Viser opslag med etiketten teknokrati. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teknokrati. Vis alle opslag

søndag den 30. oktober 2016

STATEN

af marco_hanuman
aka morton_h
the blogger

Demokratiet er i en sørgelig forfatning. Det viser sig at være en forældet nyhed. I Platons Staten har demokratiet ingen høj status. Blandt de fem muligheder, han beskriver, for at danne en stat, er demokratiet det næst-laveste. Lavere er kun tyranniet. Faktisk er demokratiet allerede på vej til at blive et tyranni.  

Er det noget vi genkender?



De fem styreformer  
Platons idealstat er et aristokrati. Det er styret af vise mænd, aristos, eller vogtere. Det var ikke folk, der havde søgt magten, det var deres pligt. De måtte ikke eje noget, så deres styre var ikke for pengenes skyld. Derfor kunne de ikke korrumperes, deres hverv var både en pligt, et offer og en ære. Hvor langt er vi ikke fra det ideal af statsmandsskab i dag? 

Det næstbedste styre var timokrati. Hvis en stat var truet udefra af fjender, blev styret overtaget af folk med beføjelser til at gøre undtagelser og styre via et hierarki. At det intet har at gøre med et militærstyre efter et statskup i dag, er ganske tydeligt. Det var noget, der var valgt, og de folk, der styrede havde folkets beføjelser til det. Platon beskriver egentlig den måde, som den græske bystat, Sparta, blev styret på. 

Det tredjebedste, eller tredjeværste, om man vil, er oligarki. Et bankmands- eller købmands-vælde. Et andet navn, eller rettere en endnu mere indavlet form er plutokratiet. Denne stat styres at folk, hvis eneste begrundelse for beslutninger er penge. Vi ser en særlig afstumpet udgave af denne styreform i vor tids korporatisktiske plutokrati, hvor Vesten og det meste af verden styres af ryggesløse bankmænd, der rager til sig på folkets bekostning. En kombination af oligarki og tyranni. 

Dets næstværste er demokrati. Det er flertalstyranni. Platon havde set dette demokrati henrette hans elev, Sokrates, der i øvrigt er den talende stemme for Platon i de dialoger, som de ti bøger Staten er opbygget af. Et demokrati er ude af stand til at træffe vise beslutninger, for folket kender ikke denne visdom, men lever for sig selv i nuet. Og det kan de sagtens gøre i et aristokrati, men i demokratiet er de overladt til sig selv og deres uforstand som høns uden hoveder. For Platon ville anarki være utænkeligt. 

Demokratiet er i dets grimmeste udgave en lynch-hob, et hængnings-selskab, en forsamling af folk med fysisk magtovertag til at nakke mindretal eller personer, de ikke bryder sig om. 

Den laveste og mest uønskværdige styreform var hos Platon og for hans eftertid tyranni. Af indlysende årsager, kunne man mene, men lad os alligevel opsummere: Tyrannen besidder hverken visdom, fremsynethed, krigerens etik, sans for økonomi, medfølelse med folket, ej heller har han nogen legitimitet blandt disse. Han har simpelthen raget magten til sig for at tjene egne interesser. Og den militære magt bruges indadtil som et undertrykkelsesapparat og ikke som et værn mod ydre fjender. 

I de græske bystater var det måske muligt at tale om disse styreformer isoleret set. Det er ikke længere muligt. Det er dog stadigvæk bemærkelsesværdigt, hvor dybt Platon skuer, og hvor eviggyldig hans analyse af Staten er. Der er en stående bemærkning i filosofien, at at 'al filosofi blot er fodnoter til Platon'. Og man skulle måske inkludere Aristoteles her. 

Hans statsformer findes ikke i den rene form. Det gjorde de heller ikke på hans egen tid, men hans Stat var en beskrivelse af idealstaten med dens afvigelser. I dag findes de beskrevne former blot i 'beskidte/urene' former. Den eneste styreform, man stort set ikke finder, er aristokratiet. De 'filosofiske konger', som Platon hylder, er ikke på banen i disse tider. Resten findes i et mildest talt uskønt sammensurium, et hybrid-vælde og for det meste under falsk varebetegnelse. Filosofiske og vise rådgivere til oplyste ledere, regenter, præsidenter eller konger er ikke i høj kurs. Derfor disse regenters lave kurs.  

Demokratiets svaghed og fallit
Styreformen i Vesten kalder sig selv for demokrati. Vi hylder folkestyret. Men folkestyret har en heftig Achilleshæl. Der er en giftig slange, der bider i dets hæl. Summen af stupiditet og dis-informitet. Folket er forførbart. Der findes forførere af folket, demagoger. Mens folket tror, at det selv styrer, bliver det styret bagfra, ovenfra og fra siden. Grunden til, at demokratiet er den næstværste styreform er, at det er en illusion. Faktisk burde det beskrives i dag som den værste styreform, fordi det er uærlig med sig selv. Tyranniet er i det mindste ærlig med, hvad det er. 

Et minimalt forsvar for demokratiet kunne selvfølgelig være, at det og vi er blevet ofre for nysproget, der har korrumperet begreberne. Når der tales om folket, der styrer, menes der folket, der styres. Begrebet Folkestyre henviser til de muligheder, der findes for at styre folket. Begrebet demokrati er i vor tid en nysproglig begrebs-omvending. 

Demokratiet som begreb er et svindelnummer. Hvordan kan man hævde, at folket styrer globaliseret bankvæsen, deep-state-policy og neo-feudal social-ingeneening? Er der noget, der ligner folkestyre i EU, NATO, IMF, ECB, WTO, FN, BIS, TTIP - altså alle de reelt globalt styrende organer? Vi har med andre ord ikke det demokrati, de synger salmer om, vi har noget andet, og hvad skal vi kalde det? Eller skal vi blot konstatere, at Platon havde ret for 2500 år siden i, at demokratiet ikke var noget at råbe hurra for? 

Vi må under alle omstændigheder konstatere, at demokratiet er stærkt opreklameret, ikke engang er, hvad det giver sig ud for, for folket styrer intet, og at det burde sagsøges for falsk reklame. 
Vi har demagogi, bureaukrati, teknokrati, oligarki, plutokrati, tyranni, kleptokrati, mediekrati (mediocracy), mafiakrati, milikrati, korpokrati, korruptokrati, pornokrati. 
Vi har ågerkarlevælde, folkemordsvælde, piratvælde, ludervælde, skamvælde, skyldvælde, frygtvælde. 
Vi har dyb stat, hemmelighedskræmmeri, lokumsaftaler, politiske mord - karakter og fysisk - statsterrorisme, organiseret løgn. 
Og dumhed, masser af dumhed. At en så sårbar og korrumperbar styreform er blevet så lovsunget og har eksisteret så længe betyder, at de der tror på den store illusion om folket, der styrer, er blevet dummere og dummere i takt med, at illusionen bliver mere og mere skinger. Man skal enten være regulært dum eller slet og ret hypnotiseret for at opretholde troen på denne illusion. 

Hvis man som passiviseret TV-onanist den ene dag kan sidde på sin flade røv i sofaen og høre om, hvordan USA godhjertet har tænkt sig at bringe demokrati til Mellemøsten samtidig med, at de fuldstændig smadrer hele området og skaber kaos, rygende ruiner og millioner af hjemløse - og stadigvæk tro, at ordet demokrati betyder, at folks stemme bliver hørt, og at befolkningers tarv vil bliver varetaget, så er der noget afgørende galt oppe i kuplen på TV-onanisten. 

Hvis man som hjernedød TV-kokainvrag den ene dag hører på politikere ævle løs om opsving, vækst, velfærd og alt det andet, de lover at bekymre sig om, og den næste dag hører, at de har solgt det statsejede energiselskab til et af verdens førende finansielle svindlersyndikater, har vedtaget en lov om at forhindre aktindsigt i politiske beslutninger og er i færd med at godkende en transatlantisk traktat, der giver globale syndikater og karteller ret til at sagsøge staten, hvis den skulle finde på at stille de samme miljøkrav eller afkræve dem skat på samme måde som lokale firmaer ... og stadigvæk mener, at disse politikere repræsenterer dem og ikke er serviceorganer for globalisthajerne, så må der stilles diagnosen hjerneskade. Eller også er der tale om en form for syfilis-epidemi grundet TV-onani. 

Der er selvfølgelig årsager til denne vidt udbredte fordummelse og blinde tro på en styreform, der i løbet af dens korte levetid allerede har nået sidste salgsdato. Det står simpelthen i drejebogen hos globalisterne, der har vredet armene rundt på den styreform, der trods åbenlyse fejl og mangler bød på folkelig indflydelse på en række punkter, som de mente var ufarlige eller ligegyldige for den dybe stat, de i mellemtiden havde installeret bag forhænget. 

Lad os herefter minde os selv om, at demokratiet som, skal vi sige: socialt-politisk eksperiment ikke er mere et par hundrede år gammelt, og at eksperimentet i sin urform i de græske bystater ikke har været kontinuerligt, da hele senantikken, middelalderen, renaissancen bød på feudalisme, monarkier, præstevælde, usuravælde. Vi skal helt frem til 1800-tallet, før tanken slår igennem. 

Blev menneskene lykkeligere i et demokrati. Det er der bestemt intet, der tyder på. Sammen med demokratiet, der i bund og grund er et liberalistisk projekt, blev den ny feudalisme, industrialismen, kørt i stilling. En arbejderklasse opstod i den monstermaskine, der blev udruget af de britiske industrialister. Et nærmest ufatteligt sideskud opstod som et forsøg på at skabe de ultimative slavesamfund, den socialistiske totalitærstat. Vestens industrialister og finansmænd skabte dette monster som et gigantisk socialt eksperiment. Det kostede en kvart milliard mennesker livet i det 20. århundredes store folkemord. Og da de samme industrialister og finanshajer også skabte verdenskrigene og alle deres hundredevis af sideskud og efterbrændere, så bliver det samlede holocaust - det EGENTLIGE holocaust og ikke den zionistisk-bolsjevikiske afledningsmanøvre. Så de folk, der skabte demokratiet, troede i bund og grund ikke på det selv! For dem var det blot endnu et redskab i deres makabre værktøjskasse. 

Grunden til at demokratiet er den favoriserede styreform for tyranner og oligarker er, at det er det perfekte fortæppe. Det uigennemsigtigt gør, at vi ikke kan se, hvad der foregår bag tæppet. Det er den perfekte røgskærm for skjulte manøvrer og uhæderlig virksomhed. Det er det omvendte af at 'give kejseren, hvad kejserens er'. Her giver man folket, hvad folket kan lide: et stykke legetøj, en sutteklud. Det gælder bare om at være med, ikke sandt kære folk? Og det kræver ikke andet, end at man hvert fjerde år sætter et fedtet kryds på en lap papir, og så i øvrigt glor fjernsyn for resten. 'In the Colloseum', synger Tom Waitts. Det skal være underholdende, og hvad er mere underholdende, en mennesker, der bliver ædt af løver og spiddet af gladiatorsværd? Det hører et mediecirkus med til ritualet. 'Democracy is coming, to the USA', synger Leonard Cohen med bittersød ironi. 

Demokratiet kan manipuleres i alle ender og kanter - uden at tilstrækkelig mange opdager det. Meget kan man sige om behavouristerne, socialingeniørerne, magtens tjenende teknokrat-ånder, men de ved en hel del om, hvad de gør. 

