2. Verdenskrig i baglys II

2. Verdenskrig i baglys I
//
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V

Hvis du har læst Del 1 vil du vide, at denne fremstilling af 2. Verdenskrig distancerer sig fra den gængse fremstilling af krigen, dens aktører, deres agendaer, dens formål og dens årsager. Og i sidste ende krigens udkomme, der ender med at blive det samme udkomme som 1. Verdenskrig. Fremstillingen forholder sig til dokumentation og facts, som ikke har været velset eller har været decideret forbudt at beskæftige sig med. Men facts er facts og kan ikke i længden holdes ude af betragtning. Netop fordi nogen ser det nødvendigt at udstede forbud mod at beskæftige sig med historie, hvor en undersøgelse kan risikere at fremkomme med andre vinkler og konklusioner end krigsherrernes egen ortodokse, netop derfor bør der lyse vise lamper: tampen brænder.

Langtidsvirkningen af denne overvældende skævhed er blandt andet, at en tysker i dag er nødt til at fornægte sin fortid og tage afstand fra sig selv som tysker. Han/hun er blevet pisket til at påtage sig det samme selvhad, som var den oprindelige agenda med 1. Verdenskrig. Tyskland rejste sig i protest mod denne fornedrelse – they were beating the horse too strongly – og straffen i eftertiden var endnu en fornedrelse, værre end den første, og den varer ved til i dag.

Lige så destruktiv fornedrelsen af tyskerne har været, lige så destruktiv og korrumperende har selvforherligelsen været hos de nationer og de folk, der har loaded sig selv med giften af den rus, der var i glæden ved at fornedre. Den psykologiske mekanisme er beskrevet i Del 1, og hvis du ikke har læst den, er dette et dårlig sted at starte.

Vi tager tråden op efter Der Anschluss med Østrig, genforeningen af Sudeterlandet og de polske massakrer i de tyske enklaver i Østpreussen, der førte til invasionen af Polen.

Slaget om England

Hvori bestod egentlig den påståede nazistiske trussel set fra Englands og Frankrigs synspunkt? Var det den tyske hær? Var det fordi Tyskland havde tænkt sig at overfalde og underkue sine nabolande? Var det fordi, sejrherrerne kunne gå glip af deres påførte krigsgæld? Vi har hørt det så mange gange, at bliver lyden af et ekko-kammer.

Det, Frankrig og England egentlig var bekymret for, var, at Tyskland skulle genskabe sig selv som ligeværdig finansiel og industriel konkurrent. Det er ren sandkasse-psykologi, hvor misundelig børn har mere travlt med at ødelægge det for andre end at være tilfredse med deres eget.

I start 1900-tallets verdensfordeling regerede alene briterne over landområder i Verden med befolkninger på 480 millioner mennesker. Frankrig herskede 1919-1939 over det meste af Nord- og Vestafrika, Madagascar, Palæstina, enklaver af Indien og Fransk Indokina samt Fransk Guiana hvor peberet groede. Briterne herskede i samme periode over Canada, hele bæltet fra Egypten til Sydafrika + de stater i Vestafrika, som franskmændene ikke havde raget til sig, områder af Mellemøsten, Indien, områder i Filipinerne og Indonesien og Australien/New Zealand. But The World is not enough.

Efter krigserklæringen mod Tyskland mobiliserede franskmændene, og der ankom 10.000-vis af britiske soldater til fastlandet ved Tysklands grænser. Tyskerne havde nu intet valg, ligesom de heller ikke reelt havde noget valg om, hvorvidt de skulle lade de tyske enklaver nedslagte i Tjekkoslovakiet og Polen.

Briterne havde erstattet den kompromissøgende Chamberlain med den konfrontationssøgende Churchill. Samme dag invaderede Hitler Frankrig via Belgien. Englænderne og franskmændene rykkede frem gennem Belgien og Holland. Men tyskerne skar sig syd- og bagom deres linier fra den gamle Maginot-linie og op mod kanalen. Hærene krydsede nærmest hinandens veje, og de allierede fandt sig lige pludselig lukket inde i en V-formet indhegning op med den engelske kanal. Deres opfattelse og forventning af en kontinental krig havde været en udmattelses- og skyttegravskrig som i 1. Verdenskrig, the good old 'Great War'. De syntes ikke at have lært andet af 1. Verdenskrig end sejrssikkerhed. Tyskerne havde derimod lært alt, og deres nye krigsmaskine med dens Blitzkrigs-strategi understøttet af et lynhurtigt luftvåben var uhørt effektivt. Tyskerne havde redefineret krig, og det tog kun et par uger at sætte modstanderne skakmat.

Her kunne tyskerne have valgt at have udslettet den britiske hær i en massakre, men efter befaling fra hærledelsen gav man briterne tid til at undslippe fra havnen i Dunkirk vha. civile handels- og fiskerbåde efterladende al deres materiel bag sig. Således med et enormt reelt ansigtstag valgte briterne i selvforherligelsens hellige (læs: patetiske) navn – og i fornægtelsen af ansigtstabet overfor egen befolkning - at stive sig selv af med at kalde det for en 'tysk fadæse'. Hitler rykkede dog ufortrødent videre mod Paris.

Versailles 2.0 med modsat fortegn

Hitler forlangte, at franskmændene skulle overgive sig i netop den togvogn i Compiègne, hvor tyskerne 21 år forinden havde måttet lade sig udmyge i total underkastelse og fornedrelse. Vogn nr 2149D blev rullet ud fra den garage, hvor den havde stået siden 11. nov 1919. Hitler havde svoret ikke at give op, før skammen fra 1919 var udraderet, og det skete netop den dag. Det er unødvendig at beskrive de jubelscener, der mødte ham ved tilbagekomsten til Berlin.

Kort efter begyndte Hitler at fremsende det ene fredsforslag efter det andet til briterne. Her kunne krigen have stoppet uden hverken tysk, fransk eller britisk total fornedrelse. Kapitulation, javist, men ikke fornedrelse. De afviste dem alle sammen, fordi de ikke tålte tysk national genoprejsning. Deres mål med 1. Verdenskrig havde været tysk fornedrelse og kulturel-militær-økonomisk udslettelse. Deres mål var det samme med 2. Verdenskrig, og tanken om, at det heller ikke denne gang ville lykkedes til fulde, var dem uudholdelig. Netop denne indædte destruktivitet kendetegnede det Perfide Albion. Tyskerne kunne have valgt på det tidspunkt at sætte over kanalen og som en anden Wilhelm Erobreren underkuet England, men det var aldrig Hitlers ønske. Gængs allieret postkrigs-historie har beskrevet det på samme måde som flovmanden fra Dunkirk: man fiflede med virkeligheden, og forherligede eget moralsæt og egne bedrifter for at skjule et reelt nederlag.

Tilbud om fred

Ikke-offentliggjorte regeringsdokumenter, som først blev frigivet ved ihærdig brug af loven om offentlig indsigt, har vist, at briterne modtog mere end to dusin tilbud om fred mellem 1939-41. Vi kommer i hu, at entente-magterne blev fuldstændig afmonteret af tyskerne i 1. Verdenskrig (Del 1), men nægtede at forhandle fred, for de havde jo modtaget et 'tilbud man ikke kan afslå' fra zionisterne, de jødiske bankmænd, der bestod af en lokumsaftale om amerikansk involvering i krigen som betaling for en stat i Palæstina kombineret med Tysklands udslettelse. Vi har nu i 1941 starten på 'Dolkestød 2.0', og Churchill ville gøre sit yderste for endnu en gang at trække USA ind i en krig, som de stort set INTET havde at gøre med. At det igen skulle lykkes viser blot, hvor fast et greb om nosserne på USA, briterne havde, og hvor nemme yankierne var at narre. Men det skete via en 5. kolonne på højeste sted, derom senere.

Briterne måtte dog også betale en pris denne gang. Deres gamle imperium ville slå revner og ophøre med at eksistere som sådan. Imperiet ville morfe og flytte position endnu engang i verdenshistorien. Man rækker ikke Djævelen en lillefinger, uden ...

Churchill
En interessant og særdeles 'shady' person. Vi springer lige hans tidlige karriere over for at vende tilbage. I perioden mellem 1919-29 var han ude af regeringen og blot parlamentsmedlem. Hans indtægter, 500 pund om året, lagt sammen med en ret ynkelig indtjening som journalist gjorde ham til en halvfattig mand. Men alligevel havde han et enormt forbrug i sit landsted. Masser af tjenestefolk, gartnere, kok, chauffør, m.m., 20-30 mennesker alt sammen for de indtægter. Hvordan lykkedes det ham? Han blev finansieret af en lille, hemmelig fokusgruppe kaldet 'The Focus'. De var en gruppe på ca. 30 mennesker bestående af britiske industrialister, bankmænd og tidligere politikere, en slags britisk P2-loge, der besluttede, at Churchill kunne bruges til noget senere, så de betalte for hans forbrug og hans livsstil - og hans seriøse alkoholisme. Gruppen bestod overvejende af jøder og socialister. Der blev på i juli 1936 udskrevet en check på, hvad der i dage ville svare til 3.5 millioner kroner til Churchill af formanden for Britisk Shell Petroleum, en jøde. Fra det tidspunkt begyndte Churchill at spille på den anti-tyske / anti-nazistiske tromme. Dem, der betaler for musikken, bestemmer også, hvilken melodi, der skal spilles. 

 Der var pro-tyske kredse i England på det tidspunkt. Edward d. 8 var en af dem. Vi har alle sammen hørt historien om, hvordan han frivillig fraskrev sig tronen og giftede sig med Wallis Simpson. Det var vældig romantisk, men historien bag var, at han blev tvunget af den samme lobby til at forsvinde, for han var for venlig stemt overfor Tyskland. Hvis man vil starte en krig, gælder det altid om at skaffe sig af med dem, der ønsker fred, og som vil stå i vejen for krigen. Især hvis denne krig aldrig var i landets interesse.

Hvad lavede Churchill, i øvrigt som parlamentariker under 1. Verdenskrig. Han var intet mindre end øverstkommanderende for admiraliteten. Vi støder her på historien om en oceandamper ved navn Lusitania, der sank med mand og mus. Vi ved i dag, at i krigens tidlige dage var det farligt at færdes i farvande med tyske ubåde. Men pludselig befandt skibet sig uden eskorte. Hvem gav ordren til det? Hvem var i position til at give ordren? Det var ingen andre end Winston Churchill! 1500 passagerer omkom, for at England kunne sige, at utyskerne havde gjort det, og nu skulle de have igen.

