Holocaust - hvad er der med cyanidgas?

af morton_h, the blogger

Hvad er der med cyanid? Altså udover at det er giftigt for mennesker og dyr?

Det er et stykke kemi, der efterlader sig tydelige, målelige spor. Det burde være ganske befriende, for der er vel ikke noget at rafle om? Man burde langt hen ad vejen kunne undgå følelsesladede, agenda-befængte diskussioner og blot undersøge: Er der cyanidrester, eller er der ikke?

af morton_h, the blogger

Så simpelt skal det altså ikke være, selvom der ikke er grund til andet. Når visse mennesker har en agenda, de mener at have ret til at påtvinge andre, så er videnskab kun brugbar i det omfang, at den understøtter deres agenda. Skulle eksakt videnskab derimod komme i vejen, så er den pludselig ubrugelig eller endog decideret farlig. Vi taler om hardcore fysik- og kemi-baseret videnskab og ikke fluffy humaniora.

Vi taler om det t 20. århundredes mest agendabefængte emne. Fandt der et systematisk massemord sted via cyanidgas i lukkede rum i en række fange- og arbejdslejre i Tyskland mellem 1941-45, eller gjorde der ikke? Det burde være ret enkelt at finde ud af ved simpelthen at foretage kemiske undersøgelser af væggene i de påståede lokaliteter. Er der rester af cyanid, eller er der ikke? Er væggene indfarvet med den uundgåelige og usmiskendelige blå farve fra jern-cyanid i gasform, der uundgåeligt trænger ind i betonen? Eller er de ikke?

Hvis nogen er anklaget, er det ifølge hæderlig retspraksis op til anklageren at fremføre beviser, ikke den anklagede. Hvis en videnskabsmand ankommer med en teori, er det op til vedkommende at levere en underbygning, der udraderer summen af antagelser, ellers er det en simpelthen en dårlig teori, der omgående bør forkastes. At komme med påstande er i disse to verdener behæftet med visse spilleregler. Følger man ikke spillereglerne, falder hammeren. 

Men når det kommer til emner som Holocaust, gaskamre, udryddelse, folkemord, jøder-kristne-muslimer, verdenskrige ... er havnet i en højest besynderlig verden, hvor hæderlighedens spilleregler synes at være at ud af drift.

Det er nu, du skal beslutte, om du allerede her finder emnet anstødeligt og ønsker at leve i din egen forestillingsverden, der er koordineret med en acceptabel politisk korrekt mainstream-forestillingsverden baseret på frygt, skam og skyld - eller om du giver efter for din nysgerrighed. Zap-on, og må din Gud gå med dig.
Eller læs videre.

Når videnskab er farlig for magten

Du læser altså videre.
Da det gik op for skaberne og opretholderne af Holocaust-tanken, at benhård eksakt videnskab ikke understøttede et af deres kernepunkter, men derimod skød det i sænk, begyndte de at opføre sig mærkeligt. Når man ikke får ret i en diskussion, findes der en række kunstgreb, der kan gennemtvinge ens ret:

• Destruktion eller bortkomst af primært materiale
• Massiv overdøvelse af materiale med fabrikeret mod-materiale
• Okkupering af videnskabelige publikationer og medie-distribution
• Karaktermord og miskreditering af folk, der insisterer på substans og eksakt videnskab
• Emotionel slagside og forførelse
• Censur og indlæring af selvcensur
• Gentagelse af løgne - gentagelse har en hypnotiserende effekt på folk, der ikke er trænet i eksakt videnskab
• Grovere angreb på folk, der spørger ind forlanger svar: fængsling, mord, terror, trusler
• Obstruering af spørgernes sekundære materiale baseret på primære kilder og fysiske beviser
• 'Historieskrivning' i betydningen fabrikeret historie baseret på udvalgt, fravalgt og fortonet materiale
• Mytemageri via filmindustrien med særlig vægtig på grådkvalt offerrollen og dens særlige evne til at fremkalde skyld, skam og frygt
• Politisk korrekthed og tabuisering, der gør det nært umuligt at udtale sig, stille spørgsmål eller overhovedet at beskæftige sig med et emnet uden at blive udsat for stigmatisering eller social udstødelset

Der er ingen grænser for fantasien og variationen i de tiltag, man kan føle sig tvungen til at gøre, hvis man ikke har rent mel i posen og har forfattet en historie, der ikke holder til nærmere afprøvning.

Sandheden er aldrig bange for at blive undersøgt,siger man, så hvad er problemet? Er man reelt 'tvunget' til alle de krumspring, og hvorfor kan man ikke blot indrømme, at man måske tog fejl?

Det skyldes omfanget af den utroværdige historie og summen af privilegier, der står på spil for skaberne af historiens. En demaskering kunne afsløre, at der ikke har været tale om fejltagelser og misforståelser men om overlagt svindel og misbrug. Man tog altså ikke fejl, man forfalskede! Det hele var intentionelt. Hvis det forholder sig sådan, bliver svaret selvfølgelig og entydigt: NEJ! Det er ikke muligt at indrømme noget uden et totalt ansigtstab.

Arkiver og dødsrapporter - tre uafhængige kilder

I arbejdslejren Birkenau, nabolejren til Auschwitz, fandtes der og findes stadig et mindre rum, ca 10 m³, hvor der er tydelige blå aflejringer af cyanidgas, kaldet Zyklon-B. På den ene væg kan man se, at nogen har forsøgt at vaske farven af, men det har været så svært, da den er trængt dybt ind i betonen, så man har opgivet. Man ved nøjagtigt, hvad rummet blev brugt til: desinficering af tøj befængt med lus. Lus var bærere af krigssygdommen af alle, tyfus. Et udbrud af tyfus ville være dødbringende for store dele af en lejr. Amerikanerne havde lignende installationer i de sicilianske krigsfangelejre, hvor de brugte DDT til at udføre det samme. Med succes, skal vi huske at sige. DDT blev midlet i efterkrigstiden til skadedyrsbekæmpelse - med stor succes for alt andet end miljøet, som vi ved. Cyanidgas gik af mode, da det krævede kontrollerede omgivelser.

Lus og tæger er bærere af tyfus

Man ved ligeledes nøjagtig, hvad der sker med mennesker, der bliver gasset med cyanid. De bliver simpelhen lyserøde. Der findes ikke en eneste vidnesberetning fra Nürnbergprocessen om lyserøde kroppe. Man har senere forsøgt at bortforklare det med, at der ikke blev brugt cyanidgas i fx Treblinka men kul-monoxydgas. Det gør det blot mere pinligt, for kul-monoxyd giver også lyserøde kroppe! Og der er stadigvæk ingen rapporter om stakkevis af lyserøde kroppe fra nogen af de tyske fangelejre i form af hverken dødsrapporter eller vidnesudsagn. Man havde med andre ord glemt at instruere vidnerne i Nürnberg om, at de skulle sige 'lyserød'.

Tyskerne som de pedanter, de var, lavede minutiøse, detaljerede rapporter om alt i lejrene. Da bolsjevikkerne besatte lejrene i 1945, blev der lagt en jernring omkring lejrene. Ingen observatører fra de vestlige allierede fik lov til at komme ind, og det materiale, der blev fremlagt i Nürnberg, stammede udelukkende fra dem. Alle de tyske rapporter blev fjernet fra lejrene og lukket inde i sovjetiske arkiver, og det var først Gorbatjev, der i 90'erne efter murens fald frigav dem.

Der er ikke ret mange, der har kendskab til disse rapporter eller har benyttet sig af lejligheden til at gennemse dem. Alle dødsfald var nøje beskrevet i rapporterne på ægte tyskervis, og dødsårsagen var i alle tilfælde angivet. I Auschwitz døde der 29.000 jøder og 40.000 katolikker, de sidste overvejende polske, russiske og tyske krigsfanger. Dertil bør regnes 10% oveni, der ikke blev rapporteret. Den langt overvejende dødsårsag var tyfus.

Her kunne man i propaganda-øjemed forsøge at at hævde, at tyskerne havde forfalsket rapporterne systematisk. Altså en konspirationsteori. Men udover, at det ville være meget utysk og upedantisk, og at deres rapporter aldrig var beregnet som propagandamateriale men udelukkende til internt brug, så kan tallene samstemmes og sammenlignes med det Internationale Røde Kors' arkiver i Bad Arolsen og deres kæmpe-database nordvest for Kassel i Nordtyskland, hvor de 13-15 tyske arbejdslejres dødsstatistikker blev noteret måned for måned, år for år. De blev bevaret i efterkrigstiden for at stå til rådighed for påståede Holocaust-ofre og deres krav om kompensationer.

Disse tal er ved tre lejligheder i 1970-'erne og 80'erne blevet frigivet som samlede tal, der bekræfter de tyske tal, hvor Auschwitz figurerer med mellem 60-70.000 døde i alt, mens det samlede tal for specifikt jøder i alle lejrene var 271.000. Der er ikke blevet frigivet statistikker senere end det, for det politisk-ideologiske klima i Tyskland har gjort, at disse forhold nu er forbudt at omtale. Det er i dag strengt tabuiseret at nævne Holocaust ved at sætte det i forbindelse med statistikker og eksakt videnskab, for så er man en 'Holocaust-benægter' og kan idømmes lange fængselsstraffe blot for at spørge.

Arkivet i Bad Arolsen

I Bad Arolsen-arkiverne har man ligeledes optegnet dødsårsager. Disse er ikke blevet frigivet. Men der findes et brev fra manageren i arkiverne, hvor han slår fast, at der ikke er angivet gasning som dødsårsag nogetsteds. Dette er som sagt et internationalt arkiv, selvom det befinder sig Nordtyskland.

Så hvad med fjendens arkiver, der må formodes ikke at underspille dødstallene, snarere tværtimod? Vi taler om det Britiske Efterretningsvæsens dekrypteringer,det meget berømmede Enigma-projekt.På et tidspunkt var briterne i stand til at tyde de signaler, der blev sendt ud via radio fra arbejdslejrene. Det var rapporter fra lejrene til den tyske overkommando om, hvad der foregik. Her får man de samlede tal for de indsatte i lejrene, altså tallene for, hvor mange der bringes ind i lejrene, og hvor mange der kommer ud. Man kan altså konstatere, at der fandt dødsfald sted.

Enigma-maskinen

Vi har hørt englænderne berette vidt og bredt med stor stolthed om, hvordan Enigma-dekrypteringerne kunne lokalisere fx ubåds-aktiviteter, men de har ikke været tilsvarende ivrige for at prale af deres statistikker, når det kommer til de tyske fangelejre. De har altså ikke skønnet, at de var 'hensigtsmæssige' for det efterfølgende narrativ, der gik i gang allerede før, krigen var slut. Det er sejrherrernes historieskrivning, hvor tysk dæmonisering, jødisk offerrolle-teater og britisk selvforherligelse var beregnet gå op i den højere enhed. Det er det, vi i dag kender som Den Gode Krig mod De Onde for at frelse De Hjælpeløse. Det er en genfortælling af briternes yndlingsmyte om Sct. Georg, der heroisk redder prinsessen fra den fæle drage.
Se Terry Boardman:
Gåden om Kaspar Hauser og
Vesten versus Kina I
Vesten versus Kina II

Normal hygiejnepraksis

I midten af 1942 ramte en tyfus-epidemi Auschwitz-lejren. Det kostede 30% af den mandlige befolkning livet i løbet af en måned. Det betød at de tyske myndigheder ankom og iværksatte særlige foranstaltninger. Bla blev der indrettet aflusningskamre. Disse er senere blevet udlagt som udryddelseskamre. Der blev også indrettet krematorieovne for slippe af med de særdeles smittefarlige lig af dem, der omkom af tyfus. Man kunne ikke begrave døde i området omkring Auschwitz, der var gennemstrømmet af floder. Det ville have forurenet hele oplandet og skabt en omfattende spredning af epidemien. Alle kroppe måtte derfor kremeres.

