af Heinrich R.
Rune Lykkeberg har begået et interview med Mogens Herman Hansen, i anledning af dennes seneste bog. Det kan ses og høres her: Verdensberømt filolog gør dig klogere på, hvad en stat er
Mogens Herman Hansen er så afgjort værd at lytte til, og givetvis vil hans pointer fremgå klarere af bogen end af interviewet. Men der var en del udsagn under interviewet der skurrede snarere end behagede, hvilket gav anledning til nedenstående betragtninger.
At 'staten' skulle være befolkningen, folket, nationen, landet eller dets territorium, er ordskvalder, som er hørt mange gange. Det er muligt at Mogens Herman Hansen gengiver hvad de fleste forstår ved 'stat', snarere end sin egen opfattelse. I det tilfælde observerer han korrekt; i modsat fald er det trist at observere at en opvakt filolog tilsyneladende tilslutter sig koret.Max Weber har fattet hvad 'stat' er, nemlig noget der er knyttet til et lands forvaltningsapparat, eller rettere de politiske herrers bureaukratiske apparat, der forestår forvaltningen er de herskendes vilje gennem deres monopol på tvang og vold. En anden nogenlunde samtidig politisk tænker, Carl Schmidt, udtrykker samme statsforståelse, bl.a. i værket som “The Concept of the Political” (oversat fra tysk).
Det er pinefuldt at lægge ører til opsummering af hvad der bør forstås ved 'samfundet'. Men måske misforstår jeg - er det vitterligt MHH's opfattelse, der kommer til udtryk, eller er det blot nutidens, gængse vrangforestillinger der udsættes for polemisk luften?
Et samfund er summen af alle dets dele; hverken mere eller mindre. Et samfund er ikke en entitet, en persona af en art, såsom f.eks. en klub, man kan være medlem af eller ej. Man kan være en del af et samfund, og være medlem af en klub. Ingen kan være medlem af et samfund, eller være en del af en klub, for det ordvalg beskriver ikke relationen mellem et individ og de to vidt forskellige former for et kollektiv.
Hans forklaring på hvad der må forstås med 'nationalstat', er uheldig. En nation er det territorie, der er rammen for et folks liv, og således er nation og folk tæt forbundne størrelse. Et folk uden nation (f.eks. en etnisk gruppe der er blevet tvangsforflyttet) er reelt ikke længere 'et folk', da et folk uden territorie og en vis grad af selvbestemmelse (autonomi) ikke er andet end efterladenskaberne af et folk der var, men ikke længere er. Et folk, reduceret til 'a has been'. Det er ikke uden grund, at grundordet i 'nation' er det latinske natio, 'fødsel', for ordet udtrykker en tæt forbundethed mellem en gruppes medlemmer og deres levested.
Enhver nation har selvfølgelig et folk, og en selvforvaltning af en eller anden slags, altså en stat. Den konstruktion - en nations og dermed et folks eget forvaltningsapparat, der hersker over over det nationale territorie og dets befolkning, folket. Den opfattelse falder i tråd med tidligere tiders bystater, som har været nationer med eget folk. Den statsmodel var udbredt i klassisk tid, var det i romerriget, og har været det på danske breddegrader meget længe og indtil for nyligt. Enhver købstad var en stad, dvs. en (by)stat, hvor en central forvaltningen (staden) var det administrative omdrejningspunkt for oplandet og folket der hørte til. Et amt (fra tysk Amt, bet. forvaltning) var en fortsættelse af samme ide, hvor en stad var centrum for et selvforvaltende område. Før de størrelse blev kaldt amter, blev de (i det danske rige) kaldt lener, og før det bispedømmer. Same same; altid har en stad været knyttet til forekomsten af en katedral (og dermed en biskop), da enhver 'katedral' (kypriotisk græsk: katedrikos, bet. “sæde”, vel at mærke ikke een af den slags korporlige sæder der er en integreret del af siddemøbler) altid (?) har været et sted der handlede om politisk ledelse, om forvaltning og om undervisning.
Det er dog ikke hvad der er forstået med 'nationalstat'; i det mindste ikke helt. Nationalstater (som begreb med den betegnelse) begyndte at opstå midt i 1800-tallet, og betød da ofte snarere en sammenslutning af nationer med tilhørende folk, forsamlet i et forbund med en fælles forvaltning. Den slags størrelser kunne være i form af en føderation, et rige (som f.eks. det danske rige eller Danmarks Rige, der var andet og mere end Kongeriget Danmark) o.lign.
