moderne videnskab er alt tilfældigt som et hjernedødt billiardspil, hvor en bold rammer en bold, der rammer en anden bold, osv. One incident led to another, som der står i tåbelige engelske historiebøger, hvor man ønsker at lade folk forstå, at 1. Verdenskrig ikke var intentionel, og at det ikke var britiske oligarker og mammonister, der havde brygget den sammen.

Når en udvikling foregår, findes årsagen stadig inde i udviklingen. Det er en fortsættelse, et kontinuum. Relation, relativitet er den svageste af alle sammenhænge hos Aristoteles, for den er ikke selv-tilstrækkelig, kontinuerlig. Einsteins relativitetsteori er en svag teori. Relativisme er filosofisk svagpisseri, for det er blot nihilisme. Det hævdes, at alt er lige gyldigt, og at der ingen virkelighed eller første årsag findes. Alt er fænomener, relateret til subjekt. Men da der savnes fast grund og sikkerhed, gøres stof, det sanselige, til den faste grund. Dette ligger i posthumanismens tro på at nano-robotter vil overtage verden og den menneskelige intelligens – som jo ikke findes, da intelligens et afskaffet. Materien har erstattet intelligens. En diabolsk intelligens.

Intelligens er ånd. Vi talte om åndfuldhed på gammeldags, noget en moderne intellektuel sofist, en kulturmarxist ville snerpe over at sige. Sikke noget sludder, ånd findes ikke længere, det er politiske ukorrekt. Man kunne også vælge at sige pænt tak til Ray Kurtzweill og hans singularitet, for så bliver sofisteriets grad af sindssyge fuldstændig tydeligt. Hvis man hopper på den, er man i frit fald.

Metafysik er tænkning. Det er ikke en new-age-style sandheds-vibration. Kvantemekanik er ikke metafysik. Metafysik kræver bevidsthed, intelligens, og kvantemekanik er, som ordet selv indrømmer, blog mekanik. Metafysik er ikke at forsvinde i et sort hul, metafysk ser over, opad. Aristoteles sagde, at Visdom, Sophia, kom til verden, da mennesker begyndte at se opad, at undre sig, at se Underet. 

Her er vi tilbage til vores hverdag. Metafysik er ikke fjernt herfra, det er hele tiden, altid, overalt i stort og småt, i det sansede før det ikke sansede, det essensielle. Vi tænker metafysisk uden at være klar over det. Formålet med filosofi er, at vi bliver klar over det.

∞

Den vestlige civilisations historie

by morton_h, the blogger 

Der er ingen grund til at slå for lille et brød op :-)

Indrømmet: Det er selvfølgelig ikke muligt at køre igennem hele Vesterlandets historien uden at blinke. Men man kan anlægge en særlig vinkel og undersøge netop den. Vinklen og det overordnede emne for denne blog er derfor 'De liberale (frie) kunstarters metode for uddannelse'. Det er en flere tusind års historie og er et hovedspor, en indre trend i den vestlige kulturs historie og i særdeleshed i forhold til den herskerelite, der har styret verden via dette Techne, dette håndværk til at fastholde sig selv og alle andre i et særligt og kontinuerligt greb. 

De frie kunstarter - i dag ville vi kalde dem videnskaber - handler både om viden og kunnen, deraf ordet 'kunst'. De deler sig i to grupper, Trivium, tænkningens grundstudie, grammatik-logik-retorik og Quadrivium, matematik-geometri-musik-astronomi. Det er ikke helt forkert at kalde det for de teoretiske og de anvendte videnskaber, men det er heller ikke helt rigtigt, for man skilte ikke felterne ad. Det hele var en del af det videns-og-kunnens-kompleks, som den frie mand havde del i, Vir Liber. Slaver var udelukket fra komplekset. Vi skal undervejs se, at den frie mand ikke er helt så fri, som ordet siger. 

Trivium-metoden og Klassisk Trivium er to forskellige ting, different-different-but-same. Man kan også sige at Gene Odenings revival af Trivium har en helt anden intention end Klassisk Trivium. Metoden hos Odening er intenderet frigørende for hvem som helst, der evner at lære metoden til at emancipere sit eget tankesæt og liv. Klassisk Trivium derimod var eksklusiv og kun tiltænkt den del af, kan man sige, kastesystemet, der var udnævnt til at være den tænkende og herskende kaste/klasse. Ordet kaste er på ingen måde ved siden af, da de britiske imperialister elskede det indiske kastesystem. De så i det det perfekte system til at matche deres eget klassesystem. Det så også sig selv som grækernes og romernes sande arvtagere.

I Gene Odenings metodiske version er Trivium et værktøj til kritisk tænkning. Det var det ikke i den klassiske Trivium, for grammatikken var givet på forhånd, og logikken var blot en automatisk følge af de brikker, man havde fået at flytte med. Det var ikke meningen, at en fri romersk mand skulle stille frække spørgsmål til sin lærer helt fra bunden. Vi finder elementer af det egentlig frie 'spørgeskema' tilbage hos de græske naturfilosoffer og Sokrates, men han blev som bekendt også henrettet for det.

Odening emanciperer metoden. Hovedvægten ligger hos ham på grammatikken og den kompromisløse lov til at spørge frit fra leveren: hvad, hvem, hvor, hvornår. Det er ikke anbefalet at konkludere, at fabrikere logik, svaret på hvorfor, uden at have gjort sit hjemmearbejde, for så bliver logikken netop: fabrikeret.