Kunne et demokrati ikke fungere? 
Selvfølgelig kunne det fungere. Delvist, for det har aldrig været meningen, at de skulle fungere fuldstændigt, dertil er tanken for svag og uigennemtænkt. Netop derfor ser vi altid demokratiet, som Platon var klar over, glide i retning af tyranniet. Men tyranner er og dovne og pragmatiske, så de vil hellere holde en facade, så de ikke er nødt til at marchere med støvler på og smadre folk rent fysisk for at få dem til at makke ret. Derfor den højreliberale og den venstreliberale model af demokratiet. Eller Hollywood-demokratiet, tegneserie-demokratiet, den amerikanske parodi på demokrati. 

Den schweitziske model med direkte demokrati, hvor folk rent faktisk bliver spurgt om en række ting, der vedrører deres dagligdag, fungerer langt hen ad vejen efter hensigten. Vi kan dog nok være sikker på, at der er visse sager, som man ikke spørger folk om i et land, der huser den globale finansmafia og dens institutioner. Modellen bliver selvfølgelig altid skudt i sænk af de kulturradikale (der ikke er en skid radikale længere og ikke har været det et halvt århundrede), hvorved de røber, at de er antidemokratiske hver gang, det kommer til stykket. Socialisme som den var udtænkt, før altid til totalitærstat og tyranni. 

Nærdemokrati kan fungere. Det vil i sagens natur og som ordet siger kun være muligt i et nærmiljø i et begrænset forum af mennesker. Det vil også kun være muligt i en homogen gruppe af mennesker og ikke i et multikulturelt sammenklasket samfund, hvor alt hele tiden skal forhandles, og hvor intet kan tages for givet og underforstået, og hvor traditioner er ødelagt og skal genopfindes - hvilket tager hundreder af år og adskillige generationer, hvis det overhovedet er muligt. Man kan se det i visse øsamfund eller bysamfund. 

Demokratiet er i øvrigt ikke en græsk opfindelse. Vores nordiske forfædre havde en form for demokrati, der muligvis var mere gennemtænkt end det græske. Vi kan se de symbolske og arkæologiske rester af det i det islandske Alting, tingstedet med den runde cirkel. Her kunne alle bringe deres sager og anliggender frem, og alle blev hørt. Børn havde givetvis ikke taleret, men en ung mand, der kunne holde på et sværd og en ung kvinde, der kunne føde et barn blev regnet som voksne og dermed som mennesker med taleret. De ældres ord havde større vægt, for man respekterede livserfaring. Den aristokratiske tanke, som Platon efterspørger, var indbygget i det nordiske Alting. Det opfyldte størrelsen kriterium, for de ankomne til tingstedet var kendt af hinanden. Vi kan endog opleve rester af selve dets ånd i dag, hvor islændingene som en homogen befolkningsgruppe og på trods af et voldsomt pres har været i stand til at sætte en stopper for den globale rovdyrkapitalisme, der var i fuld gang med at ødelægge landets økonomi. Man smed rent faktisk en stribe bankfolk i fængsel for svinestregen, noget der er næsten utænkeligt andre steder, selvom der burde være reserveret adskillige tusinde fængselsceller worldwide. 

Derfor forstår vi også, hvorfor herskerklassen i Vesten i dag agiterer så voldsomt for det uhomogene samfund, multikulturalismen. Den svækker simpelthen fuldstændig folk evne til at sætte deres stemme igennem. Det er demografisk del-og-hersk. I stedet dyrker herskerklassen deres megainstitutioner, der som gigantiske uoverskuelige spærreballoner svæver et eller andet sted deroppe. At man overhovedet tillader sig at kalde EU for en demokratisk institution er lige til at lukke op og skide i. Der er absolut intet demokratisk - hvis vi overhovedet skal tage begrebet bogstavligt i dagens anledning - ved et stak finans- og business-oligarker i en ikke-folkevalgt kommission og et kæmpe bureau-teknokrati, der massefabrikerer monstrøse lovkomplekser, som ingen kender eller forstår. Folk er dog begyndt at forstå det uforståelige, der med vilje kryptiserede, eller i hvert fald forstå så meget, at dette monster som en Kronos æder sine egen børn og absolut ikke arbejder i folkenes interesse men har sin helt egen eksklusive agenda. Der er en exit-bevægelse i gang i Vesten. Den mangler hoved og hale, for den fornemmer, hvad den vil ud af men ikke, hvor den skal hen, for den har ikke identificeret det egentlig problem, den globale dybe stat, som man ikke uden videre kan løbe fra. Når den generelt bliver identificeret og tvunget frem i lyset, kan vi begynde at tale om det. Folk har selv ladet sig korrumpere, og med Exit må der ske en Detoxit, en afgiftning for den den dødbringende, apatiserende nervegift, der er sevet ind overalt i vores kultur: i sproget, i uddannelserne, i vidensformidlingen, i alt det, der blevet forbudt at italesætte, systematisk kulturterror. 

Demokratismen har udviklet en variation af den sovjetiske model, sovjetstaten 2.0. Eller slavestaten 3.0, hvis Sovjet-socialismen var genopfindelsen af slavestaten i industrialismens æra. Man gjorde sig sin notater, selvom om dette monster var dømt til undergang. Aha! sagde man, disse åbenlysheder skal vi altså ikke gentage. Der var ikke noget i vejen med vores model, vi skal bare være smartere denne gang. Hvad man lærte af både de internationale socialister og de nationale socialister var effektiv propagandametoder og manipulationsteknikker. Tænketanke som Frankfurterskolen, Tavistock-instituttet og Rand Corporation udviklede et væld af sofistikerede teknikker til crowd control, og vi ser dem træde til hver gang, der sker bevægelser væk fra den globale kvælermaskine. De har ubegrænsede økonomiske ressourcer til deres rådighed, for klodens samlede økonomi bliver dagligt malket af deres opdragsgivere, og det sorte budget, der er over halvdelen af de flydende finanser, der eksisterer i Verden, og som aldrig ser dagens lys, står til deres rådighed i det omfang, de har brug for det. De danner megaparasittens immunforsvar med alt, der unddrager sig dens kontrol, og parasitten er villig til at anvende gigantiske summer på at opretholde sig selv. Penge er med andre ord ikke noget, man taler om her men noget, der bare ankommer til tiden. 

Hvad der her er sagt om det korrumperbare demokrati, kunne uden videre siges om andre styreformer. Og al den stund demokratiet i virkeligheden ikke er et demokrati længere, har vi allerede sagt det. Det kunne sige lige vel om monarki, socialisme, , oligarki, timokrati, teokrati, diktatur, klassisk fascisme, anarki (ikke i popbetydningen: kaos) og deres forskellige hybrider. Alle har deres velfungerende tilstand i ikke-korrumperet version. Et springende punkt, en bundlinje må ubetinget være: legitimitet. Kan disse styreformer legitimre sig selv? Uden legitimitet, ingen opbakning. Et styre uden legitimitet blandt folk er en dækningsløs check og er nødt til at forfalde til det laveste: tyranniet, den eneste styreform, der aldrig vil kunne fungere, men som er nødt til at bruge åbenlys vold for at forhindre dets egen afgåen ved døden. 

Min påstand er, at dette allerede har fundet sted i Vesten. Vores samfund, som vi kalder for demokrati, styres af kræfter, der ikke giver sig selv til kende som tyranniet, men som ikke desto mindre opererer med tyranniets mindset og med tyranniets metoder, selvom disse metoder i dag er så sofistikerede, at de fremstår - via det indbyggede og omsluttende nysprog - som det modsatte. Nysprog er hypnotisk, det er verbal sort magi. Når lort kaldes for lagkage, uden at nogen blinker med øjet, har vi mistet evnen til at forstå verden og virkeligheden. Eller som en CIA-direktør sagde: Den dag, folk tror på alt det modsatte af, hvad der er virkeligt, så har vi vundet. Således hestens egen mund. 

Hører jeg et kor af protester mod, at andet end det højt besungne nærmest helgenkårede demokrati fungerer, og endog fungerer bedre end det misforster, der ligger og stønner, når man piller glorien af. Koret tvinger mig til at eksemplificere hele striben ovennævnt. Fair nok, jeg tager udfordringen, vær så venlig og artig at gendrive den med facts og substans, og husk, at mishags-opgylp ikke tæller, og en styreform ikke er legitim, blot fordi du ikke kan lide den. Du kan passende ved samme lejlighed stille dig selv det spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke lide den? Altså skyldes det, at jeg har forstået, analyseret, gennemarbejdet med hjemmearbejdet, set-hørt-læst - eller skyldes det, jeg har abbonneret på en ideologi, et præfabrikeret tankesæt, der har hvisket eller tudet mig i ørerne, at dette og hint er ondt-ondt og bør omtales med foragt og hadefuldhed. Med andre ord luksuøst og åndeligt dovent kan afvises uden at vide, hvad det er, jeg afviser. Og husk, du behøver ikke at synge i mit kor, du skal bare huske at tjekke dine egne salmer.  

Monarki
Det er svært at være royalist i dag, når man ser på misfostre som det britiske kongehus eller den belgiske eller danske light-version af det. Der er i allerhøjeste grad tale om korruption i en eller anden gradbøjning. Et af monarkiets eller i det hele taget adelskabets problemer er degeneration via indavl. Deres mentale syfilisme er mildest talt: udtalt. Lad os i stedet se på det russiske tsardømme. Der var en grund til, at herskerklassen i England og USA så det som deres fornemste beskidte opgave at omstyrte tsardømmet via en revolution (læs: et statskup, der udgav sig for at være en folkelig opstand). Det skyldtes, at tsardømmet langt hen ad vejen besad en høj grad af legitimitet. Rusland var en seriøs konkurrent til Vesten, og derfor måtte deres lederskab og samfundsform omstyrtes. Det var simpelthen et velgørende monarki/kejserdømme. Der var velstand, der var endog fremskridt selv i den dekadente vestlige betydning. Rusland, der inkluderede Ukraine var Europas kornkammer. Bønderne havde fuld frihed/autonomi. Derfor var det et af hovedpunkterne i den beskidte, folkemorderiske revolution, at bønderne enten skulle massemyrdes eller slavegøres, og at landbruget skulle industrialiseres. Bønder var alt for uregerlige, selvstændige, traditionelle og selvforsynende = uafhængige af at blive fodret af den store maskine, at de måtte nakkes. Millioner af russiske og kinesiske bønder - blot for at nævne to nationaliteter - måtte afgå ved døden eller indlemmes i maskinen. Resultat: et landbrug, der var lige så ineffektivt og dysfunktionelt/ubæredygtigt som det russiske industrisamfund, der aldrig ville have overlevet uden løbende subsidier fra Vesten. Hvilket i øvrigt fuldstændig dementerer mytologien om Den Kolde Krig. Hvordan kan man være i krig med et samfund, som man selv har skabt og dagligt betaler til? Men Vesten havde brug for fjendebilledet af interne årsager - læs: for at skræmme livet af deres egne befolkninger, så de holdt sig i skindet. Giver det mindelser om den Katolske Kirkes skræmmen livet af folk ved at prædike om Djævelen, synden og fortabelsen? Hvis så, har vi fat i den rigtige ende. 

Alt dette vidste, respekterede og understøttede tsardømmet, og derfor måtte det omstyrtes.  