Churchill skriver i de dage:

Det er meget vigtigt at tiltrække neutral skibstrafik til vore kyster i håb om at konfrontere USA med Tyskland... For vores vedkommende ønsker vi denne trafik - jo mere jo bedre, og hvis noget af den kommer i uføre, så meget desto bedre.

Churchill beskriver her en soleklar iscenesat konfrontation, også kaldet 'falsk flag'. Her falder der et par brikker på plads. Med den 'fortjeneste' forstår vi bedre, at de, der profiterede på 1. Verdenskrig, endnu engang besluttede sig til at 'ansætte' Winston Churchill.

Weitzman
Chaim Weitzman var lederen af den zionistiske bevægelse genne hele krigen og senere præsident for staten Israel. I 'Weitzman-papirerne' kan man studere korrespondance og notater fra hans møder med Churchill. Weitzman boede da i USA. I september 1941 skriver han, tre måneder før Pearl Harbor, hvor Churchill desperat forsøger alt for at hive USA ind i hans krig:

Medmindre De giver os, hvad vi ønsker, hr. premierminister, hvilket er retten til at danne en hær i Mellemøsten med eget arsenal, egne våben og egne uniformer og flag, så er vi ikke på Deres side. Hvad vi vil gøre, hvis vi får disse ting, er, at agere på Deres vegne i USA. Og lad mig minde Dem om, at vi er den eneste magtfulde, forenede blok i USA, der bakker den britiske sag om i denne krig. Vi er den eneste, der kan bringe USA ind i krigen. Vi gjorde i den sidste krig, og vi kan gøre det igen.

Pearl Harbor bliver altså Lusitania 2.0, og triggeren på kanonen bærer de samme fingeraftryk. Ydermere har den engelske konge, George, haft fuld kendskab til planen, for den slags skal nøje planlægges, om at sænke skibet. Han spørger simpelthen aftenen forinden den amerikanske ambassadør, hvordan USA vil forholde sig, hvis en ubåd torpederede Lusitania!

Udover den zionistiske verdensorganisation og de korrupte/korrumperende elementer i det Britiske Imperium (afhængigt af, hvem man tilskriver den egentlige kontrol), må også medregnes den magtfulde kreds af industrimagnater og finansmoguler omkring J.P. Morgan og John D. Rockefeller, altså hele slænget omkring kuppet af den amerikanske økonomi ved Jekyll Island-mødet, der under radaren fik indført The Federal Reserve ('Colonel' Mandell House - sin tids Kissinger - Jacob Schiff, Paul Warburg, ...). Dette slæng må regnes som fundamentet for, at USA i dag næsten fuldstændig er bygget op omkring krigsindustrien og det militær-finansielt-industrielle kompleks, og at hele det 20. århundrede og starten på det 21. har været én stor flydende verdenskrig. Behøver vi at nævne, at præsident Roosevelt ligesom Churchill har været fuldt vidende, hvad 'passagerskibet' Lusitania indeholdt af såkaldt kontrabande: tonsvis af våben og ammunition. Ramt af blot én torpedo, sank skibet på 21 minutter!

Må vi i øvrigt minde om, at J.P. Morgan fire år før Lusitania-affæren havde gang i et lignende svindelnummer, intet ringere en sænkningen af Titanic, skibet der som bekendt aldrig sank.
For yderligere detaljeret analyse af Lusitanias sænkning se:
Churchill and J P Morgan sank Lusitania

Et ekko af Lusitania fandt sted i 1941, da destroyeren USS Greer blev beskudt af en tysk ubåd på vej til Island. Et engelsk patruljefly spottede ubåden og advarede skibet, der begyndte at jagte ubåden, der dykkede for at undgå at blive beskudt. Jagten stod på i to timer. Fordi USS Greer ikke bar flag, antog tyskerne, at de blev forfulgt af en engelsk destroyer. Der blev smidt dybdebomber. Som senere Pearl Harbor med større effekt, blev denne hændelse brugt som propaganda i forsøg på at trække USA ind i krigen. Roosevelt sidder og lyver for åben skærm for amerikanerne og hævder, at det var tyskerne, der angreb og skød først.

At det på ingen måde er søgt at sammenligne og sammenkæde Pearl Harbor med Lusiatania viser sig i en udtalelse fra admiral Dönitz, der fortæller ved Nürnberg-processerne hvordan han fik udtrykkelig ordre fra Hitler om ikke at beskyde amerikanske eskorterende destroyere, der beskyttede britiske handelsskibe - og husk: i krig er handelsflåden konverteret til krigsflåde - med det udtrykkelige motiv at man ikke ønskede et nyt Lusitania og dermed amerikanerne involveret.

Roosevelt var derfor nødt til at finde et andet falsk flag. For at studere Peal Harbor-affæren i detaljer, se fx James Perloffs artikel, Pearl Harbor: Rooosevelts 9/11. Vi bliver nødt til at sige det: manden der var præsident og dermed også ansvarlig for en endnu tidligere skibssænkning som påskud til krig, sænkningen af USS Maine, et falsk flag der startede den spansk-amerikanske krig i 1898 var såmænd ingen andre en Theodore Roosevelts fra, Teddy Roosevelt. Og senere gør Lyndon B. Johnsson nøjagtig det samme i Tomkinbugten for at starte Vietnamkrigen. 

Hvornår lærer mennesker at genkende de mønstre, der nærmest råber dem ind i ansigtet?


Göringr
Göring insisterede på, at det tyske luftvåben i sig selv kunne lette England, og selvom Hitler udtalte, at han ikke brød sig om tanken, var han nødt til at give efter. Han havde oprindelig insisteret på, at det kun måtte være militære installationer, der skulle ødelægges, men i en tale 4. september, hvor englænderne havde bombet civile tyske mål i ugevis - bla med brug af bomber lastet med Anthrax (totalt bandlyst af Geneve-konventionen underskrevet af England), sagde han, at han ikke havde andet valg end at gengælde på samme vis. Englænderne havde indtil da aldrig formået at bombe om dagen, så de kom altid om natten. Her smed de bomber på alle steder, hvor der var lys – hvilket altid var byer med civile. Tyskerne krydsede kanalen om dagen og kunne rette sig efter militære mål. Vores forældre kan fortælle os om mørkelægning under den tyske besættelse.

Vi ved fra den historie, som det Britiske Imperium aldrig har brudt sig om, at nogen skulle fortælle - deres skrupuløse udslettelse af civile overalt, hvor de kom frem - at civile tab aldrig har betydet noget for dem. De udslettede den oprindelige befolkning på Tasmanien, de lod 20 millioner af indere dø af sult i ris-embargo, de gjorde det samme ved deres nærmeste naboer irerne under kartoffelpesten (irerne døde overhovedet ikke af kartoffelpest men af militært understøttet embargo organiseret af briterne). Listen af udførte folkemord med eugenisk undertone er næsten uendelig. Amerikanerne med britisk greb om deres gonader har videreført denne charmerende britiske stil.

Til gengæld elsker briterne at køre deres heroiske Sct. George-myte frem i rette tid. Den heltemodige ridder slår den grusomme drage og redder den yndige og hjælpeløse prinsesse. Disse mytologier er udelukkende designet som godnathistorier for folket, for historiefortællerne tror ikke engang selv på dem. Sov sødt, barnlille … Tyskland var nu dragen, ridderen var England og prinsessen var ... alle nationer, der lige den dag kunne passe på beskrivelsen. I dag vil man med tårer på kind kalde det for 'Responsibility To Protect', R2P. Man kan ikke undgå at få en sjov smag i munden, når middelalder-mytologi bliver spændt for en moderne krigsvogn.

USA i krig igen – hvad sagde amerikanerne?

Direkte adspurgt i 1940 ville INGEN amerikaner have støttet USA's involvering i endnu en krig på det europæiske kontinent. Hvorfor skulle de det? Det var ikke deres krig, det var nogle fine herrers krig, nogle herrer med mange penge og stor magt på jagt efter endnu flere penge og endnu større magt.

En af de tjenende ånder for de fine herrer hed Franklin D. Roosevelt. Han begyndte i sine taler i kongressen at håne amerikanernes manglende engagement i krigen. USA havde en lov om neutralitet, men denne fik han smidt i skraldespanden for at han kunne forsyne de allierede med våben. Samme år indefrøs han alle midler fra de nationer, der tabte 1. Verdenskrig, et brud på international lov. Briterne fik forærende 50 destroyere mod at forære amerikanerne baser i Britisk Caribien, og amerikanske piloter fik lov til at joine British Air Force. USA indledte olie-embargo mod 'aggressor-nationer' (læs: Tyskland og Japan). USA forærede/lånte England en milliard dollar (gang med 500 i dagens kurs), og tonsvis af våben begyndte at ankomme til England.

Görings ide om en luftbåren Blitzkrieg mod England med et hurtigt udfald syntes nu ikke længere at være mulig. Dette tidspunkt var også et af flere 'Points of No Return' i krigen, for det tvang Hitler til at vende blikket mod øst. Han vidste udmærket, at traktaten med Stalin kun var midlertidig, og at den egentlige fjende lå her, jf. München 1919 (se Del 1).

11. december 1940 gav Hitler en tale i Rigsdagen, hvor han sagde:

'Allerede i 1940 blev det klart måned for måned, at Kremls planer var dominans og destruktion af Europa.

Kun en en blind mand kunne overse, at en militær opbygning at verdenshistoriske dimensioner var i gang'.

Denne udtalelse var bestemt ikke uden belæg:

• 30 november 1939 blev Finland angrebet

• 21 februar 1940 blev Sverige bombet (vidste du det?)

• 18 juni 1940 blev Estland, Letland og Litauen invaderet

• 27 juni 1940 blev Rumænien tvunget til at afgive Moldavien (Besarabien)

Hitler vidste, at ikke kun Tyskland, men hele Europa vari stor fare. Bolsjevikkerne villeikke stoppe her, og han varfuldt klar over de rædsler, som de havdetænkt sig at udøve i deres fremfærd. Han så dem i Rusland i starten af revolutionen, han så dem i München, har sådem nu på fremmarch. Han genkendtedet jødisk-khazariske element, der giktilbage til det 8. århundrede. Khazarerne, disse ryggesløse, ubarmhjertige lejesvende og landpirater, der svindlede sig til en bekvemmelig status som jøder og i øvrigt stjal og myrdede med arme og ben. Han vidste også, hvordan deres efterkommere og overklasse nu sadi toppen af de zionistiske bank-imperier i Vesten. Europa skulleendnu en gang blive vidne til deres grusomheder.

Hvorfinder vi denne verdens herskere?

