Hvorfor bliver vi fede?

af morton_h, the blogger 

 
Dr. Agro Allan Danfær siger i et indlæg i Information, at fedme har en simpel forklaring. Altså motion er godt, for meget mad er ikke godt, fedme er ikke indbildning, altså bare noget i hjernen, som nogle hævder. Blev vi klogere her?

Nej vi blev ikke klogere. Muligvis en anelse dummere, hvis det da kan blive værre. Vi bliver ikke klogere, hvis dybden mangler i det simple, så der kun er banalitet tilbage i stil med Danfærs overforsimpling. Vi ved det alt sammen. Det er alt det, vi IKKE ved og IKKE får at vide, der er interessant.

Emnet er ret omfattende, for det omfatter vores kultur i sin helhed. Men vi kommer ikke udenom en meget væsentlig faktor, som hvis blot den blev fjernet fra vores kultur, ville være så afgørende, at fedme som folkeligt problem og dermed som diskussionsemne ville forsvinde. 

Denne faktor er: SUKKER.

Der kan simpelthen ikke siges andet godt om sukker, end at det smager godt. Når det er sagt, er der en liste over dårlige ting, man kan sige (men som desværre sjældent bliver sagt) så lang, så lang.

For det første er sukker en gift. Ikke et akut giftstof, og man definerer som regel forgiftning som akut forgiftning. Sukker forgifter via det daglige indtag, de mange små eller mindre doser og er dermed en kronisk gift. Men det er NETOP sådan, vi har indrettet vores kultur. Sukker er overalt. Og sukker ødelægger vores forbrændingssystem, så vi bliver fede.

Dernæst er sukker kraftigt afhængighedsskabende. Når man måler på det, opfører det sig på samme måde som kokain. Eller som alle de antidepressive drugs, der også opfører sig som kokain, men det er en anden historie. Du bliver hooked på sukker, du bliver en narkoman. Men sukker er smartere end narko, for det slipper bekvemt udenom alle de regulativer, der gælder for narko. Det sniger sig ind netop fordi, det ikke giver det direkte kick som kokain.

Eller gør det? Tænk over, hvad der sker, når du spiser noget meget sødt. Du bliver høj af det. Hvad sker der halvanden time senere? Du bliver smådepressiv.

Her kommer så endnu en dårlig nyhed. Hvidt brød og hvide melprodukter opfører sig på samme måde som sukker. Og endnu en dårlig, ja nærmest endnu dårligere nyhed: sukkererstatning er endnu værre. Det opfører sig som Prozac. Folk, der er på light-produkter proppet med aspartam er narkomaner.

Hvorfor er vi en kultur, der doper os med sukker? Fordi vi har fået det tilbudt. Det tjener fødevareindustriens interesse. Det gør fødevarer billige. Det konserverer dem. Det sminker, at de smager dårligt og er rippet for naturlig næring og dermed også naturlige flavours. Konserveringen gør, at de kan holde sig længe og transporteres over store afstande. Og endelig, men ikke mindst vigtigt: de bliver billige.

Historien om, hvordan fedme - og diabetes med hvad deraf følger - blev til folkesygdomme i USA - har netop at gøre med billighed og er en historie om, hvordan en amerikansk præsident i klemme før en valgkamp greb til et ligeså billigt trick. 'Tricky Dicky', som de kaldte ham, Richard Nixon, så, at han ikke kunne vinde det næste valgt, medmindre han bestak befolkningen. Så han lovede dem billige fødevarer. Herved åbnedes for fødevareindustrien til at pumpe alle de produkter, de kunne komme afsted med, med sukker. Fructose, sucrose, corn-sugar, malt, ... på alle tænkelige måder.

I løbet af de følgende 20-30 år ses i USA en kurve, der knækker efter Nixons genvalg, stiger støt og skråt op og ikke er toppet endnu. Den samme kurve ses i resten af den vestlige verden med en forsinket effekt.

Når Danfær skriver, at fedme ikke er noget, der bare foregår i hjernen, er det både rigtigt og forkert. For der er en sammenhæng mellem fysisk ubalance og sukker og dermed også til den psykiske effekt af ubalance, der skaber depression. Når man får et sukker-kick skruer bugspytkirtlen op for insulinen. Kroppen kommer ud af balance og skruer op for adrenalinen, der er kroppens flugt- og kamphormon. Til gengæld skrues ned for lymfesystem og immunforsvar. Sukker gør også én agressiv. Se på dine børn, når de er blevet overfodret med slik. Hør dem skrige og tæve løs på hinanden og vælte hele interiøret. Får det ikke en klokke til at ringe?

Depression-aggression. Trøstespisnings-fænomenet viser mekanismen. Et sidefænomen ved alkoholisme er - hvilket vi glemmer - indtagelsen af sukker. Man bliver simpelthen fed af alkohol, fordi det er sukker. Men ligesom søde sager, bliver det jo også brugt som personligt anti-depressiv. Desværre - og det taler man ikke gerne om, mindst af alle medicinalindustrien - er en sideeffekt ved anti-depressiver netop: depression. Det er ligesom med sukker: først får man kicket og føler sig ovenpå. Dernæst kommer droppet ned i depressionen. Hvad gør man så? Så tager man en ny dosis, for man har jo fået at vide, at drug'et er kuren. Beeep! Drug'et en del af problemet og ikke en del af løsningen.

Set på en anden måde er det heller ikke rigtigt, at den psykiske faktor ikke spiller en rolle for fedme. Vi lever i en kultur, hvor smerte og tungsind er noget, vi bliver opfordret til at være bange for og flygte for. I stedet for at se det som en del af livet, at tale om det, at hjælpe hinanden med det, at prikke os på skuldrene og opdage HVORFOR vi er tungsindige - i stedet for stikker vi af og doper os med pain-killers.

Og det er her, motionen kommer ind. Ikke på den idiotiske og totalt misforståede måde, som de fedtforskrækkede fitness-vrag opfatter det. De har bare fået et nyt drug. Motion er simpelthen godt, fordi en del af vores sundhedssystem, lymfesystemet, ikke har en pumpe ligesom blodet har i hjertet. Vi skal selv pumpe det for at rense vores krop. Dernæst er motion godt, fordi det stimulerer hjernens og det hormonelle systems produktion af naturlige anti-depressiver, de såkaldte endorfiner. Som præsten, Poul Joachim Stender så rammende sagde det i et dobbeltinterview med Suzanne Bjerrehus, da denne sad og faldt i svime over, at dronningen i sin nytårstale opfordrede danskerne til at dyrke mere motion, sarkastisk sagde: 'Jeg synes, der er noget ulækker over joggerkulturen og alle de masochister, der render rundt og ser grimme ud, mens de piner sig selv. De skulle hellere tage og dyrke noget mere sex!'

Og manden har fuldstændig ret. Gå en tur, cykel en tur, gør noget der er sjovt, lad være med at pine dig selv og tro, du får syndsforladelse af den grund. Det er over hovedet ikke fedtforbrænding, der er pointen i motion.

Stillesiddende arbejde ER simpelthen usundt. Der SKAL kompenseres for det. Men hvis man så oven i det æder industrimad med masser af sukker, kæver bajere, spiser masser af hvidt brød og pasta med kødsovs (tag dog og nøjes med kødsovsen, hvis det endelig skal være), så går det for alvor galt.

