Verdenshistorien ifølge en flue

af marco_hanuman
aka morton_h
the blogger

Hvis jeg var en historisk flue på væggen vil jeg sætte mig på diverse vægge til alle tider og slå ørerne ud. Vi forudsætter, at jeg ikke har en hukommelse som en flue, men er en ganske særlig flue med indbygget tidsmaskine, der er i stand til at manifestere mig, hvor end jeg ønsker.

Jeg vil vælge tid og sted med omhu. Fluer færdes såvel i kongers som i dronningers gemakker. Jeg vil også overhøre samtaler blandt købmænd, soldater og ludere, der udveksler den seneste sladder om, hvad konger og dronninger har gang i.

Lad spillet starte.

Jeg vil sidde på en amfora med vin og overhøre Aristoteles belære Alexander den Store om metafysik og statsmandsskab, før denne sætter kurs mod øst. Jeg vil også smage på en af dråberne og sørge for ikke at falde ned i krukken. Jeg vil finde ud af, om filosoffen advarede ham mod at gå mod verdens ende eller tilskyndede ham til det. Måske vil jeg også besøge ham, da han ser, at han er nået grænsen for sit rige og bryder ud i gråd.

Jeg vil booke mig ind på væggen i Platons Akademi, høre en forelæsning om Statens mangfoldigheder og bevidne hans nedsabling af det rådne demokrati. Her vil jeg også finde ud af, de gamle gubber er til drenge, eller om det er et rygte, og i så fald hvorfor.

Jeg vil ligeledes booke mig ind i den filosofiske skole i Biblioteket i Alexandria - opkaldt efter manden, der brød ud i gråd - og høre Platons kvindelige sidestykke Hypatia belære de unge mænd om den gamle verdens visdom, før denne visdommens helligdom bliver nedbrændt af Imperiets videns-politi og historie-destruktører. Måske Hypatia også er til unge mænd? Det skal være hende vel undt.

Jeg sidder på en olivenkvist på Oliebjerget, når 30.000 jødiske oprørere og deres leder bliver mødt af en ikke ubetydelig deling af romerske elitesoldater. Jeg sidder også i olielampens skær 7 år senere, da den jødiske skriftkloge, Josephus, sidder i sit luksuøse domicil i Rom og nedskriver historien på kejserens anmodning. Her bliver historien i mellemtiden til en skrøne om en stak apostle på oliebjerget, en leder ved navn Jesus og en romersk patrulje. Josephus skriver også sig selv ind i historien, kapitel 2. Her kalder han sig for Paulus.
Har vi ikke alle en drøm om en plads i Verdenshistorien? Mit navn er fluen, Summa Flappius, Verdensfluen, fluen, der skabte The Mighty Flue, ... ok glem det ...

Jeg vil sidde under loftet, når Augustus får meddelelsen om tabet af tre legioner, fem kohorter + diverse løsøre - samlet set omkring 20.000 mand år 9 efter en katastrofal kampagne mod nord, hvor de germanske stammer, der forinden ifølge hans rådgivere blot er primitive barbariske (= langskæggede) uorganiserede inkompetente tumper, udraderer den romerske hær og sender en ynkelig tiloversbleven rest på flugt, stor nok til at fortælle om misèren. Især vil jeg dyrke synet af kejseren, der knalder sit kranie mod dørkarmen og råber: O, bring mig mine legioner tilbage!

Jeg vil slå mig ned i Nicæa og høre koncilets absurde fremføringer af argumenter for, hvad den nye statsreligion skal handle om, hvordan guddommen bliver skruet sammen, hvilke absurde egenskaber Guds søn eller hans fætter skal besidde, hvilket kult, der vil være passende, om det er Sol, Måne, Saturn, Jupiter, Mars, Venus, Bel, Astarte, Dionysos, Isis, Cerne, Jahwey, Mithras, Krishna, Osiris, Seth, ... et farverigt all star show, hvor proselytterne river håret ud af hovedbunden på hinanden i et cirkus værre end det engelske parlament eller den amerikanske valgkamp.

Jeg vil sidde bag et gardin og høre Konstantin den Store som en meget lille dreng få skældud af sin mor og blive belært om, at det nu er de kristne, der er inde i varmen og skal have det officielle blå stempel for at sikre den Romerske Fred.

'Jamen Mor, jeg er jo lige blevet indviet i den Udødelige Solkult, hvordan kan jeg så ... ?

Nu tier du stille, din skidte knægt, har du ikke forstået at det er ét og samme fedt? Kristendom ER solkult!

Og så skulle du hellere passe dit arbejde og skabe den dér Feudalisme sammen med dine rådgivere, så vi i mødregruppen kan sørge for, at Romerriget overlever sit eget fald.

Og skrub så ud af mit køkken!'

Jeg vil som skibsflue tage turen tværs over Atlanten og besøge de romerske forlægninger langs Ohio-floden, hvor den forsvundne 9' legion er sat til at hente kobber i tonsvis, der spreder sig over hele den kendte verden helt til Persien som det reneste og bedste kobber i den kendte verden. Jeg vil 1300 år senere tage turen igen med Columbus og lytte til de interne samtaler i kaptajnens kahyt. Her vil jeg forstå, at de har været der mange gange før, men at de nu efter ønske fra Kirken proklamerer, at de lige har opdaget et helt nyt kontinent.

Jeg vil lytte til samtaler mellem de germanske høvdinge 850 år efter Theotoburg (udtale: tøj-to-burg) om, hvordan de bedst kan slå igen overfor frankernes og briternes folkemorderiske anslag og kristne kultur-imperialisme, en ekspanderende religion, der ikke helt levede op til egne idealer. Måske vil jeg syppe en slat af deres mjødbæger og drikke mig selv i hegnet. Her vil jeg nok håbe på, at jeg ikke bliver ramt af en fluesmækker, mens jeg ligner Leif Lalleglad.

Jeg vil sidde og klamre mig til masten, når Ragnar Lodbrog og hans flåde for fulde gardiner sejler ind gennem Seanen's udløb med kurs mod Paris, hvor han har tænkt sig at vade lige ind hos præfekten og rasle med isenkrammet.

'Betal din frankiske køter, og vi forsvinder, lad være, eller vi hærger. Det er dit valg, snegleæder!'

Især glæder jeg mig til at se frankeren ryste i bukserne og blive meget flink, vel vidende, hvad hans kejser gjorde ved saxerne i Irminsul, hvorefter de sagde. Nok er nok! og slog igen med samme mønt.

Jeg vil snige mig ind i klostret i Jylland, hvor Saxo Grammaticus får sin bestilling fra biskoppen om at nedskrive = redigere danernes historie, så den blive mere venlig overfor den nye Hvidekrist, og så de gamle fremstår som sagnkonger, mytefigurer, tegneserier, havenisser, hedninge og overtroiske bonderøve.

Jeg vil plante min spæde fluekrop på stilladserne omkring katedralen i Reims, se mesteren lægge labyrinten, høre samtaler mellem arkitekterne om alkymiske symboler på vægge og hvælvinger, og se glasmesteren og hans håndværkerlaug sætte de farvede stykker af den store roset ind. 150 år senere vil jeg vende tilbage for at høre menneskestemmer i doriske, frygiske og mixolydiske tonearter spinde et væv mellem de samme hvælvinger og forstå, at en hvælving er mere end en måde at få sten til at svæve på.

Jeg vil lande på de døde kroppe i den pestbefængte rendesten og høre, hvordan tiggere såvel som godtfolk har tænkt sig at beskytte sig imod biologisk krigsførelse i Bergamo og Bologna.

'Jeg siger dig, Giordano, det hele startede den dag, da de kom med deres kastemaskiner og sendte afhuggede hoveder indover murene. Folk grinede af det, og samlede hovederne op. Senere begyndte de at blive syge. Alle folk blev syge og begyndte at dø. Nu sidder vi heroppe i skoven og gemmer os - for ikke at dø.'

Jeg vil sidde på flankerne af hesten, når ridderen drager ind gennem Damaskusporten i den Hellige Stad, der endnu en gang er blevet til et uhelligt sted, en slagmark for geopolitik, grådighed, galskab og gudsfrygt. Om hesten tilhørerer Saraceneren eller Cistercienseren er uden betydning, for begge har brudt den Himmelske Fred.

Jeg vil sidde på et udhæng i Leonardos værksted og høre ham tale højt om sit seneste maleri af damen med det sjove smil, men han forbander de nærige ågerkarle og scumbags, der har tvunget ham til at fabrikere tåbelige krigsmaskiner for endnu tåbeligere paver og cesarer.

Jeg er med på vognen, når Marco Polo rejser rundt i det lukkede og fjerne land, mens han udstøder ih-og-åh-og-næ! i takt med, at han opdager, at kinserene havde både det ene, det andet og det tredje 1500 år før europæerne.

'Hvad i Himlens navn og pavens skæg! Har de opfundet krudtet, har de balistiske missiler, har de flydende fæstninger på størrelse med fodboldbaner, har de været på den anden side af Det Store Hav, har de mikroskoper, har de lægemidler, der kurerer alle sygdomme? Kan de slå folk ihjel med de bare næver, og tænde ild til til et stak papir uden at røre den? Har de en mur, der går til verdens ende, og er der flere og større pyramider end i Egypten? Og har de siennakage, pasta og ris? Madonna Mia Cara, det må vi også have!'

Jeg vil sidde på kanten af blækhuset, når Fyrsten, de Medici, kommer på besøg for at udtjekke sit seneste bestillingsværk: oversættelsen af Corpus Hermetica fra arabisk til latin. Ikke at han forstår en ret meget af, hvad der står i bøgerne, men det virker som noget meget vigtigt og yderst hemmeligt, som enhver magthaver må have fingre i før sin værste fjende. Jeg følger ham videre samme dag, hvor han mødes med en af sine rådgivere, en vis monsignore Maciavelli, der senere skrev en bog om ham. En bog, der handlede om, hvordan fyrsten opførte sig og ikke om, hvordan han burde opføre sig - hvilket eftertiden havde lidt svært ved at forstå.

Jeg er ved et uheld komme til at sætte mig på linsen af Tycho Brahes kikkert (det skulle jeg ikke have gjort, jeg var nær blevet klasket). Ikke at han kunne se særligt langt med den - den var bestemt ikke noget Hubble-teleskop - men den var nok til at skaffe ham en stak afgørende data, så hans elev Kepler kunne afgøre, at store himmellegemer er magneter, der tiltrækker sig andre legemer via den kraft, der er dannet i deres rotation, en meget stærk kraft. Ikke som man senere påstod, at de via deres masse tiltrak sig vha noget, man kaldte tyngdekraft, en meget svag kraft. Disse data blev ignoreret af Newton, hvorefter vi fik den astronomi og fysik, vi har lært i skolen.

