I begyndelsen var maskinerne

Maskinerne stillede krav til mennesket.

De lærte mennesket at stå i kø og at stemple ind og ud.

Maskinerne lærte mennesket at skynde sig, og at tid er ubarmhjertig og ubøjelig, og at der var noget, der kaldtes: at komme for sent.

Maskinerne havde deres eget liv. De lærte mennesket, at dets eget liv ikke var dets eget liv.

I begyndelsen var der mænd med høj hat, og så ankom maskinerne.
Herefter så Homo Industrialis dagens mørke gennem smog af kulstøv.

Dette væsen blev også kaldt: Homo Non-Sapiens, det ikke-vidende menneske.

En maskine er et stykke hard-ware, et stykke isenkram.

Et menneske er et stykke software, et stykke progammel, et stykke personel.

Ifølge maskinens logik, er det hardware, der bestemmer software.

Der er sådan set ikke noget at rafle om.

Det startede blandt dampmaskiner.

De sendte drenge ned i mineskakterne.
Da de var døde, sendte de mandfolk derned.

De skabte byer, de skabte samfund.
De skabte en kultur, de skabte en bevidsthed.

De industrielle parasitter redifinerede en civilisation.

Deres Paradis havde en sær lighed med Helvede.

Thermodynamikkens 2. lov er intet andet end bekrivelsen af varmedøden i en dampmaskine, som nogen har slukket for. Maskinrummet.

Hallelujah! Kosmos er i virkeligheden et stort støjende damplokum fra 1812.

Tak herfor til geniet Einstein, hvis første kone skrev alle hans videnskabelige artikler plagieret fra videnskabsfolk, og hvis anden kone og hendes datter var hans lille harem.
Han var sådan en charmetrold med sjovt hår.

Så eksperimenterede de. Maskinmestrene. Industrialisterne.
De bar stadigvæk høj hat, moustache og monokel.

De færdedes stadigvæk i loger og lavede håndtegn.

De startede en revolution i øst. Og siden endnu længere mod øst.

Det var en god investering, sagde de.

De sagde, det var folket, der gjorde det, og at det var for folkets skyld.

De hyrede forfattere med fuldskæg, der kaldte sig for filosoffer.

Folket blev herefter en by i Rusland – i det yderste Sibirien.

Det hed sidenhen altid noget med Folkets Demokratiske Republik.

Tidligt om morgenen ankom de. Først var det mændene. Siden var det kvinderne. Nogle steder var det børnene. 
De stod, sad og gik i lange rækker langs det arbejdende stål.
Der var kroge i loftet og rullende bånd i håndhøjde.
Nogle gange kom der mænd i kitler med notesblokke og stopure for at sikre, at tiden ikke blev spildt på gulvet, og at ingen kedede sig.

I en ny tid ankommer der nye ord. Når mange mænd, kvinder og børn arbejder under de samme tage, er der brug for management. Arbejdsflowet skal være LEAN, og der er driftmålsstyring. Der afholdes medarbejdersamtaler med de humane ressourcer for at lægge personlige handlingsplaner, og der optegnes i personaleregistret og CV'et. På whiteboards tegnes der søjlediagrammer over graden af udbytte-realisering.
Med jævne mellemrum udskiftes ledelsen ifølge markedsbestemte konjunkturændinger. Det medfører fyringsrunder og aftrædelsesordninger.

Maskinen kaldes herefter virtuel. Det betyder på nysprog: Som at være der selv. Det er den ny tids transformerede genbrug af et ord, der engang betød dyd. Dyd er blevet et simulakrum. Som om det var tilstede i virkeligheden. 

De virtuelle, dydige maskiner er usynlige. Eventuelt er der et par grønne og røde dioder, der lyser for at signalere, at der trods alt sker noget.
De små virtuelle maskiner danner et nervesystem i den Store Virtuelle Maskine. De elektriske impulser åbner døre og vinduer til celler - bemærk ordet, der egner sig til at beskrive både biologi og fængselsvæsen.
Elektroniske låsesystemer er det nye sort.
Et simpelt strømnedbrud, og du er lukket både inde og ude.


De virtuelle maskiner registrerer og styrer din bankkonto, din GPS, din mobile adfærd, dine forbrugsvaner, dine informationer, dine holdninger og præferencer, dine valg af daglige fornødenheder og dit syn på godt og ondt.
De virtuelle maskiner vil gerne hjælpe dig med at afgive din stemme - hvilket er et synonym for at afgive dine civile rettigheder og personlige frihed.  

Af maskiner er vi nedkommet.

Ved maskiner skal vi omkomme.

Som maskiner skal vi igen udkomme.

Vores afkom vil være henvist til gå søndagsture i maskinparken.

 

De sagde, ...

af morton_h, the blogger

De sagde, at ordene var blevet for store,

og at vi ikke længere skulle bruge dem.

De sagde, at de havde nogle nye ord til os.

Sandhed var ikke længere sandhed.

Der fandtes ikke længere sandfærdighed,

og derfor fandes der ikke længere falskhed.

De skænkede os releativt og korrekt.

De sagde, at ondskab ikke længere var ondt.

Det kom an på.

Så længe man var korrekt, kunne man ikke være ond.

Hvis man ikke var korrekt, var man bare ukorrekt.

De sagde, at vi ikke skulle tænke nærmere over,

at godhed var afskaffet til fordel for korrekthed.

Gode nyheder fandtes ikke længere.

Der fandtes nyheder, som de kunne li og ikke li.

Således lærte vi at kunne li dårlige nyheder.

