En verden der forsvandt

af morton_h, the blogger

Dette handler om en verden, der satte retning mod intetheden og forsvandt.

Toget mod Intetheden

Den forsvundne verden kan stadig ses i små enklaver, i udkanten, i randene, i små spontane museums-indhegninger, i reminiscenser. Genoplivning er i visse tilfælde mulig for tapre og stædige ildsjæle, men toget er kørt og kommer ikke tilbage. Det var en kultur, der rakte 1000 år og længere tilbage, og nu er den næsten væk.

Ikke alt forgangent bør begrædes. Kultur forandrer sig og mennesker med. Sådan er det, sådan må det være. Men der har hidtil været en konstant kerne og understrøm, der har overlevet. Det, der er anderledes nu, er, at kernen er døende.

Dette er ikke bagstræberisk flæberi men en nostalgisk statusopgørelse, en erkendelse. Det er til og med en sørgelig erkendelse af, at moderniteten netop ikke var en organisk udvikling. Moderniteten var en forceret, brudt udvikling, en voldtægt, et kulturelt attentat, en civilisations-forbrydelse.

Voldtægten og forbrydelsen ankom i bølger. Med kikkerten for øjet kan vi se tre bølger og en fjerde på vej.

Den første bølge
Den første bølge var Industrialismen. Folk i millionvis blev drevet som kvæg ind mod byerne for at blive installeret i den nye, store maskine, der spiste hænder, fødder, kroppe og sjæle. Mange valgte selv installationen i den tro, at der var et bedre liv i udsigt. De få opnåede et sådan liv målt materielt, de mange fik på alle måder et værre liv. Industrialismen var tidens grundlæggende forbrydelse mod de europæiske befolkninger. Senere kopierede resten af verden installationen uden større succes. Miseren blev blot opskaleret. Selv midlertidig afgrænset velstand har en høj pris.

Der kan argumenteres for, at vi bør anlægge en længere tidsvinkel, for ondskaben er urgammel. Hvad med pestens Europa? Hvad med 30-årskrigen, der slagtede halvdelen af Europas folk og varede 30 år? Hvad med imperialismen? Javist, men i dagens tekst taler vi om modernitetens ankomst. Vi taler om roden til verdenskrigene, det kemiske århundrede, løgnens århundrede, ideologiernes århundrede, teknokratiets ankomst og forudsætningerne for det inhumane-transhumane projekt, der i skrivende stund bliver synligt. Derfor starter vi med industrialismen og opfindelsen af maskinmennesket.

I industrialismen mistede mennesket kontakt med sin egen natur, fordi det blev revet bort fra den større ydre og mindre indre natur. Selv under det feudale hoveri på landet med al dets klassiske grusomhed havde mennesker en fornemmelse af, hvem de var, og hvor de kom fra. De havde stadig rent vand og ren luft. Selv i deres fattigdom bevarede de fleste et stykke naturlig værdighed - omend til tider og sine steder kraftigt undertrykt. Lukket inde i trange usunde, fængselslignende barakker i tilsodede industribyer og hver dag fastspændt til en ubarmhjertig maskine, derimod, blev denne værdighed et stykke fortid. Transformationen skete ikke i én generation. Der skulle mere til. Industrialisterne, bankmændene og etablissementets social-arkitekter havde andet i tankerne. Hvad de tænkte, ved vi fra, hvad de skrev i det 19. århundrede. Vi har det fra 'hestens egen mund'. Vi så det herefter ske som beskrevet.

Den anden bølge
Den anden bølge var to bølger i sig selv. Verdenskrigene, startede med 'The Great War', 1. Verdenskrig, de tre verdenskriges sorte moder. Som fast læser af denne blog, spørger du ikke længere om, hvad der menes med treverdenskrige, for det er indlysende. 1. Verdenskrig (som tanke overhovedet) udsprang af industrialismen og det perverterede tankesæt, der okkuperede industrialisterne. For dem var den 'herlige krig' og dens masse-traumatisering af europæere blot endnu en investering i sønderbrudte hænder, fødder, kroppe og sjæle. Det traumatiserede menneske er altid det bløde ler, som social ingeniørkunst er gjort af. Det 20. århundrede blev derfor 'The Century of Social Ingeneering'.