I den Klassiske Trivium finder man et lukket system, kunstig mangel, den Store Livskæde, historien som en organisk enhed. Grunden er her lagt til senere tiders social-darwinisme, imperial historieskrivning, det europæiske adelsvæsen, det monopolkapitalistiske system med evig gæld og mangel. Klassisk Trivium var et dogmatisk redskab til at forme kulturen.

Man finder en sær genklang af Klassisk Trivium hos kulturmarxisterne, der i 60'erne og 70'erne prædikede såkaldt kritisk tænkning. Det viste sig blot ret hurtigt, at den kritik, de mente, var en prædefineret politisk korrekt facitliste. Ligesom i kirken i middelalderen havde man tilrettelagt logikken, så den 'kritiske' udspørgen i det grammatiske felt var givet. Syntaksen var vendt om, og egentlig kritik var udelukket. Det viste sig, lige så snart kritikken blev rettet mod kulturmarxisterne selv.

Den Store Livskæde

Dette er et begreb, der stammer fra Platon, Aristoteles, nyplatonikerne. Hos Platon er det formerne, der gennemsyrer både fysik og metafysik, og hos Aristoteles fører det til opdelingen af levende væsener ifølge deres sjæls fuldkommenhed. Hos de middelalderlige nyplatonikere fører det til opdelingen af staten i tre dele. Ordet samfund blev ikke brugt dengang, det tredelte tankesæt handlede ikke om, at folk skulle 'finde sammen'. Vi finder en anden slags tredeling i den demokratiske lovgivende, dømmende og udøvende magt og senere den såkaldt fjerde statsmagt, medierne, en vedhæftning gjort i erkendelse, at opdelingens mulige svaghed og forfald. Middelalderens tredeling, derimod, var hierarkisk.

Den Store Livskæde er set fra den herskende klasses point-of-view et styresystem. Deres rolle i verden er at administrere den opdeling, som naturen/Kosmos (hos grækerne) og Gud (hos middelalderens katolikker) havde tilrettelagt og givet menneskenes herskere i hænderne.

Hvordan kan et koncept, der er 2500 år gamle have relevans i dag? Filosoffen og pædagogen John Taylor Gatto bruger ordet 'skæbnesvanger kontinuitet' for at beskrive vedligeholdelsen af denne Store Livskæde via institutioner og tradition.

Sproget er en form for teknologi. Sprog er knyttet til viden og dermed til magt. Viden og magt (det stod over porten til det gamle gymnasium) var ikke beregnet for masserne. Der var de herskende, de var insiderne, men herefter var der, krigermunkene, vagterne, plebes (det gemene folk). Alle outsidere var nægtet viden og uddannelse, de skulle ifølge kastesystemet - vi bruger herefter ordet også om den vestlige samfundsorden - falde på plads i den rolle, de var født ind i.

Historiens 'stratificering' (strata: lige linier, street, stræde, straight, strategi, strækmarch) er udelukkelsen af mængder af data for at fremme en lige linie, som vi kalder Historien. Historieskrivningen - læg mærke til 'skrivning' frem for 'fortælling', for der intet folkeligt over skrivningen - handler om et sådan destilat beregnet på udligning og ensretning. Vi ser det måske mest tydeligt i historieskrivernes beretning om krigen. Det kræver skriverkarlens og verbalmanipulatorens virkeligheds-abstraktion for at fremstille massemord som glorværdigt. Det kræver, at de få og udvalgte har viden, og at de mange og fravalgte er uvidende. Dette styringsprincip er ubrudt gennem 2500 år. Helt banalt: besiddelsen af sproget sikrer, at besidderen får sin vilje, hvor han står og går.

I den romantiske nationalisme vokser staten og ender med at blive Gud. I dens modsætning, vi har ikke her et navn for det (og det er ikke identisk med nyliberalisternes minimalstat!), er der tale om en begrænset stat, der kun har til formål at beskytte borgerne. I den forvoksede stat, som vi ser i dag, produktet af den 'skæbnesvangre kontinuitet', har borgerne mere end nogen sinde brug for beskyttelse - imod staten selv.

Enkýklios paideía - Encyklopedia

Cirkulær træning i et lukket system. Klassisk Trivium og Quadrivium er et sådan system. Vi ser det praktiseret som den Store Livskæde i middelalderen og den hierarkiske tredeling - den vertikale tredeling vel at mærke, ikke den demokratiske horisontale tredeling af magten. Den første klasse bestod af biskopperne, Paven og hele gejstligheden, som selv er dybt hierarkisk ligesom Romerstaten. Den anden klasse bestod af herskerklassen, adelen, kongen og ridderne. Den tredje og laveste klasse var bønder og købmænd. Senere blev delingen kendt som Kongedømmets guddommelige ret, altså de fås ret = overenskomsten og magtdelingen mellem konge og biskop, hvor - afhængig af, hvor man så det fra - kongen blev givet Guds ret af biskoppen til at herske over de mange, eller biskoppen fik lov til at understøtte kongen, for folket troede jo på Gud. Heraf hele det middelalderlige tovtrækkeri mellem kongemagt og kirke om, hvem der var stol, og hvem der var røv. Det forsvandt først i Oplysningstiden og ved feudalismens formelle ophør.

Når mans skaber et 'enkyklios'-system, et lukket system, skaber man kunstig mangel. Altså når man forholder viden for de mange, skaber man en tilstand af vidensmangel. Viden bliver kostbar, man bliver afhængig, og mangel er lig med afhængighed. Udsagnet og gymnasieporten til den gamle latinskole 'Viden er magt' betød derfor: 'Vores viden, deres afmagt'. Latinen var også kryptiseringen af viden, for folk forstod den ikke, ligesom en patient ikke forstår, hvad en læge siger i dag.