Sådanne nationalstater var ofte kunstigt sammenbragte, da nationerne havde forskellig kultur, bl.a. store forskelle i traditioner, sprog osv. Den slags nationalstater vil jeg mene egentligt var anti-nationale af natur, da de fordrede at nationale identitet blev svækket og i høj erstattet med en over-national pseudo-identitet, som ikke kunne være andet end resultatet af en intellektuel konstruktion. En konstruktion, der alene kunne gøres til kollektivets illusion (aka 'virkelighed', 'verden', 'Reality') såfremt et statsskolevæsen (en del af datidens kultus og kultusvæsen) havde kontrol over hvilke fortænkte forestillinger der skulle indpodes i befolkningens børn, gennem kartografisk gestalteri og intens doceren overfor de uvidende og uskyldige små.
Samt ikke mindst, gennem politisk kontrol med det sprog, der skulle været nationalstatens, således at et officielt fællessprog kunne dekreteres til at være nationalstatens sprog. Ofte betød det, at et fællessprog ligefrem blev konstrueret i et anfald af modernistisk begejstring for tidens klogskab; bl.a. blev moderne dansk bevidst konstrueret i den tid gennem en kommission af lærde tænkere, med Svend Grundtvig i førertrøjen, hvilket resulterede i moderne dansk, i værkerne “Dansk Haandordbog” (dets to udgaver bør vist ses som snarere to værker) og siden det kodificerede (skrift)sprog etablering som påtvungen norm som følge af den velkendte juridisk-politisk proces som består i legalisering. Konkret som følge af Rigsdagens behandling og tilslutning til forslaget om en (ny) bekendtgørelse om ret skrivning, i 1892.
At kalde Polen for en nationalstat er på sin vis korrekt, og på den anden side ekstremt misvisende. At 97% af Polens befolkning taler ikke blot polsk, men rigspolsk (polsk uden dialekt) vidner ikke nødvendigvis om at Polen er én nation; måske vidner det om at Polen ikke er resultatet af nationers sammenlægning til en samlet nationalstat? Hvis Polen var en nationalstat (i betydningen en forening af polske nationer/folk), ville der have været talrige polske dialekter i Polen. Dialekt forekommer vistnok ikke i det moderne Polen, og det antyder i sig selv, at det moderne Polen kan være langt mere kunstig konstruktion end man skulle tro, da fraværet af dialekt antyder at der kan være stærkt begrænset historicitet bag dette moderne Polen! En uunderbygget formodning og tese, som vidende personer formodent kan skyde i sænk eller på anden vis korrigere.
Betragtningerne om Polen er lidet historisk korrekte. Det er tænkeligt, at den Stalin-sovjetiske invasion af den østlige del af Polen, betød at polakker drog vestpå, til det område det national-socialistiske Tyskland nogenlunde samtidige havde gjort til ikke-Polen. Det er muligvis vanskeligt at afgøre, da forholdene i ex-Polen dengang er meget ringe dokumenterede, og de fortællinger der fortælles ikke er synderligt troværdige. Det er ikke et emne, jeg har nogen viden om, så jeg skal ikke påstå mere end hvad min mangel på viden kan bære.
Hvad angår de 4 mio. tyskere der blev fordrevet fra Polen i 1945, er MHH's udsagn stærkt fordrejet - etniske tyskere forsøgte at flygte fra den Røde Hær, og ikke mindst det sovjetiske statspoliti, NKVD. De søgte med vest, mod en del af Tyskland som de håbede ville blive 'befriet' af briterne og amerikanerne, som de antog ville være mindre morderisk stemte end de røde horder. Det var de også, men hvis man undersøger de faktiske, historiske forhold, så begik også US Army massemord på den tyske befolkning, både under krigen (bombning af tyske byer, på samme vis som britiske RAF havde gjort siden 1943) og efter krigens ophør (deciderede dødslejre; læs James Bacque for at få dén del af historien med). De amerikanske dødslejre efter krigen, der resulterede i ca. 1 mio. villede dødsfald, og mange andre uhyrligheder som briterne og amerikanerne begik, står dog ikke mål med Stalin-regimets excesser i samme ufine disciplin.