I aflusningskamrene skulle man smide tøjet, barberes og dernæst i bad. Hvis man blot havde ønsket at gasse folk til aflivning, havde disse foranstaltninger ingen mening. Alt tøjet skulle afluses, og her kommer cyanidgassen ind i billedet. I årtier havde netop cyanid været standard-procedure til aflivning - ikke af mennesker, for det er en alt for risikofyldt og facilitetskrævende måde at masseaflive mennesker på - men af skadedyr. Et faktum, der ganske overses i narrativet om Holocaust. Det var altså helt almindelig kendt, hvad denne gas var udviklet til. Et år senere havde de særlige foranstaltninger givet bonus i lejren, og dødeligheden var reduceret med faktor 10 til 3%.

Hvordan aflusede man tøj? Man hang tøjet op på stativer og kørte dem ind i gaskammeret i Birkenau, der var ca 10 m³stort. Dette skulle være absolut isoleret og uden vinduer. Døren skulle være en solid metaldør, der sluttede fuldstændig tæt. Gasningen tog omkring to timer og alle skadedyr var herefter døde. Derefter kørte man stativerne ud til tørring, hvor vinden blæste igennem tøjet og fjernede alle rester af cyanidgas. Det var en ret sikker procedure, man behøvede ikke engang at bruge gasmaske, og tøjet var smittefrit bagefter.

En turist på afveje

I det britiske efterretningsvæsens rapport om Auschwitz fra september 1942 berettedes om, hvordan lejren blev sat i karantæne. Men ved Nürnbergprocessen i 1946 havde verden pludselig glemt alt om dette i en tilstand af kollektiv amnesi. På det tidspunkt havde DDT overtaget markedet som det nye middel til aflusning af tøj. Ikke et ord i processen om den normale procedure med cyanid. Hvis man i dag hævder, at den normale, velkendte procedure virkede under de normale, velkendte omstændigheder i Auschwitz, så er man i dag - og i særdeleshed i Tyskland - en Holocaust-benægter. Bizart, men ikke desto mindre dagens orden! Det er lykkedes for en særlig magtfuld gruppe af professionelle virkeligheds-benægtere, fakta-benægtere, data-benægtere og ideologiske historie-benægtereat sætte en grotesk dagsorden, hvor naturlig og relevant menneskelig spørgelyst med et statsapparat i ryggen kan obstruere al udfordring af deres massive benægtelse ved at kalde udfordrerne for det samme, som de selv er: altså benægtere. Der findes et ord for det: INVERSION. Everything Is Upside Down.

Hvordan skulle et stort gaskammer være indrettet, beregnet på at aflive 10.000'er af mennesker om dagen, som mytologien fortæller os? Og tænk desuden på logistikken - 1000 aflivninger på 10 minutter, ingen har nogensinde gjort rede for en så forrygende logistik med alt inklusive!

For det første har et sådant kammer aldrig eksisteret i verden. Det er teknisk set nært umuligt. Derudover ville det være både irrationelt, ineffektivt og overbesværligt. Det påståede gaskammer i Auschwitz havde vinduer i taget, utætte døre, afløb i gulvet. Alt sammen ville have være katastrofalt, det ville have forgiftet hele lejren - inklusive de påståede bødler.

Gulag

Vi har oplysningerne fra udelukkende én primær kilde: de 'pålidelige' bolsjevikker, der henrettede 20.000 polske reserveofficerer i Katyn-skoven ved Smolensk og smurte det af på tyskerne, de samme bolsjevikker, der på den jødiske kommissær (Stalins propagandaminister), Ilya Ehrenburgs opfordring massevoldtog 2 millioner tyske kvinder alenei Østpreussen i 1944-45, de jødiske kommissærer og bolsjevikker, der havde kuppet den russiske revolution og gjort den til deres ved at massemyrde 10 millioner russere, de jødiske bolsjevikker, der i 1919, Valpurgisnacht, ankom til München og gik rundt i gaderne og myrdede folk i den 'hellige sovjet-kommunes navn' (inden de blev smidt på porten af tyske frikorps), bolsjevikkerne, der havde udryddelseslejre i Gulag, hvor der omkom 50 millioner mennesker! - her var man i mellemtiden holdt op med at kalde dem 'jødiske' bolsjevikker, da det var officiel verdslig statsreligion under Stalin frem til murens fald. Altså igen: bolsjevikkerne der løj, svindlede, myrdede og undertrykte, blev altså regnet for fuldt ud pålidelige ved Nürnberg-processen, fordi det passede de allierede. Som tak for veludført arbejde blev de tildelt status som monopol-forsynere af oplysningerne om de tyske arbejdslejre og det, som vi i dag kender som Holocaust!Er der nogen, der kan se antydningen af et problem her?

David Cole interviewer en
intetanende guide i Auschwitz

Den jødiske historiker David Cole (Stein) lavede i 1991 en nu klassisk dokumentarvideo om Auschwitz, hvor mange af disse anomalier blev konfronteret. Med jødisk snedighed, der matcher den snedighed, hvormed Holocaust-historien er blevet markedsført, lykkes det David Cole at få historien ud ved at spille nysgerrig og naiv overfor ledelsen i Auschwitz-museet og dets ansatte. Her bliver kuratoren, historikeren og lederen af museet, Franciszek Piper, lokket til at indrømme, at antallet af døde er stærkt overdrevet, og at gaskammeret er en rekonstruktion, et stykke teater skabt for de efterhånden 30 millioner mennesker, der siden har passeret igennem turistfælden. Piper er ankommet til et dødstal på 1.1 million jøder i løbet af krigen, mens Røde Kors altså er nede på 271.000. Vi kommer længere og længere væk fra de påståede obligatoriske 6 millioner, et tal der er blevet brugt løbende siden 1919 og har flyttet sig rundt i landskabet til, hvor der var brug for det. 

Kuratoren Piper interviewes af David Cole

Turister bliver aldrig guided forbi det rigtige gaskammer i Birkenau, ej heller swimmingpoolen, teatret i Auschwitz. Ej heller fodboldbanen, der ligger lige foran 'gaskammeret' (altså den badefacilitet, hvor folk blev skyllet rene for lus efter glatbarbering). Kammeret havde haft flere formål i løbet af krigen, både beskyttelsesrum og vaskerum. Der er senere lavet huller i taget, så man kunne hævde, at Zyklon-gassen blev hældt ned her, hvilket gør det til den eneste bygning i Tyskland og resten af verden med den slags huller i taget.

Hvis ikke Auschwitz var den udryddelseslejr, som senere er hævdet, hvad var den så? Den var nøjagtig, hvad der stod på porten med den lakoniske indskrift, der i øvrigt dengang blev taget helt alvorlig: 'Arbeit macht frei'. Det var en arbejdslejr til den enorme produktion, der vedligeholdt det tyske krigsapparat. Der var den kemiske fabrik i Birkenau, hvor man fik olie ud af koks med katalyse. Der var en fabrik, hvor man lavede syntetisk gummi til erstatning for rågummi fra den malaysiske jungle. Der var våbenfabrikker. Hver morgen ankom de indsatte for at arbejde her. 

Porten til Auschwitz II, Birkenau

 

Ingen feriekoloni

Hvis man sammenligner forholdende for de indsatte med de tilsvarende i de egne af verden, som vi først langt senere hørte om: Gulag Øhavet, hvor 50 millioner i stalintiden arbejdede sig selv til døde i den Sibiriske kulde (hvilket var meningen) - og vi er nødt til at kalde dem tvangsarbejdere og slavearbejdere - så var der nærmest tale om luksuspension. Forstå det ret: i sammenligning! Man burde nok snarere sammenligne de forhold, som en gennemsnitlig fabriksarbejder i Southhampton, Liverpool eller Sheffield og hans familie måtte leve under. Der var ikke mure med pigtråd rundt om de britiske arbejderbyer, men der var lige så lidt mulighed for at stikke af. Det neofeudale industri- og lønslavesamfund, som briterne havde skabt fra midten af 1800-tallet, lod ikke meget tilbage at ønske i forhold til de tyske arbejdslejre. Men ingen har siden kaldt kulminerne i Midt-England for 'udryddelseslejre', selvom der omkom 1000-vis af voksne og børn - husk at der blev sendt børneslaver ned for at kravle i kulmineskakterne i allerede 1850.

Børn tager ikke skade af en smule arbejde. Så kan de lære det.

Derimod har de distingverede historikere i Oxford og Cambridge udeladt en af de største, og britiske udryddelseslejre af verdenshistorien: Irland. Vi taler om den militære jernring, der blev lagt om Irland 1845-49, hvor der - konservativt vurderet - omkom seks millioner irlændere af sult (hvor er det, vi har hørt det tal før?). Det er en historisk løgn af dimensioner, at det skyldtes kartoffelpesten, the Great Famine. Er det ikke underligt, at briterne altid kalder deres mest vellykkede destruktionsprojekter for Great? WWI kalder de for the Great War, den herlige krig! Kartoffelpest var no big deal, det havde man prøvet før. Irlænderne blev derimod bestjålet for deres agrikulturelle rigdomme med et geværløb for hovedet. 60-70 skibe udskibgedee hver dagvarer, som man ikke havde betalt en penny for. Der var i perioden involveret 200.000 britiske soldater. Resultatet var, at de, der ikke nåede at flygte ud af landet - hvilket var meget svært pga den militære belejring - omkom af sult. Irland er i dag oversået med massegrave. De ligger med typisk to kilometers mellemrum. Irlænderne, især de ældre, ved det udmærket, men det er forbudt at tale om det, og hvis de gør, kan de forvente repressalier.

Vi kunne tale om Indien, Tasmanien og Boerkrigen. Men vi vil nøjes med at konstatere det besynderlige i, at netop det Imperium, der i flere hundrede år excellerede i folkemord, havde så travlt med at bemale deres fjende med konceptet efter WW2. Besynderligt, men psykologisk set desværre ikke atypisk. Vi bør også nævne, at ordet Holocaust faktisk blev anvendt om den irske hungersnød allerede i 1800-tallet!

Både de britiske industrialister og de tyske administratorer af arbejdslejrene var klar over, at de var nødt til at forsyne arbejderne med et vist mål af rekreationsmuligheder. Derfor de ovennævnte faciliteter, der fandtes både i britiske arbejderkvarterer og tyske arbejdslejre - med lejren som krigsfænomen. I Auschwitz var der orkestre, der spillede i weekenden. Der var et hospital, hvis man blev syg. Epidemien i 1942 var en undtagelsestilstand. Og i 1944, hvor de allierede intensiverede deres civil-bombardementer og ødelagde al infrastruktur, så det ikke godt ud, da man ikke kunne få forsyninger frem. Der var et bageri. Der var oven i købet et bordel. Der var et pengesystem, hvor de indsatte fik løn, så de kunne købe cigaretter og andet rekreativt. Man kunne modtage besøg fra familie. Der var postkontor, hvor de indsatte kunne sende og modtage breve.

All work and no fun?

Don't get it wrong.En tysk arbejdslejr i 40'erne var ingen feriekoloni. Der var tale om hårdt tvangsarbejde, og folk var der bestemt ikke af fri vilje. Men det billede, vi har fået beskrevet af helvede på jord, er aldrig blevet sat i perspektiv. Vi ved udmærket, at folk der prøvede at stikke af, ville blive skudt, hvilket det allierede propaganda-apparat aldrig har forsøgt at skjule, tværtimod. Skudt blev man også efterfølgende i det kommunistiske regime, der overtog de områder af Tyskland og Polen, hvor de fleste af arbejdslejrene havde ligget. Muren om lejren blev til muren gennem Berlin og det jerntæppe, der skar Europa over, og hvis man krydsede den, blev man skudt.