Som en person, der som et eksperiment stort set har droppet indtagelse af mel med undtagelse af surdejshævet rugbrød UDEN malt i (temmelig svært at finde i dag, for rugbrød siges at være mørkebrunt - beeep! det er mørkt i kanten og lysere i midten, hvis man ikke tilføjer maltsukker), så opdager man, hvor svært det er. Fastfood er næste umulig at komme i nærheden af, da det som regel altid er pakket ind i hvidt brød. Pizza, sandwichs, shawarma, hotdogs, wraps. Læg dertil sushi-kulturen, hvor du æder masser af ris. Pommes frites er stivelsessukker. Prøv det en gang at finde fastfood uden, så skal du se. Heldigvis er der masser af andet, man kan spise, og man behøver hverken at være hellig eller at nægte sig selv noget (jeg gør i hvert fald ikke). Men vores samfund, vores gadebillede, vore butikker og vore cafeer/restauranter er indrettet på varer med 'det hvide': sukker og mel. Et interessant opgør med den syge kultur hedder: palæolitisk mad. Tjek det selv ud. Der er tonsvis af solid videnskab bag.

For fedme ER et symptom på en syg kultur. En af de store misforståelser og seriøse fejltagelser i forhold til fedme er fedtforskrækkelsen og ævlet om det farlige kolesterol. Hvis vi fortsætter ret længe af den vej, danner vi grunden til endnu større folkesygdoms-epidemier, der rammer vores børn og børnebørn - som om de ikke får problemer nok at kæmpe med, som deres forældre og bedsteforældre har skubbet over på dem. Fedtstoffer er SUPER-essentielle for vores krop og sundhed. Det fedeste af det fede: modermælk og råmælk, er vanvittigt sundt. Desværre har fødevareindustrien også i samarbejde med de dumme-dumme politikere ødelagt dette produkt ved at tillade pasteurisering og forbyde råmælk. Nu har de dumme-dumme politikere minsandten indført en fedtskat!

Og kolesterol er IKKE er giftstof, da det er helt essentielt som bestanddel i hjernen og nervesystemet. Det er kroppens eneste naturlige steroid, og en for høj tilstedeværelse af kolesterol i blodårerne er et symptom på en betændelsestilstand, som det forsøger at køle ned (inflamation <> nedkøling). Kolesterolsænkende medicin er dybt skadelig for kroppen og blot endnu et eksempel på et medicinal-industri-domineret symptom-i-stedet-for-årsag-behandlende forståelse af menneskelig sundhed. Hvilket igen er en overforsimpling af det komplekse forhold omkring denne industri, hvor størstedelen af dens millioner af ansatte - inklusive den lægevidenskab, der har ladet sig korrumpere og bestikke af den - ikke forstår, hvori misèren består. Men hvor enkeltindivider med stor indflydelse og som regel tilbagetrukket fra offentligheden UDMÆRKET ved, hvori misèren består. De ved, at de syge menneskemasser er selve kundegrundlaget for deres industri. Så al den medicin, alle de drugs og alle de behandlinger, der kommer ud af dette maskineri har som hovedformål at understøtte industriens indtjening.

Nøjagtig den samme mekanisme findes i fødevareindustriens produkter og dens markedsstrategi. Når dårlig mad bliver pumpet med noget, der skaber afhængighed, så kommer kunden tilbage efter mere. Man kunne godt få den mistanke, at der har fundet en serie møder sted - jeg fantaserer uden at vide det, men jeg gør det kvalificeret, da det meget vel KUNNE være sådan - mellem centrale beslutningstager i førdevare- og medicinalbranchen, der aftalte, at når folk blev syge, men afhængige, af dårlig mad pumpet med sukker og andre giftstoffer fra den petrokemiske industri - hvoraf medicinalindustrien blot er en filial - så overtager sundheds- sygdoms-systemet den derfra. Vi ser for tiden de samme to industrier ankomme med deres gigantiske lovkomplekser og regulativer, fx. Codex Alimentarius, der forbyder en hel stribe af essentielle, ufarlige og naturlige føde-supplementer, mineraler, naturlægemidler, vitaminer, o.a. der kan forebygge sygdomme. Der er simpelthen ingen penge i sundhed, og hvis folk opdagede, at de kunne helbrede sig selv via sund ernæring, står der kolossale summer på spil for industrierne. Der er SÅ mange penge i drugs, syge mennesker og dårlig mad. Blot de 5 mest sælgende anti-depressive drugs indbringer medicinalindustrien, hvad der svarer tilhalvdelen af bruttonationalprodukterne for samtlige nationer i Verden! Gang det med et par hundrede for at få et begreb om det ufattelige beløb, der tjenes på sygdom. Spørg dernæst dig selv om, hvilket incitament der skulle være for en branche, der tjener så meget, for at udvikle egentlige kure for sygdomme?

Men hele cirkus'et med fedforskrækkelse og fedme slår Danfær retfærdigvis ikke ind på. Han forsimpler bare. Forsimpling kan være godt. Men hvis der ikke ligger dybde og perspektiv bag, bliver vi bare dummere på et højere niveau. Eller lavere ...

Til slut: den GODE nyhed :-)
Der findes et helt naturligt sødestof, der søder endnu mere end sukker, men som til gengæld ikke bliver optaget af kroppen på samme måde. Lav de vildeste kager uden at blive fed eller narkoman! Det er helt naturligt og bliver udvundet af et træ. Det hedder Stevia. Det har ovenikøbet en rensende og normaliserende effekt på bugspytkirtlen. Kan det være bedre?

Og tror du lige, at fødevareindustrien eller medicinalindustrien ville være interesserede i det? Mit bud er, hvis det hele fortsætter af det nedslående spor, vi har set indtil videre, at Stevia bliver forbudt i den nærmeste fremtid. Man vil opfinde et-eller-andet om det. Så vil man lave en kampagne. Så kan du læse om det i avisen og se det i fjernsynet. I øjeblikket hører du ikke om det, fordi første fase i strategien er ignorering - en slags præ-kampagne. Når man så observerer, at det er blevet kendt, så starter ondskaben og 'krigen mod naturen'.

Du kan også overveje at lære dig en kinesisk power-teknik, der hedder Dragon QiGong. På tre uger med 12.5 minitter om dagen har du genvundet din naturlige vægt. Men lige for tiden er du nødt til at tage til Malmö for at lære den, da jeg ikke tror, der undervises i den i DK. Og dernæst: den er benhård! Så de fleste skal bruge tid på blot at træne sig op til de 12.5 minutter. Mindre er også gavlig, men den fulde effekt og den vægttabende effekt for den overvægtige indtræffer først for alvor ved den fulde dosis.

Og den er så effektiv, at man ikke behøver at ‘tro’ på den. Den går direkte ind i det, der kaldes ‘the tripple burner’, der er kroppens samlede metabolisme-system. Den virker også omvendt. Hvis folk er for tynde, tager de på i vægt og muskelmasse.

