Jhar bragt på plads, og som er endnu værre end diktaturet. Vær hilset, ædle vilde, vi kommer med demokrati og Coca Cola. Det første respekterer vi ikke i vores eget land, det sidste bæller vi en masse af. Begge dele er giftige.
Diktatur kan være alt fra oplyst enevælde til ren Pol Pot. Det glemmer man altid. Diktaturer opstår ofte i et land, der er under konstant angreb fra Vesten (inkl. Israel og Saudiarabien). Gadaffis Libyen og Assads Syrien er sådanne, og de har været tvunget til det, men Vestens medier kan ikke skelne mellem tilstanden i Nordkorea og i Libyen/Syrien. Libyerne og syrerne støttede/støtter deres præsident. Libyen var det land i den arabiske verden, der havde den højeste levestandard. Syrien var det land i mellemøsten med den største tolerance for kulturer og trossamfund – men nul-tolerance overfor zionistisk fascisme. Hvad var så problemet med Irak, Libyen, Syrien, Sudan og Nordkorea?
Ja det var, at disse fem lande, som George Bush kaldte for ‘slyngelstater’, ikke havde underkastet sig det internationale centralbankvæsens spilleregler, men insisterede på at at opretholde ægte nationalbanker, der tilgodeså landet selv og dets befolkning. De spredte simpelthen ikke ben for Vesten, de var ulydige. Det næste problem var, at flere af deres ledere bekendtgjorde, at de ikke længere ville afregne olie i petrodollar og dermed fortsat bidrage til at kanalisere rigdomme over til USA, selvom USA ikke havde ydet noget for disse rigdomme. Petrodollaren har siden Bretton-Woods-aftalen i 1944 været verdens største finansielle sugerør for den største slyngelstat af dem alle, dollarens hjemland, USA.
Det slette spil, som Vesten generelt, USA, UK, Frankrig i særdeleshed med DK som lille logrende skødehund fører lige nu i Ukraine, er en gentagelse af den terror, som nazisterne og de lokale fascistgrupper udøvede i forbindelse med 2. Verdenskrig. Vesten har altid benyttet sig af disse fascistoide grupper uanset deres observans på 2D-overfladen, den tegneseriefortælling, som afspilles 24-7-365 på alle tilgængelige storskærme. Altså det forlorne surrogat af en narresut-virkelighed, som vi åbenbart elsker at loade os med, mens kumpanerne klapper i deres fedtede hænder i ‘baglokalet’.
Det ene øjeblik støtter vi, det aggressive Vesten, ultra-nationale fascistgrupper, det andet øjeblik islamistiske massemordere og betalings-terrorister. Man tager et stykke lort og kalder det for en guldklump – man tager en psykopatisk lejesoldat og kalder ham for ‘folkets sande befrier’ og udstyrer ham og hans fætre med bazookaer og saringas. Dernæst kalder propagandisten og aggressoren landets præsident for det, som lejesoldaten og aggressoren selv repræsenterer og sig selv for en helt. Således udstyret med kappe og sværd laver man en Hollywood B-film.
Medierne beskæftiger sig ikke med 3D-virkeligheden men udelukkende med den 2D-virkelighed, der som Hollywood-kulisser er stillet op. Medierne er selv storforbrugere af medier. De er nøjagtig, som McLuhan formulerede selv budskabet. De er den historie, som propagandisternes opdragsgivere har ladet fremstillet i deres infokrigs-fabrikker og kanaliseret via deres agenturer og nyhedsbureauer. De er problemet. For det vi ser, er en krig. Medierne er i dag et regiment, ja nærmest en fuld armé i software-afdelingen af hæren. Medierne er dem, der gør det beskidte arbejde, nærmest som missionærerne gjorde det for konge, kejsere og kirke i fortiden: banede vejen for den fysiske krig/besættelse/intervention/udslettelse ved først at dreje halsen om på ‘de indfødte’, og så går det løs. Bagefter liner de op med det korps af historieforfalskere, som krigsmagten hyrer. Så de små skolebørn kan lære om de godes krige mod de onde.
Mens hele den egentlige og underliggende agenda stort set er uset og ubeskrevet i medierne, plaprer disse løs om alt den støj og de 2D-scenerier til ære for medierne, som er arrangeret på gader og stræder. Lige nu i Kiev. Mens asfalten koger, rykker fascismen nærmere. Og danskerne sidder i deres lille globale, velnærede forstad og klapper i hænderne.
En omskrivning af Martin Niemüller:
Jeg forudsiger Københavns bombardement 2.0 (allegorisk taget), fordi det lille tegneserieland valgte at holde på den forkerte hest. Vi har moralsk set kompromitteret os i grelleste grad, og selvom jeg ikke hepper på The Fall of The House of Denmark, tvært imod, jeg siger: Holger, vågn dog for helvede op i krypten under slottet, vi kan ikke holde din højlydte snorken ud længere! – vil jeg have meget svært ved at forsvare et land, der har inviteret til terrorangreb af fysisk, finansiel eller informatorisk art via deres mere end villige og ukritiske deltagelse i de store drenges beskidte krige af fysisk, finansiel og informatorisk art.