Hos grækerne var denne viden stadig tilgængelig på den offentlige plads. Sokrates havde et følge af byens sønner, og aristokratsønnen Platon var kun én af dem, andre kunne være tilfældigt forbipasserende. Hans akademi var et tilfældigt gadehjørne. De samme galt de vandrende filosoffer, der blev kaldt sofisterne, og hvis rygte i eftertiden har nedgjort dem. Sokrates var ikke meget forskellig fra dem. Med det enkykliske system sker der en solidificering, hvor viden rykker ind i klostergården og slottets studerekammer beregnet på de indskrevne og priviligerede. 

Isocrates, ikke at forveksle med omtalte berømte hjemløse 'bums' af en filosof, lavede den første retoriske skole. Han systematiserede den åbne plads' filosofi, han samlede viden fra sofisterne, de omvandrende filosoffer, der havde adskilt tænkningen fra den folkelige antikke dyrkelse af guderne i templerne. Filosofien var historiens første sækularisering. Isokrates kunne lave sin business og tjene penge på at tilrettelægge den cirkulære træning for borgersønnerne. Herved blev de statens grundpiller og 'med til at gøre Imperiet udødeligt', som imperie-hylderen Arnold Toynbee formulerede det.

Man har påstået, at det var preusserne, der i 1800-tallet ødelagde den højere uddannelse, hvilket ikke er forkert, men det var egentlig langt tilbage i antikken, at det startede. Det var indbygget i den Klassiske Trivium, Enkýklios paideía, som Isocrates skabte. Dette er grunden til begrebet 'almen dannelse'. Det blev senere indbygget i det preussiske skolesystem. Melancton - Luthers højre hånd, gymnasiets stifter - over Frederik den Store til Johann Fichte var den dets implementatorer, og dette er den Klassiske Trivium, kontrolsystemet. 

Der er en efterklang af det i De Forenede Nationers Verdenserklæring om Menneskerettigheder, hvor alle disse fine rettigheder bliver givet dig i 29 punkter, hvor punkt 30 så hiver det hele i land ved at sige, at hvis du ikke er enig med FN og deres fortolkninger, så er er du ude af det gode selskab. Rettighederne er her en gave, man allernådigst får fra en højere autoritet, og FN legitimerer sig selv som en sådan.

Det er det, der kaldes 'positive rettigheder'. De 'negative rettigheder' finder man fx. hos en af Amerikas 'founding fathers', Thomas Jefferson, der siger, at staten kun er til for at beskytte borgerne, og hvis de IKKE gør det, men kammer over og begår overgreb mod befolkningen, har borgerne ret til at 'nullificere' statens love og beslutninger, og undervejs har borgerne pligt til at overvåge staten for at sikre, at det aldrig kommer så vidt.

Dannelsen af den amerikanske nation er historisk signifikant, da det er det første eksperiment i nyere tid med at danne et egentlig folkeligt frirum, et forsøg på at starte på en frisk. Staten hos Jefferson, altså den egentlige grundtanke bag den amerikanske forfatning og nation, er ikke en opdatering af Imperiet og kronen, der generøst giver sine undersåtter sine gunstige rettigheder - med det skjulte forbehold, at de til enhver tid kan tages tilbage igen. Staten hos Jefferson er et serviceorgan dannet af befolkningen til at beskytte befolkningen mod netop Imperiet, helt konkret Det Britiske Imperium. Det var også her, det meget hurtigt gik galt for den nye nation, og i dag er der stort set intet tilbage af dette frirum, andet end drømmen om en drøm.

Folkets ret er naturgiven. Loven er en naturlig lov. Imperiets ret er Gudgiven, en kulturlig lov - jf. den middelalderlige hierarkiske tredeling, eller skal vi sige: dobbelt pålæg (kirke og krone) med rugbrød og fedt (folket) i bunden.

Auctoren og historiens organiske enhed

Historien bliver fortalt af historiefortællere. Disse har i vores kultur ét udgangspunkt, som de afstemmer deres nedskrevne fortælling efter. Som i et filmmanuskript skal alt holdes op mod præmissen, der skal kunne udtrykkes i to sætninger. I litteratur er organisk enhed det, der etablerer kontinuitet til et fælles tema.

Historiefortælleren arrangerer sine elementer i en bestemt orden. Karaktererne begynder at tage form. Fortælleren er stadig blot en håndværker. Hvis han er mere sofistikeret vil han observere sine karakterer skabe historien. På et tidspunkt bliver karaktererne 'kardinale', de får deres eget hjerte/liv, og de er herefter udenfor fortællerens kontrol. 

Historiefortællerne er auctorerne. Poliser bystaten. Politikêer organisationen af bystaten. Episkoper biskopperne, den gejstlige institution. Tilsammen danner de en hierarkisk autoritær (auctoritet) struktur. Politi, metropolis, polis, mono-pol. Disse 2500 år gamle koncepter genfindes i vor tids civilisation. Borgeren er i middelalderen den person, der er under Borgens kontrol og rækkevidde. Han nyder dens beskyttelse i krig, han betaler skat til dens hersker og dens hær, men han er kun under beskyttelse, så længe han underkaster sig. Borgerliggørelse betegner derfor allerede i feudalismen en underkuet, civil-servil person. 

