Kommunisme 2.0 - seneste update

by morton_h, the blogger  

 
For at starte bagfra med konklusionen: kommunismen, som vi kendte og afskaffede den, lever i bedste velgående som opgradering. Denne opgradering har mange navne og mange ansigter, og en del af ansigterne smiler venligt til os. Ligesom de smilede til os dengang men begik unævnelige grusomheder i et næsten ubeskriveligt omfang, sådan smiler de til os i dag, hvor verdenskommunismen har genindført sit projekt og er i færd med at fuldføre, hvad den dengang blev afbrudt i.

Kommunisme – også kaldet socialisme eller maoisme - blev dengang demaskeret som menneskefjendsk barbari. Ikke nok med, at denne styreform var den mindst effektive, den mindst rentable, den mindst bæredygtige og den mindst produktive blandt alle styreformer – et kommunistisk samfund kunne ikke opretholde sin egen eksistens men var dybt afhængigt af tilskud af midler udefra, hvad de færreste gør sig klart – men derudover var de kommunistiske samfunds enorme foragt for mennesker ensbetydende med et enormt forbrug og smid-væk af menneskeliv og en frembringelse af alle de dårlige træk ved mennesket som socialt væsen, som vi kan forestille os. Stalins Sovjet, Maos Kina og Pol Pots Cambodia som eksempler aflivede uden at blinke 150 millioner af deres egne indbyggere + x-millioner mennesker i og udenfor deres dominanssfærer!

Kommunismen
Kommunismen eller international-socialismen var et gigantisk eksperiment om, i hvor høj grad man kunne franarre eller frarøve mennesker i massevis deres egentlige menneskelighed, deres værdighed og etik, deres medfølelse med andre mennesker, deres tænkeevne, deres samvittighed, deres individualitet eller slet og ret: deres sjæl. Det kollektiviserede, statsejede kommunistiske menneske var en sådan størrelse.

Socialismen, eller 'kommunismen light' kan den for dens tilhængere stadig i dag synes tilforladelig. Hemmeligheden er forførerisk og indeholder kapringen og tagen-patent-på universelle menneskelige værdier. Bare brug ordene: sammenhold, solidaritet, lighed, broderskab, omsorg for de fattige. Disse ord og begreber er så tilpas udflydende, at de lige så godt kan betyde det modsagte som det, vi tror: underkastelse overfor kollektivet, afskrivelse af personligt initiativ, forrædderi af andre i fællesskabets navn, afgivelse af personlige rettigheder til staten.

Et kommunistisk samfund var ensbetydende med angst for staten og statens overgreb. Det var samtidig angst for andre mennesker, der kunne være statens angivere. Kommunismen var proletariatets diktatur (med streg under diktatur), uproduktivitet/dovenskab, fantasiløshed, initiativløshed, slaveri og jævnt fordelt fattigdom og mangel. Man blev påtvunget uautenticitet og uærlighed i sin omgang med ligestillede, og man nærede en konstant frygt for repræsalier for overordnede.

I kommunistiske samfund var der konstant mangel på basale forbrugsgoder, og udvalget var lille. Til gengæld var vodkaen billig i Rusland, for den indbyggede depressivitet skulle dæmpes – man ville ikke risikere kontrarevolution. Man hævdede at have skaffet sig af med overklasse, adel, kirke og bourgeosi. Til gengæld havde man en ny overklasse af partipampere og kommissærer. I stedet for en russisk zar eller kinesiske kejser havde man en 'over-kammerat' eller en formand. Andre steder kaldte de sig bare præsidenter, som om de var valgt af folket, men de var blot politisk korrekte despoter.

Omfanget af politi og sikkerhedspoliti var voldsomt, og retssikkerhed for borgerne var fuldstændig i hænderne på politiets og bureaukratiets forgodtbefindende. Censur var udbredt, men angiveriet var endnu værre, for det betød kollektiv selvcensur.

Religion var formelt afskaffet. I stedet havde man indført en obligatorisk ideologi, der udgjorde et kontrolleret substitut for religion. I Rusland blev det aldrig en fuldgyldig religionserstatning af to simple årsager: en politisk ideologi har ingen indbygget spiritualitet og det russiske folk har en traditionel og ældgammel stærk religiøsitet. Man kunne se det på den måde, hvorpå den ortodokse kirke hurtigt genvandt sin position efter kommunismens fald.

Kan man overhovedet sige noget godt om kommunismen? Man kan godt argumentere for, at planøkonomi kunne være hensigtsmæssig til visse sager indenfor det korrumperede repræsentative demokrati, hvor politikere blafrer som flag i vinden og tager mere og mere kortsigtede beslutninger for at skaffe sig popularitet og genvalg. Visse varer fremstillet i østlandene havde faktisk en imponerende stabilitet og slidstyrke, for forbrugerismen og fænomenet indbygget forældelse var der ikke plads til i en mangelkultur. Et køleskab kunne køre i 20 år, og en pære holdt i 10 år. Man kunne også hævde, at et kommunistisk land som Kina havde bevaret sit meritokrati i administrationsapparatet. Men det er i virkeligheden ikke et forsvar for kommunisme, for det var den ældgamle konfucianske tradition, der aldrig forsvandt, og som stadig findes intakt i dag, hvor maoismen er afskaffet til fordel for en slags statskapitalisme. Der findes få, ganske få formildende omstændigheder.

Hvordan så man på kommunismen i Vesten? Det giver et broget og ambivalent svar. Den menige arbejder, der kaldte sig kommunist, anede intet om, hvad det ville sige at bo i et kommunistisk land. Han/hun faldt blot for dens smilende ideologiske ansigt og romantiserede selvfremstilling. De glødende kommunister, de der agiterede og lod sig vælge til partierne, avantgarden, studentermarxisterne, for dem var kommunismen og marxismen en religion, slet og ret. Hvis man havde præsenteret dem for et billede af millioner russere eller kinesere i fangelejre, så ville de have rodet sig ud i diverse bortforklaringer. De levede i en tilstand af fornægtelse og uvidenhed, og intet kunne forstyrre deres tro. Vesten var i forvejen sækulariseret, og det skaber altid et vakuum, når religion afskaffes eller forbydes. Så derfor sniger religion sig ind ad bagdøren på en uautentisk måde. Studentermarxisterne erstattede deres religionstab med pseudoreligionen: marxisme.

Hvis man derimod kunne have spurgt repræsentanter for den vestlige elite, der havde skabt vores samfund og den politisk-sociale tilstand, der kendetegnede Vesten efter 2. Verdenskrig ved hjælp af to traumatiserende verdenskrige og alle de bevidsthedsdannende kunstgreb, der hørte disse til - altså hvis man kunne have spurgt dem, så er billedet et ganske andet end manden på gaden og de nyttige idioter på universiteterne.

1. Kommunismen var for den vestlige elite et socialt eksperiment i en ny model for deres gamle drøm: et gennemført slavesamfund.
2. Kommunismen var for den vestlige elite et ødelæggende våben mod især to kejserdømmer, som det Britiske Imperium og dets establishment ikke tålte, Rusland og Kina, altså et middel til udradering af Imperiets konkurrenter.
3. Kommunismen var for den vestlige elite et ødelæggende våben mod den tredje utålte konkurrent,Tyskland, der først var det tredje kejserdømme i Verden og senere det genrejste rige under nationalsocialismen. Våbnet bestod i at hælde penge i Stalins krigsmaskine.

Kommunisme - set ovenfra
Det forklarer, hvorfor den vestlige elite og de store bankfamilier i City of London og på Wall Street, et flertal af dem jødiske, finansierede og organiserede den russiske revolution for at styrte zaren og ødelægge det dengang fremgangsrige og rimelig velstående Rusland.

Det forklarer, hvorfor der blev senere blev overført enorme pengemidler til Sovjet. Stalin var kommunisten Roosevelts gode ven. Stalin havde jo smadret det Tyskland, som briterne og amerikanerne indædt misundte og hadede, og som havde formastet sig til at nægte at lystre den første ødelæggelseskrig og Versaillestraktatens kvælertag.

Det forklarer, hvorfor at en af storfinansens lederskikkelser, David Rockefeller, udtalte sig rosende om det kinesiske samfund under Mao, som for ham var en ypperlig måde at organisere et slavesamfund med hjernevaskede arbejderrobotter på. De 100 millioner aflivede under kulturrevolutionen var ikke noget at snakke om, det var bare 'collateral damage'. Hvor der handles, der spildes.

Det fandt altsammen sted, mens Sovjet og Kina var de officielle fjendebilleder under den kolde krig. Den kognitive dissonans bør slå igennem her for alle andre end psykopaten. De var aldrig nogensinde fjenden, de var den forlængede arm for Vestens overherredømme over Verden – by proxy! Fjendebilledet var beregnet for alle os andre. Sovjet var det en fjende, der blev opretholdt for amerikanske skatteyderes penge, samtidig med at disse skatteydere og hele den vestlige verden skulle være bange for dem.

Motivet for denne frygt er forholdsvis simpel at forklare. Uden frygt for kommunisterne, ingen militærindustri. Uden ydre fjende, ingen indre kontrol. Lige så fuldstændig unødvendig de to verdenskrige havde været, lige så unødvendig kan dens forlængelse, den Kolde Krig, synes. Det er så ikke helt rigtigt, for 1. Verdenskrig og den bolsjevikiske revolution havde skabt et reelt monster i form af Stalins Sovjet. Men det var et monster, vores egen elite selv havde frembragt – hvis man kan bruge ordet 'vores' om et uhyre smalt segment af rigmænd og aristokrater uden egentlig national tilhørsforhold og interesse for noget folkeslag på Jorden. De var dengang som i dag globalister, og øst-vest-nord-syd er ét fedt for dem. Med 'vores' mener jeg dem, som vi i vores del af Verden valgte at følge.

Verdenskrigene
Ikke et ord her om, at Imperiets andet aflednings-monster, Hitler og Nazityskland, havde forhindret bolsjevismen i at opsluge HELE Europa. Se 2. Verdenskrig i baglys – Del I-V. Hvis jeg må komme med et kvalificeret gæt, en teori om du vil, så tror jeg, at at England, Frankrig og USA tørrede sveden af panden, da bolsjevikkerne blev stoppet midt i Europa og i Berlin i 1945. De vidste godt, at bolsjevikkerne var i stand til at gå hele vejen, for deres hær var næsten uudtømmelig, den var den nye mongolske invasion. Prisen for at have aktiveret Behemoth, det landgående bolsjevikkiske monster, var tabet af halvdelen af Europa i mere end en menneskealder. Mange østeuropæere er i dag udmærket klar over, hvordan de blev forrådt af Vesten.