Jeg griner ikke smørret den dag, heller ikke selvom der vil være en hel masse danskere, der vågner op til gevaldige med velfortjente tømmermænd og for første gang i deres velfærdsliv er nødt til at skrotte deres naive tro på autoriteterne. De vil pludselig befinde sig midt i en åndelig pubertet, hvor de vil få valget mellem hjemmearbejde eller hjemløshed. Grunden til, at jeg ikke griner smørret den dag, er, at jeg ikke griner smørret i dag, når jeg oplever, hvordan andre folk og nationer bliver ødelagt. Det er måske derfor denne lille ubetydelige blog har 55.000 hits i hele Verden, selvom den er skrevet på et mærkeligt sprog, der tales af en befolknings-mængde, der svarer til en mellemstor by derude.
De danske politikere og medier er muligvis udenfor pædagogisk rækkevidde. Men derfor behøver vi som potentielt tænkende mennesker uden investeret interesse i tidens manipulatoriske løgne ikke at være udenfor rækkevidde.
Jeg har altid undret mig over, hvordan dette kæmpe bedrag har kunnet finde sted. Den ene del af svaret kan findes i ‘den engelske syge’, som startede med Københavns bombardement 1807. Her startede det Stockholmssyndrom, vi aldrig er kommet os over siden. Det er set i bakspejlet langt værre og mere indædt end 1864, for vi render stadig i røven på det imperium, der sønderbombede os til lydighed dengang. Den anden del af svaret kan findes i begrebet dimensionering af virkeligheden. Der mangler grundlæggende en dimension af virkeligheden. Hvor blev den af?
Virkeligheden som tegneserie
Mainstreammedier er helt grundlæggende spild af tid. Men det er meget mere foruroligende og langt større end blot tomme kalorier og spild af tid. Elektroniske og trykte mainstreammedier fjerner 1/3 dimensioner og forurener de to, der er tilbage. Mainstreammedier er dimensionelt afstumpende.
Vi lever i en 2D-verden, et fladt og manipuleret billede af ‘noget’ derude, vi kunne kalde for en 3D-verden. 2D-verdenen er et fladt udkog af en multidimensionel virkelighed med dybde og sammenhæng. Vi møder 2D-virkeligheden på fladskærme og som sværte på dårligt papir. Vi møder den som flade udsagn fra de mange munde på gader og i stuer. Den har ædt sig ind i vores nervesystemer som en neurotoxin.
2D-virkeligheden postulerer at være 4D, altså virkelige hændelsesforløb i både rum og tid (tiden er den fjerde dimension) og med logisk sammenhæng og konsekvens, dynamisk 3D-virkelighed. Hvad vi aldrig ser er, at dygtige mennesker og deres dygtige maskiner har placeret sig i en 5D-verden, en intentions- og agendaverden (vilje), hvorfra de omredigerer 4D-verdenen og præsenterer den for os alle sammen i 2D.
Som grafiker kender jeg den funktion i Photoshop, der hedder ‘flatten image’. Alle lag og dermed al dybde forsvinder. JPEG-billedet bliver udsat for destruktiv kompression, og det fladgjorte billede viser aldrig, hvordan billedet er komponeret og manipuleret. Hvad værre er: man kan ikke gå tilbage, for det fladgjorte billede har udraderet al historik. Der er ingen fortrydelse, der er ingen hukommelse, der er ingen erfaring, der er ingen historie. Medmindre man har gemt 1.-generations-billedet. Men det beholder de dygtige ‘grafikere’ altid for sig selv.
Vores 2D-virkelighed er simpelthen photoshop’et. Vi glor på den og siger ‘nøøj!’, men hvad værre er, vi handler, eller ikke-handler eller giver mandater til handling på baggrund af en 2D-forståelse af verden.
Intelligentsians forfald
Den tredje del af svaret skal findes i den miserable tilstand, som den danske intelligentsia befinder sig i, dem der var ‘blomsten af Danmarks ungdom’ og nu er ved at afblomstre.
En temmelig satirisk og overordentlig velskrevet artikel i Dagbladet Information, ‘Folket vil ikke lytte, de tager altid fejl’, tager afsæt i en af de mest brugte medie-pundits, Anne Knudsen og hendes gennemsnitlige udsagn. Hvis man er uvenlig, vil man nok kalde hende for en kulturpamper. Hun har en skråsikker mening om, hvad som helst. Hun har ikke høje tanker om danskernes evne til at skelne og vurdere, og senest har hun udtrykt den mening, at danskerne er ukvalificerede til at have en mening om, hvorvidt staten burde forære det meste af DONG-Energy til Goldman Sachs. Noget overraskende. Her gik man lige og fik en smule optimisme over, at temmelig mange danskere faktisk var ved at vågne op til 3D-virkeligheden ved at finde ud af, at nationen blev angrebet af dette zionistiske forbrydersyndikat. Og så sidder der en meningssnob og siger, at almindelige mennesker er inkompetente og egentlig blot bør holde deres dumme kæft og overlade al beslutningsdygtighed til en noget grødet klump af mørklægnings-fikserede politikere der … sjovt nok siger det samme som hun!