Hitler besluttede sig til et forebyggende angreb på Stalins Rusland. Operation blev kendt under kodenavnet 'Barbarossa'. For at forstå, hvad det var, Hitler så og frygtede, må man kende til Stalins Rusland.

Onkel Joe

Kommunisten Franklin D. Roosevelt var en stor beundrer af Joseph Stalin, og han kaldte ham kærligt for 'Uncle Joe'. Men hvem var denne hyggeonkel, og hvad stod han for?

Stalin kom til magten efter Lenins død og regerede vha. frygt og tortur, henrettelser og deportationer i omkr. 30 år. Konservativt anslået blev han ansvarlig for 40 millioner russiske liv. Han udmanøvrerede Trotskij, som han anså for hovedrivalen.

I 1929 introducerede han 'kollektivisering'. De russiske bønder havde indtil videre solgt deres egne produkter på markedet. Lenin havde nationaliseret fabrikkerne, og nu beslaglagte Stalin alt land ejet af bønderne. Hæren blev sat ind mod dem, så de ikke kunne gemme en eneste pose korn for sig selv. Alt blev fjernet, også deres landbrugsredskaber. Det var verdenshistoriens mest omfattende tyveri – med staten som forbryder.

Ikke nok med at det var et gigantisk tyveri, det var også et gigantisk folkemord. Bønderne havde intet tilbage og kunne ikke længere brødføde sig selv. Det var helt i statens nåde, hvilket bestemt var meningen. Alene i Ukraine, Ruslands, ja hele Europas kornkammer, døde 6 millioner mennesker af sult. I Kazakhstan døde 2 millioner, og i Nord-Kaukasus døde 1 million. Kannibalisme begyndte at blive udbredt. Børn blev kidnappet og ædt af desperate bønder! Kommunismen havde forvandlet mennesker til noget, der var værre end dyr – hvilket bestemt også var meningen! Det var dog ikke lige sådan, kommunismen/socialismen solgte sig selv. Udover verdenshistoriens største tyveri og et af de største massemord, var der samtidig tale om verdenshistoriens største eksempel på 'falsk varebetegnelse'.

Alle, der kunne mistænkes for mistro og modvilje mod regimet, blev kaldt for 'kulakker'. Og alle kulakker, der ikke klappede i hænderne over at blive udsat for 'kollektivisering' blev indhentet og skudt. Alle præster og medlemmer af den Russisk Ortodokse Kirke var pr. definition kulakker og blev derfor henrettet. En anden måde at myrde folk på var at sende dem til døds/arbejdslejrene. Her var de slaver, indtil de døde af udmattelse. Meget få overlevede disse lejre, hvilket bestemt heller ikke var meningen.

I et sådan system fjerner man ethvert incitament til at arbejde. Et påtvunget kollektivt slavesamfund kan aldrig være et incitament, og intet kommunistregime på noget tidspunkt og noget sted i verden har vist sig i af stand til at producere nok til at opretholde et samfund, hvor deres befolkning trives. I et kommunist'samfund' finder man ikke sammen, man stuves sammen.

Og her støder vi samtidig på en af de lidet kendte egenskaber ved den russiske kommunisme. Fordi de ikke kunne brødføde sig selv, blev de dybt afhængige af støtte fra Vesten. De store New-Yorker-banker flyttede hurtigt ind i Moskva, for de havde været med til at finansiere Lenins og Trotskijs jødisk-bolsjevikkiske revolution. Denne tætte forbindelse mellem jødiske storbankere og jødisk bolsjevisme er stort set ikke-erkendt og ubeskrevet i mainstream-historiske fremstillinger. Bolsjevismen var et kæmpe socialt designer-eksperiment i et neo-feudalt samfund.

Roosevelt inviterede russiske diplomater til USA, for at han kunne give Stalin-Sovjet officiel anerkendelse.

Racismen – fornøjelsen er helt på deres side?

I vores fremstilling af Nazityskland fylder det gule jødiske armbind i Warshawa og Prag meget. Det fylder væsentlig mere i fremstillingen end sorte ghettoer i Amerika, hvor sorte stadig blev lynchet og hængt i træer, eller fremstilling af briternes racistiske behandling af deres undersåtter i kolonierne, for i briternes selvfremstilling er de aldrig racister. Blot en nærmere beskrivelse af behandlingen af boerne i Sydafrika, hvor mænd, kvinder og børn døde i britiske koncentrationslejre, fortæller dog en anden historie. Den britiske premierminister Winston Churchill var som soldat selv på stedet. Ingen briter blev siden draget til ansvar for grusomhederne i Indien, Afrika og Australien eller for masseforgiftningen af den kinesiske befolkning under opiumskrigene.

Amerikanerne massemyrdede 3 millioner muslimske filipinere i slutningen af 1800-tallet og der blev deporteret 2 millioner mexicanere mellem 1929-39, hvoraf 1.2 millioner havde amerikansk statsborgerskab. Amerikanernes etniske udrensningsprojekt mod den oprindelige indianske befolkning behøver ikke nærmere præsentation. Dem der overlevede massemyrderierne blev sendt i kostskoler, hvor lærerne fik besked på at 'myrde indianeren i dem'.

Helt op til 1960'erne var der raceadskillelse i USA ifølge 'Jim Crow-lovene'. Staten straffede dem, der interagerede med andre racer.

Arizona: Ægteskab mellem en person af kaukasisk oprindelse og en neger, en mongol, en malaysier eller en hindu skal strengt forbydes.

Florida: Hvis man bor sammen uden ægteskab som hvid og sort, skal man straffes med fængsel eller bøde.

Missouri: Alle ægteskaber mellem hvide og mongoler (amerikansk racistisk betegnelse for alle asiater) er forbudt og vil blive erklæret opløst.

Franklin D. Roosevelt havde gentagne gange modarbejdet republikanske lovforslag (Federal Law) om fordømmelse og kriminalisering af lynchninger af sorte, og i 1922 meldte den senere præsident Harry S. Truman sig ind i Ku Klux Klan.

En besynderlig historie udspandt sig omkring den fire-dobbelte sorte medaljevinder fra i Olympiaden i Berlin i 1936, Jesse Owens. Anti-tysk propaganda påstår, at Hitler var rasende over Owens sejr og ignorerede ham. Men hvis man spørger Jesse Owens selv og læser hans selvbiografi fra 1970, skriver han:

'Da jeg passerede kansleren, rejste han sig og vinkede, og jeg vinkede tilbage. Jeg synes, at skribenterne udviste dårlig smag i deres kritik.'

Da han vendte hjem til USA, blev han ikke engang inviteret til det Hvide Hus (var det måske fordi, han vinkede til Hitler?). Han sagde senere:

'Hitler ignorerede mig ikke. Det var FDR, der ignorerede mig, og han sendte ikke engang et telegram'.

Så sent som i 1960 smed en ung mesterbokser, Cassius Clay, senere kendt som Muhammed Ali, sin olympiske medalje i Ohiofloden. En servitrice i en restaurant havde sagt til ham: 'Vi serverer ikke for negere her'.

Briterne og amerikanerne har altid tilladt sig at svælge i pegen fingre af den racisme, de selv var verdensmestre i. Den, som fisen lugte kan, ...

Balkan

Italierne havde i 1940 allieret sig med Tyskland og bekæmpede briterne i Grækenland. På Balkan var der udbrudt krig, og her skulle nogle af de værste grusomheder under hele krigen komme til at udspille sig. For at kunne gå imod Stalin-Rusland, blev Hitler først nødt til at sikre Grækenland og Balkan. På seks uger var briterne ude af Grækenland og Mellemøsten. Kroaterne vandt ved samme lejlighed uafhængighed for første gang i 900 år.

Provokationen af Japan

Japanerne havde været i krig med Kina gennem 30'erne. Da Japan allierede sig med Tyskland, måtte den franske Vichy-regering overdrage Indokina til Japan. Briterne indefrøs japanske midler i juli 1941. Dette var en reel krigserklæring mod Japan af den simple og generelt tilslørede årsag, at finanskrig ER krig. Parallellen til situationen i dag er slående, og derfor vil det være rigtigere end forkert at hævde, at 3. Verdenskrig allerede er startet. Historisk statistik fortæller endvidere, at finanskrig altid fører til varm krig. Det fortæller samtidigt den tydelige historie, at samtlige krige siden centralbankvæsenets start med Bank of England i 1694 har været bankmændenes krige.

1. august 1941 påtvang Roosevelt olieembargo for at kvæle Japan, en ekstremt fjendtlig handling, der i realiteten ikke levnede japanerne anden mulighed end krig mod USA. Vi bør ikke overse, at Japan var en særdeles aggressiv magt, og at de bedrev egentlig imperialisme. Men det ragede i virkeligheden amerikanerne en fjer og som bidrag til forståelse af situation er det reelt uden betydning. At det derimod blev brugt, når Sct. Georg og dragen skulle køres i stilling af amerikanerne, der ligesom englænderne havde smag for denne mytologi, har til gengæld al betydning. Den ikke-erklærede krigserklæring mod Japan i form af handels- og oliekrig satte endvidere standarden for de senere over 100 ikke-erklærede krige, som amerikanerne har ført til i dag. Man fører krig og hævder, at det overhovedet ikke er krig. Det kaldes også 'low intensity conflict'. Efter Pearl Harbor kunne man for en gangs skyld med sindsro få lov til at erklære krig, for 'det var jo dem, der startede …'. Japaneren erklærede i øvrigt krig først. Hele hændelsen kaldes til gengæld 'Stand Down Operation False Flag'. Altså et svindelnummer, hvor man skyder på sig selv (stand down) eller lader sig beskyde for at offerrollen og den efterfølgende hævnaktion kan sælges til egen befolkning. Husk: kun egen befolkning kan stoppe en nations krig. Derfor er egen befolkning altid 'fjenden før fjenden'. Har man ikke forstået dette grundlæggende princip om krig, har man intet forstået om krig overhovedet.

Operation Barbarossa

Den russiske historiker Victor Suvorov skaffede sig adgang til dokumenter fra Kreml og KGB's arkiver efter murens fald, og disse hidtil hemmeligstemplede dokumenter viste, at det sovjetiske militær ikke var en forsvarsting, men en særdeles offensiv ting. Målet var at overrende Europa som en mongolsk horde. Man kunne oven i købet hævde, at kommunismen var en slags 'mongolisering' af den russiske befolkning, der omskabte dem til denne vanvittige horde. Han dokumenterer i sin bog 'Icebreaker', at Hitler var tvunget ind i et forebyggende angreb, hvis horderne og krigsmaskinen skulle stoppes eller blot bremses.