Hvad de allierede i de allieredes udpensling af de tyske rædsler i eftertiden formåede at dække over, var imidlertid deres egne krigsforbrydelser og udryddelseslejre. Eisenhowers udryddelseslejre i Rhinlandet, hvor 1.5 millioner tyske krigsfanger bevidst blev aflivet på trods af alle underskrevne konventioner, er aldrig blevet beskrevet i den officielle og blåstemplede historieskrivning. De blev tvungne til at bo uden telte, uden mad, uden medicin i blot 30 dage, hvorved disse i forvejen stærkt svækkede mennesker selvfølgelig kreperede.

Man kan filosofere lidt over, at det netop var denne uhellige alliance mellem englændere, franskmænd, amerikanere og bolsjevikker, hvis bagland er bjerge af krigsforbrydelser, folkemord, udryddelseslejre, brug af masseødelæggelsesvåben - og ikke at forglemme: ansvaret for at de store krigsscenarier overhovedet blev skabt! - at det netop er dem, der havde brug for at smøre deres forbrydelser af. Afsmøringsfeltet var primært tyskerne, dernæst var det post-WW2 russerne. Altså de to kejserdømmer, som de britiske industrialister, The Empire of Envy, i slutningen af 1800-tallet beskrev som deres hovedfjender, var i midten af 1900-tallet begge nedbrudt, og nedbrydelsen var allerede beskrevet i 1800-tallet. Den tyske rigskansler, Bismarck, beskrev 1. Verdenskrig 20 år forinden. Den russiske forfatter, Leo Tolstoy, forudsagde 1. Verdenskrig 20 år forinden. Begge havde set, hvad de britiske industrialister havde i støbeskeen.

Helvede ankommer

Helvede på jord opstod i det sidste krigsår. Her døde de fleste, og de døde af sult og udmattelse. Bunkerne af udsultede lig fortæller historien. Men den fortæller netop historien om sult kombineret med tyfus, for hvis de var blevet gassede, ville de være døde, før de blev udhungrede. En mindre detalje, måske ... Men på grund af de allieredes tæppebombardementer, blev det til sidst umuligt at få forsyninger frem til lejrene. Når man bliver udhungret, går immunforsvaret ned, og sygdomme får frit spil.

Dresden - made in Great Britain,
the maker of Great Wars, Great Famines and Great Destructions.

Man kunne hævde, at de allierede derfor bærer hovedansvaret for det, som de har tilladt sig at kalde for Holocaust. Det var ikke den tyske hær, men Tyskland, tyskerne, tysk kultur og tysk infrastruktur, der var hovedmålet for angrebet. Det var en genindspilning af horrorfilmen om Irland, Indien, Tasmanien, Sydafrika og slagterierne i skyttegravene under 1. Verdenskrig, den krig som briterne kunstigt og helt unødvendigt forlængede i to år. Formålet med dette egentlige Holocaust var åbenbart ikke blot underkuelse og ussel mammon, men massemordetan sich! Det var eugenik i stor skala udført af netop de, der havde udruget begrebet, for det er en udbredt misforståelse, at eugenik, misvisende kaldt for racehygiejne, var en nazistisk opfindelse. Briterne opfandt det, og det var the Rockefeller Foundation, der sponsorerede Keiser Wilhelm Institut i Berlin, hvor man forskede i den slags.

Hunger og tyfus

Hvorvidt bunkerne af lig efter hunger og tyfus allerede under krigen var udset til at blive led i en postkrigs-propaganda-mytologi, kan vi kun gætte om. Med et vist kendskab til det krigsførende oligarkis langtidsplanlægning, er mit gæt et JA. Dette er indrømmet en teori - kend den, når du omsider ser én!

Ikke alle lejre var arbejdslejre. Nogle var transitlejre: Sobibor, Treblinka. De befandt sig nær den polske og russiske grænse. Det var herfra, man deporterede folk østpå. Heriblandt jøder, som på det tidspunkt af en række årsager (herom senere) var uønskede i Tyskland. Den oprindelige ide om deportation involverede ikke udryddelse. Madagaskar var det foretrukne sted på et tidspunkt, hvilket nærmest ville have været paradis på jord for jøderne og så langt væk som muligt for tyskerne. Det var fase 1 i planen, den Endelige Løsning, men blev ikke til noget. I anden omgang blev det til Israel, og derfor indgik nazister og zionister Haavara-overførselsaftalen til Palæstina. Derom også senere, men faktisk kunne man hævde, at det var nazisterne, der var medskabere af det, vi i dag kender som det palæstinensiske problem. At det dog ikke var forudset og intentionelt ved vi fra de tætte forbindelser, de havde til de arabiske lande, hvoraf mange var sympatiske overfor den nation, der turde stille op imod de forhadte britiske imperialister. Min fjendes fjende er min ven. Men igen: der er en skjult og svært gennemskuelig tråd, der er trukket fra det påståede Holocaust i Auschwitz til det virkelige Holocaust i Gaza 70 år senere.

Der findes ingen evidens for at folk blev aflivet i transitlejrene. Der findes historier, selvfølgelig, og der er smurt tykt på. Men de kan ikke understøttes af konkrete beviser. Men hvorfor disse historier på trods af virkeligheden?

Myten med de mange formål

Holocaust-myten havde mange formål og dækker over mange forhold, der har dannet bevidstheden for folk i efterkrigstiden. Historien om de britiske tæppebombninger for eksempel. Der blev udelukkende bombet civile mål om natten. I krigens sidste år var det ikke kun en massakre i Dresden, der var massakrer i samtlige tysker byer over 25.000 indbyggere, hvilket nærmest gør Dresden, som man havde svært ved at bortforklare, til et 'limited hangout', et midlertidigt udstillingsvindue, så man ikke så og lærte om uhyrligheden i sit fulde omfang.

The eyes of a liar

Myten med de mange formål dækker over de afsindige grusomheder, som bolsjevikkerne begik fra revolutionens start og gennem hele stalintiden. Myten dækker over både Stalin, Churchill og Roosevelt. Alle tre skikkelser er særdeles dystre personligheder, men den berømmelse, som især Churchill vandt med krigen er fuldstændig ude af proportion med de uhyrligheder, han begik. Han var gennem-alkoholiseret og kunne ikke formulere et sammenhængende ord efter klokken 16, hvor han var stang-stiv. Han var massemorder og involveret allerede i 1. Verdenskrig i sænkningen af Lusitania, hvor 1198, størstedelen britiske passagerer blev ofret som et teaterstunt - hvorefter zionisterne som lovet sørgede for, at USA kom ind i krigen (Chaim Wetzmann, lederen af de zionistiske verdenssamfund, indrømmede det direkte i et brev til Churchill). Han var korrupt og lod sig klækkeligt bestikke af lobbyist-gruppen 'Focus' (ca 30 industrialister, socialister, bankfolk, hovedsagelig jøder - udeladt af historieskrivningen!) og af pressionsgrupper i Tjekkoslovakiet for at starte krigen. Han var krigsliderlig og afslog 30 forslag fra tyskerne om fred efter Dunkerque, hvor 350.000 omringede og slagne britiske soldater nådigt blev sparet for en massakre og sendt hjem med halen mellem benene. Han var en kujon, der stak af, da han fik efterretning om at Coventry ville blive bombet, og da han dernæst fik efterretning om, at det ville ske udenfor London, tog han tilbage og hyklede overfor sin stab, at han ville være sammen med dem i nødens stund. Vi har fra hans egen mund og hånd, at krigen ikke var ment som en krig mod nazisterne, men som en ødelæggelseskrig mod Tyskland og tyskerne, en gentagelse af 1. Verdenskrig. Så mange som mulig skulle dø. Her bliver han massemorder igen. Han var en notorisk løgner om samtlige ovennævne forhold. Der er intetsom helst godt at sige om den mand, som af eftertiden er afmalet som en helt. Og der er intet som helst godt at sige om den 'Gode Krig', som ham om nogen er ansvarlig for.

Sænkningen af Lusitania under Winston Churchills formandsskab af Admiraliteten

Myten med de mange formål dækker over den studehandel, som zionisterne havde indgået allerede før krigen med briterne om at involvere amerikanerne nøjagtig som i 1. Verdenskrig for til gengæld at få Israel. Dette er det forsinkede svar på spørgsmålet: hvorfor alle disse historier? Det betyder også, at da Holocaust-myten er blevet officiel efter Nürnberg, begynder hvad der herefter betegnes som Holocaust-overlevende at fortælle historier. De fik penge mod at fortælle en historie. Når folk hørte, at nogen havde fået erstatning ved at fortælle en bestemt historie, fortalte de den samme. Jøder får udbetalt livstidserstatning fra Tyskland. I dag har Tyskland betalt over 100 milliarder Deutschmark til især staten Israel, og det er meningen at de skal blive ved at betale frem til 2099 til deres efterkommeres efterkommere. Tyskland er en gigantisk malkeko for de forkælede israelere, der er i gang med deres eget Holocaust mod palæstinenserne og bruger alle deres penge på at bestikke amerikanere til at indlede krige mod deres naboer i Mellemøsten. Tyskerne betaler simpelthen mafia-beskyttelsespenge, for hvis de pludselig holdt op, ville de opleve en bølge af terror med israelsk fingeraftryk. Eller finansterror, som Rusland oplever lige nu. Det er for nyligt kommet helt frem via en rapport i FN-regi, at den israelske hær i et helt år har koordineret deres aktioner med ISIS. Den nation, der fra starten af opstod vha terrorisme og etnisk udrensning mod den lokale befolkning, samarbejder altså beviselig tæt med terrorister. Den terror, vi nu oplever målrettet færdigstrikket til europæiske storbyer, bærer netop alle et israelsk fingeraftryk og er gjort over den samme skabelon. De tjener som afledningsmanøvre fra folkemordet i Gaza og for at skræmme jøder til at gøre Aliya, udvandre til Israel. 

BBC's droneoptagelser i Gaza efter de israelske bombardementer

Når man får gennemført en livslang skadeserstatning erstatning betalt af et forsikringsselskab, skriver man samtidig under på, at selskabet har ret til løbende at afkræve dokumentation for, at man stadig befinder sig i den tilstand, der udløste erstatningen. Dette princip synes at være sat ud af spil med de livslange erstatninger for Holocaust-overlevende. Der er nogle, der undret sig over, så enormt mange overlevende, der har meldt sig på banen og 'fortalt deres historie'. Over en million. Der er nogle tal, der ikke længere passer her, og det enorme tal begynder at ligne et dementi af myten med de mange formål.

Myten med de mange formål dækker over den ovennævnte Haavara-aftale, hvor jøder uhindret fik lov til at rejse ud af Tyskland med hele deres gods og formue og lande i Tel Aviv, hvor de fik udbetalt penge og hentede deres bagage. Den historie er - lige som alle andre historier, der var belastende for det store narrativ om den Gode Krig - skrevet ud af historiebøgerne. Det ser ikke godt ud på papiret, at nazisterne hjalp jøderne, når det nu hed sig, at de gassede dem.

Et jødisk emigrantskib under Haavara-aftalen

Myten med de mange formål dækker over, at jøder som nævnt blev sendt mod øst, hvor mange rent faktisk slap for at brænde op i byerne sammen med tyskerne, når briterne begik deres folkemord fra luften. For det er ikke en myte, at Tyskland ønskede at slippe af med så mange jøder som muligt. Hvad der derimod er skrevet ud af historiebøgerne, er hvorfor. 

Redaktørerne af blåstemplet britisk historieskrivning i Oxford og Cambridge har ganske forsømt at beskrive, hvad jøderne gjorde ved tyskerne.