Hun repræsenterer ganske godt et helt intellektuelt segment for tiden. Det største problem med Anne-Knudsen-cafe-latte-segmentet er efter min overbevisning, at de postulerer indsigt uden i virkeligheden at have den. Anne Knudsen har med garanti – og jeg tør lægge hovedet på blokken for det – ALDIG sat sig seriøst ind i, hvad det zionistiske gangstersyndikat, Goldman Sachs, er for en størrelse, hvor mange millioner menneskeliv og -skæbner de har på deres non-samvittighed, og hvilken større 3-4-5D-virkelighed, de repræsenterer. Anne Knudsen aner nada-de-luxe om den større geo-politiske sammenhæng og de finansielle tiltag som DONG-kapringen skal ses i sammenhæng med.
Intellektuelle fjolser som Anne Knudsen i segmentet kombinerer reel uvidenhed med arrogant, skråsikker påståelighed.
Problemet med den danske intelligentsia er, at de ikke længere udfører egentlig tænkning. Til gengæld er de knaldhamrende gode til at mene noget om hvad-som-helst, de har bare ingen ydmyghed overfor egentlig viden, og de har ikke kvalificeret sig til denne postulerede viden – som de herefter oven i købet hævder at pøbelen er ukvalificeret til at have. De er inkompetente, og i stedet for ærligt og redeligt at indrømme det, siger de: ‘øh og dette er for eksperter, og vi jeg ikke ved noget (hvilket vi aldrig har sagt), kan ingen almindelig dansker vide noget og DERFOR bør de holde deres snottede kæft og ikke blande sig, mens de store drenge og piger snakker business, og hvis I gør det, får vi det rigtig dårligt (hvilket vi heller aldrig har sagt) …’ De hælder arrogance ovenpå arrogance, og de undgår behændigt at beskæftige sig med substans, men henviser altid til en eller anden politisk korrekt menings-mogul og vedkommendes postulerede ekspertise. Aldrig substans, aldrig substans.
Gud har sagt det – efter selvfølgelig at have spurgt MIG til råds… hvilket jeg er alt for beskeden til at omtale …
Det er ligesom produktet af mikrofon-pædagogikken. Altså dengang lærere i folkeskolen og gymnasiet var så hunderædde for at modsige deres ukvalificerede, bedrevidende elever og bare holdt en en mikrofon op i hovedet på curlingbørnene generation 2.0 (1.0 var baby-boomerne = dem selv): Og hvad mener du så om verdenssituationen, Magnus, Alexander, Victor, Louise, Sofie, Amalie? – de hed alle sammen et eller andet konge-kejser-eller-dronningeligt, svarende til den prinse-prinsesse-status, deres forældre havde tildelt dem. På et splitsekund havde poden opfundet en mening, hvorefter læreren prompte svarede: ‘øøh, ja, det kan man jo mene, det er godt, jamen ... det er da nærmest fantaaastisk!’ Curlingbørnene fik verdens længste line og lyserødt indpakningspapir ligesom mediernes darlings og forvoksede mediebørn. Men disse meninger har hverken substans eller autencitet, og deres meningsdannere ved ikke noget om det Store Spil, for de er selv en del af det. De er bare knaldende gode til at føre sig selv frem, og de er aldrig blevet seriøst og substantielt modsagt og udfordre.
Der bliver tænkt ALT for lidt i det danske såkaldte tænkende segment.
Når 2D-virkeligheden sænker sig over os, sænker Maya’s slør sig. Verden bliver til oplyst virkelighed. Ikke ‘oplyst’ i betydningen indisk seer, men oplyst i betydningen neonrør med ledning i røven og strøm i kontakten. Rummet bliver oplyst i et bleggult, farvefattigt, ensartet armatur siddende højt oppe i loftet bag et gitter, som gør dig ukoncentreret og giver dig hovedpine og træthed efter et par timer.
Når 2D-virkeligheden sænker sig over os, kan vi ikke bedømme afstande, tid og sammenhænge. Vi bliver det sidste led i den omvendte informations-fødekæde, og vi havner på endestationen, hvor vi ikke kan komme videre.
2D-virkeligheden er skyggespillet i Platons hule. De paralyserede individer i hulen anser skyggerne for at være virkeligheden, og det individ, der ved et tilfælde opdager, at det kun er skygger, og at skyggerne er en projektion på hulens bagvæg forårsaget af en lyskilde og de objekter, som lyset rammer, bliver i hans historie myrdet af hulens beboere for at gøre dem opmærksom på deres 2D-virkelighed. Noget tilsvarende sker i dette øjeblik med det mediedyrkende menneske.