Man kunne måske kritisere tyskerne for, via deres afmontering af 11 landes militær at være med til at blotte Europa for Russisk storinvasion, og Stalin håbede da også på, at Hitler ville gå efter England, så han kunne få 'fred' (lidt malplaceret ord) til at foretage en sådan invasion. I stedet blev Stalin grebet på sengen, da 3 millioner topudrustede tyske soldater stod klar til at invadere Rusland. Det påtvunget ateistiske Rusland blev nu angrebet af en hær, hvor der stod 'GOTT MIT UNS' på bæltespændet. For tyskerne var det tale om en form for kristent korstog, et faktum, som er ubeskrevet i historiebøgerne, da kristne har det med at fornægte kristendommens 'dark side'.

2 juni 1941 skulle vise sig at være indledningen til den mest brutale konflikt mellem to nationer i historien.

Blot den første dag i operation blev 1200 sovjettiske fly ødelagt i et enkelt angreb. Hele divisioner fra den Røde Hær mistede forbindelsen til overkommandoen og måtte overgive sig. Stalin stak fejt halen mellem benene og forsvandt. Han havde al mulig grund til at gemme sig for det folk, som han havde mishandlet så voldsomt, og som han nu ikke engang kunne forsvare militært.

Selvom der var modvillig overgivelse de fleste steder, var der dog steder i Rusland, hvor tyskerne blev hilst velkommen. Ukrainerne så det som en mulighed for at slippe for det styre og den mand, der havde ombragt 6 millioner af deres folk – et historisk faktum, der må tages med i betragtning, når vi skal vurdere vestukrainernes indgroede had mod russerne. At vestukrainerne så ikke har opdaget, at Vesteuropa og USA i mellemtiden er blevet bolsjeviceret og Rusland med Vladimir Putin fuldstændig har skrinlagt stalinismen, kan man så tage sig til hovedet over. Men at de amerikanske krigsliderlige neocons og deres fascist-lakajer i Kiev blot udnytter dette gamle trauma for ussel vindings skyld giver en særlig dyb kvalme!

Ukrainerne dengang hilste tyskerne velkommen fra vejkanterne med kors i hånd. Rusland i dag har fuldt restaureret den Ortodokse Kirke, og Putin er selv ortodoks. Ortodoks-Paradoks. Verden er vendt på hovedet, men Verden har ikke opdaget det endnu.

Tyskerne var på vej mod Smolensk, Kiev og Leningrad. Enkelte enklaver holdt stand bag de tyske linier. Byen Brest forsvarede sig hårdnakket, og da den endelig måtte give op, erklærede Hitler sin respekt for byens mod. Han fremstillede det endog som en heroisk dåd, et eksempel for sine egne soldater. Men for Stalin var disse indbyggere ikke helte. Efter krigen blev alle dens indbyggere skammeligt sendt til Gulag. Man aner her en vis forskel i moralske begreber og ære. Hitler er fremstilletaf eftertiden som en psykopat. Stalin var en psykopat. Tyskerne havde et soldater-kodeks – like it or not. Russerne havde intet af den slags tilbage, for det havde kommunismen og dens mongoliseringsproces taget fra dem. Enklaven Brest som undtagelse.

Stalin forsøgte nu i desperation at straffe og true sin egen hær til ikke at desertere. Som den nye selvudnævnte Zar var han udmærket klar over, hvordan russiske soldater var deserteret i 1. Verdenskrig, fordi de heller ikke brød sig om den gamle Zar. Han trak kortet: Lov nr. 270. Denne ufattelige lov sagde:

Alle officerer og politiske embedsmænd taget til fange ved fronten er at betragte som forræddere. Hvis de nogensinde vender tilbage til Sovjetunionen, vil de blive arresteret og henrettet!

Man tror ikke sine øjne og ører! Især ikke når man hører, at det ikke kun galt officererne, men også deres koner, som blev smidt i Gulag. Børnene kan man tænke sig til …

Denne stramning tvang Hitler til en særlig indsats for at fjerne alle officerer og kommissærer + medlemmer af NKVD (senere KGB) fra de russiske byer. Flere steder ventede beboerne ikke på tyskerne, men begik selvtægt og fjernede selv deres kommunistiske undertrykkere og deres kollaboratører. Vi kan ikke undgå at bemærke den radikale forskel, der var mellem tyskernes opbakning til Hitler og russernes høje grad af manglende opbakning til Stalin.

Kommunisten Roosevelt sendte nu 11.3 milliarder $ (150 milliarder $ i dag) som støtte til dette styre, så kommunisterne kunne fortsætte krigen. Stalin led på dette tidspunkt af et nervesammenbrud, sagde man i Rusland. Men man sagde det ikke for højt.

I mellemtiden rykkede tyskerne hastigt ind mod Moskva. Hærgruppe Nord rykkede mod Leningrad, Hærgruppe Center rykkede mod Smolensk i direkte retning af Moskva og Hærgruppe Syd rykkede mod Kiev, hvor byen faldt 8. september 1941. Leningrad lå forsvarsløs foran værnemagten. Men det hele var et kapløb med tiden, for vinteren stod for døren, og den russiske vinter havde aldrig været til at spøge med.

I slutningen af september startede Hitler Operation Typhon med direkte kurs mod Moskva. 1.4 millioner tyske soldater deltog. Stalins eneste håb var, at vejret ville redde hans Sovjetunion. De nåede først frem til Moskva 3. september, og så var vinteren sat ind. Vejene blev til mudder om dagen og frost om natten.

Pearl Harbor

7. december 1941 havde Japan været under blokade i 5 måneder. Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår japanerne var nødt til at svare igen. Den standhaftige krigsmyte om, at det var åh-så-overraskende og lyn-fra-en-skyfri-himmel er forlængst de-bunked, for vi ved det hele. I havnen i Pearl Harbor, Hawaii, var det vigtigste skibe evakueret, og kun de forældede og snart skrotbare var tilbage. Hele luftstyrken var sendt ud på en øvelse, og da japanerne ankom blev angrebet afvist som de tilbagevendende luftenheder. Amerikanerne vidste alt om angrebet via deres udbyggede netværk af fiskerflåder i Stillehavet, og helt op i øverste hærledelse var man orienteret.

Den amerikanske hærledelse ofrede kynisk deres egne marinesoldater, der overrasket vågnede op til lyden af fly og troede, at det var en øvelse. Esquadronleder Fushida, lederen af angrebet, sendte sine torpedobombere ind i lav højde mod de amerikanske skibe. Hagarskibet USS West Virginia var første mål, USS Oklahoma var det næste, USS Maryland det tredje. Dernæst USS California og USS Nevada. Skibene tiltede eller knækkede midt over ramt af de kraftige torpedoer.

8. december 1941 erklærede USA krig mod Japan. England fulgte samme dag, storebror var jo ankommet til skolegården.

Hvis man bladrede gennem de amerikanske aviser dagene forinden, kunne selv den menige avislæser læse om det forestående angreb. Men i krigstider er den kollektive hukommelse er skrøbelig størrelse, for den kan udraderes på samme måde som fjenden. Ingen krig kan startes uden en baglæns informationskrig. Amerikanerne vidste det ikke dengang, de vidste det ikke undervejs, og de allerfleste af dem ved det stadig ikke i dag. Den amerikanske befolkning var USA's første militære mål i 2. Verdenskrig. Og den succesfulde sejr over egen befolkning skulle vise sig særdeles vedholdende i alle de krige, der udsprang af 2. Verdenskrig, og som stadig springer som et generøst væld fra en tilsyneladende uudtømmelig kilde.

11. december, fire dage efter Pearl Harbor, adresserede Hitler kommunisten Roosevelts attitude overfor Tyskland. Han erklærede, at Tyskland støttede Japan. Italien og Kroatien fulgte efter.

Balkan og Mellemøsten

Kroatien havde sin egen historie om krigen. Deres uafhængighed gik under navnet NDH og blev skabt i 1941 under ledelse af Ante Pavelic og hans Ustase-milits trænet i Italien. Deres mål var – lad os bare sige det ligeud – etnisk udrensning af serbere, jøder og romanier. Serberne blev sparet, hvis de konverterede fra ortodoks til katolsk kristendom. Ikke særligt charmerende. Men hvis kigger ned gennem historien var det det nøjagtig det samme, som de engelske protestanter tilbød katolikkerne i middelalderen. Resten af forløbet er frygteligt. Balkan er en etnisk-historisk heksekeddel af fanatisme, extrem religiøsitet og æresbegreber i spil. Der er et klart ekko fra den gnist, der tændte kruddtønden i 1. Verdenskrig med en klam suppedas af desperate ideologier, socialisme, fascisme, kommunisme, monarkisme og serbisk/kroatisk nationalisme. Kroaternes særlige grusomheder har deres umiddelbare forhistorie i den måde, de selv blev behandlet på af serberne, tjetnikkerne og bolsjevikkerne på Balkan.

Da 100.000 kroatiske soldater overgav sig efter 2. Verdenskrig oplever de en af historiens ondeste bedrag og massakrer. Når man overgiver sig, forventer man respekt for international etik i krigstid. De overgivne lod sig lokke af briterne til at stige ombord på toge, der skulle køre mod vest. I stedet kørte de mod øst og endte i hænderne på bolsjevikken Marskal Tito. Da de ankom, blev mændene hevet ud af togene og skudt og kvinderne og børnene smidt i koncentrationslejre, hvor mange af kvinderne blev voldtaget – en særlig charmerende over-all bolsjevikkisk skik. Denne massakre var en af de værste i krigens historie og kendes som Bleiburg-massakren.

Et spring tilbage: I Jerusalem allierede Hitler sig med stormuftien Haj Amin al Husseini og i Kroatien dannede kroatere og bosniske muslimer den 13. bjergdivision. I de allierede postkrigs-historie fremstilles nazisme som indbegrebet af racisme. Der synes dog at være et problem med at forklare disse og andre etniske gruppers støtte til Hitler (afrikanere, slavere, asiater, arabere) – så det prøver man så at undgå at forklare. I tilfælde af nærgående spørgsmål vil man aktivt bortforklare det.

Så hvad kæmpede disse folkeslag imod? De kæmpede allerede dengang imod den 150 år gamle agenda om en Ny Verdensorden kørt af det Britisk-Franske Verdensimperium. Uden helt at vide, hvem der kom dem til undsætning, så de, at der omsider var nogen, der havde nosser til at sætte sig op mod denne agenda om en totalitær verdensorden, et globalt slavesamfund, hvor alle dukkede nakken for London, dens nye kamphund, USA og det lumske væsen, der krøb i skyggerne af Imperiet, verdenszionismen, og som nu for alvor var begyndt at træde i karakter. De havde set tilbage fra starten af 1800-tallet, hvordan briterne havde trukket deres lige streger i sandet, splittet folkeslag efter forgodtbefindende, plyndret alt, hvad folkene ejede, indsat korrupte nikkedukker som vasaller og udslettet landområder af mennesker, hvis det passede dem. 