Socialisme 
Det fører os direkte videre til det placebo, som Vesten skabte og dernæst kaldte sin modsætning. Alt sammen et kæmpe svindelnummer. 

Det er svært og nærmest umuligt at være socialist i dag, med mindre man lever i en bagskid fra det 20. århundrede og ikke har opdaget, at muren er faldet. Grundet mental inerti er dette desværre tilfældet. Der går stadig masser af mennesker rundt, der, selvom tæppet endegyldigt er trukket væk under deres designer-ideologi, stadig kalder sig selv socialister. De har heller ikke opdaget, at socialismen i mellemtiden er hoppet ud af skabet og bekender sig til krigsliderlighed, totalitarisme, rovdyr-kapitalisme og post-demokrati ... kort sagt: alt det, som deres ideologiske abonnement beskrev som sin modsætning. Interessant og meget dialektisk, ikke sandt? Vi går selvfølgelig ud fra, at socialister har forstået, hvad dialektik er ;-) 

Men der var en mand i et land, der havde 'misforstået' socialismen, og som realiserede det, som socialisterne sagde, gentager: sagde, at de tilstræbte. Hans navn var Marskall Tito, og hans land var Jugoslavien. I modsætning til sovjetsocialisterne bekymrede han sig rent faktisk om arbejdere. De sagde, gentager: sagde, at de bekymrede sig om den såkaldte arbejderklasse, men Tito bekymrede sig rent faktisk om det arbejdende folk. Den måde, han organiserede samfundet på viste det med stor tydelighed. Der var udtalt autonomi i virksomheder og lokalsamfund. Folk havde noget at skulle have sagt. Der var ikke tale om demokrati, men ikke desto mindre bestemte folk. Hovsa, demokrati! 

Ligesom det russiske tsardømme måtte dette samfund destrueres. Imperiet tåler ikke tiltag, hvor deres egne falske statements eller pseudo-idealer tages for pålydende, og hvor deres laden-som-om bliver realiseret. Det får dem til at fremstå som det, de er: kejserens nye klæder i bar røv og wicklers. Altså: Jamen-jamen, det vi sagde, vi ville, var skam ikke beregnet til at tages bogstaveligt, det var bare beregnet til at til at stikke op i røven på folk som en feel-good-dildo eller slå dem i hovedet med som en stok. I Vesten flød hele venstrefløjen over i munddiarré om solidaritet med arbejderklassen, især studentikose akademiker-burgøjser-yngel, der aldrig havde sat deres ben på en fabrik. Skrivebords- og vestkyst-socialisme havde kronede dage. Men da NATO, CIA, IMF besluttede at destruere Jugoslavien, klappede babyboomerne i deres små fedtede hænder og sang med i koret. Så meget for deres solidaritet med arbejderklassen. 

Jeg har en bekendelse. De dette svineri fandt sted i starten af 90'erne, sang jeg med i det uhellige kor, for jeg anede ikke, hvad der foregik. Jeg var bare en dum og naiv studerende på et musikkonservatorium, der spillede violin og senere sang i kor - rent bogstavelig. Så stærkt var det Store Bedrag i det 20. århundrede. Vi troede simpelthen på Den Kolde Krig, vi troede på fjendebillederne, vi troede på narrativet om de gode og de onde i verdenskrigene, vi troede på det hellige demokrati, vi troede på den saliggørende forbrugfest, Disney, Hollywood, Coca Cola, Det Europæiske Fællesmarked, socialdemokratismen, materialismens opstandelse og det evige liv og fri os fra smerte og lidelse og giv os vort daglige gang sovs og kartofler med dåseøl til. Amen. 

Social-ingeniørerne havde i det traumatiserede øjeblik, lettelsen over den tilsyneladende afslutning på 2. Verdenskrig, indskudt et surrogat, et nyt verdensbillede med afsæt i en afstumpet beskrivelse af dem ovre på den anden side af muren - som jo ikke kunne svare igen, da muren stod i vejen.  

Klassisk fascisme / nationalsocialisme 
Det er svært at være nazist eller fascist i dag. Det er heller ikke ønskværdigt. Derimod er det i høj grad ønskværdigt, at vi er fuldstændig klar over, hvad det var i dette fjendebillede, der pissede Imperiet i Vest af. 

Såvel Nazityskland som Sovjetrusland blev finansieret af jødiske Wall Street-oligarker, Schiff, Warburg og andre. Vi har alle navnene og forbindelserne, og alle transaktioner og virksomhedsdannelser fra perioden er gennemgået stump for stump. Selv om det ikke lykkedes nogen at tilbagevise Prof.. Anthony Suttons forskning i emnet, er dette alligevel holdt udenfor mainstream historieskrivning. Men nazisterne vendte bankmændene ryggen i 33, og Stalin til dels efter 45. Men da var begge kejserdømmer for længst smadret, nazisterne var blevet en hollywood'iseret propagandakliché, og kommunisterne var blevet det nye bekvemme fjendebillede i Den Kolde Krig, så amerikanerne og europæerne stadig kunne være behørigt skræmte og villige til at betale for opretholdelsen at et forvokset og grådigt forslugent krigsapparat helt ude af proportion. Vi ved i dag, at sovjettruslen var en grotesk og bevidst overdrivelse. 

Men det mest interessante spørgsmål er, hvad det var ved nazismen som styreform, der var en torn i øjet? Det skyldtes, at de så at sige brød etiketten og tilsidesatte det internationale centralbankvæsen og i en årrække afskaffede dets ågerkarle-virksomhed. Og som en direkte indrømmelse af, at den internationale jødedom var intimt forbundet med denne parasitiske virksomhed - en gammel erkendelse, som alle nationer fra Europa og helt over til Kina havde gjort siden middelalderen - ankom der i 33 en formel krigserklæring fra en selvpostuleret 'stat', en organisation, der underskrev sig 'Judea'. Ikke desto mindre oplevede Tyskland de følgende fem år et økonomisk opsving uden sidestykke i europæisk historie. 

De allierede historieskrivere, der skrev den velkendte sejrherrernes historie, bortforklarer det med, at det blot var fordi Tyskland oprustede. Don't mention the økonomiske opsving grundet rentefri finansiering. Det måtte for enhver pris stoppes, så andre nationer, der i øvrigt havde et særdeles godt øje til tyskerne, fik den ide, at de også skulle prøve det. Det gjorde spanierne, italienerne, kroaterne og østrigerne, de sidstnævnte stemte sig derfor med 98% flertal til et Anschluss med Tyskland. Like it or not, men tag stilling til fakta.

Diktatur 
USA, NATO og deres fine venner i ISIS førte og fører krig med to af Mellemøstens velgørende diktatorer. Begge har sørget for stabilitet og velstand og stor tolerance i deres lande. Det drejer sig om Libyen og Syrien og deres diktatorer, Muammar Gaddafi og Bashar al Assad. 

Lad os først se på den berygtede diktaturstat og dens berygtede diktator, Gaddafi. Med streg under be-rygtet. Rygtedannelse er ikke nødvendigvis det samme som virkelighed og sandhed, for virkeligheden for libyerne for år tilbage, før landet blev lagt i ruin og oversvømmet af USA-, NATO og Saudi-finansierede lejesoldater med kryptiske forkortelser som IS, ISIL, ISIS eller Da'esh, var det land i Mellemøsten og Nordafrika med den højeste levestandard for folk. Gaddafi havde næsten total opbakning hos sit folk, men der skulle blot en enkelt smædekampagne med fuld mediedækning i Vesten til, før alle lige pludselig syntes, at manden var helt forfærdelig og fortjente ... at få skudt hjernen ud? Det vovede man så ikke at sige lige ud men ævlede i forblomstrede vendinger om regimeforandring, at bringe det velgørende demokrati til de stakkels undertrykte libyere, der var så undertrykte, at de elskede deres præsident. Herefter talte man om ansvar for at beskytte og røde linier i sandet, ingen støvler på jorden og ikke-fly-zone. Herefter blev Libyen bombet sønder og sammen, Gaddafi myrdet, to millioner libyere gjort nationsløse, landet oversvømmet med terrorister, den libyske ørken gjort ubeboelig i uoverskuelig fremtid med beskidte NATO-bomber indeholdende afberiget uran - we fucking nuked them!! Dertil blev de libyske guldreserver stjålet og landet gjort til et udskibningssted for våben til den næste planlagte krig i Syrien. At alle disse krige var planlagt, ved vi fra hestens egen mund. general Wesley Clark, tidligere øverstbefalende i NATO i et øjeblik af ... ja hvad skal man nærmest mene, bondeanger eller moralsk kvababbelse? Eller var han som soldat også blevet udsat for de karaktermord, der er så hyppige i den betændte verden? Eller forsøgte han bare at vaske sine blodige hænder efter den beskidte aktion i forhold til Ex-Jugoslavien? Vi kan ikke vide det. Man kan sandsynligvis være langt oppe i toppen af systemet uden fuldt ud at have fattet det. 

Den libyske præsidents næste synd var at arbejde for en ny afrikansk dinar baseret på Libyens guldreserver med det formål at gøre de halvforarmede lande i Maghreb uafhængige af petro-dollaren. Bare sig navnet p-e-t-r-o-d-o-l-l-a-r, og det kan nok være, at du ryster i dine underbuksers inderste grundvold! Dernæst fornærmede han den saudiske despotfamilie - i modsætning til hans styre aldeles skrupuløse og kyniske tyranner og dertil notoriske statsterrorister - ved at kalde deres oliekonge for en forræder mod et broderfolk og medlem af den Arabiske Liga ved at tillade USA at overfalde dette land, Irak. Endelig ønskede han at forære sine naboer den fantastiske vandteknologi, som libyerne havde udviklet kaldet the Man Made Project

Efter hele svinestregen og ødelæggelsen af landet kaglede fru Clinton skratleende op med sit smagløse 'Vi kom, vi så, og vi myrdede', efter at hun havde været en af hovedaktørerne i at skabe og finansiere ISIS som de benægtede boots on the ground - ligesom al Qaeda, som hun for åben skærm indrømmede var helt og holdent en amerikanske opfindelse. Vi ved, hvad der venter Verden, hvis denne psykopat bliver valgt til præsident for det land, der i øvrigt har myrdet fire af sine egne præsidenter: Lincoln, Garfield, Mckinley og Kennedy - alle for at sætte sig op imod bankmændene og gældsvældet. En lang og fornem tradition ...  

Meritokrati
Skal man nu også gøre sig fortjent til at være statsleder?

Det høres hele tiden som et messende mantra, at Kina er et kommunistisk land, og at de skam ikke er demokratiske og føj for den! Man kan en gang imellem få lyst til blot at spørge direkte op i hovedet på folk, der fremturer med deres klicheer: 


Hvad rager det dig, hvordan et land i den anden ende af verden med en anden kultur vælger at styre? Og med hvilken ret mener du, at din meneng om den sag har nogen relevans for den kultur med de folk? Hvem har i øvrigt givet dig det indtryk at dine idealer og meninger om styreform er fem sure potter pis værd, blot fordi du kan udsige din foragt og dine fordømmelser? Hvem siger, at folk derude i udkantsverden er det mindste interesserede i vores rådne demokrati, og hvem har fortalt dig, at one size fits it all? 