Greatness in Imperial Optics - snapshot from The Great War

Den anden bølge 2.0 var 'The Good War', og hvad der kom efter. Destruktions- og folkemords-forherligelsen nåede med 2. Verdenskrig sit zenith. Endnu et britisk elitært projekt. Løgnen, mytomanien og hyper-dæmoniseringen af fjendebilledets imaginære ondskab nåede hysteriske og tegneserieagtige højder. Traumatiseringen gjorde, at vi endnu ikke er kommet ud af efterdønningerne af den anden bølge. Menneskehedens grundlæggende verdensbillede er stadig fastfrosset et sted mellem 1910 og 1940. De 'gode-og-retfærdige' fra den tid forsyner os stadigvæk dagligt med deres verdensbillede og denne historieskrivning - alt sammen løgn fra ende til anden.

De frø, der fandtes for 100 år siden, der med den rette behandling kunne have givet mennesker et bedre liv, blev mishandlet, stjålet, skjult eller ikke kendt af de mange. En igangværende udvikling, der ville have været naturlig, blev kuppet, og industrierne overtog vores liv med beskidt olie, uorganisk kemi, kemisk medicin, syntetiserede fødevarer, unødvendige forbrugsvarer. En usund forbrugskultur med tilhørende skabagtig livsførelse, systematisk begærs-dannelse, amoral, misbrug, undertrykkelse, misinformation, spild, disrespekt. Socialdarwinismen sejrede ad helvede til. Et alien spaceship med en stor kikkert ville have set med vantro ned på en amok verden. 'Se her, Zorg. Jeg tror, jeg har fundet universets ultimative røvhul'.

Den tredje bølge
Den tredje bølge, den Kolde Krig (at kalde det Efterkrigstidenville være fuldstændig misvisende) varede reelt 70 år (formelt taler man om DKK fra 1947-91 med Sovjetunionens afvikling), og nu er den tredje bølge løbet tør for energi. Ifølge det elitære konstrukt råber det på endnu en verdenskrig og endnu en bølge. En syg hjernes logik! Vi ser den lige nu heftigt promoveret og i færd med at blive oprullet, den synes uundgåelig og sælges endnu en gang som nødvendig. Fjendebilleder og løgne bringes på plads. Behøver vi at tilføje, at en ny storkrig selvfølgelig sælges som 'retfærdig'. Bring mig en spand, for retfærdighed er på ophørsudsalg. Behøver vi endvidere at nævne, at fjendebillederne gentager sig selv i al deres stereotype fantasiløshed. Disse fjendebilleder er for et sobert blik så tegneserieagtige, så Hollywood-skadede, at det er svært at afgøre, om vi skal le eller græde. Vi har vænnet os til tegneserien i en grad, så de fleste af os nu accepterer at leve i dens kunstige virkelighed. Vi skriger på mere af slagsen, og mere skal vi få!

Den anden bølge bragte den Store Løgn til et handlings-klimaks. Den tredje bølge gjorde den Store Løgn til skolepensum og noget, vi hver dag kan se på TV beskrevet og afbilledet som fuldbyrdet og indiskutabelt.

Landskabet der forsvandt

Agenda 21

Jeg kører gennem landskabet og ind til byen. Æstetikken er visse steder et sørgeligt syn. Vi har mistet sansen for harmoni og skønhed, og hvis arkitekter og byplanlæggere forsøger at kompensere for tabet, går det nærmest dobbelt galt. Forstædernes beboelseskvarterer signalerer kaserne, fængsel, vold, angst, kollektivistisk ens-hed, lige linjer, massefabrikeret tristhed og billige materialer, der blot et par år senere er slidte og lurvede.