Umiddelbart efter krigen greb inderne chancen og løsrev sig. Historikeren Dr. Susmit Kumar skrev for nylig i sin blog:

2. Verdenskrig havde en grundlæggende effekt på kolonimagten, fordi den fuldstændig ødelagde deres økonomi. Selvom Hitler begik forbrydelser mod menneskeheden (det skal man altid huske at sige, for eller bliver man overfaldet med det samme), giver jeg ham æren og ikke Gandhi for Indiens uafhængighed umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Hitler ødelagte Englands og Frankrigs økonomi i en sådan grad, at de ikke længere kunne opretholde deres militære styrker og de var derfor ude af stand til at kontrollere de opkommende frihedsbevægelser i deres kolonier. 

Vi har i dag en på mange måder parallel situation. Mange af de samme nationer har set WW2-agendaen forlænget på fuldstændig unaturlig vis i 70 år yderligere. I dag samles de om det nye håb, BRICS, der består af det transformerede af-staliniserede Rusland, det af-maoficerede Kina, det af-appartheitiserede Sydafrika, det af-imperialiserede Indien og det af-fascistificerede Brasilien. Det er altså alle lande, der har lært deres lektie som totalitære eller totalitært underlagte samfund, og som har erkendt med hele deres folkelige erfaringsgrundlag, at det ALDRIG mere bliver vejen frem. Læg i øvrigt mærke til, at Tyskland uden at bekende direkte kulør, har tætte handelsforbindelser med disse lande. Og ikke mindst (Imperiets værste mareridt) selvom BRICS foreløbig 'kun' er 5 stærke økonomier, står der mindst et halvt hundrede lande på spring til optagelse. Alle er trætte af Imperiets post-WW2-finanstyranni og uerklærede lav-intensitets-krige og deres forbandede efterretningsvæsener, der laver alt muligt andet end at efterrette.

Det ganske besynderlige var, at Hitlers hær og Waffen SS var den mest kulturelt, etnisk og religiøst brogede hær i verdenshistorien via deres fælles forhadte fjende: Imperiet. Tankevækkende at det Imperium, hele den globale undergrund i dag har identificeret som pestilensis globalis no one er det samme Imperium, som nazisterne bekæmpede. Og lur mig, om ikke Imperiet trækker Hitler-kortet, når de møder modstand. Hvor forudsigeligt. 

Moskva

Både Hitler og de allierede forventede Moskvas fald hvert øjeblik. Stalin hyrede general Sukhov, der kom op med planen for et massivt modangreb. Sukhov havde havde sikret sig på samme måde, som Hitler havde sikret sig i Polen ved at lave en midlertidig pagt med Stalin om ikke-angreb. Russerne gjorde det nu med Japan i Manchuriet og blev derfor i stand til at trække halvdelen af de enorme østlige troppemængder mod Moskva. Den paranoide Stalin fulgte – for én gangs skyld – en af sine egne folks råd. 17 divisioner med fuldt artilleri og luftvåben ankommer. Og selvom det tyske gear var topmoderne, var de russiske tanks specielt designede til at fungere i selv den bitreste vinter. Ligeledes var sværmene at hurtige skitropper særligt gearede til vinterkrig. Den tyske belejring af Moskva blev brudt og tyskerne trak sig tilbage.

Stalins enorme ego og tro på, at han allerede havde vundet krigen og tyskerne var drevet ud, fik ham til at satse for hårdt. Belejringen af Moskva var brudt, men hele kampagnen kostede meget dyrt. 1 million russiske soldater omkom, og en masse materiel blev ødelagt. Fremrykningen gik helt i stå. Denne episode af krigen blev skjult for russerne i et halvt århundrede.

Tyskerne mistede ligeledes en masse materiel. Den hurtige tilbagetrækning tvang dem til at efterlade kæmpe skrotbunker af tungt udstyr. Dette blev en seværdighed, da Stalin stolt fremviste det for den britiske udenrigsminister Eden. Hverken England eller USA havde troet, at Stalin kunne overleve det tyske angreb. Men Stalin havde den samme attitude til menneskeliv som briterne havde vist i 1. Verdenskrig: mængden af menneskeliv, der kunne ofres som kanonføde var ikke noget problem. Det offer, som det russiske folk kom til at yde for at tilfredsstille deres uhyrlige diktator skulle i sidste ende blive enormt.

Kosakkerne

De etniske grupper og deres skæbne indenfor Stalin-Sovjet var eksempler på statens menneskesyn. Men flere af disse grupper meldte sig under de tyske faner imod Stalin. En af disse var kosakkerne på Balkan. De havde et ry som frygtløse, mobile og barske krigere. De påtog sig at rydde området for bolsjevikkiske partisaner, og de var ledet af en tysk officer, general Helmuth von Pannwitz.

I krigen på Balkan forekom der en række tilfælde af massevoldtægt og sporadiske henrettelser. Pannwitz gjorde det 20 okt. 1943 klart, at den slags forbrydelser var utilgivelige, og ville betyde dødsstraf. Da Pannwitz og kosakkerne overgav sig til den britiske hær 11. maj 1945, blev han og kosakkerne lovet, at overgivelsen ville ske i allieret område. Men i maj måned et halvt år senere kom det frem, at kosakkerne som perfid hævn for deres tagen parti og i total disrespekt for bottomline-krigsetik ville blive sendt tilbage til Sovjet, hvor de alle skulle krepere i Gulag. Nøjagtig som med kroaterne, der blev sat på toge, der pludselig kørte den modsatte vej, så blev kosakkerne folkemyrdet, og endnu engang viste briterne deres etiske standard, eller rettere: mangel på samme.

Hændelsen kendes i dag under navnet Forrædderiet mod kosakkerne. Hvis vi i dag spørger os selv om, hvem kosakkerne vil bakke op, hvis krigen i Ukraine eskalerer yderligere, så er svaret med stor sandsynlighed: russerne. Hvorfor det, vil du måske spørge? Stil i stedet for to andre spørgsmål: hvem var det, der forrådte dem? Og: Er Putin et synonym for Stalin, og er Rusland i dag bolsjevikisk? Det første spørgsmål kan du læse dig til her, så du behøver ikke være i tvivl. Det andet kræver, at du er i stand til at gennemskue, hvor al denne tidens anti-russiske kampagne kommer fra, og at der er tale om intet andet end en kampagne for at starte 3. Verdenskrig brygget sammen af de SAMME mørke kræfter, der allerede har påført Verden to monstrøse bestialiteter af samme skuffe, samt et utal, ET UTAL! af mindre bestialiteter (end en verdenskrig), der måske tilsammen udgør en monstrøsitet større end verdenskrigene tilsammen. Jeg skal spare dig for en samlet opremsning her, men du har allerede stødt på en del i Del I og Del II, og der bliver mere, hvor det kommer fra i Del III.

40.000 kosakker, mænd, kvinder og børn blev stuvet sammen på toge og sendt til Sovjet og videre til Gulag mod en sikker død. Mange af dem var ikke russiske statsborgere. Briterne brugte blot Stalin-Sovjet som bekvemt henrettelses-område, fjernt fra den vestlige verden og dens folkelige bevågenhed. Gulag var som at sende folk ud i stratosfæren, hvor ingen hørte om dem mere. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Og hvad man ikke har ondt af, slipper man for at stå til ansvar for. 

Både 1. og 2. Verdenskrig er krige, der handler om ansvarsløshed. Og det selvom vi har hørt til hudløshed, at ansvaret så sandelig er placeret.

General Pannwitz forlangte at blive overgivet sammen med kosakkerne. Han udtalte: 'De stod ved mig i krigstid, jeg står ved dem i fredstid'. Han blev henrettet i Moskva 16 januar 1947, og for denne konsekvente attitude blev han kaldt 'Europas sidste ridder'. 

Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf

2. Verdenskrig i baglys I
//
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V

The Titanic - the ship that never sank

[scroll ned for at læse på dansk]

The Titanic sank April 15, 1912 at 02:20 hours.

1500 people perished into the dark, icy waves, there can be no doubt about it. But did an ocean liner by the name The Titanic sink due to an accidental collision with an iceberg? That's another story. The following report is a highly qualified reconstruction based on comprehensive investigation of all available material made by British investigative journalists. The story is a little different than the one in the history books. 

Three giant passenger ships were buildat Harland & Wolff in Belfast for The White Star Line financed by JP Morgan's forthe commercial fleet of this famous – some would say infamous – finance-businessmogul. They were called The Titanic, The Olympic and The Britanic and was a combination of American big business and British shipping industry.

In the beginning of the last century most ships weredesigned to operate for poor emigrants and was in poor condition. They went under the name 'coffin ships'. It was common knowledge that there was widespread insurance fraud and forgery in the industry.

In 1911, The Olympic sailed its maiden voyage under Captain Smith, and was upon arrival in New York involved in a collision that almost caused it to sink. Three months later Captain Smith collided theship again with a British warship, HMS Hawk, in Southhampton port. The warship was simply sucked into the Olympics huge wake and rammed into itsside. In the Navy records it says - not surprisingly - that it was Olympics fault. Testimony confirmed it, and the owners had to put up paying. The Olympic was seriously damaged in the front left side. Even itskeel underneath was bent. The British fleet do have solid warships.

As the ship, which was known as The Titanic, six months later made its maiden voyage starting from Southampton, the ship had a peculiar tendency to gravitate toward herleft side. Several surviving passengers had noticed it. The same was indeed the case with the The Olympic since it after a scanty repair in Southhampton sailed to Belfast to be finalized.

The Titanic was there when The Olympic arrived. The work was stopped to stake everything on the repair. The screw was moved from the Titanic to the Olympic due to aninjury after repair and exit from New York. These two ships were sister ships and almost completely identical. However, there are small but significant differences shown bypictures taken of them side by side at the dry dock in Belfast. The Olympic had 16 port holes in the rear. The Titanic had only 14. The Olympic had uneven windows on deck, The Titanic had evenly spaced windows.

In March 1912 they lay side by side for the last time. Here the decision was made to swap them around. It was Lord Perry, who was chairman of the company, The White Star, who probably conceived the idea. The alternative was bankruptcy because of the huge costs associated with the two shipwrecks. 