Kina for det første ikke et kommunistiske land længere, heller ikke selv om de formelt set af navn stadig har et kommunistisk regeringsparti. De er i dag mere kapitalistiske end noget land i Vesten, hvor vi nu er gået over til totaliær sovjetstil femårs-planøkonomi. Det samme gælder for Rusland, men de snotforvirrede folk og medier i Vesten har endnu ikke opdaget, at russerne ikke er kommunister længere, ej heller at EU er blevet det nye Sovjet kalder EUSSR med planøkonomi og kommisærvælde. 

Kina er stille og rolig vendt tilbage til en opdateret udgave af sin ældgamle konfucianske tradition for meritokrati, altså position og hverv efter fortjeneste. Det betyder, at for at opnå en position i toppen af kinesisk politik og administration skal man have aftjent en lang og stilsikker værnepligt som succesfuld leder på landsbyniveau, provinsby-niveau, storbyniveau med opland og distriktsadministration, før man overhovedet kan komme i betragtning som toppolitiker for slet ikke at tale om regeringsleder. I modsætning hertil kan man blive præsident i USA som en total nitwit uden nogen som helst politisk erfaring eller talent, blot man er villig til at udføre blowjob på bankeliten, militærindustrien og den jødiske lobby og opfylde kriterierne for at være en typecast styrbar nikkedukke, der kan læse op fra en teleprompter og kan udtrykke de politik korrekte holdninger på kommando. Hmm, hvem kan jeg lige have i tankerne her ..?  

Timokrati 
Vi bryder os formelt ikke om et land styret af militærfolk. Men ethvert land, der er nødt til at gå i krig for at forsvare sig mod en angribende fjende, bliver i sagens natur til et timokrati. Da Vietnam blev overfaldet at USA mellem 1955-75 overgik de til undtagelsestilstand og militær ledelse med kommandocenter, task force, hierarkisk opbygning, entydige ovenfra-og-ned kommandoveje en folkelig hær dedikeret til at forsvare sig med næb og kløer. Og det kan nok være, at de gjorde det effektivt, for USA tabte rent faktisk Vietnamkrigen. I mellemtiden fik CIA så hevet tonsvis af heroin hjem fra den gyldne trekant til at finansiere deres sorte, lyssky projekter, så man kan vel sige, at US Deep State vandt deres del af krigen. 

Vietnam var sandsynligvis vendepunktet for den feel-good-kom-glad-1-2-bølge af americana, der fulgte bevidstløst i kølvandet på Anden Verdenskrig, der jo som bekendt var 'den gode krig', hvor de gode var åh-så-hjertensgode og de onde var monstre til hobe. Her blev der pillet ved glorien, og en vis stank slap ud fra skeletterne i skabet. Forinden var glorien pillet af det Britiske Imperium, der gik ned med dansen og tabte moralen og sig selv som Imperium ved at miste sin kronjuvel, Indien. Takket være psykopaten Churchill og det projekt, han var sat op til. 

Syrien i dag er et timokrati, da alt i det syriske samfund i dag er gearet til at forsvare sig imod horder af terrorister, professionelle lejesvende med lønseddel i lommen fra Saudiarabien, våben fra NATO stjålet i Libyen og finansieret ved opiumsproduktion i Afghanistan bakket op af den israelske hær og Mossad/CIA. For hver dag det lykkedes dette land at modstå det enorme pres, der er lagt på dem, bliver man mere og mere målløs. Javist har de deres stærke allierede i form af Rusland, men det er stadigvæk syrerne, der tar slæbet og skraldet og det syriske folk, der tåler disse umenneskelige lidelser. De syriske flygtninge bliver misbrugt dobbelt ved, at deres landsbyer først er jævnet med jorden, og at de efterfølgende er udset til sammen med horder af subsistensløse afrikanske voldtægtsmænd at være et demografisk masseødelæggelsesvåben til at balkanisere Europa. 

Teokrati 
Hvad er nu det for noget? Og hvad skal Gud nu blandes ind i statsdannelse for? Er det ikke noget med gudekonger i egyptiske og babyloniske fangenskaber? Og nej, jeg har ikke tænkt mig at fremstille Vatikanet som en modelstat, Gud forbyde det! Som Grundtvig skrev i en salme: Den Satans stol i Rom. Tænkte han på jesuitter-generalens lænestol? 

Nej, jeg tænker på et moderne teokrati, der med succes har styret et meget stort land udenom et kolossalt pres fra udenlandske parasittiske og morderiske kræfter. Vi er ude i noget politisk ukorrekt her, for vi taler om det iranske præstestyre. Uden at kende til Persiens/Irans historie i som minimum det 20 århundrede, kan man ikke forstå fænomenet, der er langt bedre end det rygte, som dets fjender har udspredt. 

Først må vi forstå, at Iran er en ældgammel og meget forfinet kultur. Da briterne ragede til sig med Indien, ragede de også til sig i Persien. Det iranske folkemord 1919-21 er indtil for nylig en velbevaret hemmelighed. Halvdelen af befolkningen blev myrdet af briterne ved kunstig hungersnød, en taktik, de havde brugt i Indien og i Irland. Herefter indsattes en marionetstyre med Reza Pahlavi, den seneste shah af Iran's far. Dette spøgelsesregime af nikkedukker fortsatte, kun afbrudt af den demokratiske æra i 50'erne, hvorefter briterne sammen med amerikanerne anså det som nødvendigt at omstyrte den demokratisk valgte præsident, Mossadeq i 1956, da han mente, at Irans olie måtte tilhøre Iran og ikke British Petroleum. Det anti-demokratiske statskup indsatte nikkedukkens nikkedukkesøn som shah. Mange iranere, der senere flygtede fra præstestyret, har ikke forstået deres egen historie men faldt for det besnærende i, at en shah - klinger det ikke gammelt og fornemt - var leder. For hvad er det, at CIA, Mossad og MI5 gør, når deres nikkedukker ikke længere nikker i takt med deres nikkedukkeri? De afsætter dem og indsætter en ny nikkedukke. Næste gang hed han Ayatollah Khoumeini. Manden var MI5-agent. Bemærk venligst, hvordan han i sin skummelhed ligner historiske forbilleder, alle sammen fundamentalist-slyngler opfundet af det britiske efterretningsvæsen til at fremme Imperiets sag. Abdul Wahab-typer med langt skæg og turban og brændende fanatisk blik, som trådt ud af Lawrence of Arabia i cinemascope. For at forstå islamisk fundamentalisme og dets politiske baggrund, er det nødvendigt at kende til det britiske efterretningsvæsens taktikker. Og hvor ville det være befriende, hvis muslimer ville gøre sig den ulejlighed og det stykke hjemmearbejde at sætte sig ind i det korrumperede stykke af Islams historie for at bringe sig selv på højde med virkeligheden og ikke fortfarende lade sig røvpule som en hunkamel i ørkenen. Alt for mange er faldet i den fælde, at man ikke kan kritisere Islam - heller ikke når det kører frem i en korrumperet wahabi-version og bryder alle de strenge regler for anstændig krigsførelse - når det skal være . der kan læses i Koranen. 

Men altså: Khoumeini bliver indsat i Iran. Der er imidlertid de, der har lugtet lunten og sørger for, at han ... kommer af dage. En gammel mand, javist, men døde han en helt naturlig død? Det samme kommer til at ske, når CIA-tilbehøret, Fetulah Gülen ikke længere er anvendelig i forhold tl Tyrkiet. Det gav plads til en af de mest farverige og fantastiske skikkelser i verdenspolitikken, Mahmoud Ahmadinedjad. En vaskeægte teokrat. Han kunne stille sig op i FN's generalforsamling og starte med at tale i 10 minutter om Gud, hvorefter han tog bladet fra munden og nedsablede USA-imperialismen, Israel, Saudiarabien og alle deres gerninger og al deres væsen - uden frygt og uden at skamme sig. Han blev sandsynligvis tvunget til at gå af, da han var for åbenmundet. Men tag ikke fejl, han havde den allerstørste respekt hos de ortodokse jøder med hat og slangekrøller, der lige som ham ikke mente, at staten Israel havde nogen legitimitet, og at Holocaust-mytologien var et klamt svindelnummer. Halløjsa! vi spoler lige tilbage her: de mest hardcore ortodokse jøder mener altså ikke, at staten Israel er legitim, at Holocaust fandt sted og at zionisme er værd at skrive hjem om! Og så synes de, at den tidligere teokratiske præsident for Iran er cool!  

Oligarki 
Oligarker har et mildest talt blakket ry. Tænk blot på de jødiske oligarker, der blev vappet ud af Rusland i starten af Putin-æraen. Russiske oliesheiker og finanshajer, i bund og grund mafiosi, der mente, at det nu var tid til at rage til sig. Jeltzin-æraen åbnede for et veritabelt parasit-angreb på eks-Sovjet. Der var en tidslomme, hvor den svækkede Sovjetstat var totalt blottet for allehånde overgreb fra det globale oligarki. 

Men vent lige et øjeblik ... Vlad Tepech ... jeg mener Vlad-imir Putin er jo selv en oligark. Han opererer bare ikke på standard-oligarkiets præmisser, for han har sin egen ærke-russiske dagsorden. Han er timokrat, for han er tidligere soldat og KGB-mand med fuld indsigt i ... hele svineriet! Han er også teokrat, da han er ortodoks kristen og nationalist. Han er mere demokrat, end hykler-demokraterne i Vesten, da han tror på - og praktiserer! - russernes ret til folkelig, national selvbestemmelse. De kalder ham en ny tsar fuld af forargelse i stemmen. What's your fucking problem here? Tsardømmets Rusland var en velsignelse for russerne. Sovjetstaten var et 70-årigt mareridt uden lige! At vestens medier og politikere har ondt i røven over en ægte statsmand, viser deres eget mangel på format og tyven, der tror, at hver man stjæler. De er simpelthen bange for hans fortid som KGB-mand, for det betyder at han - i modsætning til vestens præsidenter - har direkte indsigt i, hvad der skete under den kolde krig, svindelnummeret beregnet på at bedrive statsterror overfor vestens indbyggere. Det gør ham tværtimod til en højt kvalificeret præsident. Modsat sine amerikanske kolleger, hvis fortid består i regulær mafiavirksomhed. Bill Clinton var indfedtet i CIA's kokaintransporter til Arkansas. Han banede vejen for finansforbrydelser frem mod 2008. Han har på den anden side af 100 voldtægtsforbrydelser lurende om hjørnet. The Clinton Foundation er et syndikat for pengevaskning. Og hans kone og en historie for sig. Massemorder er kun én betegnelse for dette uskønne fænomen.

Anarki 
An-archos, ikke-styre. Kan det overhovedet lade sig gøre?

Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Men vi er nødt til at kridte banen af her. Nationalstater som anarkier - forget it! At tro på den slags er utopisme, luftkasteller, fantasmorgasmer. En stat kræver lederskab, ikke anti-lederskab. 


Anarki som praktiseret samfundsform kræver oplyste, selvstændige mennesker med maksimal indsigt i deres eget liv og dets muligheder. En total smuk tanke, I love it!! Jeg ville ønske, at det var sådan. Det er det bare ikke. 

Anarki er for lokalsamfund. Men lur mig: når anarkiet har meldt sin ankomst, så følger hele raden af styreformer i halen på det. 