Det lykkes langtfra alle de germanere der gerne ville undgå den sovjetiske stålmands eugeniske ambitioner og ekstreme hævngerrighed, at opnå det. Uha uha, her bliver ubehaget for alvor fór grafisk og ubehageligt til at dvæle ved. Selv ved genforeningen af Tyskland for 25 år siden, blev de tyske lande ikke samlet igen. Det var blot en brøkdel af det tidligere Preussen, der er så germansk og tysk som noget og nogen, der igen blev indlemmet i det nyeste Tyskland.
Påstanden om at jøderne var døde i 1945, er ahistorisk spin, men selvfølgelig helt i tråd med Stalin-æraens propaganda om tyskernes massemord på jøderne, der årtier senere er blevet brandet “(The) Holocaust”. Det bedragerisk spin, som blev fostret af syge hovedet i datidens sovjet-apparat, blev godtaget dengang, og i dag er det en myte der ivrigt forsvares med alle tænkelig kneb, uagtet at anekdoterne og påstandene siden har vist sig at være funderet på nul og niks. Løgn og pure opspind, som der i tidens løb er blevet spinnet videre på. Ja, vist, den slags er det ikke salonfähig tale, men hvorfor gentage eller fortie løgne, når der i høj grad er brug for at forstå fortiden, så historiens skæve gang ikke endnu en gang skal lede til gentagelser af lignende fejltagelser?
Mogens Herman Hansen har fat i den lange ende, når han taler om 'retsstat', for det handler om at staten skal handle 'ret'. Retsstat kaldes på tysk 'Rechtsstaat', og det emne tog Carl Schmidt også under kyndig behandling.
Udtrykket 'den suveræne stat' må være en hvilken som helst stat, der er ubunden og ikke skal lyde og lystre andre. MHH har ret når han siger, at USA blev dannet i 1787 (og ikke i 1776, som de fleste tror og hævder), og at der tales om uafhængige og suveræne stater, der dog udgør en formaliseret union, der da begynder at have mere karakter af at blive 'en klub' end at være et samfund af suveræne republikker. Siden blev der ført en krig om spørgsmålet om staternes suverænitet og unionens karakter. Det var ikke reelt en borgerkrig, selv om den betegnes “The Civil War”, men en krig mellem bl.a. konføderalister og unionister. Som bekendt er det sejrherrerne der har dominerende indflydelse på hvilke løgne der skal kanoniseret som den historiske sandhed, og det gør sig også gældende for krigene i Amerika i årene 1860-1865.
Faktisk var hver enkelt amerikansk borger suveræn i sig selv suveræn i 1787, og var det også før (dét handler de første afsnit af det berømte 1776 dokument om), og siden, uagtet at det ikke fremgår eksplicit af nogen dokument. Det er stadig gældende i dag, omend det er vanskeligt at få de moderne, korporatiske tribunaler i United Bluff til at tage udgangspunkt i de amerikanske borgerrettigheder.
Årsagerne til at det ikke eksplicit fremgår af nogen tekst, at hin enkelte borger er suveræn, er to. Den ene var, at det ville være upassende at noget menneskeskabt dokument skulle erklære hvad en grundlæggende lov har dikteret, nemlig at enhver mand bør være sin egen herre, og i tilgift var det ikke strengt nødvendigt at skrive, for den konklusion lå i forlængelse af Common Law, der var vel forstået dengang. Den anden årsag, var at der var en suveræn over alle suveræne entiteter, nogle gange omtalt som 'The Sovereign' og i mere dagligdags sprogbrug 'God', som enhver nok så suveræn persona måtte føje. Mon ikke det koncept kaldet 'gud', var noget i stil med et princip om hvad der tjener det almene vel, altså 'det gode' som må og skal gøres?
Al tale om “et demokrati” nærmer sig det grinagtige; lige bortset fra at det snarere gråd end grin, den slags moderne sludder fremkalder. Demokrati er ikke en styreform eller en regeringsform. Det er ordgas af værste slags. Gid Hal Kochs “Hvad er demokrati?” blev læst, og ikke mindst forstået. Herunder en gengivelse af de første sider af forordet fra 1945-udgaven af Hal Kochs pamflet.