Those were the times before the first World War. There were no press people who sniffed around, photography was in its infancy and people believed generally on what you told them. The harbor was huge and full of activity, and no one would notice anything. It was easy to swap. You just changed the name tags on the sides, the head of the menu in the restaurant and the signs on therescue belts. And they laid the carpeton top of the linoleum that was unique for The Olympic. Everything else interior, that is theequipment and the plates-cups-forks-knives, you name it, werestandard for all ships of the White Star Line. It could be done by a small working group on a weekend, selected, bribed or threatened to shut up. Back then you separated to orders and did not ask oncritical issues.

Captain Smith had one of the worst career records. He had damaged the entire three large ships before The Olympic: The Romanic, The Republic and The Koptic. There had also been a fire at The Majestic, however, he denied knowledge. The company had a serious squeeze on this incompetent captain. They told him that the ship would be exposed to calamities and sink, but that there would be a ship, The Californian, right near to rescue the passengers and that they had already arranged it with the captain. Captain Smith agreed on the termsthat he could select his own crew.  

A rather peculiar thing is, that several machinists refused to be hired to work below deck at The Titanic's maiden voyage. This is contradictory to the coal strike and unemployment, and they would desperately need a hire. Why did they refuse, and what had they seen or heard? They preferred to wait until they were shipped out on another ship. Another sailor wrote just before departure in a letter to his sister that he 'did not like this ship'. He had sailed with The Olympic. Did he recognize significantdetails from the interior?

When the Titanic sailed, the ship was not fully loaded at all. Lots of first-class cabins were empty. Why did the already financially strapped shipping business middle of a coal strike where coal fuel was scarce not to fill up the ship? In a similar mannerCaptain Lord ofThe Californian sailed awayfive days before with the cargo full of coal and woolensweaters – but without passengers!

About50 passengers, mostlyfirst class, canceled their trip at the last minute. Many of them were business associates ofbanking mogul JP Morgan, who had originally financed the ships. Morgan himself should have been traveling as passenger, but canceled the trip at the last minute, even though he had the ship's ultimate luxury suite. He was sick, he said. A few days after it sank, a reporter spotted him in brilliant form in Aix-les-Bains in France - with his mistress. He had also ordered a collection ofprecious bronze statues removed from the ship before it sailed. They would simply have been moved to New York, and thiscould hardly have been a coincidence. So there was another reason.

Sailors are generally very nervous about one particular thing: fire on board. Nonetheless hortly after departure a fire broke out in the pile of coal at section 10 in the bottom of the ship. The captain knew all about it, but the crew was orderedto throw more coal on top of the section, while trying to keep the fire under control. Could this controlled fire have been a Plan B?

The Californian sailed in haste to set sail for Boston, but stopped suddenly on April 4th in the middle of an area full oficebergs. Captain Lord insisted on sleeping with all hisclothes on a couch on the bridge. He also ordered the boilers heated and engines on standby. What did he expect?

Captain Smith on The Titanic took a different route than normal. He received the radio signals coming from The Californian, who told me that this was standby, AND where ice fieldfound himself - which he steered his ship directly into it.

It was quite normal to sail full speed through areas with icebergs. Any iceberg that was large enough to damage an Atlantic cruiser, would be seen in ample time to avoid. So actually the captain didnot do anything unusual except that he took a detour. And also he chose to rest fully clothed in a room behind the bridge. He expected to be called to the bridge at any time?

An officer stood on the right side of the bridge when he saw the iceberg about one kilometer ahead. Instead of steering away at full speed as usual - full speed and control provides full turn - he struck his machine in reverse, which disabled the ship's steering ability and increased the risk of collision dramatically. This he had to have known as a fully fledged officer licensed to drive an ocean liner.

The passengers felt a disturbance in the ship, but it was indistinguishable from the sound and feel of the machine and screw on the reverse. When the ship hit the iceberg, it was not perceivedas other than the sound and vibration of a slowdown. The iceberg haddriven away before it became clear that the ship was damaged. Some passengers came out of their cabins, as the machines were stopped. In the first 40 minutes there was nothing to report. The ship would be unable to sink, passengers had been told, so no one was worried about it. The part we all know as the official version. But the crew in the circle around the captain behaved very laid-back. They even knew that there was a fire in the huge pile of coal no. 10. They cannot have been unaware. They knew, in other words probably what was about to happen. But they knew that they would be rescued. They then spent 45 minutes on doing nothing, then nonchalantly started the usual emergency procedures: pumps, radio signals, lifeboats, and so on. It took an hour and 25 minutes before the first distress rocketwas sent up!

Only six crew members were on duty when the ship hit the iceberg. Two of them drowned. Two survived, one of which saw nothing, and the other was hastily transferred to a post in Cape Town as far as possible from the first maritime inquiry in New York. Only two were able to be called by this interrogation. One was extremely nervous and defensive. Had he received any specific instructions or threats before? He repeated again and again: 'I did not see it, I did not see it, I did not hear ...'.

The Titanic had, as you know received radio signals from The Californian with returns of position. But from his browser he obtained a completely different position about 12 milesfrom the correct position. The captain could see a ship on the horizon, but it was a completely different ship. Captain Smith could have sailed his ship there, but instead he turned off the machine. He figured that it was The Californian, and it would come to him? Did he believe that it all went according to the agreed plan? He was as described above not the sharpest knife in the drawer.

On The Californian they saw the flares. Captain Lord asked repeatedly his crew what color the rockets had, and the answer was always: only white rockets. Didhe expectt red or blue rockets? In between The Californian and The Titanic was a fourth ship, The Samson, who performed illegal fishing with small boats in the water. They used white low-flying rockets so they could see each other in theboats. The captain told several months later that he had seen flares from a larger ship, but that he had not sailed over theredue to his illegal activities.

One of the survivors of The Titanic, Edith Russell, reported that the officers told them that they should not worry, for The Californian would come back and pick them up if they did not come back from lunch. They even sent half full lifeboats off. How could these naval officers be assured that it was The Californian, they saw on the horizon? They figured that it would come immediately and save them? But it was the wrong ship foreThe Californian was 19 mil away awaitingcolored rockets that dueto the distance never wereseen.

At one time it must have become clear to Captain Smith on The Titanic, that the planned rescue did not arrive. Theybegan filling the lifeboats, and the passengers were about to panic.

The other surviving officer, Lightholler, made maritime inquiry full ofcontradictions. He was in his cabin, he said, but he gave all sorts of information that he could not have gotten there. He had both seen it all and not seen anything. He lied then about the number of warnings that had arrived aboutthe iceberg as if ithad almost come out of thin air. He also claimed that he had spent half an hour in the water before he was picked up. This is not physically possible if the water is below freezing and the water surface only ice-free due to the currrent. A human being can survive only 3-4 minutes there. Such an explanation would today be peeled apart, but the questioning referee had no alternative but to take to his head.

When Captain Lord of The Californian was aware that The Titanic was over there, he started at full speed but too late. The ship hadalready sunk and a ship called The Carpatia had arrived and was about to pick up the survivors.

When the surviving crew members, who had not been on dyty, arrived at Southhampton April 29th, 1912, they counted on gettingto return to their families But they were detained for 48 hours and forced to sign various papers. They were told that there would leak information about scams and insurance fraud, they would be thrown in jail for 20 years without a job to get out to afterwards. The officers returned to The Adriatic and had plenty of time on the way to reconcile their statements forthe upcoming British maritime inquiry.

Then started the chapter of the British government's connivance and complicity. It is inconceivable that a fraud of these dimensions may have taken place without the core people in the government havingknowledge and giving their approval. Whetherthis approval thenwas voluntary and wholehearted is probably a question. The British government could not afford a huge shipyard in Belfast beingforced to close and render20,000 people unemployed. The opposition would gain speed, and the government would lose the next election. Prime Minister Lord Asquith was made painfully aware of the situation and strongly reminded, that JP Morgan had agreed to British use of his merchant fleet in times of war - if need be. Remember the year 1912! If the Company The White Star Line went bankrupt, it would be JP Morgan, who stood as a general creditor. England would lose disposal over all this substantial fleet.

The Prime Minister with all likelihood tookhis decision with great distaste and contempt for the fact, that greedy and cynical bankerslike JP Morgan - and here we are talking about the all-time most powerful and most cynical rogue in the industry - could dictate to governments what they should do. It was decided to bring a Lord Mercy on the field to carry out investigations and interrogations. This was a shrewd person with a special experience for the type of cover-ups that were needed to put a lid on events like these and make sure that the hearing was obstructed and historiography falsifiedin the same manneras the foul play already done.

The hearings were held in a room with an impossible acoustics, so that the audience had trouble hearing what was said. The person who represented the yard, saidThe Olympic instead of The Titanic. Lord Mercy 'failed'to ask about all relevant issues that could have uncovered the fraud, and the press was more interested in the scandal with a naval officer, Bruce Ismay, who should have been on board the ship but was stuck on one of the first lifeboats. Experienced sailors could tell that even on a moonless night there would be no difficulty in spotting an iceberg 5-6 kilometers way, but it was not put on the record nor did it form the basis for conclusions.

The whole scenariowas a staged white washing. Captain Smith was no longer alive and could not tell about the dirty deal that was signed let alone defend himself. The officers were not held responsible, the ship's construction was made responsible. No one had a responsibility! Except Captain Lord, who was standing alone. Lord Mercy manipulated his statements and accused him of not rescuingThe Titanic. Captain Lord chose notto defend himself ashe, after all, had been part of the scam. With the attention toCaptain Lord hereby given, he drew attention away from all othersensitive topics. 

Hereafter the insurance fraud itself. The real Titanic could be insured for the full amount at that $ 10 million. The Olympic could not have been insured for anything close to the same due to its extensive damage. Here alone, there was a motive for the swap. In the days before the sinking the insurance premium for The Titanic was even raised significantly and Lloyds of London paid subsequently$ 12.5 million. 

What about the wreck that has lain 3/4 century at the bottom of The Atlantic(probing took place already in the 80s)? The black paint has fallen off in most of the ship, but it is still possible to see areas of the original gray primer. Moreover, it was only at The Olympic that was used gray primer. Photos of the screw shows the number ..01 plunger. The original screw on The Titanic had number 401, but remember that the screw was replaced in Belfast, so this is the original screw from The Titanic, which should have been at The Olympic. Remote-controlled submarines also shows constructions of the hull that is not original. It corresponds closely to the repairs and reinforcements that were deployed after the two shipwrecks.

And then there's the name. In 1986 the French Oceanographic Institute and Dr. Robert Ballard studied the hull where the original letters of iron were encapsulated and painted over. The place is corroded by rust, and the letters are dropped out, leaving a hole corresponding to the shape. It is the letters ...M P..