Feudalismens grundlæggere i den form, der holder i 1000 år, findes omkring den kristne kejser Charlemagne og hans frankiske kejserdømme. Hvilket ikke er helt rigtigt, for feudalismens opfinder må snarere siges at være Konstantin den Store, kristendommens implementator. Feudalisme fordrer både kejser og kirke. Her etableres, hvad vi i dag forstår ved det feudale autoritetsbegreb. Autoriteterne er dem, der fortæller Imperiets historie ved at henvise til dets Organiske Enhed og den Store Livskæde. Der var en hel stribe symbolikker, der signalerede denne ret overfor det uvidende folk, så de både på slagmarken og i hverdagen accepterede og underkastede sig kongens/kejserens beslutninger, flag, heraldik, højravende udtryk, der henviste til tågede uimodsigelige hændelser, guddommelig intervention - '... og der kan I bare se, Gud ønsker det sådan'!. Man behøver blot i dag at besøge monarkiets og kirkens monumentale efterladenskaber for at se, hvor herskerne omgav sig med tonsvis af symbolik beregnet på at kue, skræmme, suggerere, imponere og kryptisere. 

Begrebet kybernetikstarter med Isocrates' systematisering af uddannelse. Staten er som et skib, der skal styres af styrmænd. Skibet er stort og langsomt reagerende, og roret skal drejes lang tid i forvejen.

Teknokratiet

Et godt spørgsmål er, hvorfor man lavede et system, der lærte folk at tænke uden at være kritiske, altså uden at tænke for dem selv? Målet var for grækerne at forhindre Grækenlands forfald, Athens dekadens. Det skulle skabe et aristokrati, der kunne vedligeholde politikê, bystatens politik. Aristoteles uddannede fx. kongen, Nicolas, så han kunne være mere veluddannet end sit folk. Vi genfinder det i vor tids elite-universiteter, hvor der undervises efter denne metode for elitens børn, så de kan styre skibet. Jurister, økonomer og politter styrer stort set i dag det danske djøf-iserede samfund - i det omfang man kan sige, at et lands politikere styrer noget som helst og ikke selv er styrings-aggregater. Vi kan også kalde dem teknokrater.

Teknokratiet har skabt et videnshul mellem teknokraterne og resten af den befolkning, der ikke kender 'styresystemet' og dets teknikker. Det betyder også, at vi ikke kan tale om et egentlig demokrati, for folket styrer absolut intet længere. Med en lettere omskrivning af grundlovskongen Frederik VII's valgsprog kan vi sige: Folkets dumhed, vores styrke.Det gennemkryptiserede, nysprogs-indhyllede, medieforplumrede pseudo-demokrati har skabt en herskerklasse, der i dag prøver at slippe afsted med diverse manipulationer og en befolkning, der højest ryster på hovedet. Tilsyneladende. For der er også ved at ske det, at en del folk mere end ryster på hovedet.

Siden Kong Hans (1481-1513) har det åbenbart været på mode for danske monarker at have et valgsprog, hvori 'Gud' indgår i de fleste. Et bud: den næste monark, der så bliver Frederik X, dropper måske Gud i sit?

Forfatteren Dorothy L. Sawyers var en stor fortaler for, hvad hun kaldte 'the hidden tools of knowledge', den Klassiske Trivium. Ved siden af sit forfatterskab af kriminalromaner var hun også essayist. Her finder man en udtalt apologi for det Britiske Imperium og en total fornægtelse af den mørke side ved Imperiet. Hun går til gengæld kraftigt ind for 'christian home schooling', hvor børnene holdes væk fra offentlige skolesystemer, så deres tankesæt ikke bliver 'forurenet' af det. Man kan have stor sympati for hjemmeskoling, for de offentlige skoler er i dag ikke meget bevendt. Jeg kender personlig folk, der praktiserer det med allerstørste succes. Men D.L. Sawyer's udgave er den særlig kristne, som man også genfinder i sin variation hos Scientology, der også hjemmeskoler. Logikken er givet på forhånd, for Gud - eller L. Ron Hubbard - har allerede tilrettelagt den. Herefter behøver man blot at 'regne baglæns' og fylde den grammatiske blanket ud. Man kan tillade poderne at tænke, så længe det er indenfor boksen. Det kaldes vistnok indoktrinering. I christian home scooling stiller man aldrig spørgsmål om hvorvidt Gud skrev bøger, for det er jo selve præmissen, at han gjorde det.

Tilbage til Charlemagne. Alcuin af York (735-804) var en dekan ved kapellet i York, stedet der senere blev til domkirke og residens for ærkebiskopper. Han blev i 781 sendt afsted for at besøge paven. På vejen mødte han Charlemagne, der inviterede ham til slottet i Aachen, hvor han blev hoflærer for kejserens børn og andre børn, der trådte ind i den magtfulde benediktinerorden. Selve ordet Trivium opstår først her, for det blev ikke brugt i antikken. 

Trivium-Quadrivium var beregnet til at placere det kristne verdensbillede allerede i Trivium-stadiet eller metodik-stadiet, altså før man begav sig ind i selve 'studiet af Guds skaberværk'. Videnskab blev placeret i en boks, hvor Gud var kronen på toppen af de syv frie kunstformer - hvilket gjorde dem alt andet end frie. Hos grækerne var det filosofien. Indboksningen skabte senere store problemer for dem, der vovede at tænke selv, Gallileo, Bruno, o.a. Giordano Bruno var i øvrigt selv frafalden benediktinermunk. Gallileo gik under radaren, Bruno blev henrettet.