Forstæderne, disse enorme rande af hønsehuse, grisekasser, dueslag og kvægstalde - for mennesker! Behøver vi at sige, at et industrielt hønsehus-kompleks ikke primært er indrettet for at hønsene skal have det godt, men for at ejeren af hønsehuset kan komme til. Høns skal kun ifølge ejeren have det godt i det omfang, det fører til flere æg og hurtig vækst frem mod slagtning. Jeg taler ikke om enklaven, reminiscenserne, mine naboer på landet og deres hyggelige, glade høns, der spæner gennem hækken, æder græs og larver og lægger æg med gul blomme i deres små skure. Jeg taler om flertallet af hønserier drevet som en fabrik, hvor de forpinte kræ lever på et eksistensminimum af føde og plads og hakker hinanden til blods - hvis de ikke har fået klippet næbbet for at forhindre det eller er proppet ind i bure på størrelse med ... dem selv. 

Du er, hvad du æder.

Mennesker i industrisamfundet 2.0 er som fabrikshøns bag kilometerlange trådhegn. Ikke nok med at det er uskønt, ulækkert og uspiseligt, det er også uetisk. Grimheden er det ydre tegn på den indre grusomhed. Selv filosoffer har svært ved at se, at ubalance og balance har et intuitivt aftryk. Menneskehøns lever også på et evigt eksistensminimum i deres hønserækker, og også de hakker hinanden til blods.

Eksempel. Forskellen mellem store dele af den engelske countryside og det danske industrilandskab er, at det engelske har bevaret denne for moderniteten upraktiske og ulogiske asymetri med ældgamle snoede hegn og stendiger. De var for svære at udjævne for industrialisternes maskineri. Det danske post-istids-landskab af pløjbar jord, derimod, er nærmest udjævnet. Markerne er som parcelhus- og rækkehus-kvarterer. 80% af det danske landskab er mono-kulturel industrijord, hvor selve naturen er i landsflygtighed. Danskerne har været 'dygtigere' end englænderne på det punkt, til gengæld har de ødelagt det meste af deres natur.

Folket der forsvandt

Der boede engang et folk i det landskab, der forsvandt. For længe siden var der store skove, der dækkede landskabet, de folk, der boede her, var tilpasset skovene. Langs skovene var der strande og strandenge, hvor fjorde skar sig ind. Disse findes stadig og sine steder intakt. Jeg bor et sådan sted. Der høstes stadig strå til tage, og mit hus har strå på taget. Jeg danner måske en undtagelse fra den danske norm.

Huset, opført 1780, i dag med nyt stråtag, havehus, bådeskur, hønsehus, røgeovn, køkkenhave på 100 m2, to fulde etager, syv frugttræer i haven, fritgående fasaner, rådyr og harer + en million fugle i nabolaget inklusive havørne ... En verden der forsvinder.

Skovene er i defensiven. Bønderne fældede en del af træerne gennem århundreder, men i det gamle bondesamfund var der stadig en balance mellem skov, mark og strand. Med industrisamfundet ankom industrilandbruget, og balancen blev ødelagt. Bønderne blev til industriarbejdere. Hvis de var heldige i opgangsperioden, havde de eget fabriksudstyr og egen maskinpark. Der var en tro på, at maskinerne garanterede velstand. I staldene stod køer på stribe klar til at blive malket af nye maskiner. Svinene blev stuvet sammen, senest i flere etager. Det samme skete med høns og fisk. Først ankom de sejlende fiskerifabrikker, der voldtog havbunden med kæmpe-trawl, senere de kunstige havbrug, hvor man hældte GMO-foder og antibiotika i hovedet på fiskene. Alt sammen i en folkelig tro på, at det var ensbetydende med fremgang og velstand og en industriel tro på hurtig gevinst - og fuck konsekvenserne! Men både GMO og antibiotika havner i kroppen hos de, der spiser fiskene. Industrialisterne har deres egne regler, og de har dygtigt formået at sælge dem til folk, så de nu på bizar vis accepterer og forsvarer dem som deres egne. 