Anarkismens (Bakunins) problem er, at det er et halehæng til socialalismen, utopismen, kollektivismen, kommunismen. Anarkisme er for tidlig udløsning af ur-kommunisme. Og hvad er ur-kommunisme? Det er er utopisk ur-kristendom, en drøm om tilbagevenden til den måde, de kristne undergrunds-grupper levede i opposition til Romerriget, deres overlevelses-måder ved at dele alt, intet at eje, total opofrelse for en abstrakt sag, osv. Kristen-kollektivisme blev til social-kollektivisme. Og Moses blev til fede filosoffer med fuldskæg. 

Anarkisme er som demokrati. Hvis den givne gruppe ikke er homogen, indforstået og helt klar til projektet, så vil der straks være misbrugere, der forgriber sig på de fælles goder. Herefter bliver folk nødt til at stille noget op med den anarkisme, der blev til anarki, hvorefter der sker noget, der ligner og senere bliver til en statsdannelse. Man ansætter en milits til at holde den rockerbande ned, der lige er ankommet. Og så videre. 

På den anden side er der noget, der tyder på, at tilstedeværelse af uduelige myndigheder er værre end fraværet. I byen Acapulco fyrede borgerne deres politi. Da de forsvandt, faldt kriminaliteten markant. Surprise! I en amerikansk by ejer samtlige borgere skydevåben. Betyder det så, at de går rundt - som deres kujonregering hævder - og skyder hovederne af hinanden og enhver forbipasserende? Selvfølgelig ikke, og som du sikkert har gættet, så er kriminalitetsraten i denne by: zero! Det våbenforbud, der råbes højt om i USA fra regeringens side, har helt andre årsager. 

Så folk er altså lokalt, når de bliver enige om spillereglerne, fuldt ud i stand til at tage vare på sig selv. Eksperimentet ville være meget interessant at dyrke i langt højere grad. Selvfølgelig betyder anarkisme ikke mangel på styre, for et styre vil altid opstå. Der er altid folk, der tager initiativet og førertrøjen. Det er en af de helt store forskruninger af virkeligheden, som socialister og bekendende anarkister gør, at mennesker skal nivelleres og være ens. Det er så skudt i låget, som noget kan være, og dertil uskønt. De samme mennesker ævler gladeligt om diversitet, men deres ene mund ved ikke, hvad den anden siger. Lighed gælder selvfølgelig ikke den dag, de selv kommer til penge - se blot på babyboomerne, der blev champagnesocialister, da de havde sat sig på alle de fede jobs i de glade 70-80'ere, fik stor villa og to biler. De opfører sig lige så snotforkælet og kommissæragtigt som den lille forspiste pamperklasse i Sovjet, der levede for stjålne burgøjserpenge med schweitziske bankkonti, russisk champagne og kaviar.  

Kaste-autokrati 
Udtrykket er interimistisk, for der er ikke et officielt navn for det. Ikke længe siden blev jeg gjort bekendt med, at der engang fandtes en avanceret styreform hos vore nordiske forfædre. Altinget var tilsyneladende kun deres 'generalforsamling', et konvent, en forsamling, bag og under hvilen fem selvstyrende og dog indbyrdes afhængige styreformer havde dannet sig. 

Inden jeg beskriver dette kompleks af styreformer, som jeg har forstået det (tak til min ven P.O. og hans viden fra autentiske kilder med dybe rødder i vores fortid for at gøre mig bekendt hermed), vil jeg nævne, at vore nordiske forfædre og -mødre ikke kan forstås uafhængigt af en global civilisation, hvis udstrækning har været Eurasien, Europa i dag udstrakt til Asien, eller Europa i dag som vedhæng til Asien. I dette kontinuum finder vi kastebegrebet.

Her løber vi allerede ind i oversættelsesproblemer, for det indiske kastesystem i dag er en stærkt degenereret udgave af, hvad vi stærkt må formode var et intakt og harmonisk spirituelt samfund, hvor folk var opdelt efter deres niveau af udvikling. Vi kan også kalde det et druidisk styresystem, og disse rishier, druider eller 'filosofiske konger', som Platon kalder dem, finder vi netop i disse historisk-kulturelle sammenhænge. Det er interessant, at der i dette system var fem styreformer ligesom Platon benævner fem styreformer på sin tid, hvor de har udskilt sig til monoformer i perioder eller i forskellige bystater. I det oprindelige system, der er langt ældre end Platon, fandtes de samtidigt indenfor samme samfund. Her gav begrebet Sam-Fund mening, hvilket det ikke gør længere.

Mistænksomhed til et kastesystem er altså berettiget i dag, men i en fjern fortid var det et ideelt styresystem, og Platons teoretiske forsøg på at gentænke det, stammer herfra. Hvad handler det om? Til sagen. Der vil blive brugt terminologi, der stammer fra det gamle nordiske sprog, og det vil blive sammenholdt med eftertidens politiske filosofi. 

1
Den første stand, kaste eller klasse var slaverne. Igen et stærkt belastet begreb, da det i fx. romersk terminologi var en undertvungen, ufri mand stammende fra Imperiets overvindelse af andre folkeslag. Oprindelig var en slave blot en arbejder. Arbejderne havde en styreform, hvor alle var lige. Det kan sammenlignes med socialisme i dens teoretiske, ideelle form. Vi støder allerede her på, hvor svært det er at tale om det, for der er løbet så meget vand fra åen i havet sidenhen, hvor ordene er blevet ideologisk ladede. Lighed var ikke påtvunget, den var indbygget. Du er født som slave, hvilket vil sige, at du ikke tager stilling til, hvad du skal gøre, for det er du ikke i stand til. Du er afhængig af, at andre fortæller dig, hvad du skal gøre, og du er fuldstændig tilfreds med det. Ligeledes er din indsats i samfundet fuldt ud respekteret, og dine evner som arbejder et uundværlige.  



Den anden stand/klasse var svendene. Vi ville i dag kalde dem for håndværkerne, de faglærte, måske endog kunstnerne, for håndværk og kunst var ikke forskellige fra hinanden. Det er en stor kunst at lave en ordentlig stol. Jeg har lige deltaget i Copenhagen Skills fra sidelinien, og jeg kan blot sige, at noget af det, som drengene og pigerne fra faguddannelserne udførte, var kæmpestor kunst i mine øjne, langt større kunst end et eller andet fortænkt modernistisk eller koncept-kunstnerisk makværk. Kunst og Kunnen var/er uadskillige (bare hør ordet), men modernismen har totalt fucked det op, så man i dag ikke behøver at mestre et håndværk men kan nøjes med at præsentere et smarty-farty design-show-off. En middelalder murermester, en renaissancemaler, en barok træskærer, en klassissistisk komponist, eller en romantisk skulptør var alle nødt til at beherske og mestre deres respektive håndværk. 

Svendene var orienteret mod udveksling af deres frembringelser. De var både håndværkere og købmænd. I dag ser vi også disse fag som adskilte. Men tænk dig blot en smed fra middelalderen. Når folk kom till ham for at få lavet en hestesko og sat den på hesten, så indgik de en handel. Jeg har brug for det-og-det, hvad kan du lave det for? Jeg skal bruge det-og-det, og det tager så-og-så lang tid, hvorfor det koster så meget. Du kan ikke adskille produktion fra salg, og virksomheder i dag indeholder begge dele. Ethvert en-mandsfirma ved, at begge dele skal falde på plads, før det kører. 

Svendenes styresystem vil vi i dag kalde for kapitalisme, igen et stærkt kompromitteret ord. Kapitalisme i sin oprindelige form er enhver mands ret til at handle med en anden mand uden indgriben fra andre virksomheder, regeringer, lovgivere, eller organisationer. En sådan indgriben, der konstant finder sted i skrivende stund, ville være korpokrati, juristeri, bureaukrati, rovdyrkapitalisme eller globalisme (omvendt fascisme). Vi har ikke længere kapitalisme, men det havde man i svendenes autonome styre.  


Den tredje stand/kaste var krigerne. Hvad skal der til for at føre en krig? Det skal for det første en livslang uddannelse i at håndtere våben, kampkunst og udøve strategi, Jeg bor selv på et sted i Sydsjælland kaldet Jungshoved - tryk på første stavelse, please! En af de fremmeste krigerskikkelser i 1600-tallet, der mestrede alle aspekter af sit fag, huserede på denne smukke halvø med udsigt udover Østersøen op til Stevns og ned til Møn. Hans navn var Svend Pouelsen Gjønge. Vi er tilbage i slutningen af 30-årskrigen og svenskekrigene, og gøngerne eller snaphanerne var den tids guerilla-grupper, der sørgede for, at svenskerne fik kamp til stregen og til sidst måtte forlade landet. De kom fra Halland og Skåne = Danmark dengang, og skåninge i dag føler sig på mange måder stadig som danske. 

Hvad kendetegner krigernes styreform? Hierarki, en strengt topstyret kommandovej. Ingen krig kan vindes uden topstyring, rangorden og lydighed. Ingen krig i verdenshistorien er vundet vha rundbordssamtaler, symposier, indbyrdes forhandlinger (det er fred, vi i så fald taler om). Krigernes styresystem er derfor diktatur. Disciplin er en streng nødvendighed, ovenfra-disciplin eller selv-disciplin. Det er den kaste, der er tydeligst genkendelig i Platons Staten som Timokrati, bystaten Sparta. 

Lad os lige stoppe op her. Hvad er forskellen mellem Platons bystats-styreformer og det oprindelige komplekse eller komplementære styresystem, som jeg til lejligheden har kaldt kaste-autokrati? Forskellen er funktion og dysfunktion. Når én kastes styreform påtvinges de andre, så ankommer det tyranniske element. Arbejdernes egalitære styre kan ikke påtvinges resten af samfundet, uden at proletariatets diktatur indfinder sig. Altså en uproduktiv, ekstremt undertrykkende udjævning og udradering af naturlige forskelle finder sted, og hvor en snæver almægtig avantgarde eller pamperelite er højt hævet over masserne. Vi kender det fra Sovjetstaten og maoismens Kina. Folkemord finder altid sted i kølvandet. Hvad der var godt som et autonomt styresystem indbyrdes blandt arbejdere blev påtvunget på resten af samfundet og så vidt muligt - hvilket var intentionen - på hele Verden. 

Hvis på den anden side svendenes/arbejdernes interne selvstyre blev påtvunget hele samfundet, så ville vi få et oligarki, et industri-, købmands- eller bankmands-vælde. Det kaldes i dag for korpokrati. Oligarkerne styrer efter egen interesse. 

Det begynder at stå klart, at Platon beskriver ubalancerede styreformer, hvor den særlige styreform, der er skabt til én stand, én klasse, én kaste med vold og magt påtvinges alle andre. Herved opstår slavestat, rovdyrkapitalisme, militærdiktatur, præstestyre eller monarki. Alle fem styreformer kunne være smukke og respektfulde i sig selv, men de historiske perversioner er alle sørgelige eksempler på ét vældes degeneration og dominans over de andre. Et slags kasternes statskup. Slut på pausen.  


Den fjerde stand/kaste er de tænkende. Det svarer til brahminerne i Indien, hvor vi finder resterne af det vediske og ældgamle kastesystem. Hvad er deres styreform? Det er vor ideologiske koncept anarki. Slaverne har ligeberettiget enighed. Købmændene og håndværkerne har enighed baseret på forhandling. Krigerne har enighed baseret på diktat ovenfra. De tænkende har en enighed og en styreform baseret på, at de rent faktisk kan tænke selv. De modtager derfor ikke ordrer som arbejderne, for de har ikke brug for det. De har ikke en en kommandovej som krigerne, for det har de heller ikke brug for. De forhandler ikke som købmændene og håndværkerne for deres verden er traditionsbaseret. Deres styreform er anarki. Ingen bestemmer over dem. 