Verden efter de to store krige – på establishment-britisk 'Great Wars' – blev aldrig den samme igen. Vi var i mellemtiden alle sammen blevet indbyggere på skråningerne af et bjerg af løgne med en frodig grobund for alle slags designer-illusioner, muligheder for manipulationer, selv-indbildninger og accept af overgreb i frihedens, retfærdighedens og demokratiets navn. Måske levede vi i nogle årtier som danskere i en lille fredelig lomme af lettelse, velstand og mulighed for reelt demokrati. Andetsteds i Verden mistede en række folkeslag og nationer denne luksus-ret, fordi det land, som vi havde valgt at støtte, beundre og imitere, i mellemtiden var trådt i karakter som noget, der i stigende grad mindede om deres fjendebilleder.

Vi kan se det på hele striben af USA's krige efter WW2. Koreakrigen faldt i en periode, hvor ingen i Vesten endnu var begyndt at betvivle amerikanernes noble motiver. Ikke desto mindre udførte amerikanerne et systematisk folkemord i samme stil som deres og briternes terrorbombninger mod civilbefolkningen i Tyskland under 2. Verdenskrig. Alle byer i Korea blev jævnet med jorden fra amerikanske bombefly, ligesom alle tyske byer over 25.000 indbyggere blev udsat for den samme udslettelse som Dresden!

Koreakrigen er i dag den glemte krig. Reaktionen begyndte først at ankomme i forbindelse med Vietnamkrigen. Billedmedierne og fjernsynet var da så udviklede – og den fulde kontrol med disse medier var ikke endnu etableret – så folk rent faktisk glimtvis så, hvad den amerikanske regering og det amerikanske militær havde gang i på den anden side af kloden. Det var bestemt ikke noget kønt syn. Faktisk var det et grimt kig ned i det slagtehus, som 2. Verdenskrig havde været, Koreakrigen havde været, 1. Verdenskrig havde været, den amerikansk-mexikanske krig havde været og Amerikas folkemord i 1800-tallet på Filippinerne havde været.

Ikke hørt om det det filippinske folkemord? Det har de amerikanske skolebørn heller ikke i historietimerne. Tre millioner muslimske øboere blev myrdet og smidt i massegrave af amerikanske soldater – årsag: disse kreaturer er ikke mennesker og burde derfor dø. Ordren kom fra højeste sted. Men skolebørnene har heller ikke læst om Eisenhowers udryddelseslejre i Rhinlandet, hvor 1.5 millioner tyske krigsfanger blev myrdet i 1945. Skolebørnene er derimod blevet stopfodret med Holocaust fra Hollywood. Skolebørnene ved ikke, at samtlige byer og landsbyer i Korea blev jævnet med jorden, at USA selv startede Vietnamkrigen og smurte den af på vietnameserne. Skolebørnene ved ikke, at drugpusheren ned på hjørnet får sit shit via forsyningslinier skabt af CIA og NATO. Og hverken skolebørnene eller skolelærerne eller børnenes forældre har hørt om, at Bill Clinton og hans infame kone, der nu regnes for et sikkert kort som den næste præsident, var direkte involveret i CIA's kokaintransporter via flyvepladsen i Mena, Arkansas - sammen med forhenværende CIA-direktør, George H. W. Bush. Man fløj våben den ene vej og narkotika den anden vej.

Transformationen
Hvordan lykkedes det for sådan en ideologi, kommunismen, at overleve og regenerere sig selv? Hvordan kunne et projekt, der var blevet klædt af til skindet og afsløret som inhumant udover enhver beskrivelse, overhovedet vinde fodfæste blandt vesterlændinge og dernæst gøre sig selv lækker i version 2.0? Ja undskyld, jeg foretager et spring ved at fremkomme med en påstand: at det var det, kommunismen gjorde?

Der skete en transkription, en oversættelse. Samtidig med den stivnede totalitære kommunisme i Rusland og Kina under den kolde krig foregik der en kulturel krig i Europa og USA ført via intellektuelle og på læreanstalter. Den klassiske marxisme og dermed tanken om kommunismen var reelt død i 50'erne - ingen troede på den længere. Den overlevede i Østblokken og i Østen, fordi den havde bygget et gigantisk kontrolapparat op, som det tog sin tid 'at forfalde'. Ingen nedbrød systemet, det skete helt af sig selv, for det var ikke bæredygtigt. Og det mest fantastiske var, at systemets egentlige nedbrud skete på … et par måneder!

Det er måske ikke helt korrekt, men lad os bruge et billede. Træet faldt på et par måneder, det er ganske vist. Men råd, barkbiller, elmesyge, svamp og alskens biologisk væsen havde igennem lang tid udhulet træet, så da nogen satte saven i et hjørne af stammen, var den hul, og træet faldt sammen på én gang. Kommunismen var født ubæredygtig, den var kolossen på lerfødder.

Mens den ubæredygtige kolos faldt sammen, havde dens erstatning bygget sig selv op. Og jeg taler ikke om, hvad der var inde i Sovjetstaten, og hvordan Rusland genfødte sig selv efter sovjetstatens kollaps, for det er en ganske anden historie. Jeg taler om, hvordan parasitten, sygdommen kommunisme, undslap sit værtsdyr og overlevede som parasit. Et andet billede: da Romerriget faldt sammen var der en ånd, der fløj 'ud af maskinen' – deus ex machina. Romerriget morfede og blev til et ideologisk-religiøst koncept kaldet kristendommen/den katolske kirke/pavedømmet for at redde sig selv. Kommuniststaten og den profeterede verdensrevolution faldt sammen på samme måde og blev til et ideologisk-politisk-korrekt koncept: akademisk kulturmarxisme. På den måde reddede kommunismen sig selv og parasitten sprang fra et døende værtsdyr til et endnu levende værtsdyr.

Kulturmarxismen
Den parasit, der bosatte sig i de intellektuelle institutioner i Vesteuropa og senere USA, var kulturmarxismen. Dens projekt var et nihilistisk projekt: destruktionen af de vestlige civilisation – intet mindre! - ved hjælp af ingen værdier. Dens våben var kritik for kritikkens skyld og politisk korrekthed som erstatning for moralsk tænkning. Dens vokabular er nysprog. Dens nye proletariat, den revolutionære kraft, var et broget patchwork af marginale grupper, der enten var på kant med civilisationen eller ved forføreriske kunstgreb kunne bringes på kant. Dens hovedkvarter befandt sig i Frankfurt som Institut for Sociale Studier, deraf navnet Frankfurtskolen.

Da den internationale arbejderklasse havde fejlet, var de nye revolutionære kadrer studenterne, de etniske minoriteter, kvinderne og de seksuelle afarter. Feminismen var et kulturmarxistisk projekt beregnet på at ramme mænd ved legaliseret had og ødelægge familien som institution og samfundsbevarende enhed. Familien var det stærkeste værn mod den totalitære regerings overgreb og skulle derfor smadres. Etniske grupper væltede indover Europa og USA, og det multi-etniske samfund svækkede de før så stærke og homogene samfund. Og seksuel 'frigørelse' korrumperede endnu en gang samfundet, som Berlin i 20'erne og 30'erne. Del og hersk.

Universiteterne blev rugeanstalter for rettroende marxister. Studierne sociologi, antropologi, psykologi og litteraturvidenskab var deres foretrukne fag, da de nemmest lod sig politisere, og i 60'erne og 70'erne overtog de simpelthen dagsordenen. De prædikede tolerance og postulerede solidaritet overfor denne verdens undertrykte, men tolerance var det sidste, de selv praktiserede. Med skyld, skam og latterliggørelse lykkedes det dem at terrorisere alle, der tænkte anderledes end dem selv. Ligesom kommunisterne hyklede solidaritet med arbejderklassen det ene øjeblik for så at myrde løs på dem det andet øjeblik, således krævede kulturmarxisterne grænseløs tolerance af alle andre, og det næste øjeblik svælgede de i dæmoniserende og stigmatiserende karaktermord på alle dem, der tillod sig at mene noget andet.

De kaldte deres institut for 'Sociale Studier', men det burde have heddet 'Social Kontrol', for politisk korrekthed var et masseødelæggelsesvåben for sund fornuft og et redskab til social kontrol. På det punkt lignede de det engelske Tavistock Institute og de fabianske socialister i kredsen omkring Bertrand Russell og Aldous Huxley.

Kulturmarxisterne vandt kulturkrigen allerede i 60'erne, og siden har den gift, de injicerede i vestlig tankegang, ikke forladt os men har bredt sig til alle lag af samfundet.

Politisk korrekthed
Politisk korrekthed dukker i dag op, hver gang der tales om indvandring/integration, ligestilling/kønspolitik, miljø/klima. Bare det at bruge ordet 'kønspolitik' viser, at forholdet mellem mand og kvinde er heftigt politiseret. Feminister taler endog om 'kønskampen' og 'kvindernes internationale kampdag' - hør tonen, kan det blive mere stalinistisk? Udskiftningen af en sund samtale om miljøansvar med en twisted snak om klima er en heftig politisering og dermed underminering af det videnskabelige fundament, som klimaforskning, en særdeles ung og søgende videnskabsgren, udgør. Det at tale om integration som det stykke sociale ingeniørarbejde, det er, vidner om, at der er politiske agendaer, der bruger indvandring til 'noget'. Kulturmarxisterne kommer i øvrigt altid i forlegenhed, når de opdager, at indvandrerne overhovedet ikke er interesseret i at integrere sig. Integration har ALDRIG eksisteret i Mellemøsten, hvor de etniske kulturer i årtusinder har levet i segregering (adskillelse).

Den kulturmarxistiske håndtering af de akademiske discipliner og fag har antaget de mærkeligste former. Et fag som antropologien havde helt fra fagets start en særlig hang til … ja lad os bare sige det: svindel. En af fagets grundlæggere, Margaret Mead, slog sig igennem i sin berømte afhandling om øboerne på Samoa. Hun beskriver, hvordan 'det milde klima havde skabt en særlig mild og frisindet kultur'. Ifølge Mead var fri sex daglig kost på øerne. Begge dele er svindel og humbug. Samoa var, lige før hun ankom, blevet raseret af en heftig tyfon. Og moralsættet var en jomfrukult, hvor de unge piger blev passet særdeles godt på. Mead kom aldrig med en forklaring på, hvorfor alle disse unge piger ikke løb rundt med tyk mave. Hun havde simpelthen lyttet til nogle 'fantasifulde' tøser, der skulle have opmærksomhed, men hendes agenda var i tråd med tidens trend om det 'frigjorte' menneske, den uforstyrrede ædle vilde, som det civilisationsforstyrrede vestlige menneske skulle beundre og lære af. Fagets stifter, Franz Boas stod som garant for hendes afhandling. Han gik i øvrigt stærkt ind for uhæmmet indvandring til USA. Efter 2. verdenskrig ankom den næste generation af antropologer. Hvad var de for nogen? Jo, de var såmænd tidligere ansatte af krigsmaskineriet, der var ansat til at studere adfærd hos folket og fjenden i krigsøjemed. Nu blev de arbejdsløse og sev ind på universiteterne. På mange måder et charmerende videnskabsfelt.