Industri er masseproduktion, men det er også ensbetydende med faldende kvalitet og forgiftning. Mekanisering og kemi afvasker jorden for næring. Hyperkonservering tilføjer gift i daglige små men kroniske doser, og summen af disse doser er voldsom. Den kroniske forgiftning er godkendt af myndigheder og kaldes 'tilladte mindsteværdier'.

Bonden og fiskeren, som engang var, forsvandt. Begge havde kendskab til og respekt for det, de dyrkede og fangede. Den oprindelige samler-jæger-kultur skiftede gear til bonde-kulturen - fiskeren var stadig en slags jæger. Til sidst skiftede industrien gear på det hele, og samler-jæger-bonde-begrebet forsvandt.

Rue mejeri, nedlagt. Min gamle far på 91 var mejeri-elev her.

Andelsbevægelsen forsvandt. Mejerierne forsvandt. Husmændene og de bæredygtige småbrug forsvandt. Sparekasserne forsvandt. Skolerne og de små butikker forsvandt. Mælk - alle dyre- og menneskebørns grundernæring - er nu et værdiløst industriprodukt via pasteurisering og homogenisering, som gør folk syge og børn allergiske med snot hængende ud af næsen. Industrien har formået at indrette hele logistikken på deres industrielle holdbarheds- og transport-præmisser, og en lovgivning er sideløbende bragt på plads, der forhindrer/forbyder folk i at afvige fra disse præmisser. Sundt lokal-landbrug og -dyrehold er i dag enten forbudt eller så behæftet med kontrol-afgifter, at de er urentable. Dørsalg er forbudt eller beskattet i en grad, der gør det kriminelt. Naboer, der gør hinanden en tjeneste, kaldes 'sort arbejde' og er derved kriminelle.

Nøjsomheden der forsvandt

Efter de udmattende krige iværksat af industrialisterne var Europas og USA's befolkninger møre. Industrialisterne så det for længst komme og klappede i deres hænder. Forbrugsmaskinen startede, og propagandamaskinen, der drev krigen, drev nu forbrugssamfundet.

Folk fik materielle goder viftet for næsen. Køb din lykke, køb din fremtid! Keynes'ianismen / forbrugerismen handlede om at forbruge sig ud af den evigt forestående eller pågående krise. Hvis man ikke købte sin røv i laser for de penge, man havde tjent ved at arbejde samme legemsdel i laser, så gik maskinen i stå, og så var der krise! Sagde økonomerne, sagde politikerne, sagde bankmændene. Og vi troede på dem, for de havde jo uddannelser, magt og medier fuld af farvebilleder, der lovede en bedre verden.

Det er paradoksalt. Samtidig med dette begær efter og tilsyneladende værdsættelse af det materielle findes en stor foragt for det materielle. Tingene forfalder og får lov til at forfalde, for der er jo så mange af dem. Vi foragter det, vi begærer. Måske med rette. Kvalitet forsvandt, ting blev ikke længere skabt til at holde men til at blive foragtet og smidt væk, så nye ting kunne blive foragtet og smidt væk. Føde blev ikke skabt til at give næring til kroppens mæthed men for at give næring til evig fornyet sult. Medicin blev ikke skabt for at kurere, men for enten via såkaldte bivirkninger at gøre den syge syg på en ny måde eller give den syge en pause indtil næste udbrud, så en lukrativ patient ikke døde. Altså kontrolleret symptomdæmpning, der ikke fjerner sygdommen. Materialismen er som denne sygdom, og dens tomme eller halvubrugelige ting er overernæring og underernæring på én gang. Vi opfatter det som rigdom at have meget skrammel omkring os, men de alt for mange og alt for dårlige ting er en ny og uværdig form for fattigdom. Den nøjsomme er rig på ægte værdsættelse af de få ting, men vores evne til værdsættelse forsvandt, og vi blev værdimæssigt underernærede.