»FORORD
I de sidste Dage af Aaret 359 holdtes der i den romerske Rigskirke paa Kejserens Foranledning et Kirkemøde, der gjorde den paa tidligere Møder forkætrede Arianisme til officiel Kirkelære; herom skriver en af Kirkefædrene ironisk, at Nytårsmorgen 360 “vågnede Verden pludselig op og saa til sin Forbavselse, at den var blevet ariansk”. I de sidste Aar har jeg ofte maattet mindes denne Historie. Slet saa brat og pludseligt er det vel ikke gaaet, men man kan alligevel med en let Ændring anvende Kirkefaderens Ord også om vor Tid: “Verden er pludselig vaagnet op og har til sin forbavselse set, and den er blevet demokratisk”. Det var den nemlig ikke før, og i 1930’erne var de vidtskuende og profetiske Aander ganske sikre paa, at den heller ikke vilde blive det. Jeg gad se den, der paa det Tidspunkt havde staaet frem og forkynde, at det skulde blive Churchill og Stalin, der i Fællesskab skulde redde Demokratiet. Det vilde i Sandhed have været første Klasses Stof for den internationale politiske Vittighedspresse. Og endnu den Dag i Dag er den, som er belemret med blot en lille Smule Hukommelse, let fortumlet ved den store Omskiftning i Sceneri og Rollebesætning.
I Trediverne lød det med stigende Styrke, at een Ting stod fast: Det vesteuropæiske Demokrati som politisk System havde udspillet sin Rolle. De Toner kom ikke blot fra de egentlige Diktaturstater – hvortil man dengang også henregnede Rusland – men lige saa fuldt fra halv- eller heldemokratiske Lande, fra Portugal og Østrig, fra England – hvor Beundringen for Signor Mussolini var meget stor – og fra Frankrig. Herhjemme forkyndtes, at der ved Siden af Kommunisme og Nazisme kun gaves et tredie Standpunkt; et fjerde fandtes ikke, thi det gamle Demokrati var “uigenkaldeligt dødt”, og et politisk System, som er afgaaet ved Døden, lader sig ikke genoplive. Set paa denne Baggrund virker det unægtelig lidt pudsigt, at nu ethvert anstændigt Menneske – og de uanstændige for den Sags Skyld ogsaa – sværger til Demokratiet og er villig til at forsikre os om, at den, der ikke er en god Demokrat, er en politisk Gangster, en politisk Forbryder, som man maa overveje, om man ikke hellere skal spærre inde. Demokratisk Overbevisning – eller i hvert Fald Udtalelse af demokratisk Overbevisning – er blevet Adgangstegn for enhver, der vil akcepteres i det pæne Selskab. Saa hurtigt omskiftes Verdens Gunst! Man faar haabe, at Omslaget bliver af større Varighed end hint Omslag til Arianisme paa Synoden i 359.
For det er vel ikke saaledes, at Grunden til den stærke Bekendelse til Demokratiet blot er den, at de demokratiske Stater har vist sig at have de bedste og stærkeste Vaaben? Det er vel ikke blot den gamle Bøjen sig for den stærkeste i en ny Klædedragt? Den, der vilde være ondskabsfuld, kunde maaske anstille følgende Overvejelse: hvis det nu var blevet Tyskerne, der havde fundet Atombomben, og hvis Krigens Lykke var blevet en helt anden, saa vilde man vel have været lige brændende i Troen, og have svoret lige mange dyre Eder til Demokratiets Fane. Ja, jeg stiller blot Spørgsmaalet frem til Overvejelse – maaske en ganske nyttig Overvejelse!
Naar man siden Mussolinies March mod Rom i 1922 har fulgt alle fascistiske og nazistiske Diktaturer i deres mere eller mindre moderate Former med et aldrig vaklende Had, er det i og for sig kun Grund til at glæde sig over det, som er sket. I Aarene før Krigen maatte den, der virkelig med Sjæl og Sind var bundet til det Demokrati, som er skabt af den græsk-kristelige vesteuropæiske Kultur, Gang paa Gang spørge sig selv, om han ikke havde knyttet sin Skæbne til en døende Sag, om han ikke var om Bord paa en Skude, der var bestemt til at gaa under. Hvilken Opvaagnen har da ikke disse sidste Aar betydet! Og saa kan man ikke lade være at blive betænkelig ved den nye Tingenes Tilstand. Det er et Spørgsmaal, om Demokrati ikke trives bedre under Kritik og med Vinden imod – bedre end naar alle synger dens Pris. Jeg er tilbøjelig til at tro, at man lettere kan rose Demokratiet ihjel, end udrydde det ved Kritik. Dertil kommer den Fare, som altid lurer, naar et System eller en Lære bliver eneraadende. Lad mig fremdrage et enkelt Eksempel, der kan belyse hvad jeg her tænker paa.