Fædre og grundlæggere

Thomas Jefferson var nationens tredje præsident og forfatter af den Amerikanske Uafhængighedserklæring tog afstand fra den Klassiske Trivium. I stedet dannede han University of Virginia, hvor han afskaffede immatrikulering og graduering, og hvor man kunne komme og gå til man følte sig uddannet! Læs lige det igen, det er ganske usædvanligt! Det varede kun, til han døde, hvor stedet blev overtaget af frimurerne og Klassisk Trivium.

Katolikkerne og jesuitterne især har deres egen udgave af Trivium. De fjerner ofte helt logikken og sætter i stedet Logos, Ordet, Gud. Hermed er det, der kunne være en lære i selvstændig tænkning fuldstændig i kløerne på dogmatik = uselvstændig tænkning. Man finder det fx. i jesuitternes 'Ratio Studiorum' fra 1599, hvor de efter Loyolas død i 1556 definerer den officielle plan for jesuittisk undervisning. 'Giv mig det fire års barn, og jeg skal give dig den voksne'.

Når Thomas Jefferson afskrev Klassisk Trivium i modsætning til jesuitterne, der på det tidspunkt var ankommet til Amerika for at gøre det, de altid havde gjort: infiltrere og manipulere, var det fordi denne klassiske metode satte guddommelighed over grammatik og logik. Man kan også sige, at metoden satte logik over grammatik og derved vendte tænkningens syntaks på hovedet, de var falsk logik (fallacy). Men ifølge Klassiske Trivium var det helt OK, det var sådan man gjorde, for man ønskede jo ikke selvstændig tænkning. Tænke-modeller skaber borgere, tænkning skaber individer. Jefferson ønskede at gøre op med det tankesæt, der lå bag hele det koloniale problem og folks afhængighed af falsk autoritet.

Ignatius, denne mærkelige, forpinte, mascochistiske mystiker fra byen Loyola, opdraget i Allumbrados-cirkler (spansk for Illuminati, de oplyste), ramt af en kanonkugle og krøblet, korsridder-wannabe, der udvikler disse 'åndelige øverlser' til ekstrem selvdisciplin og stiller sin kriger-munkeorden til rådighed for Vatikanet. Det falder ganske i hak med tidsånden under den Spanske Inkvisition og dens ekstreme grusomheder, og hvis man læser den edsaflæggelse, som jesuitterne sværger, når de forfremmes til officerer, får man sig noget af en forskrækkelse. Tortur og mord på vantro indgår i deres deres tro og love. De europæiske vantro beskrives og 'målsættes' på samme, som saracenere blev fremstillet på under korstogene.

Jesuitterne er blot en af de grupperinger, der tilstræber at tvinge andre til at være kopier af dem selv. Romerne gjorde det, grækerne gjorde det, frankerne gjorde det, venetianerne gjorde det, briterne gjorde det, nazisterne gjorde det, kommunisterne gjorde det, amerikanerne gør det. De var og er alle villige til at ofre individet til fordel for staten. Kollektivismen, statismen og individets død er selve deres varemærke. Og frimurerne gjorde det. Og endelig: zionisterne gjorde det. Israel er bygget op efter jesuitternes plan. 

Frimureriet er i den forbindelse en ambivalent størrelse. Oprindelig frimureri, bygmestrenes hemmelige viden, falder udenfor emnet, for denne tradition er blevet brudt. Visse kloge hoveder er i stand til at genskabe dele af denne viden, fx. arkitekten og frimureren Randall Carlsson. Men frimureriet som bevægelse, især den engelsk-skotske version, har siden 1700-tallet været en politisk garant for det Britiske Imperium. Vi finder dem i Cecil Rhodes Round Table-grupper. I logerne udvælger man de mænd, der er modtagelige og kan styre/styres. De syv klassiske liberale kunstformer er højt værdsat af frimurerne af samme grund. Den oprørske amerikanske frimurer, Thomas Payne, har beskrevet det nøje i bogen 'Origins of Freemasonry'.

De såkaldte oplyste

Den infamøse gruppering fra 1. maj 1776, De Bayriske Illuminati, er særdeles myteomspunden især i engelske kredse. Problemet er, at meget få kommentatorer og mytemagere har læst deres skrifter, for de fleste af dem er på tysk eller fransk. De var primært anti-monarkister, altså modstandere af monarkers guddommelige ret til at herske og arve herskermagt, og de infiltrerede frimurerbevægelsen med jesuittis infiltrator-metodik og plantede et lag ind i deres hierarkiske grads-system. Stifteren Adam Weisshaupt var omgivet af tidligere jesuitterpræster ved universitetet i Ingollstatt og lærte deres håndværk. En del af gruppens dårlige omtale skyldes bla., at de bekæmpede kirkens magt. De havde altså to fjender fra det gamle system.

I dag er begrevet Illuminati blevet så mytologiseret (senest via poppedrengen Dan Brown), at der nærmest er blevet synonym for alt konspiratorisk ondt i den samtlige vestlige verdenog dermed et skældsord, man kan bruge ligesom 'fascist' uden at vide, hvad det betyder. Hvilket bloggeren vil forslå muligvis er en anelse ude af ballance med virkeligheden og en kende forvirrende, hvis man prøver at forstå historiens gang. Jeg mener: så udspekuleret kan nærmest ingen være, så der er måske noget andet på færde. Psykologer vil nok kalde det for en projektion.