Nøjsomhed er ikke fattigdom, nøjsomhed er naturligt. Naturen bruger kun det bedste og efterlader alt andet. Naturen tager, hvad den har brug for og ikke mere. I materialismens ære produceres langt mindre end det bedste, og vi tager langt mere, end hvad vi har brug for.

Folkestyret der forsvandt

I materialismens ære forsvandt demokratiet, og vi fik noget andet i stedet for. Man kunne argumentere for, at vi aldrig har haft egentlig demokrati, for det ville betyde, at 'folk styrede sig selv', og det ville i realiteten svare til anarki i den filosofiske betydning, altså ikke som afstumpet skældsord, der blot betyder 'lovløst kaos'. Et stykke hen ad vejen var der nationer, der gave it a good shot, drevet af personer med god intention om, at ideen var realiserbar. Igen kan man så diskutere, hvorvidt ideen så var god nok overhovedet. Et faktum er, at der enten ikke længere findes demokrati, eller at demokratiet aldrig har eksisteret, men at skærmen nu er revnet, så det er blevet synligt, at samfundene ikke styres af folk, men af 'noget andet'. 

 

Det er komplekst at forstå, hvad dette 'andet' er. Måske er det i virkeligheden en algoritme, et stykke kunstig intelligens, der blev startet engang, og som bevirker, at selv de få højt på strå, der selv mener, at de kontroller de mange som er bange, ikke - når det kommer til stykket - har kontrol over noget som helst, men bliver drevet af en kæmpe maskine uden stopknap, der er nødt til at køre i samme retning, indtil den bryder sammen.
While lovin' it, of course!
 

Samtalen der forsvandt

Tag ikke fejl, de få højt på strå bør ikke frikendes. Tværtimod, for de kendte til maskinen i modsætning til de mange, der blot væltede rundt i maskinen uden at fatte den. Men demokratiet forsvandt, fordi et sådan fænomen kræver vidende og engagerede mennesker. Efter et nyligt overstået folketingsvalg i Danmark er det slående, hvor afstumpet folks samtaleformer er blevet. Det afspejler en helt afgørende - og desværre fraværende - komponent for, og altså selve forudsætning for at tanken om demokrati overhovedet skulle kunne fungere. Hvilket det så ikke gør. Og denne komponent er viljen og evnen til at beskæftige sig med substans.

I stedet har vi fået pseudopolitiske pseudosamtaler, hvor folk lyder som små børn. 'Adr, den frikadelle kan jeg ikke li! Uhmn, den frikadelle smager godt!' Da jeg mest omgås folk, der 'tænker venstreorienteret' vil jeg gerne give et eksempel. Først: som mantra husker jeg at sige, at jeg gerne en anden gang og med største fornøjelse skal sige noget grimt om de, der 'tænker højreorienteret'. Altså det er ikkepointen, hvorvidt man mener, at man identificerer sig med noget venstre/højre, rødt/blåt, med os/mod os, de gode/de onde, sort/hvidt tankesæt. Til sagen: et eksempel. 