Der er en lige linie frem til kulminationen på kulturmarxismen med Herbert Marcuse, hvis ide var 'subversiv perversion'. Herefter var seksuelle minoriteter per definition æresmedlemmer af den revolutionære undergrundshær: bøsser, lesbiske, biseksuelle, transseksuelle kom herefter i stigende grad i fokus. Det er meget paradoksalt og usammenhængende. De politisk korrekte taler altid om sexisme, når nogen bruger deres egne udtryk. Men det er altid de samme, der konstant taler om sex (som om en bøsse kunne havde sit underliv at skabe sin menneskelighed ud fra...). Og det er altid dem, der taler om race, når de beskylder folk for racisme (som om race overhovedet var diskussionsemnet...). It takes one to see one.

Kulturmarxister er verdensmestre i at kreere offerroller. Når de kan påstå, at de selv eller dem, de hævder at være fortalere for, er stakkels mishandlede ofre, så har de pr. definition altid ret. Det er politisk-psykologisk gidseltagning. Børn går heller ikke ram forbi. Den danske folkeskoledebat og den nuværende regerings tiltag har politiseret folkeskolen. Det startede i øvrigt i 60'erne, hvor kulturmarxismen slog igennem. Politiske korrekthed fremstår, jo mere man studerer fænomenet, som en særlig obskur form for krigsførelse. Der er noget grænse-jesuittisk over den kynisme, der kommer for dagen, når det drejer sig om børn, de små svin. Som jesuitterne sagde: 'Giv min det fire-års barn, og jeg skal give dig den voksne'.

Politiske korrekthed er nu blevet et statsligt og overstatsligt virkemiddel. Kulturmarxismen har sejret ad helvede til, så de nu taler fra talerstole i parlamenter, til topmøder i G8, G20, EU, FN. Miljøbevægelserne er for længst blevet korrumperet af agendaen. NGO-organisationer og de forlorne demokratibevægelser i Imperiets interessesfærer er ligeledes blevet kapret af agendaen. Her dukker så et andet uvæsen frem, der for længst har set, hvad der foregik: efterretningsvæsenerne. Det vil være svært at påvise, at disse står bag kulturmarxismen, men det er heller ikke sådan, det fungerer. Efterretningsvæsenerne er altid på lur efter enhver lejlighed til at infiltrere og styre indefra og uset. Lige pludselig er de der. Kapringen af NGO'erne i de farvede revolutioner er det bedste eksempel. Hørmen af politisk korrekthed er her så stærk, at vi nærmest kan lægge hjernen ned i skuffen og bruge næseborene i stedet.

Kære venner! Hvad tror vi, de sidder 24/7/365 og studerer i disse 'institutter' for social-psykologisk-behavouristiske studier? Hvad tror vi, at de såkaldte 'tænketanke' laver? Hvorfor mon institutternes og tænketankenes tænke-tanker altid synes at udløse fondsmidler til støtte for omstyrtelsen af regimer, der ikke adlyder Imperiet?

En ENORM bølge af politisk korrekthed skyller for tiden ind over Vesten i dens iscenesatte konfrontation med Rusland. Hver eneste gang vi ser et falsk flag vejre – musik: Når jeg ser et falsk flagvejre! (omskrivning af kommunistsangen) – bliver vi udsat for et tankemæssigt angreb af politisk korrekthed. Det vil nu være politisk korrekt at mene – og det gør du forhåbentlig, for ellers …! - at (vi nævner i flæng) Gaddafi, Assad, Putin er onde-onde, og at de har gjort ukorrekte/ulydige ting, som du, der jo er korrekt/lydig – for det er du forhåbentlig – misbilliger. Hvorved du jo – selvfølgelig – billiger vores tiltag af misbilligelse, hvilket vil sige … krig.

Agenda 21
Hvis vi skal forstå, i hvilket omfang politisk korrekthed og kulturmarxisme har inficeret det politiske rum, er vi nødt til at brede perspektivet ud. Det overskrider denne blogspot, men jeg vil henvise til en anden og mere detaljeret blogspot om FN-fænomenet: Agenda 21. Her bliver det virkelig 'spooky'. Agenda 21 er det nærmeste vi kommer til et synligt program for skabelsen af et globalt verdenstyranni. Her er der tænkt på alt, og det er ikke bare en hensigtserklæring - det sker lige her og nu for næsen af os alle sammen.

Det viser sig, at agendaen har organiseret sig selv i et hidtil uhørt omfang. Og hvorfor skulle den ikke det set udfra dens eget synspunkt? Nu gik det lige så godt, så hvorfor ikke løfte det til højeste niveau? 

Verdenskommunismen har taget fint tøj på. Men den har den samme profil og agenda, som den altid har haft. Behøver vi at sige, at DIN og din nabos uvidenhed og selvbedrag er inkluderet i denne agenda? 

På ét punkt synes kommunismen 2.0 - Agenda 21-kommisærerne kalder det for kommunitarianisme - at adskille sig fra kommunismen 1.0. Den inkluderer kapitalismen, noget tilsyneladende nyt. Men vel at mærke den form for kapitalisme, hvor det frie marked blot er noget, man snakker om i skåltaler, men som er fuldstændig forsvundet. Alt er monopoliseret og kartel'ificeret. Big Business regulerer alt. Hidtil har de ædt sig ind i de eksisterende regeringsstrukturer, men nu har de ædt sig ind i alle de store globale organer. FN er udset til at blive den nye globale verdensregering. Så er kommunisme og kapitalisme ikke længere modsætninger? spørger du. Men så har du ikke gjort dig den ulejlighed at studere den hegelianske dialektik, som Karl Marx bryggede videre på. Ideologi-arkitekterne har nu fabrikeret syntesen udfra tese og anti-tese, så der ikke længere eksisterer en modsætning.

Kulturmarxisterne, de ny kommunisme 2.0-kommisærer, har lært deres lektie fra Sovjet. Mens agendaen i sit udspring er 100% topstyret, så bliver den solgt og implementeret som noget, der er græsrodsagtigt, håndholdt, fritgående økologisk. Postdemokratiet bliver saftsuseme solgt som folkestyre. Pludselig er en lokal 'ambassadør' eller 'facilitator', eller hvad de ynder at kalde sig (Apple og Adobe kalder deres software-sælgere for 'evangelister' ...), det kan hedde alt muligt, altså et 'borgerinitiativ' er kommet op med en god ide, såen helt på egen hånd. Tilfældigvis er den skrevet direkte af efter Agenda 21-biblen, men det var jo en af vores egne, der fik ideen. Det handler altid om, at vi skal føle os skyldige over et eller andet, og nu skal vi redde verden via et lokal vedtægt. Du køber dig aflad ved at yde et offer.

Der skal ganske særlige overtalelsesmidler til i bund at grund at lære folk at hade sig selv, fornægte sig selv, tillade ødelæggelsen af tradition og arv og give plads for et globalt korpokrati. I Agenda 21 findes der ikke folkevalgte længere. Beslutningstagerne er indsatte i alle led og på alle niveauer. Der findes ikke nationalstater længere. Alt er koordineret med andre FN-sub-agendaer, Codex Alimentarius, Klimapanelet, u-name-them, we-claim-them. De finansielle strukturer er lige i sidelokalet, IMF, WTO, BIS, Centralbankerne - et skønt public-private-partnership er bygget op. Vi kan også bare kalde det for korpokrati-fascisme.

De har travlt for tiden i agendaen, for de har overskredet deadline for implementeringen. Der er opstået visse, skal vi sige ... komplikationer. Folk er begyndt at opdage, hvad de har gang i, og i visse nationer på kloden har man, skal vi sige ... mistet appetitten. De gamle områder for international-socialismen / kommunismen, Rusland og Kina skal den anden vej sammen med Brasilien, Indien og Sydafrika. Been there, done that, didn't work.

Andre steder kører de Agenda 21 for fuld skrue. Se blot de stakkels svenskere, der er ved at begå nationalt selvmord for åbent tæppe. Udvandringen af svenskere er nu på højde med for 100 år siden, da der var hungersnød. I dag udvandres der af andre årsager: uhæmmet indvandring af udlændinge (yderligere 1 million de næste fem år) og stigende vold og social uro, uhæmmet stats-feminisme, pervertering af børns kønsidentitet, overgreb fra skattevæsenet, umuliggørelse af små virksomheder, politisk korrekthed overalt. Folk udvandrer for at slippe for at skulle udøve selvhad og selvcensur. Måske man burde takke svenskerne for at fuldføre eksperimentet med så stor konsekvens, at det kan blive tydeliggjort for hele verden, hvad man ikke skal gøre.

Komplikationerne
Finnerne, deres naboer, er ikke faldet på røven, endnu. De har deres historie lidt for tæt på, for de bekæmpede kommunismen 1.0 i de finske skove under Vinterkrigen. Tyskerne er, desværre, et knækket folk. De er ganske inficeret af politisk korrekthed efter 2. Verdenskrig. De har fuldstændig accepteret det selvhad, den selvfornægtelse og det masochistiske skyldkompleks, de blev påtvunget - for anden gang - efter krigen. 

Men overalt i Europa ulmer det med politiske bevægelser, der har mistet appetitten for EU-kratiet. De er en broget forsamling, må man sige, men de deles om nationalisme, antibureaukratisme, og social-kulturel selvbestemmelse. Vi vil også se dem gå i kamp for social retfærdighed. De er kulturmarxisternes og venstrefløjens store skræk, for de tager initiativet ud af hænderne på dem. Folk har fundet ud af, at socialisternes/socialdemokraternes fine ord er tom snak, og at de ikke mener et hak af, hvad de siger. I Sydeuropa har de set, hvordan EU-kratiet har plyndret de nationale økonomier og sendt regningen videre til befolkningerne. Unge ser deres fremtid forsvinde for næsen af dem, de midaldrene ser deres job forsvinde, og de gamle ser deres pensioner forsvinde. De gør - og hvor stereotypt, hvor forudsigeligt! - alt, de kan, for at dæmonisere deres modstandere. Det er lige efter 'håndbog for kulturmarxister'.

De dummeste af de europæiske politikere tror, de sidder sikkert i stolen, og at de blot kan skrue op for regler, love, forordninger, forbud, hestekure. Bare folk er bundet op i hoved og hale, så gør de ikke oprør. Men folk kan kun tage det indtil en vis grænse, og så bryder generationers indestængthed løs. 

Der er en underlig ulmende uro i Europa for tiden. Der lugter af opstand. Mere end én europæisk politiker har for nylig haft en ond drøm om guillotiner. Men det jo bare en drøm ...