2D-virkeligheden er Jean Beaudrillards simulacrum. Orden beskriver ‘det der ligner uden at være’. Hvis man vil have den tyndest mulige (tynd i form sideantal) og dog mest komprimerede præsentation af denne meget præcise beskrivelse af 2D-virkeligheden, så læs filosoffens bog ‘America’.
2D-virkeligheden er Marshall McLuhan’s udsagn: ‘The media is the message’. Altså budskabet er ikke længere sig selv, budskabet. Budskabet er mediet. Ingen dybde, ren overflade. Rent simulacrum.
2D-virkeligheden er også Frankfurterskolens udsagn for, hvad deres projekt gik ud på: ‘Teorien er at kritisere’. En finurlig tilsløring af egen agenda, samtidig med at de faktisk røber den. Deres såkaldte ‘kritik’ – et gammelt filosofisk begreb i øvrigt – var en tilkendegivelse af, at de fra 5D-virkeligheden af intention ønskede at omarrangere folks bevidsthed og handlesæt. Frankfurterne ønskede via ‘kritik’ at destruere vestlig kultur, siden den skide nølende og inkompetente arbejderklasse åbenbart ikke levede op til det historiske rollespil, som Karl Marx havde tildelt dem. Deres 2D-virkelighed hed og hedder i dag mere end nogensinde: politisk korrekthed.
2D-virkelighed er af-dimenionalisering af vores bevidtshed. Det er en dehumanisering af mennesket, siden mennesket i sin natur er et særdeles potent væsen med et uendeligt sæt af muligheder og evner.
2D er bare … jeg er sgu nødt til at sige det, so-last-millenium! Det er på vej ud. Det holder ikke længere, fordi al løgn kun har den levetid, som en løgn nu har.
Sådan er det bare.
Efterskrift: De forsvundne bloggere
Ovenstående blog er tilskrevet en blogger på dagbladet Information ved navn Mariam Hashimi. Hun kom desværre til at fornærme zionisterne og deres forbrydelser mod menneskeheden, så de anmeldte hende for 'anstødelig kommentar'.
Det omtalte dagblad er altid lydigt, når zionisterne ankommer, og man sletter derfor prompte hele bloggerprofiler uden at blinke. Det samme sker, når en blogger insisterer på, at dagbladets journalister - som de kalder sig - skal udføre journalistisk arbejde og leve op til definitionen på deres profession. Hvilket de i faldende grad gør for tiden.
Mariam Hashimis forgænger Martin Hansson led samme skæbne. Dette såkaldte dagblad dyrker systematisk censur. De mener selv, at det blot er 'politisk korrekte', men de har aldrig forstået begrebet politisk korrekthed og dets historik.
Deres efterfølger Mark Hanuman fortsætter så længe, der ikke censureres.
Men det gør der. Og det er allerede sket, så nu hedder vi ........
Diktatur kan være alt fra oplyst enevælde til ren Pol Pot. Det glemmer man altid. Diktaturer opstår ofte i et land, der er under konstant angreb fra Vesten (inkl. Israel og Saudiarabien). Gadaffis Libyen og Assads Syrien er sådanne, og de har været tvunget til det, men Vestens medier kan ikke skelne mellem tilstanden i Nordkorea og i Libyen/Syrien. Libyerne og syrerne støttede/støtter deres præsident. Libyen var det land i den arabiske verden, der havde den højeste levestandard. Syrien var det land i mellemøsten med den største tolerance for kulturer og trossamfund – men nul-tolerance overfor zionistisk fascisme. Hvad var så problemet med Irak, Libyen, Syrien, Sudan og Nordkorea?
Ja det var, at disse fem lande, som George Bush kaldte for ‘slyngelstater’, ikke havde underkastet sig det internationale centralbankvæsens spilleregler, men insisterede på at at opretholde ægte nationalbanker, der tilgodeså landet selv og dets befolkning. De spredte simpelthen ikke ben for Vesten, de var ulydige. Det næste problem var, at flere af deres ledere bekendtgjorde, at de ikke længere ville afregne olie i petrodollar og dermed fortsat bidrage til at kanalisere rigdomme over til USA, selvom USA ikke havde ydet noget for disse rigdomme. Petrodollaren har siden Bretton-Woods-aftalen i 1944 været verdens største finansielle sugerør for den største slyngelstat af dem alle, dollarens hjemland, USA.
Det slette spil, som Vesten generelt, USA, UK, Frankrig i særdeleshed med DK som lille logrende skødehund fører lige nu i Ukraine, er en gentagelse af den terror, som nazisterne og de lokale fascistgrupper udøvede i forbindelse med 2. Verdenskrig. Vesten har altid benyttet sig af disse fascistoide grupper uanset deres observans på 2D-overfladen, den tegneseriefortælling, som afspilles 24-7-365 på alle tilgængelige storskærme. Altså det forlorne surrogat af en narresut-virkelighed, som vi åbenbart elsker at loade os med, mens kumpanerne klapper i deres fedtede hænder i ‘baglokalet’.