Myten om det iboende tyske jødehad

Otto von Bismarck

Det er hævdet, at tyskere hader jøder, med et nonsense-ord kaldet 'anti-semitisk'. Semit er en person, der taler et semitisk sprog, og da arabisk er et semitisk sprog, der bliver talt af 1.6 milliarder muslimer i verden. Jøder hader dem over én kam, hvorved de selv kvalificerer sig betegnelsen anti-semitter. Der var intet jødehad i det Tyske Kejserrige. Jøder blev behandlet overordentlig godt på foranledning af rigskansler Bismarck. De var 'emanciperede', de kunne deltage i alle samfundsforhold. Hvad de brugte deres frigørelse til var i slående grad utaknemligt mod det Tyskland, der havde givet dem rige muligheder. I løbet af 1800-tallet havde de okkuperet det tyske bankvæsen, og en serie bevidst iscenesatte bankkrak frarøvede millioner af tyske sparere deres formue. Ligeledes okkuperede de tyske trykte medier, teaterverdenen, senere filmindustrien. Jøder var overrepræsenteret i et så vigtigt område som det tyske retsvæsen. Bismarck blev som tak for venligheden udsat for to mordforsøg, begge af jødiske kommunister.

Frem mod 1. Verdenskrig ser vi den britiske, jødiske premierminister Disraeli sammen med frimurerkongen, Edward d. VII, iscenesætte 1. Verdenskrig, den krig som både Bismarck og Tolstoy så ankomme 20 år forinden. Krigen var ønsket og dybt planlag af præcis de samme årsager, som senere 2. Verdenskrig: ødelæggelsen af de britiske hovedfjender, Det Tyske og det Russiske Kejserdømme. Men hovedet på sømmet blev slået i, da Tyskland stort set vandt krigen og satte sine modstandere skak. Da arrangerede de jødiske kommunister generalstrejker, så forsyningsapparatet fejlede. Herved tabte Tyskland krigen og hele elendigheden om det 20. århundrede var cementeret.

Dette forhold, der er ganske faktuelt, er blevet kaldt for en legende (dolkestødet). I mytemagerkunsten, som i en foregående blogpost er identificeret som identisk med ideologien satanisme, eller sort luciferianisme [se denne], er alting vendt på hovedet. Myten er blevet til sandhed og virkeligheden er blevet til en legende.

Det lykkedes ikke at indkassere krigsgælden i 1. Verdenskrig.
Så måtte der arrangeres endnu en verdenskrig.

Da tyskerne så, hvordan nationen kollapsede og blev lagt i slavelænker i den perfide Versailles-traktat, hvor man med en kugle for panden blev tvunget til at underskrive en traktat (ifølge normal retspraksis er traktater indgået under tvang ugyldige), gik der en prås op for dem. Tyskerne så, hvordan jøderne var kraftigt involveret i det ulidelige helvede, der fulgte efter krigen med fattigdom, ubetalelig krigsgæld, arbejdsløshed og arrogant fransk militærstatsførelse i Ruhrdistriktet. Og al skyld for den krig, der var arrangeret af briterne. Den jødiske baron Rothschild (udtales råt-sjilt, og ikke ruoth-tjaild, lær det så, briter!) sad med ved bordet efter forinden at have bagt rævekagen, Balfour-deklarationen, der førte til oprettelsen af Israel.

Da tyskerne så, hvordan de jødiske bolsjevikker ankom til München, skød folk ned på gaden og erklærede, at nu ankom den 'befriede sovjet', begyndte de at forstå, hvem deres fjende var. Tyskland oplevede ikke desto mindre en reel emancipering ved nationalsocialisternes magtovertagelse, hvor det misbrugerisk centralbankvæsen for en stund blev tilsidesat. Velstanden var mærkbar. Den forbryderiske Versaillestraktat blev erklæret lige så ugyldig, som den var. Industrien blomstrede, og der var optur. Nabolande var misundelige på tyskerne og begyndte at studere, hvad der skulle til for at skaffe en sådan fremgang. Dette blev set på med største bekymring fra det jødisk-zionistiske verdensnetværk. Da Tyskland i 1933 modtog en finansiel krigserklæring fra 'Judæa', den zionistiske Übernation, netværket af internationale centralbankfyrster, finanshajer og industrimoguler, var tyskerne ikke længere i tvivl om, at en bestemt og magtfuld gruppe af jøder ikke ønskede noget som helst godt for landet.

I myten med de mange formål, fortællingen og ny-religionen Holocaust, er hele dette opspil til 2. Verdenskrig fuldstændig udeladt.

Angsten for afsløring

Frygten for at kendskabet til de faktuelle forhold om, hvad der foregik og ikke foregik i de tyske arbejds- og krigsfangelejre, skal underminere myten med de mange formål er derfor enorm. Med faldet af en sådan myte, vil hele fundamentet for efterkrigstiden falde sammen. Folk vil blive chokerede over at forstå, hvor omfattende løgnen har været. Vreden vil blive enorm og autoritetstroen vil forsvinde på relativ kort tid. Relativt i forhold til enormiteten og forgreningen den mega-løgn, der er indvævet i al magtstruktur i den vestlige verden i dette øjeblik. Terrorisme som vi ser den udøvet af stater by-proxy af lejesvende ville være utænkelig uden den store løgn fra det 20 århundrede. Det samme med finans-kollaps, masseødelæggelsesvåben, Mellemøst-krige, Ukraine-krisen - blot et par punkter fra den uendelige liste. Glemte jeg at nævne: tonsvis af elendigt fjernsyn og værdiløs, forløjet journalistik.

Denne angst for afsløring af myten med de mange formål forklarer, hvorfor der bliver slået så perfidt ned på folk, der især i Tyskland, undrer sig over de uoverensstemmelser og fortielser, der omgærer myten. Det er blevet så grotesk, at advokater, der tillader sig at udføre deres arbejde og forsvarer en anklaget, selv bliver anklaget og fængslet. Burde en sådan skingerhed ikke få en del mennesker til at fornemme, at 'tampen brænder', og at der klart er et ømtåleligt punkt her, at man har ramt plet uden måske helt at vide det? Igen: Sandheden er aldrig bange for at blive undersøgt. Hvorfor er denne 'sandhed' så hunderæd for at blive undersøgt? Er den monstro ikke en sandhed?

Skingerheden i sig selv er dyb mistænkelig adfærd. Hvis løgnen/myten blev afsløret, ville blot en af konsekvenserne blive, at Israel mistede en af sine hovedindtægter. De ville også miste enhver sympati og støtte fra amerikanerne, for deres befolkning ville tvinge de politikere, der har modtaget milliarder i støtte fra zionistiske lobbyorganisationer mod at føre israelsk udenrigspolitik, fra posten. Den zionistisk-amerikanske ide om 'venner af Israel' kan kun opretholdes med Holocaust som bagtæppe. Amerikanerne ville få øje på, hvordan den amerikanske og globale finansindustri er domineret af jøder, og at samtlige amerikanske mainstream-medier er blevet opkøbet af jøder. De ville se, hvad krypto-jøderne, Rockefellerne, har gjort ved det amerikanske samfund. De ville for alvor få øje på de zionistiske neocons, der konstant skriger på krig, krig og atter krig.

De ville måske endog give fingeren til det jødisk-drevne Hollywood-maskineri, hvem ved. Men én ting er sikkert: Verden ville se meget anderledes ud, efter rengøringen af det mytologiske gaskammer.  

Ved et vendepunkt?

Dette er muligvis ved at ske. Mange mennesker er meget, meget trætte af israelernes opførsel i Gaza. Folk begynder at udtale sig, og frygten for at udtale sig bliver lagt til side. Holocaust-myten, som er designet til at vi ALLE skal føle os skyldige, er i sig selv en form for terrorisme.

Tyskerne er i dag så terroriserede, at det er blevet masochistiske selvfornægtere. Men en del tyskere er begyndt at sige fra. Jøder har i højeste grad været terroriseret af andre jøder. De har internaliseret myten i så høj grad, at de tror på den. De opdrager deres egne børn til at tro, at alle vil dem noget ondt og at en ond nazist venter bag hvert gadehjørne. De 'store jøder', zionisterne, har ofret 'de små jøder', og de er villige til at gøre det når som helst igen. De sefardiske jøder er blevet udsat for stor diskriminering og foragt fra de azkenaziske jøder. De sorte, ethiopiske jøder er udsat for grov racisme og smidt ud af Israel, så de ikke kunne 'forurene israelske gener'! Nu arrangerer 'nogen' så, at der bliver skudt på jøder af arabiske 'patsies' i europæiske storbyer, lejesvende der ikke selv ved, hvorfor de gør, som de gør. Og straks efter ser man psykopaten, Benjamin Netanyahu, springe til og overtage scenen 'og der kan I bare se, og de er alle ude efter os, og derfor må vi have fuld ret til at forsvare os' - 'forsvare os' betyder retten til at begå folkemord i Gaza.

En iraner, der sagde sin mening

 
Et af de eneste lande, der har turdet at stille spørgsmålstegn ved Holocaust-mytologien, er et land, hvor der bor temmelig mange jøder: Iran. Der er et historisk bånd mellem Palæstina og Iran, det går 3.000 år tilbage til det babyloniske eksil. De jødiske modstandsgrupper i den messianske bevægelse var tæt linket op til Persien. Der har boet op til 150.000 jøder i Iran, men en del har emigreret til Israel. For tiden er retorikken dæmpet en anelse ned, men under tidligere præsident Ahmadinejad blev det, som man udmærket ved i Iran, sagt direkte: at Holocaust var et svindelnummer. Og det har heller ikke skortet på trusler fra israelsk og amerikansk side om at sønderbombe Iran. Hvis det stod til Netanyahu og de zionistiske neocons med dobbelt statsborgerskab i USA, var det sket for længst, og WW3 ville have været en varm realitet. Lige nu kører verdenskrigen i stedet som finanskrig, cyberkrig, miljøkrig, handelskrig og vejrkrig - sammen med en række lokale militære operationer provokeret af USA og NATO.

Den britiske historiker, Nicholas Kollerstrom, som denne blogpost henter en del af sit materiale fra, mener, at flodbølgen af bedrag allerede er vendt, og at den ikke er til at stoppe. En løgn har kun en vis holdbarhed før den ikke kan opretholde sig selv, og tidspunktet for sidste holdbarhedsdato er overskredet.

Zion - nozi/nazi azkhe-nazi, naza-rean, NATO. Alle disse ord synes at være morfet ud af den samme kerne. ISIS ligner Israel. Hvad israelske jøder ikke gør sig klart er, i hvor høj grad den oprindelige national-socialisme og zionismen som ideologier ligner hinanden. De to er historisk forbundne. Heller ikke mange er klar over, hvor mange jøder, der deltog i den tyske hær, hvoraf en række med høj rang. Hitlers personlige livvagt var jøde, og han forsvarede ham som 'ægte arisk', da nogen antydede, at hans blod ikke var helt rent.

Flere velformulerede og intellektuelle jøder har taget bladet fra munden og smidt det kollektivistiske åg af selvcensur. Gilad Atzmon er meget eksplicit med, at Holocaust er et svindelnummer. Hvad kan det ikke udvikle sig til? Folk, der gjort sig selv den tjeneste og umage at sætte sig ind i forholdene omkring 9/11, er allerede klar over, hvor tydelig det jødiske fingeraftryk er. Vi så jøder stå og danse på gaden, da tårnene faldt. Mange af de jødiske ansatte blev tilfældigvis væk fra arbejde den dag. Jødiske børsmæglere begik insiderhandel baseret på forvarsler. Den jødiske finansmand, Larry Silverstein, der ejede bygningerne, transformerede eventen til en gigantisk forsikrings-svindelsag. Og der bliver mere end antydet, at det var Mossad, der udførte aktionen. Man ved med sikkerhed, at Israels gode venner, Saudiarabien, finansierede det, og uanset om han overhovedet han andet at gøre med det end som skuespiller, var Osama bin Laden ud af en af de rigeste saudiske familier, der var i færd med at gøre store oliehandler med Bush-mafiaklanen. The House of Saud er i øvrigt en gammel jødisk familie indsat af briterne for over 100 år siden for at underkue stammerne i området.