Jeg har sat mig for en stund på Cromwells forvoksede tud, inden jeg blev viftet væk og fandt et bedre sted. Her overværer jeg en samtale mellem den protestantiske grimmerjan og en stak ågerkarle og bankfolk også med sjove næser, der på deres åleglatte, bedrageriske ansigter er blevet inviteret indenfor til igen-igen at bedrive speciale: ågerkarlevirksomhed, og nu i den helt store stil for den engelske krone. Krone og bankvæsen hoppede i kanen sammen, og de er aldrig kommet ud af den siden.

'Som de ved, mine herrer, har vi brug for penge. Det er ingen hemmelighed. Vi har krige, der skal føres, og vi ønsker et liv i storhed. Folket vil blive tugtet og tvunget til at acceptere det. Dertil har vi noget, vi kalder for protestantisme. I ved, hvad jeg mener, for jeres mand, Calvin, hed jo Cohen, så han var en af jer. Men til sagen. Vi har brug for en masse penge, og I kan levere dem. I er uønskede alle andre steder, så I har brug for et ståsted, hvor I kan bedrive jeres ... forretninger. Jeg føler, at vi har noget at tilbyde hinanden, ikke sandt?'

Jeg har sneget mig ind hos masochisten, stjernepsykopaten og wannabe-tempelridderen Loyola, mens han ligger på gulvet og fråder. Der kommer halve og hele sætninger ud af munden på krøblingen om lidelse, skyld, den Hellige Jomfru og den Sorte Madonna, Gud og Satan, Kristus og Baphomet, Himmel og Helvede. Jeg forstår, at den evige frelse findes i at udsætte vantro og uhellige for det, der er værre end døden. Jeg vælger at fortrække fra han ildelugtende celle med stanken af blod, sved og et anstrøg af sæd. Det er et ondt sted, der udgiver sig for at være helligt.

Jeg er nu til møde mellem venetianeren, mester-intrigemageren Sarpi og hans europæiske netværk. Samtalen udspinder sig, og emnet er en kommende verdenskrig. Han bruger ikke ordet, men taler om måder, hvorpå de kan få de europæiske lande, fyrstendømmer, kongeriger og kirken oven i hatten til at starte en række krige af religiøse årsager med politiske motiver. Målet er udryddelsen af halvdelen af de europæiske befolkninger i løbet af 30 år. Kunne vi ikke kalde det for Verdenskrig 0? Og mon ikke de lede snoge, der 300 år senere skal planlægge 1. Verdenskrig, vil studere de historiske prototyper fra Det Store Laboratorium?

'Mine Herrer, I husker Ligaen i Gambrai. I husker, hvordan vi måtte flygte over hals og hoved fra Den Venetianske Republik og efterlade formuer, hvilket har taget os tid at genetablere. Vi er nu konsolideret i Amsterdam og London og mener, at det er på tide at tage hævn over disse infame europæere. Mens vi stadig malker dem, selvfølgelig. Vi har introduceret den engelske konge for konceptet med den strålende isolation. Lad kontinentet ødelægge sig selv, mens I sidder på første balkon og trækker i trådene. Hvad siger I, mine Herrer?'

Jeg er fløjet ind ad vinduet hos familien Mozart i Salzburg. Leopold har et par fine herrer fra de nye musikforlag på besøg. Der bliver drukket Riesling og diskuteret, hvordan de kan gøre opkomlingen Amadeus til en sensation, et geni, musikkens svar på Jesus. Han er en hæderlig musiker, selvom hans søster er en langt bedre klaverspiller. Leopold overrækkes en foreløbig liste over italienske komponister, som forlæggerne har udset til at levere det musikalske materiale til branding-navnet Wolfgang Amadeus Mozart, lutter fine folk med seriøse kvalifikationer.

'Overlad blot til os, Hr. Leopold, vi har stor erfaring i at skabe mytologiske skikkelser, og de er overordentlige salgbare. Det eneste, De skal vide, er, at den middelmådige døgenigt af en søn, som De har, ikke vil blive en dag over 35. For hvis der er noget, de vil lære at elske derude, så er det historien om den stakkels kunstner, der døde ung. Og så vil han heller ikke kunne sladre om, hvad vi udsætter ham for. Jeg ser, de nikker indforstået, Hr. Leopold. Vi har altså en aftale.'

Jeg overhører planlægningen af Den Store Omvæltning, som de fem herrer og deres affilierede planlægger, hvis navn er Adam Weisshaupt, og d'herrer er jesuit, frankist, jakobiner, kabbalist og frimurer. Jesuitten belærer de andre om, hvordan man skal bruge folkets vrede og vende den mod regenten, for at hans regime skal falde. Det hele skal fremstå som retfærdig harme for en retfærdig sag, hvorved selv de mest bestialske blodsudgydelser og hovedafhugninger, hjul og stejle, garotteringer og guiliotineringer vil fremstå som folkelig underholdning til folkets sande ve og vel. Weisshaupt erklærer sig indforstået, da han selv er totalitær jesuit men har valgt at forklæde sig som repræsentant for fremskridt og oplysning. En attitude, der skulle gribe om sig de næste 200 år.

Jeg er fløjet indenfor i teltet hos Champolion, manden der interesserede sig på en ganske sær måde for egyptisk kunst, og som tog æren for decifrere de egyptiske hieroglyffer. I virkeligheden forfalskede har læsningen, da Nilous Horapollo allerede i det 5. århundrede havde oversat dem fuldt tilfredsstillende. Problemet var, at hele passager fra Bibelen stod med hieroglyffer, og det kunne man ikke have, da inskriptionerne var et par tusind år for gamle. Han var medlem af Napoleons rejsehold, da han hærgede løs i Egypten. Den noble videnskabsmand og forfatter så det som sin opgave for første gang at beskrive de overdådige og ufattelige kunstværker, han mødte overalt, hvor han kom frem. Underligt nok var mange af disse værker ødelagt - ifølge hans beskrivelse. Ansigter var hugget i stykker til ukendelighed, kartoucher var udtværet. Hvad han ikke skrev om i sine bøger var, at hans følge bestod af folk udstyret med mejsler, hamre og andre værktøjer, og at det var ham, der havde beordret - eller fået som opgave hjemmefra af hans logebrødre - at ødelægge så meget egyptisk kunst med inskriptioner som overhovedet muligt. Af samme årsag blev alle dækstenene på den store pyramide revet ned, for de bestod også af inskriptioner, der, hvis nogen ønskede at kopiere dem, ville bestå af mere end 10.000 sider. Vi har fået at vide af historieskriverne, at det var de lokale indbyggere i Cairo, der havde brug for byggematerialer - sjovt nok på samme tid som Napoleon kom for at 'bringe lys' til Egypten. Mon ikke hans lys bestod i noget, der kom ud af en kanon? Og mon ikke monsieur Champoleon var det, der på godt dansk hedder en besudler og en vanhelliger, og mon ikke hans værk et af kunsthistoriens største svinestreger og forbrydelser. Som fluen på væggen kan jeg bevidne hans forbrydelser.

Jeg har placeret mig strategisk i Buckingham Palace, da rytteren galopperer gennem porten. Med sig bærer han et forseglet brev. De relevante myndighedspersoner er tilstede, da det drejer sig om de seneste nyheder om udviklingen. Meddelelsen er chokerende for forsamlingen, og går i al sin enkelhed ud på, at Napoleon har vundet slaget og at admiral Nelson har kapituleret betingelsesløst. Der breder sig dyb forvirring og bestyrtelse blandt de tilstedeværende. Et par timer senere har rygtet bredt sig til Børsen i London, hvor aktierne styrtdykker. En særlig køber er i fuld gang med at opkøbe dem for en slik, en vis bankier med efternavnet Rothschild. I løbet af 24 timer har han købt alt, der er værd at eje i England af værdipapirer. Man kan sige, at nu er blevet den lykkelige ejer af en hel nation. 200 år senere har hans familie ingen planer om at sælge nationen igen, og i mellemtiden har de erhvervet sig flere af slagsen. En af dem blev købt i 1818 efter af hovedstaden var blevet bombet 11 år forinden. Er det ikke underligt, så krig og penge altid følges ad?

Jeg er uvelkommen gæst i logen med medlemmer af The Royal Society om relevansen af børn i mineskakter, fabrikker, dampmaskiner og den dertil hørende nye arbejderklasse. Et beslægtet emne er eugenik og anskaffelse af billige ressourcer via udplyndringer af Risgnaskerland, Turbanistan, og Bantustan. Senere på mødet tales der om denne verdens mangfoldighed af undermålerracer. Aftenens særlige gæst er Charles Darwin, der kan berette om, at irlænderne er den laveste blandt undermålerne! The survival of the few, the fattest and the filthiest.Vi slutter mødet i fordragelighed med at foreslå, at der snarest muligt skrues lidt ned for irlændernes adgang til deres egne landbrugsprodukter, så deres antal kan reduceres - betydeligt!

Jeg er kravlet ind ad en sprække, den eneste der findes, til en kælder, hvor der sidder en ung mand. Stedet er Baden-Baden. Drengen har siddet på det hårde stengulv det meste af sit liv, selvom han burde være at finde i fornemme sale på slottet. Han er den retmæssige tronarving til fyrstendømmet og dermed et selvskrevet emne som Tysklands nye Kejser. Han er et hjertensgodt menneske, og den slags er sellvskrevet uønskede af visse typer i de højere luftlag, der ikke selv er gjort af samme stof. Hans nuværende civile navn er Kaspar Hauser. Om et par dage vil han blive hentet ud af sin celle og smidt af en diligence i udkanten af Nürnberg. Han kan dårligt gå, for hans ben har aldrig gået før, han har kun kravlet. Han kan dårligt tale, for han har ikke talt med mennesker i 15 år.