Således slap vi af med godt og ondt.

De sagde, at værdier var uden værdighed,

og at vi trygt kunne give alt til dem.

De sagde, at de havde et stykke papir til os.

Ære var ikke længere ærværdigt.

Der fandtes ikke ærbarhed, der fandtes ikke ærlighed.

Man kunne ikke længere komme til ære og værdighed.

De skænkede os ligestillet og kollektiv.

De sagde, at løgn ikke længere var løgnagtig.

Det kom an på, om løgnen var ædel.

Så længe den blot var ædel, ville den beskytte os.

De sagde, at vi ikke skulle tænke nærmere over,

at ordet ædel var afskaffet.

Historie fandtes ikke længere.

Der fandtes historier, som de kunne li og ikke li.

Således lærte vi at elske historier om dem.

Således lagde vi fortid og fremtid i velsignelsens glemsel.

De sagde, at mennesket var uden køn,

og at børnene tilhørte en større sag.

De sagde, at familie var et ukorrekt ord.

Skønhed var herefter uskønt.

Der fandtes ikke længere harmoni,

og derefter var dissonanser altid dybe og farlige.

De skænkede os opgør og installation.

De sagde, at mennesket ikke længere var født et sted.

Det kom an på.

De havde opfundet den store frihed.

De skænkede os nationernes forening.

De sagde, at vi ikke skulle tænke nærmere over,

at ordet nation var afskaffet.

Pligt fandtes fandtes ikke længere.

De skænkede os rettigheder.

Således slap vi for retfærd og samvittighed.

Således blev vi nye borgere i en ny verden.

De sagde, at viden ikke var nødvendigt,

og at vi trygt kunne tro.

De sagde, at en ny tro var ankommet i stedet for den gamle.

Føde var ikke længere næring.

Der fandtes kun næringsliv, haller, forarbejdning, distribution og forbrug.

Til gengæld lærte vi smage og lugte fra fjerne lande og steder,

inden vi tømte det store røvhul i det store lokum.

De skænkede os e-numre, plastik, supermarkeder og hurtigmad.

De sagde, at natur ikke længere var naturlig.

Det kom an på.

Den gamle natur var snavset, farlig og ustabil.

De sagde, de havde en maskine, der kunne gøre alting stabilt

De sagde, at vi ikke skulle tænke nærmere over,

at den hele tiden sprang i luften.

Krig fandtes ikke længere.

Fred fandtes ikke længere.

Således blev vi tilskuere i et stort teater.

Således slap vi for at deltage i besværlige beslutninger.

De sagde, at mennesket var en maskine,

og at maskiner var menneskelige.

De sagde, at et nyt og bedre væsen var på vej.

Tanker var ikke længere tænkte.

Følelser var hverken kærlige eller vrede.

Kroppe var ikke længere fartøjer for sjæle, men reservedelslagre for patentbureauer.

De skænkede os digitalt, mobilt og modificeret.

De sagde, at himlen ikke længere behøvede at være blå.

Det kom an på.

Skyerne var rettet ud, så de ikke behøvede at rode rundt mellem hinanden.

Floderne var rettet ud, så de ikke behøvede at tage en omvej.

De sagde, at vi ikke skulle tænke nærmere over stanken.

Sundhed og sygdom fandtes ikke længere.

Der fandtes symptomer, behandlinger og medikamenter.

Således lærte vi at skrante på afbetaling.

Således beroligede kunne vi lægge os til at dø i god tid.

De sagde, at vi havde brug for deres hjælp,

og at det ikke kostede noget særligt.

De sagde, at vi kunne tale om det en anden gang.

Bøger og biblioteker var ikke længere nødvendige.

Der fandtes i stedet twits, likes, txts og verbale granatsplinter fra cognitive fragmentationsbomber.

De skænkede os Disney, Hollywood og crisis acting.

De skænkede os fjernsyn, Facebook og reality.

De sagde, at terror ikke længere var terror.

Det kom an på.

Der var god terror og ond terror.

Den gode terror var blot for vores egen forståelses skyld. Det måtte vi forstå.

De sagde, at vi ikke skulle tænke nærmere over,

hvis det var svært at kende forskel.

Samtale fandtes ikke længere.

Der fandtes slogans, soundbites, headlines, copy-pastes.

Således frataget besværet med at føre samtaler, lytning, kvalificeret meningdannelse og velformulering.

Således svævende i en WordCloud af lyksaligt nonsens.

De sagde, at Jorden var flad,

og at den var rund.

De sagde, at nu var den flad igen.

Kosmos var ikke længere nødvendigt.

Der fandtes månerejser på fjernsyn.

De skænkede os matematiske genier og guds-partikler.

De skænkede os et nyt klima med evig vinter og sommer.

De sagde, at månen ikke længere var lavet af grøn ost.

Det kom an på.

De skænkede os den store relativitet til at holde den lille med selskab.

De glemte at sige, at Newton havde svært ved at få den op at stå

- en bivirkning ved tyngdekraften.

De sagde, at vi ikke skulle tænke nærmere over,

hvis Universet opførte sig som en dampmaskine fra 1876 ... 54321zero.

Sjæl, ånd og bevidsthed fandtes ikke længere.

Der fandtes kun en materiefabrik, der fremstillede biprodukter.

Således nedsænket i materiens strenge lov 
kunne vi have valgt at gå i den strengeste af alle skoler med de højeste udmærkelser.

Således bedraget af materiens tilsyneladende fuldkommenhed 
valgte vi materien som endestation fanget i oversættelse.

Således.

De sagde … Hvad sagde vi?