Det ene øjeblik støtter vi, det aggressive Vesten, ultra-nationale fascistgrupper, det andet øjeblik islamistiske massemordere og betalings-terrorister. Man tager et stykke lort og kalder det for en guldklump – man tager en psykopatisk lejesoldat og kalder ham for ‘folkets sande befrier’ og udstyrer ham og hans fætre med bazookaer og saringas. Dernæst kalder propagandisten og aggressoren landets præsident for det, som lejesoldaten og aggressoren selv repræsenterer og sig selv for en helt. Således udstyret med kappe og sværd laver man en Hollywood B-film.
Medierne beskæftiger sig ikke med 3D-virkeligheden men udelukkende med den 2D-virkelighed, der som Hollywood-kulisser er stillet op. Medierne er selv storforbrugere af medier. De er nøjagtig, som McLuhan formulerede selv budskabet. De er den historie, som propagandisternes opdragsgivere har ladet fremstillet i deres infokrigs-fabrikker og kanaliseret via deres agenturer og nyhedsbureauer. De er problemet. For det vi ser, er en krig. Medierne er i dag et regiment, ja nærmest en fuld armé i software-afdelingen af hæren. Medierne er dem, der gør det beskidte arbejde, nærmest som missionærerne gjorde det for konge, kejsere og kirke i fortiden: banede vejen for den fysiske krig/besættelse/intervention/udslettelse ved først at dreje halsen om på ‘de indfødte’, og så går det løs. Bagefter liner de op med det korps af historieforfalskere, som krigsmagten hyrer. Så de små skolebørn kan lære om de godes krige mod de onde.
Mens hele den egentlige og underliggende agenda stort set er uset og ubeskrevet i medierne, plaprer disse løs om alt den støj og de 2D-scenerier til ære for medierne, som er arrangeret på gader og stræder. Lige nu i Kiev. Mens asfalten koger, rykker fascismen nærmere. Og danskerne sidder i deres lille globale, velnærede forstad og klapper i hænderne.
En omskrivning af Martin Niemüller:
- Da de smadrede Irak, sagde jeg ikke noget,
for jeg var ikke iraker. - Da de smadrede Afghanistan, sagde jeg ikke noget,
for jeg var ikke afghaner. - Da de smadrede Libyen, sagde jeg ikke noget,
for jeg var ikke libyer. - Da de smadrede Egypten, sagde jeg ikke noget,
for jeg var ikke egypter. - Da de smadrede Mali, sagde jeg ikke noget,
for jeg var ikke malineser. - Da de smadrede Bahrain, sagde jeg ikke noget,
for jeg var ikke bahrainer. - Da de smadrede Sudan, sagde jeg ikke noget, f
or jeg var ikke sudaneser. - Da de smadrede Syrien, sagde jeg ikke noget,
for jeg var ikke syrer. - Når de nu smadrer Ukraine, siger jeg ikke noget,
for jeg var ikke ukrainer.
- Da de plyndrede Argentina, sagde jeg ikke noget, for jeg var ikke argentiner, det er simpelthen for langt væk, og de var sikkert selv ude om det. Man kan jo ikke leve af tango, vel?
- Da de plyndrede Grækenland, sagde jeg ikke noget, for jeg var ikke græker, ja jeg buede af grækerne, jeg hånede dem sgu’, de havde jo selv været ude om det (havde de ikke …?).
- Da de plyndrede Italien, sagde jeg ikke noget, for jeg var ikke italiener. De er også så dovne og korrupte, se bare ham Berlusconi.
- Da de plyndrede Spanien, sagde jeg ikke noget, for jeg var ikke spanier. Fuck deres 50% ungdomsløshed, barer de sender tomater.
- Da de plyndrede Portugal, sagde jeg ikke noget, for jeg var ikke portugiser. Men jeg elsker at tage på billig ferie dér.
- Da de plyndrede Cypern, sagde jeg ikke noget, for jeg var ikke cypriot. De er også en slags grækere, så de var nok også selv ud om, at EU gik lige ind på folks bankkonti og stjal deres opsparing.
- Da de plyndrede Irland, sagde jeg ikke noget, for jeg var ikke irer. Er de ikke bare sådan en slags lowlife, reservebriter?
- Da de plyndrede Island, sagde jeg ikke noget, for jeg var ikke islænding – og hov! den gik så ikke alligevel, men det skynder vi os ikke at snakke om. Vi ignorerer det, for den slags ulydighed skulle jo nødig gribe om sig. Mon ikke den tidligere danske koloni vil respektere os for det? Gæt selv svaret.