Jeg er fløjet ind af luftkanalen til det inderste i Grand Orleans logen i Paris. Spejderdrengene, der godt kan lide at ligge i bar røv i kister med en rød sløjfe om tissemanden er i dagens anledning i stiveste puds med hvide silkehandsker og hat på hovedet. De har fået fint besøg af Edward VII, den engelske konge, der er overhovedet for hovedlogen i London. De er meget benovede og ekstra spejderagtige. Kongen og stormesteren tager ordet:

'Ærede brødre! Vi er samlet her i dag for at se hinanden dybt i øjnene, inden vi giver signalet til implementeringen af vores store plan. Det 20 år siden, vi startede på de indledende øvelser. Det har betydet fjernelsen af det nødvendige antal statsoverhoveder, der enten stod i vejen eller måtte formodes at ville stå i vejen for Den Store Krig. Den serbiske konge og dronning er ryddet af vejen af vor mand i Sarajevo, og jeg kan forstå, at den samme agent vil blive sat på mordet af tronarvingen om tre uger i Sarajevo. Jeg har min fulde tiltro til, at det vil lykkes. Herefter vil både det tyske og østrig-ungarske kejserdømme blive ødelagt tilsammen med det osmanniske rige, som vore jødiske venner fra Thesaloniki vil tage sig af. Jeg hører, de har planer om at myrde to millioner armenere, og fred være med det. De vil blive belønnet med det stykke land kaldet Palestina, som de har afgivet ønske om. Især glæder vi os til, at tyskerne kommer ned med nakken, for deres alt for effektive industri er ved fuldstændig at udkonkurrere den britiske. Det vil også være til gavn for den franske, der bestemt heller ikke er noget at råbe hurra for, hvis d'herrer tilgiver min ligefremhed.'

Jeg er nu sneget mig indenfor i et af de finere etablissementer i New York. Tilstede er en stak bankfolk. En af de ledende skikkelser ved navn Jacob Schiff har taget ordet:

'Lad os starte mødet med at konstatere, at vore europæiske samarbejdspartnere er fuldstændig på plads. Den Store Krig er klar til at udrulle, og de skal nok sørge for, at europæerne får deres at tænke på. Vi, derimod, har fået til opgave af Mr. R. fra London at komme op med en plan for at ødelægge Rusland. Edward har allerede givet grønt lys. Tsar Nicolai og hele hans slægt skal dø, for han udgør - ligesom tyskerne - en stor trussel mod vores verdensherredømme. Han er populær, han er elsket af sit folk, han bibringer velstand og fremskridt, han er en del af en trend med af frisætte tidligere livegne under feudalismen, han er i det hele taget utålelig. Så vi iværksætter en kæde af destruktiv masse-immigration af jøder, allesammen med et horn i siden på russerne, for de har alle en historie som udsmidt af deres hjemland af russere. De er alle efterkommere af khazarer, så de er alle blevet uddrevet af Khazakhstan, Ukraine og Hviderusland for 1000 år siden. De har intet at gøre med jøder fra Palæstina for 2000 år siden, men de ved det ikke. Vi giver dem en lejlighed til at tage hævn over russerne, og vi lader dem plyndre deres rigdomme, myrde løs på deres ledere og sidenhen alle og enhver. Vi stjæler alt, de ejer, og så nakker vi bønderne, der holder fast i det gamle samfund og dets friheder. Vi har lavet en ideologi med vores mand i London, Karl Marx, så det tager sig ud som en arbejdernes fremskrids-tanke. Vi er ikke en skid interesseret i de skide arbejdere, men det skal se sådan ud. De har bare at gøre deres arbejde for os.

Vi har også vores folk i Tyskland, som vi har tænkt os at smide penge efter. Her i ferieperioden har vi tænkt os at overtage den amerikanske økonomi. Det bliver på et sted kaldet Jekyll Island, og der vil være strenge sikkerhedsregler forbundet med det.

Og hvis I hører om en oceanliner ved navn Titanic, der synker et sted i Atlanterhavet, så er det noget, vi har fuldstændig styr på.
Dernæst har vor mand i London, Mr. Churchill, fuldstændig styr på sænkningen af et andet passagerskib, så USA kan involvere sig i den forestående krig i Europa. Det hører I om ved næste møde.'

Jeg har en tilståelse. Jeg kom til at mellemlande i Chicago. Der var forbud mod sprut, hvilket betød, at der var mere sprut end nogensinde. Forbudet var jo bare en gang fis i en hornlygte, og det ved de fleste med mere end to hjerneceller. Og ikke et ord fluers hjernekapacitet, tak!

Forbudet handlede om mørkelægning, så mafiaen kunne tjene gysser og slanter - det hed det dengang - og flyve under radaren, der ikke var opfundet endnu. De dansede Charleston, der var liv og glade dage i de glade 20'ere, og jeg kom til at stikke snablen i en pøl fra en knaldet whiskyflaske. Den lå i øvrigt ved siden af en blodpøl, men den slags drikker jeg ikke, det overlader jeg til satanisterne. Mit lille intermezzo betød, at jeg lige fik et blackout og en forfærdelig hovedpine dagen efter, men nu er jeg tilbage på banen i min tidsrejse.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men fra at sidde i et tilrøget baglokale hos en stak mafiabosser i Chicago sidder jeg nu i et lige så tilrøget baglokale i en af de største banker i New York. Forskellen i røg er forskellen i prisen på cigarer, for der bliver røget seriøse havanesere her. Hvis man føler sig hjemme det ene sted, føler man sig hjemme det andet - er det ikke sært?
Anyway, formanden har ordet:

'Gentlemen! Lad os se det øjnene: vi har tjent kassen. Den Store Krig var en succes. Europæerne er nede med nakken, hvilket jo var hele formålet med krigen. Tyskerne er smadret og gældsbundne med Versaillestraktaten. Lad os se, hvor længe det holder, for de stædige krauts er svære at have med at gøre. J.P. fik sunket skibet, og et par af vore uvenner røg ved samme lejlighed. Tak i øvrigt til Mr. Churchill for at bringe os ind i krigen, som amerikanerne stadig ikke forstår, hvad de havde at gøre med. Goyim, I ved, hvad jeg mener. Englænderen kan vi gøre brug af en anden gang. Nu er det på tide at koncentrere os om vores næste tiltag. Vores darling, vores førstefødte, The Federal Reserve, vil være os mere end behjælpelige. Vi skal prikke hul i boblen og få økonomien til at bryde sammen. Vi har tjent kassen på krigen, og nu skal vi tjene kassen igen på slipstrømmen, mens den løber den anden vej. Gentlemen, let's do it!'

Jeg skal lige love for, at mine brødre og søstre havde forrådnende kroppe at sidde på i Den Store Krig. De så allerede frem til den næste. Men jeg kan forstå, at der hersker en vis uenighed om, hvornår den kom. Måske jeg kan være behjælpelig, for jeg sad i gardinet ved et af vinduerne i Rigsdagen i Berlin, da de modtog brevet. Det var syv år før, at den egentlige krig brød ud, og brevet var underskrevet et land, der ikke fandtes. For det var ikke lykkedes at skabe dette land i Den Store Krig. Landet kaldte sig for Judea, for kun lande kan komme op med en krigserklæring. Selvom de cigarrygende herrer i New York havde smidt penge i projektet, havde de stædige krauts vendt dem ryggen og sat deres centralbankvæsen stolen for døren.

Det er en meget interessant tid, og der bliver bagt mange rævekager. Jeg er i London i 1939 i et rævekagebageri, der kalder sig selv Focus. Der er folk med fingrene i statskassen og en række andre kasser. Der er velhavere, industrialister og socialister - er det ikke sjovt, når man kommer ind i de cirkler, så er socialisme lige pludseligt det samme som kapitalisme, selvom de er udråbt til hinandens værste fjender? 70 år senere har fjernsynskiggerne ikke fattet den indlysende sammenhæng ... for høvlan hvor var det et genialt svindelnummer, de udtænkte dengang!
Der er også en del typer i bageriet med sjove næser, og som vi senere har lært, var de vældig glade for socialisme. De var også vældig glade for krige og folkemord, og det var just det, de planlagde i Focus i 1939. Tilstede var også en vis Mr. Churchill, der var havnet i en ubetalelig gæld på grund af sin letsindige livsform med 20 tjenestefolk på sit landsted.

'Dear Winston, vi er i den fordelagtige situation, at vi kan hjælpe dig af med din gæld. Ret ubehagelig, old chap. Den onde foged kommer lige om lidt og bider dig i låret, og så havner du i gældsfængsel. Det må vi gøre noget ved. Vi er villige til at nulstille den og lægge lidt oven i bowlerhatten, men heller ikke mere. Vi håber, du forstår alvorligheden af dette?

Til gengæld skal du være os behjælpelig med at starte endnu en krig. En af de store. Den seneste var for så vidt en succes, men The Krauts er ikke nede med nakken endnu, desværre. De har fået en Fører, der er obsternassig og har sat vore bankfolk til side. Vi troede, vi havde ham ved hans ene nosse, aber nein! Du skal lave en lokumsaftale med polakkerne om at provokere Tyskland til krig. Franskmændene er mere end villige ligesom i den første krig, Versailles, du ved. Stalin er ved at marchere op ved østfronten og er klar til at vælte indover Europa, og vi har fuldstændig styr på deres latterlige revolution.
Du var jo helt fremme i skoen ved sænkningen af Lusitania dengang, så vi regner med, at du er med på en tur til i karusellen. Hvad siger du Winston, gamle dreng? Og så sørger vi selvfølgelig for både en kasse whisky og en kasse gin - hver måned.'

'Pearl Harbor, mine herrer, hvad taler vi om? Alle vigtige skibe er fjernet, den udstationerede general er en gammel nar, og vi har fået besked om, at vi skal i krig igen med utyskerne.'

Jeg er landet på selve generalstabens bord. Der sidder mangestjernede grønspættegeneraler om det runde bord 

'Amerikanerne bliver svære at overtale denne gang. Sidste gang fattede de ikke, hvorfor de skulle ud i en storkrig i Europa, hvor de intet havde at gøre, og hvor ingen havde fornærmet dem. Denne gang bliver det endnu sværere. Vi har konstant korrespondance med englænderne og vor mand i London, mr. Churchill, den fordrukne sut og narrøv har nu omsider startet krigen, og den britiske hær er allerede totalt ydmyget ved Verdunn og sendt hjem uden våben ... i fiskerbåde, Holy Ballony! Adolf og hans stab bliver ved med at sende ham tilbud om fred, men vi har sagt til ham: afslå, afslå og atter afslå!

Hr Weizmann har allerede korresponderet med Winston om vores involvering. Det kræver bare, at vi vifter med et seriøst falsk flag, og vi mener, at Hawaii vil være det rigtige sted. Vi har en japansk flyleder, der er villig til at medvirke, så mine herrer, læn dem tilbage i stolen.'

Runernes magiske alfabet

af morton_h, 

aka marco_hanuman, 

the blogger

 

Fehu

Enhver begyndelse indeholder frøet til sin egen afslutning.

Held og tilfældighed er ikke det samme. Held er ikke tilfældigt. Held stammer fra et gunstigt samspil med naturkræfterne og kan derfor forstærkes eller svækkes. Modige handlinger forstærker heldet. Heldet følger den tossede. Det er måske ikke så tosset endda.