Jeg er meget optaget af kulturel globalisering, hvor vi alle bliver subjekter i en misbrugisk kultur-industri, der kun tænker på én ting: At reducere skønhed til en forbrugsvare.
(Gilad Atzmon, Israelsk musiker, filosof og forfatter)

2. Verdenskrig i baglys V

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
//

Homo Post-traumaticus 
Lettelsen hos befolkningerne i de allierede nationer og den glæde, der blev udløst i gaderne, var ægte nok. For hvad sker der med en befolkning, hvor kvinderne har sendt deres mænd og sønner ud for at dø og slå ihjel, og hvor folk har måttet finde sig i, at alle de midler, de havde sparet op og foræret deres regeringer som skatter og frugten af al deres arbejde, blev brugt til krigslegetøj af høje herrer iført fint tøj og patetiske talegaver – alt sammen på bekostning af folks enorme afsagn og lidelser? Sådanne folk er selvfølgelig enormt lettet. I denne lettelsens rus er det imidlertid, at deres skjulte bødler slår til endnu engang.

Vi ved fra systematisk uddannelse af bødler i diktaturregimer, at første fase er traumatisering og reel offergørelse af personen. Anden fase er lettelsens fase, hvor vedkommendes traume bliver kanaliseret over i at gøre det mod andre, som man selv blev udsat for. Det er sindskontrol baseret på et påført traume. I dette lettelsens øjeblik blev folk åbne for at tro på ALT, deres regeringer bad dem om. Hvor de i krigens tid havde være skræmt og tvunget til det, faldt de nu over hinanden for at gøre det. I denne sejrsrusens forgiftelse har vi alle sammen i den vestlige verden bygget et verdensbillede, der bygger en sandgrund, et fundament af løgne, traumer og fornægtelse.

Vi har udviklet en bøddelkultur, hvor vi via to kæmpe krigsscenarier og en hel række 'mindre' er havnet i en kollektiv psykose-tilstand og har skabt en ny mennesketype, en kultur med et nyt bevidsthedssæt: homo posttraumaticus, PTSD-mennesket.Bødler har uddannet bødler. 

Det er først i dag, 70 år efter, at facaden er begyndt for alvor at krakelere på de institutioner, der blev bygget op efter krigen, som alle folk hyldede og satte deres lid til. Det er først i dag, vi opdager, hvor meget ækelhed, der gemmer sig bag facaden. Den kollektive erfaringsfaktor ganger den individuelle faktor op med 10 eller 100. Hvad der under optimale forhold tager et individ 15 år at erkende, vil tage en nation 150 år og for et kontinent 1500 år. Så vi lever i en tid, hvor disse erfaringscykler fortættes. 

Vi har i lang tid fejlagtigt troet, at det var betændelsen, der var vores normale tilstand. Det er ikke en køn tid, det er en betændt tid vi lever i. Som et byld, der er revnet, flyder betændelsen. Men det er samtidig en helingsproces. Javist bliver der et ar, men det vil være der altid som en påmindelse om hvad der skete.

Derfor er det et nødvendigt at forstå hvadder skete, hvor det skete, hvem der fik det til at ske, og hvornårdet fandt sted. Men de veltalende herrer iført fint tøj og flotte talegaver sagde: Det skal I ikke bekymre jer om, det har vi spurgt om for jer, alt hvad I skal bekymre jer – og det skal I ikke engang bekymre jer om længere – er hvorfor. Men det spørgsmål har vi for længst besvaret, det gjorde vi jo allerede, inden vi startede: det var FOR DEN GODE SAG OG JERES ALLE SAMMENS BEDSTE! Og se bare, nu forstår I jo det hele! Det var da ikke så slemt vel?

Not so, my friend. Ikke at tillade spørgsmålene at blive stillet i åbenhed og spørgelyst og i den rigtige rækkefølge var en fælde. Og en hel kultur faldt i fælden. Homo Posttraumaticus fik godnathistorien om de Gode, de Onde og de Grusomme. Og skuespil, masser af skuespil, sagde kejseren og vinkede bydende til sine tjenere og nådigt til sit elskede folk. 

I Asien rasede 2. Verdenskrig stadig, men vi festede i gaderne i London, Paris, New York og København. Amerikanerne skulle føje endnu en bunke krigsforbrydelser til de bjerge, de i forvejen hvilede deres ene ben på. Fx. Udslettelsen af to hele byer af civilbefolkninger i Japan. De gule svin fin en dobbelt-Dresden, så ku' de lære det! 

Hvis vi lytter til Douglas Dietrich, destruerede containervis af dokumenter, var Hiroshima og Nagasaki fuldstændig uden betydning, for japanerne overgav sig aldrig. Der var ikke en eneste japaner til stede, da denne 'overgivelse' fandt sted ombord på et hangarskib, for størstedelen af den japanske hær befandt sig på den koreanske halvø og i Manchuriet, og krigshandlingerne fortsatte til op i 50'erne. Amerikanerne fortalte deres befolkning, at de havde vundet krigen, men i virkeligheden var det japanerne, der vandt krigen. Der er stof her til endnu en blogpost-serie, og det, der kommer frem om det asiatiske scenarie er mindst lige så overraskende, som ved det europæiske.

Derfor forekommerKoreakrigen i vores bevidsthed som en næsten glemt krig. Det var simpelthen 2. Verdenskrig, der aldrig sluttede. Min generation, og jeg er ingen årsunge, har ikke oplevet Koreakrigen, hvor alle, ALLE! byer og landsbyer i et helt land blev jævnet med jorden. Det sted, hvor japanerne havde haft deres våbenfabrikker i kæmpe underjordiske compounds skulle jævnes med jorden, og fuck de mennesker, der boede der. Senere gentog amerikanerne skuespillet i Vietnam. Endnu engang blev et helt land sønderbombet og fuck de mennesker, der boede der. Og CIA slæbte hjem af heroin fra Den Gyldne Trekant, for krig kostede så mange penge. Og senere gentog amerikanerne deres skuespil i Afghanistan, og CIA og NATO slæbte hjem af heroin, for krig var dyrt. Men det var jo bare en investering, for krig var jo i sidste ende en fed forretning! Og husk, kære folk, I behøver ikke at spørge om hvorfor? Det har vi jo svaret på ... 

Postkrigs-teater 
Et sådan skuespil for folket var Nürnberg-processerne.

Først skar man efter den traditionelle læst Tyskland over som en lagkage. Det havde imperialisterne gjort alle steder, de kom fra siden starten af 1800-tallet, det havde man allerede gjort én gang før med Tyskland (men åbenbart ikke grundigt nok), så nu del-og-herskede man igen. Et stykke lagkage til England, et andet stykke lagkage til USA, et kæmpe stykke lagkage til Rusland og et fjerde til Frankrig. Det hed 'okkupationszoner'. 

Vi husker, hvordan England så sent som i 1994 – konstruktionen var ved at slå revner, så man måtte gøre noget – endnu en gang stadfæstede, denne gang med en lovbefaling, at 'Ingen allierede begik krigsforbrydelser, det var kun nazister, der begik krigsforbrydelser'. 100.000'er af soldater blev holdt i lejre, ikke som tilfangetagne, men som 'krigsforbrydere'. En tysk soldat var en forbryder, en engelsk soldat var en helt. Verden var blevet dejlig nem at forstå. En primitiv sort-hvid stregtegning i en tegneserie. 

Englænderne tvang lokalbefolkningerne til at defilere gennem Buchenwald og Bergen-Belsen, hvor de havde 'glemt' at rydde op, og der lå nøgne, udsultede lig i bunker og flød. De blev dog ikke sendt gennem Eisenhowers dødslejre, for her skyndte man sig at rydde op. Ej heller fik man lige med det samme lov til at defilere i de såkaldte udryddelseslejre med gaskamre, som efter 'pålidelige' udsagn fra sovjet-bolsjevikkerne befandt sig i det nu hermetisk lukkede polske område. Efter en tids forberedelse, blev der bevilget stærkt kontrollerede guided tours. Vi tog deres ord for, at det, man så, var det, de sagde – og omvendt. Bolsjevikker måtte jo vide, hvad de talte om, for de var jo selv så dygtige til at lave udryddelseslejre. De tyske tilfangetagne, og husk de var nu alle godkendt til at være 'afvæbnede fjender' og krigsforbrydere, defilerede gennem lejre, hvor ligene af de tyfusramte lå og stank. Man var i fuld gang med at opbygge en postkrigs-mytologi. Der var billeder i det, som man kunne bruge i de sejrendes historiebøger og i aviserne.

Dette var starten på af-nazificeringen, hvor alle de tricks, som behavouristerne havde lært sig og solgt til reklameindustrien og propagandaindustrien især i USA, nu blev brugt mod tyskerne. Kollektiv hjernevask var på ingen måde et nyt fænomen, for allerede romerne kendte det i allerhøjeste grad. Men i en massemediekultur, som var på plads i 1945, var der en række nye metoder og muligheder. Antropologi, som vi kender det i dag som et universitetsfag, udsprang af militær efterretning og studier af menneske-grupper i krigsøjemed. Mange af disse militære social-behavourister blev senere arbejdsløse, og et nyt akademi-fag var opstået: antropologi.

Amerikanerne kom op med yderlige teaterrekvisitter: lampeskærme af menneskehud, skrumpehoveder af polske fanger og hudstykker med tatoveringer på. Senere kom englænderne op med historier om, at menneskelig blev brugt til at lave sæbe af. Her kan I se, tyskere, hvor perverse de ledere var, som I alle sammen støttede op om!Behavouristisk, pavlovsk hundetræning i selvforagt! 

Når soldater overgav sig, især hvis de var de frivillige SS-officierer, blev det konventioner, de allierede havde underskrevet, ikke respekteret. Der fandt en stribe af massakrer sted på dem, der overgav sig. De blev lukket inde i lukkede gårdarealer og majet ned med maskingeværer. Sådan skete det for de 560 SS-officierer, der overgav sig ved Dachau-lejren. 

Måden en krig afsluttes på, er altafgørende for eftertiden. Den måde, hvorpå de allierede trampede rundt på de overvundne, der nu lå ned, skabtetil en kulturel-etisk afstumpning, der bliver ved med at sende sine – man kunne næsten sige karmisketrykbølger op gennem tiden og frem til os lige nu. 

Nürnbergprocessen – den ultimative farce 
I dette mildt sagt farceagtige optrin villeregeringsmedlemmer og funktionærer i et land for første gang i verdenshistorien komme til at stå foran en ret, hvor fire dommere udsendt af statsledere fra de lande, der delte Tyskland op i fire stykker lagkage,villedømme dem – i deres eget land. Læs lige foregående sætning en gang til og komtemplér det! Blot det at betegne det som en retshandling eller at bruge ordet domfældelse er absurd teater.

I særklasse absurd bliver, når man betænker, at som minimum tre statsledere, Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin med en fair trial og en hvilken som helst uvildig international domstol både på den tid og i dag ville blive idømt livsvarigt fængsel og i Stalins tilfælde forvaring, der er værre end livstid, for det er på ubestemt tid. Og det ville de på baggrund af de bjerge af krigsforbrydelser, de begik som øverstansvarlige for de events, der er nøje beskrevet i hele denne fremstilling og dens fem dele. De var de ansvarlige for 2. Verdenskrig, men de blev aldrig draget til ansvar, for den sejrende har magt til at frikende sig selv. 