Det har INTET med workout og fitness at gøre. Den går ikke, som fitness, på den røde muskelmasse og afbrænding af kalorier. Den går dybt ind i det totale, grundlæggende system. Og når du har lært den, er den gratis resten af dine dage i modsætning til alt det kommercielle crab, du finder i dameblade om slankekure. Der er nemlig både industri i at skabe fedme, kurere følgesygdommene og alle de pseudokure, der tilbydes på det kulørte marked. Og det er ikke kun såkaldte 'kvaksalvere', der tilbyder den slags. Lægen, forskeren og mediepersonen Arne Astrup anbefalede for år tilbage et ny og heeelt fantastisk slankeprodukt. Det viste sig senere, at han havde modtaget anselige beløb fra producenten. Føj!

Problemet med Facebook

af morton_h, the blogger

Problemet med Facebook er det samme som majoriteten af blog-kommentatorer: der tales, før der tænkes. Det samme gælder sms-onani-kulturen. Facebook har en tendens til at fremme infantil kommunikation. Det hele bliver anti-eftertænksomt. Alt er forkortet til nærmest latterlighed. En gylp her. En bøvs her. Alt er glemt i morgen. Det er smalltalk ophøjet til vigtig samtale.

Facebook er, når det er værst, som at sætte et implantat med mikrofon ind i baghovedet på en tilfældig forbipasserende og tappe ind i vedkommendes stream-of-consciousness. Det er som James Joyce-in-Hell: ... jeg tænker lige noget ... det var noget du sagde ... men hov, nu følte jeg noget andet ... kan I ikke lige fortælle mig, om det er godt nok ... nu gjorde jeg noget, og det var SÅÅ godt ... og nu var det skidt igen ... igen ... du sagde ... jeg gjorde ... fortæl mig ... noget ...

Hovedproblemet med Facebook er som med smartphones: det er et opiat. Det er som kokain. Det er vanedannende, det bliver til et misbrug. Det er simpelthen så godt, at det er skidt. Jeg bliver høj af lortet og må ha’ mer. Og når jeg ikke får det, bliver jeg depressiv, rastløs og uforløst. Se mig, hør mig, elsk mig, bekræft mig, gør noget, så jeg ikke keder mig. Jeg føler mig fragmenteret, fragmenter mig endnu mer ...

Men hov! - jeg bestemmer det jo selv...

Personligt har jeg skruet Facebook ned på et moderat-lavt blus. Jeg var med fra starten på de sociale medier. Det hed MySpace dengang - det findes stadigvæk. Det gode ved MySpace var/er deres musiker-afdeling. Hvis man ønskede det, kunne man virkelig networke. Det skaffede mig som musiker en hel del seriøse kontakter og kollaboratører i udlandet og indlandet. Et par af dem blev faktisk ægte venner. Jeg mødte dem i den fysiske virkelighed. Nogle blev samarbejdspartnere. Andre blev kunder. Andre igen blev en del af netværket. Størstedelen var blot baggrundsstøj.

Sociale netværk er, hvad man lægger i dem. Det er ofte i brugerkulturen, det kører af sporet. Det er, når man begynder at dope sig med mediet, at det går galt. Det er her, grænseløsheden og grænseoverskridelserne finder sted. Det er her, kommunikationen pornoficeres. Det er her, narcissisternes paradis opstår. Det er her, at børnesproget for voksne opstår.

Det er også her, at parasitterne og vampyrerne træder ind på scenen. De kommercielle høstfolk, bærmen af hipsterkulturen, sjælefiskerne. Facebook er - forudsigeligt nok - blevet et forurenet medie.

Min arbejdsplads hyrede en af medieguruerne, Henrik Have, til på et medarbejder-seminar at belære forsamlingen om kommunikation i vor tid. I løbet af sit Powerpoint-understøttede foredrag lykkedes det ham at ophøje Facebook til et fænomen af samme revolutionerende betydning for menneskeheden som Gutenberg og bogtrykkerkunsten.

Det viser, hvad der er sket med de sociale medier. For det første rammer Henrik Have ved siden af. Han er reklamemand og taler som repræsentant for en branche, der nu bruger de sociale netværk som platform for markedsføring. Hvad er der i den for os? Kroner og ører - og Facebook-narkomaner. Reklamebranchen tænker altid i afhængighed, for det er det, de lever af.

Det er ikke Facebook, der er parallellen til  Gutenberg og bogtrykker-revolutionen. Det er selve INTERNETTET, der er det revolutionerende medie, der gør mennesker i stand til at bryde de grænser, som kirken og staten satte for de uvidende mennesker, og som varede i tusinde år. Facebook er blot en mindre del af dette Internet. Brugt på den rigtige måde, bidrager det til en frigørelse af vores liv. Brugt som et opiat, fremmer det blot tidens stupiditet.

Det er dit valg. Vælg for fanden! - eller vælg fra, hvis det er nødvendigt.

Hvad sker der i Syrien?

Det er nu kommet frem, at den såkaldte syriske befrielseshær henretter deres modstandere uden rettergang. Det er denne såkaldte 'folkelige' hær, som ingen aner, hvem er, som den danske regering og dens søvngængeragtige Søvndal støtter. Denne 'hær' minder i betænkelig grad om den samme pseudofolkelige hær, der smadrede Libyen for nylig.

Det næste trin burde så være, at man = medierne = politikerne = fx. udenrigsministeren = staten erkendte, at man har støttet særdeles suspekte grupper, som man ikke ved ret meget om, og som er sat op af amerikanerne + englænderne + franskmændene + saudierne + israelerne - og som hele tiden kalder sig: folket befriere.

Hverken medierne, politikerne, udenrigsministeren eller embedsmændene i staten har gjort deres hjemmearbejde og sat sig ind i ‘det store billede’. De mener selvfølgelig selv, at de har gjort deres hjemmearbejde, hvilket består i at skimme nyhedsbreve fra de internationale bureauer, deres kolleger i udlandet, der har studeret de samme nyhedsbreve, diplomatiske og administrative info-kanaler, der siger, at man skal holde gode miner til slet spil og ikke modsige NATO, USA, England, Saudi, Frankrig og Israel, for det er vores ‘allierede’ og derfor ‘the good guys’, og deres udsagn er derfor ‘sandhed’.

De grupper, som har opereret i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Iran, Yemen, Bahrain … eller hvorsomhelst den egentlige ‘ondskabens akse’ (ikke Bush’s tegneserie-akse) = USA (+NATO), England, Saudi, Frankrig og Israel har ønsket og iscenesat det, er det egentlige ‘Al Qaeda’ - oversat fra arabisk: ‘databasen’.

Denne database eller iscenesatte ‘pseudo-gang’ var oprindelig lanceret, uddannet, betalt og anvendt af CIA for at bekæmpe russerne i Afghanistan i slut-70’erne og start-80’erne. Dette er ikke en luftig teori men dokumenterede facts. Og det er ikke mindre facts, fordi det centralt styrede korporatistiske medie-filter har forhindret det i at blive gængs viden for medie-forbrugerne.