Hvorvidt Mossad udførte 9/11-aktionen er, må vi indrømme, kun plausible teorier, men foreløbig ikke mere. Til gengæld ved vi, at det var israelske sikkerhedsfirmaer, der stod for 'sikkerheden' ved at fejle på det groveste både under 9/11, 7/7 Underground-bombardementerne i London, Madrid-bombardementet og nedbruddet af Fukushima, hvor alle sikkerhedsprocedurer svigtede. Vi også, at det var Mossad, der sammen med amerikanerne udviklede Stuxnet-virusen, der angreb iranske atomforsøgs-anlæg. Vi ved, at Mossad har 30.000 agenter på verdensplan, og at de har været involveret i et utal af terrorangreb og likvideringer. Vi ved en masse i forholdsvis begrænsede cirkler af folk, der interesserer sig og bekymrer sig for verdens fremtid og seriøst mener, at det er vigtigt at vide det, som er forbudt og svært tilgængelig viden. Men hvad nu, hvis Nich Kollerstrom har ret, at denne viden er begyndet at accellerere og at uvidenheds-strømmen er vendt?

Holocaust-myten er blevet skamridt til at skræmme folk og lokke dem til nye krige. Men der er kun en vis energi i at skræmme, true og forføre med en løgn. Har folk fået nok, og er tiden blevet moden til at smide frygten? Skal vi blive ved med at lytte til, at Guds udvalgte folk anklager andre for at udbrede had, når emnet kommer op. Man kan i dag slippe af sted med at beskylde andre for såkaldte 'had-forbrydelser'. Altså en følelse kan være en forbrydelse! Hele begrebet forbrydelse er dermed udhulet, og der er åbnet for en uhørt grad af manipulation af andre. Hykleriet bliver dobbelt, når de samme folk før og bagefter lovsynger dem selv som ytringsfrihedens forsvarere. 

Det er i sandhed sære psykopatier, der udleves i disse år. Men denne trend af skingerhed og absurd falsk logik eskalerer, mærkes der en anden trend i modsat retning. Og skingerhed er ikke just tegn på selvsikkerhed, men en svaghedstegn og tegn på, at løgnens ophavsmænd har nået er punkt, hvor desperationen er sat ind. Hold øje med, hvad der så sker. Det er her, de kommer til at røbe sig selv. De har alt at tabe og intet at vinde.

2. Verdenskrig i baglys IV

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
//
2. Verdenskrig i baglys V
Vi er nået til Del IV i en undersøgelse af 2. Verdenskrig, hvor vi ser på begivenhederne og deres sammenhæng på en lidt anden måde, end vi har lært i skolen. Vi går ikke som forventet ud fra, at det for længst er afklaret, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Vi tillader os for en stund at smide facitlisten væk. Vi kan derfor ikke nøjes med at regne baglæns og udføre de anbefalede 'fill-in-the-blanks'. Der kommer mellemregninger til syne undervejs, der nok kan overaske en og anden.

Ved at tage et par ganske andre briller på, kommer der noget ganske andet til syne. Men set i bakspejlet - i baglyset - er der en direkte linie og kontinuitet i hele paradigmet.blogspot.dk - bortset fra, at vi er gået lidt udenom den varmeste del af grøden. Det ligger i forlængelse af den fortløbende undersøgelse, der startede 3. sept 2011 med afsæt i bloggens forfader paradigme2010, der startede i begyndelsen af det år. 

Danmark før-under-efter 
Som dansker har jeg en fædrende og mødrende fortid i et midlertidig besat land, der bestemt ikke bød tyskerne velkommen. Og hvorfor skulle vi det? Med yderligere et stykke fortid i den 2. Schleswigske Krig, vidste vi godt, at tyskerne ikke var til at spøge med. Med mødrende familie i Sønderjylland kunne der ikke være meget at rafle om. Min morbror/onkel Christian hadede tyskerne så meget, at han sagde 'Kanst du Deutsch sprechen, kanst du auch mein Arsch lechen!'. Det var alt, man hørte ham sige på tysk, som han nægtede at tale, selvom han talte det fejlfrit, og selvom hans ene datter boede syd for grænsen. Min ene fætter - min mor var ud af en søskendeflok på ni! - var døbt Adolf. Han tog senere navneforandring til Adalf af grunde, vi næppe behøver at uddybe.

Selvom Danmark ikke havde deltaget i 1. Verdenskrig, havde vi dog profitteret på den på to måder. Nogle industriejere var blevet meget rige af at producere dåsemad (man kaldte dem fuld af foragt for gulashbaroner), og i 1920 som en udløber af Versaillestraktaten fik vi Sønderjylland tilbage.

Min onkel var gammel nok til at huske genforeningen. Men han var ikke gammel nok til at huske den 1. Schleswigske krig, hvor danskerne ikke opførte sig særlig pænt. De foranstaltede en borgerkrig i Nordtyskland og gjorde krav på områder ved Ejderen, hvor der ikke engang var danske lokale flertal. I min skuffe ligger en fortjenstmedalje for deltagelse i krigen 1848-50. På den ene side er et billede Frederik VII, konge af Danmark, ham med grundloven, du ved. Det var en krig, hvor man stolt delte medaljer ud, for den var 'gratis'. Arrogancen var desværre ikke taget af i 1864, da den danske konge groft fornærmede Bismarck, så han gav 'die dumme Dänen' en afklapsning. Det blev vort nationaltraume.

Da tyskerne kom marcherende igen d. 9. april 1940, var der ikke meget andet at stille op end dygtigt diplomati. Det måtte Erik Scavenius sørge for, og Danmark overlevede krigen på rationering, kaffeerstatning og mørkelægningsgardiner. Sammenlignet med andre steder i Europa, må det siges at være særdeles nådigt sluppet. At Scavenius ikke blev værdsat for sin kompetente og yderst snedige indsats, viste blot, at vi måske oven i købet fortjente betegnelsen 'dumme Dänen'. Havde Scavenius ikke udført det håndværk, han havde lært som statsminister under 1. Verdenskrig og topdiplomat i Berlin i mellemkrigstiden, var Danmark blevet smadret, og 100.000 danske mænd sendt til østfronten, blandt andre rædsler. Men det forstod de dumme, forkælede danskere ikke, især efter krigen, hvor hans eftermæle blev svinet til. Det var også efter krigen, at de danske kommunister vejrede opportunistisk morgenluft og fik vind i sejlene.

Myten om det kollaborerende Danmark har sat sig fast i historien. Selv en dygtig og kompetent historiker som Webster Griffin Tarpley har fået den ting galt i halsen. Han har opdaget, at 'Anders Fuck Rasmussen' er en fætter, der ikke er særlig sympatisk og har gang i noget ret dystert som NATO-chef. Men han udnævner i samme ånddræt Danmark som 'nazi-collaborator'. Intet kan være mere forkert. Der var modstand i undergrunden fra starten. Danskerne var bare ikke masochister og selvmordspiloter. Det helt underlige er, at den selv samme Anders Fuck Rasmussen - amerikanerne kan ikke udtale hans navn - som statsminister og wannabe-lissom Bush og Blair prøvede at slå plat på historieforfalskning og hævde, at danskerne skulle have kæmpet til sidste mand ved grænsen.

Anders viste sig her som en total nullitet indenfor historisk viden og et par kompetente historikerne protesterede højlydt mod hans manipulationer. Men et af hans perfide magtgreb var som bekendt mundkurv ved fyring af råd og nævn under betegnelsen 'smagsdommere'. Det minder i betænkelig grad om kommissær-terror - noget fra Sovjet. Men han skulle jo lancere sin Bush-og-Blair-venlige 'aktivistiske udenrigspolitik' for at lefle sig til en NATO-kasket, så hans ævl om krigen var rent show-off. Bush og Blair blev smidt ud af regeringskontorerne af deres egne befolkninger, der på det tidspunkt var trætte af usandheder og krigsliderlighed. Fuck-Rasmussen valgte at stikke af til Bruxelles, inden lokummet brændte under ham - efter at have smadret den danske nationaløkonomi ovenpå Nyrop Rasmussen. Herefter ankom endnu en navnebror, Ulykke-Rasmussen.

Og usandheder, hellige makrel! det er noget, den mellemste Rasmussen, ham med kasketten, kender til! Først historieforfalskning, og nu billedforfalskning 'Og her kan I bare se, hvordan russerne er rykket ind i Ukraine ...'. Ja, Anders And, det billeder dér stammer altså fra en øvelse for et år siden. Og det andet dér er sørme et screendump fra et computerspil.

Efter denne rundtur med løs hånd i dansk før-under-og-postkrigs-historie, skal vi tilbage til 2. Verdenskrig, hvor vi slap i Del III. 

En general undslipper 
Tyskland var på retræte på alle fronter. Russerne var halvt igennem Polen og det meste af Østeuropa, amerikanerne og briterne angreb fra syd og fra nord i Normandiet - med særdeles store tab.

En markant tysk skikkelse var General Leon Degrelle. Han var en af de sidste, der kæmpede ved østfronten og var personligt engageret i 25 'heavy hand-to-hand-combats' og blev såret flere gange. Han overlevede betingelsesløs overgivelse - hvilket ville betyde henrettelse eller deportation til Gulag - ved at flyve 2400 kilometer på tværs af Europa under konstant beskydning og nødlande hårdt såret i San Sebastian, Spanien. Han overlevede mod alle odds og døde i en alder af 87 år i Spanien. 

Vaffen-SS 
En af hemmelighederne ved Schutzstafel, Waffen-SS var deres træning, deriblandt deres fysiske træningstilstand. Mange af dem var i en form, hvor de kunne have stillet op til Olympiaden.

En af de ikke-fortalte facts om SS var, at de bestod af frivillige fra ca. 30 forskellige lande. Man kan spørge sig selv om, hvilken sag, der drev dem til at risikere deres liv i dette tyske korps?

Det var et tysk anliggende fra starten. Dernæst ankom efterkommere af tyskere fra hele Europa. Efter sammenstødet med Sovjet dannedes det Europæiske Waffen-SS.

Forholdet mellem menige og officerer var unikt i den tyske hær. Halvdelen af officererne blev dræbt sammen med deres respektive delinger. Der var ikke en hær i hele verden, hvor den slags forekom! Officerer deltog ingen steder på samme måde i direkte kamphandlinger, men befandt sig bekvemt bag fronten. SS-officererne var altid med fremme sammen med de menige. 

Racisme? 
Der hersker mange misforståelser om racehygiejne, eugenik. Vi kender det mest i betydningen: Imperiets indavlede aristokrati (omvendt eugenik) og deres ret til at bestemme, hvem der skal leve, og hvem der skal dø i denne verden. For tyskerne handlede det om at forbedre det folk, der var, og dets potentialer. Det samme ville gælde for alle andre folkeslag.

Det, vi ser i Europa og USA i dag, er i virkeligheden det modsatte af eugenik - vel vidende at dette nysprog er svært at tilbageerobre. Det vi oplever er mal-genik, det politisk korrekte multikulturelle helvede, uhæmmet indvandring af folk med malgenisk fætter-kusine-indgiftning, ødelæggelsen af den europæiske kultur, dæmoniseringen af 'den hvide mand og kvinde'.

Vi ser for tiden et af de mest groteske scenarier baseret på politisk korrekthed og bagvendt racisme udspille sig i England, i byen Rotherham. Et pakistansk netværk har gennem et par årtier systmatisk voldtaget og pædofileret 1200 !! britiske kvinder og børn. Myndighederne blev gjorde opmærksomme på allerede i 2003, men gjorde intet. De skulle ikke risikere at blive anklaget for racisme. Helt grotesk bliver det, da ofrene for disse overgreb selv 'går i luften' og beretter om perversiteterne, hvorefter de SELV bliver arresteret, irettesat og beskyldt for racisme! Så langt er vi nået med det kulturelle masseødelæggelsesvåben politisk korrekthed. 