Vi har ikke eksempler på anarki som styreform i vor tid. Vi har eksempler på præstestyre, teokrati. Det iranske præstestyre fungerer rent faktisk. Så kan du være sur på det, forarget, ideologisk opkogt eller mene, at et land ikke kan tillade sig at gøre ligesom shogun-styrets Japan frem til starten af forrige århundrede: at lukke sig fuldstændig om sig selv for at beskytte sig mod fremmede kulturers invasion. Og Iran er ikke engang lukket, alle kan rejse frit efter den decideret grimme periode under MI5-agenten, Khoumeini. Det er iranerne, der har oplevet ufrihed overfor Vesten via sanktioner. Vi glemmer altid, når vi hævder, at præstestyre er af det onde (= det skal vi ikke kunne lide pr definition), at Vatikanet er indbegrebet af et præstestyre, da det er en stat og ikke blot en hovedkirke. Her holder analogien anarki ikke længere, da dette firma - for det er et firma - er ekstremt hierarkisk opbygget, og deres Gestapo/hemmelige politi, Jesuitterordenen, er en militær enhed og et af verdens ældste, stadig fuldt aktive efterretningsvæsener. Og husk yderligere, at navnet efterretningsvæsen er en grov eufemisme, da både CIA's og jesuitternes fremmeste opgave er at kontrollere og manipulere via alle tænkelige metoder, hvoraf efterretning kun er et redskab. Det har de så gjort siden 1540 og har derfor den størst tænkelige erfaring i at holde sig under radaren. Og nu sidder deres man som en ny Caesar/pave i disse for vor klode så besynderlige tider.  

5 
Den femte stand/kaste er kongerne. Det oprindelige kastesystem er spirituelt. Du er født slave, svend, kriger, tænker eller konge. Derfor er systemet ikke rigidt. Hvis du fx er født som slave, men opnår høj grad af kunnen, så bliver du en svend, en håndværker, en købmand. Hvis du som tænkende individ har suveræne leder-egenskaber og forståelse for hele nationens skæbne, ånd og velfærd, så er du måske konge. 

Konger blev traditionelt rekrutteret fra både kriger- og tænker-kasten. I det ældgamle Rusland (før Kiev Rus) var der to slags prinser/fyrster (fyrste = den første, principe = den første). Der var prinsen i fredstid og prinsen i krigstid. En prins fra krigens tid kunne aldrig regere i fredstid. Fyrstedømmet var ikke-arveligt, du blev hyret som fyrste/prins baseret på kvalifikationer. Den ordning, der fungerede fremragende og retfærdigt i sin oprindelige version, er i tider, der kom efter, degenereret. De samme monarker, der førte krig, får lov til at sidde i fredstid med blod på hænderne, en kæmpe statsgæld til bankmændene, en dyb infiltrering i det militær-industrielle kompleks, og deres privilegier går i arv, hvilket alt for ofte har ført til despoti (grundet indavl?). En ansvarlig konge/kejser kunne meget vel give arven videre til en totalt uduelig søn. En af de romerske kejsere, hvis format som leder rager op over de andre, var Marcus Aurelius, samtidig en berømt stoisk filosof. I hans breve viser han sig som ægte filosofisk konge i den platon'ske betydning. Hans søn var en uduelig nitwit, der ødelagde alt det, hans far havde skabt. 

Så hvis præsterne eller de intellektuelle (fx som i bolsjevismen) påtvinger samfundet deres styre, bliver det grimt. Det bliver et mono-kastevælde i stedet for et kaste-autokrati, og forskellen er lammende. 

Gylden tid og rådden tid  
Ligesom Platons idealstat, hans aristokrati ikke fandtes længere på hans tid, således findes det gamle kastesamfund i sin sunde form ikke længere. Antallet af kasteløse i Indien vidner om, at det kun er en reminiscens af vedaernes gyldne tidsalder. 

Vi har den regering, vi har fortjent. Jo mere, man funderer over, hvorfor det står så slemt til med vores styreformer og i særdeleshed demokratiet i vor tid, jo mere forekommer det sandsynligt, at beretningerne om en gylden tid taler sandt. Folk var generelt mere oplyste og mindre - langt mindre! - fucked up. Der har været en højere mental og spirituel energi, og folkets ledere har været af et format, man skal lede efter i dag. Vi lever stadig i bærmen af Kali Yuga, selvom vi ifølge de mest pålidelige udregninger er ud af den. Der spores en vis inerti, den hænger lidt med røven. 

Men i det mindste er ondskaben og korruptionen så über-tydelig, at der er håb for, at katten ikke kan lukkes ned i sækken igen. Vi er rent faktisk midt i Apokalypsen, der på græsk betyder slørets fald (ikke Armageddon, som Hollywood bilder os ind). Dommedag er ikke Ragnarok men som den siger: dommens dag. Studer den amerikanske valgkamp - Holy Crap! Man får virkelig lyst til at bruge ordet Antikrist her! Selv en Mr. Trump vil ikke kunne stille meget op i det ovale værelse, selv om han som den første kandidat nogensinde har bragt en stribe højst tiltrængte emner på banen, der er blevet fuldstændig tabuiseret og politisk ukorrekte at nævne. Som minimum kan man for verdensfreden håbe på, at han vinder. Hvilket han allerede er i fuld gang med, men valgsvindelmaskinen er for længst sat i gang, og der meldes om massive problemer. Hvis det lykkedes demokraterne og dermed deres bagland, globalisterne at stjæle valget, så har vi meget hurtigt et meget uhyggeligt krigsscenarie i forhold til Iran, Rusland og Kina, da der absolut ingen grund er til at tro, at den kvindelige psykopatiske kandidat ikke vil gøre, hvad hun har truet med. Hen forbryderkatalog er nu så omfattende, at hun burde være moden til capital punishment. Jeg vil i stedet anbefale forvaring i en gummicelle med en dildo. 

At vi overhovedet bliver udsat for typer som Hillary Clinton, vidner om hvor dybt Kali Yuga sidder i sulet på os. At folk rent faktisk begynder at få øje på det i større stil vidner om, at vi er på vej ind i en ny periode, en ny Yuga. Man kan have det håb, at psykobitchen rent faktisk har en historisk mission: at være så entydig korrupt-kriminel og skingrende krigsliderlig, at selv de mest afstumpede kan få øje på det. Mange vil dog være udenfor pædagogisk rækkevidde, men hvis blot en kritisk masse kan nås, er der håb for menneskeheden. Taler jeg med for store ord? Overhovedet ikke. Tidligere assistant secretary of housing og nuværende uafhængig finansrådgiver, Catherine Austin Fitts, er ikke i tvivl om, at det ikke blot er et valg mellem styreformer i disse tider og dage. Det er et valg mellem et totalt inhumant samfund og et samfund, hvor der er plads til mennesker.

lørdag den 10. september 2016

Den etiske tjekliste - Ikke for psykopater!

Logos
det ordnede, det forstandige, det uden indre modsigelser, det videnskabelige, det kloge, det endog viise – hjernen, intellektet, det spirituelle

Ethos
det gode, det rigtige, det forsvarlige, det retfærdige, det samvittighedsfulde – hjertet, de pålidelige følelser, det intuitive

Pathos
det nødvendige, det brændende, det heltemodige, det handlende, det lidende – kroppen, viljen, tyngdepunktet, det instinktive

Her tales ikke om godt og ondt men om tilstande og kræfter i det menneskelige selv. Alle har deres ret og styrke, og alle er en mulig kilde til både svaghed og ubalance.

_________


Mennesket er et trehjernet væsen (Gurdjieff). Vejen til dig selv (eng: selfhood) går via en balance mellem – og udvikling af - de tre hjerner.

Ormen er et enhjernet væsen.
Den har et avanceret centralnervesystem, den har skudskikre instinkter.
Den omformer med en kemiprofessors sikkerhed naturlige substanser til deres nedbrudte, videreførte og for helheden gavnlige tilstand.
Bien udfører med sin egen genialitet et ret begrænset antal ret komplicerede processer uden at tænke et sekund over det.

Pattedyr og fugle er tohjernede væsener.
De har et væld af pålidelige følelser (ulig det forvirrede menneskes upålidelige følelser), de er eksperter i følelser og fornemmelser. Deres sanser er så forfinede, at de er omvandrende intuitive metafysikere.
Hunden kan lugte de mindste koncentrationer af sporstoffer.
Haren kan høre på kilometers afstand som en retningsbestemt mikrofon.
Ørnen kan se fra kilometers højde som med teleskop.
Katten kan sin QiGong, når den visualiserer sit spring – dens qi-body har allerede udført springet, før den springer.
Elefanten mærker tsunamien flere timer før, den ankommer.
Visse dyrs adfærd minder om de trehjernede væseners intelligens. Kragefugle er fantastiske problemløsere, delfiner har semi-menneskelig adfærd, og grise er særdeles lærenemme.

Mennesket kan reflektere, og det kan være kreativt. Det kan forestille sig noget, der ligger udenfor det allerede eksisterende. Det kan finde løsninger på komplicerede problemer, og det kan udvikle kulturer af højest forskellig art. Dyr kan tilpasse sig varierede livsbetingelser, men menneskets tilpasning er nærmest uendelig.



Mennesket burde med sine evner for tænkning være dyrene overlegent, men kulturen har sat dets overlegenhed over styr, og vores overlegenhed består efterhånden kun i, at vi kan drive dyr imod deres natur og naturen ud over afgrunden. Overlegenhed forpligter, men det toneangivende segment af nutidens menneskehed har som et hovedprojekt valgt at sætte sig udenfor. I en kultur ude af balance er det enkelte menneske derfor ude af balance. Når mennesket er ude af balance, reproducerer og forstærker det en kultur ude af balance. En kultur og et menneske ude af balance med sig selv og naturen er svagt og kontrollerbart. I stedet for at udvikle en række højere evner, antager det semi-dyrisk adfærd. Dets evne til abstraktion er blevet en abstraktion fra naturen, hvorved det mister naturens støtte. 

Det bliver patetisk, der lider. Pathos som livsenergi, drive, gåpåmod, lyst til livet (Qi) bliver til lidelse, smerte, afskårethed, intethed.

_________


Når Logos driver ubalancen
lever vi i en verden, hvor venstre hjernehalvdel undertrykker den højre. Husk at der sker en cross-over mellem hjernedele og kropsdele, når det drejer sig om motorik og organer, og den visuelle, emotionelle, intuitive og symboldannende del af hjernen er forbundet til den del af kroppen, hvor hjertet befinder sig.

En forstands-domineret kultur er over-maskuliniseret. Alt måles i rationale og mekanisk produktivitet. Der mangler Ethos og fornemmelse for, hvad det hele er godt for, og der mangler Pathos, for pligtskyldighed og tvang dominerer. Begrebet kald er afskaffet, man kaldes ikke, man udskrives. Teknokratismen er en logos-ubalance. Positivistisk videnskab er gået i stok midt i sin logos. Husk at logik er svaret på spørgsmålet: hvorfor. Når man har alle svarene, forsvinder den kreative nysgerrighed og trangen til at lege. Barnet har det ikke godt i en sådan kultur, og det bliver tvunget til at lære matematik allerede i børnehaven inden dets hjerne er gearet til det.