Lykke for de gamle hed også Hamingja. Eller Fylgje - følgesvenden, skytsånden. To arme udstrakt mod Himlen. Ikke på knæ som hos de kristne, men stående oprejst. Som træet med grenene vendt mod lyskilden.

Held og velstand hører sammen. Fehu (fæ) betyder kvæg, og det var de gamles mål for velstand. Hvor mange køer og får havde en mand? så havde han nok held i sprøjten. Held og lykke er et lille stykke hensigts-magi, hvor vi hjælper andre med at ønske, og mens vi ønsker godt for andre, fremmer vi vores eget held.

Ægte velstand er ikke bare penge og unødvendig luksus. Velstand er føde, vand, tag over hovedet, klæder, opretholdelse og bevægelige goder, altså vores faglige kunnen, det vi virkelig behersker. Bevægelighed er det flydende, likviditet, penge. Vi kan tage det med os, hvor end vi går, det er ikke bundet til ét sted. Vores kunnen er vores velstand, den kan ikke tages fra os, og med den skaber vi fores held, vores lykke.

Vi kan have begynderheld. Det betyder, at vi endnu ikke har forstyrret feltet omkring os selv med selvbevidsthed. Vi kan ikke både have held i kærlighed og pengesager, siges der. Men der er ikke noget i denne rune, der siger noget om det, så det må være en tilsnigelse.

Den rette brug af penge til livsfremmende formål er gunstig for Fehu. Når de grådige, de misundelige og de magtsyge misbruger Fehu, voldtager de naturens love og viser, at de i deres indre er fundamentalt ulykkelige. Da de ikke ejer den simple, naturlige evne til lykke, må de ødelægge andres lykke i stedet. Vi hærges i vor tid af velstands-ødelæggelse.

Held, helse og helbred er det samme ord, germansk hell betyder lys som modsætning til mørke. De kristne vendte begrebet på hovedet og brugte det om mørket, helvede. Det gamle havde ikke et begreb for mørket, det var bare en anden, et svagere form for lys.

 





Uruz

Den, der ager med stude, kommer også frem.

Studen, den stækkede efterkommer af den stolte urokse, der løb rundt i de skove, der for 5000 år siden dækkede næste hele vort land. Studen, den kastrerede tyr, har stadig den styrke og udholdenhed, som dens forfader havde. En jæger med pil, bue og spyd var nødt til at ligne dens udholdenhed, hvis han og hans jagtselskab skulle nedlægge en urokse. Du kan møde dens nærmeste efterkommer, den europæiske bison, hvis du bevæger dig rundt i de polske skove ved Vybrova. Den er et fredeligt og imponerende dyr - medmindre du kommer i vejen for den.

Uruz er den urgamle kraft, der stammer fra før, du blev født. Sammen med den kraft, du fik ved fødslen, har du din styrke og udholdenhed. Noget er udødeligt, noget skal du aflevere ved udgangen. Intet af det er din personlige ejendom. Så behandl det med respekt, ær det.

Fehu er velstanden i husdyret, Uruz er oksens urkraft. Fehu er de unge elskende, Uruz er de unge krigere. Tegnet er solidt plantet med begge ben i jorden og kan ikke flyttes med magt, kun med respekt. Man kan ikke stoppe et vulkanudbrud ved at hælde cement ned i hullet. Men man kan dyrke vin på skråningerne efter en årrække og være klar til at flytte sig, næste gang der kommer et udbrud. Man kan glide på havstrømmene, hvis man er dygtig nok - eller ende på havets bund.

Kræfterne er farlige, hvis de ikke omgås med omhu. Se på, hvad der sker i denne Verden, og se hvad der sker, når omhuen bliver forsømt. Vi kunne have al nødvendig ren energi/kraft til rådighed - uden svineriet. Men denne verdens herskere anser det som mere nødvendigt at udvikle krigsførende våben af den rene energi for at ødelægge deres fjender. Kun en svægtling har så hårdt brug for fjender, at han selv skaber dem. For den beskidte er og forbliver alting beskidt.

 



Thurisaz

Hvis vi er nødt til at kæmpe for fred, så lad os finde fred i kampen.

Spydet, pilen, det målrettede, den mandlige attribut. Kilen er tordenkilen, kraften i lynet. Lynet er en afledning fra jord til himmel, selv om det ser omvendt ud.

Runerne er magiske kræfter, der har flere tilstande. En tilstand er den udfarende kraft hos krigeren. Thurisaz er både skytten, der spænder sin bue og spidsen af pilen. Hans bevægelseskraft sidder lige under Solar Plexus.

UR findes både i URuz og ThURisaz. Hvor Uruz er selv kraften, er Thurisaz eller Thor den udfarende kraft, hammeren, tordenkilen, lynet, krigeren. Den er indbegrebet af vilje og mod. Vulkanen ligger venter som Uruz, men når den eksploderer er den Thurisaz.

UR findes også i ordet for bjørnen, URsus. De beskidte herskere af denne verden - de mener selv, der må dreje sig om hele verden - har længe som små grænseløse børn leget med ilden. De gør alt, de kan for at fremkalde bjørnens vrede. Når bjørnen til sidst svinger sin store lab, vil de klynke som de små børn, de er og flæbende udvrænge, at det var den onde bjørn, der startede. De forstår ikke, at det var Thors kraft, der ramte dem.

Det var den samme kraft hentet op via floderne i øst, der for snart 12 århundreder siden satte ud fra fjordene for at levere det første slag mod Imperiet, der byggede sig op i Vest. De ankom i lange både, gik i land på strandene eller op ad floderne. Her slog de i første omgang til mod fjendens helligdomme, ligesom fjenden forinden havde vanhelliget deres helligdomme, fældet de gamle, fredelige træer og myrdet deres ubevæbnede mænd, kvinder og børn. De havde modtaget den store krigserklæring, og nu slog de igen.

Thurisaz er ikke den ukontrollerede vrede ejheller slangens snigløb. Det er anvendelse af visdom sammen med magt. Det er viist aldrig at starte en kamp, men hvis den er startet, vær da sikker på at gøre den færdig.

Ansuz

Der findes ikke ånd uden stof. Der findes ikke stof uden ånd.

Åndedrag er ånde og ånd, den skabende kraft, og hos runerne er det Odin. Som Thurisaz er det et mandligt tegn, men det er mandighed hvilende i sig selv. Det er nærvær. Det rokker sig ikke, det er alle steder og til alle tider. Det er lige her og nu, men det var også i gør og vil være i morgen.

Som Fehu har Ansuz to arme. De er strakt nedad, hvor Fehu er strakt opad. Åndedrættet har to faser, indad/opad og udad/nedad. Træk lige vejret, tag det roligt. Hvis du vil være med dit held, så vær med Ansuz.

Ånden kommer over os, siger vi. Vi bliver inspireret. Også ørkenfolket forstod, at '... Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Aand svævede over Vandene.' Og derefter 'Uden at nogen bliver født på ny af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige'.

Hvis nogen mener, at det noget kristent sludder, så lad os huske, at den romerske kristendom ikke opfandt noget som helst men stjal alt. Lad os også huske, at vi blev født i vand, og at vi i det afgørende øjeblik trak vejret for første gang og stak i et livgivende brøl. Det var det første direkte møde med den ydre verden, og lungerne bliver hele livet ved med at være det direkte sted, hvor den ydre verden strømmer ind i vores krop. Så kan vi i øvrigt mene, at det lille menneske snarere er ankommet til Helvede end til Guds rige, men sådan har det ikke nødvendigvis altid været. Dåben er blot det andet vand, der efterligner det første, en overgangsceremoni blandt andre. Nogen vil nok foretrække et bad frem for at få skåret i deres kønsdele.

Til sidst opgiver vi ånden. Det tredje vand møder vi, når vi til sidst krydser floden med færgemanden eller som den døde konge bliver sendt til havs i en båd, så han kan vende tilbage til det store vand. Om det er jord eller vand, der tager os tilbage, eller om vi får en himmelbegravelse og flyves bort af ørne, er kun det samme på en anden måde.

Ansuz er historiefortælleren. Han trækker vejret, lukker øjnene og forbinder sig med fortiden. Når han åbner munden kommer fortiden til live igen med alle dens betydninger og sammenhænge.

Raidho

At rejse er at leve. At leve er en rejse.

Hvor går turen hen? Det kan ikke siges uden videre. Måske vi kan sige, hvor vi har været, når vi engang skal herfra. Rejsen selv er målet, det handler ikke om at kende vejen men om at gå vejen. 

På vejen møder vi det, vi skal møde. Nogen vil sige, at det er forudbestemt, at det stod i manuskriptet, i stjernerne, at det er skæbnen. I så fald, hvad er skæbne? Skæbnen er det skabte og det, der skabes undervejs. Der er ting, der er skabt, og der er ting, du skaber. Det er tilsammen din skæbne.

Sammenlign med runen Wunjo. Raidho er hjertets fryd med ben at gå på. At raidhe er at ride eller den vogn, der er spændt for hesten. Det er ligesom Ansuz en historiefortælling, men nu er du selv midt i historien, mens du fortæller den. Eller den fortæller dig. Eller begge dele på én gang. Du er helten med de tusind ansigter.

Rejsen er altid eventyrlig, og selvom den foregår i ydre landskaber befolket med ydre skikkelser, er det altid heltens indre skikkelser, der dukker op i fortællingen. Du møder vismanden, der giver det et godt råd. Du møder fristeren, der leder dig på afveje. Du møder hjælperen, der følger med et stykke af vejen. Du møder følgesvenden Fehu, der ser det komme og går i forvejen (forsynet). Du møder portvagten, der sikrer sig, at du er klar til at gå videre. Måske stiller han dig et spørgsmål eller lægger en forhindring. Først når du har løst opgaven, kommer du igennem døren. Livet er åbenbart et stort teaterstykke med indbygget kvalitetskontrol.

Der er derfor nyttesløst at tale om, at livet er forudbestemt. Der er ingen, der kan formidle deres livserfaringer på forhånd til andre. Der findes ingen facitliste. Det giver heller ingen mening at spørge bagefter: Hvis du kunne gøre det hele om, hvad ville du så gøre? Livet leves forlæns og erkendes baglæns, her og nu. Det er ikke det samme som at nægte at lytte til de gamle og deres erfaringer, men det kan være lige meget, hvis ikke den unge helt i sit eget liv får lyst til at erfare for sig selv og se efter, hvorvidt det nu kan være rigtigt, hvad der fortælles.