Denne besynderlige form for aristokratisk malgenisk (omvendt eugenik, der ordret og strengt taget står for 'gode gener') racisme finder vi hos den Europæiske Unions åndelige fader Heinrich von Gudenhowe-Kalergi:

Fremtidens menneske vil være af blandet race. Nutidens racer og klasser vil gradvist forsvinde ved eliminering af tid, rum og fordomme. Fremtidens eurasisk-negroide race, der vil ligne folk fra det gamle Egypten, vil erstatte den diversitet, vi i dag stadig finder hos folkeslag og individer. I stedet for at ødelægge den europæiske jødedom, forfinede og uddannede Europa dette folk ved gennem en kunstig evolutionær proces at drive dem til deres fremtidige status som en ledende nation. Det er ikke overraskende, at det folk, der undslap deres ghettofængsler blev Europas åndelige adel. På denne måde gav Europa sin medfølende omsorg og skabte en ny generation (eng. breed) af aristokrater. Det skete, da det europæiske feudale aristokrati gik til grunde ved frigørelse af jøderne [grundet handlinger taget under den fransk revolution]

Hvis vi tænker, at dette blot er fantasivisioner fra en indavlet, zionistisk aristokrat, så behøver vi blot at studere, hvad der er sket og sker lige nu. Dette, undskyld jeg siger det: mentalt syge tankesæt gennemsyrer hele Kalergis idelologiske forfatterskab, og hans ideer blev bifaldet af Europæerne såvel som amerikanerne og de Forenede Nationer. Det lykkedes ham at få solgt sit projekt til at fremstå som et fredsprojekt, selvom det er dybt ufredelig og destruktivt i sin kerne. Det handler om nøjagtigt det samme som Frankfurterskolens, kulturmarxismens hovedformå: at destruere den vestlige kultur, som vi kender for at bane vejen for en ny verdensorden. Og for at dette nye globale slavemenneske kan være så slav-agtigt som muligt, må det svækkes rent genetisk såvel som socialt-mentalt. 

En parallel til tankesættet findes i og omkring Karl Marx selv. Zionisten Baruch Levy skriver til sin jødiske fælle Karl Marx:

'Det jødiske folk som helhed vil blive sin egen Messias. Det vil opnå verdensdominans ved opløsningen af alle andre racer, ved ophævelsen af landegrænser, udslettelsen af monarkier og ved etableringen af en verdensrepublik hvor jøder alle steder vil nyde privilegier i form af borgerrettigheder.

I denne Nye Verdensorden vil Israels børn kontrollere alle ledere uden at møde modstand. Regeringerne hos alle nationer, der danner verdensrepublikken vil uden vanskelighed falde i hænderne på jøder. Det vil da være muligt for jøder at ophæve privat ejerskab og alle steder at overlade ressourcerne til Staten. Da vil løftet fra Talmud blive fuldbyrdet, som siger, at den messianske tid er kommet og jøder vil eje alt i hele verden.'

Mere glamourøst-bizart-bastant, mere grådigt, mere psykopatisk storhedsvanvittigt kan det næppe udtrykkes. Marxisme ER zionisme, zionisme ER marxisme, skulle nogen være i tvivl. Og det er just denne agenda, vi har set udspille sig gennem forrige århundrede, og som nu fortættes endnu engang for Europa.
Se: Kommunisme 2.0 - seneste update

SS-international 
Så var nazisterne racister? Vi har tidligere beskrevet de 100.000 jødiske soldater, der tjente i den tyske hær. Senere inkluderede de 60.000 islamiske tropper i Waffen-SS. Ville en racistisk nation gøre det? Hver bataljon havde en imam, hvert kompagni havde en mullah. Disse traditioner blev respekteret. Der findes historiske fotos af Hitler siddende ved gæstebordet hos stormuftien af Jerusalem, den daværende leder af den muslimske verden.

Så hvad var den fælles forståelse af alle disse nationaliteter og deres frivillige, der meldte sig? Det var, at Hitler var den eneste - like it or not - der stod op mod den kommunistiske verdensbevægelse, der ikke som mål havde at tage sig af russerne og det russiske folk, men søgte verdensdominans på bekostning af både det russiske folk og alle andre folk. Alle folk, der kom i kontakt med kommunisterne blev som russerne selv behandlet som usle proletarer, kanonføde, kasserbart personel, et kollektivt felt, masseprodukter, dyr. Alle kommunistiske lande har sidenhen bekræftet den forudanelse, der drev frivillige til at joine den internationale brigade SS. Det sidste land, der velsagtens er tilbage af slagsen, er Nordkorea (Cuba er ikke rigtig kommunistisk længere). Og kære nostalgi-kommunist, hvordan synes du lige, det går i Nordkorea? Paradis på jord er det næppe ...

SS-tropperne var berømt - og hos de allierede berygtede - for deres 'guts'. De var folk, der havde svoret kamp til døden, og de mente det. I belejringen af Moskva døde 43.000 SS-folk. Man kunne påstå, at de var fanatikere, og det var de, hvis man ser på det med de øjne. Men hvis man sammenligner deres attitude med det, som Stalin påtvang sine tropper vha. lov nr. 227 om, at 'overgivelse var forbudt og ville blive straffet med døden', har vi en ganske anden dedikation, som baserer sig på et frivilligt offer og ikke et offer påtvunget ved hjælp af terror. Fanatisme? I virkeligheden var det et ældgammelt æreskodex for en soldat. Det var en ridders attitude. Men det passede ikke rigtigt ind i det 20. århundrede.

Javist, man ville som pågrebet med hemmeligheder nødigt møde en SS-officier. Deres forhørsmetoder var ikke fløjlsbehandskede. Ejheller ville man som modstander møde dem i kamp. De var frygtede af deres fjender, og det rygte, der omgærede dem, har uden tvivl hjulpet dem på vej. De gjorde i hvert fald intet for at afkræfte rygtet om dem, kan man sige. Men i de allieredes version får den måske lige en omgang for meget med skruen. De var nøgternt set elitesoldater af en støbning, som selv de allierede misundte. Og for Misundelsens Imperium betød det selvfølgelig begær efter karaktermord på misundelsesobjektet. Det er fra den berygtede version, vi kender SS i dag. 

Stalins udrensninger 
Da Stalins hovedstyrke vendte tilbage i 1944 blev de ikke sendt hjem. De skulle nu medvirke til et andet af mandens charmerende projekter: etniske udrensninger og deportationer.

De kaukasiske bjergfolk i Ingush, Karachay, Balkar og Tjetjenien oplevede den særlige form for russiske racisme og etnofobi, sammen med kamykker og mesketiske tyrkere. Landsbyer omringedes og bjergboerne blev deporteret uden nogensinde at forstå, hvori deres skyld bestod. Nu skulle de integreres i kollektivbrugene og slave som alle andre. De havde ikke lov til at vælge det land, deres forfædre havde beboet eller den livstil i bjernene, de havde valgt. Den slags havde man ikke lov til i Sovjetunionen. Det 'kommunistiske menneske' havde ikke sine forfædres ret til at være ... et menneske.

Da tyskerne forlod Rusland i 1943, var den paranoide diktator overbevist om, at tartarerne havde samarbejdet med fjenden. Den autonome republik for Krim-tartarerne blev opløst, og 400.000 indbyggere blev deporteret. 

Folkemordet på tyskerne 
Hvor Stalins hær kom frem, skulle andre nationer og folkeslag opleve hans ekstreme menneskeforagt og kynisme.

Østpreussens befolkning havde før krigen oplevet slavisk grusomhed, denne gang fra polske side. Nu oplevede de den igen fra russiske side - og i en ganske særlig perverteret form. Det anslås, at omkring to millioner tyske kvinder blev voldtaget af russerne! Voldtægt var altså ikke bare en særlig ondsindet soldaterforlystelse, det var en systematisk måde at ødelægge mennesker på ved dyrisk at svine dem til på det mest intime område af deres væsen, deres genetik. Her ser vi mal-genik i praksis. Hvad så, britiske, amerikanske og russiske historikere? Hvor meget fylder dette kapitel i jeres fine bøger?

Og det er blot en del af det manglende kapitel i historiebøgerne. Det folkemord, der foregik i den sovjettiske indrykning var et af de værste nogensinde. Overalt var der udsultninger, massakrer og voldtægter. Fra den øverste sovjetledelse var dette befalet. Målet var mordet på et helt folk, midler var ALLE. Etik var en by i Sibirien. Den anden bølge af indrykkende tropper bestod mest af asiater og mongoler, så nu oplevede europæerne de mongolske horder for anden gang. Der havde spredt sig en epidemi af galskab efter mord og voldtægt hos de russiske tropper, som er ubeskrivelig. 5-10 soldater voldtog den samme kvinde på en gang - i ugevis. Selv når de døde af det, blev voldtægterne ved, en særlig genre indenfor voldtægt. Og alle kunne blive voldtaget, fra 8-88, som man sagde.

En jødisk sovjet-kommisær, Ilya Ehrenburg skrev til soldaterne:

Brug jeres magt til at nedbryde racestoltheden hos disse tyske kvinder. Tag dem dem som jeres lovlige bytte. Dræb når I stormer fremad, dræb i heroiske soldater i den Røde Hær.

At det var ubeskriveligt er ingen forklaring på, hvorfor det ikke er blevet beskrevet. Jamen det var jo bare russerne, og de var vist nogle værre nogen børster, det har vi jo altid sagt, høhø... Næh vi civiliserede ... At det ikke er beskrevet, er på den anden side af både ubeskrivelighed, forglemmelse, naivitet. Den bevidste udeladelse var det efterfølgende SIDESTYKKE til disse grusomheder. Det er helt bevidst udeladt i historiebøgerne og er en del af det akkompagnerede ideologiske folkemord, der var godkendt og befalet fra højeste sted hos de allierede til at vaske blodet af deres hænder og beskrive de høje herrer som de 'guder', de anså sig for og deres krig som gudernes gave til menneskeheden.

De allierede terrorbombninger af Hamburg og Dresden og en række tyske byer, hvor det ikke drejede sig om militære mål overhovedet, for de var allerede smadret, men om efterfølgende aflivning og rædsel af hele byer, står ikke til bage for Stalins krigsforbrydelser. Har du set billeder af byerne, hvor boligkvartererne kilometer efter kilometer står som hule, sammensunkne skaller? Dette var på den anden side af begrebet krig. Dette var noget i en særlig kategori, som vi måske ikke har et navn for.

Dresden i særdeleshed var en intenderet massakre bestilt af Churchill selv. Måden, befolkningen blev aflivet på, var en særlig teknik for bombardementer, man skabte en ring af ild om byen, en slags højovneeffekt. Folk blev simpelthen brændt ihjel som et kæmpe krematorium. Englænder indrømmer kun 50.000 civile. Forsigte og konservative tyske estimater siger 200.000. Mindre forsigtige siger 800.000. Dresden var Slagtehus 5 og en af de største skampletter på krigens stolte sejrherrer.

I mange boligkvarterer ligger der stadig i dag masser af knogler under fundamenterne, da man var nødt til at bygge henover for at huse de millioner af hjemløse, som terrorbombningerne efterlod. 

De russiske krigsfanger 
Der var dem, der glade for at se den Røde Hær marchere frem. Fx. blandt de omkring to millioner russere, der var taget til fange af tyskerne og nu blev befriet.