En ekspert uden ble

I en forstandsdomineret kultur spørger man eksperter. I deres pingvindress - eller bar røv som ovenfor - optræder de på fladskærme med blå, kølig, autoritativ baggrund som guder fra en højere sfære, der lige har parkeret deres rumskibe udenfor studiet for en stund, for derefter at trække sig tilbage til et utilgængeligt og uforståeligt pantheon.

I logos-ubalance hersker abstraktioner som logik uden grammatik. Det er sådan – hvorfor – fordi far siger det! Landskaber bliver lavet om efter tegnede landkort, grammatikken bliver efterrationaliseret ifølge det logiske diktat.


Når Ethos driver ubalancen
har vi en lovreligion eller et følelsestyranni. Måske et gynokrati. Det er idealistens paradis. Alle revolutioner er drevet af trangen til retfærdighed parret med vrede, og når den først er tændt, er der altid 'nogen', der sætter sig ved styrepinden. Det er her, mennesket for det meste taber hovedet og danner den ideelle ursuppe for Oligarkiet. Det starter med ønsket om det gode og ender med med realiseringen af det onde.

I lovreligionen slås der hårdt ned på dissidenterne, de politisk-religiøst ukorrekte. Det er en replika af talmudismen. Kristendommen kopierede talmudismen, når den forfulgte hedninge og kættere. Rabbineren var nu en præst og overrabineren en biskop eller måske en pave.

Det DJØF'icerede samfund er en blanding af logos- og ethos-ubalance. Jurister og økonomer er både teknokrater og human-ressource-managere. De elsker at fortælle folk, hvad de skal tænke og føle og gøre og især hvorfor. De laver medarbejderudvikling, seminarer, workshops, brainstormings. De excellerer i tavlemøder, årshjul, MUS-samtaler, handlingsplaner. Teknokratismen og talmudismen i en herlig suppedas krydret med lidt omklamrende newage coachingkultur.



Vi vil jo det gode, siger de, mens de brolægger vejen til Helvede.

Ethos-ubalancen er ideologiernes element. En ideologi er neutralt set et samlet og konsistent ide-sæt. I realiteten og set i bakspejlet har ideologierne været et net for menneskefiskere, hvor den urmenneskelige trang til retfærdighed, det gode liv, kan indfanges, udbyttes og udtværes i uendelige variationer. Ganske umærkeligt er det gode liv skredet over det dårlige liv - der til gengæld er blevet en god forretning for en snæver kreds af oligarker.


Når Pathos driver ubalancen
Hvis du har Pathos, er du en ildsjæl.
Hvis din ild i røven iført etiske og logiske skyklapper, er du patetisk.
Din lidenskab bliver til lidelse og lidenhed.

Det er Pathos, der får mennesker til at udøve ekstraordinære bedrifter og ofre sig for en sag, der er større end dem selv. Men det er også Pathos, der får mennesker til at kamme over i selvberuselse og ofre deres og andres liv for en rådden ideologi, hvorved ofre bliver skabt og ikke givet. Desværre har vi ikke den fine skelnen, der findes på engelsk mellem offer og victim. Vi kan sige du gør et offer for en god sag. Vi kan også, at du bliver et offer for en dårlig sag. Endnu værre er det, når du gør dig selv til et offer for at få ret.

Det er Pathos, der driver en sportsmand til at overgå sig selv.
Det er også Pathos, der får hujende hooligans til at gå amok på stadion og smadre hinanden ude på gaden bagefter.
Begejstring og fanatisme er gjort af samme stof, det ene er vores glade ven, det andet er vores sørgelige fjende.

Disse herlige mænd og deres ukontrollerede pathos


_________


Tjeklisten
Hvor ville det være dejligt at have en tjekliste, en tænknings-, bedømmelses- og handlings-algoritme. Problematik/spørgsmål/svar – hvis dette svar, gå denne vej, hvis et andet svar, gå den anden vej, hvis et tredje-fjerde … Det virker for arbejdsgange, artsbestemmelser af planter, rutinetjek af biler og en hel masse andet, blot ikke for den menneskelige sjæl.

Vi kan godt stille os selv spørgsmål for at tjekke Logos, Ethos og Pathos.
Og hvis et af disse spørgsmål bonner ud med/så:
  • det ved jeg sørme ikke – der er som bekendt visse ting, der er svære og endog umulige at vide, men er denne ting en af dem?
  • det havde jeg ikke lige tænkt over – var det en overvejelse værd at indføre en sådan tænkning, inden det blev for sent?
  • det kan jeg ikke se, har noget med sagen at gøre? - hvilket det muligvis heller ikke har, men hvorfor har det ikke med sagen at gøre?
  • hvad rager det mig? - måske rager det dig en hel del lige om lidt?
Svaret på spørgsmålet ligger indkaplet i selve spørgsmålet, hvis det er stillet godt nok. Så i stedet for katten om den varme grød, hvad kunne være relevante spørgsmål til en tjekliste?


Logos-tjek
Tænkning kan systematiseres. Logos er orden. Hvis der er slinger i logikken, giv den et logik-tjek. Uden sammenligning, for tænkning er ikke mekanik, så er det som en bil, der ikke kører ordentligt. Her vil man gå enkeltdelene efter i sømmene, åbne og skille ad, skifte ud, justere, smøre for derefter at samle igen til den logiske enhed, bilen udgør. Og hvis der ligger en gammel støvle inde i motorblokken, så skal den nok ikke være der.

Før logik (svaret på spørgsmålet hvorfor), stil først og fremmest de generelt grammatiske spørgsmål:
- hvad/hvilket?
- hvem?
- hvor?
- hvornår?

Dette er hjemmearbejdet. Det kaldes også Trivium-metoden. Hvis du ikke engang har fundamentet for Logos på plads, hvordan tør du nogensinde håbe på at bringe din forstand i balance med dine følelser, din retfærdighedssans og din beslutnings- og handlekraft? Stil de fire H-spørgsmål, til de hænger dig ud af halsen – og gå først derefter videre til hvorfor-spørgsmålet. For tidlig logik er som for tidlig udløsning - det er utilfredsstillende for alle parter.

Hvis undersøgelsen af virkeligheden er for stort et projekt, eller hvis du bevæger dig ind på et ukendt eller uopdyrket felt, så kan du tillade dig at have visse antagelser og danne en teori. En teori er et foreløbigt svar på hvorfor, en foreløbig konklusion. Så længe det står klart, og teorien ikke gror fast, så er det helt i orden. I videnskab ville det være videskabeligt redeligt. Men videnskab er for stor dels vedkommende blevet politiceret, så der finder en dogmatisering sted. Pludselig er en teori om the Big Bang eller om menneskeskabt klimaforandring blevet ophøjet til en færdig konklusion på foranledning af udefra kommende interesser. Big Bang blev foranlediget af Vatikanet (de elskede urknaldet, for det mindede dem om I begyndelse var ... og der blev lys!). Klimadogmet blev mere end foranlediget, det blev forlangt af globalisterne. Hvor Vatikanet snedigt forførte, så voldtog politikere og industri-lobbyister en ung og skrøbelig videnskab for at skaffe sig og FN en måde at udskrive skat på globalt for første gang i verdenshistorien. 



Fundamentet for Logos er Kundskab. Sørg for at vide så meget som muligt af det, der er relevant at vide. Stol ikke som udgangspunkt på, hvad andre påstår er relevant. Stol på din fornemmelse og find så ud af, om den holder. Det er her, det bliver svært. Ikke alt, der udgiver sig for viden, er hvad det udgiver sig for.

Viden er ikke:
- udenadslære (udenadslære er værdifuldt som redskab)
- det preussiske skolesystem
- kulturmarxisme
- indoktrinering
- mediesladder
- imperial historieskrivning
- politiceret videnskab
- uanfægtede og dogmatiserede teorier
- antagelser
- darwinistisk bullshit
- krigspropaganda forklædt som journalistik
- hengiven sig til blind tro
- ideologisk pseudo-religion / pseudo-videnskab

Stol ikke på:
- en såkaldt ekspert indkaldt til et TV-program
- en bankmand, der udtaler sig om bankvæsen
- en artikel i Illustreret Videnskab
- en læge, der udskriver medicin med et pennestrøg
- en politiker, der anbefaler krigshandlinger
- en journalist, der formidler fiktion forklædt som fakta
- en lobbyist og en mobilabonnement-sælger (hvad er forskellen?)
- en genforsker, der siger, han kan fixe menneskeheden
- en fremtidsforsker, der spør om fremtiden ved at fremskrive nutiden
- en gadget, der lover dig, at du blive lykkelig
- en økonom, der hele tiden taler om vækst i samfundet



Vi er nødt til at montere et bullshit'o'meter og opbygge vores egen liste.
Det kan vi gøre ved at skærpe øret og blikket for logiske forfalskninger, falske varebetegnelser, falske løfter.


Ethos-tjek
Ethos kan hurtig blive meget kompliceret. Derfor er Etik og Moralfilosofi (det samme i angelsaksisk og tysk filosofisk tradition) tilsyneladende uudtømmelige emner. I stedet for at rode os ind i hele den store diskussion, lad os holde det simpelt.

Problemet med etik som filosofisk disciplin er til dels, at den prøver at føre bevis for det gode. Det gode ER, det er selvindlysende. Hvis ikke det gode og det rigtige og det retfærdige giver umiddelbar og intuitiv mening, så er det måske en indikator for, at det ikke er det gode, det rigtige og det retfærdige.

Derfor bliver emnet nemt forurenet. Der ankommer lynhurtigt en psykopat, der sælger ideen om, at noget er vældig godt – som senere viser sig at være rent selvmord. Som regel er det ikke psykopaten selv, der sælger os den dårlige ide om det gode-rigtige-retfærdige, men en eller anden ofte sympatisk, veltalende og velmenende spade, der har ladet sig indrullere og forføre og nu identificerer sig med den dårlige ide. Og pludselig er der en hel masse mennesker, der mener, at den dårlige ide er en fremragende eller som minimum en nødvendig ide. Et helt samfund, en hel kultur bliver således opbygget omkring usandheder og dårlige ideer, hvis eneste formål er at fodre en yderst begrænset stak parasitter og deres behov.

Parasitkultur

Vi lever i en ide-forbrugende kultur. Der er fabrikanterne af ideerne, de er meget få, og mange af dem er tilpas syge i hovedet. Så er der sælgerne, deres dygtige, villige håndlangere, de professionelle, teknokraterne, mediemagerne, spinnerne, politikerne, eksperterne, der lancerer ideerne og bare bliver ved og bliver ved, indtil folk giver op. For der er jo folk, som de er flest, ide-forbrugerne. I starten havde folk, som de er flest, måske et intuitivt glimt i bevidstheden om, at der var noget galt på færde, det smagte ikke helt godt, det skurrede lidt i ørerne, det lignede noget billigt skidt. Men siden de kloge og de smarte nu insisterede, så måtte det jo være godt nok.