Det siges, at road-movien altid handler om rejsen til sig selv. Nogle dyrker længslen efter at komme hjem igen hele livet, Odysseus' hjemvenden til sin ø, uden måske nogensinde at ankomme. It was a train, that took me away from here. But a train can't bring me home.' Jeg giver Tom Waits den tvivlens fordel, at han måske havde tænkt sig at vende tilbage til fods. Eller ikke vende tilbage men alligevel komme hjem. Den skamskudte hjerneskade har ikke længere et hjem at vende tilbage til men må finde eller skabe et nyt et andet sted i en anden tid. Nogle af de mere hårdhudede rejsende tager en tur omkring Dantes Helvede på deres vej. Hell Broke Luce.

Kenaz

Viden forpligter. Kan du kende en frygtelig hemmelighed uden at handle på den? Hvis så, velkommen i kujonernes selskab.

Kendskab, kunnen, jeg kender, jeg kan. Kenaz er en fakkel i en formørket verden af ukendskab og vankundighed. Kenaz er oplysning.

Pilen peger baglæns. Kundskab går tilbage til fordums viden. Uden sand historie og sand tradition, ingen kundskab. Tegnet udvider sig fremad. Kundskab vokser og bliver stærkere.

Thors pil vender fremad, Thurisaz handler om fremstilling af værktøj. Kenaz handler om den viden, der skal til for at bruge det. At erhverve sig ny viden kræver uforfærdethed, Thors mod og vilje.

Vor viden befinder sig i en tilstand at belejring og belemring med folk, der ønsker viden for sig selv, men vil gøre alt for, at andre ikke skal få den. Viden er nu forurenet med bevidst uvidenhed og i-stedet-for-viden. Viden findes, men når aldrig frem til folk. Viden kræver en kilde, en formidler og nogen, der ønsker at vide. Når kilden er lukket eller forurenet, når formidlingen er blokeret, og når alt for mange mennesker ikke ønsker at vide andet end det, der ikke er farligt, det de tror at vide i forvejen og det der ikke kræver, at de gør noget for at erhverve den, så er det trange tider for Kenaz.

Viden er en kunst, kunst er viden. Men nu må kunst i følge korrekthedens herskere ikke længere være viden og kunnen men blot kunstfulde iscenesatte hændelser, og videnskab må ikke længere være en kunst men blot et skema og en forretningsplan. Den mandlige og den kvindelige side af Kenaz bekriger og udelukker hinanden. De sidder i hvert sit rum og taler ikke længere sammen.

Den gode nyhed er, at forfædrenes fakler aldrig er slukket, for de er uudslukkelige. Vi kan tvinges til at sætte vore lys under en skæppe, men de kan aldrig slukkes.

Gebo

Er din gave en velsignelse eller en forbandelse?

X'et er et mærkeligt tegn i vores skriftsprog. I dag synes vi ikke længere, det hører hjemme undtagen når vi skal være smarte med X-Factor, X-files, XXX-porno eller sætte et X i kalenderen.

Faktisk hører det vældig meget hjemme, for det er runen for at give en gave, Gebo Det er det, man gør i X-Mas. Julen er gavernes tid, naturens og kulturens ægte gaver. Alt er høstet og bragt i hus, alt er modent, øllet bliver ikke bedre, mjøden/honningvinen ligeså, kødet har hængt til tørre eller er røget eller har ligget i saltlage. Æblerne er fine og tørre og fuld af sødme. Kålen er sprængfarlig med saft. Det bliver - eller rettere: det blev ikke bedre, og derfor var julen altid gavernes fest. Det var før jesusbarnet, Coca-Cola-julemanden, BR-legetøjet og DR's julekalender. Det var før rockerne ankom og sagde Dette er en gave, min ven. Den første er gratis, ...

Men Gebo er meget mere end juleand med æbler og svesker og et par nye uld-hjemmesko - jeg er en stor fan af begge dele. Gebo er den oprindelige økonomi. Vi tænker på det oprindelige som byttehandel, men gavegivning er betydelig ældre.

Hvad drejer det sig om? Det drejer sig om at dele ud af sit overskud, når man har mulighed for det. Var det selvopofrelse? På sin vis og på ingen måde. Man ofrede ikke sig selv for andre i selvpineri. Man gav, når man havde mulighed for det i forventning og forvisning om selv at modtage gaver, når man trængte. I en husholdning skal tingene gå op og ballancere. Økonomi er en balance-akt (eng: balance sheet). Det græske ord økonomi betyder husholdning.

Stedets økonomi, dets husholdning, var både afhængig og begunstiget af den udveksling, der fandt sted, når man gav. Og selvfølgelig kan gavegivning misbruges. Den første er gratis, sagde rockeren og mafiosoen, sidenhen har du et problem, hvis du ikke betaler overpris - for evigt. Men i den oprindelige og sunde husholdning gav og modtog du uden regning.

Wunjo

Vær forsigtig med, hvad du ønsker. Du kunne risikere at få dit ønske opfyldt.

Underet, vidunderet, I wonder, ein Wunder. Den udfarende kraft kommer nu ikke fra bevægelsespunktet under navlen (Thurisaz) men fra hjertet. Et kvindeligt tegn som søen, Laguz. Se ligheden.

Du kan undre dig. Du kan beundre. Og du kan være vidne til et under. Wunjo er evnen til at ønske sig de rigtige ting. Hvis Fehu er held, så er Wunjo lykke, harmoni, sundhed, kærlighed, lykke.

I en syg kultur gør menneskene alt det, der skaber ulykke. I en sund kultur fremelsker vi, som vi dyrker en have. I en syg kultur gror der ukrudt alle de steder, hvor afgrøderne ikke allerede er visnet. I en sund kultur sår, vander og luger vi vores have og dyrker vores lykke - der er ingen garantier, men den kommer gerne, når vi ikke spænder ben.

I en syg kultur findes Wunjo ikke længere i forholdet mellem mand og kvinde, selvom de burde være selve hjemstedet. I stedet findes der krig, misundelse, følelser som handelsvare, energiudsugning og overskruede forventninger. Ingen kan indfri den slags forventninger, og man kan kun ende som et dumt svin. I en sund kultur ærer kvinden manden for den, han er, og han ærer kvinden for den, hun er. Han kan være far for hendes børn, men han er ikke hendes far eller hendes søn. Hun kan være mor for hans børn, men hun er ikke hans mor eller hans datter.

I relationer, hvor Wunjo findes, bringer hun det bedste frem i ham, som han bringer det bedste frem i hende. I en syg kultur er vi aldrig flyttet hjemmefra.

Vi lever i en syg kultur, hvor han forventes at redde hende fra hende selv, og hun forventes gebærde sig som hans ungdoms venner. Gennemsnittet i levetiden for disse kulturskabte, barnagtige urelationer er mellem 2-5 år. Tragedien er de voksne, der aldrig blev voksne og barnet, der blev et gidsel.

Hagalaz

Lad være med at fikse, hvad vi burde ødelægge, før det ødelægger os.

Vi holder af at tænke på udvikling som fortløbende, forudsigelig, opbyggelig. Verden har bygget sig op eller droslet sig ned lag-for-lag trin-for-trin. Historien og et menneskeliv lige så. Det passer bare ikke.

Verdens gang er ramt og styret af katastrofer, udviklingen foregår i pludselige skift. Darwinisterne tager fejl, udviklingen sker i spring. Geologerne tager fejl, Jorden er ikke bare årringe på et træ afsat langsomt og dovent. Dybe ar, katastrofer og uforklarlige spring i udvikling er normen, ikke undtagelsen. Historikerne tager fejl, det var ikke historien fra stenalder til atomalder, for i en fjern fortid var de udstyret med hi-tech.

Hagalaz er hagl. Det regner ned igennem den kolde luft, og de bløde regndråber bliver til hårde iskugler. Hvis du er det rette-forkerte sted, er de store som bordtennisbolde, går igennem dit tag og din bilrude, og fælder din majsmark, før du nåede at høste den.

Når vores liv rammes af pludselige omvæltninger og uønskede skift, sker der ofte noget livbringende samtidigt. Du mistede dit job, men hvor glad var du egentlig for det? Du endte med at finde ét, der var bedre. Du mistede dine ejendele og dine penge, til gengæld fandt du en større mening med hele livet. Dit liv antog en krise, da du fandt ud af, at intet i denne verden var, som du troede, og at de havde løjet for dig hele vejen igennem. Til gengæld fandt du ud af, at virkeligheden blev tilgængelig for første gang. Du opdagede at det var smertefuldt at tænke - til gengæld erfarede du, at tænkning for første gang blev mulig.

Lad ikke en frugtbar krise gå til spilde.

Nauthiz

Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Need: nødvendighed, behov. Behovets skumle skyggeside er begæret. Kender og følger du ikke behovet, bliver du fortæret i begæret. Træf dit valg i tide eller bliv hverken-eller, Neither eller til-intet, Nihil.

Skær igennem. Runen er et sværdhug igennem stilheden, Isaz.

Den skrå streg, sværdet der hugger, det pludselige og uforudsigelige, så du i haglbyen, Hagalaz. Runerne er ikke adskilte tegn, men tegn i familie med hinanden, glidende ud og ind ad hinanden, blivende til hinanden.

Nauthiz er basta og bum! Nu kan det være nok!
Der er brug for ild, der er brug for at brænde af.
Der må sættes en grænse, og det skal være nu.
Det er på tide at gøre, hvad der skal gøres.
Kraften i at sige NEJ og at sige fra.

Nauthis er upopulær i NewAge-kulturen, hvor man pålægges kun at sige ja, ikke at sætte grænser, aldrig at vise vrede og kun at tænke positivt (duknakket). Nauthis' lærdom kan være harsk og besk, da den påkalder sig Nornerne, de tre skæbne-kræfter: fortid, nutid og fremtid. 

Hvis man siger Nu skal det være!, så henter man fortiden over i fremtiden med begge ben plantet i nutiden.

Isaz

Isen synes blot at stoppe flodens strøm.

Alkymi taler om ild og is. Som ildens nødvendighed, så isens uafvendelighed. Du kan ikke stoppe ilden, når den raser, ejheller kan du standse isen, når den breder sig. Ilden farer ud og trækker alt ind i sig, mens isen sætter sig i sig selv og skubber alting væk. Ilden får huse til at falde ind i sig selv, mens isen får sten til at revne midt over. Ilden buldrer og larmer og fortærer, mens isen er helt tavs og stille og intet kan fortæres. Ingen af dem kan undvære hinanden.

Hvis du skal skabe den fuldendte klinge til et sværd, skal du først smelte den i ild og dernæst hærde den i vand. Fra hvidglødende til blåfrossent. Isen gør ildens kraft langsom og solid.