Vi belæres om, at der foregår folkelige opstande i de stakkels ikke-europæiske, ikke-amerikanske lande. Det var tilfældet i Tunesien, Ægypten og Bahrain. Tunesien var uden betydning for imperialisterne, så det hører vi ikke mere om. Opstanden i Ægypten blev kvalt langsomt. Opstanden i Bahrain skrev de korrupte medier aldrig om, for det var en del af den beskidte aftale mellem saudierne og de fire andre i ‘aksen’. Den blev brutalt slået ned.

Den såkaldte ‘vellykkede’ aktion i Libyen’ - sådan beskrev en nylig artikel i Information denne svinestreg, uden at gøre rede for, hvori ‘vellykketheden’ bestod - er en del af den af Saudiarabien finansierede og iscenesatte kontrarevolution. Husk - eller læs for første gang, for medierne undlader konsekvent at beskrive det - at Den Arabiske Liga er 100% kontrolleret af despoterne i Saudi. Libyen-overfaldet var en lokumssaftale mellem Saudi og de 4 andre i aksen.

Medierne og politikerne evner ikke at forbinde Irakkrigen, Afghanistankrigen, Libyenkrigen, Syrien, Syrienkrigen, den planlagte og forestående Irankrig, overfaldene i Afrika, oprustningen i Østasien og Stillehavet med hinanden. Mediejournalisterne og politikerne har ALDRIG gidet, evnet eller turdet studere ‘det store billede’ = det planlagte krigsscenarie, den ‘flydende, asymetriske krig’. De aner ikke en hujende fis om, hvad der foregår ud i verden, for de har aldrig været der. De sidder foran deres skriveborde og spiller pik.

Jeg kan konstatere, at Margrethe Westager som politiske forbilleder har den korporatistiske mesterspiller Zbignew Brzezinski og tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og at statsministeren er uddannet i korporatismens højborg, EU og indgiftet i den mest korrupte del af den engelske politiske klasse. Jeg kan også konstatere, at den udenrigspolitiske ignorant, Søvndal, har forelsket sig i en af verdensfascismens store damer, Hilllary Clinton - medlem af gruppen af ”amazoner’ i den korporatistiske admininstration, der har undfanget begrebet ‘humanitær intervention’ og ‘R2P’ - Responsibility To Protect’ - oversat til dansk ‘Ret til overfald under dække af hjælp til det stakkels folk’. Vi taler om de samme nationer, der i 1953 bragte tyranniet til den demokratiske stat Iran ved et statskup, og som i dag hykler, at de - som ikke længere er demokratier - at det bringer demokratiet = frelsen til Mellemøsten og Centralasien.

Min kvalme og min vrede stiger dag for dag.

Jeg skammer mig i stigende grad over at bo i et land, hvor hverken medier eller såkaldt ansvarlige politikere aner en hujende fis om, hvad der foregår, men som ikke desto mindre skråsikkert postulerer viden og træffer beslutninger med kæmpestore konsekvenser for både danskerne og de 'uvidende stakler' derude-dernede og derovre, der bare 'elsker' at blive overfaldet, udplyndret, bedraget og udslettet. Jeg skammer mig over at bo i et land, der som en lille savlende, logrende og underdanig (sjovt ord: er ‘danerne’ under-agtige’?) nation, der via korrupte stats- og udenrigsministre render og slikker anus på de store, beskidte statsledere - der igen slikker anus på verdenseliten og de globale finansoligarker.

Det er en skamfuld tid, vi lever i.

Genbrug er cool

af morton_h, the blogger

En af de klassiske logiske fejlslutninger hedder: 'Fordi noget er nyt, er det derfor godt' Præsenteret for sentensen vil de fleste erkende det selvfølgelige. Ikke desto mindre halser vi konstant efter den nyeste og smartest præsenterede trend indfor hvadsomhelst.

Den lokale lampeforretning går den modsatte vej og har specialiceret sig i genbrug af gamle lamper. Han indsamler og opkøber dem. Forretningen er et eventyrligt slaraffenland af underlige lamper i alle stilarter. Og det er ikke kun de gængse stilrene stilarter, men også klondyke og klampehuggeri, man finder her. Gamle ting sat sammen på en ny måde.

Man kan faktisk gøre, som jeg gjorde forleden. Jeg gik ind og sagde til ejeren, der renoverer alle sine lamper: Jeg går og drømmer om den her standerlampe, men jeg har aldrig set den før. Som regel rager de ud med deres svingarme, men jeg kunne tænke mig en fod og en stang lige op og ned med et glaspendel i toppen i stedet for en lampeskærm. Det kunne han straks se for sig. Jeg valgte selv stangen og pendlen. Han beskrev, hvordan han ville sætte en lille afbryder på, og hvordan man kunne hæve og sænke den med en håndskrue. Foden var lidt hærget og trængte til at blive pudset, så i løbet af et par uger havde han fundet en anden, og jeg gik ud af butikken med en lampe, jeg selv havde designet af gamle messingdele.

Ideen giver 100% mening. Udover at resultatet var smukt, er det gennemført sundt. Især når man taler om gamle ting, der er lavet af bedre materialer og med større omhu og sans for holdbarhed end nye ting. Altså ting før den indbyggede forældelse blev gængs (jf. den fremragende dokufilm 'The Light Bulb Conspiracy').

Jeg har en søn, der laver det samme med gamle cykeldele. Han finder dem i storskraldrum og containere og tager de dele, der kan bruges. Og han ved, hvad han gør, for han er cykelsmed. Det er simpelthen god stil at værne om kvalitet og ikke bare smide væk.

Jeg har selv lavet møbler af gammelt træ fra containere. Forleden fandt jeg en ny café, hvor interiøret var lavet af genbrugspaneler. Der var endda brevsprækker og nøglehuller på sære steder. Stilen var gennemført. Man gør en dyd ud af nødvendigheden og i hånden på den rette skaber det en ny helhed.

Man kunne måske næsten tale om et 'finanskrise-æstetik'. En bølge af erkendelse af ressourceknaphed breder sig samtidig med, at skrotte hober sig op. En isenkræmmer fortalte om, at hårdt træ er blevet en mangelvare. Det var ikke til at opdrive et ordentligt kosteskaft af ramin. Så man var begyndt at bruge bambus i højere grad. Og bambus er en hurtigvoksende græsart, der er ultrastærk og fleksibel.

Trenden har været der et stykke tid, og der kan laves både god og dårlig forretning på det. Jeg går meget ind for genbrug af træ, og en del forretninger importerer møbler lavet i Malaysia, Indonesien, Indien og Kina. Inderne bruger drivtømmer. Indoneserne bruger gamle døre og gulve fra nedrivningsejendomme. Det har ikke kostet fældningen af en regnskov, og kvaliteten af træet er højt, da det stammer fra før, man indførte hurtigvoksende sorter. Og skruehullerne bliver hurtigt en stil.

Jeg elsker de rare damer i Kirkens Korshær og Frelserens tøjbutikker. De har ikke marskandiserens grådige tæft for kunstigt høje priser for gammelt skrammel. De sælger glat væk en tweedjakke for 50 kroner og er lykkelig på kundens vejne. Og forleden fandt jeg et par brugte læderstole i en kælder i Mimersgade - til 300 kr. stykket. Det er både smukke og patinerede - ikke hærgede! - og så sidder man godt i dem. I modsætning til designermøbler, der koster en formue. Hvilken i øvrigt altid har undret mig. Jeg mener: når man nu hedder Wegner eller Arne Jacobsen hvorfor kan man så ikke lave møbler, der er gode at sidde i. Folk har åbenbart været villige til at betale snobbeprisen for laber møbelkunst - bemærk tilføjelsen '-kunst'.