Et af de Problemer, som med god Grund har optaget Sindene i den sidste Tid, har været Spørgsmaalet, hvad man skal gøre ved de Tjenestemænd, der i Besættelsens Aar har vist en uværdig Holdning. Diskussionen var livlig og der fremkom adskillige Forslag til en ny Lovgivning paa dette Punkt. I et af de Forslag, som fremkom fra næsten autoritativ Side (Frit Danmark), gik Forslagets anden Paragraf ud paa, at man ved denne Udrensningslov vilde ramme alle Tjenestemænd, som havde ytret “Opfattelser, der stred imod Demokratiet”!! Det tør nok siges at være en temmelig vidtgaaende Bestemmelse og typisk for den sejrende Ortodoksis Intolerance. Og det i et Folk, som i 5 Aar har kæmpet for Retten til frit at tænke, tro og tale! Ingen maa bekende sig til andet end den sande og sunde Lære. Gør han det, maa han betale Omkostningerne: han maa fjernes fra sit Embede. En saadan Fremgangsmaade er velkendt fra Historien. Begyndte ikke Kejser Dioklatian sin store […]«
Hal Koch har ganske ret i, at kejseren af Roms forsøg til at justere på statsreligionen ikke resulterede i nogen stor succes. Et par årtier senere, kollapsede det romerske rige, og det havde det nok gjort ganske uafhængigt af hvilke feberredninger 359-synoden havde forsøgt sig med. Rom faldt af andre årsager.
Det skal tilføjes, at det Hal Koch omtaler som “Demokratiet”, ikke har det fjerneste at gøre med det partivælde der først for alvor slog rod i årene efter 1945. For Hal Koch er “Demokratiet” den offentlige samtale, som den passende kunne komme til udtryk bl.a. den daværende Rigsdags to kamres parlamenteren, men selvfølgende også i form at en bredere offentlig samtale, hvor enhver kunne deltage (f.eks. ved at skrive læseværdige pamfletter).
I ovenstående uddrag, er det muligt at få øje på, at Hal Koch læner sig kraftigt op af den observans, at de aktører der tilraner sig statsmagten i Danmark (Frit Danmark og konsorter) begår noget nær statskup, hvor de raner magten fra det danske folk på basis af den realpolitiske ubehagelighed, at de kredse tjener det britiske imperiums interesser. I så fald, tilslutter jeg mig opfattelsen.
Tilbage til Lykkebergs interview.
Mogens Herman Hansen tager lodret fejl, når han tager Montesquieu til indtægt for at have talt om “tre suveræner”. Det er muligt, at nogle af de danske oversættelser af Montesquieus hovedværk, anvender det ordvalg, men man bør som bekendt altid søge mod kilden, og den er fransk.
Montesquieu skrev om “pouvoir”, på engelsk “Power”, hvilket på dansk svarer til “myndig(hed)”. Den berømte tredeling gælder netop “myndighed” eller mere præcist “at være (gjort) myndig”, og ikke “magt” i det ords vanlige betydninger. At være myndig handler om at en entitet gives ansvar og opgave for at bestemme på et bestemt område, hvilket betyder at andre ikke kan være medbestemmende. Det er ikke det samme som at være suveræn. En suveræn kan handle i overensstemmelse med vedkommendes egen vilje (at gøre som vedkommende har valgt at ville agere), da vedkommende ikke er nogen noget skyldigt. Derimod er en nok så myndig entitet forpligtet af det ansvar og den opgave, da vedkommende er blevet 'givet' det, og ikke har opnået den form for myndighed som følge af nogen naturlig lovmæssighed.