Isaz, is-stilstand, er den statiske frosne tingenes og tankernes stilstand. Den dobbelhed er frossenhed som frygt og indefrossenhed men samtidig koncentration, vilje og fokus. 'Frys' siger de midt i filmoptagelsen, fordi det er et vigtigt og koncentreret øjeblik.

Is er smuk og besnærende, men gletcherens kraft kan rive selv bjergsider i stykker. Isen på en sø kan synes som den ubesværede genvej, og snart ligger du på søens bund. De siger, at kun en tiendedel af isbjerget stikker op over vandet. Resten lurer underneden.

Hvis du er ophidset og har fået en hedetur i kampens hede med temperamentet på kogepunktet, så skal du slå koldt vand i blodet og have is i maven.
Be cool baby!

Jera

Som vi sår, så skal vi høste.

År, Year, Jahr, Ur. En rune med et cyklisk forløb som tegnene for mindre-end, større-end. Det er sådan årets cyklus er. Det vokser og når sit ene vendepunkt, det trækker sig sammen og når sit andet vendepunkt. Det er lige forunderligt hver gang og hvert år. Det er forudsigeligt på en evigt uforudsigelig måde.

Året er såning, vækst, modning og høst.
Året er forår, sommer, efterår og vinter.
Året er fødsel, ungdom, alderdom og død.

Jera er lignelsen om det lille forudseende og beslutsomme agern, der faldt ned i vinteren og jordens dyb og en forårsdag med årene stod som en kæmpe eg og overså landskabet til midt om sommeren. Da efteråret kom, var der agern igen.

Sommerens høst er vinterens føde. Frøene fra efterårets høst blev forårets såsæd, og ved det store X i midten, Gebo, nyder vi de bedste af sommerens gaver. Intet er fremskyndet eller forsinket, intet kan tvinges. Jera er runen for tålmodighed. Vi lever i utålmodige og forcerede tider med dårlige afgrøder og svag sæd. Der kan være rigeligt af det, men dets indhold er udpint og kunstigt. Vi sulter midt forbrugets fest.

Der er flere slags år. Der er det lille sol-år, og der er det store Sirius-år. Der også det ufatteligt store Svastika-år. Hvis du er anfægtet af, at det har med nazisme og Hitler at gøre, så erstat svastika med fremmedordet galakse. En dag er på en måde også et slags år, men det hedder Dagaz. Noget tegner en spiral og vender tilbage, ikke til samme sted med til en ny vinding i spiralen.

Jera er runen for tid. Tiden heler alle sår, sagde man. Det er muligvis ikke helt rigtigt, for smerte gemmes over lang tid. Hvis ondsindede og beregnende mennesker ønsker at påkalde sig denne smerte og åbne såret endnu engang, kan det finde sted. Hvis der blot er een glød tilbage i det udbrændte bål af gammelt nag, vil en galning med hang til ildspåsættelse kunne puste til den og få den til at flamme op igen.

Eihwaz

Træerne gror ikke ind i Himlen, sagde de. Det var muligvis dér, de tog fejl.

Der står et træ i Verden. Eih er en eg eller en taks. Grenene er i Himlen, rødderne er i Jorden. Der er to retninger for livet og træet. Ovenfra og ned: det suger sollys til sig. Nedenfra og op: det får vand til at løbe opad. Det kræver avanceret udstyr at få vand til at løbe opad, men træerne har ingen problemer med det.

I træets grene bor der dyr og fugle. De kaldte det Yggdrasil. På dets kviste hænger der frugter. Under dets krone er der skygge. Ved dets stamme er der læ. Dets liv strækker sig over 100 generationer, og dets hukommelse er overvældende. Vær forsigtig, hvis du vil tale med et træ, vælg et lille et til at begynde med, en gammel eg eller taks er for stor en mundfuld.

Træet er den fælles hukommelse, i modsætning til det fælles ubevidste, altså mangel på hukommelse.

Da de kristne satte sig for at udslette hedenskaben, fældede de de ældgamle træer, der var hedningernes helligdomme. Det var et perverteret ritualmord på deres historie, traditioner og bevidsthed.

Det menneskelige nervestystem har form som et rodnet til et træ. Rygsøjlen har 24 led som Futharken, hvis man fraregner hofteregionen.

Takstræets nåle er giftige og påvirker nervestystemet. Selvom det indeholder død, er taksen symbolet på udødelighed eller indvielse til livet via døden.

Perthro

Begyndelse og ende ligger fast. Hvad der er imellem er dit.
Intet er forgæves, alt bliver husket
alle menneskelægters korn og aks på disse marker.

Dette er terningebægeret, der kastes for at søge viden om det ukendte. Perthro er det ukendte og vores mulighed for at kende til eller leve med det ukendte.

Hvordan kan du kaste en terning eller en stak pinde for at få noget at vide om det ukendte? Det kan du, hvis det er din dobbeltgænger, din skygge, din skytsånd, som du spørger og ikke ud i den blå luft. Du skal stille et klart og enkelt spørgsmål og spørge med en hensigt. Herefter skal du tyde svaret ved at sidde stille og lytte til svaret. Vores forfædre havde et system for at spørge og svare, som ikke længere er kendt. Imperiet ødelagde alt, hvad det kunne af den gamle viden. Meget passende for den ukendte rune, hvis betydning i virkeligheden er ukendt. Andre kulturer har ubrudte og stadig levende traditioner (se fx I Ching). Med tiden vil den tabte viden vende tilbage.

Der er måder at få en viden om det ukendte. Når vi ser et mønster, bør vi forfølge det og se efter en gang til. Mønstre kan være fortid, der ikke er anerkendt og afsluttet og derfor gentager sig selv. Hvis vi i disse tider lader hånt om, at et grusomt mønster er ved at gentage sig, vil Verden som vi kender den for tredje gang i 100 år blive forledt til Ragnarok.

Vi kan fantasere os til alt muligt i vores formørkelse og uvidenhed. Hvis vi vil vide, Kenaz, skal vi nogle gange begive os ind i det ukendte. Ideen om terningekastet er sidenhen misforstået. Der blev ikke kastet terninger i kedsomhed - måske gjorde der iblandt - men her er der tale om at spørge Verdensaltet om årsag og virkning. Hvis du har spurgt på den rigtige måde og forbliver i denne klarhed, er det forbløffende så klart og entydigt svaret kan blive.

At tage chancen kan synes at være et terningespil. Måske går det godt, måske ikke. Det afhænger af, hvor lydhøre vi er, når vi tager chancen. Er det den indre stemme, der taler, er det skytsånden, der prikker dig på skulderen og siger Så er det nu!? Det kan være, at et andet menneske siger, hvad der skal siges. Vi er hinandens talerør. Tør vi lytte, er vi for stolte til at overlade en vis dømmekraft til andre? Bedst er det, hvis vi selv havde den fulde dømmekraft, men hvad med de døde vinkler?

Algiz

Frygt har en plads i ethvert hjerte. Mod er blot et muligt svar.

Elgen, Algiz eller Elhaz larmer ikke, når den går rundt i skoven, så du hørte den ikke, før den stod der. Du blev lidt forskrækket. Bare rolig, den skal nok forsvinde igen. Den er et stort og frygtindgydende dyr, men den kan bedst lide at være alene i sin skov, så den træder gerne til side. Gør det samme.

Elgen yder beskyttelse. Den er selv beskyttet af sin størrelse og dens horn på sit enorme hoved. Lad være med at køre for stærkt på vejene - du har ikke lyst til at få en ton dødvægt tværs igennem forruden, for den yder ingen beskyttelse.

Mod i forhold til frygt er sagens kerne, ikke fravær af frygt, frygtløshed. Frygten er et tegn på, at du har brug for et forsvar, en beskyttelse. Algiz er din beskyttelse, dit skjold.

Newage prøver at lære os, at vi skal være uden jeg og uden vrede og kun tænke rare tanker. Begge dele er noget vrøvl og dertil farligt. Jeget er dit skjold, det kan ikke være stærkt nok. Når det er stærkt, er det roligt, vi bemærker det ikke, vi taler ikke om det. Når det er svagt, er det et problem. Det er uroligt, det blæser sig selv kunstigt op, det kammer over, vi bemærker det og taler om det. Derfor tager Newage, den kunstige kult for forvirrede svagpissere, fejl, når den prøver at lære os, at jeget skal dø. Det er misforstået buddhisme. Jeget er hertil-og-ikke-længere, et advarselsskilt for grænseoverskridere.

Du kan sænke dit skjold, når der ikke er noget at frygte. Det bør være den normale tilstand. Men du skal aldrig lægge det fra dig, og hvis der er huller i det, skal det repareres. Skjoldet er dit levende forsvar, der afviser angreb fra snyltere. En stor hund ligger dovent men opmærksomt og betragter dig. Den har både en stor krop og et selvsikkert jeg. En lille hund springer op for et godt ord og bjæffer løs. Måske bider den dig i benet, for en sikkerheds skyld - hvilket den ikke skulle have gjort, for det gør dens liv højst usikkert. Den har en lille krop og et usikkert, men opblæst jeg.

Newage tager også fejl med hensyn til vreden. Vrede er ikke en attråværdig tilstand, men hvis den er fuldt berettiget, skal den ikke undertrykkes. Den skal styres og retningsbestemmes. Som jeget er dit skjold, skal vreden være dit sværd. Fravalg af alle andre tanker end de rare tanker er en fornægtelse af en virkelighed, der på ingen måde er rar. I en sådan virkelighed har du brug for både skjold og sværd, Algiz og Thurisaz.

Sowilo

Vejviseren vil føre dig til døren og vente på din tilbagevenden.

Solen er afbilledet som en stor kugle på en vogn. Det har en bane. Hvel, hjul, omdrejningspunkt, spiral er de gamles ord for den roterende kraft. Inderne kaldte det for et chackra. Europæerne sagde vortex. Nordboerne sagde hvel.

I din krop findes der små sole hjul, spiraler eller sole, der snurrer rundt. Folk med seernes blik hævder at kunne se dem som sådan. Det lille hjul modtager kraft fra det mellemste hjul, Jorden og begger modtager kraft fra det større hjul, Solen. Denne modtager igen kraft fra det endnu større hjul, Mælkevejen, der modtager kraft fra det største hjul, Altet. Igennem Altet strækker sig tråde af elektrisk kraft, Eihwaz.

Når de gamle nordboere eller indere - samme folk - talte om det store hjul, mente de Altet, der drejede om sin akse, Amleths (Hamlets) møllehjul. Men de var fuldstændig klar over, at Solen var det primære krafthjul i den verden, vi kan overskue og bevæge os i. Solens kraftværk giver et væld af liv til alle levende væsener.