Blot en lille korrektion: en fair trial anno 1945 ville have idømt de tre statsledere døden ved hængning eller skydning. Hængning var normalt metoden til at aflive usle lystmordere og tyveknægte, skydning var en militær henrettelse. Derfor valgte man døden ved hængning som en symbolsk gestus overfor det Tredje Riges mænd.

Heinrich Himmler og Hermann Göring berøvede denne pseudodomstol fornøjelsen at dømme ham til døden ved at sluge en cyanidpille, kemisk harakiri kunne man næsten kalde det. Göring nåede at stå foran sine dommere, og uanset hvad man måtte mene om nazismen og dets ledere, frembød han en imponerende fremtoning, hvilket også hans fjender anerkendte. Her var en person, der på ingen måde var knækket selv i modtagelsen af sin dødsdom. I cellerne var han og de andre fanger under overvågning 24/7, og der stod simpelthen en person foran deres dør og åbnede en luge hvert 2. minut. Alligevel lykkedes det ham at gemme en kapsel og tage den i brug, da han mente, at han havde fortalt sine bødler, hvad han mente om dem og deres anklager. Det var blot et par timer før han skulle skydes. Han var i fuld kontrol over situationen til det sidste.

Mange af hængningerne af de dømte gik så galt, at de tog over 30 minutter, hvor den hængte langsomt blev kvalt sprællende og kæmpende for sit liv. Mage til pinligt dilettanteri skulle man lede efter. I erkendelsen af pinligheden – eller nok snarere i erkendelsen af, at pressen og offentligheden kunne eksponere den - hentede man Englands førende 'hangman', Albert Pierrepoint til Berlin. Hvis du ikke allerede har set den fremragende film 'The Last Hangman', kan det stærkt anbefales. Denne yderst professionelle mand med det makabre job erkendte under processen, at der var noget fundamentalt galt her. Hvis man skulle aflive mennesker og sætte sig i Guds sted, skulle det gøres med maksimal respekt. Her så han, hvordan denne respekt blev tilsidesat. Efter udført tjeneste nedlagde han sit hverv. 

Tilståelser ved tortur 
Det er kun for nylig, at oplysninger er sluppet ud om, hvad der skete med de fanger, man stillede for Nürnberg-domstolen. Man udvalgte nøje de personer, der blev fremstillet, og forinden havde de passeret gennem et sted ved navn 'the London Gage', der blev kørt af en person ved navn oberstløjtnant Alexander Scotland. Dette 'bur' var et ud af ni fangehuller, hvor tortur af tyske fanger fandt sted.

Et af 'stjernevidnerne' i Nürnberg var Rudolf Hess. Man påstod, at han havde tilstået udryddelsen af over tre millioner jøder. Det fotografiske dokumentar-materiale, briterne valgte at fremlægge som underbygning, var stærkt tvivlsomt, for man havde ladet ofrene for de tyfus-epidemier, der især ved krigens afslutning hærgede fangelejrene, afbillede. De allierede vidste det.

Efter krigen talte en britisk torturbøddel, Bernard Clark, over sig og pralede med, at det var ham, der havde tortureret Rudolf Hess og truet ham med at gøre 'ting' med hans familie, så han fremkom med de falske tilståelser, man havde brug for. Efter Nürnberg blev han jo buret inde i Spandau til han blev senil. Ikke desto mindre blev han myrdet i fængslet. Man fandt ham hængt / kvalt med vandrette rebmærker om halsen, der viste kvælning og ikke hængning.

Lampeskærmene af menneskehud viste sig at være lavet af gedeskind. De to polske skrumpehoveder forsvandt på temmelig hurtigt, inden nogen kunne undersøge dem. Stumperne af menneskehud med tatoveringer viste sig også at være et falsum. Kun i de de lejre i det nye Østeuropa bag det Store Jerntæppe, hævdes det til den dag i dag, at millioner af jøder blev gasset i dertil indrettede kamre.

Hvad er der ellers tilbage af de 'beviser', der blev fremlagt og fremvist mod nazisterne i Nürnberg? Nåh jo, så er der sæbefabrikken! En sæbefabrik må man jo ha', når man skal vaske sine hænder. Deborah Lipstadt, en jødisk konsulent for 'Holocaust Memorial Museum' skrev, at dette var en 100% fabrikation, der intet havde på sig. Det var en af briternes yndlingshistorier. De havde også lanceret den under 1. Verdenskrig, og nu kogte de sæbe på den igen. 

Krigsgælden 
I oktober 2010 havde Tyskland endelig betalt sin krigsgæld af, altså for 1. Verdenskrig! De havde da betalt 220 milliarder kroner. Det er vist unødvendigt at nævne, at krigsgælden for 2. Verdenskrig langt fra er betalt. Der kører for tiden sager fremført af Grækenland og Italien. Hvis de bliver vundet, vil det åbne for en sand flodbølge af sager fra en række lande. Tyskland er blevet et gigantisk tag-selv-bord.

Du er måske opmærksom på den bølge af af nationaltømninger, som ECB (den Europæiske Centralbank) og IMF (den Internationale Monetære Fond) akkompagneret af Goldman Sachs og andre hajer i det internationale farvand har indledt mod en række især sydeuropæiske lande: Grækenland, Cypern, Italien, Spanien, Portugal, snart Frankrig. Derudover Irland, Island og Ukraine. Det er hævdet, at vi her ser den finansterroristiske del af 3. Verdenskrig. Læg især mærke til, hvordan man søger at få Tyskland til at betale for disse udplyndringer. Det i forvejen udplyndrede land – med den ultrastærke økonomi – bliver plyndret ovenpå post-WW1-og-WW2-plyndringerne. Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det i den sikre formodning om, at dette land er blevet så eftertrykkelig overdænget med et nationaltraumatisk kompleks af skyld-skam-og-gæld oven på skyld-skam—og-gæld, så man blot kan trykke på en dertil indrettet knap, og så betaler de for de internationale bank-gangsteres vildeste eventyr.

Tyskland har været det 20 århundredes finansielle malkeko, gåsen der sked guldæg, og geden der blev ædt og voksede op næste dag. Og hvis vi fastholder den tanke, at 3. Verdenskrig – i hvert fald i sin begyndelse – ikke er en varm krig men en finansiel-kulturel-informel krig – så er Tyskland igen i skudlinien for et angreb. Ved deres kansler det? Jeg tror, hun ved meget, som der ikke bliver talt om, og som de fleste ikke ved noget om.

Jøder, der overlevede fangelejrene, bliver i dag kaldt Holocaust-overlevere, og kan derfor søge erstatning. Ifølge ANCHA i Israel kan alle jøder, der har boet hvor som helst i verden i et nazi-regime, i et land under nazistisk besættelse og i et regime, der samarbejdede med nazisterne, kvalificere sig til titlen: Holocaust-overlever. Dette kvalificerer i så fald alle jøder, der forlod Tyskland i 1933 og boede uskadt i sikkerhed et sted i Verden. Fx. er jøder, der slog sig ned i det tidligere Sovjetunionen og søgte tilflugt hos deres jødiske bolsjevikiske allierede, berettiget til et engangsbeløb på 20.000 kr. og derefter en månedlig Holocaust-pension resten af deres liv. 

Det springende punkt: gaskamrene 
I modsætning til, hvad vi forestiller os, findes der ingen fotografier, intet videomateriale og ingen retsmedicinsk rapport om et gasset offer for denne Holocaust. 

Udfordring: hvis du ligger inde med sådanne, så sig venligst til, for Verden venter med spændthed. 
Vores billeder bygger udelukkende på sovjetiske vidnesbyrd og tidligere indsatte i lejrene, hvor ingen af disse blev krydsforhørt ved Nürnberg-retshandlingerne. De blev nedskrevne, taget til protokols og ophøjet til sandhed.

Jødiske indsatte i lejrene fortalte alternative historier fra Auschwitz, Buchenwald og Theresienstadt. Der var orkestre, som de spillede i. Et koncertflygel blev bragt ind til lejr 1. Der var et teater. Der blev vist film. De indsatte skrev postkort hjem, og vagterne forsynede dem med materialer. Der var penge i omløb i lejrene. Der var kantiner for de indsatte. Der blev arrangeret sportskampe mellem forskellige hold af indsatte. Kunstnere blev bedt om at male på væggene for børnene. Der var hospitaler, biblioteker og et stort swimmingpool. Der er nok af disse historier, der alle fortalte en afvigende historie end den om udryddelse. Hvorfor ville man gøre sig en sådan umage med alle disse tiltag, hvis det var bestemt fra højeste sted, at folk blot skulle udryddes? Ingen har forklaret dette mega-paradoks, og som rationelt tænkende menneske bliver man efterladt i et kognitivt dissonansfelt. Det er noget, der ikke stemmer. 

Historiens skraldespand 
Hvis man sammenligner disse beretninger med Stalins dødslejre begynder der at opstå en tanke. Hvis du vil have udpenslede beskrivelser af disse lejre, så se filmen 'As far as my feet will carry me' eller læs Aleksandr Solzhenitsyn's beskrivelser af Gulag. Eller mange andre beretninger, selvom der var procentvis meget få, der overlevede – hvilket i realiteten er en hel del, for der var bare UFATTELIG MANGE, der blev sendt til Helvede! I disse beretninger vil du høre om, hvad en dødslejr virkelig var.

Hvad er det hele for noget? Hvordan skal man forstå dette stykke psykologi? Har russerne beskrevet de tyske fangelejre, som om det var Gulag? Overstiger dette bare den menneskelige fatteevne? Blev tyskerne, Tyskland og tyskernes efterladenskaber en kæmpe skraldespand for den totale sum af forbrydelser mod MENNESKET, der var krigens egentlige krigsgæld, menneskets gæld til mennesket?

Jeg løber tør for ord lige nu. Jeg oplever at blive fanget af et stykke målløshed. Altså: et ideologiseret folkeslag, russerne med bolsjevikisk hjerneimplantat, hvis krigsforbrydelser oversteg enhver menneskelig målestok – de forstod ikke engang sig selv – har i et forsøg på at skabe en distance og forståelighed til deres egne ufattelige gerninger valgt at læsse disse gerninger over på netop dem, der blev udsat for deres gerninger. Giver det mening i al sin syge absurditet? Det giver kun mening, hvis man er langt inde i patologien, og det er just der, vi befinder os.

Vi prøver lige igen. Bolsjevikkerne beskrev de tyske fangelejre på samme måde, som de SKULLE have beskrevet deres egne. Det kaldes en projektion i psykologien. Vi bør måske opfinde et nyt begreb og kalde det en bekvemmeligheds-projektion. For de vidste særdeles vel, at de projicerede, og hvad de projicerede, og netop derfor gjorde de det – af bekvemmeligheds-grunde. 