Hvad med et køkken i genbrugstræ? Eller lavet i legoklodsstil med en blanding af gasbeton og genbrugstræ? Byg dit eget køkken. Det bør danne stil. Ud med de labre og hundedyre designerkøkkener, der aldrig bliver brugt til samtale alligevel - og slet ikke til at lave mad i, for det har folk glemt i mellemtiden. Ud med de 5 dårlige F'er: firhjulstrækkere, friværdi, fladskærme, finanskrise og famtalekøkkener. Ind med fantasi, fornemmelse, fremsynethed, fritænkning, flid og find-på-som-hed.

Jeg mener seriøst, at det bør ske: lad 10.000 kreative genbrugsforretninger indenfor alle varesortimenter vælte frem! Cradle-to-cradle. Alt kan genbruges. Metal er blevet mere sjældent. Kobber fx. er så efterspurgt nu, at tyve er villige til at skrælle kobbertaget af gamle bygninger og rippe en byggeplads for kobberrør. Vi har brugt og brugt og smidt væk. Det er udtryk for en dekadent kultur, det er ubæredygtigt, det er fantasiløst, det er ris til egen røv, og det er dårlig stil.

Tilbage til min lokale lampesamler. Det næste jeg skal anskaffe mig er en af hans arkitektlamper af galvaniseret jern. De stammer fra før arkitektlampen blev et masseproduceret begreb og er supercool. Desværre er de også lidt dyre. Til gengæld er de nærmest uopslidelige. 

Slaraffenland for lampomaner

 

Og så mangler vi bare, at langtidspæren bliver genopfundet. Hvilket intet har med svindelnummeret 'sparepæren' at gøre, du ved, den der koster kassen at anskaffe sig, går i stykker for et godt ord, er møgdyre at skrotte, fordi de er farligt affald og ikke mindst: giver et dårligt lys, ondt i hovedet og koncentrationsbesvær, fordi de ikke indeholder alle spektrets farver, og hjerne derfor må arbejde konstant på at kompensere. Jeg taler fx. om den pære af daværende østtysk fabrikat, der kunne holde i 15 år - mindst. Den findes på et museum i dag, fordi lysfabrikanterne lavede et kartel til nedbringelse af pærernes levetid til 1.000 timer. Kartellet fungerer stadigvæk, selvom ingen taler om det - mindst af alt dem selv.

Mit bud er, at det kommer. Lige om lidt. Og det gør det, fordi der for det første ikke er råd til andet, og for det andet fordi folk er begyndt at blive dødtrætte af fråds, dårlig stil og dårlig kvalitet. Og tro ikke, at konklusionen er det modsatte af den logiske fejlslutning og 'Fordi noget er gammelt, er det derfor godt'.

Det allermest nødvendige

af morton_h, the blogger

Hvis man er tvunget til det, kan det være en attitude at tage det som en udfordring og en oplevelse. Jeg har prøvet det i over 1 år, så jeg ved, hvad jeg taler om.  

Jeg taler om at afstå sit jordiske gods og dernæst at overveje, hvor meget af dette gods, man har brug for til at overleve. Her kunne jeg så nøjes med 3 linier til og et punktum og skrive: et sted at sove med tag over hovedet, noget, der holder varmen om natten, 2 sæt tøj (under- over- og midt imellem), 1 par sko, 2 måltider om dagen + vand. Dertil: sollys og ilt.

Et sted at bo, hvad taler vi om? Jeg taler om et værelse, et skur, en vogn, et telt, et aflukke. Et sted, der ikke bliver rendt over ende, et sted, man kan invitere indenfor eller bede om at holde sig væk fra. Kvadratmeter? 8 er muligt, 15 er nok, 25 er luksus. Plads til seng, bord, stol. Et hjørne med et kogeapparat, to blus, en gryde og en pande, en kniv - verdens mest basale redskab. En gaffel, en ske, en tallerken, en kop. Læg dertil ekstra remedier afhængig af situationen. En økse, hvis man holder varmen med brænde om vinteren. En ovn til at fyre op i. En olielampe. En cykel, hvis man vil frem og tilbage. Måske oven i købet en ladcykel. Eller en båd eller en hest.

Penge? Siden de ikke kan undværes i byerne, så i mellemtiden nok til at sørge for, at man ikke sulter og fryser. Varme og lys.

Elektricitet? Now we are talking. Det burde være frit og kvit og gratis vel vidende, at teknologien ikke er det. Mit bud er, at om 20 år vil det være muligt at bo 100 km fra civilisationen og have gratis elektricitet - off-grid. Men nu er vi ude i ønsketænkningen. 

Så hvad giver det? Ikke mere jordisk gods, end der kan være på 15 m², uden at man falder over det. Ikke mere, end at det er muligt at pakke det hele sammen på 4 timer og flytte på 2. Hvad med at komme det hele på hjul eller søsætte det?

Er det ikke derfor, civilisationens og byernes mennesker tager på telt- og campingture, tilbringer en uge i et sommerhus eller vader over et bjerg med en rygsæk? Er det ikke for at minde os selv om, hvad det er vi har brug for og, hvor lidt vi har brug for, og hvad vi overhovedet IKKE har brug for - for at føle os som levende mennesker.

Livet er svært at definere. Vi har tit brug for at anskue det apofatisk, altså at fastslå, hvad det IKKE er for at forstå, hvad det måske er. Ved at fjerne noget, man går og tror er væsentligt finder man ud af, hvad det IKKE er, og nærmer sig derved, hvad det ER. Jo mere overflødigt ragelse, man skaffer sig af med, jo klarere fremstår det tiloversblevne.

Jeg har prøvet at leve uden arbejde, uden bopæl, uden ejendele, uden kæreste, uden forældre, uden børn, uden identitet, uden papirer, uden fødselsattest, uden adresse. Det, der blev tilovers, var det allermest nødvendige. Jeg fandt samtidig ud af, hvem der var mine venner, og hvem der var ligegyldige. Fjender har jeg ingen af, og hvis andre synes noget andet, er det deres sag. Og jeg fandt ud af, hvad jeg havde brug for at omgive mig med.

Det er ikke nu, jeg bryder ud i sang som i den fjogede disneyficerede forvanskning af Kiplings Junglebog, der mest går ud på, at dyrene kan synge og danse (hos Kipling æder slangen aberne og bøflerne tramper tigeren ihjel).