Man skulle tro, at det var Thors tordenkile, Thurisaz, der måtte afbildes som et lynnedslag. Men de gamle så videre og vidste, at Solen er den synlige og nærværende kilde til lynets elektriske kraft. Hvordan de vidste det, kan vi kun gætte på. Der er de, der siger, at de store himmellegemer og Solen opførte sig anderledes og til tider voldsomt i tider ikke fjernere, end at der var mennesker, der så og oplevede det. Algiz-runen ligner den Store Mand på Himlen, en elektrisk kraftfelt, der kunne ses for titusinder af år siden, da de store himmellegemers ligevægt blev forskudt. Der er de, der siger, at uligevægten førte til ødelæggelsen af et eller flere af disse himmellegemer, og at det oven i købet skyldtes, at der var visse jætter, der forstyrrede denne ligevægt som en akt af uvilje, en krigshandling mod guderne.

Sowilo er den ældste æreskode. Egentlig ære kan kun tilfalde den lovgiver, der er i pagt med de grundlæggende lovmæssigheder. Kun i det omfang, en konge eller fyrste eller råd af ældre er i overensstemmelse med denne lore, denne naturens lov, fortjener de ære og respekt. Desværre er al magt nu i hænderne på Denne Verdens Fyrste, den omvendte sol, det sorte hul, der suger alt til sig, og som skamløst forlanger at blive æret uden at være værdig til nogen form for ære.

Tiwas

Retfærdighedens kværn maler langsomt men sikkert.

Tyr er krigeren. Tyr er også Amleth, Nordstjernen, omdrejningspunktet. De gamle søfarere brugte Polaris som det faste punkt, når de skulle krydse verdenshavene. De måtte bruge særligt udstyr, for eksempel et pil, der pegede op med det faste punkt. Det keltiske kors er ikke et kristent symbol, for den runde skive i midten kunne drejes. Det var et navigations-redskab. Når navigatøren tog sit bestik, lignede han en bueskytte, der skød sin pil mod Verdens Navle, Tiwas.

Tyr er retfærdighed, moral. Tiwas er det moralske kompas, vi kan navigere ved. Tyr har kun en hånd. Den anden ofrede han for at Fenrisulven kunne blive lagt i lænker. Der er tale om et offer, der gøres for at opretholde retfærdigheden. En ægte kriger må være i fuldendt balance med sig selv. Al gammel kampkunst har som udgangspunkt den fuldendte ligevægt uden hvilken ingen udfarende kraft har et ståsted. Fenrisulven er det kaos, der anfægter ligevægten. Hvis den igen slipper løs af sine lænker, vil kaos endnu en gang herske. Hvis vi tyder tidens tegn, er det meget svært ikke at få den tanke, at der nogen, der igen arbejder på at slippe ulven løs.

Når Tyr ikke er taget i ed, når retfærd er stjålet, findes der Tyr-ranni.

Berkano

Hun kender alle menneskers skæbne, selvom hun ikke udsiger spådomme.

Den hvide slanke stamme, den fine bark, den søde saft, der strømmer ud af en revne i stammen. Runen i sig selv er et par moderlige attributer. Fødsel og føde er hendes kvaliteter. Birkegudinden skaber det nye liv, og hun svigter aldrig sit afkom men nærer og opretholder det bagefter.

Huset, hjemmet og taget over hovedet er det modelige opholdssted, der ligesom skibets skrog er det omvendte tag under fødderne. Himmel og hav er begge velgørende men også ødelæggende, og imod begge er der brug for beskyttelse. I huset i fædrelandet tales modersmålet.

Når du kommer indenfor, er du under beskyttelse af Berkano. Hun vil tage sig af dig, når du kommer langvejs fra, hun vil vide, hvad du har brug for. Måske vil hun også indvie dig i sine hemmeligheder.

Birken er det første træ, der vågner om foråret. Det betyder fødsel og genfødsel. Huset i birkeskoven er hendes skød, det sikre sted før vi sendes ud i verden. Vi husker det muligvis ikke senere, men vores mor er gået igennem mangt og meget for at beskytte os. Kom aldrig imellem en moder og hendes barn, ulv eller bjørn eller endnu værre: ondsindede mennesker. Du vil fortryde det.

Inguz er det indre barn, fosteret, frøet. Berkano er det ydre barn.
Inguz er helbredelse og foryngelse - det modsatte af industrielt kvaksalveri.

Ehwaz

Sindet vil stole på kroppen, kroppen vil stole på sindet.
Rytteren og hesten vil stole på hinanden.

Kan du levere varen? Er du en realistisk samarbejdspartner? Kan du indgå i et teamwork? Har du forstået det fælles værdigrundlag?
Sådan spørges mennesker i en verden, hvor menneskekroppe og -sjæle er skruer og bolte i en stor maskine, og hvor mistillid og tvang styrer verden.

Er du tro mod din udkårne. Er du loyal overfor din familie, din klan, din stamme, din nation? Står du ved din broders side, når han har brug for det?
Sådan spurgte mennesker hinanden i en tid og i en verden, hvor fælles overlevelse og velstand var afhængig af troskab og tillid.

Vi har stadig blandt de eurasiske folkeslag bevaret en urgammel tillid til andre mennesker. Men det storsind, der engang var vores styrke og som skabte en kultur af storhed, er i dag blevet vores svaghed. I tillid og gæstfrihed har vi tilladt andre at bosætte sig og hjulpet dem, hvis de var i nød. I dag misbruges denne tillid til at ødelægge vore nationer og vores kultur. Et forehavende, der allerede er langt fremskredent.

Vore lande oversvømmes af folk, der ikke har den mindste tillid til os, som ønsker alt det, vi har skabt, men som vil ende med at smide det i skraldespanden, fordi de ikke kan finde ud af at bruge det eller skabe noget lignende, og som det øjeblik, de er i flertal, vil vise deres ansigt og fordrive dig fra dit land. Da de mongolske horder (eller var de tartarer, for så mange mongoler fandtes der ikke på jordkloden), ankom, var der ingen tøven med at drive dem tilbage. Da de kunstige flygtningestrømme ankom fra Mellemøsten, dukkede vi nakken, for vi vidste, vi var medskyldige i at ødelægge deres lande. Således kan dårlig samvittighed, skyld, skam og korrekthed misbruges som et dobbeltbladet sværd svunget af ørkendæmonens yngel, der stræbte efter udslettelsen af både ørkenfolkene og det folk, der boede mod nord.

Mannaz

Da mennesket ikke er herre over siden egen skæbne, er det bedre at lide den vel.

Mennesket. Som alt andet liv ankom vi her i tidernes morgen fra rummet. Måske i rumskibe. Måske som kim, æg, sæd og celler frosset i is. Måske i en membran. Darwin har i sagens natur ikke gjort rede for noget som helst, for hans bestillingsarbejde er ifølge bestillingen fuld af huller og 'missing links'. Bestillingen gik ud på at levere en dårlig undskyldning for den stærkes ret til at underkue og massemyrde den mindre stærke. Glem alt om aber og 'Out of Africa'.

Mennesket har en krop som et dyr, men det er noget andet. Det ved noget. Det ved, at det har en skæbne. Ved det også, hvordan det skal forholde sig til sin skæbne, sin Wyrd, det der sker. Det underlige, det mærkelige (weird). Vi undrer os, når vi mærker det. Et dyr kan alt muligt prisværdigt og forunderligt, men forundring og tænkning er ikke dets egenskaber. Det kan derfor synes lidt underligt, at der er så lidt forundring og tænkning blandt mennesker i disse dage. Der må være nogen, der mener, at mennesket blot er et dyr, skal behandles som et dyr og lære at opføre sig som et dyr. Hvis du er et dyr, hvaffor et dyr er du så? Jeg er en folkevogn :-)

Som mennesker har vi adgang til det store bibliotek, hvis vi ønsker det - og har oprettet et lånerkort. De gamle kaldte det for Mimers brønd. Alt, hvad der er sket, tænkt og gjort findes her. Det er derfor en af de største fejltagelser, som historieforfalskerne og kulturødelæggerne har gjort, når de mente, at ødelæggelsen af biblioteker ville udslette menneskehedens hukommelse om den oprindelige viden for evigt. For der var en usynlig kosmisk backup på en kvantecomputer med uendelig fraktal diskplads - undskyld brugen af fremmedord i én sætning, men de gamle havde ikke ordene for den slags. Til gengæld havde de begrebet Mimers brønd. Vandet har hemmeligheder, spørg Laguz. Brønden er ikke en harddisk, men en softdisk, og derfor kan den ikke udslettes eller udtømmes. Og som du måske har opdaget, så havde de gamle ord for det hele.

Mannaz er mennesket i sit fulde udtræk. Når guderne blev beskrevet så menneskeligt, var det fordi den åndelige tradition i Norden allerede før Kristendommen indeholdt begrebet for mennesket som guds søn, altså fuldkommengørelse og oplysning.

Laguz

Det stille vand, den dybe grund.

Alt levende er afhængigt af vand.
Havet er uendeligt, kilden løber ikke tør.
Vand er ikke bare vand, vand har en opbygning.
Vandet har mange hemmeligheder.
Menneskets krop består af 99% vand.
Vand har en hukommelse.

I en fjern fortid fandtes der over hele jorden mennesker, hvis viden og kunne overgik vores. De var sønner og døtre af de, der kom ned fra stjernerne i en endnu fjernere fortid. Vi kan ikke sætte årstal på det men kun sige, at noget skete forinden, og noget skete efter.

På et tidspunkt skete der noget, der fik vandene til at stige. De menneskelige bosteder ved kysterne blev begravet i vand. Med årenes løb er de yderligere begravet i havbund. De menneskelige bosteder på land blev begravet i jord og mudder eller blev ubeboelige på anden vis. En del af dem ligger der endnu spredt i landskabet som ruiner.

Isen dækkede i lange stræk den nordlige halvkugle. Alt det land, der var dækket af is kaldtes for Alt-Land-Is. Det er de lande, der i dag hedder noget med -land: England, Irland, Skotland, Nederland, Island, Grønland, Danaland, Nordland, Svealand, Finland, Rusland, Tyskland, Poland. Midt imellem Danaland og England lå Doggerland. Her lå isen, og under isen lå gammelt land. Da isen forsvandt, var alt skruet i stumper og stykker, og et nyt land dukkede op.

Inguz

Jeg så kornet i nat, det drømmende korn,

alle menneskeslægters korn og aks på disse marker.