Island har som det eneste land i Verden turdet at dømme og fængsle bankfolk og politikere! Deres resoluthed har skabt trykbølger i det globale centralbankvæsen, IMF, Verdensbanken, BIS, Bank of England, ECB, FED, osv. De så til deres rædsel, at folk på en lille skide vindforblæst ø i Atlanten klædte dem af til skindet og tog sagen i egen hånd. De gjorde det! De var ulydige, og de skammede sig ikke engang over det!
Det kunne lynhurtigt brede sig, hvad kunne der ikke ske?
- Da de til sidst KOM EFTER MIG (Niemüller), altså da de begyndte at plyndre Danmark ved hjælp af de lokale korrupte politikere – nøjagtig som i Grækenland og Spanien i øvrigt! og minsandten med Goldman Sachs som nuværende hovedaktør i en serie slette spil – nøjagtig ligesom i Grækenland, Italien, ECB, Bank of England og the FED – anede jeg først ikke, hvad der var gang i – som om jeg ikke havde set ‘et par’ gange for nylig, og du skal i hvert ikke kalde mig tungnem! - og dernæst blev (bliver) jeg klar over, at ingen ønskede at hjælpe os.
Da var det for sent.
Jeg forudsiger Københavns bombardement 2.0 (allegorisk taget), fordi det lille tegneserieland valgte at holde på den forkerte hest. Vi har moralsk set kompromitteret os i grelleste grad, og selvom jeg ikke hepper på The Fall of The House of Denmark, tvært imod, jeg siger: Holger, vågn dog for helvede op i krypten under slottet, vi kan ikke holde din højlydte snorken ud længere! – vil jeg have meget svært ved at forsvare et land, der har inviteret til terrorangreb af fysisk, finansiel eller informatorisk art via deres mere end villige og ukritiske deltagelse i de store drenges beskidte krige af fysisk, finansiel og informatorisk art.
Jeg griner ikke smørret den dag, heller ikke selvom der vil være en hel masse danskere, der vågner op til gevaldige med velfortjente tømmermænd og for første gang i deres velfærdsliv er nødt til at skrotte deres naive tro på autoriteterne. De vil pludselig befinde sig midt i en åndelig pubertet, hvor de vil få valget mellem hjemmearbejde eller hjemløshed. Grunden til, at jeg ikke griner smørret den dag, er, at jeg ikke griner smørret i dag, når jeg oplever, hvordan andre folk og nationer bliver ødelagt. Det er måske derfor denne lille ubetydelige blog har 55.000 hits i hele Verden, selvom den er skrevet på et mærkeligt sprog, der tales af en befolknings-mængde, der svarer til en mellemstor by derude.
De danske politikere og medier er muligvis udenfor pædagogisk rækkevidde. Men derfor behøver vi som potentielt tænkende mennesker uden investeret interesse i tidens manipulatoriske løgne ikke at være udenfor rækkevidde.
Jeg har altid undret mig over, hvordan dette kæmpe bedrag har kunnet finde sted. Den ene del af svaret kan findes i ‘den engelske syge’, som startede med Københavns bombardement 1807. Her startede det Stockholmssyndrom, vi aldrig er kommet os over siden. Det er set i bakspejlet langt værre og mere indædt end 1864, for vi render stadig i røven på det imperium, der sønderbombede os til lydighed dengang. Den anden del af svaret kan findes i begrebet dimensionering af virkeligheden. Der mangler grundlæggende en dimension af virkeligheden. Hvor blev den af?
Virkeligheden som tegneserie
Mainstreammedier er helt grundlæggende spild af tid. Men det er meget mere foruroligende og langt større end blot tomme kalorier og spild af tid. Elektroniske og trykte mainstreammedier fjerner 1/3 dimensioner og forurener de to, der er tilbage. Mainstreammedier er dimensionelt afstumpende.
Vi lever i en 2D-verden, et fladt og manipuleret billede af ‘noget’ derude, vi kunne kalde for en 3D-verden. 2D-verdenen er et fladt udkog af en multidimensionel virkelighed med dybde og sammenhæng. Vi møder 2D-virkeligheden på fladskærme og som sværte på dårligt papir. Vi møder den som flade udsagn fra de mange munde på gader og i stuer. Den har ædt sig ind i vores nervesystemer som en neurotoxin.
2D-virkeligheden postulerer at være 4D, altså virkelige hændelsesforløb i både rum og tid (tiden er den fjerde dimension) og med logisk sammenhæng og konsekvens, dynamisk 3D-virkelighed. Hvad vi aldrig ser er, at dygtige mennesker og deres dygtige maskiner har placeret sig i en 5D-verden, en intentions- og agendaverden (vilje), hvorfra de omredigerer 4D-verdenen og præsenterer den for os alle sammen i 2D.