Kodeordet til reduktion af jordisk gods er: værdsættelse. Vi kender disse hjem proppet til randen med ting, som man enten er ligeglade med eller som man dyrker med fetishistisk religiøsitet. Vi lærer vores skilsmissebørn det, når staklerne bliver overdænget med enorme mængder af legetøj juleaften. Vi ser denne blanding af nærmest præerotisk ophidselse og rædsel i børnenes øjne, når de sidder foran bunken af skrammel og ituflået papir. Vi ser også deres ophidselse blive afløst af et udslukt blik af ligegyldighed, ikke-værdsættelse, tomhed. De har på sær vis allerede kasseret deres nyerhvervelse, før de har modtaget det. Tag blot en af disse stykker overflodslegetøj og giv dem til et barn i en landsby i Bangladesh og se barnet stråle som en sol. Og når du vender tilbage om et år, har den lille passet på det, men den på samme tid over- og understimulerede guldklump fra Danmark har smadret og kasseret det, eller det ligger og samler støv på en af hylderne, der strækker sig fra gulv til loft, sammen med andet ligegyldigt affald.

Som børnene, så de voksne. Babyboomerne, 68'erne, overflodsgenerationen lærte deres børn det, de nu lærer videre til deres små princer og princesser. Se de voksnes hjem, se deres køkken: designerkram, fint træ i lange baner, glas, stål, rene linier. Uden liv, uden samtale. Skabe fulde af redskaber, de aldrig bruger, for begge voksne har for travlt med at tjene penge til at købe det. Se deres stuer med dyrt elektronisk udstyr, væg-til-væg-fladskærme, fancy sofastykker, designermøbler. Stor økonomi, stort indendørsareal, stort forbrug, stor gæld? - stor kedsomhed. Under dette sociale segment kopierer man i en billigere vi-lader-som-om-udgave.

Det forlyder fra højeste sted (moralsk laveste?), at vi i denne verden skal belave os på fattigdom, hestekure, mangel. Well, vi kunne så sandelig trænge til at få skåret det meste af vores overflodsfedt væk, men dette handler vist om noget andet. Grækerne skal nu lære at leve på fattigdomsgrænsen - forever! Altså iflg. IMF, ECB, Bundesbank Deutchland, WTO, EU ... og Goldman Sachs, der var mere end 'instrumentelle' i frembringelsen af den græske kommende (kunstigt udsatte) statsbankerot.

Man kunne faktisk, hvis man var græker og havde lidt frækhed, humor og overskud - det er ikke sikkert man har det i deres situation - vende det hele på hovedet. Man kunne se hele miseren som følgende: Grækenland var demokratiets vugge, de kunne blive vuggen for det nye globale slaveoprør. Det kunne byde situationen velkommen som den ultimative læremester og med kyshånd kaste sig ud i et statsbankerot, nej til centralbankrøverne, udmeldelse af eurozonen og EU i øvrigt (det var en stor fejl fra starten), gendannelsen af drachmeren, nulstilling af gæld (vi betaler ikke - krafteddeme!), udsmidning af korrupte efterkommere af fascist-junta-Grækenland - det gælder både de sorte og de røde - og i det hele taget en revurdering af, hvad der er kernen i deres kultur, hvad der værd at leve for og med.

De kunne blive en model for resten af de slavenationer, der som dem er på kanten af bankerot. USA for eksempel. Dagens groteske nyhed fra United Bluff: FBI har nu bekendtgjort - med Obamas seneste lovgivning i baghånden - at man kan blive anklaget for at være tilhænger af ekstremisme = terrorisme, hvis man vover at fremsætte påstanden om, at USA er funktionelt bankerot, og at det skyldes, at man gik bort fra guldstandarden i 70'erne og begyndte at trykke papirpenge ud af den blå luft. Hvilken i øvrigt er fuldstændig korrekt. OG: at slå til lyd for, at man burde vende tilbage til denne standard for at skabe bund og troværdighed i nationaløkonomien. Dette vil nu blive anset for undergravende virksomhed og terrorisme!

Apropos græsk postfascisme: dette amerikanske ekstrem-udtryk må siges at være vaskeægte og skinger højfascisme! Og jeg ved ikke med dig, men jeg synes måske, det virker, som om dette regime synger på sit sidste, desperate vers. Det vil den nære fremtid vise. Her vil vi også se, hvad denne desperation ultimativt fører til på den globale skueplads.

Hvis jeg boede et andet sted, ville jeg blive dømt for terrorisme for disse udsagn og smidt i et i forvejen overfyldt fængsel. Rykker dette 'andet sted' nærmere for tiden? Er det ikke allerede ankommet? Det hedder: den skandinaviske model. Fascisme, der til forveksling ligner det modsatte.

Al denne snak om konspiration(-steorier)

Ordet giver ingen mening

Det gør det ikke af en række årsager. 

For det første er det et udtryk, der nærmest pr. automatik bruges af folk, der ikke ønsker at vide for meget, og som betyder, at de bliver nyttige idioter for dem, der ikke ønsker, at de skal deres næse i andres sager, siden det lige går så godt. Det er et spinn-ord, der fortæller en hel masse om den, der bruger det og stort set intet om det emne, som der er bragt op. Det er Orwell'sk 'nysprog'. Det er et ord, der er plantet i det offentlige samtalerum for at aflede opmærksomheden fra det væsentlige, der er pinligt for nogle - ofte nogle ganske få personer - ord, som vi alle har hørt, læst og herefter FRIVILLIGT går og gentager som små papegøjer. Det røber enten eller fejhed, dovenskab, dumhed eller korrupthed. Det er et angst-ladet ord, der fortæller en historie om, hvorfor vi er havnet, hvor vi er. Korruption er dyrket og gror i magtens korridorer, men vi gentager deres sætninger, hvorved vi frivilligt danner et skjold om eliten.

Hvordan kan det være at helt almindelige mennesker i million-tal FRIVILLIGT gør sig til mundstykker for tankesæt, som - hvis de vidste, hvad deres munde udsagde - ALDRIG kan være i deres eller deres efterkommeres interesse? Altså både på kort og langt sigt selvdestruktive udsagn. 'Ja, der vil jo altid være folk, der .... (jeg siger ikke mer, jeg antyder blot, og kan derfor ikke hænges op på antydningen ...)' eller: 'Konspirationsteorier har vi jo nok af'. Vi diagnostiserer FRIVILLIGT hinanden som utroværdige, paranoide galninge, som ingen - det ved jo enhver - kan tage alvorligt.

For det andet giver det ingen mening af den grund, at såkaldte konspiratorer er ligeså fanget af de kræfter, der styrer verden, som dem, deres overgreb går ud over. De er i virkeligheden endnu mere fanget, de fleste af dem for livstid. Man kan ikke være bøddel uden først at være en slave (jf. Jorgen Flindt Pedersens og Erik Steffensens fremragende og prisbelønnende doku-film om det græske diktatur og deres torturbødler: 'Din nabos søn')  De sidder fast i deres eget edderkoppespind.*

* Historien om frøen og skorpionen:
En skorpion kommer til en sø, hvor den ikke kan komme over. Ved søbredden møder den en frø. 'Kære frø' siger den 'vil du ikke være så venlig at sejle mig over søen, for jeg kan ikke svømme?'
Frøen siger: 'Jeg kender dig, du er en skorpion og vil stikke mig'. Skorpionen siger: 'Jeg ved det. Derfor vil jeg gøre en undtagelse. Fordi du sejler mig over, vil jeg ikke stikke dig. Du kan stole på mig'. Frøen tænker sig om og siger: 'Så vil jeg også gøre en undtagelse og sejle dig over.' Skorpionen indvilliger.
Da de er kommet over på den anden bred siger skorpionen tak for turen ... og stikker frøen. Mens frøen ligger og ånder sine sidste åndedrag spørger den: 'Hvorfor gjorde du det egentlig? Hvad har du ud af det? Du lovede jo at gøre en undtagelse.'
Hertil svar skorpionen: 'Tja, jeg er jo en skorpion, det er min natur. Jeg kunne ikke lade være.'