Dagen efter valget udspinder der sig en af disse pinlige pseudosamtaler i et forum af folk, alle med akademiske uddannelser, alle folk, der er højt uddannede og anser sig selv for veloplyste og i stand til at udøve egentlig tænkning. En hel time i træk fik de - på skatteydernes regning i arbejdstiden - tiden til at gå med emotionelt reaktionært (ikke-tænkende = reagerende = reaktionært), små-infantil, dårlig-taber-agtig latterliggørelse af den-og-den politiker, som de ikke kunne li, men som tilfældigvis havde vundet i valgkampen. 'Og se lige hans næse ... og hende dér ligner jo ... og ham der er sådan en, vi ikke kan fordrage, ka vi vel? ... de skulle fand'me skydes ...'. En rettelse af mit eget udsagn: det var ikke små-infantilt, det var regulært barnagtigt! Så afstumpet er det tænkende segment blevet. Al energi blandt venstrefløjer'e bliver brugt på at karakter-afstumpe modstandere, lukke munden på anderledes tænkende, udøve af politisk korrekthed og selvfedt klappe hinanden på ryggen ('ka' vi vel? vil du ikke nok mene som jeg, så jeg ikke ska føle mig angst ved at ... tænke). Ikke en eneste gang, hverken før, under eller efter det omtalte valg har jeg været vidne til ægte, sober og substantiel samtale blandt disse mennesker om egentlige politiske emner. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at disse 'typer' vovede at udfordre sig selv ved at placere sig i øjenhøjde med folk, der ikke mente som dem selv. Ikke en eneste gang har jeg hørt dem udøve fokuseret faktuel og substantiel ressonneren. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at hvad-hvem-hvor-hvornårblev bespurgt og besvaret, før det præmature svar på hvorforankom som en slags intellektuel for tidlig udløsning.

Typerne taler aldrig om substans, og det mentalt/moralske niveau blandt det tænkende segment er ulideligt lavt. På det punkt kan vi måske kan tage dem som målestok for resten af befolkningen. Eller kan vi? Folk uden fine akademiske uddannelser er underligt nok ikke så tilbøjelige til selvforherligelse i troen på egen ufejlbarlighed som akademi-snobberne. Én ting står klart for undertegnede - og jeg tilhører selv segmentet, hvorfor jeg anser det som min fulde ret, ja nærmest pligt at udøve denne kritik: det bliver under ingen omstændigheder fra akademia, der primært er venstredrejet og har været det, siden kulturmarxisterne overtog i 60'erne, at noget godt for menneskeheden vil ankomme. Tværtimod de luxe!

Endnu mere latterligt og grotesk bliver det, når vi sammenholder det emotionelle reaktionsmønster, som disse ikke-politisk ikke-samtalende men blot hønsegokkende akademikere udøver, med den indflydelse, de mener, de har (+ som alle vælgere mener, de har), når de en gang hvert fjerde år letter deres fede røv fra sofaen for at sætte et fedtet kryds på en smørrebrødsseddel ... altså når vi sammenligner med den reelle indflydelse på reelle beslutninger, der tages udenomdemokratiet. Hvad taler vi om? Vi er måske oppe på 1%, i heldigste fald! Resten bliver truffet i lukkede fora bag nedrullede gardiner i bestyrelser, kommissioner, selskaber, institutioner, karteller og syndikater bag røgfarvede, skudsikre glasruder i lokaler på øverste etage. Altså: blandt få folk, som for det første ikke er valgt, og som mange folk for det andet sjældent har hørt om. Ingen af disse fora har nogen interesse i mennesker, der er indbyggere i nationer. De er alle globale, og alle tjener egne interesser - og algoritmender startede engang, som ikke har nogen stopknap. Den sølle 1% indflydelse er så fucked-up af del-og-hersk blå-rød snot-forvirring hos vælger-kvægene, at de yderligere reducerer den sølle indflydelse til 0.1 %. Det må siges at være den perfekte omvendte afspejling af, at 0.1 % af menneskeheden styrer og profiterer på det store globale svindelnummer.