Auschwitz og David Cole 
I 1992 lavede den jødiske historiker David Cole en dokumentar om, hvad han havde set og fundet i de historiske arkiver, via interview og på selve lokaliteten Auschwitz, indbegrebet af vort billede af en nazi-koncentrationslejr. Man kan stadig se den 60 minutter lange dokumentar på internettet – så længe det varer, for YouTube er i gang med en bølge af censur for tiden.

Som jøde havde han 'lov' til at undersøge sagen. Dette er i sig selv absurd, men sådan udtrykker jøder det faktisk, hvis det drejer sig om kritik af jøder – endnu en grund til at kritisere, hvis – med streg under hvis – der er grund til kritik. Lad os for enhver pris undgå kulturmarxisternes/Frankfurterskolens dogmatik om 'kritik som målet i sig selv'. Men altså, det var 'legitimt' for en jøde at undersøge jødisk historie – troede han. Det skulle senere vise sig ikke helt at være tilfældet. Det ville have været 'legitimt' at underbygge påstandene om gaskamrene og Holocaust, men han fandt ud af efter et stykke tid, at der var en helt bestemt grund til, at der blev råbt og skreget op, hver gang nogen forsøgte at åbne den æske – 'Don't look there, don't look there!' Og hvad gør alle små børn, når de voksne siger sådan?

David Cole var et sådant enfant terrible. Han måtte undersøge, især fordi tampen brændte, når man ikke måtte undersøge. Han var allerede klar over som historiker, at de 'beviser', som blev fremlagt af bolsjevikerne i Nürnberg var noget tvivlsomme. Han var også klar over, at mange af de vidnesbyrd, som fx amerikanske soldater havde fremført efter krigen, også var tvivlsomme. Det var helt ude af sync med det, man vidste, når soldaterveteraner mange år efter henviste til de 'gasninger', de sagde fandt sted i Dachau, der jo befandt sig i den vestlige del af Tyskland. Her kunne man ikke forhindre undersøgelser af stedet, og ærlige historikere ved med 100% sikkerhed at der ikke var gaskamre. Så soldaterne fortalte altså en historie, som de enten havde fået besked om at fortælle, eller som de havde efterrationaliseret sig til og senere brugt som soldaterhistorier omkring lejrbålet. Far var der selv, nu skal I bare høre … De havde blot glemt at tjekke, at deres indstuderede og derfor falske vidnesbyrd i mellemtiden var underkendt.

Holocaust-historien er vokset og vokset siden 2. Verdenskrig og bliver fremført og undervist på i skolen som et faktum. David Cole koncentrerede sig om blot et enkelt af de hovedsites, der altid blev brugt i historien, altså det formodede gaskammer i Auschwitzlejren, hvor nazisterne skulle have udført deres formodede 'Endlösung'. Og igen, han siger helt tydeligt i filmen, at det ikke skulle betragtes som et endegyldigt statement, men som et indlæg i, hvad han dengang håbede skulle blive en åben debat om emnet, en debat, der for længst burde være taget. Altså: hvad var facts, og hvad blot var krigspropaganda. Han ville bare gerne kende sandheden, og troede naivt, at der var tilstrækkeligt mange mennesker, der tænkte og følte som ham. Det udløste desværre – eller selvfølgelig - ikke en åben debat, for dertil var krigspropagandaen alt for massiv, men det udløste en interesse, der bestemt ikke er aftaget siden, tværtimod. Den accelererer for tiden og kan muligvis udløse en åben debat på sigt. 

Lejren
Auschwitz bestod af tre dele. 1: den oprindelige solide militærlejr bygget før krigen, 2: Auschwitz-Birkenau, der var bygget til som fangelejr og 3: Auschwitz-Monowitz, et stort industrielt kompleks, hvor fangerne arbejdede. Alle har set skiltet over porten, hvor der står 'Arbeit macht frei'. Det var ingen spøg at være 'ansat' i denne fabrik, og vi kan rolig kalde det for en arbejdslejr. Det var i øvrigt Tysklands største fabrik for syntetisk gummi.

Hele området er i dag en klam, kommercialiseret turistfælde, hvor man kan købe alt muligt Holocaust-skrammel og lytte til stereotype guides, der repeterer historien om, you know … Altså grundlæggende det samme ahistoriske nonsense, som man kan møde ved de fleste af Verdens turistfælder. 

Historieskrivning kan være stærkt ideologiseret, så facts bliver tilpasset en ideologisk agenda. I Egypten fortæller de en umådelig bunke vrøvl, fx. om gravkamrene i pyramiderne, selvom ingen mumie nogensinde er fundet der (det var i Kongernes Dal, de lå...). Ved Taj Mahal fortælles den tårepersende historie om Shah Jahan (der var berygtet for at jævne vediske templer med jorden), der lavede et gigantisk islamisk gravmonument over sin kone (efter vedisk stil udsmykket med vedisk symbolik ovenpå en vedisk mandala som grundplan, prøv at sige ve-disk tem-pel), eller den store moske i Cordoba (der vender nord-syd og ikke mod Mekka, ikke ligger i bycentrum, har et over 70 m højt tårn – stakkels muezzin! - har en kælderetage, har gargoyler på facaden og har bjælker i murværket, der er forstenede, hvilket giver en datering, der er ca. 1000 år ældre end noget islamisk byggeri. Prøv at sige fønikisk handelsstation perfekt placeret ved udmundingen af Guadalguivir-floden). Listen ville blive temmelig lang, men det er ikke emnet.

Auschwitz er netop et sådan sted, hvor ideologiseret historieskrivning bliver ritualiseret. Det er et slags gravmonument for polsk-katolsk og jødisk religiøsitet på én gang, hvilket har skabt en del gnidninger. Jøderne har klaget over, at udtrykket ikke var jødisk nok og har hele tiden arbejdet på at monopolisere det som en udelukkende jødisk affære. I russiske film, nævnes jøderne sjældent, her tales der mest om polakker, ukrainere og russere. I polske film tales der meget om de polske præster og deres martyrium. I vesten handler det stort set kun om jøder, og at der også omkom ikke-jøder bliver mest brugt, for at ikke-jøder ikke skal kunne identificere sig med jøderne.

Når man bliver vist rundt i Auschwitz viser de en bygning kaldet 'Dødens Blok', spækket med billeder, der skal understøtte det narrativ, at stedet var en dødsfabrik. Hvad man ikke viser er et stort kompleks, hvor man desinficerede tøj, sko, madrasser og alt, der kunne være inficeret med de tyfusbærende lus. Her brugte man den pesticid, der hed Zyklon-B, en cyanidholdig kemisk substans, der var specieldesignet til det job. Det var det egentlige gaskammer i Auschwitz. Ingen indsatte/beboere kom her. Såkaldte eksperter benægter ikke eksistensen af denne bygning. De bryder sig bare ikke om at nævne den, fordi den underminerer deres narrativ. Hvorfor dog komplicere tingene? Andre faciliteter i Auschwitz, som eksperterne nødig fremviser, er teatret, hvor det indsatte og deres børn opførte teaterstykker. Og swimmingpoolen, som er udladt på den guidede tour, så man skal kende dens eksistens.

Den guidede tour ender ved det berømte gaskammer. På det tidspunkt er turisterne så fyldt med horror-stories, at de er i stand til at tro på alt, de hører. Her oplever de apoteosen.

Alt bygger på tvivlsomme postkrigs-vidneberetninger og postkrigs-tilståelser. Der er ingen dokumenter, der understøtter, at de skulle have eksisteret en plan om udryddelse af jøderne. Der er ingen samtidige fotos, planer eller krigstidsdokumenter, der viser at det fandt sted. Man kan ikke bruge den undskyldning, at nazisterne destruerede alt bevismaterialet, for man havde på det tidspunkt knækket det tyske krypterede kode i deres interne meddelelser inklusive dem, der kom fra Auschwitz.

Alle de udstillede 'beviser', der fremvises i Auschwitz kan både bevise, men også modbevise narrativet – beviset ophæver sig selv. 

Der vises bunker af hår, som skulle stamme fra fangerne. De fik deres hoveder barberet, så man kunne få bugt med lusene. Det benægtes ikke engang. 

Og så er der der bunker af sko. Det er et faktum, at de indsatte blev frataget deres eget tøj ved ankomsten og fik nyt tøj og sko. Deres gamle var befængt med lus. 

Og så er der bunker af gas-dåser. Ingen benægter, at Zyklon-B blev brugt til at desinficere mod lus. Gassen blev også brugt i de lejre, hvor man siger, at der ikke var gaskamre.

Og så er der masser af billeder af syge, tynde mennesker. Heller ingen benægter, at tyfus var et stort problem i lejrene, da mange af de indsatte fra Østeuropa var notorisk berygtet for deres – skal vi sige letsindige omgang med personlig hygiejne. Polakkerne var med andre ord totalt lusebefængte.

Og så er der udstillinger af luftfotos af lejrene. De bliver fremstillet som bevismateriale, men man glemmer at nævne, at ingen af dem viser noget om gasning, selvom de er taget på tidspunkter, vor gasning siges at have foregået non-stop. 

Gaskammmeret 
Og så er der selvfølgelig selve gaskammeret, det berygtede 'Krema 1'. Det er et helt kapitel for sig.

Det lå bag officersbarakkerne udenfor fangeområdet. Der er en stor skorsten ovenpå bygningen. Man har indrømmet, at denne er en 'rekonstruktion', da den ikke er forbundet med bygningen. Læs lige igen: ikke forbundet med bygningen! Hvad er så meningen med en skorsten? Dernæst har man indrømmet, at hele bygningen er en rekonstrukton. Indenfor i bygningen kan man se, at mure er blevet væltet, og at der er spor af de baderums-faciliteter, som engang var i bygningen. Det nu større rum var engang fem rum. I væggene i den før omtalte desinfektionshal i Birkenau-området er væggene indfarvet med blåt fra gassen - deraf navnet 'preussisk blå'. Der er ingen indfarvning i baderummet i Auschwitz 1– nu kaldetgaskammeret. Kemiske prøver viser ingen rester af gassen. I taget af bygningen er der luger, der siges at være, hvor Zyklon-B-gassen blev hældt ned. Lugerne er tilføjet senere ligesom skorstenen og kaldes ligeledes 'rekonstruktioner'. Hvorfor man skulle have brugt en masse besvær på at fjerne huller i en solid bygning og en lige så solid skorsten for dernæst at bygge det hele op igen fremgår ikke med stor tydelighed. Hvis bolsjevikkerne havde fundet stedet i den propagandistisk set perfekte stand, så havde der vel ikke været grund til disse rekonstruktioner? 

Piper 
Franciszek Piper, senior-kurator ved Auschwitz-museet, skrev en bog, hvor de originale sovjetiske tal på 4 millioner omkomne jøder – jøderne selv 'rundede op' til 6 millioner – skulle revideres, så tallet nu var: 1.1 millioner. Det må siges at være lidt af en revision. Sovjetterne overdrev altså med 400%.