Edderkopper og skorpioner kan ikke lade være. De har levet hele deres liv på den måde, og det er deres 'natur', eller rettere: deres kultur, deres opdragelse.

For det tredje er en ensidig pegen-fingre af eliten i forhold til os/mig særdeles farlig. Det er for nemt at køre 'the blame game'. Det er en fralæggelse af ansvar og en sløring af det faktum, at menneskeheden er havnet i suppedasen fordi vi selv har afgivet vores suverænitet, vores viden og vores sundhed, mentalt som fysisk, til folk, hvis liderlighed efter denne suverænitet er ganske tydelig, omend sløret for det utrænede øje, hvis motiver på ingen måde er i overensstemmelse med andre mennesker end dem selv, og hvis vilje til at sætte deres mål over ethvert middel er ganske formidabel. De kan intet stille op uden dette enorme offer. Men at kreere en offerrolle og flæbe over den er at føje yderligere spot til skade. Man kan hævde, at der har været tider, hvor mennesker har haft svært ved at sige fra overfor magtens misbrug, og hvor den magt har været ganske tydelig og jernbeslået. I dag er den primært sofistikeret og tilsløret, før den bliver jernbeslået, fordi det ikke ser så kønt ud. Af samme grund er magten hunderæd for at blive hevet frem i lyset, og det er her, mennesket har en historisk chance for at bryde et årtusindgammelt misbrugsmønster.

Det betyder altså ikke, at vi ikke bør og kan identificere mennesker og institutioner, der ikke just, for at sige det mildt, har gang i livsfremmende tiltag til gavn for menneskeheden. Vi er nødt til at tænde lyset i kælderetagen og på loftet, og det ser værre ud, end vi anede. Vi skal bare ikke tro, at det hele handler om blot at give nogen skylden, for derved at fralægge os ansvaret. Menneskeofring bør langt om længe afskaffes, for det har varet længe nok. Det handler om at holde op med at være deres med-misbrugere. Som en grafitti på Nørrebro skrev: Ruiner din pusher. Hold op med at købe hans dope!

 

For det fjerde: at bruge ordet på den værdiladede måde, det bruges i dag, røber stor uvidenhed og dyb glemsel om, hvordan Verden ALTID er blevet styret ved, at nogle få magtfulde personer bagom ryggen på folk og udenfor dagslysets rækkevidde har sat sig ned og planlagt, hvordan de som i et skakspil skal placere brikkerne til egen fordel og alle andres ulempe - koste hvad det vil. Det er simpelthen normen i historiens gang. Hvor stupide kan vi være, at vi bilder os ind, det ikke også er dagens orden i vor tid, og derefter i massevis render rundt og fyrer ordet 'konspirationsteori' af, som et bekvemt politisk korrekt udtryk til at stemple folk, der stiller 'næsvise' spørgsmål og ovenikøbet forlanger et ærligt og fyldestgørende svar? Åh jo, jeg kender godt svaret på det spørgsmål. Det er fordi vi har dette højt besungne demokrati, som vi tror i sig selv er en garanti mod, at den slags forekommer. Medierne er blot blevet mere sofistikerede - i takt med at folk er blevet dummere. Paradoksalt samtidig med, at de fleste af medierne selv er blevet dummere.

At udøve magt på den måde, der har været med til at udsuge verden for det meste af sin bedste kraft ER konspiration. Det er simpelthen livstilen og varemærket for hele eliten, aristokratiet, både dem med det blå blod, det åndelige, den videnskabelige og det politisk-monetære. Altså at rage så meget til sig, uden at nogen opdager det i en centrifuge, hvor alle midler gælder. Du kan bare lave spørgsmål-svar-prøven på begrebet krig - og husk kun ærlige svar efter endt hjemmearbejde kan bruges. Altså: hvor mange gange har folk, hvis ledere har sendt dem i krig mod et andet folkeslag, fortalt dem om de egentlige hensigter med denne krig?

Det er på tide at tage demokratiet på ordet og komme op af stolene. 'Menneskerace, hvad laver I dér ned på jeres knæ?' Tro ikke, at det repræsentative demokrati forvarer nogen hellig grav. Det demokrati, som vi ser det i dag, blevet en del af afgivelsen af suverænitet. Den repræsentant, der går ind i dets haller og korridorer vil mærke den bedøvende gift, og korrumperende effekt fra dag 1. Vi behøver blot at tage en pejling på et af de efter eget udsagn forbilledlige demokratier i verden, USA, og se, i hvor høj grad, det er falsk varebetegnelse. Et land, hvor regering og administration er blevet så inficeret af korporatistiske, syndikalistiske strukturer, kan ikke længere kalde sig et demokrati, og har dermed fortabt retten til at belære andre om, hvad demokrati er, selvom de hele tiden har travlt med det. Og deres statsovehoved hedder jo for tiden 'Præsident Osama'.

Vi bør omgående lægge den nyttesløse og robotagtigt-reagerende måde at bruge ordet 'konspiration' såvel som 'konspirations-teori' på væk, så vi kan få lov til at se på, hvad der er gang i. Vi skal ikke udøve angiveri og selvcencur som i stalintidens Sovjet eller i DDR. Eller som det, USA for tiden bevæger sig hen imod. 


Og NEJ! 'konspirationsteorier' undergraver ikke Internettet, som der hævdes for tiden af folk, der propagerer for tiltag som SOPA, PIPA og ACTA, der ønsker at lamme internettet under påskud af, at beskytte rettigheder. Censur er mental terror og krigsførelse mod egen befolkning. Det er et udtryk for fejhed.

Den globale magtelite er efterhånden hunderæd for Internettet, fordi den bliver afsløret bigtime for tiden.
På Internettet findes al information (næsten) sammen med al disinformation. Det betyder, at man skal tænke selv - uuuuuhhhhadada, det var værre! Kan man nu ikke længere bare sætte sig i sofaen og åbne mund og polypper og tage propaganda for pålydende sandhed?

For ligesom man nå nettet kan være sikker på at løbe ind i disinformation, så kan man være fuldstændig sikker på at værdifuld information udebliver fra mainstreammedierne.

Og det sidste er MEGA-undergravende for alt muligt.

Den evige barndom - 2 essays

Den evige barndom

Livet har 3 stadier, barnets, den voksnes og forældrenes / lederens.

Barnet er afhængigt af andre. Det kan ikke skaffe sig selv føde. Det kan ikke beskytte sig selv. Det kan ikke holde sig selv i live. I dyreriget ophører dette stadium på det tidspunkt, hvor barnet er i stand til at udføre disse funktioner.