Vi hidser os altså helt vildt op over noget, der nærmest er fuldstændig uden betydning for vores liv. Vi er blevet til til fodbold-fanatikere, hvor al rationalitet er tilsidesat for emotionel reaktivitet. Hvilket selvfølgelig er meningen for tilskuerne til en fodboldkamp eller for publikummet i et teater. Vi hengiver os til kollektiv hepning eller illusionen i stolerækkerne, og bagefter stiger vi ud af illusionen. Herregud, det var bare et spil. Men det politiske teater er helt anderledes giftigt. For det første bliver det solgt som virkelig samtale, virkelig politik, og virkelig indflydelse for mennesker, selvom det blot er romersk teater. For det andet stiger vi ikke ud af illusionen bagefter. Den klæber til os. Muligvis har de mest hardcore fodboldfans gjort det til deres religion, fordi de ikke har andet indhold i livet, men de allerfleste tager det som uforpligtende underholdning en lørdag eftermiddag. Derimod har det syge og indholdsløse teaterstykke, som en mediebåren valgkamp er, i langt højere en ritualistisk, religiøs karakter. Den måde, vælgere gebærder sig på, minder i betænkelig grad om hjernevaskede kultmedlemmer. At tilhøre 'fløjen', partiet, ideologien eller menings-segmentet indebærer den samme form for blind tro/ikke-tænkning, forhånelse af de vantro, dem der ikke er med os og som er mod os -mentalitet, illusionsmageri, og fornægtelse af virkeligheden til fordel for en fremmedgørende abstrakt ide samt indlemmelse og afretning af ulydige proselytter med frygt, skyld og skam ... som man finder i religionerne. It walks like a duck, it quacks like a duck, ...

Pseudodemokratiet er ikke længere andet end en statskult. Så simpelt og dog så sørgeligt kan det formuleres.

Ideology Sucks!

Jeg glemte lige at formulere, hvad vi så har i stedet for. Vi har teknokrati, videnskabeligt tekno-bureaukrati, post-demokratisk og - hvis det står til teknokraterne, og implementeringen af deres våde drøm - et post-humant, globaliseret, neofeudalt og på alle tænkelige måder umenneskeligt tekno-tyranni. Det var til det formål, algoritmen ankom. Den er archoniski sit (u)væsen ligesom teknokraterne selv.

Nationen der forsvandt

'Hvad synes De om den Franske Revolution?'

'Det er for tidligt at udtale sig om.'

svarede: Chou En Lai

Han vidste som maoist, hvad han talte om (det må man give ham), for revolution var hans projekt. Hvad var projektet så?

Udover at skabe den ny form for slavesamfund, der oprindelig var udtænkt i London og finansieret af jødiske Wall Street moguler, var et af hovedformålene destruktionen af verdens nationer. Derfor var maoisten Chou En Lai spot-on, da han sagde, at den Franske Revolution ikke var fuldendt. Den Internationale Socialisme havde ligesom forinden den Franske Revolution det overordnede formål at destruere de traditionelle og nationale magtstrukturer for at bane vejen for en Ny Verdensorden. Startskuddet, den Russiske Revolution, skulle fx destruere den ene af den angelsaksiske elites, Misundelsens Imperium's, hovedfjende: det Russiske Zardømme. Det er den samme verdensorden in spe, der affødte de Tre Bølger (se starten), og som nu er i gang med at udføre den Fjerde Bølge.

Hvad er en nation? Det er nødvendigt en gang imellem at skære ind til selve ordet. En nation er menneskers fødested. Men det er ikke blot stedet som lokalitet. Begrebet er langt mere og stikker langt dybere. En nation er menneskers ophav, deres slægt, deres genetik, deres kultur, deres sprog og hele deres bevidsthedsdannelse. En nation er hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hvis vi kender vores nationalitet, ved vi ALT om, hvem vi er, og spørgsmålet om, hvorfor vi er her, bliver overflødigt. Svaret bliver selvindlysende.

Så hvorfor gik 'de revolutionære' efter nationen som værested?

Det gjorde de, fordi destruktionen af menneskelig hukommelse, identitet og historie var nødvendig for deres totalitære projekt og deres Nye Verdensorden. Mennesker, der ved, hvem de er og hvor, de kommer fra, er krop-umulige at manipulere og regere. Mennesker, folkeslag og nationer, der har selvrespekt, respekterer andre mennesker, folkeslag og nationer, hvorved krig og revolution ikke kommer på tale. Og selvom krig bliver nødvendigt grundet ukontrollerbare drivkræfter, respekterer de stadigvæk deres fjender - hvorved fred efterfølgende bliver mulig.