• The Titanic is the first ship in living memory, which is sunk by collision with an iceberg.
• Captain Lord tried before his death in 1962 several times to reopen the case to clear his name, but without success.
• Lord Mercy was summoned to lead the investigation on the Lusitania sinking - the British-American hoax and cover-up that brought America into WW2.
• The mate who first spotted the iceberg, committed suicide in 1965
• Bruce Ismay left the company 12 months after the sinking. All people around him were strictly forbidden from ever mentioning The sinking of the Titanic

The original Titanic sailed for 25 years under the name The Olympic. It was used by the British Government for troop transport in World War 2.

_____________________


It is recommended to see the excellent British documentary, based on the above referenced investigation of thispiece of mythology from the last century, that most people only know from a romantic movie with a young- Leonardo di Caprio and Kate Winslet, and a bad-taste, high-fat pop ballad sung by Celine Dion.
http://vimeo.com/40021362

And untimely joking aside, we of course wereall taught in primary schoolabout the sinking of the Titanic. History has become iconic. It has been diligentlyused as an expression of hubris / pride – but on a false premise. It has become symbolic of the downfall we unsuspectinglysail against dancingaround on the parquet floor and drinking champagne. It has become the story of the unsinkable ship and the morale of science pride - on a falsempremise. And the narrative fits like a hand in a glove with the mindset of the apocalyptics and theescatologists, if you are into those genres. We are all in the same boat, and doomsday is near. You'd better be scared to death!

But it was in deed aprelude to the great disasters that would come - the two wars, both of them thoroughly based on the very same methods of fraud instigated by the establishment of the very same British Empire.

There may be some truth in mythologies. But behind the myths a true story often hides, which can be even more instructive, although not so slick and beautiful. The truth is not polite.

The Titanic - skibet der aldrig sank

The Titanic sank d. 15 april 1912 kl. 02:20

1500 mennesker omkom. Derom hersker der ikke tvivl. Var der et oceangående passagerskib ved navn Titanic, der sank som følge af en tilfældig kollision med et isbjerg? Derom hersker der absolut tvivl. Følgende beretning er en særdeles kvalificeret rekonstruktion baseret på omfattende kulegravning af alt tilgængeligt materiale foretaget af engelske undersøgende journalister. Historien er lidt anderledes end den, der står i historiebøgerne.

Der blev bygget tre gigantiske passagerskibe af Harland & Wolff i Belfast for The White Star Line finansieret af J.P. Morgan's og bygget til hans handelsflåde. De hed The Titanic, The Olympic og The Britanic og var en kombination af amerikansk storkapital og britisk skibsindustri.

I starten af forrige århundrede var de fleste skibe beregnet til sejlads for fattige emigranter og var i dårlig forfatning. De gik under navnet 'coffin ships'. Det var almindelig kendt, at der var udbredt forsikringssvindel og falskneri i branchen.

I 1911 sejlede The Olympic sin jomfrurejse under kaptajn Smith, og ved ankomsten til New York blev det involveret i en kollision, der næsten fik det til at synke. Tre måneder senere kolliderede kaptajn Smith skibet med et engelsk krigsskib, HMS. Hawk i Southhampton havn. Krigsskibet blev simpelthen suget ind i Olympics enorme kølvand og vædrede det i siden. I flådens optegnelser står der - ikke overraskende - at det var Olympics skyld. Vidnesudsagn bekræftede det, og ejerne måtte finde sig i at betale. The Olympic blev seriøst beskadiget i venstre forreste side. Selv kølen underneden var bøjet. Den engelske flåde har solide krigsskibe.

Da skibet, der blev kendt under navnet The Titanic, seks måneder senere foretog sin jomfrurejse med udgangspunkt i Southampton, havde skibet en besynderlig tendens til at hælde mod sin venstre side. Flere overlevende passagerer havde bemærket det. Det samme var tilfældet med det The Olympic, da det efter en nødtørftig reparation i Southhampton sejlede til Belfast for at blive færdiggjort.

The Titanic lå der, da The Olympic ankom. Arbejdet blev stoppet for at satse alt på reparationen. Man overflyttede skruen fra Titanic til Olympic pga. en skade efter reparation og udsejling fra New York. Disse to skibe var søsterskibe og næsten fuldstændig identiske. Der er dog små men signifikante forskelle, som billeder taget af dem side om side ved tørdokken i Belfast viser. The Olympic havde 16 porthuller øverst foran. The Titanic havde kun 14. The Olympic havde ujævnt fordelte vinduer på dækket, The Titanic havde jævnt fordelte vinduer.

I marts 1912 lå de side om side for sidste gang. Her blev beslutningen truffet om at bytte dem rundt. Det var Lord Perry, der var formand for rederiet The White Star, der sandsynligvis undfangede ideen. Alternativet var rederiets konkurs på grund af de enorme udgifter i forbindelse med de to forlis.

Tiderne var før 1. Verdenskrig. Der var ingen pressefolk, der snusede rundt, fotografiet var i sin barndom, og folk troede generelt på det, man fortalte dem. Havnen var kæmpestor og fuld af aktivitet, og ingen ville bemærke noget. Det var nemt at bytte rundt. Man skiftede blot navneskiltene på siderne, hovedet på menukortet i restauranten og skiltene på redningsbælterne. Og så lagde man tæppe ovenpå det linoleum, der var unikt for The Olympic. Alt andet interiøre, udstyr og service var standard for alle skibe hos White Star Line. Det kunne gøres af en lille arbejdsgruppe på en weekend udvalgt, bestukket eller truet til at holde kæft. Dengang parerede man ordrer og stillede ikke kritiske spørgsmål.

Kaptajn Smith havde en af de værst tænkelige generalieblade. Han havde beskadiget hele tre større skibe før The Olympic: The Romanic, The Republic og The Koptic. Der havde også været en brand på The Majestic, som han dog nægtede kendskab til. Rederiet havde en seriøs klemme på denne uduelige kaptajn. De fortalte ham, at skibet ville komme ud for et forlis og synke, men at der ville være et skib, The Californian, lige i nærheden til at redde passagerne, og at de allerede havde arrangeret det med kaptajnen. Kaptajn Smith accepterede, men fik gennemført, at han selv udvalgte sin besætning.

Her skete der så det besynderlige, at adskillige maskinarbejdere nægtede at lade sig hyre til at arbejde underdæks på The Titanics jomfrurejse. Der var ellers kulstrejke og arbejdsløshed, og de havde hårdt brug for en hyre. Hvorfor nægtede de, og hvad havde de set eller hørt? De foretrak at vente, til de fik hyre på et andet skib. En anden sømand skrev lige før afsejlingen i et brev til sin søster, at han ikke 'brød sig om dette skib'. Han havde sejlet med The Olympic. Genkendte han for mange detaljer fra interiøret?

Da Titanic sejlede af sted, var skibet overhovedet ikke fyldt op. Masser af førsteklasses kahytter stod tomme. Hvorfor ønskede det i forvejen økonomisk klemte rederi midt i en kulstrejke, hvor kulbrændsel var sparsomt, ikke at fylde skibet op? På samme vis sejlede kaptajn Lord af sted på The Californian fem dage før med lasten fuld af kul og uldtrøjer - uden passagerer!

Omkr. 50 passagerer, mest på første klasse, aflyste deres rejse i sidste øjeblik. Mange af dem var forretningsforbindelser til bankmogulen J.P. Morgan, der oprindelig havde finansieret skibene. J.P. Morgan himself skulle have været med, men aflyste rejsen i sidste øjeblik, selvom han havde skibets ultimative luksussuite. Han var syg, sagde han. Et par dage efter forliset fandt en rapporter ham i strålende form i Aix-les-Bains i Frankrig - med sin elskerinde. Han havde endvidere beordret en stribe kostbare bronzestatuer fjernet fra skibet, før det sejlede. De skulle blot have været flyttet til New York, og de kunne næppe være blevet forkølede. Der var altså en anden grund.

Sømænd er generelt meget nervøse for én ting: brand ombord. Kort efter afsejlingen udbrød der brand i kulbunke 10 i bunden af skibet. Kaptajnen vidste det, men man smed blot mere kul ovenover, mens man prøvede at holde branden i ave. Kunne denne kontrollerede brand have været en plan B?

The Californian sejlede i største hast med angivet kurs mod Boston, men stoppede pludselig d. 4. april midt i et område med isbjerge. Kaptajn Lord insisterede på at sove med alt tøjet på en briks på broen. Han beordrede også kedlerne til at være opvarmede og maskinerne på standby. Hvad forventede han?

Kaptajn Smith på The Titanic valgte en anden rute end den normale. Han modtog de radiosignaler, der kom fra The Californian, der fortalte, at dette lå standby, OG hvor isfeltet befandt sig - hvorefter han styrede sit skib direkte ind i det.

Det var helt normalt at sejle for fuld fart gennem områder med isbjerge. Ethvert isbjerg, der var stort nok til at beskadige en atlantkrydser, ville blive set i rigelig tid til at styre udenom. Så egentlig foretog kaptajnen sig ikke noget unormalt bortset fra, at han tog en omvej. Og at han også valgte at hvile fuldt påklædt i et rum bagved broen. Forventede han at blive kaldt på broen når som helst?

En styrmand stod på højre side af broen, da han så isbjerget ca. en kilometer fremme. I stedet for at styre udenom i fuld fart, som man plejer - fuld fart og styring giver fuld drejning - slog han han maskinen i bak, hvilket hæmmede skibets styreevne og øgede risikoen drastisk for kollision. Dette måtte han have vidst som fuldbefaren styrmand med licens til at føre en oceandamper.

Passagerne mærkede en uro i skibet, men det var ikke til at skelne fra lyden og fornemmelsen af maskinen og skruen på bak. Da skibet ramte isbjerget, blev det ikke bemærket som andet end lyden og vibrationerne fra en opbremsning. Isbjerget var drevet væk, inden det stod klart, at skibet var beskadiget. En del passagerer kom ud af deres kahytter, da maskinerne var stoppet. I de første 40 minutter, var der ikke andet at bemærke. Skibet skulle være ude af stand til at synke, havde man fortalt passagererne, så ingen var bekymrede for det. Den del kender vi alle som den officielle version. Men besætningsmedlemmerne i kredsen omkring kaptajnen opførte sig særdeles tilbagelænet. De vidste oven i købet, at der var ild i den store kulbunke 10 i lasten. De kan ikke have været uvidende. De vidste med andre ord sandsynligvis, hvad der var ved at ske. Men de vidste, at de ville blive reddet. De brugte herefter 45 minutter på ikke at foretage sig noget, hvorefter de nonchalant satte de sædvanlige nødprocedurer i gang: pumper, radiosignaler, redningsbåde, osv. Der gik en time og 25 minutter, inden den første nødraket blev sendt op!