Mennesket burde gennemgå disse stadier i sit liv. Som fuldt voksen burde det nå frem til en tilstand, hvor det er sin egen regering uafhængigt af andre. At vi så vælger at regere os i selskab og fællesskab med andre er en helt anden sag. Men det er meget sjældent i dag at møde et menneske, der virkelig er suverænt, selvstændigt og er nået frem til det stadium, hvor det har overskud til at hjælpe andre med at gøre det samme, forældrenes stadium.

I det samfund, vi har skabt, er det ligeså sjældent at møde ledere, der er nået frem til det naturlige trin i deres udvikling, hvor de er i stand til virkelig at lede andre. De er grundlæggende set stadigvæk børn i voksne kroppe, der postulerer at være vore forældre. Vi er så til gængæld alle deres børn, dybt afhængige af, at de skal træffe beslutningerne for os. Og deres beslutninger er så snævertsynede, at de sender større og større gæld og ansvar over på deres børn og børnebørn.

Men vi har de ledere, vi har fortjent, for de er blot en afspejling af, hvordan vi selv er. Vi befinder os i en kunstig forlænget barndom, hvor alt, der opretholder vores liv er dybt afhængigt af andre, af en centraliseret energiforsyning, et centraliseret produktions- og forsyningsnet, et offentligt uddannelsessystem, at nogen tilbyder os et arbejde mod betaling, at nogen kan beskytte os mod overgreb fra andre og at nogen redder os, når vi falder i en vandpyt.

Vi kan vælge at anklage systemet for, at det har skabt og vedligeholder sig selv og dermed fastholder mennesker i denne kunstige tilstand af infantil afhængighed. Men når dagen er omme, findes dette system system kun, fordi vi hver især har valgt af afgive vores suverænitet, vores fødselsret og frihed til at træffe valg til systemet. Har mennesket en fri vilje? Ja. Vælger vi at eksekvere denne vilje? Nej.

Vi kan så studere dette system, dette matrix, vi har spundet os selv ind i. Vi kan undre os over, at vi vælger at udsætte os for dette Tivoli, dette Disneyland, denne X-Faktor-Big-Brother-reality-sæbeobera. Hvert element af vores dagligdag udgør en fraktal, en nedskaleret version af systemet, der repeterer systemet. Åbn for dit fjernsyn - hvis du har sådan et, hvilket jeg fx. ikke har - og det vælter ud i hovedet på dig: forbliv et barn, tænk som et barn, reager som et barn, kræv og skab dig som et barn, lav konflikter som et barn, bliv fornæmet som et barn, manipuler med de 'voksne' som et barn, vælg slik fremfor rigtig mad som et barn, smid legetøjet, når du keder dig som et barn, lad de voksne rydde op efter dig som et barn, mob de andre som et barn, tæv løs på de svage som et barn, stjæl hvad du begærer som et barn.

Kan det på den baggrund undre, at netop realityshows, der intet har med reality/virkelighed at gøre, har vundet så stor popularitet. Der savles løs i de små stuer over mennesker, der skulle være voksne trykke deres indre barn af i hovedet på hinanden.

Men hvad med børnene da? Deres barndom har vi stjålet fra dem ved at bure dem inde i institutioner til opbevaring og afretning. Vi kunne have ladet dem lege, opfinde, opdage. Vi kunne have opdraget dem til at tænke, udforske og skabe. Vi kunne have tilladt dem i barndommen af sig selv at spørge hvad, hvem, hvor og hvornår og tilladt dem at nå til det naturlige trin i overgangen fra barn til voksen, hvor de begynder af sig selv at spørge: hvorfor. Hvordan de så vælger at føre det videre, kunne herefter have været deres frie valg.

Barnet i sig selv har aldrig været problematisk. Det er den infantile voksne derimod.

Støjens og belysningens tyranni

Derude:

Om natten er der musestille, ikke en lyd. Måske en ugle, men ikke hele natten. Stjerner på himlen, der står knivskarpt på en sort baggrund. Mælkevej. Om morgenen vågner fuglene, lyset står langsomt op, stilheden vågner.

Derinde

Der er partylarm fra naboen, fulde folk på gaden, biler der speeder op, overboen der traver hvileløst frem og tilbage på gulvet, manden tæver sin kone eller knepper hende, kvinden skælder sin mand ud eller smækker med dørene eller traver hvileløst frem og tilbage på gulvet. Eller gør rent for at rense støjen ud af det indre system. Gadelamper overalt og flimrende billygter. Kulørt flimmer fra fladskærme. Ingen stjerner. Hvis du er heldig, er der en solsort, der lader hånt om støjen og overbelysningen. En cikade, hvis du er på de kanter.

Om morgenen

Overboen går amok mellem kl. 6 og 7 af angst for at komme for sent på arbejde. Hvis hun ikke er  karriere-A-typen, er hun måske efterløns-B-typen, der gør det samme mellem 24 og 02:30 om natten fordi hun ikke kan falde til ro. Kl. 7.00 starter vejmaskinerne på hjørnet, der graver kvarteret op. Asfaltsav eller gravko med måmonteret trykfuftsbor. Udadgående trafik. Smækken med døre i terrasso-opgange. Om vinteren motorer, der varmer op i halve timer.

Om natten

Ungdommere der råber kollektivitetens selvforherligelse gennem gaderne på vej til-og-fra værtshusene, in-stederne, privatparties, hele ugen. Gymnasiet er én lang fest uden begyndelse og ende, og virkeligheden starter måske bagefter. Overboen eller genboen med åbne vinduer har druk-og-90'er-musik-fest. Eller også ser han fjernsyn, video eller ungerne spiller skydespil. Eller også råber han i mobiltelefon til Pakistan eller hun gør det til veninden, der bor lige om hjørnet.

Derude igen:

Folk flygter ud til sommerhusene. Endelig fred i weekend? Måske om natten, men så bryder der et helvede løs af plæneklippere, motorsave og andet gør-det-selv-værktøj, for man skal jo nå at afreagere, inden man skal ind til støjen igen.

Derinde igen:

Den stilfærdige lyd af koste i baggården er nu afløst af en idiot, der løber efter en motoriseret bladpuster. Og her kunne der linkes op til det fulde sansefelt: smagen af junkfood og stanken af benzin.

Lyd og lys er terror, vi lever i det store Guantanamo. Mørke og stilhed er helsebringende og harmoniserende, men der er alt for lidt af det. Børn mærker det, de starter og slutter dagen med gråd. Voksne mærker det, de løber frem-og-tilbage for at undslippe det. Husdyr mærker det, de gør og hyler. Alle reagerer uden at vide, hvad de reagerer på.

Mørket og stilheden er overvældende på den gode måde. Det store moderskød, der kan omslutte os en gang i døgnet og kan genføde os til en ny dag. Vi kan indimellem stå udenfor lands lov og ret og opleve dem begge.

Men for storbymennesket kan det forekomme skræmmende i sin diametrale modsætningstilstand. Hvad er det, vi bliver skræmt af? Intet andet end oplevelsen af konstrast og dermed vores egen omvendte tilvænning til støj og overbelysning. Det normale sind tilpasser sig den unormale tilstand ved at lære at elske denne tilstand og selv blive unormalt - hvorefter det forlanger det unormale for at forblive normalt. En normalitets-kolbøtte.

Og helt derude: den store støj af tanks og kamphelikoptere iblandet skrigene fra ofrene.