Men nu var der blot Stalins lov nr. 227, som du måske husker. De 'befriede' blev overført til filtreringslejr, der blev kørt af det hemmelige sovjettiske politi. Stalin havde slået fast, at der ikke fandtes tilfangetagen sovjettiske borgere, kun forræddere! Du husker måske også fra Del III, at Stalins egen søn blev 'myrdet' af sin far, da han var så uheldig at blive taget til fange af tyskerne - han nægtede simpelthen at have en søn!

Det var først som 'befriede' fanger, at deres liv som fanger begyndte for alvor. Som straf for at være blevet taget til fange, blev den russiske sygeplejerske Tatjana Nanjeva idømt 6 års slavearbejde i Gulag. Mange oplevede det samme.

Behøver vi næsten at sige, at noget lignende skete med de tilfangetagne tyske soldater? 55.000 blev tvunget til at marchere gennem Moskvas gader for at folk kunne se dem og spytte på dem - før de blev smidt ombord på kvægtog og sendt til det yderste Sibirien. Som en patetisk symbols gestus blev gaderne bagefter disinficerede for 'fascistiske fodspor'. Omkring syv millioner fra Aksen, de tyske allierede, blev sendt til Sibirien. Omkring tre millioner tyske døde der, og majoriteten af de syv millioner kom aldrig til at se deres hjem eller familier mere. 

Cornelius Rost 
En enkelt historie lyser op i dette landskab værre end Dantes vildeste fantasier om Helvede - for Dantes beskrivelse af Helvede er i det mindste underholdende, hvorimod det Sibiriske Helvede var det store, golde, forfrosne, trøstesløse og håbløse Limbo, der er ubeskriveligt, eller som man ikke engang ønsker at beskrive.

Cornelius Rost var en tysk faldskærmssoldat, der var idømt 25 års tvangsarbejde og deporteret til området af Sibirien, hvor man næsten kunne se til Alaska. Han tog navneforandring til Clemens Florell for at undgå KGB's anslag. Det lykkedes ham ved en overmenneskelig kraftanstrengelse og hjælp af forsynet at undslippe, gå 14.500 kilometer, over 1/3 af Jordens omkreds i et af Jordens mest ugæstfri områder. Det tog ham tre år at gennemføre turen og vende hjem til sin kone og datter, hvis foto han havde bevaret hele turen.

Vejen ud af ubeskrivelighedens Helvede blev til gengæld beskrevet i en bog, der er oversat til 15 sprog og har solgt 12 millioner kopier. En prisbelønnet tysk film fra 2003 har genfortalt historien under navnet 'Så langt mine fødder kan bære mig'.

Hans flugt og hans tur startede i oktober 1949 efter fire års fangenskab, og han nåede München julen 1952. 

Vestfronten 
Aksemagternes tilbageslag i slutningen af 1944 var tydeligt, og Hitler og hans stab kommer op med en plan for et modsvar. Scenen bliver sat i de tætte skove i de belgiske Ardennere, og det ville blive et overraskelsesangreb.

I december 1944 blev amerikanske panserdivisioner mødt af tyske delinger i området. Det var et afgørende øjeblik i krigen, og hvis det ville lykkedes tyskerne at trænge amerikanerne og briterne tilbage til nordkysten, kunne der måske fremtvinges en fredforhandling. Planen gik under navnet 'Wacht am Rhein'. Vi er i den germanske mytologi, og den tyske front hed Siegfried-linien.

I hemmelighed begyndte tyskerne i største hemmelighed at flytte deres divisioner øst om de allierede panserenheder. En kvart million tyskere var på vej. De allierede nægtede at tro på deres egne efterretninger, da de var overbeviste om, at tyskerne ikke længere havde den militære styrke til den slags. Om morgenen d. 16 december oplyste tysk artilleri luften. Tæt tåge de næste par dage gav tyskerne dækning for at krydse vejene med panserenheder, og der skabes en 20 kilometer lang korridor til byen Bastogne, hvor de drejede af i retning af Meusefloden (Meuse, Mouze, Maas). De allierede blev forvirrede, for de opdagede tyskere både foran og bagved. 7.000 allierede soldater overgav sig.

Tyskerne havde regnet med krydse Meuse i løbet af to dage, men kom bagud for planen. Eisenhover beordrede d. 20 december general Patton at rykke mod Bastogne og befri byen. Sneen faldt tykt i bjergene. Sct Vette blev indtaget af tyskerne og de sværmede overalt omkring Bastogne og indkredsede amerikanerne i byen. Tyskerne stillede et ultimatum om overgivelse, men amerikanerne svarede nej under forventning af ankomsten af Pattons 3. arme. Vejret skiftede til klart, og amerikanske bombefly kunne bombe og droppe forsyninger i Bastogne. Den 2. tyske panserdivision stoppede lige før Meuse.

Tyskerne tabte panserkrigen på grund af den forsinkede 'Blitz'-effekt, og det stod nu klart, at de ikke længere kunne vinde på Vestfronten. Amerikanerne havde 19.000 døde, 47.000 sårede og 23.000 tilfangetagne. Tyskerne mistede 84.000 og hvad værre var, at de nu var løbet tør for olie. Vi husker, at Hitler gik efter oliefelterne i Baku, men tabte dem.

Et faktum, der er tyndt beskrevet i historiebøgerne, specielt de britiske, er, at allerede 1. Verdenskrig var en oliekrig - det var den første Golfkrig. Bush-gangsterdynastiets to olie-golfkrige var derfor nr. 2 og 3. Briterne så, at det tyske kejserrige var ved at etablere sig i Irak omkring deres oliefelter, og at der blev bygget en jernbane mellem Berlin og Bagdad. Og da Misundelsens Imperium havde brug for olien til at drive deres nye oliebaserede flåde (den gamle var på damp) til deres kanonbåds-imperialisme, skulle tyskerne stoppes. Ikke noget med, at der var nok til alle, nej, 'Vi vil have, så de må ikke få'. Det var og er stadigvæk hele grunddogmet for Misundelsens Imperium. Grådighed handler 'kun' om at rage til sig, misundelse handler om at ødelægge alt for andre - mens man samtidig rager til sig. 

Østfronten 
Russerne nærmede sig Tyskland. D. 17 januar 1945 rykkede de ind i et sønderbombet Warshawa side om side med polske soldater. Polakkerne klappede i hænderne ved indmarchen. De var ikke klar over, at en del af de polakker, der poserede som soldater, ikke var polakker over hovedet, men russere, der lod som om, de var polakker. Stalin havde ikke blot skabt nye 'polske' officierer. Han havde også skabt en helt ny 'polsk' regering.

I februar 1945 rykkede rødgardisterne ind i Budapest. Ungarerne havde allieret sig med Tyskland og havde kæmpet indædt mod den Røde Hær. Det skulle de nu komme til at betale for. Man trængte ind i bankerne, åbnede alle bokse og stjal ungarernes midler og opsparinger. Man trængte ind på museerne og fjernede tonsvis af kunstskatte. 90% af disse kunstskatte, deriblandt billeder af Renoir, El Greco og andre meste, har aldrig siden set dagens lys. Befinder de sig i private gemakker hos jødiske 'samlere' verden over?

Den ungarske befolkning led umådeligt. Selv de ungarske kommunister var forargede og sendte et klagebrev til de sovjettiske myndigheder. Døddrukne rødgardister havde voldtaget møde for næsen af deres børn og mænd. 12 år gamle piger var blevet slæbt ud af deres forældres hjem og blev gruppevoldtaget af 10-15 soldater. En del ungarske kommunister mistede deres naive, religiøse barnetro på den kommunismens lyksaligheder, da de så, hvad det forjættede land egentlig bestod i. 

Yalta 
Vi ser billederne fra konferencen. Churchill sidder og griner. Stalin sidder i stiveste militærantræk. Og Roosevelt sidder og ligner noget, der enten er på vej i graven eller er steget op for nylig. Det skulle vise sig at være det første. De allierede sidder og planlægger, hvordan 'freden' skal skæres efter krigen, ligesom Versaillestraktaten var skåret.

I Warshawa blev 16 polske uafhængige seniormedlemmer af regeringen 'inviteret' frokost under et møde af russerne. De fik at vide, at der var dækket op et sted 14 kilometer væk. Turen blev i stedet 1.100 km og frokoststedet hed Labjanka-fængslet i Moskva. De polske politikere havde gjort den store fejl at stole på de sovjettiske myndigheder, her blev de forhørt under tortur. Senere blev de stillet op ved en domstol og dømt for det absurde: 'Fjender af demokratiet, af freden og af den Polske nation.' Man blinker lige engang med øjne - jødisk-bolsjevikkiske kommisærer tillod sig at tale om 'demokrati og fred'. Og hvilken 'polske nation' var det monstro, de talte om? Absurditeterne kendte ingen grænser i de dage. 13/16 politikere blev sendt i fængsel.

Kommunisten Roosevelt var meget laid-back omkring Yalta-konferencen 4-11 februar 1945. Han havde meddelt, at han havde i sinde at holde sig ude af de europæiske tovtrækkerier og skrev til Churchill forinden, at han syntes, man skulle nedtone det 'russiske problem' så meget som muligt. 'Det var jo hverdagsproblemer, herregud, de ordnede sig altid'. Hans så sig selv som en kammerat i forhold til Stalin. Skyldtes det, at Stalin havde lovet at hjælpe med noget, der foregik i det fjerne Østen, i krigen mod Japan. Look no further. Han var med andre ord villig til at ofre halvdelen af de europæiske befolkningers velfærd i et halvt århundrede for at få dækket den røv, han havde fået i klemme i sit eget bagland. Japanerne var ikke en fjende, der var til at spøge med, så meget vidste han.

Taktikken hed 'Island Hopping', man hoppede fra ø til ø for at rense dem for japanere. Ved øen Iwojima havde man blot 8 dage efter Yalta indledt det mest massive angreb hidtil. De tab, det kostede på begge sider at erobre et skaldet vulkanø blot 13 kilometer bred, var ude af proportioner. 20.000/21.000 japanske forsvarere døde. Antallet af amerikanske døde var over 25.000, mere end under D-dag. Det galt om at vældig gode venner med psykopaten, Onkel Joe. 

Ødelæggelsen af Berlin 
Amerikanerne havde indtil videre bombet militære og industrielle mål, men nu joinede de briterne i at bombe civile mål.

I sportskamp kan man være en dårlig taber. Men man kan også være en dårlig vinder. Begge dele er et umodent, infantilt træk. Er man muligvis en dårlig vinder, hvis man i en krig går efter at slå så mange civile ihjel, som muligt? Vi så en lignende situation, da irakerne var på retræte i den 2. Golfkrig (jeg siger, at den 1. Golfkrig var i forbindelse med 1. Verdenskrig) efter Kuwait. De irakiske panserdivisioner og mandskabsvogne kørte gennem ørkenen på vej tilbage. International krigskonventiontion (som hverken englændere eller amerikanere har respekteret gennem tiderne) siger, at man ikke skyder på soldater i retræten. Men amerikanerne skulle lige prøve noget nyt legetøj, en teknologi de havde videreudviklet fra nazisterne efter krigen, der baseret på mikrobølger ødelagde levende væsener men ikke materiel. Irakerne blev kogt levende i 1000vis i deres vogne. Da man fandt dem, var man ude af stand til at sige, hvad der var sket med dem, for man havde aldrig set noget lignende. Hændelsen blev udeladt fra medierne.

Hitler vidste, at han var ved at blive omringet i Berlin. Der var dobbelt så mange soldater på march og fire gange så mange tanks. Mænd, kvinder og børn forberedte sig på en kamp imod alle odds. Selv i denne situation, var der opbakning til værnemagten.

D. 9. april 1945 nåede sovjettiske tropper Berlins forstæder, og gadekampene hus-for-hus startede. Ødelæggelserne blev enorme. 