Lad os lige tage den en gang til:

• Den Sovjetiske Stats Ekstraordinære Kommité for Undersøgelsen af Nazi-krigsforbrydelser (elsker vi ikke straks denne herlige titel?) fastlår, at 'mindst fire millioner jøder døde i Auschwitz'.
• Det Supreme Nationale Tribunal i Polen fastslår at 'omkring fire millioner jøder døde i Auschwitz'
• Det Internationale Militærtribunal i Nürnberg fastslår, at 'mere end fire millioner jøder døde i Auschwitz'.

Disse udsagn baserer sig på, hvad man kaldte 100-vis af vidnesudsagn og eksperter. Hvis man sammenholder dette med Franciszek Pipers dokumentation, kan man konstatere, at der er en vis usammenhæng. Hverken vidnesudsagn eller ekspertudtalelser lige efter krigen er altså i overensstemmelse med sandheden, men er opstået på anden vis. De sovjetiske beviser og udsagn er altså: svindel!

David Cole fik lejlighed til at interviewe Piper, som indrømmede, at der var sket 'rekonstruktioner'. Den britiske historiker, David Irving, blev dømt ved en tysk domstol for i maj 1992 at sige netop det, som kuratoren, museumslederen og Holocaust-eksperten Piper sagde i sit interview med den jødiske historiker, David Cole. Piper blev endog indkaldt som vidne i dommen, men dommeren tillod ikke vidnet at udtale sig!

Lad os sammenligne de to synspunkter, det officielle og det revisionistiske.

• Officielt:
  bolsjevikkerne, sovjetterne, kommunisterne genskabte et gaskammer, der engang havde været der, før man ombyggede det til et beskyttelsesrum mod luftbombardementer. De genskabte altså bare det originale gaskammer i deres oprigtige bekymring for den historiske sandhed, som de var så ivrige efter at præsentere for verden.
• Revisionistisk:
  bolsjevikkerne, sovjetterne, kommunisterne skabte et gaskammer i et beskyttelsesrum mod luftbombardementer, der altid havde været et beskyttelsesrum mod luftbombardementer.

De fire huller i taget, som skulle være indfyldningshuller til Zyklon-B-gas, kan ikke ses på de allieredes luftfotos. De var der altså ikke.

Men hvorfor nedlagde man så gaskammeret? Her forklarer Piper, at det var blevet for svært at skjule gasningerne for de indsatte i Auschwitz 1, så man flyttede det til nabo-området Auschwitz-Birkenau. Man sagde, at gaskammeret var skjult for de indsatte, da der skulle ligge tre blokke i kanten, hvor officererne boede. De indsatte kunne altså ikke se det formodede gaskammer overhovedet, sagde man. Man skjulte altså gasningerne for de indsatte.

Men hvis man studerer luftfotos over området, så ser man, at de indsatte havde fuldstændigt udsyn over området. De toge, der ankom, og som påstået lossede passagererne direkte ind i gaskammereret i tusindvis hver dag var lige i synet på de indsatte. Ingen kunne have undgået at se det hele. Der var altså intet skjult, og der burde have været masser af vidnesbyrd om dette, og med samstemmende beskrivelser. Det er der ikke. Der er noget, der ikke stemmer.

Leuchter 
I 1988 blev der foretaget en ekspertundersøgelse af væggene i gaskammeret af Frederick A. Leuchter, altså en retsmedicinsk undersøgelse. Han tog prøver fra desinfektionsrummet i Birkenau, hvor man behandlede materialer og gaskammeret. Desinfektionsrummet gav udslag, der gik ovenover skalaen = enorme mængder af gas, hvorimod det påståede 'rekonstruerede' gaskammer ikke viste markante tegn på gas. Problem! Et kritisk team fra Krakau besluttede at dobbelttjekke Leuchters resultater, for de måtte jo være falske. De fik de samme resultater. Nogen har vist været lige lovlig grundige med deres 'rekonstruktioner'.

Måske står der allerede klart for dig, men mange har ikke gjort sig klart, at historieskrivning ikke er en eksakt videnskab. Kemi, derimod, er en ekstremt eksakt videnskab. Da den britiske historiker, David Irving, i erkendelse af, at hans videnskabsgren ikke var eksakt, tog  - ulovligt skal det siges - prøver af  ydervæggene til de egentlige gaskamre, hvor man desinficerede, og han tog derefter prøver fra indervæggene i de påståede gaskamre og bad kemikere/retsvidenskabsfolk om at sammenligne. Der ingen tvivl hos eksperterne. Selv ydervæggene i de rigtige gaskamre (gassen var så koncentreret, at den havde gennemsyret hele muren) indeholdt stadig 60 år efter så meget cyanidgas, at de røg helt i top af det målbare, hvorimod indervæggene i det påståede gaskammer ikke indeholdt noget spor af cyanidgas overhovedet. 

Kemi lyver ikke. Det gør historieskrivning. Det skal også siges, at David Irving er den historiker, der har gjort det grundigste arbejde i forhold til Holocaust. Derfor er han også den mest frygtede blandt både kolleger og hele slænget af post-WW2-legendemagere, OG en af de mest dæmoniserede af samtidens historikere. Manden er voldsomt kompetent og kontroversiel på samme tid.
The Faking of Adolf Hitler for History
Forholdt disse facts, kører konformist-eksperter ud i en ny cirkel og påstår, at de manglende spor af gas skyldes, at det kun var 20 minutter om dagen, at man brugte gas i kammeret, og at det derfor ikke efterlod spor. Men ifølge beretningerne, så foregik der gasninger uophørligt, dag og nat. Ellers kunne man ikke have gasset det enorme antal mennesker – alle sammen jøder selvfølgelig. Men her træder man sig selv over fødderne. Beslut jer nu: enten var der meget få gasninger, eller også var der seriøst mange!

Narrativet smuldrer eller flimrer, hver eneste gang man spørger ind til det. Det kan anbefales at se David Coles dokumentarfilm, for han var på det tidspunkt knivskarp. Der sker så noget for ham bagefter. Det starter med at JDL – Jewish Defence League, en ekstremt voldelig jødisk intern terrorgruppe – erklærer ham for værende et mål og angriber ham voldeligt. Han må gå under jorden i ti år og skifte navn. Da han kommer tilbage på scenen, er der sket noget med ham, selvom han stadig forholder sig kritisk et par år. I dag er han så begyndt at benægte sine egne udtalelser.

Så ved vi godt, hvad klokken slog derude i baglokalet. Vi tager hatten af for David Cole for hans mod til som jøde at sige, hvad han sagde, mens hans hænder og fødder var frie, og hvor han stadig kunne være en enfant terrible udenfor rækkevidde af den allesteds-nærværende jødiske terror – som i allerhøjeste grad bliver rettet mod jøder, et faktum vi ALDRIG må glemme!

I 1988 blev Ernst Zündel udsat for en retssag for Holocaust-benægtelse. Man var nu begyndt at retsforfølge folk, der foretog fuldt berettigede og hæderlige videnskabelige undersøgelser. Den politiske korrekthed havde gjort sit indtog på verdensscenen. Kulturmarxismen have slået igennem via universiteterne i Vesten. Zündel havde forinden hyret Frederich Leuchter, der var en retsmediciner med ekspertise i gasteknologi til henrettelsesformål. Efter i største hemmelighed at have udført tests i bla. Auschwitz i Polen, vendte Zündel tilbage og udgav 'Leuchter rapporten'.

Leuchter gør det i et interview meget klart, at han kun stillede sig til rådighed for undersøgelser. Hvis hans fund understøttede gaskamre, ville han have sagt det. Men hans undersøgelser viser det modsatte. Kort fortalt: kamrene var ikke indrettede til gasning, og bødlerne ville have gasset sig selv. Der er også noget sært ved ideen om, at et krematorie befandt sig ved siden af et højeksplosivt kaskammer. Det er ikke fysisk muligt, er Leuchters ekspert-vurdering. Manden er ikke korrupt-ekspert eller fake-ekspert som bolsjevikerne, der fodrede Nürnberg-bødlerne. Han er uvildig amerikansk retsmedicinsk ekspert med fuld anerkendelse. Leuchter fastslår, hvad alle vidste, men ikke måtte sige: der var ingen øjenvidner, for der var ingen gasninger!

Det vil også være umagen værd at se interviewet med Ernst Zündel, hvor han sætter en manipulerende israelsk journalist på plads med sin viden:
https://www.youtube.com/watch?v=A5sbegfCz7o

Hvad vi ikke forstår i dag er, at Sovjetunionen ikke var en egentlig allieret. Sovjetstaten var fra starten en konstruktion af Wall Street - for nu at gøre det forsimplet - og nu gjorde konstruktionen igen Wall Streets beskidte arbejde. Skift efter behag og vinkel begrebet 'Wall Street' ud, men den sovjettiske propaganda blev accepteret på det tidspunkt i historien af den ene og alene grund, at den tjente de allieredes formål. Derfor accepterede vi et bjerg af løgne, og et af dem var Holocaust-løgnen.

Den iranske premierminister, Mahmoud Ahmadinejad skabte en vis furore i 2006, da han sagde, at Holocaust var en konstruktion beregnet på at beskytte staten Israel. Han sagde altså det, som mange vidste, men som ingen måtte sige.

En række af videnskabsfolk, journalister, og andre personer, der har stillet spørgsmål og søgt svar, er blevet idømt bøder og fængselsstraffe på mellem 6 måneder og 6 års for blot at stille disse spørgsmål. En tysk skolelærer fik 4 års fængsel - ikke for noget han havde sagt, men fordi dommeren mente, at han havde tænkt sig at sige det!

Hitler-kortet og Ågerkarlenes Imperium 
Det, der pissede de allierede af, allerede før de blev 'de allierede', var i virkeligheden én eneste ting. Det var det øjeblik han meldte Tyskland ud af det system af blodsuger-ågerkarle-bankvæsen, der herskede over den vestlige verden og på tre, TRE! År løftede Tyskland ud af både den forarmelse, som andre lande led under efter ågerkarlenes finansfiflerier med verdensøkonomien i 20'erne, men oven i købet løftede det til en standard, som langt overgik sine naboer.

Hvis et land kunne tilsidesætte central-banksterne og opnå dette, ville de kunne ske i andre lande. Folk opdagede det og ønskede 'so ein Ding' for dem selv. Overalt i Europa vakte det beundring. Men hvor der findes beundring, findes der misundelse, og Misundelsens Imperium begyndte at længes efter endnu en krig. Ågerkarlene aktiverede endnu en gang deres netværk.

De selvsamme verdensimperialister agerer på præcis den samme måde i dag. Hver gang de ser et land, hvor det går lidt for godt, og hvor man ikke lystrer de regler, som centralbanksterne har besluttet skal gælde for menneskeheden, så trækker de Hitler-kortet!