Forgængerne for Bayrische Illuminati er franske grupperinger af spekulativ frimureri dannet i 1717, deriblandt Jabobinerne der flyttede til Frankrig og derefter til Tyskland under navnet 'Logen for Streng Observans'under ledelse af baron Karl Gottfried von Hund, hvilket var en ankomst af de engelske loger til Tyskland. Weisshaupt så en chance for at indføre et højere grads kontrolelement indenfor York-logerne, der transcenderede det nationale og gjorde dem til et internationalt mødeforum. Vi er i en tid, hvor man ikke kunne være for statens opløsning uden at være i livsfare og måtte derfor gemme sig i hemmelige selskaber. Her er også den spæde start på Socialistisk Internationale og de senere national-omstyrtende revolutionære bevægelser og kommunisme-marxisme. Så Weisshaupt blev altså et slags oplysningstids-gearskifte mellem jesuitterne og der, der senere skulle blive til marxisterne. Men det vidste han i sagens natur intet om, og ligesom Nietzches tanker for eftertiden er blevet misbrugt af nazister og Chicago-neocons, så er Weisshaupts initiativ for eftertiden endt som brokkassen for al konspiratorisk ondskab.

Frimurerloger i 1700-tallet var fx. muligheden for, at en fyrste kunne mænge sig med menigmand og diskuttere alle de emner bag lukkede døre, man ikke kunne tale om i offentligheden. Hvilket der ikke er noget suspekt i, det er nærmest et tegn på social sundhed. Illuminati-grupperne gjorde det samme. De foreskrev læsninger af visse bøger til deres indviede, bøger der måske ikke var velsete på læreanstalterne. Og de søgte indflydelse og magt ligesom jesuitterne, katolikkerne og frimurerne.

Illuminati-grupperne ankom også til Amerika i 1700-tallet. Johann Joachim Christoph Bode var medlem af 'The Social Circle', en de-facto frimurerloge, der gik ind for republikkens dannelse. En republik (Res Publica, folkets sag) er en ikke-imperial, ikke-royal statsdannelse. Bode var nr. 2 i det bayerske Illuminati-hierarki, efter at baron Adolf von Knigge med kodenavnet 'Philo'droppede ud.

Det vil være op til yderligere studier af originale tekster og dokumenter at afgøre, hvorvidt denne infiltrationsgruppe, for det var den uden tvivl, var årsagen til frimureriet korruption. I 1828 dannedes der en veribabel anti-frimurerbevægelse i USA. Folk fornemmede stanken af rævekager fra disse folk, og de blev forbudt og måtte blive endnu mere hemmelige.

Naturlovs-liberalisme

I disse særlige år, i 1770'erne var der en klar åbning. Den amerikanske nation var i sin dannelse, der kunne være sket noget afgørende, noget helt nyt, der kunne have undsagt det stivnede og selvopretholdende europæiske system én gang for alle. Vi har Illuminati, vi har starten på nationen, vi har Adam Schmidt's værker om kapitalisme, vi har Locke og Hume. Men i starten af 1800-tallet ankommer så det preussiske skolesystem, som er en genoplivning af Klassisk Trivium. Det kunne næsten tolkes i retning af, at den nye nation, Amerika, blev opfattes som et specifikt problem for den europæiske hersker-elite - bestående af de samme preussiske adelsfamilier i øvrigt, der blev til den britiske kongefamilie.

Jefferson var tilhænger af komparativ grammatik. Altså sproglig grammatik. Grammatik er ikke kun hvad-hvem-hvor-hvornår, men har i høj grad at gøre med sproglig meningsdannelse, da sproget er primært meningsdannende. Han studerede indianske sprog og levede i en tid hos Montauk-stammen, før den blev udryddet. Han fandt her ud af noget ganske spændende. Når en stammegruppering brød op fra hovedstammen for at danne deres egen stamme, dannede de samtidig en helt ny sproglig dialekt, som var uforståelig for den hovedstamme, de have forladt. På denne måde kunne hovedstammen ikke forlænge sin indflydelse.

Jefferson vidste altså, at der måtte ske et sprogligt og meningsfuldt opgør med 'hovedstammen', det Britiske Imperium, for at noget nyt kunne skabes. Han satte derfor et projekt i værk for at indføre neologismer, nye ord til understøttelse af naturlovs-liberalisme. Husk at 'liberalisme' var i ordets oprindelig betydning og langt fra fjerne perverterede efterklange med Fogh-Rasmussen og Løkke-Ditto. Sproget skulle understøtte 'negative rettigheder', de rettigheder vi har som mennesker, af den simple grund at vi er levende væsener, der trækker vejret og ikke de 'positive rettigheder', mennesker allernådigst har fået tildelt af deres regering. Altså nye ord til at beskrive en ny mening i en 'Ny Verden'. Det var meningen. Vi finder senere det samme hos en Buckminster Fuller.

Én ting var at undfange en ny nation med en ny og velmenende forfatning og dernæst en uafhængighedserklæring. En anden og mere seriøs ting var at forsvare projektet mod det tilbageslag, Imperiet satte ind allerede fra starten. Imperiets værste mareridt var, at et sådan initiativ skulle sprede sig og inspirere andre samfund til at gøre det samme, for så var deres dage talte. Hvis vi ser tilbage fra i dag, så er det lykkedes Imperiet at forlænge sig selv i ca. 200 år med alle det 20. århundredes rædsler, krige, udplyndringer og menneskelige ulykker som konsekvens. Og med Imperiet bør vi her udvide det Britiske til at omfatte de europæiske nobiliteter og deres institutioner.

