Kan kunstprojekter forandre verden?

af morton_h, the blogger

En kunstnergruppe ved navn Pink Army har gjort følgende manifest:

• Verdens krige skal bringes til ophør
• Forsvarsministeriet skal nedlægges eller lægges under Kulturministeriet
• Alle verdens våben skal destrueres eller smeltes om til legetøj.
• Oksbøllejren, Flyvestation Aalborg og alle andre militæranlæg skal nedrives eller genindrettes som kunstmuseer og gallerier
•  Kampvogne skal desarmeres og indsættes som skolebusser i Afrika
• Gardehusarregimentets heste skal foræres til rideskoler

Gadekunst er et af medierne for disse udsagn. Det bliver helt sikkert underholdende.

Først og fremmest: hatten af for enhver, der ikke som nyttige idioter synger med på den flerstemmige krigssang, der synges i hele verden for tiden. Pink Army fortjener en stor klapsalve alene for det, for det er i dag blevet en sjældenhed.

Det, jeg mener, er AKTIV stillingtagen mod krigsliderlighed og ikke bare den tamme sofa-model: ‘mnjoo-mnjaa, i princippet er jeg jo ikke meget for krig, men jeg har hørt i fjernsynet, at vi nu skal til den igen, og de siger jo, at det er humanitær bistand, så jeg ved ikke, mnjoo-mnjaa, og så siger de jo, at det er en ond diktator, som fortjener at dø, så mnjoo-mnjaa, og hvis de siger, at vi skal slagte 10.000 onde afghanere for at hjælpe dem med at leve i fred, mjnoo-mnjaa, og Hillary Clinton er på en måde sexet og mnjoo-mnjaa, og Danmark er godtnok en krigsførende nation, men vi er jo ikke onde … vel?'

Pink Army har min sympati. Helt sikkert. Men jeg synes altså ikke, at det rykker for alvor :-(

Det minder lidt for meget om fredsbevægelsen fra de forgangne årtier ned i det forgangne århundrede, som løb ud i sandet, enten pga. for stor naivitet, for lidt reel viden, for meget pot-smoking og/eller for mange frelste-politisk-korrekte meninger. Som Niels Skousen synger i sangen ‘68’: ‘Skuddet, det var godt nok - der var bare ingen pil på buen…’

Pink Army er jo et kunstprojekt. Et kunstprojekt er - sorry to say - pr. definition indhegnet i et museums- kunstudstillings-territorium. De vil gerne, er jeg sikker på, overskride dette territorium og invadere virkelighedens verden, men det lykkes bare ikke.

Grunden til det er bla. de håbløst naive statements om ‘kampvogne, der skal indsættes som skolebusser’. Det er da ret sjovt … men ingen tager det alvorligt. Selv krigslobbyen i DK og nede i Bruxelles og Strassbourg kan ubekymret gå til en kunstudstilling, være hip med hipsterne og drikke drinks og spise pindemadder, mens de bifalder den sympatiske politiske korrekthed, som kunstnergruppen udviser. Ordvalget i deres manifest er ufarligt, og lobbyen kan uden at føle sig det mindste truet smile overbærende, skåle med deres kolleger og derefter gå til et møde i NATO, hvor de sanktionerer en ny intervention i et land i Mellemøsten.

Hvad med virkelig konstruktive - og derfor seriøst provokerende - forslag til, hvad en demonteret hær på 100.000’er af medlemmer kan og bør bruges og omdirigeres til? Hvad med at overskride sit eget tegneserie-agtige kunstprojekts ramme og alliere sig med tænkere og visionære, der VED noget om vores nuværende misère og har tanker om, hvor vi ved fælles energi KUNNE bevæge os hen. Altså prøv lige og hør: Flyvestation Ålborg indrettet som kunstmuseum (for Pink Army?) er jo sjovt, men … Hvad med at invadere virkelighedens verden med fantasi i stedet for at pille navle i kunstreservaterne?

Jeg er SIKKER på, at Pink Army’s medlemmer og tilhængere alle er søde, retfærdige, tænksomme og seriøst bekymrede mennesker. Men tillad mig - med fare for at være nedladende - at henvise til en målestok for, når kunst for ALVOR bliver farlig og effektiv:

http://paradigmet.blogspot.dk/2012/08/hyldest-til-…

Denne kunstners udsagn var så potent og så farligt, at han blev svinet til, beskyldt for sympati for fascisme (af de egentlige fascister!) og politisk tvangsanbragt i årtier for påstået, iscenesat sindsyge, fordi krigsforbryderen, Theodore Roosewelt - manden der burde være røget med i Nürnberprocessen, men var på den 'rigtige' side - rystede i bukserne for ham.

Denne kunstner, hvis venner var blevet slagtet i 1. verdenskrig, og som satte sig som livsmål i det mindste at vide hvorfor, erkendte, at virkeligheden til enhver tid overgår ethvert kunstprojekt, og at virkelig farlig kunst tager sit udgangspunkt i netop: virkeligheden.

Og så var han derudover det 20 århundredes mest betydningsfulde digter, forfatter, ene-opfinder af modernistisk digtning - og lærer/mentor for 4 nobelpristagere i litteratur: T.S. Elliott, W.B. Yeats, Earnest Hemingway og James Joyce uden selv at modtage denne såkaldte fornemste pris. Uden ham havde hans fire protegéer aldrig hævet deres middelmådighed til verdensberømthed.

Hvem er denne mand?

Kan du sige hans navn?

Så svaret på overskriften: Kan kunstprojekter forandre verden? er:
Ja! Men det kræver kunst af format og indædt styrke.