En fuldstændig syg og dybt menneskefjendsk tanke indpakket i guldpapir med sløjfe om, serveret med violiner i baggrunden og en svag men inciterende duft af Eau de Cologne kan blive et rent hit som ide-forbrugsgode. Selv om det var et onde, der aldrig burde blive forbrugt. Det er behavourismens genialitet: ved hjælp af forførelse at over-rule samvittighed, moral, intuition og menneskets urgamle fornemmelse for, hvad det var det gode, det rigtige og det retfærdige. Arèté, Dharma, retfærd – her blot fra tre kulturer, den græske, den vediske og den nordiske.

Alle kulturer har et ord for det, der ER, og som derfor er selvindlysende. Men de samme kulturer vidste også, at vejen var smal, og at der var grøfter i begge sider. Når visdom gennemsyrer et samfund, findes det gode blandt de mange og til fordel for de mange. Kulturer har haft deres gyldne tid for ind i mellem at opleve en nedtur. Nogen mener, at det er en synkront fænomen over tid, andre kan påvise asynkrone bølgebevægelser. Vestens kultur oplever lige nu en etisk bundskraber. Sådan har det ikke altid være overalt i Vesten, men lige nu er der en totalitær mangel på etik i hele det kontinuum, vi kalder Vesten. Der er en næsten fuldstændig mangel på visdom. Til gengæld drives samfundet af materialisme, snuhed, management, grådighed, misundelse, dårlig stil, samvittighedsløshed, snævertsyn, dogmatik, foragt for egentlige værdier og hengivelse til øjeblikkelig sanseberigelse. Løgn er blevet en dyd.

Vi har opfundet ordet hedonisme, fordi vi har projiceret vores egen mangel på etik ned i en fjern fortid, hvor menneskene sagdes at opføre sig primitivt. Det er OS, der er de hedenske, det er os, der lever som dyremennesker (hvilket er værre end dyr, for dyr lever i overensstemmelse med naturen). Det betyder ikke, at vi dagligt går rundt og tér os hedonistisk fra morgen til aften (der er rent faktisk en del, der gør), civilisationen har sin overflade, sin egen balance om sin ubalance. Men det betyder, at vi er villige til at sanktionere alle former for menneskelige overgreb, bare de ikke går ud over os selv ved at vende øjet bort, holde os for ørerne og sætte en hånd for munden (ikke sige fra). Når samvittighedens stemme hvisker til os, slukker vi for programmet og skruer op for musikken.



Kom vi bort fra sporet? Hvor blev Ethos-tjekket af? På ingen måde, det ligger lige her. Sluk for musikken og hør efter, når der bliver hvisket. Sluk for fjernsynet, sluk for computeren, sluk for de sociale medier. I det hele taget sluk for strømmen, bevæg dig udenfor byen og før en samtale med et træ, en skovsø, en strand, en natugle eller en stjernehimmel. Med andre ord, giv dig lov til en tilstand, hvor du bliver un-switched fra den store matrix-kværn. 

Dernæst bliver du nødt til at genoptage samtalen. Altså ikke smalltalk, fnidder, sladder eller ligegyldigheder. Smid lortesproget i skraldespanden. Tag stjernehimlen med ind i samtalen. Mål og vej med den store lineal. Og så send da for guds skyld den sms bagefter, hvis du skal – first things first. De gamle, som vi har nedgjort som hedonister/hedenske kunne ikke får sig selv til at svine naturen til, for de vidste, at det var dem selv, de svinede. Vi lever som svin, hvor vi burde leve i skønhed og selvrespekt. Vi kan ikke længere bruge ordet i pagt med naturen, for det har alle utopisterne, socialromantikerne og kirkegængerne i newage-kulten om 'de ædle vilde' slidt tyndt til kliché. Men hvis der skulle være en Tredje Pagt (testamente = pagt), så bliver den nødt til at gendrive det, som de to første smed ud: naturens lov. Gud blev en abstraktion. Vi har sat os selv udenfor døren, hvorved etik ikke længere er selvindlysende, men overlades til filosofiske æggehoveder, der hævder, de kan spekulere baglæns og dekonstruere sig til en rekonstruktion, hvilket svarer til at skære alle organerne fri på en syg hest i håb om at sætte den sammen igen på en bedre måde. It ain't gonna happen!


Pathos-tjek
Har vi ondt i forstanden, har vi ondt i moralen, har vi ondt i … ja hvad har vi egentlig ondt i her? Hvornår er vi patetiske?

Det er vi, når vi ikke erkender vores behov, men forfølger vores begær. Vores pathos, vores stræben går efter det, vi ikke har brug for, og som fører til vores egen ulykke. Vi bliver tragiske personer, vi undgår vores fjender, vores opponenter, vores modsigere, vores udfordringer. Vi vender om, når vi møder portvagten. Kongen lytter til hofsnogen og ikke til vismanden, hvorefter hans pathos overgår til at føre krig.



Skal vi kaste os ud i handling? – just do it! Det skal vi, hvis vi er havnet i den anden grøft, hvis vi er blevet handlingslammede af frygt for at dumme os, at tabe ansigt, at fejle, at blive afvist eller for at kompromittere os selv. Jeg kender folk, der får tilbudt et job, hvor de kan tjene 300.000 kr ved at bruge deres særlige evner og muligheder, men som får skrupler over, at klienten ikke 100% ideologisk clearet. Det bliver lige pludseligt syndigt at tjene penge, og resultatet er vedvarende forarmelse. En sådan person er en tragisk person. Den indre portvagt sagde stop, og der blev adlydt. Portvagten burde ha' været udfordret, så man i det mindste kunne se, hvad der var på den anden side af døren. Ethos blev en destruktiv stopklods for Pathos.

I andre situationer bør vi stoppe op at tage tjekket, inden vi handler. Og se nu her … hvor det i Ethos-tjekket er svært at tale om, fordi det involverer følelser og intuition, bliver det i Pathos-tjekket pludselig case-baseret. Jeg kender folk, der i et beruset, entusiastisk øjeblik har smidt en formue bort på en investering, et indkøb, et partnerskab el. lign, der, hvis de havde konsulteret de rette folk forinden – og havde lyttet! - kunne været undgået og anvendt til noget konstruktivt og indbringende.

Hvis en nation vælger at handle med drastiske midler i forhold til andre nationer, altså hvis et lands befolkning lader sig overtale til at sanktionere krig og deltage i lovprisningens sangkor over aflivning af mennesker, så mangler der en konstruktiv etisk stopklods for Pathos. Krig og revolutioner drives af Ethos + Pathos. Eller rettere: hvis man kan bilde folk ind, at etikken er helt fin i kanten, så er det bare at give los for Pathos.

Hvis din vrede bliver provokeret, hvis der lægges op til en konflikt, fordi noget ønsker den som overtryksventil eller påskud for at starte et selviscenesættende drama, så er det tid til at tage en dyb indånding. Kan vi sige, at vi altid gjorde det? Vi har alle eksempler på, at vi tabte hovedet og reagerede, og de, der hævder noget andet, taler nok ikke helt sandt.

Det bedste middel er: praktiseret humor. For hvad er humor andet end træden et skridt tilbage eller op på skamlen, så man ser sig selv og den situation, man befinder sig i, fra siden eller ovenfra i perspektiv. Herved vender man det potentielt tragiske til noget komisk. Husk her, hvad det komiske er versus det tragiske. Heltens historie bliver til en komedie, når han erkender sit behov og gennemskuer sit begær. Komedien er den lykkelige slutning. Så konfliktsituationer er enten skalérbare (små/store) tragedier eller -komedier. Dette er genereltmisforstået. Komediener en dyb kunstform, og at den involverer humor, har ikke noget med falden-på-halen og lagkagekomik at gøre. Som Karen Blixen sagde: Gud er humorist. Som Dante sagde: Komedien er Guddommelig.

Det kræver humor at beskytte sig mod Mørkets Kræfter

Det er nemt nok at være humorist i en afslappet stund over en kop øl. Og den umiddelbart forløsende effekt af en god latter bør ikke undervurderes. Det er fysisk og neurologisk sundt. Men når vi har grinet færdig, og hvis lystigheden bareer en kunstig vedligeholdelse af en tilstand af virkelighedsflugt, så er det ikke sjovt længere. Hvor bliver humoren af, når det kniber, og vi virkelig har brug for den?

Her har Villibald Bonderøv lige siddet i timer og været på grineren på bodegaen med slænget, træder ud på gaden og falder ind en stakkel, der har lidt travlt på fortovet – hvorefter staklen bliver svinet til. Hvor blev humoren af her?

Her sidder Smarte Egon i sin Audi i en traffikø og er ved at komme for sent til et møde, og en eller anden stakkel begår en fejl i den kø, som alle er ofre for. Hvorefter Smarte Egon ruller ruden ned og overfuser staklen. Hvor blev humoren af her. Smarte Egon var ellers rigelig humoristisk, da hende den dumme blondine ikke kunne lave en sidelæns parkering udenfor domicilet.

Her har Café Latte Lisette lige været på socialgrineren med veninderne nede på hipsteren og finder ud af, at en af dem har flirtet med hendes ex. Hvad så, finke, du ville jo ikke have ham, hvad er problemet? Hvor er grineren, når du kunne trænge til den, og trænger du i øvrigt ikke bare til at blive lagt ned?

Her har Adam og Eva lige rodet sig ind i en diskussion efter at have haft sex, hvor han ikke føler, hun anerkender hans barndomstraumer, men mener, at han nok burdetage sig sammen, og hun ikke føler, at han lytter nok til hendes ufejlbarlige følelser og tillader sig at mene, at de ikke er helt så ufejlbarlige og spirituelle, som hun mener. Hvor bliver praktiseret humor af her, Adam og Eva? Hvorefter de går fra hinanden som to forurettede børn.

Her har Barack Obama lige været til G20-møde, og der var ingen statsledere, der gad at snakke med ham, bortset fra den patetiske nigerianske præsident, der invilligede i at erklære sanktioner mod Rusland – som alle i øvrigt gerne ville tale med. Det giver dejligt mening. Men hvad så præsident Buhari og præsident Osama ... sorry Obama, hvor bliver statsmandens sande humor af her? Skyldes det, at hverken undermåleren Buhari eller dansedukken Obama er egentlige statsmænd? At mafiatøsen Hillary Clinton er i stand til at skraldgrine over, at Gadaffi blev myrdet, at Libyen blev ødelagt som velfungerende land, og at 2 millioner libyere blev statsløse, er ikke det samme, som at bitchen har humor.

En kvindelig præsidentkandidat lader sig portrættere på denne måde.
Hvordan ser der ud inde i hovedet på de vælgere, der stemmer på en sådan kandidat?

Her har samfundskritikeren, æggehovedet, den kulturradikale lige siddet og sagt, at kritikken er filosofien og latterliggjort alle de, der mentenoget andet end ham selv. Hvorefter nogen formastede sig til at kritisere hans designer-ideologi, hvilket de aldrig skulle have gjort, for kritik er kun tilladt for denrettroende. Hvor blev denhøjt priste humor af, da den ramte den kulturradikales egen politisk korrekte selvfedme? Moral er godt, …


Slut på tjeklisten for denne gang. Som du ser, ganske ufuldkommen og næsten usystematisk grundet morton_h, the bloggersdøde vinkler og manglende dagsform. Men fordi du jo har gennemskuet det, kære læser, har jeg den højeste grad af tillid til, at du fuldstændiggør den ud fra egne præmisser og udvikler din egen tjekliste – den eneste rigtige ;-)