Kun seks besætningsmedlemmer var på vagt, da skibet ramte isbjerget. To af dem druknede. To overlevede, hvoraf den ene ikke så noget, og den anden blev i hast overført til en stilling i Cape Town så langt som muligt fra det første søforhør i New York. Kun to var i stand til at blive indkaldt ved dette forhør. Den ene var særdeles nervøs og defensiv. Havde han modtaget særlige instrukser eller trusler forinden? Han gentog gang efter gang: 'Det så jeg ikke, det så jeg ikke, det hørte jeg ikke ...'.

The Titanic havde som bekendt modtaget radiosignaler fra The Californian med opgivelser af position. Men fra sin navigatør fik han opgivet en helt anden position ca. 12 mil ved siden af. Kaptajnen kunne se et skib i horisonten, men det var et helt andet skib. Kaptajn Smith kunne have sejlet sit skib derover, man han slukkede i stedet for maskinen. Regnede han med, at det var The Californian, og at det ville komme over til ham? Troede han, at det hele gik efter den aftalte plan? Han var som ovenfor beskrevet ikke den skarpeste kniv i skuffen.

På The Californian så man nødraketter. Kaptajn Lord spurgte gentagne gange sin besætning, hvad farve raketterne havde, og svaret var hele tiden: kun hvide raketter. Forventede han røde eller blå raketter? Midt imellem The Californian og The Titanic lå et fjerde skib, The Samson, der foretog ulovligt fiskeri med mindre både i vandet. De brugte hvide lavtflyvende raketter, så de kunne se hinanden i bådene. Kaptajnen fortalte flere måneder senere, at han havde set nødraketter fra et større skib, men at han ikke var sejlet derover på grund at sine ulovlige aktiviteter.

En af de overlevende fra The Titanic, Edith Russell, berettede, at officererne sagde til dem, at de ikke skulle bekymre sig, for The Californian ville komme tilbage og hente dem, hvis de ikke kom tilbage fra frokost. Man sendte endog nonchalant halvfulde redningsbåde afsted. Hvordan kunne disse søofficerer være forvissede om, at det var The Californian, de så i horisonten? Regnede de med, at det ville komme omgående og redde dem? Det var jo det forkerte skib, for The Californian var 19 mil væk afventende farvede raketter, som på grund af afstanden aldrig blev set.

På et tidspunkt måtte det være gået op for kaptajn Smith på The Titanic, at den planlagte redning ikke ankom. Man begyndte at fylde redningsbådene, for passagererne var ved at gå i panik.

Den anden overlevende officer, Lightholler, afgav søforklaring (i ordets anden betydning) fuld at selvmodsigelser. Han var i sin kahyt, sagde han, men han gav alle mulige oplysninger, som han ikke kunne have fået der. Han havde både set det hele og ikke-set noget. Han løj dernæst om det antal advarsler, der var ankommet om isbjerget for at det skulle fremgå, at isbjerget nærmest var kommet ud af den blå luft. Han hævdede desuden, at han havde tilbragt en halv time i vandet, inden han blev samlet op. Dette er ikke fysisk muligt, hvis vand er under frysepunktet og vandoverfladen kun er isfri pga. strøm. Et menneske kan kun overleve 3-4 minutter der. En sådan forklaring ville i dag blive pillet fra hinanden, men forhørsdommeren kunne ikke gøre andet end at tage sig til hovedet.

Da kaptajn Lord på The Californian blev klar over, at The Titanic lå derovre, startede han i fuld fart men for sent. Skibet var allerede sunket og et skib ved navn The Carpatia var ankommet og var ved at samle de overlevende op.

Da de overlevende besætningsmedlemmer, som ikke havde været på vagt, ankom til Southhampton d. 29 april 1912, regnede de med at skulle tilbage til deres familie. Men de blev tilbageholdt i 48 timer og tvunget til at underskrive forskellige papirer. De fik at vide, at skulle der lække oplysninger om svindel og forsikringshumbug, så ville de blive smidt i fængsel i 20 år uden job at komme ud til bagefter. Officererne vendte tilbage på The Adriatic og havde masser af tid til undervejs at afstemme deres udsagn til den kommende engelske søforklaring.

Herefter startede kapitlet om den britiske regerings medviden og medvirken. Det er utænkeligt, at en svindelsag af disse dimensioner kan have fundet sted, uden at kernepersoner i regeringen havde viden og gav deres godkendelse. Om denne godkendelse så har været frivillig og helhjertet er nok et spørgsmål. Den britiske regering havde ikke råd til, at et kæmpe værft i Belfast kunne blive nødt til at lukke og sende 20.000 arbejdsløse på gaden. Oppositionen ville få vind i sejlende, og den siddende regering ville tabe næste valg. Premierminister Lord Asquith var - eller blev gjort pinlig opmærksom på situationen og kraftigt mindet om, at J.P. Morgan havde indvilliget i, at man måtte bruge hans handelsflåde i krigstid - hvis det skulle blive nødvendigt. Husk årstallet 1912! Hvis rederiet The White Starline gik fallit, ville det være J.P. Morgan, der stod som hovedkreditor. England ville miste rådighedsretten over alle denne betydelige handelsflåde.

Premierministeren traf med al sandsynlighed sin beslutning med største ulyst og foragt for, at grådige og kyniske bankmænd som J.P. Morgan - og her taler vi om alle tiders mest magtfulde og mest kyniske slyngel i branchen - kunne diktere regeringer, hvad de skulle gøre. Man besluttede sig til at bringe en Lord Mercy på banen til at stå for undersøgelsen og afhøringerne. Denne var en dreven person med en særlig erfaring for den type cover-ups, der var brug for til at lægge låg på hændelser som disse og sørge for, at høringen blev obstueret og historieskrivningen forfalskedes i samme stil som det allerede udførte falskneri.

Høringerne afholdtes i et lokale med en umulig akustik, så tilhørerne havde problemer med at høre, hvad der blev sagt. Den person, der repræsenterede værftet, lavede hele tiden fortalelser, hvor han sagde The Olympic i stedet for The Titanic. Lord Mercy undlod at spørge om alle relevante emner, der kunne have afsløret svindlen, og pressen var mere interesseret i skandalen med en søofficer, Bruce Ismay, der burde være blevet om bord på skibet men var stukket af på en af de første redningsbåde. Erfarne søfolk kunne berette om, at selv på en måneløs nat ville der ikke være problemer med at spotte et isbjerg på 5-6 kilometers afstand, men det blev ikke ført til protokols eller dannede baggrund for konklusioner.

Hele høringen var en iscenesat hvidvask. Kaptajn Smith var ikke længere i live og kunne ikke fortælle om den beskidte deal, der var indgået endsige forsvare sig selv. Officererne blev ikke gjort ansvarlige, skibets konstruktion blev ikke gjort ansvarlig. Ingen havde et ansvar! Undtagen kaptajn Lord, som stod alene. Lord Mercy manipulerede hans udsagn og beskyldte ham for ikke at komme The Titanic til undsætning. Kaptajn Lord undlod at forsvare sig selv, da han trods alt havde været en del af svindelnummeret. Med den opmærksomhed, kaptajn Lord herved fik, trak han opmærksomheden væk fra alle de sensible emner.

Herefter forsikringssvindlen. Det rigtige The Titanic kunne forsikres for det fulde beløb på daværende 10 millioner dollars. The Olympic ville ikke kunne forsikres for nær det samme beløb pga. dets omfattende skader. Alene her var der et motiv for ombytningen. I dagene før forliset blev forsikringspræmien for The Titanic oven i købet hævet betydeligt, og Lloyds i London udbetalte efterfølgende 12.5 millioner dollars.

Hvad så med vraget, der har ligget 3/4 århundrede på bunden af Altlanten (kulegravningen fandt sted allerede i 80'erne)? Den sorte maling er faldet af på det meste af skibet, men det er stadig muligt at se områder med den originale grå grundmaling. Det var i øvrigt kun på The Olympic, at der blev brugt grå grundmaling. Billeder af skruen viser nummeret ..01 stemplet ind. Den oprindelige skrue på The Titanic havde nummer 401, men husk, at skruen blev udskiftet i Belfast, så dette er den originale skrue fra The Titanic, der burde have siddet på The Olympic. Fjernstyrede ubåde viser også konstruktioner i skroget, der ikke er originale. Det svarer nøje til de reparationer og forstærkninger, der blev indsat efter de to forlis.

Og så er der navnet. I 1986 undersøgte det franske oceanografiske institut og dr. Robert Ballard skroget, hvor de originale bogstaver i støbejern var indkapslet og overmalet. Stedet er gennemtæret af rust, og bogstaverne er faldet ud efterladende et hul svarende til formen. Det er bogstaverne M og P.

• Titanic er det første skib i mands minde, der er sunket ved kollision med et isbjerg.
• Kaptajn Lord forsøgte før sin død i 1962 flere gange at genåbne sagen for at rense sit navn, men uden held.
• Lord Mercy blev tilsagt til at lede undersøgelsen om Lusitanias forlis - et andet britisk svindelnummer og cover-up.
• Styrmanden, der først fik øje på isbjerget, begik selvmord i 1965.
• Bruce Ismay forlod rederiet 12 måneder efter forliset. Alle omkring ham fik strengt forbud mod nogensinde at nævne The Titanics forlis
• Det originale The Titanic sejlede videre i 25 år under navnet The Olympic. Det blev brugt af den britiske regering til troppetransport i 2. verdenskrig.

_____________________

Det kan anbefales at se den fremragende engelske dokumentarfilm, der bygger på ovenfor refererede kulegravning af forholdet omkring det stykke mytologi fra det forrige århundrede, som de fleste kun kender fra en romantisk film med en ung Leonardo di Caprio og Kate Winslet samt en klam popballade sunget af Celine Dion.
http://vimeo.com/40021362

Og utidig spøg tilside, for selvfølgelig har vi alle hørt om Titanics forlis. Historien er blevet ikonisk. Det er blevet flittig brugt som udtryk for hybris/overmod. Det er blevet symbolsk for undergangen, som vi intetanende sejler imod, mens vi danser rundt på parketgulvet og drikker champagne. Det er historien om det usynkelige skib og moralen om videnskabens hovmod. Tro hellere på Gud. Det er forvarslet om de store katastrofer, der skulle komme - de to krige. Og det passer som fod i hose hos apokalyptikerne og eskatologerne, hvis man er til den slags. Vi er alle i samme båd, og dommedag er nær.

Der kan være en vis sandhed i mytologier. Men bag myterne gemmer sig ofte en virkelig historie, der kan være endnu mere lærerig.