I midten frøet, i toppen skuddet, i bunden rodtrevlerne. Fra en lille kerne, måske en lille nød, et korn, et agern til en kæmpe eg. Frøet ved allerede, hvor det er på vej hen, hvordan kunne det ellers vokse så målrettet og ufortrødent? Det har al den tid i verden, det har brug for.

Kornet, frøet skaber et beskyttet rum, hvor intet kommer i nærheden af. Det et lukket kammer, et ueksploderet projektil, en flaskepost, en overlevelses-kapsel. Intet trænger ind, men kornet er vidende og opmærksomt, det hører og ser og mærker. Når det hører og ser, hvad det ønsker at høre og se, så åbner det sig og vokser ud af sig selv.

Ing eller En er den ældste guddom. Vi hører og læser det i ordene gør-en, lad-en, vid-en, søg-en, vær-en. Når vi tilføjer En til et udsagnsord, tilføjer vi skabelse. En er den mandlige sæd.

Den mandlige sæd er i disse tider forurenet af alskens vædsker og udledninger, der ødelægger den. Mange mænd i dag kan ikke bidrage til skabelsen af børn, for de er ufrugtbare. Mørkets magter har bestilt et massemord på menneskeheden og har fundet måder, hvorpå de kan forstyrre den mandlige og kvindelige harmoni (hormon - harmoni). Drenge bliver til piger, piger bliver til drenge. Alt bliver til en blævrende ufrugtbar suppedas.

Men vent et øjeblik, er dette tegn ikke bekendt i vor tid? Det er jo DNA-'et og dobbelt-helix'en! Det kan de gamle umuligt have kendt til, og darwinisterne behøver så sandelig ikke at gøre rede for de manglende led. Sov sødt, lille Jumbo ...

Dagaz

Grib dagen før den angriber dig bagfra.

Jera og Dagaz er den store og den lille cyklus, den langsomme forandring og det hurtige skift. Dagaz forudsætter Jera, en stadig opbygning af en kraft, der giver sig udslag ved daggry, solopgang, lysets frembrud. Dagaz er tigerspringet, men forinden har katten listet sig ind på byttet, ventet og forudgrebet springet. Det er udløsningens øjeblik.

Dagaz er Moebiusbåndet, tegnet for uendelighed ∞ Men da alle runer er kileskrift gjort med hammer og mejsel i uforgængeligt materiale, så er der ingen runde hjørner. Tegnet er uendeligt, fordi det er øjeblikket, krydspunktet mellem al fortid og al fremtid. Det er også timeglasset, der for en stund er væltet om på siden, så tiden går i stå. Det er sandhedens øjeblik med tunnelsyn.

Daggryet er det nøjagtige ligevægtspunkt mellem nattens og dagens kraft. Det er altid blevet regnet for det gunstige tidspunkt for at fylde sig med det bedste af disse kræfter. Ingen kan være i tvivl. Der er en afgørende forskel mellem at sidde og betragte solen stå op i horisonten og at betragte den samme sol gå ned. Vi behøver ikke forklare det, vi ved det.

Futharken har ingen rune for natten. De gamle ærede solen uden at være rædde for mørket. Der er ikke mørkt om natten, og Himlen er fuld af lys. En by fuld af gadelys om natten er en fornægtelse af nattens stille lys. Der bliver aldrig nattelyst og stille i en storby, og derfor ser menneskene aldrig det svagere lys og hører aldrig lyden af stilhed. De færreste er oppe ved solopgang om sommeren, og om vinteren iler de afsted med tungen ud af halsen med stift blik i undertrykt angst for at kommer for sent.

Men når vi får højhastighedstog, så bliver alting anderledes ... eller flytter nissen med? Vi kan ikke flygte fra alle vore plageånder ved at sætte farten yderligere op. Vi kan løbe og købe os til glemsel en dag eller to, men så bliver vi indhentet.

Othala

Du gav mig, O Herre, en lod af din jord, ...

Det er ikke tilfældigt, at forfædrenes lod er den sidste rune. Det er den rune, der vender hjem og lukker cirklen. Den startede med Fehu, runen for velstand, det livgivende kvæg. Den slutter med Othala, runen for den mark, som kvæget går på. Fehu er den mobile og strømmende velstand, det er penge i dens egentlige betydning udenfor ågerkarlenes rækkevidde. Othala er den permanente, bofaste velstand, det er fast ejendom. Den omfatter det, der mest af alt af mørkemændene i eftertiden er blevet regnet for farligt: At folkene havde et sted, der var deres eget, og at dette hjemsted kunne gives i arv.

Othala er nationen, hjemstedet, fædrelandet som lokalitet. Det er familie og slægt. Men i endnu højere grad er det fædrenes ånd og selve jordens indre kraft, den særlige kraft, der bebor et sted. Det er både landskabet, dets indre væsen og traditionen hos de folk, der igennem slægter har beboet dette landskab.

Dette indre væsen er i dag under angreb af mørkets kræfter - landskabet, dets afgrøder, dets sundhed, dets skove og søer. Grådige pengemænd har forledt landskabets beboere til at ødelægge det for ussel og kortsigtet vindings skyld. De talte om fremskridt, og beboerne troede på dem og fulgte deres forjættende løfter. Den faste ejendom er blevet mål for et snedigt rænkespil beregnet på at frarøve folk deres hjemsted og stjæle deres værdier. Nu siger de, at folk ikke længere har lov til at eje noget, at de ikke har frit adgang til rent vand, at de ikke kan bo der, hvor de ønsker og at alt skal tilhøre noget, som nogen kalder et verdensfællesskab, som ingen ved, hvor bor, men som består af mænd og damer i fint tøj, der siger, at de og deres tusinder af love og uforståelige tiltag er til for folks egen skyld.

Landet er nu også under angreb af hærlignende horder af fremmede, der intet har at gøre i dette landskab. Nogle af dem er stakler på flugt, men de fleste kommer bare for at tage, hvad de kan. De kender intet til landets sjæl, de vil aldrig kunne tage vare på det, for deres forfædre var nomader i et tørt, solstegt og forblæst landskab. De har en skjult foragt for de mennesker, der bor her, men de viser ikke deres sande ansigt, før de er i flertal.

____________________

Efterskrift og kommentar
Advarsel, der kan herefter forekomme visse fremmedord, da de gamle havde sprog men ikke sprogforskning. Hvorfor skulle de have det, de havde ikke mistet deres sprog, og var ikke nødt til at støve det op med støvet akademia. Det var munkene, der startede på det.

Den Ældre Futhark er disse 24 tegn. Det var de germanske stammers skriftsprog. 

Det indeholder flere lag. Det alfabetiske lag er et alfabet brugt til at stave ord med. Deraf navnet F-U-TH-A-R-K, der er de første seks tegn. At tage noget bogstaveligt, er dette lag uden de andre. 

Der er lyde og dermed bogstaver, der ikke er som i dag. Det tredje, Thurisaz þ, TH'et ligger et andet sted i munden, end vi bruger. Læg din tunge bag din øverste fortænder og sig T. Det angelsaksiske sprog og det islandske og færøske har det stadig i dag. NG-lyden har vi i dag valgt at bruge to bogstaver på. Når vi siger ingen, kunne vi reelt have sparet et bogstav.

De 18 andre er:
G-W-H-N-I-J-Æ-P-Z-S-T-B-E-M-L-NG-O-D. Som vi allerede har bemærket, så er der mange af glypherne, der ligner vore bogstaver. På ingen måde, vil kristenkulturens sprog-imperialister sige, for det er latinske bogstaver! Det er bare noget, vi har oversat dem til, det hedder transliteration, siger de.
Døm selv.

Det ikoniske lag er runenernes design og billedværdi. Det er en mellemting mellem vejskilte og hieroglyffer. Egentlig behøver man ikke at skelne mellem det ikoniske og det poetisk-magiske lag, for selve ikonet taler til en anden del af hjernen og bevidstheden. Man kan betragte det og lade billedet lede via associationer. Indenfor runernes kultur og billedverden var det mere indlysende, hvor det ledte hen. I dag er vi så billedforurenede, at det kan ende hvor som helst, så vi har brug for at styre og begrænse retningen.

Det poetisk-magiske lag er tydningen af ikonet, runens navn, dens hentydninger, dens kraft og virkninger. Dette lag er komplekst og mangetydigt og magtfuldt. De gamle var i stand til at kaste runer med både heldsvanger og uheldsvanger hensigt. De kunne være en velsignelse og en forbandelse alt efter behov. 

Der ligger runer bag den glemte kampkunst Stav. Takket være en gammel nordmand ved navn Ivar har vi den stadig i dag, selvom kun meget få kender den. Vikingernes krigere havde med rette et ry for at være de bedste af slagsen. En enkelt mand med en økse holdt hundredevis af invaderende normannere tilbage ved en bro under Slaget ved Hastings. Han mejede dem simpelthen ned på stribe. Først da man kravlede op under broen og stak spyd i ham nedefra, gav han op. De byzantinske kejsere i Konstantinopel brugte brugte dem som livvagter. 

Vi tænker på kampkunst som noget, der er opfundet i Østasien. Men - og her er der uden tvivl stof til en hel blogpost - den skikkelse, der indførte kampkunsten i Østen var Bodhidharma, den berømte kriger. Her bliver det interessant, for billeder af Bodhidharma, eller som kineserne siger Da Mo - den 'indiske prins', der lærte munkene i Shaolin-klostret QiGong, der blev til KungFu, viser en vildbasse med brændende øjne og langt rødt fuldskæg og hår. Det er ganske tydeligt en kaukasisk-eurasisk skikkelse. Det, som østerlændingene skal have æren for, er at bevare og videreudvikle den oprindelige kunst, der kom fra Vesten og som i dag er vendt tilbage til Vesten fra Østen.

Og kære læsere og venner, hvordan tror vi lige, at det lykkedes nordboerne at holde det mægtige romerske imperium stangen og senere dets arvtager, Karl den Stores (Charlemagnes) tysk-romerske rige og dets underkuede og frankificerede Britanien stangen i 400 år blot fra starten af vikingetiden og frem til den tidlige middelalder? I virkeligheden burde vi gå helt tilbage til Cæsars gallerkrige og Augustus' fadæse ved Teutoburg år 9, hvor germanerne udtværede de romerske legioner med overlegen strategi og kampkunst. Som stavkæmperen Ivar - måske - ville have sagt: Vi har læst jer. I tror, I er krigere, men i er bare slaver og skal nedslås som de slaver, I er. Denne udsættelse af den kristne magtovertagelse, Dæmonen fra Ørkenen, der stadig bekriger os den dag i dag, skyldtes runernes kraft.