Som grafiker kender jeg den funktion i Photoshop, der hedder ‘flatten image’. Alle lag og dermed al dybde forsvinder. JPEG-billedet bliver udsat for destruktiv kompression, og det fladgjorte billede viser aldrig, hvordan billedet er komponeret og manipuleret. Hvad værre er: man kan ikke gå tilbage, for det fladgjorte billede har udraderet al historik. Der er ingen fortrydelse, der er ingen hukommelse, der er ingen erfaring, der er ingen historie. Medmindre man har gemt 1.-generations-billedet. Men det beholder de dygtige ‘grafikere’ altid for sig selv.
Vores 2D-virkelighed er simpelthen photoshop’et. Vi glor på den og siger ‘nøøj!’, men hvad værre er, vi handler, eller ikke-handler eller giver mandater til handling på baggrund af en 2D-forståelse af verden.
Intelligentsians forfald
Den tredje del af svaret skal findes i den miserable tilstand, som den danske intelligentsia befinder sig i, dem der var ‘blomsten af Danmarks ungdom’ og nu er ved at afblomstre.
En temmelig satirisk og overordentlig velskrevet artikel i Dagbladet Information, ‘Folket vil ikke lytte, de tager altid fejl’, tager afsæt i en af de mest brugte medie-pundits, Anne Knudsen og hendes gennemsnitlige udsagn. Hvis man er uvenlig, vil man nok kalde hende for en kulturpamper. Hun har en skråsikker mening om, hvad som helst. Hun har ikke høje tanker om danskernes evne til at skelne og vurdere, og senest har hun udtrykt den mening, at danskerne er ukvalificerede til at have en mening om, hvorvidt staten burde forære det meste af DONG-Energy til Goldman Sachs. Noget overraskende. Her gik man lige og fik en smule optimisme over, at temmelig mange danskere faktisk var ved at vågne op til 3D-virkeligheden ved at finde ud af, at nationen blev angrebet af dette zionistiske forbrydersyndikat. Og så sidder der en meningssnob og siger, at almindelige mennesker er inkompetente og egentlig blot bør holde deres dumme kæft og overlade al beslutningsdygtighed til en noget grødet klump af mørklægnings-fikserede politikere der … sjovt nok siger det samme som hun!
Hun repræsenterer ganske godt et helt intellektuelt segment for tiden. Det største problem med Anne-Knudsen-cafe-latte-segmentet er efter min overbevisning, at de postulerer indsigt uden i virkeligheden at have den. Anne Knudsen har med garanti – og jeg tør lægge hovedet på blokken for det – ALDIG sat sig seriøst ind i, hvad det zionistiske gangstersyndikat, Goldman Sachs, er for en størrelse, hvor mange millioner menneskeliv og -skæbner de har på deres non-samvittighed, og hvilken større 3-4-5D-virkelighed, de repræsenterer. Anne Knudsen aner nada-de-luxe om den større geo-politiske sammenhæng og de finansielle tiltag som DONG-kapringen skal ses i sammenhæng med.
Intellektuelle fjolser som Anne Knudsen i segmentet kombinerer reel uvidenhed med arrogant, skråsikker påståelighed.
Den matematiske ligning er:
u+p=sx?
Dvs: uvidenhed kombineret med påståelighed er lig med stupiditet i ukendt potens.
u+p=sx?
Dvs: uvidenhed kombineret med påståelighed er lig med stupiditet i ukendt potens.
Problemet med den danske intelligentsia er, at de ikke længere udfører egentlig tænkning. Til gengæld er de knaldhamrende gode til at mene noget om hvad-som-helst, de har bare ingen ydmyghed overfor egentlig viden, og de har ikke kvalificeret sig til denne postulerede viden – som de herefter oven i købet hævder at pøbelen er ukvalificeret til at have. De er inkompetente, og i stedet for ærligt og redeligt at indrømme det, siger de: ‘øh og dette er for eksperter, og vi jeg ikke ved noget (hvilket vi aldrig har sagt), kan ingen almindelig dansker vide noget og DERFOR bør de holde deres snottede kæft og ikke blande sig, mens de store drenge og piger snakker business, og hvis I gør det, får vi det rigtig dårligt (hvilket vi heller aldrig har sagt) …’ De hælder arrogance ovenpå arrogance, og de undgår behændigt at beskæftige sig med substans, men henviser altid til en eller anden politisk korrekt menings-mogul og vedkommendes postulerede ekspertise. Aldrig substans, aldrig substans.