Hitlerkortet består i, at man udnævner landets leder til at være en ny Hitler og begynder at fabrikere en række udsagn om vedkommenes grusomheder. Hvis vedkommende har været hård i filten, bliver det selvfølgelig brugt, men i de fleste tilfælde oversvømmer de bare de medier, som de selv ejer (læs: dem alle sammen) med skinbarlige løgne skåret over den samme læst.

Vi så det, da englænderne ønskede at smadre Egypten under Nasser. Han havde nationaliseret Suezkanalen, så hvad kaldte de ham: Hitler!

Vi så det, da Kuwait sugede olie ud af irakisk undergrund og opfordrede ham til at gøre noget ved det. De havde i forvejen foræret ham våben, så han kunne bruge den mod iranerne. Men så annoncerede han, at han ikke længere ville acceptere dollars for olie. Irak havde en nationalbank, der ikke var en del af centralbankvæsenet. Hvad kaldte de ham? Hitler! Og så smadrede de hans land, så det i dag er død, kaos og fattigdom.

Vi så det, da saudierne havde bestilt et statskup i Libyen, hvor deres leder, som Tyskland i 30'erne, var et velstående land med den højeste levestandard i den arabiske verden fordelt på hele de libyske folk, og hvor deres leder var i færd med at organisere de afrikanske lande med en ny dinar bakket op af guldreserver. Formålet var at vride dem ud af kvælertaget fra IMF, WTO og ågerkarlenes blodsugergesjæft. Og så ville han ikke afregne Libysk olie i dollar ligesom Saddam. Hvad kaldte de ham: Hitler! Hvorefter de smadrede hans land, så det i dag er død, kaos og fattigdom.

Vi så det, da den syriske præsident Assad var ved at lave en aftale om en olieledning gennem Syrien udenom den saudisk kontrollerede ledning længere mod syd. Hvad kaldte de ham: Hitler! Og så  sendte de horder af saudisk finansierede terrorister ind over landet, som i dag er sønderflået, men som har formået at holde stand, bla. via russisk støtte.

Vi så det i direkte forlængelse af dette, da den russiske støtte i form af præsident Putin gik ind og forhindrede neocon-gangsterstaten USA i at intervenere i Syrien med en skakspillers tæft for en rokade. Vel at mærke på en elegant måde, hvor dukkedrengen, der kalder sig præsident i gangsternes land, kunne slippe ud af det med æren i behold. Far Putin hjalp Obama-drengen, da han havde fået fingrene i klemme. Hvad kaldte de ham: Hitler! Og så sendte de horder af fascist-hooligans ind over landet fra øst, forærede dem en hel regering, begyndte at pumpe penge ud af landet og ned i lommen på IMF og ECB. Og hvad var mr. Putins 'synd' så ifølge ågerkarlenes religion? Jo, han havde smidt de parasitiske oligarker ud af landet, nedlagt forbud mod de CIA-styrede NGO-grupper, der underminerede landet, sørget for at russisk olie var i russiske hænder (i 10 år tjente Rusland ikke en eneste rubel på deres olie), og nu var han saftsuseme i færd med at organisere en række store nationer i et samarbejde, BRICS, der har det tilfælles, at de er lidt trætte af Ågerkarlenes Imperium.

Hitler-Hitler-hele tiden Hitler, disse kortspillere har simpelthen ingen fantasi. De er som en vinylskive, der er gået i hak. De har trukket kortet så mange gange, at det er en farce. Skal vi kalde den Forår for Obamaog sætte den op på Broadway?

Standardformlen, Hitlerkortet, består af tre elementer:

• Man laver en stråmand på en statsleder og kalder ham 'den ny Hitler'.
• Man opfinder eller arrangerer en række grusomheder, som vedkommende skulle have begået.
• Man finder det første det bedste påskud til at intervenere landet – selvfølgelig i dyb bekymring for de stakkels mennesker i dette land (violiner! tårer på kind!), stjæle dets ressourcer, ødelægge dets økonomi og placere en nikkedukke som statsminister og en ågerkarl som finansminister. Og hvis folk gerne vil tale om demokrati, så kalder man det bare demokrati (flere violiner, et helt strygeorkester!).

Brugen af 'Hitler' som skældsord mod statsledere er sådan set blot et kodeord. De kunne lige så godt have sagte 'pindsvin' eller 'spaghetti carbonara', vi ved efterhånden, hvad det betyder. Det er startskudet på en kampagne, en hensigtserklæring, 'Vi gør det sg'u igen, fik I den derude?!' Det er ikke et strygeorkester denne gang, det er trompetsignal. Det ser så kedeligt ud, når ågerkarlene arranger mordet på en præsident som fx. Kennedy eller Benazir Bhutto for blot at nævne to blandt hundreder. Men et karaktermord slipper de af sted med hver gang, mener de.

Husk også, at et karaktermord på den store scene er to fluer med ét smæk. Man myrder karakteren, det er det ene aspekt. Men man udstiller samtidig mordet i offentligheden, ligesom offentlige hængninger på middelalderens markedspladser: Til skræk og advarsel. Når man har karaktermyrdet den tyske kansler fra 30'erne, så var det for at udskrige: I må ikke gå i den retning, I må ikke være ulydige mod åger som bærende princip for samfundet (læs: for ågerkarlene), I må aldrig eksperimentere med metoder til at skabe frihed for folkeslagene, og I må ALDRIG gennemskue, hvad vi har gjort imod jer.

Løgnen er et vigtigt element. De lyver, fordi de kan og fordi de har gjort det altid. De lyver, fordi det virker. De lyver, fordi folk ikke kan gennemskue løgn. Efter to verdenskrige bygget udelukkende på løgn, har folk i Vesten ingen indbygget løgnedetektor længere. De lyver, fordi de bliver høje at lyve på samme måde som en seriemorder bliver høj af ikke at blive opdaget og stoppet. Men det værste er næsten, at de ved, at når folk har købt og slugt en løgn, så er de beskidte indeni - de er selv blevet til løgnere. Vi er blevet imprægneret med løgn.

I alle de ovennævnte 'Hitler-cases' spillede løgnen en afgørende rolle.

• Vi så det, da Nasser blev udnævnt til en ond kommunist. Kommunismen havde i den kolde krig overtaget rollen fra Nazityskland som 'de onde'. Nasser havde bedt både englændere, franskmænd og amerikanere om hjælp til at finansiere og bygge Aswan-dæmningen men ingen gad at hjælpe ham. Så henvendte han sig til russerne, som hjalp ham. Simpelthen.
• Vi så det i den første (som jo egentlig var den anden) Golfkrig, hvor irakiske soldater skulle irakerne have hevet børn ud af inkubatorerne på hospitalet og strøet om sig med Anthrax. I den anden (som egentlig var den tredje) Golfkrig skulle Saddam have garagen fuld af masseødelæggelsesvåben.
• Vi så det, da Gaddafi skulle have beskudt egne borgere i Benghazi. Årtier forinden skulle han have bestilt bombningen af et fly over Lockerbee.
• Vi så det, da Assad skulle have gasset sit eget folk i et boligkvarter lige udenfor Damaskus.
• Vi så det, da Putin skulle have beordret nedskydningen af et malaysisk passagerfly (den brygger de stadig på) og 'invaderet' hele Østukraine 'se, vi har sjove luftfotos fra arkivet', står NATO-fætteren, som amerikanerne kalder Fuck-Rasmussen, og siger, mens han vifter med et foto, han har fået. Det var så et foto, der var et år for gammelt, men det betyder ikke noget i den større sammenhæng.

Der er simpelthen ingen grænser for, hvad Lystløgnens Imperium kan komme op med, når de trækker Hitlerkortet. Hele deres ågerkarlekultur bygger på løgn som fundament. Ågerkarlevirksomhed i sig selv er en konstruktion af løgn, for pengesystemet er århundredernes mest geniale og uigennemskuelige svindelnummer. Tænk en gang: at hive penge ud af den blå luft uden at nogen bemærker det, penge som folk lige pludselig skylder dem!

Det var dét, som den tyske statsleder i 30'erne så. Det var dét, han greb direkte ind i og blokerede. Det var dét, der fik det væsen, der kaldte sig selv for 'Judæa' til at fremkomme med en officiel krigserklæring mod Tyskland. Det var dét, der fik de allierede ågerkarle til at hyre kamphunden Stalin til at gøre deres beskidte arbejde. Det var dét, der fik englænderne til at bombe enhver mursten ud af millioner af tyske hjem og jævne tysk industri med jorden. Det var dét, der skabte den måske største løgn, der nogensinde er blevet fremført og slugt råt af guder og hvermand: historien om den gode krig mod det onde land, der gav verden den gode fred i den gode sags tjeneste. Violiner kan ikke længere gøre det - bring os et symfoniorkester!

Sandheden er så skrøbelig, at den har brug for en bodyguard af løgne til at beskytte den.
Winston Churchill

Der kom det fra hestens egen mund. I realiten var krigen fuldstændig nyttesløs og unødvendig set fra englændernes synspunkt. Krigen var den gennem-alkoholiserede britiske premierminister Churchills værk. Han løj før og især under krigen, for en del af krig er løgn for at opretholde moralen. Men løgnen fortsatte efter krigen. England havde mistet sit store imperium, mistet en masse menneskeliv, havde fået ødelagt sin økonomi, havde en masse europæeres liv på samvittigheden. Hvis det nogensinde kom frem, at Churchill havde afslået dusinvis af fredstilbud fra tyskerne, og at de kun var England (læs: Churchill), der havde ønsket denne krig, så ville den blive meget svær at retfærdiggøre for eftertiden. 

Krig er løgn sat i system. Men historien om krigen er den største løgn. Vi lærte intet, INTET, af 2. Verdenskrig. Hvorfor? Hvis ikke allerede svaret står klart efter læsning af fem afsnit, så kommer den korte version her: 

• Fordi et dødbringende lag af krigspropaganda fortsatte efter krigen og fortsætter til i dag. 
• Fordi de mennesker, der ejer medierne, forlagene og underholdningsindustrien er de samme, der ønskede krigen, planlagde krigen, finansierede krigen, gennemførte krigen og begik krigens forbrydelser, og som bagefter smurte krigens intention, planlægning, gennemførelse og SAMTLIGE krigsforbrydelser af på dem, der var deres krigens hovedofre.
• Fordi befolkningerne i de nationer, der udråbte sig selv til krigens sejrherrer, troede på den overordnede fortælling om den gode krig i den gode sags tjeneste, og at krigsforbrydere var krigshelte og fredsbringere.

Løgnen står som en fed skamstøtte i midten med 1000-vis af forgreninger i alle retninger. Vi har set på et par stykker af dem i denne undersøgelse i fem dele, en undersøgelse, der på ingen måde er slut. Den er først lige begyndt.

Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
//