Det skal retfærdigvis siges, at en lødig udgave af Montesquieus hovedværk, indtil for relativt nyligt har været endnu mindre opdrivelig end Hal Kochs pamflet. Ikke én eneste komplet, nyoversat udgave af værket, er blevet publiceret på engelsk, i 237 år (efter Thomas Nugents glimrende oversættelse fra 1752, indtil Cambridge University i 1989 gentager samme bedrift).
Nogle ord man nemt løber sur i, er "lov", "Lov", "loven", "Loven", "lovene" osv. De ord er ofte blevet anvendt på bedragerisk vis af de der søgte at bedrage, og i flæng af de forvirrede der ikke er bekendt med hvordan ordene kodes og dermed kan/skal afkodes. Der er forskel mellem “lovlig” og “legal”, og det er ikke tilfældigt at Max Webers definition af stat angår det legalistiske og ikke det lovlige. Hvad der er legalt, skyldes at det er blevet legaliseret, dvs. at en eller anden bekendtgørelse, forskrift eller andet, er blevet vedtagen sig gældende som følge af proces kaldet “legislation”. Hvad der på den måde er gjort legalt, står ofte i misforhold til hvad der er lovligt, for hvorfor skulle nogen søge at legalisere hvad der allerede er lovligt? Således udtrykker det forhold at noget er “legalt”, at noget er erklæret tilladt, uagtet at dette i mange tilfælde netop ikke var lovligt (“Lawful”).
Et glimrende opslagsværk, Black's Law Dictionary, der indtil dets sjette udgave inklusive var og er en kilde til troværdig viden, definerer (citeret fra dets sjette udgave, fra 1990):
»Legalize. To make legal or lawful [...] To confirm or validate what was before void or unlawful. To add the sanction and authority of law to that which before was without or against law«
Moderne farisæere (på dansk kaldet “jurister”) er reelt ikke andet end et moderne ypperstepræsteskab, der hævder at have kontakt til “det evige, ophøjede og sande” og være den uudgrundelige Lovs eneste, kyndige og sande fortolkere. En selvbestaltet autoritet, der i mange tilfælde anvendes til at fravige at følge den eller de love, der hverken har tidsmæssig begrænsning eller har materialiseret sig i form at mejslede stene, til at undlade at handle ret, og tilmed til at bedrage, til at straffe uskyldige, til at begå tvang (i mange tilfælde rettet mod personer, der burde anses for suveræn, og således ikke underlagt noget tribunals jurisdiktion), til at plyndre og franarre mennesker ved at lade som om de (det juridiske præsteskab) har myndighed over alle og enhver.
Om det sidste emne, kan det varmt anbefales at læse Fred Rodells (Professor of Law, Yale University) værk fra 1939, med titlen “Woe Unto You, Lawyers” og den uddybende undertitel “A lusty, gusty attack on “The Law” as a curious, antiquated institution which, through outworn procedures, technical jargon and queer mummery, enables a group of medicinemen to dominate our social and political lives and our business, to their own gain”.
Her et citat fra første kapitel, “Modern Medicinemen”:
Her et citat fra første kapitel, “Modern Medicinemen”:
»In TRIBAL TIMES, there were the medicine-men. In the Middle Ages, there were the priests. Today there are the lawyers. For every age, a group of bright boys, learned in their trade and jealous of their learning, who blend technical competence with plain and fancy hocus-pocus to make themselves masters of their fellow men. For every age, a pseudo-intellectual autocracy, guarding the tricks of its trade from the uninitiated, and running, after its own pattern, the civilization of its day.
It is the lawyers who run our civilization for us – our governments, our business, our private lives. Most legislators are lawyers; they make our laws. Most presidents, governors, commissioners, along with their advisers and brain-trusters are lawyers; they administer our laws. All the judges are lawyers; they interpret and enforce our laws. There is no separation of powers where the lawyers are concerned. There is only a concentration of all government power – in the lawyers. As the schoolboy put it, ours is “a government of lawyers, not of men.”
It is not the businessmen, no matter how big, who run our economic world. Again it is the lawyers, the lawyers who “advise” and direct every time a company is formed, every time a bond or a share of stock is issued, almost every time material is to be bought or goods to be sold, every time a deal is made. The whole elaborate structure of industry and finance is a lawyer-made house. We all live in it, but the lawyers run it.«
Også det værk, er værd at læse, i disse tider hvor orwellsk nysprog for længst har erstattet meningsfuld omgang med sproget og ordene.