Gud har sagt det – efter selvfølgelig at have spurgt MIG til råds… hvilket jeg er alt for beskeden til at omtale …
Det er ligesom produktet af mikrofon-pædagogikken. Altså dengang lærere i folkeskolen og gymnasiet var så hunderædde for at modsige deres ukvalificerede, bedrevidende elever og bare holdt en en mikrofon op i hovedet på curlingbørnene generation 2.0 (1.0 var baby-boomerne = dem selv): Og hvad mener du så om verdenssituationen, Magnus, Alexander, Victor, Louise, Sofie, Amalie? – de hed alle sammen et eller andet konge-kejser-eller-dronningeligt, svarende til den prinse-prinsesse-status, deres forældre havde tildelt dem. På et splitsekund havde poden opfundet en mening, hvorefter læreren prompte svarede: ‘øøh, ja, det kan man jo mene, det er godt, jamen ... det er da nærmest fantaaastisk!’ Curlingbørnene fik verdens længste line og lyserødt indpakningspapir ligesom mediernes darlings og forvoksede mediebørn. Men disse meninger har hverken substans eller autencitet, og deres meningsdannere ved ikke noget om det Store Spil, for de er selv en del af det. De er bare knaldende gode til at føre sig selv frem, og de er aldrig blevet seriøst og substantielt modsagt og udfordre.
Der bliver tænkt ALT for lidt i det danske såkaldte tænkende segment.
Når 2D-virkeligheden sænker sig over os, sænker Maya’s slør sig. Verden bliver til oplyst virkelighed. Ikke ‘oplyst’ i betydningen indisk seer, men oplyst i betydningen neonrør med ledning i røven og strøm i kontakten. Rummet bliver oplyst i et bleggult, farvefattigt, ensartet armatur siddende højt oppe i loftet bag et gitter, som gør dig ukoncentreret og giver dig hovedpine og træthed efter et par timer.
Når 2D-virkeligheden sænker sig over os, kan vi ikke bedømme afstande, tid og sammenhænge. Vi bliver det sidste led i den omvendte informations-fødekæde, og vi havner på endestationen, hvor vi ikke kan komme videre.
2D-virkeligheden er skyggespillet i Platons hule. De paralyserede individer i hulen anser skyggerne for at være virkeligheden, og det individ, der ved et tilfælde opdager, at det kun er skygger, og at skyggerne er en projektion på hulens bagvæg forårsaget af en lyskilde og de objekter, som lyset rammer, bliver i hans historie myrdet af hulens beboere for at gøre dem opmærksom på deres 2D-virkelighed. Noget tilsvarende sker i dette øjeblik med det mediedyrkende menneske.
2D-virkeligheden er Jean Beaudrillards simulacrum. Orden beskriver ‘det der ligner uden at være’. Hvis man vil have den tyndest mulige (tynd i form sideantal) og dog mest komprimerede præsentation af denne meget præcise beskrivelse af 2D-virkeligheden, så læs filosoffens bog ‘America’.
2D-virkeligheden er Marshall McLuhan’s udsagn: ‘The media is the message’. Altså budskabet er ikke længere sig selv, budskabet. Budskabet er mediet. Ingen dybde, ren overflade. Rent simulacrum.
2D-virkeligheden er også Frankfurterskolens udsagn for, hvad deres projekt gik ud på: ‘Teorien er at kritisere’. En finurlig tilsløring af egen agenda, samtidig med at de faktisk røber den. Deres såkaldte ‘kritik’ – et gammelt filosofisk begreb i øvrigt – var en tilkendegivelse af, at de fra 5D-virkeligheden af intention ønskede at omarrangere folks bevidsthed og handlesæt. Frankfurterne ønskede via ‘kritik’ at destruere vestlig kultur, siden den skide nølende og inkompetente arbejderklasse åbenbart ikke levede op til det historiske rollespil, som Karl Marx havde tildelt dem. Deres 2D-virkelighed hed og hedder i dag mere end nogensinde: politisk korrekthed.
2D-virkelighed er af-dimenionalisering af vores bevidtshed. Det er en dehumanisering af mennesket, siden mennesket i sin natur er et særdeles potent væsen med et uendeligt sæt af muligheder og evner.
2D er bare … jeg er sgu nødt til at sige det, so-last-millenium! Det er på vej ud. Det holder ikke længere, fordi al løgn kun har den levetid, som en løgn nu har.
Sådan er det bare.
Efterskrift: De forsvundne bloggere
Ovenstående blog er tilskrevet en blogger på dagbladet Information ved navn Mariam Hashimi. Hun kom desværre til at fornærme zionisterne og deres forbrydelser mod menneskeheden, så de anmeldte hende for 'anstødelig kommentar'.
Det omtalte dagblad er altid lydigt, når zionisterne ankommer, og man sletter derfor prompte hele bloggerprofiler uden at blinke. Det samme sker, når en blogger insisterer på, at dagbladets journalister - som de kalder sig - skal udføre journalistisk arbejde og leve op til definitionen på deres profession. Hvilket de i faldende grad gør for tiden.
Mariam Hashimis forgænger Martin Hansson led samme skæbne. Dette såkaldte dagblad dyrker systematisk censur. De mener selv, at det blot er 'politisk korrekte', men de har aldrig forstået begrebet politisk korrekthed og dets historik.
Deres efterfølger Mark Hanuman fortsætter så længe, der ikke censureres.
Men det gør der. Og det er allerede sket, så nu hedder vi ........