I det revolutionære, anti-nationale tankesæt er fred ikke længere en mulighed, da det indebærer en grundlæggende disrespekt for de revolutionæres fjendebilleder. Med streg under -billeder, for hele tankesættet, hele ideologien fungerer ved hjælp af billeddannelse. Det revolutionære tankesæt umenneskeliggør sit fjendebillede for at legitimere sit eget overgreb. Det var og er kun muligt at forgribe sig, som de revolutionære gjorde via deres revolutioner, ved at umenneskeliggøre mennesker. Det gælder både deres egne umenneskeliggjorte stormtropper og de mennesker, som stormtropperne udslettede og voldtog.

Se dokumentaren Hellstorm- hvis du har nerver til det.

Kulturmordet som institution og strategi er som minimum 2000 år gammelt. Det er opfundet af romerne. Strategien er: først massemyrder man en vis portion af et folkeslag, en nation, man ønsker at undertvinge. Så ka de lære det! Dernæst stjæler den målsatte nations viden, teknologi og kulturskatte - inklusive deres materielle skatkamre, selvfølgelig - deres ressourcer, intelligentsia og 'hukommelse' i form af biblioteker eller andre vidensinstitutioner. Til sidst udfører man enten en total folkelig masse-udslettelse, eller hvis det ikke er muligt (hvilket det sjældent er) udstyrer man de overlevende med et surrogat for deres religion, deres historie / deres hukommelse og deres selvforståelse. Listen over romerske nedbrændinger/tømninger af biblioteker hos deres nabokulturer er skræmmende lang (klassikeren er det store bibliotek i Alexandria). Turns out: prototypen på Misundelsens Imperium, det britisk-amerikanske wannabe unilaterale imperium er netop romerne. Igen ifølge dem selv og 'hestens mund'. Efter kulturmordet har man et slattent, amøbeagtigt og i alle-ender-og-kanter bøjeligt væsen. Glemsel er det ultimative styresystem. I dag drikker amøben Coca Cola, æder junkfood, dyrker pornosex, ser dårlige TV-serier og tager stoffer. Men først og fremmest har amøben glemt sin egen historie og er i færd med at lære at hade sin egen kultur.

En verden der forsvandt

Paradigmet.blogspot.comer et fortløbende projekt. En nation, der ikke ved, hvem de er, hvor de kommer fra og hvad de står for, er ikke en kompatibel nation men et bytte for en rovdyr-agenda. Consider yourself eaten!

Herefter vælger morton_h, the blogger begrænsningens kunst. Gå endelig på opdagelse i paradigmet.blogspot.com, hvor du finder følgende behandlede emner:

• Fællesskabet der forsvandt
• Samfundet der forsvandt
• Tænkningen der forsvandt
• Etikken der forsvandt
• Kulturen der forsvandt
• Sundheden der forsvandt

Michael Ende fik ret i Den Uendelige Historie. Intetheden er ankommet. Einstein havde ret i, at entropien findes. Forskellen på Ende og Einstein er, at Ende så, at den forsvindende verden var skabt af et traume, der med den rette erkendelse kan vendes og standses, mens Einstein og hans jødiske kosmologi - en slags darwinisme overført på naturvidenskabelig kosmologi -  hævdede, at det selvdestruktive univers var en uomtvistelig naturlov. Det var Ende - hvis efternavn ironisk nok på tysk betyder det, som navnet siger - der sad med det lange strå. Han skrev sin bog i to dele: en entropisk og en extropisk. Både Einstein - hvis vi skal tyde navne, må det være videnskabsmanden, der manglede den ene nosse - og Darwin vil om mindre end 50 år fremstå som historiske eksempler på, hvor groft man kan tage fejl.