Bunkeren 
Hitler havde selv på dette tidspunkt en skytsengel, Tysklands måske bedste jagerpilot, Hanna Reitsch, den eneste kvinde i krigen, der modtog jernkorset. D. 29 april styrede hun sit lette fly ind i Berlin og landede på Unter den Linden, hvorefter hun løber gennem ruinerne til bunkeren. Hun tilbyder at flyve ham ud af byen, men historien vil vide, at han vælger at møde sin skæbne der.

Hitlers sidste timer i bunkeren er beskrevet af hans sekretær, Traudl Junge. Hendes memoirer danner baggrund for filmen 'Der Untergang'. Filmen går så langt den kan i beskrivelsen af Hitler som et menneske. Det skyldes selvfølgelig, at bogforlægget er beskrevet af et menneske, der aldrig har oplevet ham som det monster, som mennesker, der aldrig har mødt manden, har malet af ham.

I Hitlers memoirer og testamente skrev han, at han ikke kunne adskille sig fra denne by og dets folk og at han ønsker at dø der. Han skrev også, at hans død ville forhindre et uskønt teaterstykke iscenesat af hans fjender og jødiske interesser. Men 'jødisk' mentes ikke, som man har ønsket at tolke, jøder som sådan. Han tænkte helt præcist på de zionistiske bankfolk og ideologer, der stod bag dolkestødet i 1. Verdenskrig, og som nu ankom i form af bolsjevismen. Vi minder om 'Overførselsaftalen' fra 1933 og de 100.000 jøder i den tyske hær. Begge facts har postkrigs-historien bevidst udeladt.

At Hitler - like it or not - fik ret mht. zionismens/bolsjevismens intentioner, vil du være klar over, hvis du har gjort dit hjemmearbejde i geopolitik. Det er nøjagtig de samme typer i forlængelsen af det samme netværk, der i dag arbejder på at ødelægge verden. I dag kalder de sig ikke for boljsevikker.

Jeg vil vove den påstand, at Hitler, selvom tyskerne efter krigen blev tvunget til at undsige føreren, nazismen, deres fortid og dem selv som tyskere og hengive sig til selvfornægtelse og masochisme, efterlod en vision om en tilværelse uden slaveri og duknakkethed. De havde set, at det kunne lade sig gøre at rejse sig fra ruinerne. De skulle vise endnu engang, at det kunne lade sig gøre. Tyskland genopbyggede de byer, der blev jævnet med jorden, og landet oplevet et Wirtschaftswunder under Adenauer og Erhard. I dag har Tyskland Europas stærkeste økonomi, og deres naboer er stadigvæk bange for dem - denne gang ikke på grund af deres militær, men på grund af den integritet, det flid, den sparsommelighed og den vilje, der gemmer sig hos tyskerne.

Hitlers dispsitioner i de sidste dage er svære at følge. Det er ikke nemt at forstå tankesættet hos en mand med så fanatisk offervilje, besluttet på at dø i sin rede. Han erklærede to af sine topfolk gennem hele nazitiden, Göring og Himmler, for forræddere, fordi de forsøgte at forhandle med fjenden. Det er måske her, kæden røg af rent mentalt for føreren. Deres lederskab blev overdraget til flådekommandant Karl Dönitz.

Hitler og Eva Braun giftede sig kort før de tog livet af sig. Historien fortæller, at hun døde med en cyanidkapsel, han skød sig selv. Historien fortæller endvidere, at deres lig blev overhældt med benzin og brændt.

Der er folk, der har problematiseret beretningen om Hitlers død i bunkeren. Der er muligvis problematiske forhold ved den, og et ganske vedholdende rygte med en række tilsyneladende overbevisende indicier som undbygning vil vide, at Hitler og hans kone ikke døde i bunkeren. Den streng vil vi ikke forsøge at gå ud af, selvom der gemmer sig en yderst spændende postkrigshistorie med Argentina som scene, og her foregik uden tvivl visse operationer bla af videnskabelig art, som også Peron-regeringen har været vidende om.

Der er dog tre gode argumenter for, at Hitler rent faktisk døde. Han skriver et ret tydeligt testamente dikteret til hans sekretær Traudl Junge, hvor han bekendtgør, at det er hans pligt at blive hos det tyske folk i denne stund, og at han ikke ønsker at medvirke til en parodi af en retssag, som vi i næste afsnit skal beskrive fandt sted i Nürmberg til de jødiske bolsjevikkers selvfejring. Hans handlinger som soldat i 1. Verdenskrig viser, at på ingen måde var en kujon, tværtimod. Dernæst er det svært at lave iscenesættelser i et så lukket og intimt miljø som førerbunkeren, og der er flere direkte vidner til selvmordet. Endelig er der tandsættet fra det kranium, som russerne beslaglagde, som er lige så entydigt som fingeraftryk i retsmedicinsk sammenhæng.

Så Elvis lever, det ved vi jo, men ...

Goebbels 

Joseph Goebbels og hans kone har ikke fået en blid medfart af historieskrivningen. Alle kender historien om, hvordan de tog livet af deres egne børn i bunkeren og dernæst sig selv. Alle er enige i deres fordømmelse. Og det er bestemt ingen godnathistorie.

Men det kan være lidt interessant at vende begreberne lidt og sammenligne med, hvad vi andre gange kan finde på at udråbe som heroisk. Det viser sig besynderligt nok, at grænserne er flydende og at man blot behøver at skifte lyssætningen en smule for at opnå et fuldstændig modsat resultat.

Jeg har været der, måske har du. Eller måske har du læst om historien eller set en film. I Israel ligger der en mærkelig klippeformation med ruinerne af en fæstning på toppen. Den hedder Massada. I år 73 e Kr. tog 1000 jødiske oprørere ophold her med deres familier og børn. De blev belejret af datidens brutale Imperium, romerne. Belejrerne byggede en kæmpe sandvold op af det stejle bjerg for at indtage fæstningen. Oprørerne vidste, at deres kvinder ville blive voldtaget og deres børn solgt som slaver. De selv ville selvfølgelig blive dræbt. Mændene trak lod om, hvem der skulle dræbe deres elskede.

Da romerne kravlede over muren, fandt de alle døde. Der var ingen levende mennesker, de kunne misbruge. De døde bliver i dag i Israel husket som heroiske martyrer. Hvis du har læst de fire dele af bloggen til nu, vil du ikke have svært ved at forestille dig, hvad bolsjevikkerne havde tænkt sig at gøre ved de overlevende i bunkeren. Joseph og Magda Goebbels valgte at gøre det samme som oprørerne på Massada, men vil blive husket som usle barnemordere.

Historieskrivning er ikke objektiv, men en baglæns projektion bestemt af eftertidens intention. 

Bleiburg massakren 
Den 7. maj 1945 overgav Tyskland sig officielt. Kampe fortsatte på Balkan, hvor tyske soldater og kroatere, mange med familie, kæmpede for at komme frem til den østrigske grænse for at overgive sig. Behøver vi at berette, hvad der skete med dem, der ikke nåede grænsen?

Ved Yaltakonferencen havde Churchill, Roosevelt og Stalin aftalt, at krigsfanger og flygtinge skulle udsættes for 'trungen repatriering'. Det var i direkte strid med de internationale aftaler, som USA også havde underskrevet. Man tilføjede blot med småt, at dette ikke galt dem, der blev sendt tilbage til russerne. Dette var at dømme millioner af mennesker til en tilværelse resten af deres usle liv - som slaver! De allierede skjulte efter krigen for offentligheden, at Stalin havde taget 5.000 allierede soldater som gidsler for at sikre, at de allierede levede op til hans krav.

Allierede soldater blev sat til at organisere tog pakket med kroatere, der skulle sendes tilbage til Jugoslavien. Hvis passagererne havde vidst, hvor de skulle hen, havde de nægtet at stige ombord. Men man løj for dem og sagde, at de skulle mod vest. Togene var ikke almindelig passagertog men kvægtransporter med lås på. Da togene begyndte at køre mod øst, vidste de, at de var dødsdømt. Dette er Bleiburg-massakren.

Da forskeren Julius Epstein de amerikanske militærarkiver i forbindelse med de amerikanske cover-ups af Katyn-massakren og deres forhåndsviden om den, stødte han også på dokumenter, der beskrev en vis 'Operation Kølhaling'. Denne handlede om disse tvungne repatrieringer. Heri stod der beskrevet, hvordan man skulle drive, tæske og bedøve fangerne med drugs eller sætte et geværløb for hovedet af dem for at få dem ombord på togene.

De omtalte 5000 allierede gidsler, som Stalin havde taget, blev aldrig løsladt, selvom de allierede opfyldte hans beskidte krav. Det forventes at det omkom i Gulag. USA havde i mellemtiden opdaget, at deres arkiver skjulte masser af disse yderst belastende dokumenter, hvorefter de begyndte at destruere dem eller klassificerede. Tidligere militær-bibliotekar ved Presidio-militærbasen i San Fransisco, Douglas Dietrich, havde gennem en årrække det job at destruere container-fulde af disse dokumenter. Via sin ekstremt velludviklede hukommelse og daglige notater gennem disse år er mange af disse oplysninger bevaret. Blot hans oplysninger om krigen mod Japan vil overraske mange: 

Til helvede med konventionerne 
Sovjet havde aldrig underskrevet Geneve-konventionen. Det havde de allierede derimod, men de fandt en særlig måde at omgå dem på. Ved at benævnet dem 'afvæbnede fjendtlige styrker' og ikke krigsfanger, kunne de behandle dem, som de havde lyst til. Englænderne, franskmændene og amerikanerne blokkerede nu det Internationale Røde Kors, så de ikke kunne tjekke, om tyske fanger blev behandlet efter konventionen i lejre i Tyskland.

I Eisenhowers fangelejre i Rhindeltaet blev fangerne hold under horrible forhold, hvilket først for nylig er kommet for dagens lys. Det er i dag estimeret, at 1.5 millioner fanger, soldater og civile, døde i disse lejre.

I et brev til sin kone skrev Eisenhower: 'Gud, hvor jeg hader tyskerne! Hvorfor? Fordi tyskerne er et bæst!' I hans dødslejre var basale menneskelige fornødenheder, mad, vand og et tag over hovedet,  ikke tilstede - efter Eisenhowers ordre. D. 22 april 1945 havde de allierede rationer til 50 dage til 5 millioner. De valgte blot ikke at uddele dem. D. 26. april godkendte 'the Combined Chief of Staff' i Washinton, at samtlige tyskere, ikke kun fanger og flygtninge, herefter kunne kaldes 'afvæbnede fjendtlige styrker', og at man derefter kunne behandle dem på samme 'ukonventionelle' måde.

1.5 millioner 'fjender' blev altså sultet ihjel, men man fortalte sin egen befolkning, at 99% af dem overlevede og snart ville vende hjem. En lodret, blåstemplet-beskidt regeringsløgn. Martin Brech, amerikansk militærvagt i dødslejren, Andenach, tav i 45 år med at fortælle, hvad der skete der. Han havde fået at vide, at det ville være nyttesløst at fortælle det, og at han ville komme i alvorlige problemer, hvis han gjorde.

________________________


Sidste del vil handle om den absurde Nürnbergproces, om de tilståelser hos de nazistiske ledere, der blev fremskaffet via tortur, om det vi tror, og det der i dag er afdækket om gaskamre og Holocaust.

2 Verdenskrig VAR Holocaust. Samtlige krige i det 20 århundrede var det udvidede Holocaust. Stalins og Mao's og Pol Pots massemord på 150 millioner russere, kinesere og cambodianere tilsammen, alle bolsjevismens udløbere, er Holocaust. Korea, Vietnam, Afhanistan, Irak, Libyen, Syrien, Ukraine og 90 andre militære overgreb siden WW2 er amerikanernes Holocaust. 3. Verdenskrig er allerede i færd med at tage form som ... Holocaust.

Hvor kan man blive træt langt ind i sjælen af, at Hollywood har taget patent på deres Holocaust.

Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
//
2. Verdenskrig i baglys V