Det Internationale Broderskab - 'Alle Menschen werden Brüder' - er en frimurertanke. Det knytter direkte an til den Store Livskæde og historiens Organiske Enhed. Samfundsbevarende i den forbindelse er ikke det nationale samfund, det er det Store Samfund, Tailor Gatto's Skæbnesvangre Kontinuitet. Frimurerlogerne var den tidløse, nationsløse garant for, at kontinuiteten hos 'the Empire, that never died' (Philip K. Dick) og dets hold om civilisationen. Det er ikke tilfældigt, at EU har valgt Schillers kiksede ungdomsmakværk af en Ode udsat af den desillusionerede revolutionære, Beethoven, som en wannabe europæisk nationalsang. Schiller ville i øvrigt have vendt sig i sin grav. Hvor langt er der i øvrigt fra 'én hellig, almindelig kirke', det katolske credo, til ode-teksten? Begge credo'er sigter mod et homo-socialt samfund. Hver tid har sine kardinaler, karakterer i historiefortællingen, der på egen hånd er i stand til at udøver filosofisk korruption af virkelighedenmed den Store Livskæde som bagtæppe.

Rousseau's betydning for dannelsen af den amerikanske tanke er kendt. Han anså Klassisk Trivium som et forskønnende blomsterflor over virkeligheden, et illusionsnummer. I Tyskland dannes på samme tid den nationale idealisme. Filosoffen Hegel er en mangesidet person, der mest er taget til efterretning for sin dialektik - som i virkeligheden er en daoistisk eller konfuciansk tanke. Han siges at være en grundpille i marxisme-leninisme, men det er noget af en tilsnigelse, for et af hans konklusioner på sine filosofiske undersøgelser er, at menneskets sande natur er at være fri. Det fortalte tidens regeringer, at uret tikkede, at tiden var ved at være slut, og lige så snart det gik op for menneskeheden, at regeringerne var overflødige, så var de ... ja: overflødige. DERFOR har vi set en eskalering af kollektivisme, dvs. karaktermord på individet og dets frihed siden da. Imperiet rystede sagte i bukserne ved tanken om, at deres dage kunne være talte indenfor x-antal generationer. Hvis Hegel havde ret, og for mig er der ingen tvivl om, at han har fuldstændig ret på det punkt, så forklarer det også, hvorfor der har foregået en årtusinder gammel krig mod naturen. Det kristne værk sætter Gud over naturen, det billige skidt. Den måtte for enhver pris og med alle midler bekæmpes og underkues, ligesom den menneskelige natur, der er frihed.

Arnold Toynbee har udtalt, at uden venetianerne ville det Britiske Imperium ikke kunne være udødeligt. Venetianerne med deres udspekulerede åger-bankvæsen, spion-diplomati, infiltrations- og manipulationskraft, de 'sorte adelige', efterkommere af babylonere-fønikere, flyttede til Amsterdam, flyttede til City of London, flyttede til Wall Street, flyttede hver eneste gang, de blev opdaget. Jf. Webster Tarpley og Joseph P. Farrels bøger om emnet. Hvis man følger deres bevægelser, følger man samtidig den Store Livskæde, den energi, som ethvert Imperium suger sit livsblod fra, men hvis spor man altid søger at udslette. Imperiet hævder at opstå ved egen kraft, men det er altid en parasit på 'noget', der var før.

Imperiet er i sin natur en plyndringskultur og dets fjende er det produktive = det frie menneske. Plyndring versus produktion. Er der mon en sammenhæng her til den forsvindende produktion i de vestlige samfund? Tyskerne ved det, og belært af bitter historisk erfaring har de altid bevaret deres grundlæggende produktionskraft. Hver gang Imperiet har angrebet dem - og bagefter smurt skyld og gæld af på dem - har man forsøgt at ødelægge deres produktionskraft, så deres eneste overlevelsesmulighed har været en intakt produktion kombineret med sparsommelighed. Englænderne og franskmændene har altid misundt dem denne mentalitet.

Wilhelm Wundts (1832-1926) studier i psykofysik konkluderede (forsimplet), at mennesket blot var kød og nerver og stimuli. Herved blev den menneskelige psyke kvantiserbar og han er forfaderen til behavourisme og senere hi-tech mind control. Et så afsjælet og viljeløst individ var kernen i det preussiske menneskesyn. Går man endnu længere tilbage til Calvin, finder vi det samme: et non-individ uden sjæl. Begge har bidraget til at udvikle, hvad man kan kalde 'homo industrialis'. Det preussiske skolesystem understøtter i allerhøjeste grad fabriksmennesket under industrialismen, 18-1900-tallets og vor tids slave.

Cecil Rhodes

Hans betydning kan kun undervurderes. Hans mål var eksplicit at forandre den amerikanske forfatning, så Amerika blev skubbet tilbage i folden som en del af det Britiske Imperium. Hans projekt lykkedes i en grad, så amerikanerne først i dag så småt er begyndt at forstå det. Det virker oven i købet, som om man er ved at gøre sig klar til den Amerikanske Borgerkrig 2.0. Rhodes projekt er nøje beskrevet af historieprofessor fra Georgetown University, Caroll Quigley, i hans berømte bog 'Tragedy And Hope'. Rhodes opfattelse af menneskene på jordkloden var som den mest inkarnerede græske aristokrat: alle andre end englænderne og deres engelsktalende kolonitidsgrupper var at betragte som barbarer. Alle Rhodes scholarshipfolk, de kommende amerikanske ledere, blev indpodet denne indstilling, og resultatet ser vi i dag. Den britisk-amerikanske elite har en dyb foragt for alle andre end dem selv.

Rhodes filosofi er en ægte herrefolksfilosofi. Hele appartheit-fænomenet udspringer af denne. Appartheit er grundfilosofien i det Britiske Imperium.

Amerika skulle bringes helt bort fra den oprindelige nationalisme, deres selvsikkerhed og selvstændighed, og ånden fra uafhængighedserklæringen skulle vaskes ud af deres hjerner. Med George Bush og neocongruppens Homeland Security Act og Patriot Act efter 9/11 er alle de oprindelige civile frihedsrettigheder forsvundet. Moralen og befolkningens tiltro til deres regering er kraftigt smuldrende, lovløsheden og korruptionen er ubeskrivelig, enorm, altgennemtrængende.

Rhodes legacy, arven efter Rhodes, har bragt USA ind i to verdenskrige efterfulgt af næsten 100 større og mindre angrebskrige efter blot 2. verdenskrig. USA har udøvet mere vold og større skadelig indflydelse på verden end noget andet land på noget andet tidspunkt i menneskehedens historie. Flere løgne er udgået fra dette voldelige Imperium end nogetsteds og nogensinde. Hvis det Britiske Imperiums historie er historieforfalskning, så er det klart overgået af USA's historie. Flere 'false flags' er undfanget her end noget andet sted.

Alligevel kan man ikke forståe denne historie uden at forstå, hvordan USA regrederede til igen at blive en koloni af det Britiske Imperium. Helt efter Rhodes plan. Moderne globalisme tager sit udgangspunkt i Rhodes legacy, Carnegie og Rockefeller, Council of Foreign Relations, Trilateral Commission, Bilderber-gruppen + hele horden af globalist-tænketanke og agendaer tager deres udgangspunkt her.

Nationalisme var deres oprindelige træk for at tage kontrol over folk. Aggressiv nationalisme er imperial del-og-hersk. Nu ønsker de at gøre en ende på alle nationerne for at tage yderligere kontrol. Midlet er borgerkrige, farvede revolutioner, terrorisme, finanskriser, nationaltømninger.

Og eugenik. Her bliver det kvalmende.

Eugenik

Eugenik indebærer mere end tanken om, at en elitær gruppe har en medfødt ret, ja medfødt pligt til at bestemme, hvilke mennesker, der kan få lov til at leve, og hvilke der er nødt til at dø.

Aflivning af mennesker er et temmelig ucharmerende projekt og dertil temmelig svært at håndtere uden at vække modstand. Teknologi har hjulpet meget på det, for teknologien gør det så kryptiseret og uforståeligt for menneskeheden og der er så rige muligheder for 'probable deniability', for for simpel benægtelse - som regel akkompagneret af en mental sygeliggørelse eller latterliggørelse af dem, der har genkendt mønstret og bringer det på banen.

Det handler derfor om forførelse og om, at menneskene skal lære at elske, at blive behandlet som kvæg. Deraf hele det fabiansk-socialistiske projekt.

Eugenik handler dernæst om, hvordan de, der får lov til at leve, er skruet sammen i hovedet. Det er en komponent i et langt større projekt, der handler om at kortlægge det menneskelige individ for at bortskaffe menneskelig individualitet. Eugenik og kollektivisme er to alen ud af samme stykke.

Under nazisterne hed det racehygiejne. Det var racisme med videnskabsunderstøttelse. Englænderne kaldte det for eugenik. Da man opdagede, at denne eufemisme dækkede over et betændt og menneskefjendsk projekt, gik man under jorden en årrække og genopstod som molekylærbilologi og bio-etik. Udover den britiske elite var det Rockefeller og Carnegie, der dyrkede eugenikken. Det var også herfra pengene kom til Keiser Wilhelm Instituttet i Berlin og dermed nazisternes programmer. Ikke den anden vej rundt.

Eugenik hænger nøje sammen med statisme, kollektivisme, social kontrol. Eugenik har altid boet hos oligarkiet. Selv hos grækerne, hvor begrebet oligarki opstod, fandtes ideen. Det handler også om den del af menneskeden, som de selv tilhører og forbedringen af deres livskvalitet, gener, intelligens, livslængde.

Eugenik har et bagtæppe i lægevidenskab, fødevarepolitik, geopolitik, krig, skolesystemer, forskning og teknologi. Det menneskelige projekt er et afhumaniseringsprojekt. Transhumanisme er et eugenisk projekt.

Bagslaget for den elite, der har undfanget dette ældgamle, indædte og mentalt syge projekt er, at de - ved at påføre dehumanisering og folkemord på menneskeheden - ikke kan undgå selv at blive dehumaniserede. Ved systematisk at nægte andre mennesker deres individualitet, deres sjæl, har eugenikerne mistet deres egen sjæl. Det lider de i dag under. Og skulle det - forsynet forbyde det - lykkes dem at gennemføre deres projekt, vil de genopdage sig selv i en verden, hvor de ikke kan holde sig selv ud. 

_______________________

Ovenstående tager sit udgangspunkt i en samtale mellem Richard Grove fra tragedyandhope.com og hans gæst Kevin Cole.

Titlen på samtalen er:

The Trivium Method vs. The ClassicalTrivium - A Briefing by Kevin Cole 

Hvis man kender Richard Grove som et veltalende kritisk orakel, er Kevin Cole noget lignende på steroider og alligevel på en rolig og flydende måde, det flyder bare non-stop. Det kan stærkt anbefales at høre hele samtale-interviewet, der er på 2:30 timer.